Transformers Devastation


Fed action med masser af replayability men desværre ikke noget for mig.

Developer: PlatinumGames
Udgivelse: 9. oktober 2015
Platform: Pc, Ps3, Ps4, Xbox 360 & Xbox One.

I Transformers Devastation skal Optimus Prime sammen med sine Autobots endnu en gang kæmpe mod Megatron. Denne gang mens de undersøger, hvorfor New York er blevet invaderet af Insecticons, og det viser sig, at der under byen er et nedstyrtet Autobot skib, hvis forsvarssystem er gået i gang.

Jeg fandt ikke historien særlig interessant og blev ærlig talt ikke fanget af den. Når det er sagt vil jeg dog påpege, at jeg aldrig skippede cutscenes, da den stadig var underholdende nok. Det er dog hurtigt at se, at fokus har ligget på andre punkter som f.eks. gameplay.

Hvis du holder af et lækkert kampsystem, vil du elske Transformers Devastation, da det virkelig er her, spillet skinner. Du kan kombinere lette/stærke angreb i lange combos samt bruge din karakters unikke skill. Du kan frit vælge mellem forskellige autobots, hvor min favorit er SideSwipe, hvis skill er at bevæge sig hurtigt frem og tilbage i kamp. Jeg fandt dette ekstremt hjælpsomt i mange situationer, da jeg både kunne hoppe hurtigt ind i kamp, men også bruge det til at undvige angreb.

Generelt er kamp virkelig hurtigt, og det kan kræve ret gode reflekser, hvis du vil have en perfekt score på missionerne. Der kan f.eks. også dodges angreb, så du kan aktivere focus-mode, der fungerer som en slags slo-mo, hvor du kan angribe fjenden en del ekstra gange samt få ekstra skud ind. Du bliver i hvert fald belønnet for at være god til spillet, hvilket er en fed detalje.

Derudover har du forskellige våben at tage stilling til, og disse kan skaffes enten som drops eller ved at blive købt. Det føltes, som om jeg fik en konstant strøm af nye våben eller i hvert fald våben i en bedre grade, end det jeg havde i forvejen. Her bliver altså også givet en grund til at spille på de højere sværhedsgrader, da du bliver belønnet med endnu bedre gear.

Dette er også en af spillet stærkeste sider, dets replayability. Du har forskellige Autobots, en masse forskellige våben, udfordrende sværhedsgrader samt challenge missions, så der er masser at tage fat i. Hvis du bliver fanget af spillet, er der i hvert fald nok til at holde dig engageret i lang tid.

Udover gear er der forresten også support items, du kan bruge i missionerne. Du kan f.eks. heale din Autobot, booste attack/defense eller få et boost til dine stats. Selvom dette system ikke virker særlig dybt, var det ret lækkert at kunne bruge heals til at komme gennem en længere kamp, og jeg nød dette aspekt meget.

Jeg blev desværre ikke så fanget af Transformers Devastation, som jeg havde håbet. Jeg har allerede nævnt mængden af ting at lave, men efter at have spillet den korte campaign igennem en gang, har jeg ikke lyst til at gøre det igen. Kamp er virkelig fedt, men spillets struktur blev bare virkelig triviel for mig i længden.

Spillet er inddelt i 7 kapitler inddelt i et forskelligt antal missioner, hvoraf nogle af disse er små korte sekvenser fyldt med kamp, mens andre er længere og større missioner. Efter kort tid følte jeg lidt, at jeg havde set alt, hvad spillet kunne byde på; kamp med små minions efterfulgt af en velkendt Decepticon og så bare repeat, repeat og repeat.

Dette er der som sådan ikke noget galt med og igen, kampsystemet er virkelig fedt, så det er underholdende nok, men ikke noget jeg vil vende tilbage til. Samtidig blev det ret trættende at kæmpe mod de samme bosser igen og igen. Oftest når du havde tævet en boss fuldstændig, flygter denne, og så skal du kæmpe mod vedkommende igen senere.

Jeg ville ønske, jeg havde talt antallet af gange, jeg så den samme Decepticon igen, for til sidst blev det lidt trivielt og føltes mest af alt som en slags fyld for at gøre spillets campaign en lille smule længere. Andre gange blev det dog mixet lidt op, og så skulle der kæmpes mod adskillige bosser samtidig, men det ændrer ikke på, at du har overvundet dem før.

Alt i alt er Transformers Devastation et virkelig underholdende spil, som desværre falder lidt uden for min smag. Kampsystemet er solidt, og der er nok at lave. I længden blev det lidt for trivielt for mig, men det er virkelig bare en smagssag, så jeg vil stadig anbefale det meget!

forma.8


Udforsk en spændende fremmed planet som en lille drone.

Developer: MixedBag Srl
Udgivelse: 23. februar 2017
Platform: iOS, Pc, Ps Vita, Ps4 & Wii U.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk kørte lidt død i forma.8. Jeg fandt det virkelig fængende i begyndelsen, men hurtigt blev jeg væk uden at vide, hvor jeg skulle hen. Dette kombineret med din karakters sløve bevægelser gjorde, at jeg bare kedede mig ekstremt meget. Jeg kom dog over dette og fik faktisk en ret fed oplevelse ud af spillet.

Du spiller som en udforskningsdrone kaldet forma.8, som lander alene på en fremmed planet. Din mission er at finde en energikilde et sted på planeten, så du skal bare til at udforske alt, du kan. Historien er der ikke det største fokus på i spillet, da det primært bliver lagt over til spilleren. Der kan f.eks. ses spor efter gamle civilisationer på nogle af væggene i hulerne, så der er frihed til, at spilleren selv bruger sin fantasi her.

Jeg synes egentlig, det fungerede godt med den minimale historie, da spillet handler mere om at skabe bestemte stemninger i de mange områder. Følelsen af ensomhed hænger i hvert fald tungt over spillet og efter at have gennemført forma.8 er det en af de ting, jeg husker bedst.

Spillet er et metroidvania, så der skal udforskes, findes nye evner, backtrackes lidt for at bruge dem og generelt fungerede dette meget godt. Der var dog en håndfuld gange, hvor jeg virkelig sad fast uden at vide, hvor jeg skulle hen, om jeg manglede en bestemt evne for at komme videre, eller hvad jeg skulle gøre. Det blev ærlig talt bare frustrerende, ikke mindst fordi forma.8 bevæger sig virkelig sløvt.

Du er udstyret med en lille raket, så du kan flyve rundt, men styringen føles meget floaty, da du nærmest glider gennem luften. Hvis du sætter farten helt op og slipper analog-pinden, glider forma.8 også bare videre gennem luften i et godt stykke. Dette føles virkelig fedt i starten, når man glider rundt om hjørner, undviger fjender og andre fede ting.

Det kan dog hurtigt gå fra sjovt til frusterende, da det er sektioner med tætte hjørner, hvor du ofte bare ender med at bounce fra væg til væg eller nærmest enemy-spam, hvor du bliver beskudt og angrebet fra samtlige sider. Så fungerer det ikke at have så floaty en styring. Du får dog adgang til nogle movement-baserede evner senere, men det gjorde det ofte bare endnu værre.

Du kan dog godt forsvare dig mod fjenderne, og en af de evner, du samler op, er en slags skjold, du kan skubbe fjender væk med. Derudover får du f.eks. også en bombe, som du kan smide efter dig, hvorefter den hænger i luften, indtil den sprænger. Hvis du kombinerer disse to, kan du bruge bomben som en slags granat og sigte efter fjenderne. Igen kan styringen dog være et problem, da jeg i hvert fald ofte gled forbi bomben så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at sigte. Til sidst i forma.8 undgik jeg ofte bare fjenderne, fordi jeg synes, det blev så kedeligt at kæmpe mod dem.

En af de ting som holdt mig fanget var dog også spillets hemmeligheder. Der er en række forskellige ting i spillet som enten kræver, at du bare udforsker eller, at du smider en ekstra indsats ind for at løse en slags gåde. De var dog alle tilpas diskrete, så det var en fryd at bruge tid på.

Noget jeg dog også skal nævne, er nogle ekstremt trælse og kedelige dele i spillet, som virkelig skubber grænsen for at trække spilletiden ud. Jeg tænker specifikt på de dele, hvor man skal bevæge et andet objekt/dyr for at bruge dem til at komme videre. I den ene skal man transportere dyret op af tre elevatorer i træk, hvor knappen til at aktivere disse er placeret et stykke væk. Så først skal du over til elevatoren for at lokke dyret derover, så tilbage til knappen, så tilbage til dyret, så til næste knap og repeat.

Det blev så kedeligt, at jeg nærmest faldt i søvn. Det blev også bare irriterende, når dyret eller objektet ikke ville gøre det, jeg skulle have det til. Jeg kan godt lide ideen ved disse områder, men udførelen er virkelig ringe.

Alt i alt er forma.8 dog et ret hyggeligt spil. Hvis du kører død ligesom mig, vil jeg anbefale dig at give det en chance mere, da det virkelig har noget specielt at byde på. Fed stemning, interessante ideer og en række gode hemmeligheder gør i hvert fald, at jeg vil anbefale spillet.

Trials Fusion


Den velkendte Trials-formular med ekstremt meget content.

Developer: RedLynx
Udgivelse: 16. april 2014
Platform: Pc, Ps4, Xbox 360 & Xbox One

Først og fremmest! Jeg er ikke særlig god til Trials, men på trods af dette er jeg virkelig underholdt af serien. På trods af spillets voksende sværhedsgrad er der stadig masser at lave for en på mit niveau. Jeg kom i hvert fald ikke til at kede mig og vil nok sjældent gøre det med Trials Fusion.

Spillet kan umiddelbart godt se let nok ud. Du kører på motorcykel, og målet er at komme hurtigst gennem banen med færrest styrt. Du kan dog læne dig frem og tilbage på motorcyklen, hvilket er nødvendigt for at undgå diverse styrt. Samtidig bliver der introduceret adskillige andre forhindringer, som kræver mere avancerede manøvrer.

Jeg føler selv, at jeg har fået okay styr på et par af disse, men det hjælper ikke meget, når sværhedsgraden bare stiger endnu mere i de sidste baner i spillets campaign. Jeg må indrømme, at jeg gav op, da jeg nåede til banerne på extreme-niveauet. Jeg klarede beginner, easy og normal uden særlig mange problemer, og jeg har endda klaret en håndfuld hard-baner, men extreme-banerne har jeg forstået, at jeg aldrig kommer til at gennemføre.

Hvilket jeg underligt nok har det helt okay med. Ofte vil jeg gøre, hvad jeg kan for at gennemføre alt og blive bedre til spillet, men Trials presser virkelig ikke spilleren på den måde. Der er et virkelig højt skill ceiling, men spillet banker dig ikke oven i hovedet, hvis du ikke er god til det. Spillere der er gode til genren finder masseraf udfordring, mens spillere på mit niveau kan hygge sig ekstremt meget med resten af banerne.

Nu nævnte jeg en campaign, og den er inddelt i forskellige events med forskellige temaer. For at åbne for de senere events skal der dog skaffes et bestemt antal medaljer, så der skal gøres en lille indsats for at få adgang til alt. Hver event består herefter af forskellige typer tracks.

Du har standard trials med forhindringer, FMX hvor der skal laves tricks og Skill Games hvor der skal sættes rekorder i unikke udfordringer. Selvom jeg elsker standard trials, var de andre typer tracks en god afveksling og generelt interessante. Samtidig er det også bare fedt med så mange forskellige ting at lave, da de alle hjælper én med at blive bedre til at styre de forskellige bikes. Jeg lærte i hvert fald en del af de forskellige teknikker gennem disse unikke udfordringer.

Hvis du gennemfører spillets campaign og mangler mere at lave, så smut forbi Track Central, hvor du kan finde brugerskabte tracks og bare damn. Jeg blev virkelig overvældet her. Der er allerede sammensat forskellige feeds af baner, du kan gå i gang med, men du kan også sammensætte dine helt egne søgninger. Min ene var f.eks. Trials på sværhedsgraden medium, så jeg har en konstant flod af den slags baner.

Hvis du ikke gider brugerskabte baner, er der dog nok i selve spillet til at holde dig kørende i noget tid. Udover at skaffe medaljer alt efter dine præstationer er der også  tre udfordringer tilknyttet hver bane. Nogle af disse er lidt obskure og kræver, at du udforsker banerne lidt, hvilket lyder lidt akavet, da de kan se ret fastlåste ud. En del af dem har dog hemmeligheder, der bare venter på at blive opdaget.

Du får adgang til forskellige motorcykler i Trials Fusion, hvilket både er godt og skidt. Du starter med en sløv motorcykel, hvorefter du får en stærkere men tungere en. Derudover er der også en motorcykel til tricks og så den, for mig i hvert fald, vigtigste motorcykel, Pit Viper. Den accelerer hurtigt og kan være svær at styre, men hvis du formår at mestre den bare en smule, trumfer den de fleste af de andre motorcykler.

Du kan selv vælge motorcykel i starten af banerne, og i de fleste er der frit valg, hvilket er fedt, da du så kan vælge din favorit. Dette er dog bare et problem i nogle baner, da visse motorcykler ikke kan komme gennem banen uden virkelig mange problemer. Jeg prøvede på et tidspunkt at komme gennem en bane med den stærkere, men tungere motorcykel og måtte give op ved et bestemt hop. Senere da jeg vendte tilbage med Pit Viper, fløj jeg lige forbi det sted og klarede banen uden nogen problemer.

Jeg forstår godt, at spillet tilbyder spilleren ekstra udfordring ved at tage de mindre gode motorcykler ind, men det er bare irriterende at komme halvvejs gennem en bane for at indse, at ens motorcykel ikke er ideel. Jeg vil helt klart anbefale at skifte til Pit Viper med det samme, du kan og så bruge lidt ekstra tid på at lære den at kende. Når det er sagt, så er der nogle ret vilde videoer af folk, der gennemfører extreme-baner med de mindre gode motorcykler, hvilket virkelig viser, at spillet har et højt skill-ceiling. Deres kontrol over motorcyklerne tillader dem at bruge dem til de avancerede teknikker og komme gennem banerne på en måde, jeg aldrig vil komme til.

Når du gennemfører baner, tjener du penge, hvilket kan bruges på kostumer til din karakter. Der er en lang række kostumer, der kan blandes og kombineres på sjove måder. Samtidig åbner du for vildere udgaver af de forskellige kostumer, når du stiger i rang, så selvom dette kan virke lidt ligegyldigt, tilføjer det stadig lidt til spillet. Jeg morede mig i hvert fald en del over min karakters outfit

Alt i alt er Trials Fusion et virkelig godt spil med masser af content, et ekstremt højt skill-ceiling, og nok variation til, at man ikke kører død lige med det samme. Det får en stor anbefaling herfra, da selv en knapt så god spiller som mig har været virkelig godt underholdt i mange timer.

Trine – Enchanted edition


Løs underholdende physics-puzzles med en charmerende trio med fantastiske evner.

Developer: Frozenbyte
Udgivelse: 17. december 2014
Platform: Pc, Ps4 & Wii U.

Jeg har startet Trine op til flere gange på pc, men har aldrig fået taget mig sammen til at få det gennemført. Nu tog jeg mig endelig sammen, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde, da det er et virkelig underholdende spil hele vejen igennem!

Du starter spillet med en kort introduktion til de tre forskellige karakterer, tyven, troldmanden og ridderen. Alle tre har forskellige evner og klare fordele og ulemper. Tyven er adræt og udstyret med en grappling hook samt bue. Troldmanden kan fremmane forskellige objekter som enten kan bruges som platforme eller til at knuse fjender. Ridderen er udstyret med sværd og skjold og er derfor virkelig god i kamp.

Det interessante ved Trine er, at artefaktet med samme navn. De tre karakterer bliver alle tre tiltrukket af artefaktet, som ved deres berørelse binder deres sjæle sammen, så kun en af de tre kan være fysisk til stede, mens de to andre befinder sig inde i artefaktet. Nu søger alle tre efter en måde at blive fri på igen. Trine foregår i et ruineret kongerige, der er overrendt af en udød hær, så du støder ofte på skeletter, der prøver at slå dig ihjel med forskellige våben.

Det, jeg elsker ved Trine, er, at du får helt frie tøjler til at komme gennem banerne og ved de mange små puzzles og udfordringer. Hvis du skal over en afgrund, kan du fremmane en platform med troldmanden, svinge dig over med tyvens grappling hook, bruge ridderens sværd til at skære et reb over som sænker en platform ned eller finde på noget helt andet. Der er ingen rigtige eller forkerte måder at komme gennem spillet på.

Dette betyder, da også at en gang imellem kan det føles, som om man snyder systemet. Flere steder i spillet er der placeret XP potions over dig på banen, og nogle steder er det oplagt at lave en slags bro over til dem fra et højt sted, men jeg begyndte at fremmane troldmandens planker til at skubbe dem ned i stedet. Selvom det føles lidt billigt jo mere, jeg gjorde det, så følte jeg mig samtidig ret genial for at have opdaget dette trick. Senere i spillet har udviklerne dog sikret sig mod dette trick, så de har tydeligvis forventet at nogle ville udnytte denne metode.

Den indsamlede XP giver skill points, som kan fordeles på de forskellige karakterers skills. Dette system er ikke ekstremt dybt, men tillader alligevel lidt customization. Jeg fandt f.eks. troldmandens ene type objekt mere brugbart end et andet, så jeg lvlede ham op efter dette. Udover skill points får du også indsamlet en del equipment, som giver forskellige bonusser. Igen ikke så dybt, men det giver bare lidt ekstra og lader dig spille Trine endnu mere, som du har lyst. Du kan give alle objekter til din yndlingskarakter og så bruge denne endnu mere, hvilket jeg til dels gjorde.

Spillet kan muligvis godt virke lidt kort, men jeg synes egentlig det var en ret passende længde. De forskellige puzzles blev aldrig for trivielle, og der blev introduceret nye i et godt tempo. Samtidig introduceres de forskellige karakterers ekstra skills også i et fornuftigt tempo, så du altid føler, at der er noget nyt.

Alt i alt har jeg virkelig nydt min tid med Trine og føler mig ekstremt dum for ikke at have gennemført det tidligere. Det er bare sjovt at lalle rundt med objekter for at løse physics-puzzles, og den store frihed, man får i spillet, gør det til en ekstra stor fornøjelse. Trine kan anbefales meget!

Tembo The Badass Elephant


Elefanten Tembo løber stærkt, men spænder desværre ben for sig selv.

Developer: Game Freak
Udgivelse: 21. juli 2015
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Shell City er under angreb af en hær ledt af den onde skurk Phantom og den eneste, der kan gøre en forskel er militærelefanten Tembo. Han skynder sig af sted, og du bliver smidt direkte ind i hurtigt action som den rasende elefant. Gennem adskillige baner skal du nu overvinde Phantom-fjender og redde gidsler.

Historien i Tembo bliver fortalt gennem tegneseriepaneler og er derfor let at følge. Jeg elskede disse, og det tilføjede spillet virkelig meget charme. Noget som spillet viste sig at have et stort behov for efterhånden, som jeg kom videre i det.

Spillet er dog ret kort og kan gennemføres på 5-6 timer, hvoraf nok en time af den tid for mig blev brugt på en enkelt boss. Det er dog en tilpas længde for hele spillet, men jeg kan ikke sige, at sværhedsgraden steg passende. Nogle af de senere baner havde nogle virkelig frustrerende sektioner, som jeg var tæt på at give op på.

Tembo har en række forskellige evner, og du får adgang til samtlige fra starten af. Du kan angribe/rase hurtigt afsted, spinne hurtigt skråt ned mod jorden, hoppe og svæve et kort stykke, bruge din vægt til at ødelægge plader under dig og en del andet. Disse kan kombineres på forskellige måder, og generelt var det sjovt at udforske Tembos forskellige evner.

Du støder på en god del forskellige fjender i spillet med hver sine mønstre og måder at angribe på. I starten var det sjovt at møde nye fjender og prøve at regne ud, hvordan man lettest dræbte dem, men ofte gik spillet over i ren enemy spam, så du blev angrebet af så mange fjender samtidig, at det var nærmest umuligt at undvige samtlige angreb. Nogle gange er det også svært at undgå disse situationer, hvis de f.eks. er placeret direkte efter en sektion, som du skal spurte gennem.

Banerne starter med at være ret lineære med små hemmeligheder, men senere åbner de mere op og tillader spilleren at udforske mere. Dette ville være ret fedt, hvis det ikke var for gidslerne rundt på banen, samt at du skal bruge points for at låse op for de senere baner. Det handler altså om at tæve så mange fjender som muligt, mens du finder gidsler for at få nok points til at åbne for den næste zone. Det fungerer altså ikke særlig godt, når banen åbner op, da man lettere misser vigtige points.

Et andet gennemgående problem ved banernes design er skiftet i tempo. Tembo fungerer super godt, når du har fuld fart på, men ofte bliver du nødt til at stoppe op for enten at hoppe sløvt rundt i en platforming-sektion eller for at kæmpe mod nogle fjender. På den ene side fungerede dette godt, da man fik en pause fra det hurtige løb gennem banen men på den anden side dræbte det bare spillets momentum fuldstændig.

I en af de senere baner er der tre næsten identiske sektioner, hvor du skal forbi en stor gruppe fjender, der skyder mod dig på forskellige måder. I stedet for at kunne spurte afsted og tage dig af fjenderne hurtigt, er det lettest at hoppe langsomt og forsigt rundt, mens du tager fjenderne ud en af gangen. Det er ærgerligt, at de har valgt at inkludere denne slags, når den hurtige action er så fed.

Hver zone afsluttes med en bosskamp og et par disse fungerer lidt som en slags puzzle, hvor du skal regne den rigtige taktik ud. Generelt varede disse bare alt for lang tid og blev hurtigt trivielle, især hvis du dør og skal gentage visse faser af kampen. Ligesom med de almindelige fjender handler det om at aflure mønstre og så angribe på det rigtige tidspunkt, hvilket nogle gange krævede en del ventetid.

Den værste bosskamp er dog den sidste i spillet. Du skal vente på, at fjenden bruger et bestemt angreb, som lader dig reflektere en kugle tilbage mod ham, hvilket er fedt nok. Problemet er bare at bossen også har en række andre angreb, hvoraf nogle af disse kan overlappe med det specifikke angreb, du skal bruge. Jeg endte ofte med at skulle vente virkelig lang tid på det næste setup fra bossen, fordi flere af angrebene overlappede. Det var så frustrerende, men jeg er dog glad, for at jeg ikke gav op!

En anden mindre detalje, jeg fandt irriterende, var peanuts og liv. Du indsamler peanuts i spillet, og for hver 300 får du et ekstra liv.  Du starter ud med fem, og hvis du mister dem alle, bliver du sendt tilbage til home base, hvor du så får fem ekstra og kan starte banen forfra. Ved bosskampene virkede dette virkelig fjollet, da du efter fem deaths bare skulle starte banen igen. Jeg forstår godt, hvad idéen var, men den falder bare til jorden.

Alt i alt er Tembo The Badass Elephant ikke et dårligt spil, men jeg vil virkelig ikke anbefale det til nogen. Spillet spænder konstant ben for sig selv, og der findes andre og bedre spil inden for denne genre, så Tembo kan sagtens skippes, uden du går glip af noget vildt.