SNES Classic

Da jeg først spottede et godt tilbud på en SNES Classic, var det nysgerrighed, der fik mig til at læse nogle anmeldelser. Den lød dog ret spændende, men jeg var stadig i tvivl, og når jeg er i tvivl om et køb, så læser jeg flere anmeldelser. Efter at have læst en god del, så læste jeg endnu flere, og da gik det op for mig, at jeg ikke læste anmeldelserne, fordi jeg var i tvivl mere, men fordi jeg bare var så nysgerrig og spændt på den lille maskine.

Det var derfor let at tage en beslutning, og der står nu en fin lille SNES Classic ved siden af resten af konsollerne. Jeg har aldrig ejet en SNES eller spillet på en før, men det fine udvalg af spil gjorde det alligevel til en ret attraktiv konsol. For at være helt fair så har jeg som sådan faktisk spillet et par SNES-titler, da jeg havde Super Mario Advance 2: Super Mario World til min Game Boy Advance, så jeg har alligevel en ide, om hvad jeg skulle forvente.

Jeg har kun brugt omkring 10 timer med min SNES Classic, men jeg føler allerede, den har fortjent en hædersplads på hylden. Fra man tænder den, til den bliver slukket, er det bare en fryd at bruge den, og overordnet har den været helt perfekt til at slappe af med. Den er ren plug ‘n’ play som i, at du sætter strøm og HDMI til, plugger en eller to controllere i, tænder den og sekunder efter kan du være inde i dit spil.

Der skal ikke bruges tid på opdateringer, software-installationer eller noget andet, og det fungerer bare, som det skal. Det er så uendeligt rart, når jeg er begyndt at blive træt af, at plug ‘n’ play-konceptet, som jeg personligt altid har elsket netop ved konsollerne, er forsvundet en god del. Samtidig holder spillene sig ekstremt godt, og for en helt ny spiller som mig er det ekstra interessant at dykke ned i spillene.

For andre handler det ofte om nostalgi, men jeg har aldrig fået spillet Zelda, Donkey Kong Country eller andre af de stor SNES-titler. Mit kendskab er så begrænset, at jeg konstant bliver overrasket, men det faktum, at jeg stadig føler mig underholdt, siger så ekstremt meget om kvaliteten af spillene.

Spil-udvalget er også så bredt, at der er noget for enhver, uanset hvilken genre, man er til, hvilket jo bare er en bonus. Man kan let falde ned i et hul med en enkelt genre, når det gælder klassikere, så det er rart med en del diversitet her.

Nu hvor jeg har rost SNES Classic for at være plug ‘n’ play, så kommer det næste til at lyde ekstremt hyklerisk. Jeg er ret vild med, at man uofficielt kan tilføje flere spil til konsollen. Dette er dog det modsatte af plug ‘n’ play, hvor der skal installeres et program på computeren, filer skal hives frem og tilbage, og generelt skal man lige sætte sig ind i det først.

Det er dog stadig en virkelig let proces, som tager meget kort tid, så det, at systemet er lavet, så det her er muligt, er for mig kun et plus. Ikke at jeg regner med at blive træt af de 21 spil, der allerede er tilgængelige, men det er fedt med muligheden for at udvide biblioteket.

Selvom jeg ikke har et nostalgisk forhold til størstedelen af de tilgængelige titler, så ligger der dog stadig et nostalgisk element i min ros. Noget af dette kommer dog som konsekvens af et par problematiske punkter ved konsollen; korte controller-kabler og reset-knappens placering på selve maskinen.

NES Classic fik en del kritik, fordi controller-kablerne var meget korte, og på trods af at SNES Classic har længere kabler, så skal du stadig sidde forholdsvis tæt på selve konsollen. Dette er dog alligevel ret ideelt, fordi den ekstremt vigtige reset-knap er placeret oven på konsollen.

Det nostalgiske element kommer for mig ved, at jeg pga. vores nuværende set-up er nødt til at sidde på gulvet foran tv’et for at kunne nå med controlleren samt let at kunne nå reset-knappen. Det bringer mig fuldstændig tilbage til, da jeg var lille og sad på gulvet foran min Ps2, satte skiven i, spillede startede, og så var underholdningen allerede i fuld gang.

Der bliver altså skabt et perfekt nostalgisk øjeblik, hvor jeg virkelig bare nyder simpliciteten og det at kunne spille uden at tænke på noget andet end bare spillet. Det er så uendeligt rart, og hvor er jeg glad for, at jeg fik købt en SNES Classic.

Nu har jeg nævnt reset-knappen en del gange, men ikke forklaret hvorfor den er så vigtig at have adgang til. Når du har startet et spil, skal du bruge den til at vende tilbage til hovedmenuen, hvor du kan gemme, indlæse, starte et andet spil osv. Det kunne have været rart med den placeret på controlleren, men det ville højst sandsynligt se ret malplaceret ud. Samtidig ville det også ødelægge illusionen om, at man sidder med en SNES controller.

Når du skal gemme, har du adgang til fire save states/suspend points, som du når som helst kan gemme dit spil i. Det fungerer ekstremt godt men er samtidig et system, der er meget nemt at misbruge, hvis det bruges som quicksaves. Det er dog en del af pointen med systemet, at det skal bruges lidt på den måde, da der er inkluderet en funktion kaldet Rewind.

Med Rewind kan du ved dine save-states spole et kort stykke tilbage, så hvis alting går galt, kan du hurtigt trykke på reset-knappen og så spole tilbage til et punkt, hvor du f.eks. havde mere liv.  Jeg har brugt dette flittigt, når jeg f.eks. er gledet ned fra en kant i Super Mario World eller har ramt adskillige fjender i træk i The Legend of Zelda: A Link to the Past.

En lille men genial detalje ved SNES Classic er også, at den har en fancy standby-funktion, hvor Mario og Luigi dukker op og begynder at lege med menuer, afspille trailers og endda også dine savestates. Selvom det som sådan er en ligegyldig funktion, så er det bare ret hyggeligt, når man lige kigger væk et øjeblik og så leger maskinen selv rundt.

En fed detalje ved SNES Classic er også, at den kommer med to controllere, så du er fuldstændig klar til at spille de forskellige multiplayer-spil, der er inkluderet i pakken. Igen føles det virkelig bare som plug ‘n’ play, selv for to spillere.

Hvis jeg har fået overbevist dig om, at en SNES Classic er alle pengene værd, så vil jeg også anbefale dig at tjekke det ene menupunkt ud en ekstra gang, når du får den sat op derhjemme. Dette punkt er nemlig spil-manualerne, hvor en QR-kode henviser til alle de forskellige spils manualer.

Jeg har indtil videre nydt at læse i disse, da de giver så ekstremt mange informationer, der muligvis ikke er til at finde i spillet. Der blev f.eks. givet en lang baggrundshistorie til Zelda, nævnt en hemmelig Cup i Super Mario Kart og forklaring af diverse objekter i Donkey Kong Country. Det er også bare endnu et godt eksempel på, at den her maskine er fra en anden tid. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har set et spil gemme dets introduktion bag 5-6 siders læsning, efterfulgt af et par ekstra sider til hvis man nu var i tvivl om noget.

Alt i alt får man virkelig meget for pengene. Udover den gode samling spil er der også bare så mange fede detaljer og funktioner tilføjet ved konsollen, at jeg ikke kan andet end at anbefale den. Den er i hvert fald allerede blevet en kilde til ekstremt meget hygge og underholdning herhjemme, og jeg er overbevist om, at den kan gøre det samme for andre.

 

 

PlayStation VR

Min svigerfar scorede ekstremt mange points her forleden, da han sendte mig et link til et salgsopslag på FB. En person i nærheden solgte PS VR + kameraet forholdsvist billigt, så vi smed et bud i auktionen og krydsede fingre. Heldet var med os, og vi inviterede den virtuelle virkelighed velkommen!

For at skabe en lidt mere sammenhængende gennemgang tager vi en række forskellige punkter, som de passer ind i processen, når man bruger headsettet. Vi starter derfor med opsætningen og ender ved spillene.

 

Spaghetti-kaos

Jeg har læst en del steder at opsætningen af PSVR er ret lige til, og det var meget den samme oplevelse, jeg fik. Der er en oversized guide der med pædagogiske illustrationer fint viser hvilke kabler, der skal bruges de forskellige steder. Udover headsettet er der en lille processor-unit, der skal sættes op, og for at være ærlig komplimenterer den kun konsollen. Vi havde i forvejen et spaghetti-kaos under tv’et, og selvom opsætningen af PSVR er let nok, så har det ikke hjulpet på kaosset.

 

Komfortabel frygt

Når du skal opsætte selve headsettet er der igen en virkelig fin guide, men jeg må indrømme, at jeg stadig var lidt bange i starten. Det føles ikke som billigt plastik, men man skal lige finde ud af tricket med at holde det ordentligt samtidig med, at man hiver bag-støtten tilbage. Første gang var jeg lidt bange for at ødelægge noget, men man lærer hurtigt, at det holder til det.

Når det endelig er på, er det ekstremt komfortabelt, hvilket jeg ærlig talt ikke havde regnet med. Det er alligevel en del vægt, du får smidt i panden, men pga. dets design mærker man det ikke. Jeg vil dog sige, at det kan tage lidt tid at lære at sætte headsettet helt ordentligt, så tekst f.eks. ikke sløres. Ofte er det små justeringer, der kræves, men man skal lige lære de små tricks til at gøre dette først.

På kablet op til headsettet sidder der en lille hvid boks, som har en tænd/sluk-knap samt mute og volume op/ned. Derudover kan ens headset indsættes i denne hvide boks, så du får fuldendt din VR-oplevelse med ordentlig lyd.

 

Get moving or Dualshocking?

En stor del af VR-titlerne kan bruges med både Dualshock 4 og Move Controllere, hver med sine fordele. Med Dualshock 4 har det den velkendte fornemmelse af, hvor alting er henne samt flere knapper at gøre godt med. Med Move Controllere har du to punkter, du kan styre i hver sin retning og dermed udføre flere VR-handlinger samtidig.

Et eksempel kan være, at du med en Dualshock 4 reloader et våben med et tryk på en knap, mens du med Move Controllere selv skal gribe et magasin og hive over til pistolen. Det ene skaber helt klart mere immersion og gør nogle situationer meget intense, når du taber et magasin eller fjoller rundt med det.

Noget, jeg skal huske at nævne her, er tracking, som jeg faktisk er blevet ret overrasket over. PlayStation-kameraet er ekstremt godt til at tracke både Dualshock 4 og Move Controllerne, når lyset er ordentligt. Jeg har haft lidt floating, når jeg har spillet om dagen, da der kommer ret meget lys ind i vores stue, men det blev hurtig løst med persiennerne nede. Det er dog en ting, man skal være opmærksom på, da det hurtigt kan ødelægge ens oplevelse, hvis ens virtuelle hænder glider rundt.

 

Skærmen…e

Der er ingen tvivl om, at det grafiske tager et dyk, når du tager PSVR på. Jeg har det dog ret ambivalent med dette punkt. På den ene side gør det mig ikke så meget, når jeg f.eks. spiller et spil som Tethered, hvor det virkelig fanger min opmærksomhed, og jeg alligevel ikke tænker over det. Men så er der også titler som Driveclub VR, hvor bilens interiør er ekstremt detaljeret, men lige så snart du er ude på banen… så ja.

Jeg havde en del problemer med at se, hvordan banen snoede sig, hvilket var lidt øv, når det nu er et bilspil. I andre spil er det grafiske dog også virkelig lækkert som Statik, hvor de mange puzzles-boxes er fyldt med detaljer, som er en fryd for øjet. Eller i andre titler, hvor du har en ekstremt detaljeret virtuel Dualshock 4, hvor en ting som hullerne til skruerne på bagsiden er inkluderet.

 

Køresyge under kørsel?

Nu nævnte jeg Driveclub VR, og jeg forstår godt, hvad folk mener når de har sagt, at de fik det dårligt af spillet. Jeg må indrømme, at jeg allerede mærkede et eller andet i maven, da jeg bare sad i et preview af bilen. Her kan du skifte rundt mellem kameraer, både i og uden for bilen og så stirre på de mange detaljer. Som jeg nævnte er det virkelig detaljeret, hvilket gav mig den første fornemmelse af at være et helt andet sted. Jeg følte virkelig, at jeg sad i en bil og ikke bare i min grå sofa.

Da, jeg kom ud at køre, var der dog ingen problemer, og det var stadig bare følelsen af, hvor surrealistisk en oplevelse det var, som hang i maven. Af alle de andre titler, jeg har oplevet, var der kun en som gjorde mig reelt utilpas, og det var RIGS, tak PS+!

Det giver dog god mening, hvorfor jeg fik det skidt, da du med den ene analog-pind styrer din mechs bevægelser, den anden pind kan du bruge til at styre din generelle retning, mens du sigter ved at kigge rundt. Det lyder fint nok, ikk? Så forestil dig at du spurter gennem en arena, springer op i luften, skyder skydeskiver til højre og venstre… jep, der gav min krop lidt op, og jeg blev nødt til at holde en pause. Et par timer senere var jeg dog frisk igen, men RIGS blev lagt på hylden for nu. Efter den tur har jeg dog læst, at man godt kan opbygge immunitet til køresygen ved RIGS, så det skal da have en chance til på et andet tidspunkt.

Jeg skal i forbindelse med dette også nævne, at en del VR titler, der involverer lidt mere bevægelse, har en række comfort settings, der kan hjælpe på køresyge og den slags.

 

Ligesom i biografen!

Nu hvor PSVR også kan bruges som en “almindelig” skærm, synes jeg også, det er værd at nævne, hvordan det er at se film med headsettet. Først og fremmest tager kvaliteten jo automatisk et slag, så hvis du er typen, der går op i at have den højeste billedopløsning osv, så er det helt klart ikke PSVR, du skal se film gennem.

For dem, der ikke har noget imod den slags, er der tre muligheder at vælge imellem i forhold til størrelsen af din virtuelle skærm. En lille, mellem eller stor virtuel skærm, og jeg vil anbefale dig at bare holde dig til lille eller mellem. Den store skærm kræver, at man sidder og drejer hovedet unødvendigt meget. Forestil dig, at du sidder helt forrest i biografen. Det er nogenlunde, sådan det føles, når du vælger den store virtuelle skærm.

Ved den mellem størrelse, som jeg har skærmen på, er der stadig plads til, at du kan dreje hovedet lidt for at fokusere på noget i hjørnet af skærmen, men det er ikke noget, der generer på nogen måder. Den lille skærm, følte jeg ærlig talt bare, er alt for lille i forhold til, at jeg jo har et PSVR på hovedet og jo lidt forventer, at jeg kan stirre på en virtuel skærm.

 

Spil og oplevelser

Tumble VR handler om at lege med klodser på forskellige måder.  Du skal bygge tårne, sprænge dem i stykker, manipulere laserstråler med specielle klodser og generelt bare lege rundt med klodserne. Det lyder måske ret simpelt, men det er virkelig bare sjovt at stable de mange klodser, da de har forskellige værdier og former, så der er masser af plads til fejl. Jeg endte f.eks. med at vælte et virkelig højt tårn, da jeg ikke havde opdaget af den sidste klods var virkelig tung.

I Statik er du fanget i en slags testcenter fastspændt på en stol med en spøjs puzzle-boks på dine hænder. Nu skal du så eksperimentere med samtlige knapper på din Dualshock 4 for at finde frem til løsningen og tro mig, det er ikke altid lige til. For at være ærlig skal du oftes tænke ud af boksen… for at løse boksen. Der er også en historie i Statik, men jeg vil undlade at komme ind på den, da den på trods af at være i baggrunden er ret spændende og har nogle virkelig fede øjeblikke.

Job Simulator kender de fleste nok efterhånden, men det har jeg også hygget mig lidt med. Jeg har kun fået prøvet kontor-delen af spillet, men her var der også plads til virkelig meget spas. Jeg skød hæfter afsted mod alle mine kollegaer, lavede falske penge, rystede en automat, tegnede sjofle tegninger, der efterfølgende blev printet ud og stillet op på en hylde og en del andet. Job Simulator er dog en af den slags titler, der virkelig kræver, at man har lyst til at fjolle rundt. Hvis du går ind i spillet med en forventning om klare mål, som bare skal gennemføres lige efter hinanden, bliver du helt sikkert skuffet. Hvis du derimod elsker at eksperimentere vil du elske, hvor mange muligheder spillet giver dig i de forskellige miljøer.

Thumper er måske lidt snyd at inkludere, da det sagtens kan spilles uden VR. Jeg vil dog argumentere for, at det skal spilles med et VR-headset, da det ændrer markant på spillets stemning. Spillet er allerede lidt dystert i tonerne, men når du kombinerer det med muligheden for at stirre ud i dybet af ingenting bortset fra mørke… spillet bliver så meget mere dystert, og hvis du først begynder at følge banen frem, vil du se den forsvinde ind i dybet. Derudover er spillet bare virkelig fedt og kan stadig anbefales uanset, om du har VR eller ej!

PlayStation VR Worlds er en håndfuld forskellige spil/oplevelser, der kan ses som en slags nem intro til VR. Det er den slags titel, der næsten burde følge med som standard, da den viser en del forskellige muligheder frem ved VR. Dette kommer endda fra en, der kun har fået spillet The London Heist og Ocean Descent. Titlerne afslører ret meget, hvad det handler om, og det eneste, jeg har lyst til at klage lidt over, er, at de hælder til den korte side. Der er dog nogle fede sektioner i London Heist, som jeg sagtens kunne finde på at genspille.

Det var bare nogle af de spil, jeg har fået prøvet indtil videre, og selvom jeg ikke føler, jeg har fået særlig mange timer under bæltet, er jeg allerede ret spændt på fremtidige VR-titler. Se f.eks. den her liste, hvor der er adskillige spil, jeg uden tvivl skal have spillet! Og bum, så fik jeg skrevet lidt om mine oplevelser med VR!