Final Fantasy II – Del 1

Final Fantasy II er et virkelig specielt spil, og et jeg allerede har ret mange tanker om. Jeg mangler stadig at gennemføre det, men I får første del af mine tanker nu, for ellers bliver det et alt for langt indlæg.

1. session

Wow, bare wow. Spillet føles fra starten af som en lang departure fra Final Fantasy. De har godt nok tænkt ud af boksen, hvis ikke sprængt den.

Først og fremmest vælger du ikke fire classes/karakterer i starten af spillet, men bliver mødt af fire karakterer, altså fire reelle karakterer med personligheder. Det mærkelige er dog, at du med det samme mister den ene karakter, så du går lidt tid rundt med kun 3 karakterer, indtil du får en fjerde midlertidig buddy.

Spillet håndterer også lvls på en helt anden måde, da karaktererne ikke har lvls, men øger deres skills gennem kamp. Hvis du f.eks. bruger sværd, bliver du bedre med disse, bliver du skadet øger du dit max hp osv. Det er et ret fedt system, men også ret overvældende. Jeg er i hvert fald ret bekymret for at ødelægge noget for mig selv eller spilde tid på skills, der måske ikke er så brugbare i længden. Det kan også være, at spillet faktisk er så frit, at du kan gøre, hvad du vil… men det virker ikke sådan.

Jeg er nemlig stødt på flere fjender nu, som jeg skader 0 på. Undrede mig og faldt over flere svar på nettet som foreslog at bruge magi, indtil man fandt stærkere våben. Problemet var bare, at jeg kun havde købt magi til en karakter. Jeg havde slet ikke overvejet at smide magi på flere karakterer, men damn, det er ret fedt at have så mange muligheder, men stadig ret skræmmende og overvældende.

2. session:

Tonen i spillet er virkelig dyster, altså ikke bare lidt, men virkelig meget. Ikke særlig langt inde i spillet kommer du for sent til at stoppe fjenderne, så de faktisk efterlader en række byer i ruiner. Det er så vildt et skift i stemning fra det første Final Fantasy. Der var også den slags til stede i spillet, men Final Fantasy II skruer det bare helt op på 11.

Historien udvikler sig også ret hurtigt, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg kan lide det eller ej. På den ene side er det ret fedt, at der netop hele tiden sker noget, men på den anden side er der også bare meget at holde styr på. Jeg ved, at hvis jeg lægger spillet fra mig en uges tid, så er jeg fucked og skal starte forfra. Jeg vil ikke vide, hvor jeg har været, eller hvor jeg skal hen.

I forhold til stemning, så er der dog også nogle sjove øjeblikke, selvom jeg tror, det måske skyldes oversættelsen. I en bestemt hule møder man en række bævere, hvortil den ene karakter med navnet Guy siger… “Guy speak beaver”, hvilket jeg morede mig lidt for meget over. Altså han er lidt af en dum brute i forhold til grammatikken, men hele situationen er også bare fjollet.

Og kort tid efter skiftet spillet over i det modsatte spor, hvor det bliver super trist, og en karakter ofrer sig for at redde andre. Jeg ville gerne vide, hvad udviklerholdet oplevede, da de lavede dette spil, for det må have været ret specielt.

Generelt er der også bare mange små detaljer, man kan misse. Hvis du ikke hører efter i dialogen eller snakker med alle, så misser du bare en del. Jeg fandt et stykke dialog, som gør, at jeg frygter ret meget for, hvad der sker i historien med en bestemt karakter. Faktisk to, da der også blev lagt op til noget andet… det er simpelthen så spændende en historie!

Men i endnu bedre nyheder har jeg lært, hvordan multitarget med magi virker. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set firaga, men det er, fordi du bare har fire og så kan vælge, om den skal ramme et mål eller flere. Måske jeg skulle læse den lille manual, før jeg startede spillet…. det ville nok være en god ide.

Springet fra Final Fantasy til Final Fantasy 2 minder mig lidt om Dark Souls til Dark Souls 2. I starten tænker man ret meget “ad, hvad er det her”, fordi dodge føles mærkeligt, du har en torch med en timer på, våben er spøjse osv. Listen er lang, men kernen af det handler om, at spillet føles anderledes. Hvilket i starten er frustrerende, fordi man lige har vænnet sig til systemet fra det første spil.

Men når man så lige sætter sig ned, tænker over det og giver det en chance, så indser man, at spillet faktisk er ret fedt på sin helt egen måde. Forandringerne er ikke nødvendigvis til det dårlige, og hvis man bare lige sætter sig ind i dem, så er de faktisk ret sjove at lege rundt med.

3. session

En virkelig fed ting er, at byernes butikker er mere streamlined, så du får et større udvalg i hver by. Så er det slut med at skulle hen til bestemte byer for at få forholdsvis basic items. Medmindre det ændrer sig…

Et andet sted som også er streamlined er i en del af magien, hvor du f.eks. ikke har magi til at kurere enkelte status ailments, men et par spells, der kan fjerne dem. En til midlertidige og en til permanente. Det gør det til et meget nemmere system at deale med.

Der er dog en hage ved magi-systemet, som jeg er begyndt at frygte lidt. Efterhånden som du bruger din magi, stiger det i lvl og mana cost, men det betyder f.eks., at hvis du møder en low lvl fjende, kan du ikke bruge en billigere udgave af din spell. Du kan kun bruge den potentielt “dyre” spell og dermed spilde en del mana. Samme med at kurere ailments.

Man kan dog altid bare grinde mod at kunne have mere mana, men jeg tænker stadig det kan ende i nogle ret grimme situationer, hvor man har brugt en masse mana på basic fjender, der er næsten immune over for melee angreb, og så dukker der en boss op.

4. session

Jeg fik en ny companion og et fartøj. Det var en ret fed måde, at man erhvervede sig skibet på. Pirater narrede en ombord, hvorefter man giver dem en omgang tæv… og forklarer, hvilken sag man kæmper for – Så joiner de én.

Jeg prøver desperat at skaffe hjælp til at stoppe de onde, men det virker bare ret håbløst. Hilda er nu forsvundet efter grine-dukken prøvede at forføre min ene karakter. Der er nogle ret fede twists i det her spil, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at der kommer et ret vigtigt twist snart – Den slags som fungerer som mavepuster for både mig og karaktererne.

Og mere trivielt har jeg brugt en del tid på at grinde stats ved f.eks. at skade mine egne med magi for så at heale dem bagefter. Det virker så fjollet, men hvor er det rart at øge lvl på de forskellige spells samtidig med, at man øger sin maksimale MP. Det hjælper ret meget ved en del af de stærkere fjender. Det er stadig ret nemt at få sin røv sparket komplet ud ved tilsyneladende simple kampe. Nogle gange er der bare for mange fjender, andre gange får de bare nogle heldige slag ind.

 

Og det var første del. Følg med næste gang, når jeg forhåbentlig har fået gennemført spillet!