Scribblenauts Unlimited

Image

Underholdende spil, der dog virker lidt for kort
Developer: 5th Cell Media
Udgivelse: 15. februar 2013
Anskaffelse: Steam
Platform: PC

Jeg havde haft kig på Scribblenauts Unlimited længe og glædet mig til at prøve det selv, da det er et ret unikt koncept. Skriv ting i en magisk notesblok, hvorefter de bliver fremtryllet. Du kan endda tilføje adjektiver så du kan ende med de skøreste kombinationer. Min favorit indtil videre er “Peaceful Giant Pink Cyborg T-Rex”. Bare det, at man kan lave så skøre ting gør, at det her spil er fantastisk.

Historien handler om Maxwell og hans tvillingesøster Lily, der morer sig ved hjælp af Maxwells magiske notesblok. For ikke at blive alt for forkælede bliver de sendt ud i verden af deres forældre og på vejen møder de en gammel sulten mand. Maxwell vælger at drille manden og fremtryller et råddent æble. Den gamle mand bliver selvfølgelig sur og kaster en forbandelse på Lily, så hun langsomt bliver til sten. For at hæve forbandelsen skal de derfor samle Starites, der dannes ud af folks lykke.
Maxwell drager derfor videre ud i verden og begynder at gøre gode ting for folk.

Alt i Scribblenauts universet har en vis sødhed over sig, selv de farlige væsener ser søde ud. Det passer dog også godt sammen med, at det nok er primært henvendt mod børn og unge. Ikke at andre aldersgrupper ikke også kan have sjov med det, men det er nok primært børn, når man ser på den generelle stil i spillet.  Dette kan f.eks. også høres på musikken, der også er ret let i det, altså ikke storslået dramatisk musik, men små glade melodier og lignende. Sværhedsgraden er heller ikke særlig høj, jeg havde sjældent problemer udover et par enkelte, der virkede fuldstændig ulogiske for mig.

En god ting ved Scribblenauts er, at der er så meget valgfrihed. De fleste steder i spillet er der mange forskellige løsninger, så der findes ofte ikke kun et korrekt svar. Det ville dog også være ret svært, hvis der kun var et svar, da det allerede ved et par enkelte tilfælde kan være lidt svært at gætte hvad udviklerne har tænkt.

Et krav til at spille Scribblenauts er, at man har i hvert fald en lille smule styr på det engelske sprog og har et godt ordforråd. Hvis man ikke har det, vil man hurtigt sidde fast og få problemer i spillet. Det skal dog siges, at stavning ikke betyder det store i spillet, da den spørger dig, om hvilket ord du mente, hvis du laver en stavefejl.

Spillet er inddelt i en masse forskellige små baner, der så indeholder en eller to større missioner, hvor man skal løse en længere række af problemer og udover dem også en del mindre enkelte problemer. For at finde alle personerne og samle alle starites kan man bruge starite-vision, der får alle folk, du ikke har hjulpet, til at være gyldne.

Når du har klaret hele historien i Scriblenauts kan du tage tilbage og besøge alle de steder, du har været og fremtrylle sjove kombinationer som f.eks. at slippe en t-rex løs i byen eller lave en cowboy vs. aliens kamp osv. Der er dog også ekstra starites for visse objekter og handlinger, hvor man kan læse gåder for dem på en lang liste.

Noget, der er masser af i Scribblenauts er humor, ofte bare fordi man løser problemer med sjove løsninger. Hver eneste gang du har fat i den magiske notesblok kan det få sjove konsekvenser. Udover den slags er der også referencer til andre spil, film og den slags, så der er masser at udforske.

Et minus ved Scribblenauts er, at det virker ret kort. I starten føles det som mange baner, man skal igennem, men efter en time eller to har man efterhånden lært rytmen, så man kan klare banerne ret hurtigt.
Jeg har brugt omkring syv timer på historien og så tre mere på bare at fjolle rundt og lave mærkelige dyr. Samtidig ville det have været rart med en slags sandbox, så man ikke skulle bruge en af banerne, da de ofte er fyldt med folk og andre ting.

Alt i alt et sjovt spil med masser af muligheder, men det kræver, at man har et godt engelsk ordforråd og ikke har noget imod, at det kan klares ret let. At der ikke er en sandbox-mode irriterer mig stadig virkelig meget, men jeg vil nu stadig anbefale Scribblenauts Unlimited, da det er et ret unikt spil.
(Forresten et tip, giv Maxwell de her adjektiver, og det bliver en del nemmere at navigere rundt i banerne: “superfast invincible flying”.)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s