The Last Guardian

Meget svingende men ender dog med at være en positiv oplevelse.

Developer: SIE Japan Studio
Udgivelse: 6. december 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

The Last Guardian er uden tvivl en af de mest forvirrende oplevelser, jeg har haft med nogen spil overhovedet. På den ene side nød jeg spillet ekstremt meget, mens jeg på den anden side var så frustreret, at jeg var tæt på at give op på det.

I The Last Guardian styrer du en dreng, der prøver at undslippe fra en kæmpe ruin. Han vågner op ved siden af et kæmpe bæst, Trico, og sammen skal I prøve at slippe væk. Det primære element i historien er selve båndet mellem drengen og Trico, hvilket du nok også selv vil opdage hurtigt, hvis du spiller det.

Jeg nød historien virkelig meget, da en stor del af deres forhold bliver beskrevet diskret gennem gameplay og ikke langtrukne cutscenes, som det ofte sker ved computerspil. En del af det spændende ved historien er dog også alt det, vi ikke får at vide. Hvad denne ruin førhen har været, hvorfor drengen befinder sig der og lignende spørgsmål får vi som sådan ikke konkrete svar på. Dette er dog bare et plus for The Last Guardian, da det ville føles akavet, hvis vi fik en masse svar lige pludselig.

Dets gameplay er simpel platforming, nogle lette puzzles og kamp mod nogle levende rustninger. Det lyder ret enkelt, og det er det også. Fumito Ueda har en evne til at holde sine spil forholdsvist minimalistiske, og dette er også tilfældet ved The Last Guardian. Det er dog varieret gennem spillet, så du  aldrig vil føle, at du laver det samme i alt for lang tid af gangen. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lagde mærke til og tænkte nærmere over.

En del af The Last Guardians gameplay, som jeg dog ikke har nævnt endnu, er ved Trico. Jeg sukker allerede bare ved tanken om det. Jeg gennemførte spillet fire gange. Første gennemspilning var ekstremt frustrerende, fordi Trico konstant undlad at følge mine kommandoer, gik i den forkerte retning og generelt bare gjorde alting forkert. Det blev så slemt, at jeg til sidst overvejede at give helt op på spillet.

Jeg gav det dog en chance mere og fik gennemført det, hvorefter slutningen gjorde, at noget sagde click ved mig, og jeg fik ekstremt meget lyst til at genspille det. Denne gang gjorde Trico alt det korrekte, lyttede til alting, og jeg havde en fantastisk oplevelse uden nogen frustrationer overhovedet. De to næste gange, jeg spillede det, havde jeg en del af de samme problemer som første gang, men knapt så mange.

Jeg forstår derfor godt folks kritik af Trico, da det føles så tilfældigt, om dine kommandoer bliver hørt. På den ene side er det genialt, da Trico føles mere ægte og ikke bare som en npc-klods, der straks kommer, når du kalder. På den anden side kan det bare lede til så mange unødvendige frustrationer, når det ikke fungerer. Et godt råd er at restarte fra sidste checkpoint, hvis Trico opfører sig mærkeligt, men den slags burde virkelig ikke være nødvendigt for at kunne få en god oplevelse med et spil.

Derudover føles styringen meget klodset. Nogle forsvarer dette med, at karakteren er en dreng, så det bare simulerer en drengs bevægelser, men dette kan ikke bruges som undskyldning for mærkelige valg af funktioner for de forskellige knapper. Du bruger cirkel til at sigte med genstande i spillet, men du bruger også cirkel til at samle ting op. Jeg havde utallige gange, hvor drengen begyndte at sigte i stedet for at samle ting op. Ikke game-breaking, men bare irriterende.

Akavet er nok den bedste måde at beskrive kameraet på, da dette også kan volde store problemer. Kameraet laver aldrig nogen virkelig vilde bevægelser, men svajer nærmest rundt, hvilket passer perfekt til spillet, men det fungerer ikke helt, når det prøver at følge dig gennem bestemte steder. Hvis Trico gik under en port med drengen på ryggen, var der flere gange, hvor kameraet ville bounce helt vildt, hvorefter det bare viste en sort skærm, fordi det sad fast i væggen. Virkelig ofte stod Trico også stille, så jeg bare kunne fyre en masse kommandoer af og håbe, at han ville bevæge sig, så jeg kunne se noget igen.

Noget der dog imponerede mig en del var selve Tricos udseende. En blanding mellem kat, hund, ørn og nok også lidt andet lyder muligvis ret spøjst, men Trico er super flot. Det bliver også bare endnu bedre, når du sidder på ryggen, mens der skal springes rundt på banerne. Disse hop nød jeg hver eneste gang, fordi det bare føltes så godt.

Banedesignet skal virkelig også have ros, da du bevæger dig op gennem ruinen og ofte kan kigge ned på steder, du tidligere har været. På denne måde bliver der altså skabt en sammenhæng mellem de forskellige områder, og jeg nød ofte at kigge ud over landskabet for at se, hvor jeg havde været rundt. Det var også med til at give spillet en slags målestok, så du virkelig forstår hvor effektivt, det er at bevæge dig rundt med Trico.

Du har nok allerede forstået, hvorfor det var så forvirrende en oplevelse. På den ene side har vi akavet styring, irriterende kamera, frustrerende Trico, men på den anden side er historien så god, at jeg genspillede det dagen efter. Hvis du er fan af ICO og/eller Shadow of the Colossus vil du helt sikkert nyde The Last Guardian, da det er endnu mere tid i dette fantastiske univers. Hvis du aldrig har spillet et af de to, vil der dog stadig være en fantastisk historie at finde, men vær forberedt på nogle frustrationer.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s