All posts by alex2life

RIP Kongregate

If this was a YT video this would be the part where I’d sit down in a chair, sigh for half a minute and then say “We need to talk”.

Because thats honestly how I feel, just really done and beyond hollow – devastated kinda.

(This is a big rant full of me trying to focus my thoughts in a meaningful way but I already know its going to be a lot of rambling. Sorry in advance.)

Big rambling rant

So Kongregate is cutting a bunch of their social features later this month. July 22. to be more precice and the announcement just came out of nowhere and felt like a slap in the face of everybody. There was no heads-up for mods, devs or anyone it seems.

Jfc, even the staff working at Kong got laid off just like that. No heads-up or proper message.

It sucks so hard. Flash was dying and have been for a while so Kong most likely wouldnt be able to stay around “forever” but getting slapped like this is just awful. Under a month to chat with all of your favorite friends in the non-game rooms.

Some of the sites most unique and amazing features are being thrown away – At this point they might as well just kill the site. It will not be the same without those features at all. Its about to become a shell of what everybody sees as Kongregate. Its soul is being sucked out.

So yeah, I should link the announcement, so here you go. First off, notice the lack of clarification. The staff has been fired so what about Kongpanions, Quests, Challenges or what about… you know what, lets get right to this point too. A brief history lesson;

So back in December 2019 Kong announced a partnership with Forte and the details werent exactly clear, just that it had something to do with the mysterious blockchain-tech. Hooray.

Most people probably forgot about it because nothing happened, except for two weeks ago on June 18. when Kong announced Stickers and Blocks. These new features might have been cool but they arrived buggy and broke a number of other features. Badge of the day wouldnt be awarded, the first Blocks-challenge didnt work etc. It was a complete mess. The feature to report missing badges also didnt work so everybody just kept asking “is it working now!?” in the game chats, which was pretty entertaining tbh. I saw some new faces and noticed the same names in the chat from day to day.

The new features were mostly fixed but the sticker store was broken/buggy and was therefore shut down temporarily(?). So right now a lot of users are sitting on a pile of blocks but dont have any sticker packs to buy with them.

Fast forward to yesterday, July 1. and the mindblowing announcement… just wow. So after all the work on stickers and blocks we have no idea if they’re staying around. Considering the amount of chat rooms being shut down whats the use for stuff meant to be used in… chat rooms.

And yes, some game rooms will stay, yay, but not having non-game room goes straight against the spirit of Kong, connecting with different people across different games.

Another problem right now is who will answer all of the questions because the people who should be facilitating the news are gone or will be soon.

I’m a moderator atm but when the chat rooms goes away, instead of switching all the room moderators to global moderators who could mod the remaining game rooms, we’re just being demodded. The entire mod-team is therefore just gone…

So Kong is left with a few chat rooms and apparently noone to moderate them. Good fucking luck with that.

What about?!

And what about Kartridge, kongregates game/store client where a bunch of popular Kong-titles were released along with other indie games. A bunch of these had badges carry over from Kongregate.com so no new badges there must mean that this part of Kartridge is also just going to disappear?

Again, an announcement like this really needs to have more clarification because right now there are so many unanswered questions. If this decicion has been anything other than rushed Ill be shocked because thats the only excuse I think can explain how poorly its been handled.

Btw, with non-game rooms going away, that also means that the newly created room meant for showing off stickers is going away. My hope for the stickers is dwindling fast.

They want Kongregate to be an ad-money-generating archive but doing it this way will kill so much of the activity. Its mindboggling that they’re doing something like this.

The chat rooms have attracted so many people and kept them coming back. People have formed friendships so fast and kept coming back to write with those same people. If you cant do that, a large incentive to come back is being removed. Why play games on Kong when other sites also have the games?

Same with not doing more badges. I remember when I first started on Kong people had this tradition where a lot of players would post when they got medium/hard/impossible badges and everybody would congratulate each other and talk about the games. It was so fucking wholesome. Thats never making a comeback now.

No matter how frustrated I am by the announcement I should be fair and also talk about the activity dropping. I spent most of my time in the Danish chatroom and the activity has been dropping a lot. Theres like 10 regulars who keeps coming back talking to eachother with a bunch of lurkers/non-chatters. Just a handful of years ago the chat would almost feel flooded because of the amount of active people.

But in response to activity dropping they could go and do what they did when the Norwegian room was shut down. They were allowed in the Danish chat room so it was a combined Danish/Norwegian chat room in the end. I only saw few Norwegians active in the chat but we could have just had a combined Scandinavian chat room.

But really, it feels like a recreation of this, someone is standing ready to pull the plugs. Kong was headed towards its final years yep, but seriously… “Not like this”.

So Kongpanions?

In case people dont know what Kongpanions are, each day a badge on the site is chosen as “Badge of the day”, if you get one of these in a week, you get that weeks Kongpanion. When you get five BOTDs your Kongpanion becomes shiny.

I have all the Kongpanions in shiny edition, all 339 of them. (A couple are from events) but thats still around 339 weeks of checking in at least 5 days a week. Thats over 6 years of me coming back to grab or earn a badge and write with people in chat + moderate it. Im not trying to act or sound entitled here but its more to show that Kongregate has and will always mean a lot to me.

I know Im an outlier but Kong has always been about getting people to come back and Im certain that wont happen as much with the coming changes. Which sucks because that means that its less likely that people will get to experience all the great stuff I have because of Kongregate.

 

So I think thats my rant on the recent announcement. It stinks and will likely cause activity to drop a lot which will probably be used to justify shutting down the site completely. Removing core features of a site is a serious move and in this case clearly the wrong one. Most of all I feel bad for the staff that was laid off like that. Not only do they lose their jobs but they have to see their work being ruined like this.

 

My story with Kong

And I’d like to add a more personal story which is the kind of stuff I feel sad knowing probably wont happen again on Kong.

So when I first arrived on Kongregate I played without an account because I didnt get why I should make one. I didnt create one on the other sites with flash games. I then made my account on 15. of december 2007 because I got something called a badge, like what was that. So I got something for clearing objectives in games, thats cool.

I spent a lot of time in an English chat room along with a school friend and we met this particular user who turned out to be a 40+ years old female British school teacher and we had a blast writing with each other about the games, badges etc.

Some time passes and one time when I logged in I was placed in a Danish chat room so naturally I stayed there. Here I lurked for quite some time but I saw so many friendly Danes doing roleplay and just being awesome. There was this user who had “dragon” in their username and people would roleplay riding them around. It sounds silly and it was but everybody loved it.

Then I started writing and got sucked in so hard. I couldnt stop, I really felt like I had found my place with all these lovely folks.

My memory is not the best so it feels like a giant blurry mess and I know Im mixing a lot of different users together because so many new users arrived while others left. I just stayed and watched them come and go. I had fun meeting new folks, introducing them to kong, telling them which games were fun, which badges were easy etc.

There were also a fair number of trolls, one even became a moderator which was really awkward. It did fit with the times though because later that mod was buddy buddy with one user that switched over and became one of the giant nuisances in history of the Danish chat room. Were talking constant harassment, multiple users, constant banning, teaming up with other users etc. He was a menace.

Anyways this was also around the time I first met up with another Kong user in rl. We met at an McDonalds and we had joked about her needing a sign so I could recognise her. When I arrived I saw this girl slamming a cardboard sign on the window and we instantly became close friends outside of Kong.

Around this time I was also starting to fall for this other girl in the Danish chat room and I was certain she felt the same way. We wrote a lot every day but when I finally told her how I felt she said she saw me more as a close friend. I had made the friendship quite awkward with my confession so the friendship slowly dissolved.

And while this was going on, like holy shit – So much was happening at the same time! But while this was going on I was writing a lot with this guy who also just spent all day on Kong. We became good friends and one day he made his GF sign up because she was just playing on Kong anyways, so why not. I said hi right away and ended up friending her on Kong even before he did. (Foreshadowing here)

So we start writing a lot more the three of us along with a couple of other Kong users and its clear that their relationship isnt going that well. I start writing more with her privately about everything, like everything. Our lives, her relationship etc. We became very close  friends and she even encouraged me to confess how I felt to the other girl who turned me down.

When they broke up both me and her realised that maybe we were a little more than just friends so we arranged to meet and its just… You ever had that feeling of something being just right in every way imagineable. Thats how it felt meeting her. Luckily she felt the same.

Fast forward a year and she spends less time on Kong (She played more games on King, boo her!) but our relationship is still going strong. I move into her parents basement where we decorate it as our own space.

One year later I move out to study in another city so its back to long distance relationship. Its just for a year until she also moves but its one of the toughest times in our lives. We struggled so hard with it because after spending a year together, being apart again, just nope! I use Kong even more in this period to stay connected with all of my friends. When you’re alone in a new city nothing beats having some familiar voices around you like I had through Kong.

Now we skip a lot more and we plan to have a kid. Next thing we know, we have one and after both of us graduate we move again, into this weird apartment with an odd landlord but at least we’re closer to family.

Both of us get work, we’ve started planning another kid and are looking for a house. We find the perfect place and after getting it we’re now just doing great. Everything we could ask for and we’re happy.

So whats the point of having part of my life story out in public here. Kongregate was with me all the way. No matter what was going on I managed to pop in and say hello almost every day. If you think its a sad fact, you dont get that Kongregate.com is/was more than just the games. The people, the conversations, the random chat rooms – It was those unique features that kept me coming back. I love chatting with people about everything from our favorite fruit to what the meaning of life is. Jfc, we’ve given each other relationship advices and seen each other grow up on Kong.

Ive met so many amazing people and also a lot of awful ones – it has shaped me as a person and taught me much about how to deal with others. Both in person and online. So much of my life has been shaped through my time spent on Kongregate and it saddens me that others wont be able to have that same kind of experience in the future.

Nothing lasts forever but it certainly didnt have to end like this.

Kongs been a stable part of my life for years and Im really going to miss it.

 

As a trigger-happy lawless cowboy moderator!

Another part I wanna touch on is being a moderator on Kongregate, which I’ll miss. Nothing beats being a tyrannic dictator with unlimited power! Or thats most likely how a number of users will probably describe me and my fellow Danish mods.

Im usually pretty humble but I think its time to be so humble. Im an amazing moderator when you throw me into a chat room. I say that with full confidence after years of experience and a real knack for it. I became a moderator in may 2013 so yeah, 7 years of experience now.

And I say “in a chat room” because I havent been as active in the moderator forums as I should have. I checked them from time to time and asked questions too but I didnt frequent them as much. I could use excuses like rl stuff but tbh I had time, just didnt do it.

But yeah, back to patting myself on the back or actually its patting a lot of moderators on the back because we have all learned so many useful skills.

First off you become Bullshit man with the ability to spot bullshit from miles away. People coming into your chat room to write stupid shit, you get this sixth sense almost. I’ve shut down so many trolls and racists right away because they doing the same dog whistles and using the same tactics.

But even better Ive managed to turn over some trolls to become regular users by reaching out to them after shutting their trolling down. Again you get the ability to spot which trolls can be reached out to and which should just be removed.

There are also so many small tricks I’ve used over the years. Every time I say “CYA” I stick around for a couple of minutes to keep an eye on the chat because Ive seen several trolls wait for mods to leave before going at it. Nothing beats their reaction of “I thought you left!” before they’re silenced.

The rules of Kongregate are pretty straight forward but still leave enough room for moderators to shape their moderation and be flexible in certain situations.

I wrote that a number of users would call us tyrannic dictators and I’ll admit there is a bit of truth to it, a small bit. Ive certainly had my trigger-happy lawless cowboy moments. I wanna play with open hands here so Ill let you know about those moments too. Im not a moderator after July 22. anyways so honestly who cares.

Youre supposed to give every user a warning before silencing them but I’ve had several users that have been warned so many times I just went straight to silencing after some time. With a couple of these users Ive given them a choice right now before our room is gone. If they stick to the rules I’ll leave them alone but if they misbehave its straight to a weekban which means they’ll miss out on precious time.

I dont want to see the rooms last moments be full of crap, so yeah, gloves off now. Ive also called users dumb and other things like that which might not seem like a huge thing but as a moderator you kinda need to be professionel even when having fun with folks. I’ve lost my cool with certain trolls and just banned their new alt accounts right away, whoops.

One of the most important things Ive learned as a moderator though is to be able to apologise when I’ve been in the wrong. The few times Ive made a bad call Ive apologised to the user. One time I even accidently silenced the wrong user because chat moved right as I clicked the username but realised after half a minute. I unsilenced him, apologised, wrote to admins to let them know he didnt do anything wrong in case people looked at his silence/ban history.

Another really important thing about being a moderator is keeping the balance between acting like friendly community manager and a authoritative police officer. Your role changes with every situation and thats also one of the skills you have to learn as a moderator. Figuring out how to approach different people.

In general being a moderator on Kongregate has had its ups and downs. Some of the trolls we’ve had to deal with were pretty toxic, creating hundreds of new accounts to harass us and stuff like that. Other times its been lots of fun meeting new faces, showing them around the site and seeing their excitement when they earn their first badge.

I havent always agreed with the administrators but I kinda get them most of the time. For example when it comes to banning users they’re not happy about banning long-time users and will spent a fair amount of time trying to deal with the problems in other ways first. It was a tough fight to get that one menace removed back in the day but when admins saw his behavior following the ban, they understood it completely. You couldnt reach him in any way.

 

Thats it

I think thats all I have to say on this announcement right now. My heads still spinning from trying to process the news but yeah. This super stinks, removing core features like that with such short notice… jfc.

I really want to thank all of my fellow Kongregate users, even the ones I dislike. Youve all been part of what made this site unique. I hope the staff that was laid off gets hired quickly because they really deserve better than this.

Alex2life out.

Final Fantasy II – Del 1

Final Fantasy II er et virkelig specielt spil, og et jeg allerede har ret mange tanker om. Jeg mangler stadig at gennemføre det, men I får første del af mine tanker nu, for ellers bliver det et alt for langt indlæg.

1. session

Wow, bare wow. Spillet føles fra starten af som en lang departure fra Final Fantasy. De har godt nok tænkt ud af boksen, hvis ikke sprængt den.

Først og fremmest vælger du ikke fire classes/karakterer i starten af spillet, men bliver mødt af fire karakterer, altså fire reelle karakterer med personligheder. Det mærkelige er dog, at du med det samme mister den ene karakter, så du går lidt tid rundt med kun 3 karakterer, indtil du får en fjerde midlertidig buddy.

Spillet håndterer også lvls på en helt anden måde, da karaktererne ikke har lvls, men øger deres skills gennem kamp. Hvis du f.eks. bruger sværd, bliver du bedre med disse, bliver du skadet øger du dit max hp osv. Det er et ret fedt system, men også ret overvældende. Jeg er i hvert fald ret bekymret for at ødelægge noget for mig selv eller spilde tid på skills, der måske ikke er så brugbare i længden. Det kan også være, at spillet faktisk er så frit, at du kan gøre, hvad du vil… men det virker ikke sådan.

Jeg er nemlig stødt på flere fjender nu, som jeg skader 0 på. Undrede mig og faldt over flere svar på nettet som foreslog at bruge magi, indtil man fandt stærkere våben. Problemet var bare, at jeg kun havde købt magi til en karakter. Jeg havde slet ikke overvejet at smide magi på flere karakterer, men damn, det er ret fedt at have så mange muligheder, men stadig ret skræmmende og overvældende.

2. session:

Tonen i spillet er virkelig dyster, altså ikke bare lidt, men virkelig meget. Ikke særlig langt inde i spillet kommer du for sent til at stoppe fjenderne, så de faktisk efterlader en række byer i ruiner. Det er så vildt et skift i stemning fra det første Final Fantasy. Der var også den slags til stede i spillet, men Final Fantasy II skruer det bare helt op på 11.

Historien udvikler sig også ret hurtigt, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg kan lide det eller ej. På den ene side er det ret fedt, at der netop hele tiden sker noget, men på den anden side er der også bare meget at holde styr på. Jeg ved, at hvis jeg lægger spillet fra mig en uges tid, så er jeg fucked og skal starte forfra. Jeg vil ikke vide, hvor jeg har været, eller hvor jeg skal hen.

I forhold til stemning, så er der dog også nogle sjove øjeblikke, selvom jeg tror, det måske skyldes oversættelsen. I en bestemt hule møder man en række bævere, hvortil den ene karakter med navnet Guy siger… “Guy speak beaver”, hvilket jeg morede mig lidt for meget over. Altså han er lidt af en dum brute i forhold til grammatikken, men hele situationen er også bare fjollet.

Og kort tid efter skiftet spillet over i det modsatte spor, hvor det bliver super trist, og en karakter ofrer sig for at redde andre. Jeg ville gerne vide, hvad udviklerholdet oplevede, da de lavede dette spil, for det må have været ret specielt.

Generelt er der også bare mange små detaljer, man kan misse. Hvis du ikke hører efter i dialogen eller snakker med alle, så misser du bare en del. Jeg fandt et stykke dialog, som gør, at jeg frygter ret meget for, hvad der sker i historien med en bestemt karakter. Faktisk to, da der også blev lagt op til noget andet… det er simpelthen så spændende en historie!

Men i endnu bedre nyheder har jeg lært, hvordan multitarget med magi virker. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set firaga, men det er, fordi du bare har fire og så kan vælge, om den skal ramme et mål eller flere. Måske jeg skulle læse den lille manual, før jeg startede spillet…. det ville nok være en god ide.

Springet fra Final Fantasy til Final Fantasy 2 minder mig lidt om Dark Souls til Dark Souls 2. I starten tænker man ret meget “ad, hvad er det her”, fordi dodge føles mærkeligt, du har en torch med en timer på, våben er spøjse osv. Listen er lang, men kernen af det handler om, at spillet føles anderledes. Hvilket i starten er frustrerende, fordi man lige har vænnet sig til systemet fra det første spil.

Men når man så lige sætter sig ned, tænker over det og giver det en chance, så indser man, at spillet faktisk er ret fedt på sin helt egen måde. Forandringerne er ikke nødvendigvis til det dårlige, og hvis man bare lige sætter sig ind i dem, så er de faktisk ret sjove at lege rundt med.

3. session

En virkelig fed ting er, at byernes butikker er mere streamlined, så du får et større udvalg i hver by. Så er det slut med at skulle hen til bestemte byer for at få forholdsvis basic items. Medmindre det ændrer sig…

Et andet sted som også er streamlined er i en del af magien, hvor du f.eks. ikke har magi til at kurere enkelte status ailments, men et par spells, der kan fjerne dem. En til midlertidige og en til permanente. Det gør det til et meget nemmere system at deale med.

Der er dog en hage ved magi-systemet, som jeg er begyndt at frygte lidt. Efterhånden som du bruger din magi, stiger det i lvl og mana cost, men det betyder f.eks., at hvis du møder en low lvl fjende, kan du ikke bruge en billigere udgave af din spell. Du kan kun bruge den potentielt “dyre” spell og dermed spilde en del mana. Samme med at kurere ailments.

Man kan dog altid bare grinde mod at kunne have mere mana, men jeg tænker stadig det kan ende i nogle ret grimme situationer, hvor man har brugt en masse mana på basic fjender, der er næsten immune over for melee angreb, og så dukker der en boss op.

4. session

Jeg fik en ny companion og et fartøj. Det var en ret fed måde, at man erhvervede sig skibet på. Pirater narrede en ombord, hvorefter man giver dem en omgang tæv… og forklarer, hvilken sag man kæmper for – Så joiner de én.

Jeg prøver desperat at skaffe hjælp til at stoppe de onde, men det virker bare ret håbløst. Hilda er nu forsvundet efter grine-dukken prøvede at forføre min ene karakter. Der er nogle ret fede twists i det her spil, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at der kommer et ret vigtigt twist snart – Den slags som fungerer som mavepuster for både mig og karaktererne.

Og mere trivielt har jeg brugt en del tid på at grinde stats ved f.eks. at skade mine egne med magi for så at heale dem bagefter. Det virker så fjollet, men hvor er det rart at øge lvl på de forskellige spells samtidig med, at man øger sin maksimale MP. Det hjælper ret meget ved en del af de stærkere fjender. Det er stadig ret nemt at få sin røv sparket komplet ud ved tilsyneladende simple kampe. Nogle gange er der bare for mange fjender, andre gange får de bare nogle heldige slag ind.

 

Og det var første del. Følg med næste gang, når jeg forhåbentlig har fået gennemført spillet!

Final Fantasy I

Jeg var faktisk lidt bange for at spille det første Final Fantasy. Ikke at jeg forventede, det var ringe eller noget i den retning, men jeg frygtede, at det ville føles lidt outdated og ret akavet at spille. Det var dog det komplet modsatte og var en totalt fryd at spille. Fra start til slut var det bare ren underholdning.

Jeg havde et par frustrerende øjeblikke, men hvad er et spil uden at have et par af den slags. Samtidig var det ofte mig, der var lidt dum, som f.eks. at gå ind i en dungeon uden at have full hp/mp og den slags fjollede ting. Det kommer jeg ikke til at glemme foreløbig.

Men for at være ærlig overraskede spillet mig faktisk virkelig meget. Der var så mange fede features ved spillet, at jeg ikke skænkede dets alder nogen tanke, hvilket faktisk er lidt sjovt for der er nogle ret markante “mangler” i forhold til moderne game design.

For det første er den primære overordnede historie i spillet ret fesen. Du vælger en række karakterer, men de føles ikke unikke på nogen måder. *Banker på klokke* SIG VELKOMMEN TIL KNIGHT #22, NINJA #12, #WHITE WIZARD #42 OG BLACK WIZZZZZZZZZZZAAAARD #1. Min ene karakter hed blank, hvilket, jeg synes, illustrerer spillets hovedpersoner ret godt.

De historier, du støder på rundt omkring i verdenen, er dog virkelig spændende, og det var interessant at se, hvordan alting hang sammen på forskellige måder. Objekter du skaffede et sted skulle bruges et helt andet, og en god del af tiden var der en god grund til dette.

Hvis vi ser på kamp-systemet er det ret simpelt, men der var stadig flere ting, jeg først opdagede, da jeg næsten havde gennemført spillet. F.eks. er der noget gear, som kan bruges som items i kampe, hvorved de så caster forskelligt magi. Så det at løbe tør for MP gjorde pludselig ikke så meget, når bare man havde et stykke gear med den slags effekter.

Måden, man kommer rundt i verdenen på, er også bare genial, og hver gang, man åbner for et nyt fartøj, er det som en kompakt juleaften,, hvor man skriger ved tanken om, hvor man nu kan tage hen. “Mor den der flod der, jeg kan, den flod der, nu kan jeg komme derover MOR MOR, SE!”. Det føles som et stykke tid siden, hvor jeg har siddet og været så hype over noget så “trivielt” som et fartøj.

Jeg ved ikke, om jeg har så meget mere at sige om Final Fantasy I andet end, at det holder totalt, og at det kan anbefales meget. Det var en meget frisk oplevelse. Med den kommentar siger vi SWUSH, og så er jeg videre til Final Fantasy II!

Final Fantasy Forever!?

Ahh ja, Final Fantasy. Bare navnet føles godt at sige, Final Fantasy, Fiiiiiinaaaaal FANTAAAAAAAAAAAAAAAAAsy. 

Jeg har dog en pinlig tilståelse. Jeg har aldrig gennemført et Final Fantasy. Eller det har jeg så nu,, men det her indlæg skulle være udkommet, før jeg overhovedet gik i gang med spillet…. ups.

Så hvis I lige vil lege med, så lader vi som om det her indlæg er skrevet, før jeg fik gennemført Final Fantasy. Tak!

Men ja, jeg har brugt utallige timer i forskellige Final Fantasy-titler, men jeg har aldrig fået gennemført et. Kan huske, at jeg gav op i FFX, da jeg kom til en boss på et bjerg. Jeg havde fucket mine skill points/sphere, hvad det nu hed, op. Jeg havde vitterligt kørt dem i alle de forkerte retninger. Bossen gav mig tæv igen og igen, så jeg gav op.

Fast forward til, at jeg prøver at spille FFX-2, hvor jeg giver op, fordi jeg ikke forstår historien, hvor er Tidus!? Spring længere frem til at jeg spiller FFXIII, som jeg faktisk holdt ret meget af, men også gav op på. Det dummeste her, og I har lov til at slå mig nu, er, at jeg gav op, da spillet faktisk åbnede sig op i stedet for at være 100% lineært. Da spillet faktisk blev forbedret en del, sprang jeg fra… sorry.

Det er et generelt problem, jeg har med at ikke få afsluttet ting, det tog mig f.eks. adskillige år, før jeg endelig fik læst den sidste Harry Potter bog. Der var vitterligt ingen grund til, at jeg ikke fik den læst andet, eller måske en slags frygt for, at magien sluttede. Måske jeg bare har det ret stramt med at gode ting slutter, så hvis jeg aldrig afslutter dem… nah, sådan fungerer det jo ikke.

Føler mig lidt som den AI, der spillede Tetris og opdagede, at den bedste måde at vinde spillet på var ved slet ikke at spille. Den pausede spillet lige, før skærmen blev fyldt op, så den aldrig tabte. Ret smart taktik ikk?

Men jeg synes aldrig, at jeg har givet Final Fantasy-serien en rigtig chance. Det tæller ikke at spille 20 timer og så give op på et bjerg eller en græsplæne. Jeg vil spille dem fra start til slut!

Og så laver vi lige en fade-effekt til en anden del af min hjerne, der på eget initiativ spottede Final Fantasy titler til billige penge i et PS Store udsalg. Haps haps sagde det, og så havde jeg en række FF-titler på min PS Vita. Jeg fik ikke spillet dem på det tidspunkt… så tja, det var da et godt køb, wuuuuu!

Men så gik der lidt tid og ved endnu et udsalg, spottede jeg lidt flere, og sådan endte jeg med det I kan se på billedet. Final Fantasy I–>IX på en konsol jeg kan have i lommen, hvis jeg tager de lidt for store bukser på.

Og nu er det endelig tid til virkelig at gå i gang med serien. Der er jo ingen undskyldninger nu. De er køreklar og mit humør er lige til det. Derfor har jeg sat mig for at spille Final Fantasy-serien igennem, og ja, jeg ved godt, at nogle af de udgaver, jeg kommer til at spille, ikke er de originale, men ports, semi-remakes og den slags. Det synes jeg dog ikke gør så meget. Jeg vil bare gerne gennemføre et Final Fantasy-spil og helst flere af dem.

Så følg min rejse gennem Final Fantasy-serien, som en komplet FF-casual. Selvom jeg også har spillet andre JRPGer, må jeg erkende, at der er mange ting, jeg ikke fatter ved genren. Jeg glæder mig ærlig talt vildt meget, for jeg elsker at følge seriers udvikling, og når man så har en hel buffet som den her. Det bliver så godt!

Jeg nævnte det forresten kort, men jeg spiller dem på PS VITA. Undskyld, hørte I alle det, PS Vita! Elsker den lille håndholdte konsol så meget. Der er bare så mange gode titler at få til den, og nogle af dem kan alene retfærdiggøre et køb af en PS Vita. Persona 4 Golden siger hej og giver dig en glædeslussing.

MarvelWatch! Avengers: Infinity War

Så er det endelig blevet tid til kulminationen af så mange af de foregående begivenheder i Marvel Cinematic Universe. Vi har før set glimt af Thanos, fået afsløret at flere angreb har været på hans ordrer samtidig med, vi har fået kendskab til de forskellige Infinity Stones.

Det bliver bare federe jo mere, jeg tænker over det. Elementer tilbage fra Captain America: The First Avenger og delvist Thor gennem en post credits-scene har nu en væsentlig rolle, da grundlaget for Infinity War allerede begyndte at blive skabt der.

De forskellige Infinity stones er nemlig:

  • Space Stone = Tesseract
  • Mind Stone = Lokes scepter
  • Reality Stone = Aether
  • Power Stone = Orb
  • Time Stone = Eye of Agamotto
  • Soul Stone = ?

Thanos vil gerne have fat i disse, så han kan blive det stærkeste væsen i hele galaksen, universet og egentlig bare overalt. Der er ingen grænser for, hvor langt han han række, hvis han får fat i alle seks sten. Spoiler! Det gør han, og det får nogle virkelig grumme konsekvenser. I en ret følelsesladet og til dels overraskende/chokerende scene bliver halvdelen af livet i universet pludselig forvandlet til støv. Normalt er det et aktivt valgt at sidde og vente på post credits scenen, men denne gang sad det meste af salen med kæben på gulvet. Filmen slutter jo med at skurken får, hvad han vil have!? Og ikke på en Civil War-agtig måde, hvor Avengers er lidt uvenner, men på en “Halvdelen af jordens superhelte er blevet til støv, wtf!?”-måde.

Den efterlod mig derfor også i et lidt akavet humør, fordi den vitterligt føles uafsluttet. Det kan virkelig ikke passe, at Thanos vinder, men hvordan i alverden vil de fikse et problem, som det her?! Nu kommer Endgame snart, og så finder vi da forhåbentlig ud af det.

Infinity War er forresten den første film i Marvel Cinematic Universe, hvor jeg vil sige, at man næsten skal have set de fleste, hvis ikke alle de foregående film. Der er så mange referencer til de forskellige film og mange små kommentarer, der giver ekstra god mening, når man har de andre film in mente. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg havde set alle de andre film for nylig, så jeg var helt med på, hvad der foregik.

Dette gælder forresten fra starten af, hvor vi befinder os ombord på rumskibet fyldt med asgardians, eller det er sådan set fyldt med døde asgardians, mens Thanos med to af sine børn er klar til at tæve Thor, Loke, Hulk og Heimdal for at få fat i tesseract.

Det ender ikke særlig godt, for Loke ofrer sig for Thor, Heimdal ofrer sig for Hulk og får sendt ham til jorden, mens Thor ender med at blive skudt ud i rummet, hvor han driver rundt i lidt tid.

Der er dog en ret fed scene, hvor Hulk og Thanos kæmper, hvilket sådan set mere er Hulk, der overrasker Thanos med nogle slag, hvorefter vi ser, at Thanos er hurtigere og stærkere end Hulk. Ingen Hulk smash her, men i stedet Hulk smashed. Det er samtidig ret genialt, for hvis man tænker på Age of Ultron og Hulk mod Hulkbuster, så ved vi, at Hulk er en af de stærkeste og mest ustoppelige helte på jorden. Når han så bare får tæv på et øjeblik, så ved vi, at Thanos er the real deal.

Men ja, Hulk sendes til jorden, hvor han crashlander midt i Doctor Stranges opgang. Han er rimelig forvirret, men efter de har hentet Tony Stark, begynder han at forklare situationen. Her bliver vi forresten mindet om, at Bruce Banner jo har været væk i et godt stykke tid, for han spørger Stark, om hvorfor han ikke bare ringer til Captain America. Han forsvandt jo efter Age of Ultron, så han har misset ekstremt meget.

Dette er samtidig smart, for Bruce Banner kommer lidt til at fungere som en hjælp til dem, der ikke lige kan huske alt, der er sket i de tidligere film. Han stiller nogle gode spørgsmål og minder os samtidig om hvor meget, der er forandret. Jeg elsker f.eks. hans kommentar til, at de nu har fået både en Ant-Man og en Spider-Man.

Mens Bruce Banner, Doctor Strange og Tony Stark står og diskuterer, kan de dog høre skrigen ude fra gaden af. Det er så bare lige Thanos, der siger hej ved at have sendt to af sine børn ned efter Eye of Agamotto/Time Stone.

De her forskellige børn af Thanos er forresten ret fede, da de har hver deres speciale og kampstil. De to, vi møder her, er en stor stærk fyr med en klo på en kæde samt en lille fyr, der er ekstremt god til magi. Et virkelig genialt makkerpar, der giver dem kamp til stregen. Spider-Man joiner forresten kampen her.

Til sidst bliver Doctor Strange beamet up i deres rumskib med Spider-Man på slæb og Iron Man lige i hælene. Bruce Banner finder telefonen og får ringet til Captain America, som straks svarer og nu er en stor del af holdet samlet igen. Lige med undtagelse af Scarlet Witch og Vision, der prøver at have et forhold sammen. Når de har tid altså.

De bliver dog angrebet af to andre af Thanos’ børn og får rimelig meget tæv. Det er derfor godt, at Captain America og holdet kan komme ind og redde dem.

Siden Thanos gerne vil have Mind Stone, der sidder fast i panden på Vision, skal de prøve at finde ud af, hvad de kan gøre. Det ender med en plan om at fjerne stenen og håbe på, at der bliver efterladt nok bevidsthed/personlighed til, at Vision stadig vil være sig selv.

Det eneste sted, hvor de kan udføre så avanceret en operation, er dog i Wakanda, så de flyver straks derover for at få hjælp af Black Panther og især hans søster, Shuri. De er også ret flinke, så de giver Bucky en ny arm, og så er han også en del af holdet, hvorefter de gør klar til at beskytte Vision under hans operation.

Det bliver en ret storslået kamp her, for Thanos kommer ikke uden forstærkninger, hvilket her består af en kæmpe hær af aggressive monstre, der bare flår alt i stykker og kæmper til det sidste. Selvom der er en god del helte samlet, får de ærlig talt rimelig meget tæv, fordi der simpelthen bare er så mange modstandere.

Nu er vi dog nødt til at springe lidt tilbage, for der sker simpelthen så meget i filmen. Husker du, at Thor blev skudt ud i rummet? Før det skete, blev der sendt et nødsignal ud, som Guardians of the Galaxy opfangede og valgte at undersøge. Her opdager de Thor, som straks vil afsted igen for at få skabt et nyt våben, der kan hamle op med Thanos. Rocket og Groot joiner ham, mens resten af GoG-holdet tager afsted til Knowhere for at forhindre Thanos i at få fat i Reality Stone.

Thor får skabt et nyt våben ved hjælp af dværgen Eitri, og så er han straks på vej til Wakanda med Rocket og Groot for at kæmpe. Imens ankommer det halve GoG-hold til Knowhere, hvor Thanos fanger dem i et baghold og kidnapper Gamora. Han afpresser hende ved at torturere hendes søster, Nebula, og til sidst afslører hun, hvor han kan få fat i Soul Stone.

Husker du tilbage i Captain America: The First Avenger, da Tesseracten beamede Red Skull ud i rummet. Nu ser vi, hvad der skete med ham, for han er blevet sat til at vogte over Soul Stone, eller han virker mere som en slags tour guide, der forklarer spillereglerne for andre. Det viser sig dog, at man skal ofre noget, man virkelig elsker for at få fat i den, og Gamora dør nærmest af grin, fordi hun mener, at Thanos aldrig har elsket noget. Hun holder dog op, da hun opdager at Thanos ser ret trist ud, og det går op for hende, at han faktisk elsker hende. Hun bliver kylet ud fra skrænten, og Thanos vågner op med endnu en Infinity stone.

Og her skal vi lige holde en pause, for det er simpelthen så plat, at de prøver at give Thanos en dybere karakter gennem dette. Han er en stor tyran, der ikke har noget imod at slå alt ihjel, hans højeste ønske er, at slå halvdelen af universet ihjel, og pludselig skal vi se ham med et par tårer og have ondt af ham. Bare nej! Han er totalt langt ude! Efter at have en så god skurk som Killmonger virker Thanos meget ensporet, og en enkelt scene som den her giver virkelig ikke ekstra points. Pause slut.

Så vender vi tilbage til Thanos skib, hvor Nebula er sluppet fri, og hun aftaler at mødes med det halve GoG-hold på Titan, Thanos’ hjemplanet. Her er vi nødt til at springe i tid og sted igen, for vi skal tilbage til Doctor Strange, Iron Man og Spider-Man på vej gennem rummet ombord på et fremmed rumskib. De er oppe mod den store onde magiker, og de ender med at overvinde ham på en ret smart måde.

Jeg skal dog lige indskyde, at jeg igen virkelig hader Spider-Mans kommentar her, for han spørger, om de har set den her gamle film Aliens, da hans plan er at suge den onde fyr ud i rummet. Det føles bare som en virkelig akavet, når han er så cool ude på sine egne eventyr. Hvis de vil vise, at han er meget yngre, så find en bedre metode!

Deres plan lykkedes, men de kan ikke rigtig styre skibet. Det er dog på vej til Titan, så efter en kort konflikt med GoG-holdet teamer de op i kampen mod Thanos. Der er dog brug for en god plan, for Doctor Strange bruger sine kræfter til at tjekke fremtiden, og han opdager, at de taber i alle scenarier med undtagelse af et. Tid til at have en knivskarp plan.

Denne scene indeholder også et af de sjoveste aspekter ved Infinity War. Når de store egoer clasher, hvilket især sker, når Doctor Strange, Star-Lord og Iron Man støder på hinanden og konstant prøver at overgå hinanden eller generelt bare genere hinanden. Generelt er humoren ret spot on, og der er mange sjove scener.

Da Thanos ankommer følger de en virkelig god plan, men lige da de er ved at hive Infinity Gauntlet af ham, opdager Star-Lord, at Gamora er død, så han slår Thanos, der går helt amok, og det er kun rent held, at de ikke bliver pulveriseret. Men så har Thanos bare endnu en Infinity Stone, åh nej! Han siger farvel og smutter tilbage til jorden, mens vores helte prøver at komme sig oven på angrebet.

Nu hopper vi tilbage til Wakanda, hvor Thor ankommer sammen med Groot og Rocket. Thor går straks i gang med at svinge sin nye økse og den flyver bare frem og tilbage, mens den giver alt omkring sig stød. Mjølner 2.0 er rimelig sej.

Samtidig begynder Groot og Rocket at angribe alt de kan, og vi får en ret god scene, da Rocket støder på Bucky og først spørger, hvor meget han skal have for sit våben. Da han svarer, at det ikke er til salg, spørger Rocket så, hvor meget han skal have for armen. Det er så simpel en joke, men timingen er genial, og det viser bare, hvor spøjs Rocket er til tider.

Scarlet Witch er sat på Vision-duty, men da det stadig går skidt på slagmarken, hopper hun ned og hjælper dem. Det viser sig dog at være en dum ide, for straks dukker nogle skurke op og er klar til at stjæle Vision. Shuri får dog stoppet operationen, og så er han klar til at give igen. Endnu en gang skal hele holdet reddes, men denne gang bliver det for svært.

Thanos dukker op, og alle heltene prøver at stoppe ham med mere eller mindre succes. Nogle af dem bliver bare viftet til siden, mens andre i et kort øjeblik virker til muligvis at kunne stoppe Thanos. Det hjælper dog ikke, og Thanos river Mind Stone ud af Visions pande, plopper den ned i Infinity Gauntlet og vupti, så er han det stærkeste væsen i universet, og kan endelig udføre sin plan. Halvdelen af galaksens liv forsvinder med et knips fra hans fingre.

Det positive

  • Ego-clash mellem Doctor Strange, Tony Stark og Peter Quill
  • Thor der vækker en stjerne til live for at skabe et nyt våben
  • Hulk der skriger “NEJ!” til Bruce Banners bøn om at komme frem

Jeg har nævnt, at Infinity War efterlod mig i et lidt akavet humør, og det samme gælder at skulle placere den på ranglisten. Den indeholder så ekstremt meget, at det er svært at virkelig komme ind på det hele. Gennemgangen af plottet viser f.eks. også, hvor mange forskellige steder, karakterer og tråde man følger. Det er helt vildt.

Men først og fremmest er jeg glad for at have genset filmen efter at have set Thor: Ragnarok. Nu giver de mange scener med Banner/Hulk pludselig mening, og samtidig følger de op på nogle spændende aspekter, der egentlig blev introduceret i Thor: Ragnarok.

I The Avengers fandt vi jo ud af, at Bruce Banner faktisk havde mere kontrol over sin transformation end først forventet. Han forvandler sig jo direkte til et næveslag i snotten på en leviathan.

I Thor: Ragnarok ser vi en Hulk, der ikke gider Banner, og det bliver ekstremt tydeligt, at Hulk ikke bare er en sur grøn buff udgave af Banner, men faktisk et væsen med sin egen personlighed og sine egne minder. Dette bliver der fulgt op på i Infinity War, hvor Banner og Hulk ofte diskuterer, fordi Hulk ikke gider at kæmpe. Det bliver spændende at se, om Hulk og Banner bliver bedre venner over de næste film.

Udover Thor: Ragnarok, så har jeg også virkelig overvejet noget andet, men stadig relateret. Kan Infinity War stå på egne ben eller bliver den gjort markant bedre, fordi den har så mange andre film at stå på skuldrene af?

Selvfølgelig er det altid en fordel at have set de tidligere film, så man er blevet introduceret til karakterer, steder og alt den slags, men jeg synes virkelig at Infinity War springer direkte ud i det. Filmen starter jo f.eks. direkte efter Thor: Ragnaroks slutning, så hvis du ikke har set lige netop den, er du muligvis en kende forvirret.

Hvorfor mangler Thor et øje?
Hvad laver de på et… rumskib?
Hvorfor er Hulk der også?
Er Loke god nu?

Hvis du ser The Avengers uden at have set de foregående film vil du stadig få en virkelig god oplevelse og karakternes roller på Avengers-holdet bliver jo netop også introduceret så filmen hjælper én ret meget på vej.

Infinity War starter hårdt ud, så hvis du allerede føler dig tabt i starten, bliver det næppe bedre. Men er det ikke fair nok, at filmen forventer, at du har set de foregående film, når det vitterligt er kulminationen af så mange plot-tråde?

Svaret er nemt, jo. Det er helt fair, men det gør det også virkelig svært at placere den på ranglisten. Det var i forvejen en svær beslutning, fordi det føles så uafsluttet, hvilket det jo også til dels er. Vi får jo først slutningen i Avengers: Endgame så tja, jeg er spændt. Ikke mindst på at se, hvordan den holder sig op mod Infinity War.

Men nu må vi hellere se, hvor den lander. Den springer let over The Avengers, og jeg synes også, den kan træde over Ant-Man samt kravle over Captain America: Civil War. Det er dog her, at problemet opstår, for jeg ved ikke om jeg vil placere Infinity War over Thor: Ragnarok.

Thor: Ragnarok havde lidt af det hele på trods af sit spøjse genre-mix, mens Infinity War bød på lidt af det samme, men med meget andet og anderledes. Jeg synes stadig, det var fesent med et forsøg på at skabe empati for Thanos, men hans børn var virkelig geniale og skabte nogle fede kampscener, fordi de alle var ret så uforudsigelige. Humoren var også virkelig genial som f.eks. Peter Quill, der gør sin stemme dybere for at virke mere maskulin, efter Thor er kommet ombord. Eller som når Tony Stark siger, at Jorden er lukket i dag, så rumvæsnerne skal smutte igen.

Filmen er fyldt med så mange gode øjeblikke, der skaber så mange nye spørgsmål og besvarer en god del andre i Marvel Cinematic Universe, men jeg tror ikke, at jeg kan placere filmen højere, fordi den vitterligt ikke føles afsluttet. At halvdelen af livet i universet bliver til støv føles ikke som en rigtig afslutning.

Jeg er derfor nødt til at placere Infinity War på en 7. plads lige under Thor: Ragnarok og over Captain America: Civil War. Jeg overvejer dog meget at forbeholde mig retten til at ændre på dens placering, når jeg har set Endgame.

Endgame bliver jo en fortsættelse af historien, men hvis den gør det på en måde, så det i stedet føles som en 4-5 timer lang film, vil det muligvis være mere fair at give det en samlet placering. Infinity War har i hvert fald lidt svært ved at stå på egne ben, så jeg glæder mig til at se, hvorvidt den ender med at læne sig mere op af alle de foregående film eller Endgame.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. The Avengers: Infinity War
  8. Captain America: Civil War
  9. Ant-Man
  10. The Avengers
  11. Captain America: The Winter Soldier
  12. Doctor Strange
  13. Iron Man
  14. Captain America: The First Avenger
  15. The Avengers: Age of Ultron
  16. Thor: The Dark World
  17. Thor
  18. Iron Man 2

 

 

 

MarvelWatch! Black Panther

Så fik jeg endelig set Black Panther og damn, det er godt nok en vild film. Der er masser af action, genial humor og et virkelig spændende cast af karakterer.

Efter Wakandas konge dør under angrebet i Captain America: Civil War, bliver prins T’Challa udnævnt til konge. Dette kræver dog et ceremonielt ritual, hvor de forskellige stammer i Wakanda kan udfordre ham til en dyst over tronen. De fire stammer har det fint med T’Challa som konge, mens bjergstammen skal være lidt rebelske og prøver at se, om de kan skaffe tronen. Det lykkedes dog ikke og allerede her i starten ser vi et vigtigt aspekt ved T’Challa. Han vil virkelig gerne undgå at skulle slå sin modstander ihjel, så han beder ham ihærdigt om at overgive sig og argumenterer for, at bjergklanen har brug for hans lederskab. Han vil virkelig ikke være skyld i unødvendige tab.

Måske jeg egentlig lige skal forklare Wakanda. En kæmpe meteor bestående af vibranium faldt ned i Afrika for meget lang tid siden, og de fem stammer i området kæmpede konstant over den. Det endte dog, da en kriger spiste en blomst påvirket af vibranium og gennem overmenneskelig styrke blev til den første Black Panther. Han samlede de fire stammer under sig og skabte Wakanda, mens bjergstammen hyggede sig for sig selv.

Fordi de har så meget vibranium, bruger de det til alt, men ikke mindst teknologisk, så filmen skaber en vild kombination af traditionelle afrikanske stamme-ting og futuristisk teknologi. Det føles dog på intet tidspunkt akavet, men passer bare perfekt sammen.

De passer ret godt på deres vibranium, men nogle folk formår faktisk at stjæle af det og bringe det uden for Wakandas Grænser. En af disse personer er Ulysses Klaue, der førhen stjal en stor mængde. Han blev brændemærket som tyv, men har nu igen planer om at stjæle og sælge vibranium. Hans mål bliver gjort en del lettere pga. hjælp fra filmens skurk, Erik Killmonger.  Han har nemlig et endnu større kendskab til Wakanda og en del af deres hemmeligheder.

Killmonger har forresten også en ret kompleks baggrund. Han er nevø til den tidligere konge, og man finder ud af, at kongen faktisk dræbte sin bror. Det var for at beskytte en anden, men det er stadig en ret voldsom oplevelse. Derudover efterlod de liget, så broren ikke engang fik en passende begravelse, og de efterlod nevøen som voksede op i USA, men med kendskab til Wakanda gennem farens notesbøger.

Det er også dette, der er med til at drive Killmonger. Han er vokset op med den klassiske amerikanske systematiske racisme og vil skabe et oprør mod det. Hans forslag og ordrer som konge er at bevæbne folk, så de kan deale med de magthavende. Så er der jo bare lige den detalje, at vold avler vold, og at Wakanda bevidst har holdt sig for sig selv. De er ikke meget for at komme ud i lyset og risikere at miste deres identitet, land og ressourcer. De har ligesom set, hvad der sker, når den hvide mand gerne vil have noget i Afrika, “haps haps, nu er det mit!”,

Killmonger er derfor en ret speciel og ret fascinerende skurk, da hans mål om at befri alle af afrikansk nedstamning gennem deling af vibranium-udstyr jo er ret fair. Lad os stoppe racismen, kom så!
Problemet er dog bare, at et andet mål for ham er at skabe et rige udelukkende for sig selv, så der er også mere egoistiske tanker bag hans projekt. Dette kan f.eks. ses ved, at han lader den magiske blomst blive brændt. Han vil ikke have, at der kommer nogen efterfølger, og han planlægger at forblive Black Panther så længe som muligt.

Jeg er ret forelsket i kampscenerne i filmen forresten. De forskellige karakterer bruger et hav af forskellige våben, lige fra Tron-lignende skiver til store trækøller. Koreografien er dog helt på pladsm, så hver kamp ligner nærmest mere en kompleks dans. Dette er især, når Okoye kæmper med sit spyd, for det bliver svunget rundt i alle retninger. Det bliver bare endnu mere imponerende, når hun står sammen med resten af den kongelige livgarde, og de alle er klar med spyddene.

Jeg har ærlig talt lyst til at gense filmen, udelukkende for at nyde action-scenerne igen. De rammer bare helt plet med hver enkelt af dem, og man sidder virkelig på kanten af sædet. Selvom Black Panther har en stødabsorberende og skudsikker dragt på, føles det stadig risikabelt for ham at tage del i konflikter.

Man kan ikke komme uden om, at Black Panther er en politisk film, men det er virkelig nogle spændende og relevante diskussioner, filmen lægger op til. Killmonger spørger f.eks. ind til hvor Wakanda har været, mens det er gået skidt for så mange andre med rødder i Afrika. Der kan lidt trækkes tråde over til Spider-Man: Homecoming, hvor Peter Parker påpeger, at han ikke vil kunne sidde og lave ingenting nu, hvor han har de kræfter, han har. Hvorfor har Wakanda ikke hjulpet til?

Altså, jeg blamer dem ikke, for som jeg nævnte længere oppe. Der vil ikke gå lang tid, før det ville blive til “haps haps, nu er det hele mit” sagt af en flok magtsyge hvide mennesker.

Filmen har også nogle ret fede detaljer i forhold til stammernes ritualer og traditioner. Killmonger har ret til at udfordre T’Challa, da de er fætre, men der bliver diskuteret en del om, hvorvidt han faktisk er Wakandaner. Der er meget fokus på “mit/vores folk” og den slags nationalisme, hvilket også er en ret fed diskussion at tage op.

Nå, men tilbage til min pointe om ritualer og traditioner. Det er tydeligt, at Wakanda er splittet om at følge Killmonger, fordi han føles som en outsider samtidig med, at hans ordrer er ret voldsomme i forhold til, hvordan de plejer at agere. De ser sig dog nødt til at følge deres konge, det er traditionen jo. Den første dyst mellem Killmonger og T’Challa ender med, at Killmonger tyrer T’Challa ud fra et vandfald og derfor tager rollen som Black Panther og konge af Wakanda.

Senere i filmen, da T’Challa vender tilbage, har han en ret god pointe med sig, for han påpeger, at deres dyst aldrig blev afsluttet, da han hverken døde eller overgav sig. Dette er de samme regler, vi blev præsenteret for i starten af filmen, da M’Baku endte med at overgive sig i stedet for at blive dræbt. Det er også ret tydeligt at denne kommentar fra T’Challa skaber en lille smule tvivl, om hvem de skal følge.

Anyways. Jeg var jo egentlig i gang med at forklare plottet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, hvor meget der faktisk skete i filmen. Den er faktisk ekstremt kompakt i forhold til, hvor meget vi får at se. Udover plottet bliver Wakanda virkelig levendegjort, så man føler, at man næsten selv har været på gennemrejse der. Det er ret vildt men ja, plottet bliver ret bøvlet at opsummere, fordi der sker så meget. Black Panther er virkelig en film, der fortjener at blive genset næsten med det samme.

Det positive

  • Den stoiske M’Baku, der truer med at spise en af de gode, hvorefter han bryder helt sammen af grin og siger, at de er vegetarer
  • Dragternes evne til at indsamle kinetisk energi og sende den tilbage igen
  • Okoye, der mens hun bliver beskudt kaster et spyd gennem forruden på en bil, hvorefter den flipper henover det
  • Wakanda-teknologien er for blæret

Uhh, den her bliver måske lidt svær, eller måske ikke egentlig. Jeg ved, at den skal i toppen af listen, men den præcise placering bliver måske lidt svær. Den skal over Iron Man 3 for en af de ting, jeg netop elsker ved den film, er Tony Starks karakter, der bliver vist frem som sårbar. I Black Panther bruger T’Challa det meste af tiden i et skudsikkert kattekostume, så han er ikke ligefrem sårbar på den front, men som Wakandas konge bliver han godt nok presset. Han skal please stammelederne samtidig med at tage stilling til resten af verden.

Killmonger har jo nogle gode pointer, om hvor i alverden Wakanda har været henne, og hvorfor de har været så passive. T’Challa tager dette til sig, og filmen slutter f.eks. også af med, at han skaber et center for socialt arbejde, hvor Wakandas teknologi uden tvivl vil blive brugt til gode formål. Derudover er T’Challa udfordret pga. traditioner og tanken om de gode gamle dage, da Wakanda netop har haft en passiv rolle. Den vil han også gerne gøre op med, men hvordan får man lige vinklet den for de ældre stammeledere.

Samtidig er flere karakterer splittede mellem at støtte deres ven og så at udfylde deres rolle i forhold til kongen. Det er så fed en diskussion at starte, og jeg er glad for, at filmen ikke er så sort hvid på netop dette punkt. Det er tydeligt, at de forstår hinandens reaktioner, selvom de ikke er glade for dem. Den sidste store kamp til sidst mellem et par af stammerne samt kongens vagter føles ret kaotisk og sørgmodig, for de er jo som sådan på samme side. Nogle af dem er bare mere traditionelt anlagt, så de føler sig tvunget til at følge en konge, de ikke er glade for.

Tilbage til ranglisten, og jeg ved ikke, om jeg vil placere Black Panther over Spider-Man: Homecoming. Spider-Man som karakter vil altid være min favorit, og det, at han er en simpel skoleelev, gør bare så meget for at gøre ham til en relaterbar karakter for ekstremt mange mennesker. Samtidig skal han deale med virkelig mange helt normale problemer som f.eks. at lære at binde et slips. Han er en fjollet og akavet teenager, der konstant er splittet mellem sin rolle som Spider-Man og sit liv som social teenager Peter Parker.

Dermed ikke sagt at T’Challa ikke er en relaterbar karakter, men jeg ved ikke, hvor mange, der kan relatere til livet som konge af Wakanda. Hans problemer er også på et andet niveau og er især præget af det ansvar, der ligger på hans skuldre efter han blev konge. Der er nok desværre flere, der kan relatere til Killmonger og hans oplevelser med racisme.

Det er faktisk lidt svært, for de er begge virkelig gode karakterer med fede evner, og hvis jeg skal være helt ærlig, så vinder black Panther ekstra points pga. sin seje dragt. Spider-Man vinder dog endnu flere, da han netop som skoleelev med hverdagsproblemer er mere relaterbar.

Black Panther stryger derfor direkte ind på en 4. plads, og jeg ser så meget frem til at gense den snart. Fed action, god humor, og hvor er det blæret med kombinationen af futuristisk tech og traditionelle afrikanske ting.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. Captain America: Civil War
  8. Ant-Man
  9. The Avengers
  10. Captain America: The Winter Soldier
  11. Doctor Strange
  12. Iron Man
  13. Captain America: The First Avenger
  14. The Avengers: Age of Ultron
  15. Thor: The Dark World
  16. Thor
  17. Iron Man 2

MarvelWatch! Spider-Man: Homecoming

Spider-Man er virkelig min yndslingshelt. Han rammer bare plet på så mange forskellige måder. Han er alles helt og ikke bare endnu en rig og forkælet overklassefyr, der får spændende legetøj.

Filmen fanger virkelig også noget af det vigtigste ved karakter og serien. Netop, hvor splittet Peter Parker er over for sit sociale liv som Peter Parker og så sine forpligtelser som Spider-Man. Med den slags kræfter han har fået, føler han ikke, at han kan tillade sig ikke at bruge dem og beskytte andre.

Det betyder dog, at hans sociale liv halter totalt, fordi han konstant bliver nødt til at baile fra alt mulig. I filmen får han endelig spurgt Liz, om de skal gå sammen til homecoming festen, men på selve dagen er han nødt til at gå op til hende ved festen og sige, at han skal gå.

Det går ham så meget på at svigte sine venner og familie på den måde, men det ville gå ham endnu mere på, hvis han vidste, at han kunne have reddet og hjulpet andre i stedet for. Det er så skørt at forestille sig en teenager som Peter Parker have den slags pres på sig.

Han har dog nogle ret gode venner. Ned er hans bedste ven som i starten ikke ved, at han er Spider-Man, men finder ud af det på den sjoveste måde. De har aftalt at bygge på Neds Lego Dødsstjerne, men Peter glemmer alt om aftalen og laver Spider-Man ting. Hans tøj/taske er blevet væk, så han sniger sig ind af vinduet derhjemme, kravler på loftet, trækker døren forsigtigt i, sænker sig ned på gulvet, lukker døren helt, vender sig rundt… hvor Ned sidder med åben mund og taber Dødsstjernen. Det er så genialt.

En anden genial detalje ved Spider-Man: Homecoming er, at vi ikke skal se Ben Parker dø igen igen. Filmen går ud fra, at folk allerede kender Spider-Mans historie, hvilket de fleste vitterligt gør. Bare inden for live-action film har vi haft Spider-Man 1-3 samt The Amazing Spider-Man 1-2, så jo, de fleste kender historien bare nogenlunde.

Men det føles ret dejligt ikke at skulle “spilde” tid på at se hans død og den slags endnu en gang. I stedet hopper vi direkte ind til en aktiv Spider-Man. Aunt May er forresten også ret ung. Hun er ikke en gammel skrøbelig kvinde, som vi kender fra tegneserien, men en yngre kvinde, der virker til at have et rimelig godt helbred. Ingen farer for hjertestop ved opdagelsen af Peter Parker som Spider-Man her.

Humoren i filmen er forresten virkelig god. Der er intet, der minder om den platte replik om Star Wars fra Captain America: Civil War, og alle jokes lander bare perfekt. En af mine yndlingsscener er, hvor Spider-Man hjælper en masse folk i New York, hvorefter der er et cut til person, der spotter ham:

Street Vendor: “Hey! You’re that spider guy from TV!”
Spider-Man: “Call me Spider-Man.”
Street Vendor: “OK, Spider-Man. Do a flip.”

Hvorefter Spider-Man laver et flip, og der bliver hujet. Det er så plat og simpelt, men det viser også bare hans kontakt med New York. Han er virkelig helt nede på jorden og vil med glæde lave et flip, hvis det gør en anden glad.

En anden ting, jeg elsker ved filmen, er designet af skurken Vulture. Hans vinger er chitauri- og Ultron-teknologi kombineret af bandens lille geni. Samtidig får man lidt sympati med skurken, da han lige har skaffet et mandskab og udstyr til at rydde op efter angrebet på New York, men så kommer DODC, et samarbejde mellem regeringen og Tony stark og overtager opgaven.

En del af mandskabet bliver hængende, og de bruger nu Chitauri udstyr til at skabe våben, de kan sælge samt omdanne til forskellige gadgets. Det er ret fedt at have en skurk, der kæmper mod The Man, selvom han hurtigt viser sig at være en iskølig dræber, ups.

En af mine absolutte yndlingsscener i Marvel Cinematic Universe er også i den her film, da Peter fucker gevaldigt op som Spider-Man. Tony Stark dukker op, de diskuterer lidt, hvor Tony siger, at han tager den nye seje Spider-Man-dragt med sig igen. Peter er helt fortvivlet og siger, at han er intet uden dragten, og her kommer den bedste linie i hele MCU og som virkelig understreger en stor del af heltene.

Tony stark: “If you’re nothing without this suit, you shouldn’t have it.”

Generelt er der bare virkelig mange stærke scener og ekstremt godt skuespil. En anden stærk scene er, hvor Peter skal hen til Liz’ hus, og det så er Vulture, der åbner døren. Allerede her kan man mærke, hvordan stemningen er spændt mellem dem, og på meget kort tid er han helt sikker på, at Peter er Spider-Man.

Det positive

  • Happy og Peter der mødes på skolens toilet.
  • At Happy har båret rundt på en forlovelsesring for Tony
  • Mays udbrud, da hun til sidst i filmen ser Peter i Spider-Man-dragten.

Det er lige før, jeg kan skrive et helt speciale om, hvorfor Spider-Man er så fed en superhelt, så jeg skal nok prøve at begrænse mig her. Læg mærke til “prøve”.

Spider-Man er bare folkets helt. Han er helt nede på jorden, en helt normal studerende når han ikke lige løber rundt i spandex og bekæmper skurke. Det gør ham virkelig til en af de mest relaterbare superhelte.

Det rykker også superheltedrømmen lidt tættere på. “Hvad nu hvis jeg blev bidt af en radioaktiv edderkop?” er en del nemmere at nå hen til end “Åh hvor ville jeg ønske, at jeg var blevet udvalgt til et eksperiment, der gik ud på at lave supermennesker eller var super intelligent, så jeg kunne tjene uanede mængder penge og bruge dem på kvinder og robotdragter!”.

Dermed ikke sagt at Captain America og Tony Stark ikke kan være relaterbare, men deres oprindelseshistorier er en del skæve i forhold til at dagdrømme sig til at være superhelt.

Samtidig er der hele konflikten mellem Peter Parkers sociale liv og hans forpligtelser som Spider-Man. Hvem kender ikke til at føle sig presset af, hvad man gerne vil, og hvad der skal gøres. Det er så menneskeligt, og Peter Parker ofrer konstant virkelig meget for at hjælpe andre.

Peter Parker og Spider-Man er den bedste kombi nogensinde, og jeg vil virkelig altid holde af den her superhelt. I de næste film håber jeg virkelig, at de smider mange flere fjender mod ham. Jeg vil så gerne have en film, der retfærdiggører traileren til The Amazing Spider-Man 2, eller i hvert fald følger op på den. Samtidig måtte Vulture godt vende tilbage, for Michael Keaton spiller virkelig godt.

Filmen ryger ind på listen lige over Iron Man 3 for come on, det er Spider-Man! Den ryger under Guardians of the Galaxy-filmene, da disse bare er på et niveau for sig selv.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Iron Man 3
  5. Captain America: Civil War
  6. Ant-Man
  7. The Avengers
  8. Captain America: The Winter Soldier
  9. Doctor Strange
  10. Iron Man
  11. Captain America: The First Avenger
  12. The Avengers: Age of Ultron
  13. Thor: The Dark World
  14. Thor
  15. Iron Man 2

Læs Shonen Jump! (manga)

Kender du den der følelse, hvor man pludselig får lyst til at genlæse hele Dragon Ball, Naruto eller One Piece, men er lidt træt af mærkelige scanlations eller skæve scans af serierne, kapitler der er i uorden osv. Okay, jeg overdriver en del her. Hvis du vil læse manga på nettet er det for det meste ret let…

Der er masser af steder med de store serier, hvor alt er sat nydeligt op, og hvis det ikke er de engelske udgivelser, der er scannet ind, så er der et solidt hold af folk, der knokler for at oversætte og fikse opsætning osv.

Det har dog irriteret mig lidt, at jeg ikke har haft muligheden for at læse det digitalt gennem officielle veje, for jeg vil egentlig gerne støtte udgiverne og forfatterne. Flere af de her serier har jeg efterhånden læst gennem mange år, og udover køb af nogle enkelte volumes føler jeg ikke rigtig, at jeg har givet noget for alle de gode læseoplevelser.

Jeg var derfor ret glad, da jeg læste en kommentar et sted, om at Shonen Jump faktisk har en digital service, hvor man kan læse en stor del af deres serier for et månedligt beløb. Men så opdagede jeg, at det kun var tilgængeligt i USA, Canada, UK, Irland, Australien, New Zealand og Sydafrika.

Lidt irriterende, når jeg står klar med mønterne i hånden og bare gerne vil tyre dem direkte på en fyr i jakkesæt, der holder en stak mangaer. Jeg har dog fundet på en løsning, så jeg alligevel godt må tyre 13 kroner på dem om måneden.

Før vi kommer ind på det seje, så skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke ved om dette trick også er muligt med iOS, da jeg selv bruger en Android-telefon, og ikke lige har en iOS-enhed tilgængelig.

Først og fremmest skal du have en Paypal-konto, hvor dit kort er tilknyttet. Det er ret ligetil, så fix det, hvis du ikke allerede har en.

Næste problem er, at Shonen Jump hjemmesiden ikke engang vil lade os lave en bruger, fordi vi ikke befinder os i et af de godkendte lande. Derfor teleporterer vi os straks til f.eks. USA, sving tryllestaven! (Og installer/brug en VPN).

En VPN (Virtual Private Network) lader dig køre din kommunikation gennem et andet netværk i verden for f.eks. at skjule din internetadfærd eller mere vigtigt, lade nogle folk komme uden om begrænsninger på internettet pålagt af deres regeringer. Her tænker jeg ikke på mig, der gerne vil genlæse One Piece, men lande hvor regeringen går ind og lukker ned for alt, der ikke er statsstyret propaganda.

Men anyways, jeg har førhen benyttet mig af TunnelBear, fordi den er super nem at bruge, og samtidig har en lækker Chrome AddOn. Jeg er ret sikker på, at de også har en til Firefox og de andre browsere, men installer det i din browser, opret en konto og vupti, så har du 500 mb data månedligt, du kan køre gennem en VPN. TunnelBear har forresten en række sjove bjørne-jokes… også en grund til at anbefale dem.

Tænd for din VPN og gå ind på https://www.viz.com/shonenjump, hvor du nu har muligheden for at signe dig op.. For at oprette din profil skal du vælge betalingsmetode, og her vælger du så den PayPal, du ordnede som det første. Når du er færdig med at lave din bruger, kan du slå din VPN fra igen.

Næste problem er, at Shonen Jump-appen ikke er tilgængelig i vores region, åh nej, øv.

Så lidt mere fusk og så finder vi den da bare af bagvejen, hvor vi bruger APK-filen til at installere den. Men hvor i alverden finder vi den henne!? Du kan godt bare google, men jeg har brugt siden apkpure.com en god del gange nu uden problemer, så jeg synes bare, vi skal hoppe herind.

Vi skal have APK-filen over på mobilen, så åbn enten linket på mobilen eller download på pc og overfør den. Din mobil brokker sig højst sandsynligt og beder dig om tilladelse til at installere fra andre kilder end Google Play Store, hvilket du jo så bare siger ja til. Du kan slå det fra igen bagefter.

Nu er appen installeret, dine fødder er smækket op på sofabordet, kæresten beder dig om at stoppe med det , dine fødder er plantet på gulvet, og nu er du klar til at læse manga. Åbn Shonen Jump, log ind og nu har du så adgang til et stort bibliotek af god manga.

Min plan var at genlæse One Piece, men så faldt jeg over Jojo’s Bizarre Adventure, som jeg kom til at genlæse i stedet. Derefter kom jeg til at starte på en helt anden serie, for der er en god del at vælge imellem.

En ting, I dog skal lægge mærke til, er, at der er nogle titler på serielisten, hvor der kun står Volumes og ikke Chapters. Volumes i Shonen Jump appen skal købes og kan ikke læses frit, så vær lige opmærksom på dette. Det er lidt irriterende, at de optræder på listen, men tja, fair nok. Jeg synes ikke, jeg har ret til at klage, når jeg kan læse op til 100 kapitler manga om dagen for 13 kroner om måneden.

Så ja, det er lidt fusk, men med Paypal, en VPN og en bagvej til appen, kan du få adgang til en god del manga for næsten ingen penge.

Hvis du er typen, der er imod alle former for fusk, forståeligt nok, så lad mig komme med en forklaring på, hvad fusket sådan set består i.

Her er deres Terms of Service, så jeg kan vise, at man ved brug af deres side/app går med til en række regler, som f.eks. inkluderer deres valg af hvilke regioner, der skal have adgang til deres services.

We reserve the right to limit the availability of the Sites and/or the provision of any service, program, or other product described upon the Sites to any person, geographic area or jurisdiction, at any time and in our sole discretion, and to limit the quantities of any such service, program, or other product that we provide.

Metoden beskrevet heri kan altså ses som et brud på deres ToS, men du kunne jo også tage en smuttur til USA, oprette din konto der, downloade appen, og så tage tilbage igen. Nu slipper du dog for det bøvl, hvis du vil. Det er derfor ikke noget, jeg mister søvn over for at være helt ærlig.

MarvelWatch! Guardians of the Galaxy Vol. 2

Guardians of the Galaxy Vol. 2 er endnu bedre end den første film, så jeg kan med det samme afsløre, at den er røget direkte ind øverst på ranglisten. De forskellige karakterer tager virkelig filmen til et helt andet niveau.

I den første film blev der hinted mod, at Star-Lords far ikke var helt normal, og det blev der i den grad fulgt op på i denne film. Vi møder hans far, Ego, der viser sig at være en celestial, en slags gud. Holdet møder ham i menneskeform, hvorefter han tager nogle af dem tilbage til sin planet. Der er bare det, at det er ikke bare hans planet, men han er faktisk planeten, som I at han er en kæmpe hjerne i planetens midte, som styrer alt omkring sig gennem lysenergi.

Han virker lidt shady, og vi finder ud af, at han skal bruge Star-Lords hjælp til at fuldføre sin hemmelige plan. Han kan kun bruge netop ham, da ingen af hans andre børn bærer celestial-genet. Jep, Ego har været rundt til ekstremt mange forskellige planeter, hvor han har plantet sit frø på et par forskellige måder. Han er sprunget i kanen med en fra den fremmede race, han har mødt samtidig med, at han har plantet en slags blomst på planeten.

Herefter har han fået bragt børnene til sig for at tjekke, om de var celestials, så de kunne hjælpe ham. Spoiler-alert, men han er ikke verdens bedste far, for han har dræbt alle de børn, han ikke kunne bruge.

Den der blomst forresten. Når han bruger sin lysenergi, eksploderer blomsten i en kæmpe masse, som hastigt spreder sig rundt om planeten og Egos plan er at gøre alting til… ham. Passende navn alligevel. Star-Lord virker først tillokket af ideen om projektet, men så afslører Ego, at han dræbte moren, hvorefter Star-Lord blæser ham halvt i stykker med sine pistoler, og så står den på kamp.

Det er et virkelig godt plot, for Star-Lord har tydeligvis fantaseret om sin far hele sit liv, og endelig møder han ham, og så bliver det en konfrontation af den her størrelse. Det er helt vildt, og han bliver presset til det yderste. Det samme sker for resten af karaktererne, og det er virkelig den slags, der gør filmen så god.

Min yndlingskarakter i denne film er dog Yondu, den ravager, der skulle have taget Peter til Ego, men i stedet beholdte ham. Han fungerer som en slags plejefar for ham, og de har et ret specielt forhold. Han bliver f.eks. ved med at beskytte Peter, selvom han konstant snyder ham på forskellige måder.

Yondu får ekstra meget plads i denne film, og det er så velfortjent og passende, nu hvor filmen handler om Star-Lords far. Han har søgt efter sin far i så lang tid uden at indse, at Yondu jo udfyldte den rolle. Han er en kriminel fyr, men hjælper alligevel de gode, hvilket ender i mytteri, og han bliver frarøvet sit skib og mandskab.

Dette ender dog med en af de fedeste scener i hele filmen, da Yondu har det ultimative våben i hele Marvel Cinematic Universe. En rød pil han kan styre gennem telepati og fløjtelyde. Han og Rocket kommer ud af deres celle og skynder sig over til et overvågningsrum, hvorefter Yondu sender sin pil rundt gennem hele skibet for at dræbe alle, der var imod ham. Det er så blæret, fordi kameraet zoomer ud, og du ser bare den her røde streg, der bliver tegnet på tværs af rummene, fordi den flyver rundt over det hele. Så blæret! Samtidig står Rocket og skyder løs på væggene, når han ser fjenderne nærme sig på kameraerne. Virkelig gennemført scene!

En anden spændende karakter er Nebula, Gamoras søster. Vi finder ud af, at Thanos fik dem til at kæmpe mod hinanden som børn, men Gamora blev ved med at vinde, og for hvert tab fik Nebula udskiftet noget med robotdele. Altsammen for at hun kunne blive Gamoras lige, hvilket aldrig skete, hun blev ved med at tabe.

Det er derfor forståeligt, at Nebula hader sin søster, og dette had driver hende også gennem en stor del af filmen. Hen mod slutningen får de dog talt lidt ud om det, og hjælper endda hinanden. Det er uden tvivl ikke afsluttet, men føles mere som en midlertidig våbenhvile. Deres mål er dog det samme, at overvinde Thanos.

Resten af karaktererne har også virkelig mange gode scener. En ny karakter Mantis kan mærke andres følelser ved at røre dem, og hun bryder nærmest sammen, i det hun rører Drax’ skulder på et tidspunkt. Han sidder dog ret stille, hvilket viser, hvor meget der foregår under overfladen.

Rocket er et stort røvhul i filmen, men det er alt sammen en maske, fordi han ikke vil vise, hvor sårbar han er. Hen mod slutningen vil Gamora springe ud fra skibet for at finde Star-Lord og Rocket stunner hende og siger; “I’m Sorry. I can only afford to lose one friend today.“. Han er mere end en hardcore vaskebjørn, hvilket Yondu også gennemskuer i en virkelig stærk scene.

Nu har jeg muligvis fået det til at lyde som en eksklusivt seriøs og dramatisk film, hvilket ikke er helt passende. Præcis ligesom den første film er der stadig masser af plads til humor og sjove situationer. Igen er balancen helt perfekt, og filmen glider bare fra den ene stemning til den anden fuldstændig gnidningsfrit.

Det positive

  • Replikken: “You shouldn’t have killed my mother and squished my Walkman” – Star-Lord
  • Yondu og Rockets kamp fra overvågningsrummet… så fedt og visuelt flot.
  • Yondu, der råber af Rocket for at fortælle ham, at de er ens
  • Hele filmen…

 

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Iron Man 3
  4. Captain America: Civil War
  5. Ant-Man
  6. The Avengers
  7. Captain America: The Winter Soldier
  8. Doctor Strange
  9. Iron Man
  10. Captain America: The First Avenger
  11. The Avengers: Age of Ultron
  12. Thor: The Dark World
  13. Thor
  14. Iron Man 2

MarvelWatch! Doctor Strange

Så blev det tid til at se den mærkelige doktor! Det var faktisk en spøjs oplevelse for den føles ligesom Ant-Man, meget anderledes end de andre Marvel-film. Stephen Strange er en ret speciel karakter/helt, humoren var ret tør, men samtidig god… og den ramte plet ret gennemsnitligt hos mig, så jeg tør ikke tænke på ranglisten endnu!

Denne gang følger vi narcissisten og supereliteduperextremelæge Stephen Strange, der er ekstremt god inden for sit område, han tjener masser af penge, kører i fede biler, har en skuffe fuld af ure og alt den slags overklasse-bras. Det eneste, der fylder mere end hans formue og berømmelse, er hans ego.

Han får dog sig selv i en bilulykke, hvor hans hænder bliver knust, og så er det ligesom slut med at være læge eller i hvert fald operere, da hans hænder konstant ryster. De er helt færdige og efter en del forsøg med operationer, genoptræning osv., er han tæt på at give op, men får dog et spor, der leder ham til Kamar-taj, hvor han muligvis kan få helbredt sine hænder.

Her støder han på en flok mystiske munke, der viser sig at være noget, der bedst kan beskrives som troldmænd. Vi taler med tryllebesværgelser og hele molevitten. Han tror ikke helt på dem, men efter nogle ret overbevisende eksempler fra “overmunk” Den Ældste begynder han lige så stille at tro på det.

Det viser sig hurtigt, at han har flair for magien og begynder at studere på egen hånd for at få endnu mere viden. Dette involverer også den forbudte magi, og ritualer der næsten ikke engang må tales om. Og så springer vi lige tilbage til starten af filmen, hvor Den Ældste kæmper for at beskytte en af disse bøger med forbudt magi, men skurken Kaecilius formår at stikke af med et par sider.

Der er nemlig et spændende aspekt, der bliver diskuteret lidt i filmen, da Den Ældste virker til lidt at frygte, at Stephen Strange ender som Kaecilius og vil bruge forbudt magi. De har nogle af de samme træk og regner begge en ret dyster hemmelighed ud omkring Den Ældste. Hendes navn kommer af, at hun har levet i virkelig lang tid, men ingen ved helt, hvordan hun gør. Det viser sig, at hun trækker energi fra mørkedimensionen, hvilket er noget af det værste, man kan gøre.

Dette skaber dog også en fed diskussion, om hvad der er rigtigt eller forkert. Hendes mål er jo godt, men hendes midler er dårlige, så hvordan skal man tage stilling til det. Det er da trods alt bedre end Kaecilius, hvor hans mål er dårligt og hans midler endnu værre.

Det er forresten også ret fedt at se en anden slags magi, end vi har set før, også selvom Den Ældste forklarer det lidt som en slags kode, man lærer at bruge. Jeg holder på, at det bare er magi! Uanset hvad kommer der nogle ret fede scener ud af det, fordi de f.eks. kan bevæge sig ind i spejldimensionen, hvor de frit kan bevæge sig i tid og rum. Der er nogle fede scener, hvor bygninger begynder at rulle sammen som et tæppe, og en hel by nærmest kollapser på sig selv.

En af de ting, jeg stadig har det lidt akavet med i filmen, er, at Stephen Stranges personlighed ikke rigtig ændrer sig voldsomt meget. Han starter med at have et kæmpe ego, og hen mod slutningen har han stadig et kæmpe ego. Han redder dagen, men fortsætter med sin dårlige attitude. Det virker til, at han har sluttet fred med sine hænder og indset, at han måske skal droppe at være et røvhul, men tja, lad os nu se. Ellers er han jo bare en douchebag med magiske evner. Jeg ved ikke helt, han har vel ændret sig på nogle punkter, men det virker ikke helt til at være nok til at overbevise mig.

Måden, han overvinder skurkene på, er dog virkelig genial. Kaecilius vil gerne gøres udødelig af Dormammu, der befinder sig i mørkedimensionen, der forresten eksisterer “beyond time”. Det er altså et sted, hvor tid ikke rigtig er et koncept. Doctor Strange flyver derind med et relikvie, der lader ham styre tiden, og han starter et time loop, så han for evigt hopper ned foran Dormammu og beder om at forhandle. Han bliver kvast, spiddet, skudt og dræbt på ekstremt mange forskellige måder, men til sidst får Dormammu nok, og de slår en handel af. Dette involverer, at Kaecilius og hans følgere bliver suget ind i mørkedimensionen, så det er en ret fed måde at slippe af med dem på.

Nu går vi videre til noget helt andet, netop humoren. Der er ret mange gode jokes i Doctor Strange, men meget af det virker bevidst leveret på en smørret måde, der ikke skal få dig til at gå i latterkrampe, men i stedet trække på smilebåndet og sige “Høhø”. Det er fuldstændig smag og behag, jeg sad ofte og morede mig, men det er virkelig low-key meget af det.

Min absolutte yndlingsscene med dette er en samtale mellem Doctor Strange og Kaecilius:

Kaecilius: “Mister…?
Strange: “Doctor”
Kaecilius: “Mister Doctor?”
Strange: “It’s… Strange”
Kaecilius: “Maybe. Who am I to judge?”

Kaecilius bliver forresten spillet af Mads Mikkelsen, og han leverer de linier her helt perfekt.

Det positive

  • The Cloak of Levitation, der hjælper Strange i kamp til ret stor forvirring for alle andre
  • Wong, der endelig griner til sidst i filmen
  • Mordos virkelig seje sko

Selvom jeg nød en stor del af Doctor Strange, synes jeg ikke, den skal særlig højt op på listen. Vi snakker ikke helt i bunden, men jeg sigter nok efter midten. Hvis vi bruger den gode gamle med at tage det fra bunden af, så hopper den direkte op over The Avengers: Age of Ultron. Så bliver det dog svært.

Hvis vi ignorer Captain America: The First Avenger i et øjeblik, og i stedet forkuserer på Iron Man, så minder de to faktisk en del om hinanden. Narcissistisk geni inden for sit felt, der bliver presset og opdager noget vildt revolutionerende for dem selv. Ved Stark får det dog bredere benyttelse end bare ham selv, men det gavner primært ham selv.

Når jeg brokker mig over, at Strange ikke virker til at have et meget mindre ego hen mod slutningen, så kan jeg vel næppe undgå at komme ind på, at Tony Starks ego heller ikke bliver mindre. De overvinder begge skurken på en ret genial måde, hvor de bruger deres viden og evner til at narre dem. Så hvem vinder af Iron Man og Doctor Strange?

Det bliver Doctor Strange, fordi der er så mange virkelig flotte scener, hvor landskabet forandrer sig på virkelig vilde måder. Okay så! Nu er Doctor Strange kommet på en 7. plads, og spørgsmål er så bare, om den er bedre end Captain America: Winter Soldier og nope, det kan jeg hurtigt svare på, bare nej.  Captain America: Winter Soldier har et mere spændende overordnet plot, og jeg er faktisk kommet til at holde lidt af Bucky efterhånden.

Derfor ender Doctor Strange på en flot 7. plads, hvilket faktisk er præcis midten lige nu, så jeg skulle da bare have fulgt, hvad jeg skrev først.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. Captain America: Civil War
  4. Ant-Man
  5. The Avengers
  6. Captain America: The Winter Soldier
  7. Doctor Strange
  8. Iron Man
  9. Captain America: The First Avenger
  10. The Avengers: Age of Ultron
  11. Thor: The Dark World
  12. Thor
  13. Iron Man 2