MarvelWatch! Iron Man

Jernmanden! Manden lavet af jern, eller mere præcist omgivet af jern, udstyret med jern, ejer af jerndragten… ja okay. Eller bare playboy billionær Tony Stark, ejer af Stark Industries, et firma med fokus på våbenproduktion.

Iron Man var den første film i Marvel Cinematic Universe, jeg fik set, så den har virkelig en special plads i mit hjerte. Der er bare noget over de første film, en slags uskyldighed, der forsvinder efterhånden, som større trusler dukker op i superheltenes liv. De får det i hvert fald ikke lettere. Nå, tilbage til filmen!

Tony Stark er et røvhul. Der er ingen vej uden om det. Han er en arrogant skørtejæger, der ikke overholder sine aftaler, lader sine venner vente på sig og er et gennemført fjols. Han får sig dog en ret alvorlig øjenåbner, da han vågner såret op i en støvet hule med en elektromagnet i sin brystkasse. Denne forbundet med et bilbatteri han bærer med sig rundt. Det er knapt så fedt.

Han slipper dog ud af hulen ved en prototype af Iron Man-dragten, og det er ret fedt, fordi vi får en tydelig udvikling af dragten. Hans første design er simpelt og efterhånden bliver de mere elegante og brugbare.

Øjenåbneren, jeg nævnte, kommer til udtryk ved, at han lukker ned for Stark Industries’ våbenproduktion, men han fortsætter med sin arrogante attitude. Denne gang dog med fokus på at bygge Iron Man-dragten for at beskytte i stedet for at ødelægge, som alle de tidligere solgte våben har gjort.

Hovedskurken i Iron Man er ret fed, da hans motiv er ret nemt at forstå og forholde sig til, nemlig penge. Han vil bare gerne være rig i en fart og tyr derfor til alle metoder, koste hvad det vil. Det bliver samtidig til en personlig kamp for Tony, så ja, virkelig lækker skurk.

Samtidig møder vi Tonys livvagt Happy samt hans assistent Petter Potts. Ikke at det virker til, at de bare skal være venner, for der bliver flirtet godt og grundigt, selvom Tony springer på samtlige piger, der bare så meget som blinker i hans retning.

Men Tonys personlighed er ret meget Iron Mans charme, for han er en arrogant skid, der har noget at have det i. Han er et geni, han ved det, og han lægger virkelig ikke skjul på det.

Det positive

  • Iron Man er bare fucking sej
  • Tony Stark er bare flabet!
  • Iron Man dragtens røde farve er pæn

Og nu til det sværeste, for hvor i alverden skal Iron man placeres. Min første tanke var over Captain America, men jo mere jeg tænkte, jo mere blev jeg i tvivl. Jeg ved det virkelig ikke!

Under, for Captain America har Steve Rogers som er virkelig nice, men det her er jo Iron Man, som også er en ret fed karakter. Arrgh altså!

Jeg tror, at det bliver skurkene, der afgør det for mig for selvom Captain America: The First Avenger har flere virkelig geniale jokes, så er Red Skull bare ikke lige så interessant som Tonys best bro, der stikker ham i ryggen. Samtidig kan jeg meget nemmere forholde mig til hans ønske om en masse penge i forhold til Red Skulls masseødelæggelse.

Derfor ser ranglisten sådan her ud:

  1. Iron Man
  2. Captain America: The First Avenger

MarvelWatch! Captain America: The First Avenger

Så blev det tid til The Cap, kaptajnen over alle kaptajner. Jeg har haft et lidt spøjst forhold til netop denne film, da den er et lidt mærkeligt mix. På den ene side har du klassisk krigsfilm, hvor en gruppe soldater bruger deres forskellige specialiteter til at tage sig af nazister, mens man på den anden side får en supersoldat samt rebrandede nazister med supervåben der forvandler alle modstandere til ingenting, puf!

Samtidig føles det lidt fjollet, at filmen lidt lægger op til, at alle kan gøre en forskel, og at alle burde gøre hvad de kan… når hovedpersonen bliver pumpet op gennem et eksperiment, hvilket lader ham gøre de ting, han kan. Men hey, der er nogle ret fede ideer, når det kommer til Steve Rogers personlighed, da han er en helt igennem god fyr, der bare gerne vil beskytte alle andre. Fuckin’ Cap altså, han er bare en flinker’ fyr.

Filmen er nu også ret god, fyldt med humor, action, spænding, sorg… eller i hvert fald med en sørgelig situation. Resten er action og gode jokes. Filmen skal i hvert fald have ros for at springe i tiden, som den gør. Der er intet ligegyldigt mellemfyld, men korte montager, der beskriver længere perioder. Ren luksus når man genser filmen igen igen.

Captain America er generelt også bare en fed helt. Fyren løber rundt i en stram dragt kun bevæbnet med sine næver og et skjold det meste af tiden. Hvor meget sejere bliver det end det! Okay, måske andre superhelte er lidt sejere, men hans brug af skjoldet er ret cool.

Som nævnt tidligere er hans værdisæt også bare helt i orden. Han er klar på at ofre sig for at beskytte andre, og han er ikke bange for at få lidt tæv. En af mine yndlingsscener fra filmen viser også dette.

Steve Rogers er kommet ind i militæret, og de fleste tvivler på hans evner. Især Colonel Phillips som midt i en samtale med Dr. Erskine tager en granat ned fra en lastbil og kaster midt ud blandt rekrutterne. De fleste spurter væk, mens Steve Rogers smider sig direkte ned på den, og da Peggy Carter nærmer sig, vinker han hende væk. Det er dog en træningsgranat, så ingen kommer til skade, men det fanger hele Steve Rogers personlighed i en 30 sekunders scene.

Når vi har en superhelt, skal der næsten også være en superskurk, og det har vi også her. Red Skull, en fyr med et rødt hoved og overmenneskelig styrke. Jeg synes faktisk oprigtigt, at det er en fair beskrivelse af ham, hvilket jeg ikke ved, siger mere om mig end om ham som karakter. Han er da spændende nok, men hans plan virker bare lidt fesen og tja. Det største kompliment er, at han er god til at få tæv af Captain America.

Det positive

  • Cap tæver nazister, hårdt!
  • Hans skjold er rimelig blæret
  • Red Skulls red skull

Ranglisten

  1. Captain America: The First Avenger

MarvelWatch! Excelsior?

Der er efterhånden kommet så mange Marvel-film, at det er blevet rimelig uoverskueligt. Hvor skal man starte, hvilke skal eller kan man skippe, hvilke skal man bare se?! Jeg ved det ikke, for det er ret lang tid siden, jeg selv har set dem.

Derfor er det tid til Marvel Watch! Watchers assemble!.. eller noget. Jeg har sat mig for at få set/genset samtlige Marvel-film og så smide dem ind på en rangliste, så jeg kan finde ud af, hvilke af dem, der er mine favoritter og hvilke, der bare skal fejes ind under gulvtæppet.

Jeg har valgt at fokusere på filmene og ikke andet som f.eks. tv-serierne, da det vil gøre det endnu mere uoverskueligt. Samtidig har jeg valgt The Incredible Hulk (2008) fra, da jeg virkelig ikke orker at se den igen og samtidig føles den ret meget som en bob bob del af Marvel Cinematic Universe.

Ellers er planen at se dem i den rækkefølge, de er blevet udgivet og ikke kronologisk rækkefølge. Jeg er ærlig talt ret spændt, for det er virkelig noget tid siden, jeg har set visse af filmene, mens det ved andre bliver første gang. Det er i hvert fald en blandet pose, jeg går i gang med.

En lille men muligvis vigtig detalje at have med er, at jeg ikke ser post-credits scenerne. I biografen er jeg fast snøler, der altid bliver siddende i lidt for lang tid for at få det med, men nu bliver det altså bare filmen og ikke andet. Så kan jeg altid vende tilbage til dem senere.

Forresten undskyld for ved første film har jeg allerede ødelagt mit system med at se dem i udgivelsesrækkefølgen. Den første film, jeg satte på, var nemlig Captain America: The First Avenger… ups.

 

Sekiro VS. Easy Mode

Sekiro: Shadows Die Twice – From Software

Endnu en gang flammer diskussionen op, om hvorvidt et spil fra FromSoftware skal have en easy mode. Det er næsten blevet standard et par uger efter, de udgiver et nyt. Hver gang er det samme fremgang, hvor en artikel bliver udgivet efterfulgt af et ramaskrig fra diverse tosser.

Denne gang er det en artikel fra Dave Thier på Forbes, og jeg synes næsten, vi skal starte med at bare udelukkende kigge på artiklen. For det er vildt, hvor mange folk der misser hans pointe fuldstændig.

Først er Dave meget klar omkring, at han tager en gammel diskussion op igen, hvorefter han forklarer konteksten og kommenterer:

“The fact that these games don’t have any difficulty settings means that only a certain sort of player with time, inclination, reaction speed and lack of physical issues will ever see the final boss fight anywhere but on Twitch. This is a problem.

Læg især mærke til “Lack of physical issues” for dette bliver overset af virkelig mange.

Herefter roser han spillet og påpeger, at han elsker spillene for mange andre ting end sværhedsgraden. Igen en pointe mange misser. Han nævner f.eks. spillenes world building og character design. Generelt roser han From Softwares spil virkelig meget.

I det følgende afsnit påpeger han, at mange flere ville kunne opleve From Softwares fantastiske spil, hvis der blev inkluderet en easy mode. Især Sekiro, da det ikke har nogen summon-funktioner, så hvis du sidder fast er der ingen hjælp at hente udefra.

Og så kommer der den del, som jeg tror pisser mange af, fordi de ikke læser videre end overskriften eller misforstår artiklens pointer igen igen. Om hvorvidt spillet respekterer spilleren mere eller mindre ved inklusionen af en easy mode.

Hans argument er, at spillet respekterer spilleren mere, hvis de får valgmuligheder i stedet for at blive behandlet som en person, der ikke kan stoles på, hvis de får muligheden for en easy mode. Han påpeger, at det føles lidt, som om spilleren ikke kan håndtere muligheden for en easy mode og konstant vil “misbruge” funktionen.

Dave kommer derfor ind på et konkret eksempel, Celeste (fantastisk spil!), hvor det netop er et virkelig udfordrende spil, der kom med en assist mode, hvor du kan skrue på virkelig mange knapper for at gøre spillet så tilgængeligt som muligt. Spillet anbefaler dig at spille på standard først, men shamer dig på ingen måder for at bruge assist mode, og vupti, så blev spillet tilgængeligt for mange flere spillere uden at det ødelagde oplevelsen af spillet for dem, der ikke brugte assist mode.

En af hans sidste pointer er, at en easy mode på ingen måder vil ændre kerneoplevelsen af Sekiro, men i stedet give flere folk mulighed for at opleve spillet.

Sådan, så er vi gennem artiklen og var der virkelig noget her, som gav dig lyst til at brøle gennem skærmen, flå trøjen af og skrige videre som en gal gorilla, hvis banan var blevet muggen? Nej, forhåbentlig ikke. Hvilket jeg virkelig mener. Jeg håber ikke, at du er blevet vred over hans artikel, for den var ret afslappet og gav nogle gode pointer til, hvorfor en easy mode kunne være fint at have.

Responsen derimod er da totalt til grin. Bare se på mængden af folk, der sviner ham til, brokker sig over alt mulig irrelevant, bare misfortolker artiklen og spreder misinformation. Det er altså vanvittigt over en artikel, der er så nede på jorden omkring emnet. Som med så mange andre emner… det her er en diskussion omkring et computerspil, det gælder ikke liv eller død.

Personligt kan jeg sagtens følge hans argumenter og er ærlig talt helt enig. Jeg kan ikke se noget problem i en easy mode i From Softwares titler. Jeg har før været lidt på vippen, fordi sværhedsgraden føles som så essentiel del af spillet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg indset, at sværhedsgraden i spillene består af mange forskellige elementer.

Lad os sige, at alle fjender i Dark Souls får halvt liv og skader kun halvdelen af, hvad de plejer. Du vil kunne komme lettere gennem kamp, men der er stadig en verden, der i sig selv vil dræbe dig. Der er fyldt med fælder, status ailments, lumske gange, mimics og alt mulig andet som stadig vil være det samme.

Bare det at navigere i spillene er jo en del af sværhedsgraden såvel som alt andet. Selv den sparsomme intro samt uigennemskueligheden ved det meste udstyr og stats er jo med til at skabe en følelse af fremmedhed, som om spillet ikke vil have dig til at spille sig.

Dette er en af grundene til, at jeg ikke helt forstår modviljen til en easy mode, for kerneoplevelsen af et udfordrende spil i en fjendsk verden vil stadig være til stede. Hvis From Software implementerede en easy mode, ville de gøre det på en ordentlig måde jo. Hvorfor forventer folk, at artikler som Daves er et ønske om at kunne flyve gennem spillene, for det er det jo netop ikke. Gad vide om de bare endnu en gang bevidst misforstår pointen… tja.

Helt personligt så elsker jeg bare at bevæge mig rundt i verdenener og undersøge alting. Der er så mange små diskrete fortællinger fortalt gennem miljøerne eller vage beskrivelser af objekter, der tilsammen bliver del af en større fortælling. Det er så blæret en måde at fortælle en historie på, og jeg ville ønske, at flere kunne opleve denne del uden at ende med at sidde fast.

Samtidig er jeg lidt forarget over mængden af elitære svar, artiklen har skabt. Der er vildt mange, der kommenterer, at folk bare skal finde andre spil, at de bare skal tage sig sammen, klassikeren “git gud” eller lignende svar, der alle fuldstændig misser pointen. Det er også ret sørgeligt og frustrerende at se From Softwares fantastiske spil blive beskrevet på en måde, der reducerer det til en titel, hvis eneste styrke er sværhedsgraden. Der er så meget mere i de spil, så også ret forfærdeligt, at en stor del spillere åbenbart ikke opfanger andet end sværhedsgraden.

Hvis jeg er helt ærlig, så er jeg ret overbevist om, at det for mange bare handler om et småligt egotrip, en slags gatekeeping omkring en præstation, som på en eller anden måde er ligegyldig. Tillykke, du har klaret Dark Souls – Må alle andre komme ind og opleve verdenen nu?

Jeg skrev i en kommentar til emnet, at jeg havde klaret Dark Souls-serien + Bloodborne med samtlige achievements/trophies, ikke fordi jeg ville prale, men fordi jeg vidste, at min kommentar med det samme ville blive skudt ned, hvis folk mistænkte mig for ikke at have spillet spillene. For hvordan kan en, der har gennemført spillene vælge ikke at deltage i at holde lågen lukket!? Forkasteligt!

Hvis vi vender tilbage til, at mange misser pointen af artiklen, så sker det faktisk også blandt hans kolleger. Hans kollega Erik Kain misser fuldstændig pointen med dette svar. Det er ret komisk og derefter også lidt tragisk, at han ikke lige har spurgt, hvad Dave mente i stedet for at svare på noget helt andet.

Det har virket til, at en stor del af debatten også har kørt på det med at respektere spilleren, hvor nogle mener, at det vil være totalt disrespekt, hvis der var en easy mode. Igen kan jeg ikke helt se problemet og har folk ikke nok selvkontrol til ikke at lade sig lokke af en easy mode, hvis de sidder fast?

Størstedelen af de argumenter, jeg har set imod en easy mode, har kunne koges ned til, at folk bare ikke vil dele plads med andre, medmindre de har spillet præcis det samme som dem selv, altså på samme sværhedsgrad. Det føles lidt som en elitær gruppe, der hælder olie hele vejen ned ad et bjerg, så andre ikke kan kravle op.

Problemet er bare, at resten ikke vil op på toppen, men bare nyde udsigten halvvejs oppe. Hvad er problemet så med at lade dem gøre det. Mit bud er, at ingen, der spiller et From Software spil på easy mode, vil gå ud og prale med, at de har gennemført spillet. Ikke når der er en gruppe spillere, der kan gennemføre det med tæerne på Donkey Kong bongo trommer.

Det er jo virkelig bare latterlig gatekeeping. Det handler bare om, at nogle ikke vil have at andre kan sige, at de har gennemført et bestemt spil, fordi de brugt en easy mode til at komme forbi dele af det. Hvilket til dels er ret sørgeligt, fordi de her personer åbenbart tillægger det at gennemføre et spil en ekstremt stor universel værdi. #gamercred?

Dermed ikke sagt, at det ikke er en præstation at gennemføre Dark Souls 1-3 eller Bloodborne. De har en ret hård introduktion, der kræver en del tålmodighed, men når man først har lært logikken og fundet ud af systemerne, så kører en stor del af spillene nærmest på auto-pilot. I det første Dark Souls kan du snurre rundt om størstedelen af fjenderne og let stikke dem i ryggen. Det er i hvert fald spil, hvor man sagtens kan cheese sig det meste af vejen anyways.

Mit første møde med Taurus Demon endte med, at bossen hoppede baglæns udover en kant og dræbte sig selv. Jeg var målløs og undrede mig over, hvad der var sket. Senere fandt jeg så ud af, at det var et velkendt cheese, som jeg ved et uheld var kommet til at aktivere. Ups, undskyld Taurus Demon!

 

Der er faktisk også kommet en anden vinkel til debatten, som faktisk er lige så vigtig hvis ikke vigtigere, men som desværre også bliver fordrejet af modstanderne af en easy mode.

Steven Spohn fra AbleGamers pointerede, at debatten ret hurtigt blev kørt over på, at alle der ønskede en easy mode bare gerne ville flyve gennem spillet, mens det ikke er tilfældet. Samtidig påpegede han, at netop brugen af “easy mode” meget hurtigt blev misvisende i den sideløbende debat om accessibility i forhold til spil.

Folk der er imod easy mode kørte ret hurtigt deres argumenter over på, at folk med diverse handicap bare ville have mulighed for at snyde sig vej gennem spillene, når virkeligheden er en helt anden. Steven Spohn nævner i en række tweets, at det f.eks. handler om at kunne ændre på styringen i spillet eller ting som størrelsen af UI.

Der er mange, der gerne vil have udfordringen, der ligger i et From Software-spil, men ikke kan pga. handicap. Hvis nogle få ændringer, der samtidig kunne være del af en easy mode, kunne gøre spillet tilgængeligt for dem, hvorfor så ikke gøre det?

Men jep, igen bliver diskussionen fuldstændig fordrejet af røvhuller*, der råber “git gud” uden at overveje et øjeblik, hvad de har gang i. Jeg så det f.eks. i en diskussion, hvor det handlede om at kunne ændre på control schemes, fordi vedkommende havde problemer med håndleddet og derfor ikke kunne bruge spillets standard control scheme i længere tid ad gangen. Hvad i alverden er det så for et shitty svar at bede folk om bare at blive bedre.

Steven Spohn har igen det bedste svar til diskussionen med dette tweet:

“The same arguments of “Git Gut” “Learn the Game or Die” and “Play something else” are repeated. In each case, we can trace the response back to a lack of empathy.”

Jeg er fuldstændig enig med ham efter at have set diskussionen udvikle sig til et totalt shitshow, hvor modstanderne af en easy mode/accessibility options konstant misser pointen. På trods af utallige eksempler på spil, hvor tilgængeligheden har været i top samtidig med, at spillet har leveret en virkelig udfordrende oplevelse, så fortsætter folk med at skrige, at det er umuligt at gøre dette ved From Software-spil, såvel som andre spil.

Jeg har før været ude med riven over for de elitære holdninger, der efterhånden præger det meste af gaming-verdenen, men det føles virkelig skidt, når det er så langt ude, at tosser råber til personer med kroniske smerter i håndleddene, at de bare skal blive bedre til spillet, og at de mindste ændringer og valgfri tilføjelser til spillet vil ødelægge oplevelsen for alle andre… i et single player spil.

Kære gatekeeper, fuck af.

Lad nu bare flere komme til bordet. En easy mode såvel som accessibility options ødelægger ikke din spil-oplevelse. Hvis du frygter, at det gør, så lad være med at benytte dig af nogen af delene. Uanset hvad dog, så drop den elitære attitude og lad nu flere komme til. Der er rigeligt med plads!

Og hey, vi kan da tage nogle eksempler på nice spil med!

Celeste – Assist mode, hvor du kan pille ved flere af spillets aspekter. Perfekt i forhold til sværhedsgrad såvel som tilgængelighed.

Spider-Man – Accessibility menu, hvor du kan få større undertekster, slå auto-udførsel af QTE til samt andre ting. Perfekt i forhold til tilgængelighed samtidig med, at spillet har sværhedsgrader.

Hue – Et puzzlespil med fokus på farver, der samtidig er tilgængeligt for farveblinde. Spillet har en colorblind option, hvor hver farve bliver repræsenteret med et symbol. Det øger tilgængeligheden en god del.

God of war (2018) – Accessibility menu, hvor du kan slå forskellige ting fra som repeated button presses eller ændre dele af styringen. Igen er det godt for tilgængeligheden, og spillet har samtidig sværhedsgrader.

Jeg tror næppe, at modstanderne af easy mode/accessibility options i Sekiro brokkede sig over den slags i Spider-Man eller God of War. Der tror jeg ærlig talt bare, de ignorerede den del af spillet og nød det på højeste sværhedsgrad. Så come on, hvorfor vil det være dødens pølse, hvis den slags finder vej til Sekiro: Shadows die twice?

 

 

* Hvis du råber “git gud” til en handicappet person, der gerne ville have muligheden for at ændre styringen i et spil og dermed nemmere kunne spille det, så er du officielt et røvhul. Ingen debat omkring det, det er du bare.