MarvelWatch! Avengers: Infinity War

Så er det endelig blevet tid til kulminationen af så mange af de foregående begivenheder i Marvel Cinematic Universe. Vi har før set glimt af Thanos, fået afsløret at flere angreb har været på hans ordrer samtidig med, vi har fået kendskab til de forskellige Infinity Stones.

Det bliver bare federe jo mere, jeg tænker over det. Elementer tilbage fra Captain America: The First Avenger og delvist Thor gennem en post credits-scene har nu en væsentlig rolle, da grundlaget for Infinity War allerede begyndte at blive skabt der.

De forskellige Infinity stones er nemlig:

  • Space Stone = Tesseract
  • Mind Stone = Lokes scepter
  • Reality Stone = Aether
  • Power Stone = Orb
  • Time Stone = Eye of Agamotto
  • Soul Stone = ?

Thanos vil gerne have fat i disse, så han kan blive det stærkeste væsen i hele galaksen, universet og egentlig bare overalt. Der er ingen grænser for, hvor langt han han række, hvis han får fat i alle seks sten. Spoiler! Det gør han, og det får nogle virkelig grumme konsekvenser. I en ret følelsesladet og til dels overraskende/chokerende scene bliver halvdelen af livet i universet pludselig forvandlet til støv. Normalt er det et aktivt valgt at sidde og vente på post credits scenen, men denne gang sad det meste af salen med kæben på gulvet. Filmen slutter jo med at skurken får, hvad han vil have!? Og ikke på en Civil War-agtig måde, hvor Avengers er lidt uvenner, men på en “Halvdelen af jordens superhelte er blevet til støv, wtf!?”-måde.

Den efterlod mig derfor også i et lidt akavet humør, fordi den vitterligt føles uafsluttet. Det kan virkelig ikke passe, at Thanos vinder, men hvordan i alverden vil de fikse et problem, som det her?! Nu kommer Endgame snart, og så finder vi da forhåbentlig ud af det.

Infinity War er forresten den første film i Marvel Cinematic Universe, hvor jeg vil sige, at man næsten skal have set de fleste, hvis ikke alle de foregående film. Der er så mange referencer til de forskellige film og mange små kommentarer, der giver ekstra god mening, når man har de andre film in mente. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg havde set alle de andre film for nylig, så jeg var helt med på, hvad der foregik.

Dette gælder forresten fra starten af, hvor vi befinder os ombord på rumskibet fyldt med asgardians, eller det er sådan set fyldt med døde asgardians, mens Thanos med to af sine børn er klar til at tæve Thor, Loke, Hulk og Heimdal for at få fat i tesseract.

Det ender ikke særlig godt, for Loke ofrer sig for Thor, Heimdal ofrer sig for Hulk og får sendt ham til jorden, mens Thor ender med at blive skudt ud i rummet, hvor han driver rundt i lidt tid.

Der er dog en ret fed scene, hvor Hulk og Thanos kæmper, hvilket sådan set mere er Hulk, der overrasker Thanos med nogle slag, hvorefter vi ser, at Thanos er hurtigere og stærkere end Hulk. Ingen Hulk smash her, men i stedet Hulk smashed. Det er samtidig ret genialt, for hvis man tænker på Age of Ultron og Hulk mod Hulkbuster, så ved vi, at Hulk er en af de stærkeste og mest ustoppelige helte på jorden. Når han så bare får tæv på et øjeblik, så ved vi, at Thanos er the real deal.

Men ja, Hulk sendes til jorden, hvor han crashlander midt i Doctor Stranges opgang. Han er rimelig forvirret, men efter de har hentet Tony Stark, begynder han at forklare situationen. Her bliver vi forresten mindet om, at Bruce Banner jo har været væk i et godt stykke tid, for han spørger Stark, om hvorfor han ikke bare ringer til Captain America. Han forsvandt jo efter Age of Ultron, så han har misset ekstremt meget.

Dette er samtidig smart, for Bruce Banner kommer lidt til at fungere som en hjælp til dem, der ikke lige kan huske alt, der er sket i de tidligere film. Han stiller nogle gode spørgsmål og minder os samtidig om hvor meget, der er forandret. Jeg elsker f.eks. hans kommentar til, at de nu har fået både en Ant-Man og en Spider-Man.

Mens Bruce Banner, Doctor Strange og Tony Stark står og diskuterer, kan de dog høre skrigen ude fra gaden af. Det er så bare lige Thanos, der siger hej ved at have sendt to af sine børn ned efter Eye of Agamotto/Time Stone.

De her forskellige børn af Thanos er forresten ret fede, da de har hver deres speciale og kampstil. De to, vi møder her, er en stor stærk fyr med en klo på en kæde samt en lille fyr, der er ekstremt god til magi. Et virkelig genialt makkerpar, der giver dem kamp til stregen. Spider-Man joiner forresten kampen her.

Til sidst bliver Doctor Strange beamet up i deres rumskib med Spider-Man på slæb og Iron Man lige i hælene. Bruce Banner finder telefonen og får ringet til Captain America, som straks svarer og nu er en stor del af holdet samlet igen. Lige med undtagelse af Scarlet Witch og Vision, der prøver at have et forhold sammen. Når de har tid altså.

De bliver dog angrebet af to andre af Thanos’ børn og får rimelig meget tæv. Det er derfor godt, at Captain America og holdet kan komme ind og redde dem.

Siden Thanos gerne vil have Mind Stone, der sidder fast i panden på Vision, skal de prøve at finde ud af, hvad de kan gøre. Det ender med en plan om at fjerne stenen og håbe på, at der bliver efterladt nok bevidsthed/personlighed til, at Vision stadig vil være sig selv.

Det eneste sted, hvor de kan udføre så avanceret en operation, er dog i Wakanda, så de flyver straks derover for at få hjælp af Black Panther og især hans søster, Shuri. De er også ret flinke, så de giver Bucky en ny arm, og så er han også en del af holdet, hvorefter de gør klar til at beskytte Vision under hans operation.

Det bliver en ret storslået kamp her, for Thanos kommer ikke uden forstærkninger, hvilket her består af en kæmpe hær af aggressive monstre, der bare flår alt i stykker og kæmper til det sidste. Selvom der er en god del helte samlet, får de ærlig talt rimelig meget tæv, fordi der simpelthen bare er så mange modstandere.

Nu er vi dog nødt til at springe lidt tilbage, for der sker simpelthen så meget i filmen. Husker du, at Thor blev skudt ud i rummet? Før det skete, blev der sendt et nødsignal ud, som Guardians of the Galaxy opfangede og valgte at undersøge. Her opdager de Thor, som straks vil afsted igen for at få skabt et nyt våben, der kan hamle op med Thanos. Rocket og Groot joiner ham, mens resten af GoG-holdet tager afsted til Knowhere for at forhindre Thanos i at få fat i Reality Stone.

Thor får skabt et nyt våben ved hjælp af dværgen Eitri, og så er han straks på vej til Wakanda med Rocket og Groot for at kæmpe. Imens ankommer det halve GoG-hold til Knowhere, hvor Thanos fanger dem i et baghold og kidnapper Gamora. Han afpresser hende ved at torturere hendes søster, Nebula, og til sidst afslører hun, hvor han kan få fat i Soul Stone.

Husker du tilbage i Captain America: The First Avenger, da Tesseracten beamede Red Skull ud i rummet. Nu ser vi, hvad der skete med ham, for han er blevet sat til at vogte over Soul Stone, eller han virker mere som en slags tour guide, der forklarer spillereglerne for andre. Det viser sig dog, at man skal ofre noget, man virkelig elsker for at få fat i den, og Gamora dør nærmest af grin, fordi hun mener, at Thanos aldrig har elsket noget. Hun holder dog op, da hun opdager at Thanos ser ret trist ud, og det går op for hende, at han faktisk elsker hende. Hun bliver kylet ud fra skrænten, og Thanos vågner op med endnu en Infinity stone.

Og her skal vi lige holde en pause, for det er simpelthen så plat, at de prøver at give Thanos en dybere karakter gennem dette. Han er en stor tyran, der ikke har noget imod at slå alt ihjel, hans højeste ønske er, at slå halvdelen af universet ihjel, og pludselig skal vi se ham med et par tårer og have ondt af ham. Bare nej! Han er totalt langt ude! Efter at have en så god skurk som Killmonger virker Thanos meget ensporet, og en enkelt scene som den her giver virkelig ikke ekstra points. Pause slut.

Så vender vi tilbage til Thanos skib, hvor Nebula er sluppet fri, og hun aftaler at mødes med det halve GoG-hold på Titan, Thanos’ hjemplanet. Her er vi nødt til at springe i tid og sted igen, for vi skal tilbage til Doctor Strange, Iron Man og Spider-Man på vej gennem rummet ombord på et fremmed rumskib. De er oppe mod den store onde magiker, og de ender med at overvinde ham på en ret smart måde.

Jeg skal dog lige indskyde, at jeg igen virkelig hader Spider-Mans kommentar her, for han spørger, om de har set den her gamle film Aliens, da hans plan er at suge den onde fyr ud i rummet. Det føles bare som en virkelig akavet, når han er så cool ude på sine egne eventyr. Hvis de vil vise, at han er meget yngre, så find en bedre metode!

Deres plan lykkedes, men de kan ikke rigtig styre skibet. Det er dog på vej til Titan, så efter en kort konflikt med GoG-holdet teamer de op i kampen mod Thanos. Der er dog brug for en god plan, for Doctor Strange bruger sine kræfter til at tjekke fremtiden, og han opdager, at de taber i alle scenarier med undtagelse af et. Tid til at have en knivskarp plan.

Denne scene indeholder også et af de sjoveste aspekter ved Infinity War. Når de store egoer clasher, hvilket især sker, når Doctor Strange, Star-Lord og Iron Man støder på hinanden og konstant prøver at overgå hinanden eller generelt bare genere hinanden. Generelt er humoren ret spot on, og der er mange sjove scener.

Da Thanos ankommer følger de en virkelig god plan, men lige da de er ved at hive Infinity Gauntlet af ham, opdager Star-Lord, at Gamora er død, så han slår Thanos, der går helt amok, og det er kun rent held, at de ikke bliver pulveriseret. Men så har Thanos bare endnu en Infinity Stone, åh nej! Han siger farvel og smutter tilbage til jorden, mens vores helte prøver at komme sig oven på angrebet.

Nu hopper vi tilbage til Wakanda, hvor Thor ankommer sammen med Groot og Rocket. Thor går straks i gang med at svinge sin nye økse og den flyver bare frem og tilbage, mens den giver alt omkring sig stød. Mjølner 2.0 er rimelig sej.

Samtidig begynder Groot og Rocket at angribe alt de kan, og vi får en ret god scene, da Rocket støder på Bucky og først spørger, hvor meget han skal have for sit våben. Da han svarer, at det ikke er til salg, spørger Rocket så, hvor meget han skal have for armen. Det er så simpel en joke, men timingen er genial, og det viser bare, hvor spøjs Rocket er til tider.

Scarlet Witch er sat på Vision-duty, men da det stadig går skidt på slagmarken, hopper hun ned og hjælper dem. Det viser sig dog at være en dum ide, for straks dukker nogle skurke op og er klar til at stjæle Vision. Shuri får dog stoppet operationen, og så er han klar til at give igen. Endnu en gang skal hele holdet reddes, men denne gang bliver det for svært.

Thanos dukker op, og alle heltene prøver at stoppe ham med mere eller mindre succes. Nogle af dem bliver bare viftet til siden, mens andre i et kort øjeblik virker til muligvis at kunne stoppe Thanos. Det hjælper dog ikke, og Thanos river Mind Stone ud af Visions pande, plopper den ned i Infinity Gauntlet og vupti, så er han det stærkeste væsen i universet, og kan endelig udføre sin plan. Halvdelen af galaksens liv forsvinder med et knips fra hans fingre.

Det positive

  • Ego-clash mellem Doctor Strange, Tony Stark og Peter Quill
  • Thor der vækker en stjerne til live for at skabe et nyt våben
  • Hulk der skriger “NEJ!” til Bruce Banners bøn om at komme frem

Jeg har nævnt, at Infinity War efterlod mig i et lidt akavet humør, og det samme gælder at skulle placere den på ranglisten. Den indeholder så ekstremt meget, at det er svært at virkelig komme ind på det hele. Gennemgangen af plottet viser f.eks. også, hvor mange forskellige steder, karakterer og tråde man følger. Det er helt vildt.

Men først og fremmest er jeg glad for at have genset filmen efter at have set Thor: Ragnarok. Nu giver de mange scener med Banner/Hulk pludselig mening, og samtidig følger de op på nogle spændende aspekter, der egentlig blev introduceret i Thor: Ragnarok.

I The Avengers fandt vi jo ud af, at Bruce Banner faktisk havde mere kontrol over sin transformation end først forventet. Han forvandler sig jo direkte til et næveslag i snotten på en leviathan.

I Thor: Ragnarok ser vi en Hulk, der ikke gider Banner, og det bliver ekstremt tydeligt, at Hulk ikke bare er en sur grøn buff udgave af Banner, men faktisk et væsen med sin egen personlighed og sine egne minder. Dette bliver der fulgt op på i Infinity War, hvor Banner og Hulk ofte diskuterer, fordi Hulk ikke gider at kæmpe. Det bliver spændende at se, om Hulk og Banner bliver bedre venner over de næste film.

Udover Thor: Ragnarok, så har jeg også virkelig overvejet noget andet, men stadig relateret. Kan Infinity War stå på egne ben eller bliver den gjort markant bedre, fordi den har så mange andre film at stå på skuldrene af?

Selvfølgelig er det altid en fordel at have set de tidligere film, så man er blevet introduceret til karakterer, steder og alt den slags, men jeg synes virkelig at Infinity War springer direkte ud i det. Filmen starter jo f.eks. direkte efter Thor: Ragnaroks slutning, så hvis du ikke har set lige netop den, er du muligvis en kende forvirret.

Hvorfor mangler Thor et øje?
Hvad laver de på et… rumskib?
Hvorfor er Hulk der også?
Er Loke god nu?

Hvis du ser The Avengers uden at have set de foregående film vil du stadig få en virkelig god oplevelse og karakternes roller på Avengers-holdet bliver jo netop også introduceret så filmen hjælper én ret meget på vej.

Infinity War starter hårdt ud, så hvis du allerede føler dig tabt i starten, bliver det næppe bedre. Men er det ikke fair nok, at filmen forventer, at du har set de foregående film, når det vitterligt er kulminationen af så mange plot-tråde?

Svaret er nemt, jo. Det er helt fair, men det gør det også virkelig svært at placere den på ranglisten. Det var i forvejen en svær beslutning, fordi det føles så uafsluttet, hvilket det jo også til dels er. Vi får jo først slutningen i Avengers: Endgame så tja, jeg er spændt. Ikke mindst på at se, hvordan den holder sig op mod Infinity War.

Men nu må vi hellere se, hvor den lander. Den springer let over The Avengers, og jeg synes også, den kan træde over Ant-Man samt kravle over Captain America: Civil War. Det er dog her, at problemet opstår, for jeg ved ikke om jeg vil placere Infinity War over Thor: Ragnarok.

Thor: Ragnarok havde lidt af det hele på trods af sit spøjse genre-mix, mens Infinity War bød på lidt af det samme, men med meget andet og anderledes. Jeg synes stadig, det var fesent med et forsøg på at skabe empati for Thanos, men hans børn var virkelig geniale og skabte nogle fede kampscener, fordi de alle var ret så uforudsigelige. Humoren var også virkelig genial som f.eks. Peter Quill, der gør sin stemme dybere for at virke mere maskulin, efter Thor er kommet ombord. Eller som når Tony Stark siger, at Jorden er lukket i dag, så rumvæsnerne skal smutte igen.

Filmen er fyldt med så mange gode øjeblikke, der skaber så mange nye spørgsmål og besvarer en god del andre i Marvel Cinematic Universe, men jeg tror ikke, at jeg kan placere filmen højere, fordi den vitterligt ikke føles afsluttet. At halvdelen af livet i universet bliver til støv føles ikke som en rigtig afslutning.

Jeg er derfor nødt til at placere Infinity War på en 7. plads lige under Thor: Ragnarok og over Captain America: Civil War. Jeg overvejer dog meget at forbeholde mig retten til at ændre på dens placering, når jeg har set Endgame.

Endgame bliver jo en fortsættelse af historien, men hvis den gør det på en måde, så det i stedet føles som en 4-5 timer lang film, vil det muligvis være mere fair at give det en samlet placering. Infinity War har i hvert fald lidt svært ved at stå på egne ben, så jeg glæder mig til at se, hvorvidt den ender med at læne sig mere op af alle de foregående film eller Endgame.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. The Avengers: Infinity War
  8. Captain America: Civil War
  9. Ant-Man
  10. The Avengers
  11. Captain America: The Winter Soldier
  12. Doctor Strange
  13. Iron Man
  14. Captain America: The First Avenger
  15. The Avengers: Age of Ultron
  16. Thor: The Dark World
  17. Thor
  18. Iron Man 2

 

 

 

MarvelWatch! Black Panther

Så fik jeg endelig set Black Panther og damn, det er godt nok en vild film. Der er masser af action, genial humor og et virkelig spændende cast af karakterer.

Efter Wakandas konge dør under angrebet i Captain America: Civil War, bliver prins T’Challa udnævnt til konge. Dette kræver dog et ceremonielt ritual, hvor de forskellige stammer i Wakanda kan udfordre ham til en dyst over tronen. De fire stammer har det fint med T’Challa som konge, mens bjergstammen skal være lidt rebelske og prøver at se, om de kan skaffe tronen. Det lykkedes dog ikke og allerede her i starten ser vi et vigtigt aspekt ved T’Challa. Han vil virkelig gerne undgå at skulle slå sin modstander ihjel, så han beder ham ihærdigt om at overgive sig og argumenterer for, at bjergklanen har brug for hans lederskab. Han vil virkelig ikke være skyld i unødvendige tab.

Måske jeg egentlig lige skal forklare Wakanda. En kæmpe meteor bestående af vibranium faldt ned i Afrika for meget lang tid siden, og de fem stammer i området kæmpede konstant over den. Det endte dog, da en kriger spiste en blomst påvirket af vibranium og gennem overmenneskelig styrke blev til den første Black Panther. Han samlede de fire stammer under sig og skabte Wakanda, mens bjergstammen hyggede sig for sig selv.

Fordi de har så meget vibranium, bruger de det til alt, men ikke mindst teknologisk, så filmen skaber en vild kombination af traditionelle afrikanske stamme-ting og futuristisk teknologi. Det føles dog på intet tidspunkt akavet, men passer bare perfekt sammen.

De passer ret godt på deres vibranium, men nogle folk formår faktisk at stjæle af det og bringe det uden for Wakandas Grænser. En af disse personer er Ulysses Klaue, der førhen stjal en stor mængde. Han blev brændemærket som tyv, men har nu igen planer om at stjæle og sælge vibranium. Hans mål bliver gjort en del lettere pga. hjælp fra filmens skurk, Erik Killmonger.  Han har nemlig et endnu større kendskab til Wakanda og en del af deres hemmeligheder.

Killmonger har forresten også en ret kompleks baggrund. Han er nevø til den tidligere konge, og man finder ud af, at kongen faktisk dræbte sin bror. Det var for at beskytte en anden, men det er stadig en ret voldsom oplevelse. Derudover efterlod de liget, så broren ikke engang fik en passende begravelse, og de efterlod nevøen som voksede op i USA, men med kendskab til Wakanda gennem farens notesbøger.

Det er også dette, der er med til at drive Killmonger. Han er vokset op med den klassiske amerikanske systematiske racisme og vil skabe et oprør mod det. Hans forslag og ordrer som konge er at bevæbne folk, så de kan deale med de magthavende. Så er der jo bare lige den detalje, at vold avler vold, og at Wakanda bevidst har holdt sig for sig selv. De er ikke meget for at komme ud i lyset og risikere at miste deres identitet, land og ressourcer. De har ligesom set, hvad der sker, når den hvide mand gerne vil have noget i Afrika, “haps haps, nu er det mit!”,

Killmonger er derfor en ret speciel og ret fascinerende skurk, da hans mål om at befri alle af afrikansk nedstamning gennem deling af vibranium-udstyr jo er ret fair. Lad os stoppe racismen, kom så!
Problemet er dog bare, at et andet mål for ham er at skabe et rige udelukkende for sig selv, så der er også mere egoistiske tanker bag hans projekt. Dette kan f.eks. ses ved, at han lader den magiske blomst blive brændt. Han vil ikke have, at der kommer nogen efterfølger, og han planlægger at forblive Black Panther så længe som muligt.

Jeg er ret forelsket i kampscenerne i filmen forresten. De forskellige karakterer bruger et hav af forskellige våben, lige fra Tron-lignende skiver til store trækøller. Koreografien er dog helt på pladsm, så hver kamp ligner nærmest mere en kompleks dans. Dette er især, når Okoye kæmper med sit spyd, for det bliver svunget rundt i alle retninger. Det bliver bare endnu mere imponerende, når hun står sammen med resten af den kongelige livgarde, og de alle er klar med spyddene.

Jeg har ærlig talt lyst til at gense filmen, udelukkende for at nyde action-scenerne igen. De rammer bare helt plet med hver enkelt af dem, og man sidder virkelig på kanten af sædet. Selvom Black Panther har en stødabsorberende og skudsikker dragt på, føles det stadig risikabelt for ham at tage del i konflikter.

Man kan ikke komme uden om, at Black Panther er en politisk film, men det er virkelig nogle spændende og relevante diskussioner, filmen lægger op til. Killmonger spørger f.eks. ind til hvor Wakanda har været, mens det er gået skidt for så mange andre med rødder i Afrika. Der kan lidt trækkes tråde over til Spider-Man: Homecoming, hvor Peter Parker påpeger, at han ikke vil kunne sidde og lave ingenting nu, hvor han har de kræfter, han har. Hvorfor har Wakanda ikke hjulpet til?

Altså, jeg blamer dem ikke, for som jeg nævnte længere oppe. Der vil ikke gå lang tid, før det ville blive til “haps haps, nu er det hele mit” sagt af en flok magtsyge hvide mennesker.

Filmen har også nogle ret fede detaljer i forhold til stammernes ritualer og traditioner. Killmonger har ret til at udfordre T’Challa, da de er fætre, men der bliver diskuteret en del om, hvorvidt han faktisk er Wakandaner. Der er meget fokus på “mit/vores folk” og den slags nationalisme, hvilket også er en ret fed diskussion at tage op.

Nå, men tilbage til min pointe om ritualer og traditioner. Det er tydeligt, at Wakanda er splittet om at følge Killmonger, fordi han føles som en outsider samtidig med, at hans ordrer er ret voldsomme i forhold til, hvordan de plejer at agere. De ser sig dog nødt til at følge deres konge, det er traditionen jo. Den første dyst mellem Killmonger og T’Challa ender med, at Killmonger tyrer T’Challa ud fra et vandfald og derfor tager rollen som Black Panther og konge af Wakanda.

Senere i filmen, da T’Challa vender tilbage, har han en ret god pointe med sig, for han påpeger, at deres dyst aldrig blev afsluttet, da han hverken døde eller overgav sig. Dette er de samme regler, vi blev præsenteret for i starten af filmen, da M’Baku endte med at overgive sig i stedet for at blive dræbt. Det er også ret tydeligt at denne kommentar fra T’Challa skaber en lille smule tvivl, om hvem de skal følge.

Anyways. Jeg var jo egentlig i gang med at forklare plottet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, hvor meget der faktisk skete i filmen. Den er faktisk ekstremt kompakt i forhold til, hvor meget vi får at se. Udover plottet bliver Wakanda virkelig levendegjort, så man føler, at man næsten selv har været på gennemrejse der. Det er ret vildt men ja, plottet bliver ret bøvlet at opsummere, fordi der sker så meget. Black Panther er virkelig en film, der fortjener at blive genset næsten med det samme.

Det positive

  • Den stoiske M’Baku, der truer med at spise en af de gode, hvorefter han bryder helt sammen af grin og siger, at de er vegetarer
  • Dragternes evne til at indsamle kinetisk energi og sende den tilbage igen
  • Okoye, der mens hun bliver beskudt kaster et spyd gennem forruden på en bil, hvorefter den flipper henover det
  • Wakanda-teknologien er for blæret

Uhh, den her bliver måske lidt svær, eller måske ikke egentlig. Jeg ved, at den skal i toppen af listen, men den præcise placering bliver måske lidt svær. Den skal over Iron Man 3 for en af de ting, jeg netop elsker ved den film, er Tony Starks karakter, der bliver vist frem som sårbar. I Black Panther bruger T’Challa det meste af tiden i et skudsikkert kattekostume, så han er ikke ligefrem sårbar på den front, men som Wakandas konge bliver han godt nok presset. Han skal please stammelederne samtidig med at tage stilling til resten af verden.

Killmonger har jo nogle gode pointer, om hvor i alverden Wakanda har været henne, og hvorfor de har været så passive. T’Challa tager dette til sig, og filmen slutter f.eks. også af med, at han skaber et center for socialt arbejde, hvor Wakandas teknologi uden tvivl vil blive brugt til gode formål. Derudover er T’Challa udfordret pga. traditioner og tanken om de gode gamle dage, da Wakanda netop har haft en passiv rolle. Den vil han også gerne gøre op med, men hvordan får man lige vinklet den for de ældre stammeledere.

Samtidig er flere karakterer splittede mellem at støtte deres ven og så at udfylde deres rolle i forhold til kongen. Det er så fed en diskussion at starte, og jeg er glad for, at filmen ikke er så sort hvid på netop dette punkt. Det er tydeligt, at de forstår hinandens reaktioner, selvom de ikke er glade for dem. Den sidste store kamp til sidst mellem et par af stammerne samt kongens vagter føles ret kaotisk og sørgmodig, for de er jo som sådan på samme side. Nogle af dem er bare mere traditionelt anlagt, så de føler sig tvunget til at følge en konge, de ikke er glade for.

Tilbage til ranglisten, og jeg ved ikke, om jeg vil placere Black Panther over Spider-Man: Homecoming. Spider-Man som karakter vil altid være min favorit, og det, at han er en simpel skoleelev, gør bare så meget for at gøre ham til en relaterbar karakter for ekstremt mange mennesker. Samtidig skal han deale med virkelig mange helt normale problemer som f.eks. at lære at binde et slips. Han er en fjollet og akavet teenager, der konstant er splittet mellem sin rolle som Spider-Man og sit liv som social teenager Peter Parker.

Dermed ikke sagt at T’Challa ikke er en relaterbar karakter, men jeg ved ikke, hvor mange, der kan relatere til livet som konge af Wakanda. Hans problemer er også på et andet niveau og er især præget af det ansvar, der ligger på hans skuldre efter han blev konge. Der er nok desværre flere, der kan relatere til Killmonger og hans oplevelser med racisme.

Det er faktisk lidt svært, for de er begge virkelig gode karakterer med fede evner, og hvis jeg skal være helt ærlig, så vinder black Panther ekstra points pga. sin seje dragt. Spider-Man vinder dog endnu flere, da han netop som skoleelev med hverdagsproblemer er mere relaterbar.

Black Panther stryger derfor direkte ind på en 4. plads, og jeg ser så meget frem til at gense den snart. Fed action, god humor, og hvor er det blæret med kombinationen af futuristisk tech og traditionelle afrikanske ting.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. Captain America: Civil War
  8. Ant-Man
  9. The Avengers
  10. Captain America: The Winter Soldier
  11. Doctor Strange
  12. Iron Man
  13. Captain America: The First Avenger
  14. The Avengers: Age of Ultron
  15. Thor: The Dark World
  16. Thor
  17. Iron Man 2

MarvelWatch! Spider-Man: Homecoming

Spider-Man er virkelig min yndslingshelt. Han rammer bare plet på så mange forskellige måder. Han er alles helt og ikke bare endnu en rig og forkælet overklassefyr, der får spændende legetøj.

Filmen fanger virkelig også noget af det vigtigste ved karakter og serien. Netop, hvor splittet Peter Parker er over for sit sociale liv som Peter Parker og så sine forpligtelser som Spider-Man. Med den slags kræfter han har fået, føler han ikke, at han kan tillade sig ikke at bruge dem og beskytte andre.

Det betyder dog, at hans sociale liv halter totalt, fordi han konstant bliver nødt til at baile fra alt mulig. I filmen får han endelig spurgt Liz, om de skal gå sammen til homecoming festen, men på selve dagen er han nødt til at gå op til hende ved festen og sige, at han skal gå.

Det går ham så meget på at svigte sine venner og familie på den måde, men det ville gå ham endnu mere på, hvis han vidste, at han kunne have reddet og hjulpet andre i stedet for. Det er så skørt at forestille sig en teenager som Peter Parker have den slags pres på sig.

Han har dog nogle ret gode venner. Ned er hans bedste ven som i starten ikke ved, at han er Spider-Man, men finder ud af det på den sjoveste måde. De har aftalt at bygge på Neds Lego Dødsstjerne, men Peter glemmer alt om aftalen og laver Spider-Man ting. Hans tøj/taske er blevet væk, så han sniger sig ind af vinduet derhjemme, kravler på loftet, trækker døren forsigtigt i, sænker sig ned på gulvet, lukker døren helt, vender sig rundt… hvor Ned sidder med åben mund og taber Dødsstjernen. Det er så genialt.

En anden genial detalje ved Spider-Man: Homecoming er, at vi ikke skal se Ben Parker dø igen igen. Filmen går ud fra, at folk allerede kender Spider-Mans historie, hvilket de fleste vitterligt gør. Bare inden for live-action film har vi haft Spider-Man 1-3 samt The Amazing Spider-Man 1-2, så jo, de fleste kender historien bare nogenlunde.

Men det føles ret dejligt ikke at skulle “spilde” tid på at se hans død og den slags endnu en gang. I stedet hopper vi direkte ind til en aktiv Spider-Man. Aunt May er forresten også ret ung. Hun er ikke en gammel skrøbelig kvinde, som vi kender fra tegneserien, men en yngre kvinde, der virker til at have et rimelig godt helbred. Ingen farer for hjertestop ved opdagelsen af Peter Parker som Spider-Man her.

Humoren i filmen er forresten virkelig god. Der er intet, der minder om den platte replik om Star Wars fra Captain America: Civil War, og alle jokes lander bare perfekt. En af mine yndlingsscener er, hvor Spider-Man hjælper en masse folk i New York, hvorefter der er et cut til person, der spotter ham:

Street Vendor: “Hey! You’re that spider guy from TV!”
Spider-Man: “Call me Spider-Man.”
Street Vendor: “OK, Spider-Man. Do a flip.”

Hvorefter Spider-Man laver et flip, og der bliver hujet. Det er så plat og simpelt, men det viser også bare hans kontakt med New York. Han er virkelig helt nede på jorden og vil med glæde lave et flip, hvis det gør en anden glad.

En anden ting, jeg elsker ved filmen, er designet af skurken Vulture. Hans vinger er chitauri- og Ultron-teknologi kombineret af bandens lille geni. Samtidig får man lidt sympati med skurken, da han lige har skaffet et mandskab og udstyr til at rydde op efter angrebet på New York, men så kommer DODC, et samarbejde mellem regeringen og Tony stark og overtager opgaven.

En del af mandskabet bliver hængende, og de bruger nu Chitauri udstyr til at skabe våben, de kan sælge samt omdanne til forskellige gadgets. Det er ret fedt at have en skurk, der kæmper mod The Man, selvom han hurtigt viser sig at være en iskølig dræber, ups.

En af mine absolutte yndlingsscener i Marvel Cinematic Universe er også i den her film, da Peter fucker gevaldigt op som Spider-Man. Tony Stark dukker op, de diskuterer lidt, hvor Tony siger, at han tager den nye seje Spider-Man-dragt med sig igen. Peter er helt fortvivlet og siger, at han er intet uden dragten, og her kommer den bedste linie i hele MCU og som virkelig understreger en stor del af heltene.

Tony stark: “If you’re nothing without this suit, you shouldn’t have it.”

Generelt er der bare virkelig mange stærke scener og ekstremt godt skuespil. En anden stærk scene er, hvor Peter skal hen til Liz’ hus, og det så er Vulture, der åbner døren. Allerede her kan man mærke, hvordan stemningen er spændt mellem dem, og på meget kort tid er han helt sikker på, at Peter er Spider-Man.

Det positive

  • Happy og Peter der mødes på skolens toilet.
  • At Happy har båret rundt på en forlovelsesring for Tony
  • Mays udbrud, da hun til sidst i filmen ser Peter i Spider-Man-dragten.

Det er lige før, jeg kan skrive et helt speciale om, hvorfor Spider-Man er så fed en superhelt, så jeg skal nok prøve at begrænse mig her. Læg mærke til “prøve”.

Spider-Man er bare folkets helt. Han er helt nede på jorden, en helt normal studerende når han ikke lige løber rundt i spandex og bekæmper skurke. Det gør ham virkelig til en af de mest relaterbare superhelte.

Det rykker også superheltedrømmen lidt tættere på. “Hvad nu hvis jeg blev bidt af en radioaktiv edderkop?” er en del nemmere at nå hen til end “Åh hvor ville jeg ønske, at jeg var blevet udvalgt til et eksperiment, der gik ud på at lave supermennesker eller var super intelligent, så jeg kunne tjene uanede mængder penge og bruge dem på kvinder og robotdragter!”.

Dermed ikke sagt at Captain America og Tony Stark ikke kan være relaterbare, men deres oprindelseshistorier er en del skæve i forhold til at dagdrømme sig til at være superhelt.

Samtidig er der hele konflikten mellem Peter Parkers sociale liv og hans forpligtelser som Spider-Man. Hvem kender ikke til at føle sig presset af, hvad man gerne vil, og hvad der skal gøres. Det er så menneskeligt, og Peter Parker ofrer konstant virkelig meget for at hjælpe andre.

Peter Parker og Spider-Man er den bedste kombi nogensinde, og jeg vil virkelig altid holde af den her superhelt. I de næste film håber jeg virkelig, at de smider mange flere fjender mod ham. Jeg vil så gerne have en film, der retfærdiggører traileren til The Amazing Spider-Man 2, eller i hvert fald følger op på den. Samtidig måtte Vulture godt vende tilbage, for Michael Keaton spiller virkelig godt.

Filmen ryger ind på listen lige over Iron Man 3 for come on, det er Spider-Man! Den ryger under Guardians of the Galaxy-filmene, da disse bare er på et niveau for sig selv.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Iron Man 3
  5. Captain America: Civil War
  6. Ant-Man
  7. The Avengers
  8. Captain America: The Winter Soldier
  9. Doctor Strange
  10. Iron Man
  11. Captain America: The First Avenger
  12. The Avengers: Age of Ultron
  13. Thor: The Dark World
  14. Thor
  15. Iron Man 2