Bloodborne fra en casuals vinkel

“Bloodborne lyder ret fedt…jeg skal helt klart prøve det!” var min første tanke. En time og et par “You died” senere og mine tanker var ledt over på “….fuck det her”, hvorefter Bloodborne blev afinstalleret og gemt væk i mine digitale lommer.

Sådan ville det være blevet ved med at være, hvis det ikke var for en gylden kommentar på Reddit, der inspirerede mig til at installere spillet på ny og give det endnu en chance. Har desværre ikke gemt kommentaren, men det var noget i stil med “Git gud, game’z not that hard” efterfulgt af en gif fra Dark Souls 2, hvor en spiller løber frem mod en boss, ruller til siden….hvorefter bossen løber ned i et hul og dør.

Måske var det drømmen om ekstreme mængder cheese, der kunne få mig gennem spillet, måske var det bare konfrontationen med, at jeg gav op i stedet for at fortsætte, uanset hvad åbnede det op for en af de bedste spiloplevelser, jeg har haft i år. Da jeg startede Bloodborne var jeg ærlig talt super dårlig til det. Selv efter en del timer i selskab med det, kan jeg stadig føle mig ekstremt dårlig….men så igen, 1 skridt frem, 2 slag fra en fjende efterfulgt af YOU DIED er vel også en slags fremskridt.

Den kommentar, jeg oftest ser i forbindelse med Bloodborne og Souls-serien, er at du lærer noget, hver gang du dør. Jeg er lidt uenig, men mest fordi det, jeg oftest kan lære, er, at jeg er dum….”Nej, Alex, hvorfor troede du at du kunne overleve det fald!”, “Hovedet på ham, der eksploderede lige i en masse slanger, hvorfor prøvede du at kramme ham…”, “Måske jeg skal vente med ham her….siden han har et våben, der er 2-3 gange større end mig” og så mange lignende.

Det er nemt at nævne “Extreme skillz” og generelt spillerens evner, når der snakkes Bloodborne/Souls-serien, men jeg vil faktisk mene at det også handler meget om grådighed og tålmodighed. To sider af samme sag for mig i Bloodborne. Er jeg tålmodig og venter på, at det er min tur, og jeg kan få et par slag ind….eller er jeg grådig og prøver at snige slag ind, når det ikke er tid? Det er alt for nemt at blive grådig og forvente, at du sagtens kan nå et ekstra slag så fjenden dør, men for mig resulterede det oftest i, at jeg bare fik en flot “YOU DIED”.

Døden er nu heller ikke så slem igen. Vink farvel til dine blod-ekkoer, men fryd dig over det eventuelle gensyn med dem. Jeg tog det alt for tungt første gang, jeg spillede det og troede, at spillet nærmest var slut, hvis jeg døde. Nu trækker jeg på skuldrene, spurter forbi alle de fjender jeg kan, tager dem tilbage uanset hvor få det drejer sig om….det er jo mine blod-ekkoer!

Det. at spurte i Bloodborne. burde næsten også være forbudt. Hvis du planlægger at flyve gennem spillet, går du glip af spillets ekstremt detaljerede miljøer. Ved første øjekast kan Yharnam virke meget triviel, men efterhånden som du rejser dig igennem byen, bevæger arkitekturen sig også i alle mulige retninger. Fra små mærkelige huse med skæve vinduer til store katedraler du næsten ikke kan overskue. Primært fordi spillet ikke lader dig køre kameraet helt under din karakter. Her taler jeg også kun om selve byen, da dine omgivelser ændrer sig endnu mere, når du bevæger dig ud af den.

Dette blev egentlig mere en beskrivelse af min generelle oplevelse med Bloodborne end en beskrivelse af mine enkelte eventyr i Yharnam som en komplet casual. Dette må jeg gemme til næste post omkring Bloodborne.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s