Crysis

crysis_wallpaper_8-1440x900

Et anderledes skydespil med masser af genspilningsværdi
Developer: Crytek
Udgivelse: 13. november 2007
Anskaffelse: Steam 
Platform: PC, Playstation 3 og Xbox 360

Crysis er en af de mest interessante skydespil, du kan komme til at spille. Du spiller som Nomad, del af Raptor Team.
Det er år 2020 og nordkoreanske styrker ledt af general Ri-Chan Kyong overtager Lingshan-øerne. Raptor Team sættes ind for at redde de amerikanske arkæologer, der er i gang med at udgrave på øen. Arkæologerne har sendt et nødkald ud med en indikation af, at de har fundet noget, der kan ændre verden.

Det specielle ved Raptor Team er, at de fem soldater er udstyret med nanosuits, der giver dem overmenneskelige kræfter. De kan vælge mellem “Maximum Strength”, “Maximum Speed”, “Maximum Armor” eller “Cloak”.
Strength giver dem mulighed for at kaste hårdere med ting, hoppe ekstra højt og generelt bare gå amok med næverne. Speed giver dem et boost til deres hastighed samt et endnu større boost, når de sprinter. Armor-boostet er standard og gør dem mere modstandsdygtige over for skud og anden fare. Cloak er, hvor det bliver ekstra spændende, da de kan gøre sig usynlige.
Alle nanosuitens evner bruger energy, der automatisk genoplader, når du ikke bruger evnerne aktivt. Med undtagelse af cloak, der dræner energy konstant.

Det er denne nanosuit, der lader dig spille, som du har lyst til. Du kan snige dig gennem spillet ved at bruge cloak og silenced våben. Du kan også vælge at sprinte gennem banerne og skyde fjenderne, mens du nærmest flyver forbi dem. Det er helt op til dig, hvordan du gør, men jeg vil helt klart anbefale dig at tænke meget kreativt. Det er, når man bruger evnerne i en længere kombination, at det bliver sjovt. F.eks. brugte jeg cloak for at snige mig over en vej ved en fjendtlig base. Da jeg var kommet over og havde gemt mig, mens min energy rechargede, valgte jeg speedboost, løb hen til en mur, skiftede til strength, sprang over den, og i luften valgte cloak, så jeg havde et par sekunder på jorden til at tage eventuelle fjender ud. Det er den slags situationer, der gør Crysis til et virkelig interessant og vildt skydespil.

Udover legen med de forskellige evner, er der også mulighed for at lege med sine våben. Efterhånden, som du kommer gennem spillet, får du adgang til flere modifikationer, som du kan bruge på dine våben. Du kan ved tryk på en knap få adgang til alle modifikationerne i en smart menu, hvor de er highlighted over de steder, de kan være på våbenet. Her kan du f.eks. bruge et sniper-scope det ene sekund og øjeblikket efter at have skudt en fjende, ændre det til et assault-scope med silencer. Altsammen foregår ekstremt flydende, så der er intet at klage over der.

Historien i Crysis er spændende nok, især da man møder arkæologerne og begynder at forstå, hvad det er, de har fundet. Samtidig er de andre fra Raptor Team interessante, og man føler sig som et team på trods af man en del af tiden er uden de andre og kun i radiokontakt med dem.

Banedesignet i Crysis er velfungerende, da det for det meste er store åbne jungleområder, du selv bestemmer, hvordan du vil bevæge dig i. Samtidig tillader nanosuiten, at du kan komme de fleste steder hen. Senere i spillet ændres temaet for banerne sig markant, men det føles stadig fedt at bevæge sig rundt i.

Da Crysis udkom var det største spørgsmål, hvorvidt ens computer kunne køre det. I forhold til i dags standarder er Crysis stadig virkelig flot, men kræver dog stadig lidt ekstra, hvis du vil køre det på ultra.

Crysis er et anderledes skydespil, der lader dig lege ekstremt meget.
Derfor vil jeg anbefale det, da det er en gennemspilning værd, hvis ikke flere.
Netop det, at man kan lege så meget, gør at det kan spilles igennem mange gange, da man for det meste vil klare tingene på forskellige måder.
Et godt skydespil med lækre ideer, der konstant sætter dig i spændende situationer, du helt selv vælger, hvordan du vil løse.

Max Payne 1-3

Image

Et af den slags spil, der vil følge dig i lang tid
Developer: Remedy Entertainment
Udgivelse: 25. juli 2001
Anskaffelse: Steam 
Platform: PC, PlayStation 2, Xbox, Game Boy Advance, iOs og Android

Max Payne er en betjent, der en dag finder sin kone og barn dræbt. Han vil have hævn og begynder at følge diverse spor, der kan lede ham til, hvorfor hans familie var blevet dræbt. Max Payne har dog en tendens til at havne i uheldige situationer, så da det brygger op til en bandekrig, befinder Max Payne sig også midt i det hele. Samtidig kan han ikke få hjælp af sine kolleger, da hans metoder på sit hævntogt ikke er helt i orden med loven. For hver person Max får svar af, kan der bare stilles flere spørgsmål og plottet har et par gode afsløringer og er spændende gennem hele spillet.

Historien præsenteres ved hjælp af graphic novel-paneler, hvor personerne taler. Disse er ofte ret dystre, men dog også fyldt med humor, ikke mindst fra Max Payne selv, da han ofte reflekterer over, hvor uheldig han er.
Historien i Max Payne er fantastisk og velskrevet, har fede twists, men det er dog ikke kun den, der holder dig fast gennem spillet.

Det, der holdt mig fast gennem spillet, var Max Payne selv. Man føler med ham, han har mistet sin familie og vil bare gerne vide hvorfor. Samtidig kan man ikke andet end at elske hans tørre humor. Man får endda lov til at dykke ned i hans bevidsthed gennem spillet, da man f.eks. oplever et par af hans mareridt, hvilket viser, hvor plaget han er, ret godt.

Noget som Max Payne er kendt for, er dets bullettime, der f.eks. aktiveres ved bulletdodge, hvor man springer i en retning, mens tiden går langsomt, så du kan nå at skyde fjenderne mere præcist. Bullettime aktiveres også, når man dræber bestemte fjender, så man ser dem falde til jorden langsomt. Det er ekstremt sjovt at lege med bullettime, ikke mindst, når der er en større mængde fjender. Man skal dog passe på, da man hurtigt kan løbe tør for liv, ved et uheldigt bulletdodge. Man kan dog få lidt liv tilbage ved at få Max Payne til at bruge smertestillende. Jeg ved ikke lige, hvor sundt det er at tage så mange piller på en gang, men han lever da stadig.

Banerne, du skal gennem i Max Payne, kan godt være lidt forvirrende til tider, da der er nogle steder, hvor man skal backtracke for at komme videre, hvilket i hvert fald forvirrede mig en smule. Der er også et par baner jeg overhovedet ikke bryder mig om og helst ville springe over. Det er når, man skal opleve Max Paynes mareridt, og man tvinges ud på en meget tynd streng af blod. Man skal herefter springe mellem forskellige af disse for at finde væk derfra. Det ville egentlig være fint nok, hvis det bare ikke var så nemt at glide ned ad dem og falde til sin dø. Det er dog ret nyttigt med quicksave i disse situationer.

Noget der er nok af i Max Payne er våben, og du kan nærmest have et mindre arsenal på dig. Der er ingen begrænsning for antal af våben, så du burde ikke kunne løbe tør for ammunition eller noget at skyde med. Det føles nu også bare ekstremt godt at kunne bruge dual berettas, når man kombinerer det med bullettime.

Lydsiden og billedsiden i Max Payne er ekstremt passende til den dystre historie. Musikken er hen mod melankolsk og billedsiden er bare lavet tilpas dyster. De fleste baner er ret mørke og fremstiller New York som et perfekt sted for dystre forhandlinger.

Replayability er der også i Max Payne, da man udover at spille det igennem igen for den fede historie også åbner for nye sværhedsgrader og andre modes som f.eks. New York Minute mode, hvor man skal klare banerne på tid. Jeg skal dog også huske at nævne, at jeg kom gennem historien på 4-5 timer, så det er ikke det længste spil, men når der samtidig er alle de ekstra modes, gør det op for det.

Max Payne er et mørkt spil, og et virkelig godt spil. Dets bullettime, gode historie og alt andet i spillet gør det til et spil, som jeg vil anbefale til rigtig mange andre, da det vil være en skam at gå glip af det. Og ikke mindst en skam at gå glip af et møde med Max Payne, en af de bedste hovedpersoner du kan finde i spil-verdenen.

max-payne-2-fall-of-max-payne-1

Mere perfektion i en fantatisk fortsættelse til Max Payne
Developer: Remedy Entertainment
Udgivelse: 14. oktober 2003
Anskaffelse:  Steam
Platform: PC, PlayStation 2 og Xbox

I Max Payne 2: The Fall of Max Payne følger vi endnu en gang politibetjenten Max Payne, der nu er kommet tilbage på jobbet. Spillet starter dog ikke der, men in medias res ved, at Max vågner ret medtaget i en hospitalsseng. Med sit sædvanlige held bliver han angrebet, og man flygter hurtigt gennem hospitalet.
To år efter begivenhederne i Max Payne efterforsker han sager, hvor en gruppe kaldet “The Cleaners” har begået adskillige mord. Ved at følge et spor møder Max Payne ved et tilfælde Mona Sax, hvem han troede var død, men som samtidig er hovedmistænkt for et mord på en senator. Herefter bliver Max endnu en gang trukket ind i et twisted plot, der  denne gang har endnu større konspirationer på spil.

Plottet i Max Payne 2 er velkonstrueret og giver en lyst til hele tiden at tage bare en bane mere, indtil man faktisk er gennem spillet. Samtidig fungerer opbygningen af historien med flashbacks, så man springer lidt frem og tilbage i historien, faktisk overraskende godt.

En god ting ved Max Payne 2 er helt klart gensynet med andre karakterer fra det første spil. På trods af man ikke har brugt så meget tid sammen med andre personer, i det første spil har man alligevel fået en forbindelse med visse personer, som Max har kunne stole på, i hvert fald lidt mere end alle andre. Som man også kan se på forsiden af spillet, har Mona Sax en ret stor rolle i spillet, og hun er en perfekt karakter til at spille overfor Max.

Banedesignet er også forbedret. Forvirrende steder på banerne er undgået, og der er heldigvis ikke nogen mærkelige baner, hvor man skal hoppe på tynde ting og undgå at falde ned. Man slipper dog ikke for at mærke, hvor skadet Max Payne er. Man skal f.eks. igennem et par syrede baner, hvor Max tripper på en overdosis af et bestemt stof.

De våben, du kan benytte dig af, i Max Payne 2, er en håndfuld fra det første spil, og så et par nye, så her er der også forbedret. Man kan f.eks. nu bruge dual Desert Eagles, hvor man kun havde adgang til en enkelt i Max Payne. Sammen med våbensystemet er blevet udvidet, er bullettime også blevet en hel del mere interessant. Hvis du bruger bullettime og reloader snurrer Max rundt om sig selv som en mindre tornado, mens han smider et nyt magasin i sit våben. Det lyder måske lidt fancy, men det fungerer vildt godt midt i en heftig ildkamp, når Max hiver den slags tricks ud af ærmet.
Som i det første har Max også et overforbrug af smertestillende i det her spil, da det igen lindrer smerten og giver dig liv tilbage.

Musikken er i samme stil som i det første, og passer stadig perfekt til alle situationer. Grafisk er spillet også interessant, da der gennem størstedelen af spillet er spændende ting at kigge på, og masser af detaljer.
Der bliver samtidig også introduceret nye features, som f.eks. at man igennem en del af spillet skal styre Mona Sax samt, at man på et tidspunkt som Max kan få to personer til at følge efter dig med våben. Det med at have allierede man kan have til at følge efter sig bruges ikke mere end en gang, men det er alligevel meget sjovt at prøve.

Ligesom i Max Payne er der her nye modes, man kan åbne for, når spillet er klaret. Max Payne 2: The Fall of Max Payne fik jeg klaret på 4-5 timer, men jeg har også været gennem det et par gange før, så jeg kendte banerne udenad.
Men med omkring 5 timer for historien og så alle de modes, man åbner for, er der nok at hente i Max Payne 2.

Max Payne 2: The Fall of Max Payne vil jeg anbefale til alle, der enten er fans af det første, skydespil generelt, eller bare godt kan lide en god historie. Banedesignet og det forbedrede bullettime er med til at gøre det her til en rigtig god fortsættelse. Samtidig er der mods for dem, der eventuelt føler, der ikke er nok at lave i spillet eller bare har lyst til at prøve en ny måde at spille på.

maxpayne3_maxartwork3_1920x1080

En fortsættelse, der ændrer stilen markant.
Developer: Rockstar Studios
Udgivelse: 1. juni 2012
Anskaffelse:  Steam
Platform: PC, PlayStation 3 og Xbox 360

Max Payne er tilbage efter nogle år og arbejder nu ikke længere som betjent, men som bodyguard for familien Branco i Brasilien. Nogle år efter begivenhederne i Max Payne 2 er Max endt som en regelmæssig kunde på den lokale bar. Efter en del år med dette bliver han pludselig mødt af Raul Passos, der påstår, at de har været på politiakademiet sammen, og de bruger resten af aftenen sammen og får drukket en del. Passos tilbyder Max et job som bodyguard, hvilket Max først afslår.
En gruppe bøller, hvoraf den ene er søn af en mafia-boss, truer Max og hans drikkekammerater, og mafia-sønnen giver en kvinde en lussing for at bede ham om at holde kæft, hvorefter Max Payne hiver pistolen frem og skyder. Herefter er der ikke så meget for ham i New York mere, da han vil blive jagtet overalt, så ham og Passos prøver at flygte.
Men man møder dog først Max til en fest, hvor familien Branco er. Alt går fint og Max slapper af, da festen bliver afbrudt pludseligt af maskerede mænd, der hiver Brancofamilien med ind i en elevator og prøver at kidnappe dem. Herefter starter en jagt for Max, da han skal forhindre dette og finde ud af, hvem de maskerede mænd er. Gennem spillet viser det sig dog at være et større mysterie, og igen er der et plot fyldt med twists og afsløringer. Her kan man genkende nogle klassiske Max Payne træk, hvilket er dejligt.

Det dystre noir-drama er udskiftet med farverige lyse omgivelser gennem det meste af spillet. Der er dog stadig mørke baner, som foregår tilbage i New York, hvilket er med til at vise, hvor markant ændringen er. Ikke, at det er skidt, da de nye lyse baner er godt designet og spændende at bevæge sig igennem.

I Max Payne 3 er der haft været meget fokus på de små detaljer så uanset, hvilken bane du er på, er der masser at se og kigge på. Graffiti på væggene på gaderne i favelaen samt plakater for forskellige ting er et eksempel. Det går altsammen op i en større enhed, og det er med til at gøre det her spil virkelig godt.

Bullettime i Max Payne 3 er lavet lidt om, da Max nu har droppet de fancy moves med reloading, men dog har beholdt sit bulletdodge, hvilket stadig er sjovt at bruge, men ofte er ret risikabelt, da man godt kan ende i en situation, hvor man bare er en ubevægelig skydeskive midt på gulvet foran 5 skydegale bandemedlemmer. Killcams eller bulletcams, som det hedder heri, da man også følger kuglen, der flyver, er der stadig i spillet, og det aktiveres ved den sidste fjende i den gruppe man kæmper mod. Dette fungerer godt, da man så er sikker på, der ikke gemmer sig nogen fjender bag noget, når man har set et bulletcam på en fjende. Der er også et cover-system i Max Payne 3, og det fungerer faktisk godt nok. Det kunne dog have været dejligt at kunne have sat sig på hug, men det gør Max kun, hvis det er en halvvæg, han har cover bagved.

Våben er der også masser af i Max Payne 3, men her kan du kun bære to sidevåben, altså en smg, pistol eller lignende og et gevær, riffel osv. Samtidig smider Max sit tohåndsvåben, hvis man vælger dual wielding af sine sidevåben.
Men her er spillet blevet mere realistisk og tvinger dig ud i flere valg med hensyn til våben. Det er lidt mærkeligt at skulle skifte over fra at have ekstremt mange våben til kun at have tre, men det vænner man sig hurtigt til. Jeg havde dog lidt problemer med at vælge våben i starten, da man her kan se konsol-trækkene træde frem ved, at våbnene vælges på et hjul. Det fungerer okay, man kunne godt have været lidt bedre, jeg har i hvert fald oplevet, at Max har smidt sin riffel ved et uheld et par gange pga. jeg skulle skifte våben hurtigt og skulle navigere rundt på hjulet.
Painkillers/smertestillende er også med i Max Payne 3, og de fungerer, som de plejer.

Musikken i Max Payne 3 er, hvor spillet virkelig også brillierer, da soundtracket hele vejen igennem er fantastisk. Udover den klassiske Max Payne melodi, er der også andre udgaver af den, samt en hel masse moderne sange.
Historien blev i de to første spil præsenteret via graphic novel-paneler, men i Max Payne 3 er det almindelige cutscenes, der dog har en mærkelig effekt kørende over sig konstant. Nogle kan godt føle, at den bliver brugt for meget, men det påvirkede ikke mig så meget, da jeg var ret fanget af historien. Samtidig bliver der gennem cutscenes highlighted forskellige ord fra samtalerne, som træder frem med hvid tekst. Det lyder mærkeligt, men det fungerer overraskende godt.

Karaktererne i Max Payne er alle interessante, da de ofte ikke er lige det, man regner med. Max Payne selv har dog stadig sin humor og kører gennem hele spillet en “I’m getting too old for this”-stil, men det fungerer, da Max ofte ender i helt vanvittige situationer og bare er uheldig generelt, og det føles heldigvis ikke, som om det bliver overspillet. Samtidig er stemmeskuespillet i Max Payne 3 virkelig godt, og der er intet at klage over der. Der er dog det, at det meste, der tales i spillet er portugisisk, og det oversættes ikke i underteksterne. Dette bidrager dog til følelsen af, at Max ikke hører hjemme der, og det hele er fremmed for ham. Det er dog lidt sjovt, når man har haft en sprog, som spansk, der ligger opad, så man kan forstå et par gloser hist og her, så man forstår, hvad de hinter mod.

Når man har klaret historien, er der som altid masser at lave. Du kan samle stykker af “Golden Guns”, der når du har samlet alle stykker, giver det bestemte våben 10% ekstra damage og det bliver forgyldt (Bare rolig! Det kan slås fra i options). Samtidig kan man samle forskellige spor i banerne, der giver mere baggrundsinfo. Der er også flere sværhedsgrader og arkade-modes, hvor man f.eks. kan konkurrere med andre om at klare banerne bedst ved at spille dem igennem, hvor man så tjener point alt efter, hvor godt man klarer det. Man kan åbne for ekstra features som uendelig ammonition, uendelig mængde painkillers og den slags ved at klare bestemte udfordringer.
Der er endda også multiplayer, hvilket jeg desværre ikke har fået prøvet endnu, men kun har hørt godt om og glæder mig til at prøve.

Max Payne 3 føles ikke helt som de to første, men det gør ikke noget, da spillet bare er fedt. Det er spækket med øjeblikke, hvor man bare føler sig awesome, ikke mindst, da en bestemt sang starter i en af de sidste missioner. Den er perfekt til øjeblikket, og det skaber bare en fantastisk synergi mellem alle de forskellige elementer i banen. Samtidig får man udover den almindelige kampagne, netop også de ekstra modes og multiplayer så, der er altså masser at lave i Max Payne 3, der virkelig fortjener en gennemspilning.

mp_1-3

Max Payne er en serie, der burde opleves af mange, da de er fyldt med fantastiske øjeblikke. Max Payne er en karakter, der er plaget af fortidens spøgelser og konstant bliver kastet ud i nye situationer og mysterier, han ikke kan give slip på og er tvunget til at føre til ende. Max Payne 1 er helt klart ikke så kønt mere i forhold til nyere spil, men jeg vil stadig anbefale det, da det indeholder en af de bedste historier, jeg har set i et spil længe. Max Payne 2: The Fall of Max Payne skal helt klart også anbefales, da historien i dette også er ekstremt spændende, og når der samtidig er forbedret på samtlige punkter i spillet i forhold til det første.
Max Payne 3 vil jeg også anbefale, også på trods af, at det for mange nok ikke vil føles som et rigtigt Max Payne. Jeg vil anbefale det, da det har et godt plot, flydende gameplay og ikke mindst, fordi der ikke kun er multiplayer, når man har klaret spillet, men faktisk også en del at lave singleplayer-mæssigt.

En genial serie, der virkelig stadig holder.
En note – Rockstars hjemmeside indeholder downloads af wallpapers for de tre Max Payne spil, hvis du får lyst til at frydes, hver gang du kigger på din baggrund 😀

Scribblenauts Unlimited

Image

Underholdende spil, der dog virker lidt for kort
Developer: 5th Cell Media
Udgivelse: 15. februar 2013
Anskaffelse: Steam
Platform: PC

Jeg havde haft kig på Scribblenauts Unlimited længe og glædet mig til at prøve det selv, da det er et ret unikt koncept. Skriv ting i en magisk notesblok, hvorefter de bliver fremtryllet. Du kan endda tilføje adjektiver så du kan ende med de skøreste kombinationer. Min favorit indtil videre er “Peaceful Giant Pink Cyborg T-Rex”. Bare det, at man kan lave så skøre ting gør, at det her spil er fantastisk.

Historien handler om Maxwell og hans tvillingesøster Lily, der morer sig ved hjælp af Maxwells magiske notesblok. For ikke at blive alt for forkælede bliver de sendt ud i verden af deres forældre og på vejen møder de en gammel sulten mand. Maxwell vælger at drille manden og fremtryller et råddent æble. Den gamle mand bliver selvfølgelig sur og kaster en forbandelse på Lily, så hun langsomt bliver til sten. For at hæve forbandelsen skal de derfor samle Starites, der dannes ud af folks lykke.
Maxwell drager derfor videre ud i verden og begynder at gøre gode ting for folk.

Alt i Scribblenauts universet har en vis sødhed over sig, selv de farlige væsener ser søde ud. Det passer dog også godt sammen med, at det nok er primært henvendt mod børn og unge. Ikke at andre aldersgrupper ikke også kan have sjov med det, men det er nok primært børn, når man ser på den generelle stil i spillet.  Dette kan f.eks. også høres på musikken, der også er ret let i det, altså ikke storslået dramatisk musik, men små glade melodier og lignende. Sværhedsgraden er heller ikke særlig høj, jeg havde sjældent problemer udover et par enkelte, der virkede fuldstændig ulogiske for mig.

En god ting ved Scribblenauts er, at der er så meget valgfrihed. De fleste steder i spillet er der mange forskellige løsninger, så der findes ofte ikke kun et korrekt svar. Det ville dog også være ret svært, hvis der kun var et svar, da det allerede ved et par enkelte tilfælde kan være lidt svært at gætte hvad udviklerne har tænkt.

Et krav til at spille Scribblenauts er, at man har i hvert fald en lille smule styr på det engelske sprog og har et godt ordforråd. Hvis man ikke har det, vil man hurtigt sidde fast og få problemer i spillet. Det skal dog siges, at stavning ikke betyder det store i spillet, da den spørger dig, om hvilket ord du mente, hvis du laver en stavefejl.

Spillet er inddelt i en masse forskellige små baner, der så indeholder en eller to større missioner, hvor man skal løse en længere række af problemer og udover dem også en del mindre enkelte problemer. For at finde alle personerne og samle alle starites kan man bruge starite-vision, der får alle folk, du ikke har hjulpet, til at være gyldne.

Når du har klaret hele historien i Scriblenauts kan du tage tilbage og besøge alle de steder, du har været og fremtrylle sjove kombinationer som f.eks. at slippe en t-rex løs i byen eller lave en cowboy vs. aliens kamp osv. Der er dog også ekstra starites for visse objekter og handlinger, hvor man kan læse gåder for dem på en lang liste.

Noget, der er masser af i Scribblenauts er humor, ofte bare fordi man løser problemer med sjove løsninger. Hver eneste gang du har fat i den magiske notesblok kan det få sjove konsekvenser. Udover den slags er der også referencer til andre spil, film og den slags, så der er masser at udforske.

Et minus ved Scribblenauts er, at det virker ret kort. I starten føles det som mange baner, man skal igennem, men efter en time eller to har man efterhånden lært rytmen, så man kan klare banerne ret hurtigt.
Jeg har brugt omkring syv timer på historien og så tre mere på bare at fjolle rundt og lave mærkelige dyr. Samtidig ville det have været rart med en slags sandbox, så man ikke skulle bruge en af banerne, da de ofte er fyldt med folk og andre ting.

Alt i alt et sjovt spil med masser af muligheder, men det kræver, at man har et godt engelsk ordforråd og ikke har noget imod, at det kan klares ret let. At der ikke er en sandbox-mode irriterer mig stadig virkelig meget, men jeg vil nu stadig anbefale Scribblenauts Unlimited, da det er et ret unikt spil.
(Forresten et tip, giv Maxwell de her adjektiver, og det bliver en del nemmere at navigere rundt i banerne: “superfast invincible flying”.)