Stardew Valley


Vanedannende farm-simulator med mange muligheder.

Developer: ConcernedApe
Udgivelse: 14. december 2016
Platform: Nintendo Switch, Pc, Ps4 & Xbox One

Stardew Valley lader dig ikke bare udforske rollen som farmer, men også adskillige andre roller med hvert sit fokus. Dette betyder, at der nok skal være noget interessant for de fleste at finde i spillet. Min tid med Stardew Valley har primært været hyggelig, da jeg har nydt at udforske forskellige dele af spillet. Der har været grøntsager, jeg har glædet mig til at høste, spændende mineraler at aflevere i museet, svære fisk at fange osv.

Ens brugerskabte karakter beslutter sig for at stikke af fra bylivet og ankommer til bedstefarens nedslidte farm i Stardew Valley. Efter dette bliver der mere fortalt forskellige historier omkring de mange karakterer i og omkring byen. Gennem quests får du forskellige detaljer omkring deres forhold, hemmeligheder og glæder. I den ene skal du f.eks. finde den ene karakters underbukser, hvilket afslører, at han muligvis har et forhold til en af de andre i byen.

Jeg nød de små historier virkelig meget, da det var med til at få byen til at føles mere levende. Nogle af dem var mindre afslørende og dramafyldte, men gav dog stadig et indblik i nogle af karakterernes liv. Men generelt føles karaktererne ret levende, da de alle har deres egne rutiner. Hver tirsdag samles en del af de kvindelige karakterer f.eks. og dyrker sport. Dette irriterede mig grusomt i starten, fordi jeg ofte ville købe ting om tirsdagen, hvilket jeg så ikke kunne.

Men da jeg tog mig lidt tid til at lægge mærke til deres rutiner, så faldt jeg også hurtigt selv ind i en. Jeg ved, at den ene butik er lukket hver onsdag, om vinteren kan jeg nå at fange karakteren Alex, hvis jeg rider nordpå forbi Robin og hendes familie. Der kan jeg samtidig sige hej til Linus og evt. give ham noget mad. Hvis man bruger nogle dage på at besøge de forskellige landsbyboere, kommer man hurtigt til at lære deres rutiner.

Spillet lader dig gøre, hvad du har lyst til, men et sted, hvor det giver dig nogenlunde præcise mål, er ved Stardew Valleys Community Center, som du skal hjælpe med at genopbygge. Bygningen er fyldt med små Junimos, skov-ånder, der kræver forskellige bundles af ting. Et eksempel kan være, at du skal samle forskellige afgrøder fra en bestemt sæson. Når du afslutter et bundle, får du en lille belønning, mens du får en større belønning ved at gennemføre en række bundles i samme rum.

Hvis du begynder at ordne disse bundles, kommer du til at opleve mange af de forskellige sider af Stardew Valley. Jeg elsker dette aspekt, da det netop giver spilleren incitament til at udforske og prøve de forskellige ting af. Jeg ved f.eks. ikke, om jeg ville have købt nogle høns eller køer, hvis det ikke var, fordi jeg skulle bruge det til et bundle.

Nu hvor jeg nævner de mange muligheder, så er det også let at komme til at tage for mange arbejdsopgaver på sig. Dette oplevede jeg en del gange, hvor jeg sådan set ikke havde tid til at nå alt det, jeg ville. Spillet blev næsten stressende i stedet for afslappende, som det startede med at være. Dette handler dog bare om at være klar på at prioritere og vælge nogle ting fra.

Nu må jeg hellere forklare om de forskellige muligheder, du har i Stardew Valley. Du kan så, vande og høste afgrøder, hvilket er en af de første ting, du nok gør i spillet. Der er en god del forskellige afgrøder at vælge imellem, hvilket er dejligt, da de kræver et forskelligt antal dage for at modne. Du kan altså frit vælge, om du vil plante en afgrød, som tager 12 dage for at blive klar til høst, en anden 6 dage til høst, mens andre vil fortsætte med at gro, efter du har høstet første gang. Jeg nød virkelig meget at planlægge mine sæsoner, altså overveje hvordan jeg ville plante, så jeg fik udnyttet hver eneste dag.

Derudover kan du købe bygninger til din farm, hvilket inkluderer et hønsehus eller stald. Med disse kan du få adgang til høns, ænder, køer, får, grise og et par andre dyr. Når disse vokser op, begynder de at give forskellige produkter, som du kan sælge med det samme eller bruge på forskellige måder for at øge salgsprisen. Du kan lave ost med mælken, mayonnaise af æggene eller stof af ulden. Samtidig kan du kæle med dine dyr, så I får et bedre forhold, hvilket hæver kvaliteten af dyrenes produkter.

Du kan gå all-in på madlavning. Dette kræver dog, at du samler forskellige ingredienser rundt omkring, men du har muligheden, hvis du bare vil bruge din tid på dette. På samme måde som ved dyre-produkterne kan du også lave andre artisan goods. Du kan smide frugt/grøntsager i tønder for at sylte dem eller lave vin i andre. Igen tilføjes der endnu et lag ovenpå for dem, der er interesseret i at tjene endnu flere penge i spillet.

Du kan også være skovhugger og bruge alt din farm-plads på at plante træer. Jeg gjorde ikke rigtig dette og fældede kun træer for at få plads til flere afgrøder. Men du har muligheden, hvis du føler for det. Derudover kan du udforske kortet for at finde forskellige ting rundt omkring, der kan sælges. Dette kan f.eks. være en konkylie på stranden, en kogle i skoven eller noget helt andet. Selvom det er tilfældigt, hvor meget du finder, kan der godt tjenes penge på dette.

Så er der også en mine i Stardew Valley, fyldt med monstre, en masse kobber, jern, guld, iridium og forskellige mineraler/artefakter. Det er lidt akavet at kæmpe mod monstre, men der kan købes bedre våben, ringe, der giver bonusser samt sko, der giver bedre forsvar. Jeg brugte en del timer på at indsamle ressourcer her og havde generelt en god oplevelse. Der var dog nogle gange, hvor jeg kun lige nåede ned i minen, hvorefter jeg blev overrendt af fjender og sådan set var tvunget til at smutte igen med det samme. Jeg har dog siden da lært at altid have noget mad på mig, så jeg kan få liv og energi tilbage.

Kobber, jern, guld og iridium bruges bl.a. til at opgradere våben, mens de mange artifakter og mineraler kan doneres til det lokale museum. Den tidligere samling er blevet stjålet, så der er masser af plads til de ting, du finder. Museet tager dog kun imod et eksemplar af hver ting, så du er tvunget til at sælge resten, du finder, selvom de ofte giver meget lidt.

En af fjenderne i minen er små slim-monstre, som du faktisk kan opdrætte på din farm. Du kan købe en bygning til dem eller lave en indhegning, men her kan du så få dem til at parre og lave slim-bolde, som du kan høste. Du kan også vælge at dræbe nogle af dem for ressourcer, du kan sælge.

En anden beskæftigelse, du kan bruge meget tid på i Stardew Valley, er at fiske. Der er en del steder, du kan vælge at fiske, og alt efter placeringen kan du fange forskellige fisk. Du kan også vælge at bare bruge krabbefælder, som du har placeret rundt omkring. Der findes også nogle mere unikke/legendariske fisk i spillet, som kræver ret specielle forhold. Den ene fisk kan f.eks. kun fanges et bestemt sted på kortet, en regnvejrsdag i foråret. Det kræver altså dedikation, hvis man vil fange alle fisk i spillet.

Jeg nævnte, at byen føles levende og dette skyldes virkelig karaktererne. Udover deres rutiner føles de også alle menneskelige, primært fordi de alle vist har skeletter i skabet. Selvom de fleste af landsbyboerne virker glade nok, så er der nogle gange for masken lige glider af, og de viser en anden side frem. Dette bliver bare ekstremt menneskeligt, da de dealer med problemer, der kan relateres til. Når du får et bedre forhold til karaktererne, kan du også ramme ind i heart events, hvor der afspilles en cutscene, der beskriver lidt mere, hvem de er. Nogle af disse lader dig endda vælge mellem flere muligheder, hvis de stiller dig et spørgsmål. Nogle gange skal du endda vælge side i diskussioner.

En af de karakterer, som jeg lagde mest mærke til omkring dette, er Kent, der på et tidspunkt spørger, om jeg er venner med hans søn, hvorefter han følger op med at kommentere, at jeg sikkert kender ham bedre, end han gør. Kent har været udstationeret, så han har været væk i en del tid. Dette kommer til udtryk ved flere af hans kommentarer.

Selvom jeg synes dette gør Stardew Valley til et mere menneskeligt spil, så kan jeg ikke undgå at føle, at det også er fyldt med en slags melankoli. På overfladen er der det hyggelige farm-liv, men under overfladen lurer der en masse usikkerhed, frygt og bekymringer. Lige så snart du har brudt overfladen, er det svært at ignorere.

Nå, tilbage til spillet! Din karakter har forskellige skills, som stiger i lvl efterhånden som du bruger dem. Du kan f.eks. stige i farming, og ved lvl 5 får du lov til at vælge en ud af to skills. Når du rammer max lvl, 10, får du lov til at specialisere dig endnu mere. Jeg havde ikke opdaget dette, altså at man specialiserede sig, så ens første valg låser én fast. Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og vælge den anden specialisering ved den ene af mine skills. Jeg vil derfor anbefale alle at læse op på de forskellige skills, før de vælger. Det er lidt øv at låse sig fast i noget, der viser sig at være ubrugeligt.

De quests, jeg nævnte, kan også være ret uklare, om hvad du skal gøre, eller hvordan du skal løse dem. For at klare den ene quest skulle jeg f.eks. først have så godt et forhold med en helt anden karakter, at jeg kunne gå ind i deres værelse. Jeg tror ikke, jeg ville have regnet mig frem til dette, hvis ikke en ven havde nævnt det. Jeg ville helst have gået blindt ind til alt i Stardew Valley, men der var flere gange, hvor jeg slog ting op, fordi jeg ikke forstod, hvad jeg skulle eller bare manglede generelle detaljer omkring noget.

Der er også en håndfuld mysterier i spillet, nogle af disse mere skjult end andre. Jeg nød at løse nogle af disse, mens andre var ret svære at gennemskue. Men generelt er Stardew Valley fyldt af mystik, ikke bare ved den slags mærkelige mysterier, men også ved ting som farming f.eks. Du kan plante vilde frø, så du ikke aner, hvad der gror op. Der er også flere steder på kortet, hvor du måske er nysgerrig efter at se ,hvad du kan finde. Det er i hvert fald et spil, der belønner nysgerrighed.

Spillet gemmer efter, du har lagt dig til at sove i spillet, og lige efter at have gemt starter den næste dag. Det er altså ekstremt let at komme ind i et mindset af “Jeg tager lige en dag mere”. Det er meget vanedannende og ret svært at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Samtidig er det let at glemme de planer, man har lagt, hvis man først slukker det, men dette skyldes måske, at der netop er så meget forskelligt at lave, at der hele tiden er noget, der skal/kan ordnes.

Jeg nåede op på at spille det i 110 timer, hvilket jeg synes er ret fair. Jeg har nydt det meste af det, men der er et punkt, der virkelig dræbte min oplevelse af spillet. Hvis du skal bruge noget fra foråret og kommer til at misse det, så skal du for det meste vente til næste år, før du kan prøve at finde det igen. Dette giver god mening, men hvis du kun mangler den ene ting, så bliver ventetiden ekstremt kedelig. Du kan bare stå op og gå i seng igen, men det føles også bare akavet. Samtidig nåede jeg til et punkt, hvor penge ikke rigtig var et problem og manglede derfor en gulerod for at fortsætte. Jeg fik adgang til at købe nogle ret dyre bygninger, men jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge dem til, når jeg alligevel var kørt lidt død i spillet.

Overordnet er Stardew Valley et virkelig godt spil, og jeg kan virkelig anbefale det, MEN jeg vil dog sige, at det er nemt at køre sig selv fast i det. Spillet lægger op til, at du prøver lidt af det hele, men glemmer at få dig til at lægge nogle ting på hylden. Jeg skal dog også huske at nævne, at der stadig er opdateringer på vej til spillet og næste år burde det blive muligt at spille multiplayer.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s