PostKnight


Hyggeligt spil du kan spille i få minutter eller adskillige timer.

Developer: Kurechii
Udgivelse: 9. februar 2017
Platform: Android & iOS

I PostKnight er du, som titlen antyder, et postbud, der samtidig er en ridder. Udover en taske til breve og pakker er du derfor udstyret med rustning, sværd, skjold og magiske potions. Det er et sjovt koncept, som jeg først syntes lød ret skævt, men det fungerer virkelig godt, når man først dykker ned i PostKnights verden.

Spillet lægger stille og roligt ud, hvorefter det begynder at åbne sig mere og mere op. Det har et virkelig godt tempo, og jeg følte aldrig, at jeg blev overvældet af spillets mange forskellige dele, men derimod var det fedt at konstant få adgang til nye features. Samtidig med, at der bliver åbnet op for mere, bliver der også lagt meget op til, at du selv bestemmer, hvad du vil fokusere på i spillet.

Dette er du dog næsten også nødt til, for hvis du prøver at lave alt, hvad spillet byder på samtidig, vil du nok hurtigt køre død, fordi det enten bliver trivielt, eller du ikke rigtig får skabt nogen progress. Det er derfor et spil, hvor det er lidt bedre at lave en plan og så følge den lidt mere fast. Dette er dog på ingen måder et krav, men jeg kunne selv mærke, at jeg nød spillet meget mere, når jeg gav mig selv et enkelt bestemt mål og så opnåede det.

Før jeg kommer ind på de mange forskellige features, må jeg nok hellere forklare historien, samt hvad spillet egentlig går ud på. Som PostKnight skal du først vise for akademiet, at du egner dig til at være en del af det. Dette gør du ved at levere post ud på ruter, hvor din karakter bevæger sig fra venstre mod højre gennem landskabet. Der dukker dog fjender op, og kamp foregår helt automatisk, hvor din ridder svinger sværdet og muligvis bliver slået lidt tilbage.

Du kan dog påvirke din ridders færd gennem tre forskellige skills; charge, block og din healing potion. Charge sender din ridder hurtigt fremad i et angreb, block fungerer sammen med skjoldet og blokerer angreb, og din healing potion giver dig en god del hp tilbage samt en bonus effekt, der afhænger af, hvilken potion du bruger.

Udover valg af potion kan du dog også vælge mellem forskellige skills til charge og block, og disse er faktisk overraskende forskellige. Nogle af dem er tydeligt stærkere end andre, men de er alle med til at skabe et spil, hvor frihed bliver understreget ved, at du får helt frie tøjler til at lave et build, som du helt selv vil have det.

Du kan nemlig kombinere dine skills med din rustning og våben for at lave et build, der fungerer i fuld synergy med bonus-effekterne. Jeg fandt dette system ekstremt spændende, fordi der konstant opstod nye muligheder for at kombinere forskellige ting for at skabe den her synergy, som gør din karakter væsentligt stærkere.

Nu kan vi vende tilbage til de mange features, selvom jeg allerede har været lidt inde over gear og builds. Som PostKnight bevæger du dig rundt til forskellige regioner, hvor du gennemfører en række stier på en rute, hvorefter du kommer videre i historien samt åbner for adgang til den rute. Jeg blev ærlig talt ret fanget af historien på trods af, hvor simpel den ofte var. Man støder på en række spændende karakterer, hvoraf en række af disse optræder senere i spillet, så det føles som om alting bliver forbundet på den helt rigtige måde.

Tilbage på sporet! Når du har åbnet for de her ruter, kan du til hver tid tage en tur gennem dem igen for at skaffe ekstra guld, xp og ressourcer, hvilket er lækkert, fordi du så altid vil have noget at lave i spillet. Du kan aldrig løbe tør for noget at lave i PostKnight, medmindre vi snakker om, at du har fået opgraderet alting, og derfor føler dig færdig med spillet.

Der er dog også deliveries, fire stier pr. region hvor du skal levere pakker for at få PostKnight tokens, der kan bruges til at stige i rang. Du starter i rang C-9, hvorefter du går til C-8, og hele vejen til S-1, der lige pt. er den højeste rang. Dine deliveries bliver sværere, jo højere rang du får, og disse går også fra rang C til S. Ved deliveries går der dog noget tid, før de refresher, så her skal du enten vente lidt for fire nye, eller bruge premium currency / se en reklame for et refresh.

Generelt er spillet ret godt, når det gælder premium currency og den slags. Der er nogle premium ting i spillet, som giver en god bonus, men koster ret mange gems. Jeg synes dog, at jeg konstant får gems for forskellige ting i spillet, så det føles ret fair. Når du gennemfører deliveries, får du f.eks. altid en chest, som til tider indeholder en gem.

Derudover er der også quests, hvor du skal dræbe et bestemt antal af en type fjender, hvilket også giver en chest og dermed ofte en gem. Som du nok allerede kan mærke, så er der masser at lave i PostKnight.

Det er netop dette, jeg virkelig elsker ved spillet, samt gør, at jeg har brugt så lang tid på det. Jeg kan sætte mig ned og spille i et par minutter, gennemføre et par deliveries og føle, at jeg har nået at lave progress. Men jeg kan også sætte mig ned og spille konstant i adskillige timer uden at føle, at jeg på noget tidspunkt sidder fast.

Oftest tog jeg mig af deliveries for at få PostKnight tokens, så jeg kunne stige i rang, og så var det enten ruter for at skaffe ressourcer, så jeg kunne opgradere mit gear eller quests for at skaffe chests og gems. De fleste gange, når jeg følte, at jeg var nået gennem det, så var der nye deliveries klar eller noget andet, der var refreshed. De har ramt det så godt med de forskellige timere, hvilket er dejligt at se, når der oftest bliver skruet helt op på den front, så man skal vente i flere dage på at kunne lave mere i sit spil.

Nu nævnte jeg, at man kan opgradere sit gear, og dette foregår ved de forskellige regioners blacksmiths. Du skal bruge en del guld, forskellige regionale ressourcer, men når du får et stykke gear op på fem stjerner åbnes der op for en bonus-effekt, som f.eks. at du skader 15% mere.

Nogle af de mange stykker gear har dog nogle effekter, som gør dem meget stærkere end de andre, men på trods af dette, føles det ikke, som om det kun er disse, der er brugbare. Du kan sagtens lave andre builds, som også vil fungere. Det er helt op til dig.

Hver rustning er forresten kombineret med et våben for at udgøre et set med en set-bonus, så du i alt kan få fem bonus-effekter, hvis du har et fuldt fem-stjernet set på. Når du kommer længere hen i spillet, kan det dog bedre betale sig at kombinere på kryds og tværs for at få enkelte stærkere effekter på. En detalje ved en række af de her sets er, at du får adgang til et par stykker gear gennem historien, men ellers skal du købe resten ved en merchant i den specifikke region.

Ofte er det let nok at købe disse, da det er lidt ressourcer og guld, men ved nogle af de senere regioner bliver det lidt mere besværligt, da de ofte kræver bestemte ting, som du også skal købe fra den her merchant. Så først skal du være heldig, at den her merchants roterende stock indeholder den ting, du skal bruge, hvorefter du skal være heldig, at han får det stykke gear, du skal bruge. Du kan dog igen bruge premium currency eller se en reklame for at refreshe deres stock.

På den ene side irriterede denne del mig lidt, fordi det krævede lidt ekstra ventetid, før jeg fik skaffet det gear, jeg gerne ville have, men samtidig er det et spil, som du sagtens kan spille over flere uger og dermed automatisk få refreshed deres stock. Det er altså ikke et problem, medmindre man er lige så utålmodig, som jeg til tider kan være med den slags.

Jeg nævnte spændende karakterer tidligere, og der er faktisk også noget gameplay ved disse, da du kan styrke dit venskab/forhold med en række af de piger, du møder i de forskellige regioner. Når I bliver venner begynder de også at give dig gaver. Systemet er dog også ret fedt her, da du muligvis skal til at gætte dig lidt frem med hvilke gaver, du giver tilbage for at styrke forholdet.

En del af den loot du skaffer, når du bekæmper fjender, er forskellige gaver, og hver pige har sin helt egen personlighed og vil derfor holde mere af nogle ting end andre. Hvis du vælger helt rigtigt, får du et stort boost, mens du modsat mister en god del, hvis du vælger helt forkert. En lille fed ekstra detalje er, når du får dem op på max hjerter, for så begynder de at hinte mod en større gave, de ville elske. Når de modtager denne, får du åbnet for et billede af din PostKnight og pigen, der har en hyggelig dag sammen. En lille belønning, men det hele værd.

Nu får jeg det til at lyde, som om de bare kræver bestemte ting, men sådan er det ikke. Den første pige nævner f.eks., at hun elsker honning fra en bestemt region i PostKnights verden, og så skal du selv lægge to og to sammen, når du støder på netop den her gave på et tidspunkt. Det er lidt vagt, meget lidt vagt…  men stadig nok til at det føles fedt, når du selv lige regner det ud.

Og nu til en anden af mine yndlingsdele ved PostKnight, selve posten. Det lyder sikkert virkelig fjollet, men den store mængde post du støder på, afslører så meget omkring spillets verden, og det sker bare på den helt rigtige måde. Når du starter et delivery, får du først en lille beskrivelse af pakken, og til sidst, når du leverer den, får du lidt dialog fra modtageren. De kunne sagtens have lavet dette til standard svar, som bare blev uinteressante i længden men nej, det er faktisk virkelig velskrevet og interessant.

Det er helt ufatteligt, hvor meget information, der faktisk kan komme ud af en enkelt levering. Jeg sidder i hvert fald og læser spændt med i stedet for at skippe dialogen, som jeg oftest gør, når det gælder den slags. Jeg kan i hvert fald kun give Kurechii credit for at vise, hvordan et spil-univers kan foldes ud gennem noget så simpelt som en kort beskrivelse og 4-5 stykker dialog. Det er bare imponerende.

Et eksempel kan være et enhjørningehorn. Ud fra dette ved vi nu, at der findes enhjørninge, og at deres horne sælges. Vi ved ikke, om det er lovligt eller ulovligt endnu, men den karakter, der modtager pakken, snakker ikke meget andet end nogle få ord, før hun sprinter væk. Hun så ret suspekt ud, og ærlig talt lignede hun lidt en af de fjender, du har tævet mange af indtil videre. Der er altså stor sandsynlighed for, at den pakke du lige har leveret skal bruges til mørk magi.

Dette lægger også op til et spørgsmål om, hvorvidt PostKnights faktisk har styr på det etiske ved deres job. Selvfølgelig skal posten ud, men hvad nu hvis posten bliver brugt til onde formål? Er det så deres pligt at aflevere pakken? Og hvis modtageren viser sig at være ond, skal din PostKnight så slå vedkommende ned med sit sværd med det samme. Jeg finder det her univers så ekstremt fascinerende, og jeg vil elske at finde ud af mere.

Nu hvor jeg sidder og drømmer mig væk i PostKnights univers, glemte jeg næsten helt at komme ind på en af de features, som nok får dig til at vende tilbage til PostKnight, når du er færdig med historien, har nået max rang osv. Divisions er en slags konkurrence mellem tre forskellige grupper, hvor du donerer specifikke objekter for at hæve din personlige score samt gruppens score. Dette er inddelt i sæsoner, der hver varer en uge, og alle kan få en belønning ved at deltage, det er ikke kun vinderne, der får noget.

Selvom det er ret simpelt, så kan jeg sagtens se mig selv vende tilbage til PostKnight for at grinde en række ressourcer for at donere dem til Divisions. Det er en sjov feature, der kan være med til at holde spillet kørende endnu længere tid, end jeg havde forventet.

Alt i alt er PostKnight et virkelig perfekt mobilspil, og jeg kan anbefale det ekstremt meget. Jeg er ret forelsket i det og har bare lyst til at spille mere. Det er derfor super fedt at divisions-delen eksisterer, så jeg netop har en grund til at spille videre.

Advertisements

Monument Valley 2


Lige så fantastisk som det første og med nye spændende elementer.

Developer: UsTwo Games
Udgivelse: 6. november 2017
Platform: Android & iOS

En af mine største problemer med Monument Valley var, at jeg bare havde lyst til mere, da jeg afsluttede det. Lidt tid efter kom der et ekstra kapitel, men det var ikke nok, og jeg ville stadig have mere. Nu fik jeg endelig spillet Monument Valley 2, og jeg vil stadig bare have mere. Det er simpelthen så lækkert et spil, der desværre stadig kan gennemføres på forholdsvis kort tid.

Monument Valley 2 har en mere klar historie, hvor en mor og en datter bevæger sig gennem de baner, vi kender så godt fra det første spil. Det er stadig umulig geometri, roterende dele og generelt bare ting, der lige tager et ekstra sekund at opfatte, fordi det føles så umuligt. Jeg er rimelig sikker på, at i hvert fald en puzzle faktisk direkte arbejder med en fjerde dimension, hvilket er ret fedt.

Den mere klare historie gør også bare, at man knytter endnu tættere bånd med karaktererne, og jeg sad spændt og ventede på at se, hvor rejsen ville tage dem hen. Det var tydeligt, at der var et mål for begge karakterer, spørgsmålet var bare hvor.

Starten af spillet kunne dog godt føles lidt let i forhold til, at det er en fortsættelse, men det er egentlig fair nok, da det er en fin intro for nye spillere af serien. Jeg skulle dog igennem en god del baner, før jeg virkelig følte, at det var en fortsættelse, altså i forhold til sværhedsgraden af spillets puzzles. Der begyndte det dog også at  blive skruet helt op for niveauet hen mod slutningen, hvilket var fedt, da det lidt kompenserede for den sløve start.

Et problem, jeg dog havde med spillet, var styringen. En del af tiden var det ret svært at rotere dele af banen uden, at det enten gik virkelig sløvt eller delen fløj rundt. Det kunne godt blive lidt irriterende, når man skulle være præcis med sine bevægelser. Jeg ved dog ikke om dette skyldes størrelsen af skærmen på min mobil eller spillet selv. Det finder jeg dog nok hurtigt ud af, når jeg genspiller det, for så bliver det helt sikkert på en større skærm.

Selvom jeg gerne vil have mere Monument Valley, så føles det dog også som om MV2 fik afsluttet spillet bedre. Jeg sad ikke frustreret og tænkte på, hvordan jeg skal skaffe mit næste Monument Valley-fix, men derimod bare frydede mig over historien. Hvorefter jeg fik lyst til endnu mere, jo mere jeg tænkte over det.

Jeg nævner i toppen, at der er spændende nye features, men jeg har ikke lyst til at afsløre nogen af dem, da det er en del af Monument Valley, at man selv opdager den slags. Det vil virkelig være synd at begynde at ødelægge den overraskelse.

Alt i alt er Monument Valley 2 en fantastisk fortsættelse, og jeg kan anbefale det mindst lige så meget, som jeg vil anbefale det første spil. Det er fuldstændig unikt, og selvom der er dukket nogle kloner op rundt omkring, er der intet der slår den charme og hygge, som UsTwo Games har formået at skabe i Monument Valley. Spil det!

LEGO Jurassic World


Fantastisk LEGO-spil med masser at lave og fede nye features.

Developer: TT Fusion
Udgivelse: 12. juni 2015
Platform: Android, iOS, Nintendo 3DS, Pc, Ps3, Ps4, Ps Vita, Wii U, Xbox 360 & Xbox One.

Jeg må indrømme, at mine forventninger til LEGO Jurassic World ikke var særlig høje. Jeg forventede selvfølgelig det sædvanlige gameplay, men ikke så meget mere. Jeg blev dog meget positivt overrasket, da spillet havde virkelig mange fede features, spændende karakterer, og faktisk viste sig at være en virkelig god udgave af filmene.

I forhold til det sidstnævnte, så indeholder spillet faktisk også Jurassic Park 1-3, selvom titlen godt kunne antyde, at det kun var Jurassic World. Det fede er her, at spillet formår at inkludere de vigtigste dele af plottene uden, at det føles disconnected som det har gjort i visse andre LEGO-spil. Der er en rød tråd gennem baneren, og jeg var meget underholdt af de forskellige cutscenes.

Humoren i LEGO-spillene har altid været ret hit or miss for mig. Enten har jeg siddet og grint med ved de platte jokes, den fysiske humor og de spøjse karakter-møder, og ellers har jeg siddet med et dystert ansigtsudtryk, fordi jeg fandt det for plat. Men målgruppen er jo også børn, så det er forståeligt, at humoren nogle gange falder lidt til jorden for andre aldersgrupper.

Men den var virkelig på plads i LEGO Jurassic World, hvor de mange jokes aldrig nåede at ødelægge vigtige dele af historien, men altid formåede at vende en alt for seriøs og dyster scene til en lidt sjovere en. Det er ret imponerende, at de har formået at vende alting lidt på hovedet uden, at det føles totalt skævt.

Samtidig er det imponerende, at de har sammensat et spil, hvor jeg som voksen kan sidde og more mig over deres udgaver af bestemte scener, mens børn helt klart bare vil more sig over scenerne i sig selv. Indrømmet dog, jeg morer mig virkelig meget over at se en raptor på en motorcykel.

I forhold til nye features, så er den vildeste nok, at du kan styre dinosaurer, hvilket måske ikke virker så mærkeligt igen, når det nu er Jurassic World. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at det var på den skala, som det er, for du kan f.eks. styre de helt store langhalser. Det er ikke bare små fesne dinosaurer, men et stort udvalg fra de forskellige film.

Hvis du lyster kan du også sammensætte din helt egen dino, så du kan kombinere deres forskellige evner. Det lyder simpelt, men der er noget over at styre en dino rundt, man selv har sammensat og farvelagt. Jeg elskede denne del og glæder mig til at se den optræde i andre LEGO-spil, dog måske med noget andet end dinosaurer.

En feature, jeg også holdt meget af, var spillets opbygning i forhold til banerne. Spillet er opdelt i de fire film, og først har du adgang til Jurassic Park og Jurassic World. Når du gennemfører den førstnævnte, får du adgang til Jurassic Park 2 og derefter den tredje film. Dette giver jo meget god mening, men I får stadig en heads up, hvis I nu er typen, der foretrækker de to film over de andre.

Men hver film foregår på sit eget kort, hvor du gennem historien følger filmens plot på vej rundt på øen. Det er så fedt, fordi du føler virkelig, at du bevæger dig gennem filmen, bare i LEGO-form. Det giver også muligheden for, at du kan udforske uden for banerne og sidde og være forbløffet over andre dele af scenerne, som du kan genkende.

LEGO Jurassic World tillod mig at få et godt gensyn med en række spændende karakterer fra serien, og hvor er jeg glad for, at jeg gav det en chance. Der er så mange spændende features i spillet samt så meget at lave, at det er helt fjollet, dog virkelig fedt. Jeg kan anbefale LEGO Jurassic World meget!

Submerged


Spændende historie og univers men trivielt gameplay.

Developer: Uppercut Games
Udgivelse: 5. august 2015
Platform: PC, Ps4 & Xbox One.

Submerged handler om en pige, der skal finde forsyninger til sin syge bror. Dette lyder muligvis ikke så spændende, og det er det som sådan heller ikke. Som navnet lidt afslører, foregår dette dog i en oversvømmet verden, så hun bevæger sig rundt i en lille båd blandt en masse hustoppe, der stikker op af vandet.

De forsyninger, du skal finde, er dog ikke lette at komme frem til, da de er landet på hustagene, og pigen skal derfor klatre rundt på bygningerne. Dette er dog også meget mindre interessant end det lyder, fordi der oftest kun er en enkelt vej op med nogle små side-veje til ekstra hemmeligheder. Disse er dog små pakker, der afslører verdenens historie, så de kan let ignoreres, hvis du ikke er interesseret i dem.

Jeg fandt det personligt ret spændende at afsløre historien gennem disse små pakker, da du ikke nødvendigvis får dem åbnet op i den rigtige rækkefølge, så du fylder langsomt den her store menu ud med de billeder, som viser historien frem. Submerged skal virkelig også have ros for dette, da de fortæller en ret fed historie primært gennem billeder.

Hvis vi vender tilbage til klatre-delen af spillet, så er et andet problem her også, at det meget hurtigt bliver trivielt. Udover at der ofte kun er en vej til toppen, skal du sådan set bare holde analog-pinden på skrå, og så udfører din karakter alting. Du skal ikke trykke på X for at hoppe, O for at droppe ned eller noget. Du styrer det hele ved at rette analog-pinden mod der, du vil hen, når du hænger på siden af en bygning, hvilket får det til at føles virkelig trivielt, siden du ikke skal styre særlig meget selv.

Du får dog en del styring, når du befinder dig i både,n da du helt frit kan udforske den bydel, du befinder dig i. Udover hemmeligheder og forsyninger er der også en god del opgraderinger til bådens boost, du kan finde rundt i vandet. Du er dog udstyret med en kikkert, som du kan bruge til at markere de forskellige ting, så de dukker op på det kort, du har adgang til.

Jeg har det ret ambivalent med Submerged, fordi på den ene side elsker jeg nogle af de detaljer, de har arbejdet på, men på den anden side er dets gameplay bare så ekstremt trivielt og kedeligt. Jeg er dog glad for, at jeg gennemførte spillet, da historien begyndte at blive mere spændende, jo længere jeg kom.

Alt i alt er Submerged et okay spil. Jeg ved stadig ikke, om jeg vil anbefale det, da jeg skulle kæmpe mig gennem den sidste del af spillet. Afslutningen på historien gjorde dog, at jeg kunne tilgive det trivielle gameplay en del mere, men om det er værd for andre at spille det igennem, det bliver nok et nej. Jeg har nydt en del af min tid med Submerged, men jeg vil altså ikke anbefale det til andre.

Wolfenstein 2: The New Colossus


Godt gensyn med Blazkowicz der dog mister pusten en lille smule.

Developer: MachineGames
Udgivelse: 27. oktober 2017
Platform: Nintendo Switch, Pc, Ps4 & Xbox One

BJ Blazkowicz er tilbage og på trods af de skader, han fik i The New Order, er han stadig klar på at give nazisterne kamp til stregen. For at være ærlig er han også godt på vej over stregen, og er ikke bleg for at gå all-in på at befri verden fra nazi-styret. Intet får i hvert fald lov til at stå i vejen.

Historien fortsætter, hvor det første spil slap, men springer dog nogle måneder frem, hvor Blazkowicz vågner op på en ubåd, der er under angreb af nazister . Han springer hurtigt op i en kørestol, griber et våben, og så skal der skydes til højre og venstre. Der er vitterligt intet, der kan stoppe ham, og det er en virkelig fed start på spillet.

Hans ødelagte krop betyder dog, at han i starten af spillet er begrænset til 50 hp, men dog kan have op til 200 armor, hvilket påvirker spillet en del mere, end jeg havde regnet med. Du kan stadig overcharge og køre dit hp højere op end de 50, men det løber langsomt ud. Du er dog generelt mere sårbar, når du har så lidt hp til rådighed, så man skal være ret forsigtig i starten.

En anden grund til at være forsigtig er dog også, at spillet har et problem, muligvis et stort problem. Jeg startede spillet på normal, som jeg også spillede The New Order og The Old Blood på, men jeg døde mange gange inden for kort tid. Vi snakker om, at jeg løb ind i en ildkamp og få sekunder efter var død. Den spillestil, jeg havde brugt før, fungerede overhovedet ikke.

Det føltes lidt, som om jeg skulle bruge cover meget mere, hvilket gjorde spillet til en mere langsom affære, hvilket strider direkte imod, at jeg bare gerne vil flyve gennem banen, mens jeg skyder til højre og venstre. Det endte med, at jeg satte sværhedsgraden et tak ned, og så føltes det mere korrekt.

Jeg har overvejet meget, hvad problemet egentlig var, altså hvad der havde ændret sig, og jeg tror det skyldes banedesignet. Der er en række større områder i The New Colossus og større baner betyder flere fjender og flere våben. Kombiner disse med større og åbne baner, hvor du kan blive beskudt fra mange vinkler, og så er du hurtigt i problemer.

Udover dette er det også bare let at fare vild i nogle af de større baner. Der er f.eks. en bygning, der er styrtet halvt sammen, og jeg blev ved med at ende i kælderen, selvom jeg følte, at jeg bevægede mig den korrekte vej. Sådan var det med flere områder, hvor banen loopede rundt om sig selv på de mest kringlede måder. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at man kan aktivere sit waypoint, så det bliver vist på skærmen, og så gik resten en del lettere.

Hvis vi vender tilbage til historien, er modstandsbevægelsen vokset, og nu kæmper de for at skabe en amerikansk revolution, så der kan gøres noget ved nazi-styret. Der bliver introduceret nye karakterer og ligesom i de seneste titler i serien er de virkelig interessante og føles virkelig unikke i spillet. Jeg kom hurtigt til at holde af dem, selv dem der opførte sig mindre pænt. De føles allesammen bare mere menneskelige, når deres små fejl og vaner viser sig.

Jeg er dog lidt trist over, at nogle af karaktererne introduceres ret sent i historien, så man ikke rigtig kommer ind på, hvem de er. Det gør, at de føles lidt som ekstra fyld uden nogen reel grund. Hvis du ikke kommer til at bruge tid sammen med dem, hvorfor skal de så introduceres i en lang cutscene, hvor der lægges op til, at I skal ud på episke eventyr sammen?

Historien haltede dog også lidt hen mod slutningen. Faktisk så meget, at jeg ikke havde opdaget, at jeg var nået dertil, før jeg faktisk var der. I The New Order var der en stor episk boss-kamp mod den store onde gut, mens der i The New Colossus er en kamp mod en række små fjender, lidt flere større pansrede gutter og så en slags superfjende, der dog hurtigt gik ned. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det egentlig var en større kamp, men den var hurtigt overstået og føltes ikke meget anderledes end de fleste andre kampe i spillet.

Generelt føltes det, som om der var lidt et overforbrug af de pansrede fjender, som i længden ikke er specielt interessante at kæmpe imod. De er store, tunge og bevæger sig langsomt rundt, mens de skyder med heavy weapons, der kommer i forskellige udgaver. Oftest fik jeg skudt en af dem ned, og så bar jeg dens våben rundt for at tage mig af resten, hvis der var nogen.

The New Colossus skuffer dog ikke på dets gunplay, og det er stadig fedt at dual-wielde våben for at gå helt amok. En af mine favorit-kombinationer er en semi-automatisk riffel i højre arm og en shotgun i venstre, hvilket giver dig mulighed for at tage dig af fjender både langt væk, men også tæt på. Du kan også opgradere dine våben med upgrade kits, du kan finde rundt omkring, og selvom dette er et simpelt system, så føles ens våben væsentligt stærkere, og det er fedt at få muligheden for frit at kunne vælge, hvad der skal opgraderes.

Udover upgrade kits bliver Blazkowicz også bedre, som du kommer gennem spillet. Du har en række forskellige perks, som giver dig forøgede bonusser, efter du har udført specifikke handlinger. Hvis du dræber en masse fjender med øksekast, kan du holde flere økser på dig. På samme måde er der ved mange af de andre en direkte forbindelse mellem handlingen og belønningen, hvilket gør at din spillestil bliver belønnet.

Nu hvor nævner spillestil er det også værd at nævne, at du får lidt frie tøjler med, hvordan du vil tilgå situationer i spillet. Du kan skyde løs med dine våben og dræbe alting højlydt eller tage en mere stealthy stil og snige dig rundt. Det sidste kan helt klart anbefales, da du på den måde ofte kan undgå at commanders slår alarm og tilkalder forstærkninger.

Udover dette har du også fået lidt friere tøjler med, hvordan du navigerer banerne, da du får adgang til tre forskellige contraptions, der lader dig lave forskellige moves. Den ene lader dig løbe gennem jern-stænger, den anden er et sæt stylter og den tredje lader dig kravle gennem små skakte. Udover de her tre er der også nogle andre abilities, du får med dem, og generelt er det en fed tilføjelse til spillet. Det skaber bare interessante muligheder, når du f.eks. kan nå op til et niveau over dig med dine stylter, mens du beholder dit heavy weapon, som du ellers ville tabe, fordi du skulle kravle på en stige.

Hvis vi vender tilbage til historien og karaktererne, må jeg ikke glemme selve spillets verden. USA styret af nazister er ærlig talt et uhyggeligt sted at bevæge sig rundt i, og især det ene område gav mig lidt gåsehud. Du bevæger dig gennem den her bydel, som føles som en stereotyp amerikansk by, hvor du har en benzintank, en diner og en masse små butikker. Der foregår samtaler på tværs af borde, fra butiksejere til kunder og generelt virker det som et hyggeligt sted.

Når du dog begynder at lytte til samtalerne, kigger lidt ekstra på omgivelserne, så bliver det ekstremt tydeligt, hvor meget nazisterne har påvirket området. Den samtale, der gav mig lidt gåsehud, var en, der startede meget stille og roligt, hvor de snakkede lidt om ingenting, hvorefter det skifter over til en snak om slaver, som om det er helt normalt. Det toneskift, der skete, fik hele scenen til at krakelere for mig, og så var det tydeligt, hvor langt ude det her sted egentlig var.

Udover en spændende verden at udforske så får vi også et indblik i Blazkowicz fortid, mere præcist hans barndom. Det er dog ikke det hyggeligste indblik, da hans far ikke var en særlig rar mand. Tværtimod er han ret skræmmende, og BJs jødiske mor kan ikke hamle særlig meget op mod ham, hvilket skaber nogle ret ubehagelige scener. Det er dog virkelig fedt, at de skaber en større kontekst for spillets karakterer, og jeg glæder mig til at se mere af den slags.

Jeg nævnte, at jeg ikke opdagede, at spillet var slut, før jeg nåede dertil, men det betød dog ikke, at der ikke var mere at lave. Jeg havde godt nok afsluttet historien, men spillet fortsætter og lader én klare en række mindre missioner i de forskellige distrikter, man tidligere har været rundt i. Først skal du dog samle enigma-koder fra commanders, som du derefter afkoder for at åbne op for de her distrikter. Det er et fedt nok koncept, men det blev ret trivielt i længden.

På samme måde blev det ret trivielt at gennemføre de her små missioner, da de alle er ens og handler om at dræbe uberkommandante, en række stærkere commanders og top-ledere i nazi-hæren. De har alle en ret uhyggelig baggrund, som oftest bliver diskuteret af to fjender i starten af banen. Hvis du er tålmodig kan du snige dig over til dem og vente, mens de har en samtale omkring den kommandant, du er på jagt efter, og jeg kan virkelig anbefale dette. Det tilføjer en del til stemningen, når to nazister står og nærmest ryster i bukserne, fordi de er bange for deres chef.

Det blev dog lidt trivielt at skulle gennem de samme baner, som jeg var tidligere, men det var en god undskyldning for at bruge mere tid med The New Colossus’ våben, så jeg har ikke helt lyst til at brokke mig. Samtidig er der også en håndfuld andre sidemissioner, der kan løses i disse distrikter, så der er en meget lille smule variation. Det føles dog lidt akavet at få introduceret spændende fjender, hvorefter du bare smutter hurtigt over og skyder dem ned, lidt antiklimatisk.

En spændende del af dette system er dog måden, du vælger distrikt på. Du har adgang til en slags warmap, hvor du frit kan vælge, hvilket område du vil sejle til. Selvom systemet ikke udnyttes særlig meget i The New Colossus, så bliver det fedt at se, hvad de formår at gøre med det i næste titel. Jeg kan kun forestille mig, at de vil udvide konceptet, så man får endnu mere frihed i selve historien.

Alt i alt har jeg været godt underholdt af Wolfenstein 2: The New Colossus, men samtidig har det været en ret ambivalent oplevelse. Sværhedsgraden drillede, banedesignet halter på nogle punkter, historien føles kort og slutningen ret antiklimatisk.  Der lægges dog meget op til steder, hvor næste titel i serien kan forbedre features og udvide koncepterne .Uanset hvad er det stadig et virkelig godt spil med mindst lige så mange højdepunkter, så jeg vil helt klart anbefale det.

Q.U.B.E. Director’s Cut


Kreative puzzles hvor du manipulerer farvede objekter.

Developer: Toxic Games
Udgivelse: 22. juli 2015
Platform: PC, Ps3, Ps4, Xbox One & Wii U.

Dette var min anden gennemspilning af Q.U.B.E., og jeg var ret spændt på at se de nye ting i spillets Director’s Cut-udgave. Det viste sig dog at være mindre overvældende, end jeg havde forventet, men jeg må dog indrømme, at undertitlen er retfærddiggjort.

Q.U.B.E. er en first person puzzler, hvor du manipulerer forskellige objekter med dine handsker. Hvert objekt har en bestemt farve, der bestemmer objektets adfærd, som du så frit kan lege rundt med. En af de første af disse er f.eks. en rød klods, som du kan hive op af gulvet. Du kan gøre dette tre gange, som er max for denne klods, og så har du muligheden for at sænke den igen.

Andre klodser inkluderer en fjeder-lignende klods samt en række andre, men efterhånden, som du støder på nye klodser, bliver der skabt fede puzzle-koncepter gennem kombinationen af disse. Q.U.B.E. er et af den slags spil, som man i starten forventer bliver lidt trivielt, men der er helt styr på spillets tempo, og kreativiteten er i top.

Jeg vil helst ikke afsløre alt for meget, da en del af spillet også handler om at blive overrasket. Jeg vil dog sige, at det er forfriskende at se et spil formå at skabe så stor variation i sine puzzles med så simple koncepter, som de her klodser egentlig er. Samtidig er spillet virkelig lækkert at se på, dog på sin helt egen måde.

Udover de farvede objekter er resten af spillets verden bare hvid, opbygget af de her hvide klodser. Normalt vil det være kedeligt at se på, men her fungerer det bare, fordi det er med til at give følelsen af, at man befinder sig i et sterilt område. Man føler sig lidt som en rotte i en labyrint eller et slags testfacilitet. Samtidig får det bare farverne til at stå endnu tydeligere frem og skaber dermed en fantastisk kontrast i spillets baner.

Inkluderet i Director’s Cut-udgaven er en historie, hvor det originale ikke havde nogen. Der var det bare et rent puzzle-spil uden noget andet, mens der nu er skabt en hel narrativ, der fungerer som en slags kontekst. Jeg har det dog lidt ambivalent omkring dette.

Historien er som sådan fin nok og bliver fortalt gennem radiokommunikation, mens du bevæger dig rundt. Jeg synes dog den virkede lidt ligegyldig, fordi det netop bare var korte klip, og spillet er lige så godt uden historien. Den gav mig ikke ekstra incitament til at fortsætte med at løse puzzles, så spillet kan fint stå på egne ben uden den.

Alt i alt er Q.U.B.E. et virkelig fedt puzzle-spil, som dog risikerer at blive kaldt en portal-klon udelukkende pga. dets udseende. Dets puzzles ligger dog et stykke væk og er ekstremt kreative. Jeg har nydt min genspilning af det ,så jeg vil anbefale det meget.