Horizon Zero Dawn


Uden tvivl en af de bedste titler jeg nogensinde har spillet.

Developer: Guerrilla Games
Udgivelse: 1. marts 2017
Platform: Ps4

Uanset hvor meget jeg har nydt et spil, så plejer der at være et eller andet som afholder det fra at være, hvad jeg vil kalde perfekt. Måske historien halter lidt, dets art style fungerer ikke, kedeligt gameplay, en masse bugs eller noget helt andet. Nogle gange er det endda elementer, som jeg holder af, men som jeg godt kan anerkende, at andre sikkert ikke vil holde af.

Horizon Zero Dawn er uden tvivl det mest perfekte spil, jeg har oplevet. Det har en spændende historie, gameplay der aldrig bliver kedeligt, en åben verden der ikke bare består af trist fyld, interessante fjender og hele vejen rundt er spillet bare virkelig godt. Guerrilla Games har virkelig formået at skabe en unik oplevelse, og jeg glæder mig allerede ekstremt meget til udvidelsen Frozen Wilds, der udkommer 7. november.

En af de elementer, jeg virkelig forelskede mig i, var hvordan spillet formåede at fortælle to historier samtidig uden, at de føltes fuldstændig separate. De hænger virkelig godt sammen, hvilket er ret godt klaret, da den ene af historierne, vi følger, omhandler Aloy, der som udstødt i Nora-stammen opfostres af Rost og hendes eventyr rundt i en verden regeret af maskiner i forskellige størrelser. Den anden historie har fokus på fortiden, og forklarer hvor maskinerne kommer fra, hvordan verdenen er endt med at se ud som den gør og  alt dette fortælles gennem fundne hologrammer, data-punkter og logs.

Jeg gik ret blindt ind til Horizon Zero Dawn, hvilket jeg er ret glad for, da historien netop formåede at overraske mig ekstra meget. Jeg havde regnet visse dele af plottet ud, men det formåede stadig at få mig til at tabe kæben flere gange, efterhånden som det udfoldede sig. Hvis du er en sucker for lore og generelt bare historier med store mysterier, så vil du elske spillet! Og hvis du er typen, der oftest dropper den del af spil, så kan du faktisk også gøre dette i Horizon. En stor del af den lore, du kan finde er valgfri og altså kun ekstra belønning for dem, der holder af den slags.

Et andet element, jeg forelskede mig i ved Horizon, var kamp. I spillet tales der ofte om, at de er jægere, de jager maskinerne osv. Dette forstår jeg virkelig godt efter en del timer i rollen som Aloy, en jæger. Når du kæmper mod maskinerne, skal du være klar til hvad som helst, da det er ekstremt dynamisk, når du skal overmande nogle af de større maskiner. Du kan have forberedt dig virkelig godt, men når en af de større maskiner overrasker dig, så er det let at gå i panik. Det handler altså om at holde tungen lige i munden og så deale med udfordringerne, som de dukker op.

Det er også dynamisk på den måde, at man hurtigt begynder at føle sig bedre klædt på i kamp, ikke bare pga. gear, men også gennem viden omkring fjendernes svagheder. En kort side-note her. Aloy finder som barn en lille dims, et fokus, der lader hende se holografiske menuer samt en masse andet og så kan det scanne fjenderne og hendes omgivelser. Hvis du scanner fjenderne systematisk fra ende til ende, kan du opdage adskillige svage punkter, der kan hjælpe dig i kampen.

Dette ændrer dog ikke på, at kamp mod de større maskiner altid vil være hektisk. Jeg spillede på normal, og de er forholdsvis aggressive og lader dig ikke få et øjebliks fred. Horizon vandt mig dog virkelig over ved at få mig til at føle mig som en ung jæger, der blev mere erfaren fra kamp til kamp. Jeg kan stadig huske første gang, jeg mødte et snappergab, en krokodille-lignende maskine.

Jeg brugte en del minutter på at sidde bag en sten, mens jeg scannede frem og tilbage, hvorefter jeg kastede mig ud i en virkelig kaotisk kamp. Jeg fyrede utallige pile af som bare prellede af på dens armor, hvorefter jeg var nødt til at skifte taktik. Først skød jeg dens armor af, men selv uden armor var den virkelig stærk, så jeg endte med at skyde ildpile mod den, hvilket virkede. Efter en håndfuld pile blussede den helt op, eksploderede og døde. Fast-forward 5-6 timer og jeg dræber flere af dem samtidig uden problemer. Følelsen af progression var altså virkelig perfekt.

Derudover lader spillet dig tackle situationer på den måde du helst vil. Du kan gå fuld stealth, hvor du sniger dig rundt og taktisk tager fjenderne ud en efter en. Du kan spurte ind ad hovedporten og så bare angribe til højre og venstre. Du kan også vælge at manipulere maskinerne til at kæmpe med dig, hvilket jeg nød at gøre, da det er en udfordring i sig selv. Du skal snige dig tæt nok på maskinen til at kunne bruge dit modificerede spyd til at overtage den. Hvis maskinen opdager dig, står du jo bare med endnu en fjende, du skal tage dig af. Der er altså en del risiko ved det, men også en stor belønning, hvis du f.eks. får en af de større maskiner over på din side.

Nu har jeg nævnte maskinernes størrelse et par gange og tro mig, nogle af dem er virkelig store og overvældende. Husker første gang jeg spottede en tordenkæbe et godt stykke væk. Jeg overvejede virkelig, om jeg skulle tjekke den ud og endte med at snige mig forbi den, så jeg kunne se hvad, det var for noget. Den vandrede stille og roligt frem og tilbage, men det ændrede ikke på, at den har våben stikkende ud til alle sider samtidig med, at den er mange gange større end Aloy. Jeg stak derfor af igen og ventede med at bekæmpe den senere. En del af de andre maskiner er dog i mindre størrelser og virker derfor mere overkommelige.

Horizon foregår i en åben verden, men den er sammensat på en måde, jeg ikke har set før. Der er masser at lave, men det føles ikke som ligegyldigt fyld, og man føler heller ikke, at man drukner i opgaver. Samtidig føles områderne ikke fuldstændig tomme, men har tværtimod ofte noget at se på eller fjender at tage stilling til. De har virkelig ramt en perfekt balance, da de fyldte den åbne verden.

Du behøver dog ikke at bruge tid på alle de her side-missioner, men kan gå direkte efter de større story missions. Du bliver måske lidt under-lvled hen mod slutningen, men det burde ikke gøre så meget. Jeg holdt meget af, at spillet lod mig vælge ret frit, da jeg i starten brugte mange timer på alt side-opgaver i stedet for historien. Jeg var nærmest afhængig af Horizons geniale gameplay, så det gjorde mig ikke noget at bare kæmpe mod de maskiner, jeg stødte på.

Jeg var også virkelig imponeret over både grafikken og lyden i spillet. Det er ekstremt flot at se på, og mængden er detaljer er bare overvældende. Jeg brugte ret lang tid på at nærstudere Aloys hår, da det netop er virkelig detaljeret. Der er også adgang til en foto-option, så du kan fryse spillet for at tage screenshots. Jeg tror, jeg har brugt nok en halv time den ene gang på bare at pille ved indstillinger for at tage et billede af Aloy, der springer ned mod en fjende. Det er ret vanedannende, når man først er begyndt på det.

I forhold til lyden kan jeg også kun rose den. Når du f.eks. aktiverer dit fokus, kommer der den her futuristiske lyd op gennem højtaleren på din Dualshock 4, hvilket lyder ret simpelt og muligvis lidt ligegyldigt. Det tilføjer dog bare noget til spillet med de her små detaljer og gør, at det føles virkelig gennemført. Når du er i kamp, er maskinernes lyde også bare frygtindgydende, lyden af eksplosioner intense, lyden af Aloy, der kun lige ruller forbi en fjendes angreb osv. Alle lyde er bare helt i top.

I nogle af de første timer af spillet bliver spilleren introduceret for en cutscene, hvor Aloy spurter hen mod en fjende, glider under den, mens hun affyrer en pil op og dræber den, mens den er i spring. Da jeg så denne, sukkede jeg ærlig talt lidt, da jeg er så træt af den slags cutscenes, der hyper gameplayet ved at vise noget frem, du ikke kommer til at lave i spillet. Et par timer inde i spillet var jeg dog i samme situation som Aloy og genskabte fuldstændig scenen. Jeg blev opdaget af fjenden, spurtede hen mod den, den sprang, jeg gled og den døde på vej over mig, fordi jeg ramte den med en pil. Det var i det øjeblik, at jeg vidste at Horizon ville blive en anderledes oplevelse end, jeg var vant til.

Jeg holder også ret meget af karaktererne i spillet. Aloy er en ret interessant karakter, da hun som udstødt er blevet oplært af Rost til at klare sig selv, hvilket skaber nogle ret skæve situationer med andre karakterer. Der er flere gange, hvor andre karakterer undrer sig over, at de mødes af en kvindelig jæger, og på samme måde en del overraskelse, når de opdager, hvor kompetent en jæger hun er.

Samtidig er verdenen ikke så sort/hvid, som man måske først kan komme til at tro. Aloy møder en del personer, der har gjort noget slemt, men ofte er det værd at lytte til deres begrundelser. Andre gange er det dog ligegyldigt, da de ikke angrer eller har nogen undskyldning. Generelt er de mange karakterer spændende på en eller anden måde, og jeg ville ikke have noget imod at bruge mere tid sammen med dem i senere udvidelser.

Noget, der er lidt meta i forhold til spillet, handler om spillets trofæer. Horizon Zero Dawn har nok det bedste Platinumtrofæ, jeg har set på Ps4. Det er overkommeligt for de fleste, har anderledes trofæer, standard indsamlingstrofæer osv. men generelt et godt mix af forskellige slags trofæer. Jeg nød i hvert fald at skaffe Platinumtrofæet og synes virkelig, det skal have ros.

Jeg har et negativt kritikpunkt for spillet! Det er dog meget småt og ret personligt. Jeg nævnte, at jeg havde brugt meget tid på side-opgaver, og det ødelagde lidt spillets struktur for mig. Da jeg ramte lvl 24 havde jeg en lvl 15 story mission. På vej hen til denne mission nåede jeg at blive lvl 28 bare af ting, jeg stødte på, og sådan fortsatte det gennem resten af spillet. Jeg var konstant overlved til story missions, fordi jeg var kommet til at give mig selv et forspring. Spillet var stadig udfordrende, men det var lidt akavet af en fjende truer mig med en bestemt slags maskine, som jeg har dræbt utallige af førhen. “Åh wow, hvilken seriøs trussel!” efterfulgt af seks velplacerede pile. Dette er dog ret personligt, men jeg synes det er værd at nævne.

Horizon Zero Dawn har sat en ny standard ved open world spil for mig. Om jeg vil det eller ej, kan jeg helt klart ikke undgå at sammenligne lignende spil med det, da det virkelig formår at ramme en perfekt balance i forhold til indholdet. Som nævnt glæder jeg mig til Frozen Wilds, men jeg har ærlig talt lyst til at genspille Horizon Zero Dawn allerede nu. Det at kæmpe mod de store maskiner er bare så underholdende, at jeg aldrig vil kunne få nok. Jeg vil ikke bare anbefale Horizon Zero Dawn, jeg vil mene at det er en must-play-titel!

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s