All posts by alex2life

Valley


Genialt gameplay kombineret med en fængende historie.

Developer: Blue Isle Studios
Udgivelse: 24. august 2016
Anskaffelse: Ps Store & Steam
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Jeg bevæger mig ned ad en bakke med en hastighed, der stiger alt for hurtigt, men jeg tager chancen og sætter i spring sekunder efter at have nået bunden af bakken, flyver igennem luften, lander sikkert på en nærliggende ø og begynder allerede at lede efter den næste bakke, der kan udnyttes på samme måde.

Valleys primære gameplay er at navigere gennem dalen ved at løbe, hoppe, svinge sig, og det hele foregår helt gnidningsløst pga din LEAF-dragt. LEAF står forresten for “Leap Effortlessly Through Air Functionality”, så vi kalder den bare for LEAF-dragt indtil videre. Det er en slags exosuit, der tillader dig at gøre alle de nævnte ting oven for.

Du befinder dig i dalen, fordi du søger efter et såkaldt Life Seed. Efter din kajak er kæntret, vågner du op i en hule, hvorefter du stille og roligt går ud og opdager den store dal. Det er en ret god introduktion i forhold til hvor meget fart, der er over størstedelen af spillet. Lige så snart du får LEAF-dragten, handler det i hvert fald om at have fart på, så du kan lave nogle af de vilde manøvrer, der er påkrævet for at komme videre i spillet.

Denne dragt er dog ikke vægtløs, så hvis du f.eks. falder i vand, dør du. Du bliver dog genoplivet, fordi dragten har mulighed for at udnytte livskraften i området. Dette dræner dog dalens helbred, hvilket bliver vist i dit UI som grønne blade på en gren. Du kan dog fylde dens helbred op igen ved at give liv til dyr og træer. Dette gøres ved at skyde energien mod dem og samme evne lader dig også suge livet ud af disse for at få mere energi.

Den energi, du samler, bruger LEAF-dragten også på visse ting som dobbelthop, så det kræver også lidt, at du passer på ikke at løbe tør. Især hvis du støder på nogle af spillets fjender, der skyder mod dig for at dræne din energi. Igennem spillet kan du dog finde upgrades, så du kan have mere energi på dig, og det er faktisk ret vildt, hvor meget du kan ende op med at have.

Historien bliver primært fortalt gennem audio logs, som afspilles automatisk af din LEAF-dragt, når du kommer til visse områder. Dette fungerer ret godt, fordi du ikke bliver forhindret i at bevæge dig videre i spillet, men kan gøre dette samtidig med at følge med i historien. Gennem de mange audio logs hører du om, hvad LEAF-dragten laver i dalen, personerne, der har udviklet den, og hvad deres projekt var i dalen.

Jeg nød faktisk historien ret meget og så frem til at høre den næste audio log, så jeg kunne finde ud af, hvad der var sket med karaktererne. Det var også generelt interessant at høre om de forskellige væsener i spillet, da disse også bliver beskrevet på forskellige måder. Generelt er det en ret interessant verden at finde i Valley.

Jeg har gennemført Valley, skaffet alle upgrades til LEAF-dragten, været igennem det meste af spillet en gang mere, men jeg har stadig lyst til mere af det. Spillet føles dog ikke kort, jeg vil bare gerne have endnu mere! Jeg er super glad for at have givet Valley en chance og blev kun positivt overrasket, så jeg håber også at andre vil gøre dette!

Quadrilateral Cowboy

20170213163311_1
Spændende oplevelse der godt måtte være længere.

Developer: Blendo Games
Udgivelse: 25. juli 2016
Anskaffelse: Steam
Platform: Pc

Quadrilaterals Cowboy beskriver sig selv som et single player-eventyr i en cyberpunk verden, hvor du skal navigere gennem sikkerhedssystemer med dit grey-market udstyr, og kun svarer til højestbydende. Dette er som sådan en fin beskrivelse af spillet, men det var egentlig en ret kort oplevelse på 3 timer.

Spillet indeholder 10 missioner og mellem disse, får du ofte introduceret et nyt stykke gear som bliver fokus for næste mission. Nogle af disse missioner er delt i tre dele, så du først skal stjæle noget fra område a og i næste del fra område b. De fleste af missionerne kan dog klares forholdsvist hurtigt, så du kommer aldrig til at bruge alt for lang tid det samme sted.

Nogle af missionerne var dog lidt frustrerende, da det føltes meget trial and error, så jeg skulle restarte og gøre simple dele igen og igen. En del af dette skyldes opsætning, som er nødvendigt i en del af missionerne. Du kan tilslutte dig datajack-porte og direkte påvirke døre, vinduer, og hvad du ellers støder på, mens du kan bruge din computer til at forbinde til selve netværket og gennem dette påvirke andre dele af banen.

Du bruger denne computer ved at skrive kommandoer, som så bliver udført. Du kan skrive flere efter hinanden, indsætte pauser og generelt lege meget rundt med dette. Senere i spillet får du adgang til udstyr, som du skal styre gennem din computer og ved at se på en lille tv-skærm, du slæber rundt på. Det er dog netop dette aspekt, der kan bliver frustrerende, hvis det går galt. Hvis jeg har brugt 2 minutter på at gå fra a til b, opsætte en del af udstyret, klargjort kommandoer, og alting så går galt, så føles det bare virkelig øv at skulle til det igen. Computeren husker de seneste kommandoer, men det ændrer ikke på, at du stadig skal til at stille udstyr op.

Når det er sagt, så er spillet ellers virkelig genialt. De forskellige baner fungerer som puzzles, hvor du skal regne ud, hvordan du bruger dit udstyr til at nå målet, og de fleste af disse er bare geniale. Du skal og kan i hvert fald være virkelig kreativ med, hvordan du vil klare banerne. Det er dog bare ærgerligt, at du når slutningen efter 2-3 timer alt efter, hvor effektiv du har været. Jeg kunne godt have brugt mere tid på at lege rundt med alt det udstyr, du har tilgængeligt hen mod slutningen.

Alt i alt var det en hyggelig oplevelse, men jeg føler stadig, at den var alt for kort. Der kunne sagtens have været flere baner uden, at det ville skade spillet på nogen måder. Hvis du er fan af puzzle-spil, vil du helt sikkert kunne lide de forskellige baner i Quadrilateral Cowboy. Jeg vil dog stadig anbefale spillet til personer, der ikke er store fans af puzzle-spil, da det virkelig er sjovt at være kreativ med udstyret.

Chariot


Fedt koncept, men ikke et spil jeg vil anbefale.

Developer: Frima Studio
Udgivelse: 1. oktober 2014
Anskaffelse: PS Store & Steam
Platform: Pc, Ps3, Ps4 Wii U & Xbox One

Chariot er ved første blik en casual puzzle platformer med valgfrie områder, der tilbyder en større udfordring. Sådan var min oplevelse også af hele første verden, men så kom jeg til verden 2 & 3. Først vil jeg dog forklare, hvad du laver i Chariot.

Kongen er død og prinsessen trækker/skubber hans kiste rundt. Ja, du læste rigtigt. Konceptet er måske lidt makabert, og det bliver ikke bedre, når jeg fortæller dig at player 2 er hendes forlovede. Så udover at prinsessen hiver hans lig rundt i en kiste, så er hendes forlovede også med på denne meget spøjse date. Bare en hurtig note omkring player 2; spillet er helt klart skabt med co-op som fokus, men det kan sagtens gennemføres solo.

Grunden til, de hiver kongen rundt, er for at finde et ordentligt gravsted til ham, hvilket er lidt svært, da han har nogle ret specifikke krav. Hans spøgelse dukker ofte op og klager over forskellige ting. Rundt på banerne er der også spredt diamanter/guld, som kun den døde konge kan samle op. Kisten tiltrækker alle disse skatte, og udfordringen ligger oftest i at få placeret og holdt kisten i en bestemt position, så du kan nå de mere værdifulde diamanter.

Den første verden er virkelig hyggelig, du lærer de forskellige mechanics, morer dig over, at kisten nogle gange flyver lidt rundt, og at den døde far brokker sig. Der er nogle få sektioner, hvor det bliver lidt udfordrende, men du kommer sikkert igennem det uden problemer. Jeg var klar til at anbefale spillet til alle efter at have spillet denne del, men så kom jeg til verden 2 og 3.

For at forklare, hvad der er problematisk ved Chariots senere baner, er jeg nødt til at bruge flow-begrebet. Det bliver en meget simpel forklaring af det for dem, der ikke er så bekendt med det. Flow-tilstanden involverer, bl.a. at du bliver så fordybet i noget, at du f.eks. mister tidsfornemmelsen og samtidig har et højt niveau af nydelse og opfyldelse. I forhold til spil er en måde at skabe denne flow-tilstand på ved en god balance mellem spillets udfordringer og spillerens evner. Det kan ses lidt som en kanal som her:

Det ovenstående eksempel er dog ikke optimalt i forhold til spil, og der skal helst stiles efter den her:

Her bølger den mere, så spilleren f.eks. får et nyt våben, der lader dem føle sig stærkere, hvorefter der bliver introduceret stærkere fjender. Det handler altså om at skabe en konstant balance, og et af elementerne er også, at spillet er kontinuerligt udfordrende. Som jeg nævnte før, er dette en meget stor oversimplificering af flow-begrebet og den omliggende teori.

Chariots første verden havde en god balance, mens verden 2 og 3 bare blev ved med at svinge fra den ene ekstrem til den anden. Der er to baner, der er et perfekt eksempel på dette. Den første bane bestod primært af en bogstavelig rutsjebane, hvor du hænger fast i kisten, mens den bare kører afsted. Det gør du så i 2-3 minutter, hvor de eneste ting, du skal tage stilling til, er forskellige objekter, der kan genere dig lidt.

Du skal f.eks. hoppe over nogle objekter, men hvis du ikke gør det, sidder både dig og kisten bare fast, hvorefter du bare kan hive kisten til dig og hoppe over. Nogle af de andre objekter hænger under rutsjebanen, hvor det er meningen, at du skal hive dig op, men hvis du ikke gør dette, bliver du bare kastet op i luften, og der sker stadig ikke noget. Det var altså 2-3 minutter af ingenting for at være ærlig. Spillets udfordring faldt altså så langt ned, at jeg kedede mig.

Den anden bane var fyldt med lange vertikale sektioner fyldt med hældende platforme med is på. Som i så mange andre spil glider du på is, og i Chariot giver det altså problemer, når du skal hive den tunge kiste til dig. Det handler altså om at holde fast på kisten, mens du bruger en anker-funktion til at holde fast i jorden. Problemet her er bare, at spillets udfordringer var så høje, at jeg bare blev frustreret.

Sådan var det meste af verden 2 og 3. Et konstant skift fra den ene ende af skalaen til den anden, og jeg må indrømme, at jeg overvejer at give op på spillet. Det er bare ikke særlig underholdende, når balancen er så ringe.

 

Opdatering:

I stedet for at give op gav jeg spillet en chance mere, hvis verden 4 og 5 skulle vise sig at være bedre. Balancen føltes lidt bedre, men sværhedsgraden var stadig ret svingende. Der var også flere steder, hvor banedesignet føltes akavet, og jeg personligt brugte lidt for meget tid på at finde ud af, hvordan jeg skulle komme videre.

En ting, jeg dog opdagede ved verden 4 og 5, er, at manglen på checkpoints muligvis ikke er så slemt, som jeg faktisk havde følt det tidligere. Jeg brugte ikke særlig meget tid på at udforske og gik derfor direkte efter udgangen på banen. Ved at gøre dette føltes det ofte, som om der virkelig manglede checkpoints, men jeg opdagede, at nogle af disse bare var placeret lidt væk fra den primære vej gennem banen. Dette er egentlig fint nok, men jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor de ikke er rykket en lille smule, så du automatisk støder på dem.

Det, der drev mig til at gennemføre spillet, var ærlig talt min nysgerrighed efter at se, hvorvidt belønningen ville være hele turen værd. På den ene side synes jeg, det var en fin afslutning på spillet, på den anden side følte jeg, at jeg havde spildt meget tid på at hive kisten rundt gennem kedelige og frustrerende baner. Chariot er derfor ikke et spil, jeg kan anbefale. Den første verden er underholdende, men derefter mister spillet fuldstændig sin balance. Det værste er, at jeg ikke engang tror, at spillet vil blive bedre sammen med en anden spiller.

 

Brothers: A Tale of Two Sons


To brødre på en rejse fyldt med følelser

Developer: Starbreeze Studios
Udgivelse: 1. september 2015
Anskaffelse: Google Play, PS Store & Steam
Platform: Android, iOS, Pc, PS3, PS4, Xbox 360 & Xbox One

Brothers: A Tale of Two Sons foregår ikke i en særlig hyggelig verden. De få tidspunkter, der er fyldt med glæde, kommer ofte direkte efter ret nedtrykte scener. Det lyder muligvis som et nærmest depressivt spil, men det er ikke helt. Det er bare et tungere spil, da nogle af dets temaer er sorg, skyld og tillid. Disse kommer til udtryk på forskellige måder i spillet, men jeg kan ikke komme med eksempler uden, at det vil være spoilers.

Spillet starter med, at de to brødres far er blevet syg, og den eneste kur er vand fra livets træ. Det eneste spor, de har er, en pergamentrulle, de får af landsbyens doktor. Herefter bliver det et eventyr gennem forskellige miljøer, hvor de to brødre støder på mange forskellige væsener og karakterer.

En af de vigtigste detaljer ved spillet, er at du styrer begge brødre samtidig. Hver analog-pind styrer en af brødrene, mens de to triggers fungerer som deres use-funktion. Jeg havde på ingen måder forventet, hvor udfordrende dette ville være. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være god til det med det samme, men sidst i spillet havde jeg stadig problemer og bevægede den forkerte karakter, eller glemte at stoppe med at bevæge en af brødrene.

Her skal det dog også nævnes, at spillets længde er 3-4 timer, så det er måske begrænset hvor meget træning, jeg kunne få med styringen. Spillet fungerer som en puzzle platformer, hvor de to brødre ofte skal bruges på forskellige måder. Den ældre bror er stærkere og højere, mens den yngre bror er mindre og lettere. Det er dog ofte nogle ret kreative måder, de skal hjælpe hinanden på.

Musikken i spillet er jeg også nødt til at fremhæve. Spillet er fyldt med følelsesmæssige øjeblikke og musikken er virkelig bare med til at understrege dette. Både ved de triste og glade situationer er musikken der til at bakke følelsen op. Spillet er bare generelt virkelig godt sat sammen, altså de forskellige dele som musik, kameravinkler osv.

Jeg nævnte før, at spillet ikke foregik i en hyggelig verden, hvilket dog ikke betyder, at der ikke er hyggelige øjeblikke i denne verden. Det er bare, at selve verdenen er fyldt med så mange sørgelige miljøer, at det bare føles dystert en stor del af tiden. Nogle af de ting, som brødrene skal udføre, er også ret dystre, til tider ret makabre. Det er altså ret tydeligt for mig, at spillet er rettet mod ældre børn og voksne.

De fleste af spillets områder er dog fyldt med små fortællinger, der bliver fortalt gennem objekter og miljøet selv. Nogle af disse fortællinger er triste, andre glade. De to brødre møder også en håndfuld væsener og karakterer som hjælper dem videre med rejsen, så gennem disse interaktioner kommer der også lidt en følelse af hygge og glæde.
På trods af kun at være omkring de 4 timer langt er Brothers: A Tale of Two Sons virkelig et spil, jeg har nydt. På trods af triste situationer har det været en spændende rejse, og selvom det nok ikke bliver i den nærmeste fremtid, vil jeg helt klar genspille det en dag. Hvis du har 4 timer, du kan dedikere til gaming, så vil jeg helt klart anbefale dig at bruge dem på Brothers: A Tale of Two Sons.

The Last Guardian

Meget svingende men ender dog med at være en positiv oplevelse.

Developer: SIE Japan Studio
Udgivelse: 6. december 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

The Last Guardian er uden tvivl en af de mest forvirrende oplevelser, jeg har haft med nogen spil overhovedet. På den ene side nød jeg spillet ekstremt meget, mens jeg på den anden side var så frustreret, at jeg var tæt på at give op på det.

I The Last Guardian styrer du en dreng, der prøver at undslippe fra en kæmpe ruin. Han vågner op ved siden af et kæmpe bæst, Trico, og sammen skal I prøve at slippe væk. Det primære element i historien er selve båndet mellem drengen og Trico, hvilket du nok også selv vil opdage hurtigt, hvis du spiller det.

Jeg nød historien virkelig meget, da en stor del af deres forhold bliver beskrevet diskret gennem gameplay og ikke langtrukne cutscenes, som det ofte sker ved computerspil. En del af det spændende ved historien er dog også alt det, vi ikke får at vide. Hvad denne ruin førhen har været, hvorfor drengen befinder sig der og lignende spørgsmål får vi som sådan ikke konkrete svar på. Dette er dog bare et plus for The Last Guardian, da det ville føles akavet, hvis vi fik en masse svar lige pludselig.

Dets gameplay er simpel platforming, nogle lette puzzles og kamp mod nogle levende rustninger. Det lyder ret enkelt, og det er det også. Fumito Ueda har en evne til at holde sine spil forholdsvist minimalistiske, og dette er også tilfældet ved The Last Guardian. Det er dog varieret gennem spillet, så du  aldrig vil føle, at du laver det samme i alt for lang tid af gangen. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lagde mærke til og tænkte nærmere over.

En del af The Last Guardians gameplay, som jeg dog ikke har nævnt endnu, er ved Trico. Jeg sukker allerede bare ved tanken om det. Jeg gennemførte spillet fire gange. Første gennemspilning var ekstremt frustrerende, fordi Trico konstant undlad at følge mine kommandoer, gik i den forkerte retning og generelt bare gjorde alting forkert. Det blev så slemt, at jeg til sidst overvejede at give helt op på spillet.

Jeg gav det dog en chance mere og fik gennemført det, hvorefter slutningen gjorde, at noget sagde click ved mig, og jeg fik ekstremt meget lyst til at genspille det. Denne gang gjorde Trico alt det korrekte, lyttede til alting, og jeg havde en fantastisk oplevelse uden nogen frustrationer overhovedet. De to næste gange, jeg spillede det, havde jeg en del af de samme problemer som første gang, men knapt så mange.

Jeg forstår derfor godt folks kritik af Trico, da det føles så tilfældigt, om dine kommandoer bliver hørt. På den ene side er det genialt, da Trico føles mere ægte og ikke bare som en npc-klods, der straks kommer, når du kalder. På den anden side kan det bare lede til så mange unødvendige frustrationer, når det ikke fungerer. Et godt råd er at restarte fra sidste checkpoint, hvis Trico opfører sig mærkeligt, men den slags burde virkelig ikke være nødvendigt for at kunne få en god oplevelse med et spil.

Derudover føles styringen meget klodset. Nogle forsvarer dette med, at karakteren er en dreng, så det bare simulerer en drengs bevægelser, men dette kan ikke bruges som undskyldning for mærkelige valg af funktioner for de forskellige knapper. Du bruger cirkel til at sigte med genstande i spillet, men du bruger også cirkel til at samle ting op. Jeg havde utallige gange, hvor drengen begyndte at sigte i stedet for at samle ting op. Ikke game-breaking, men bare irriterende.

Akavet er nok den bedste måde at beskrive kameraet på, da dette også kan volde store problemer. Kameraet laver aldrig nogen virkelig vilde bevægelser, men svajer nærmest rundt, hvilket passer perfekt til spillet, men det fungerer ikke helt, når det prøver at følge dig gennem bestemte steder. Hvis Trico gik under en port med drengen på ryggen, var der flere gange, hvor kameraet ville bounce helt vildt, hvorefter det bare viste en sort skærm, fordi det sad fast i væggen. Virkelig ofte stod Trico også stille, så jeg bare kunne fyre en masse kommandoer af og håbe, at han ville bevæge sig, så jeg kunne se noget igen.

Noget der dog imponerede mig en del var selve Tricos udseende. En blanding mellem kat, hund, ørn og nok også lidt andet lyder muligvis ret spøjst, men Trico er super flot. Det bliver også bare endnu bedre, når du sidder på ryggen, mens der skal springes rundt på banerne. Disse hop nød jeg hver eneste gang, fordi det bare føltes så godt.

Banedesignet skal virkelig også have ros, da du bevæger dig op gennem ruinen og ofte kan kigge ned på steder, du tidligere har været. På denne måde bliver der altså skabt en sammenhæng mellem de forskellige områder, og jeg nød ofte at kigge ud over landskabet for at se, hvor jeg havde været rundt. Det var også med til at give spillet en slags målestok, så du virkelig forstår hvor effektivt, det er at bevæge dig rundt med Trico.

Du har nok allerede forstået, hvorfor det var så forvirrende en oplevelse. På den ene side har vi akavet styring, irriterende kamera, frustrerende Trico, men på den anden side er historien så god, at jeg genspillede det dagen efter. Hvis du er fan af ICO og/eller Shadow of the Colossus vil du helt sikkert nyde The Last Guardian, da det er endnu mere tid i dette fantastiske univers. Hvis du aldrig har spillet et af de to, vil der dog stadig være en fantastisk historie at finde, men vær forberedt på nogle frustrationer.

Grow Home

Grow Home_20160625173004

Sjovt lille spil om udforskning

Developer: Reflections, a Ubisoft Studio
Udgivelse: 1. september 2015
Anskaffelse: Playstation Store & Steam
Platform: Pc & Ps4

Grow Home er et forholdsvist kort spil, men det forhindrer det ikke i at være virkelig underholdende. Du styrer BUD, en lille robot, der skal vokse en Star Plant for at få mere oxygen til planeten. Dette skal gøres ved at klatre op på planten og gro spirer ud til forskellige flyvende øer.

Du får BUD til at klatre ved at gribe fat med højre og venstre hånd på skift og dermed komme længere op. Udover at klatre kan BUD benytte sig af en lille plante, der fungerer som faldskærm eller et blad, som fungerer som en hang-glider. Planten har dog begrænset brug, så der skal spares, så BUD ikke løber tør og rammer jorden alt for hårdt.

Udover disse to har BUD også en raket på ryggen, som han kan flyve et lille stykke med. Denne fungerer fint til små flyveture, men pas på hvis du skal på længere ture, da den har begrænset brændstof. Du kan dog samle krystaller gemt rundt i verdenen som hjælper BUDs evner som bl.a. inkluderer at raketten forbedres.

Det, jeg selv nød meget i Grow Home, var at udforske og bevæge mig rundt i verdenen, da det bare er underholdende. Det at lege rundt med BUDS raket resulterede ofte, i at han faldt til sin død, men det er hurtigt at respawne, så jeg kunne prøve igen. Spillet respawner dig ved forskellige stationer rundt i verdenen som samtidig lader dig teleporte mellem dem. Det er samtidig nemt at komme rundt i verdenen, hvis du bare vil udforske lidt mere et bestemt sted.

Denne verden indeholder også forskellige dyr og planter, BUD kan scanne gennem disse stationer og dermed udfylde en database over dem. Dette er dog optionalt, men åbner for forskellige skins til BUD som ændrer på nogle af hans evner. Jeg åbnede selv for et Ninja-skin, der fik ham til at hoppe højere.

Grow Home er et spil, der virkelig lægger op til udforskning, så hvis du mangler en interessant verden at navigere rundt i, kan jeg kun anbefale det meget. Jeg blev selv overrasket over, hvor meget tid jeg faktisk brugte på det. Først groede jeg den store Star Plant helt til toppen, så ledte jeg efter samtlige krystaller for at få BUD forbedret helt, og så skulle jeg finde de resterende Star Seeds. Jeg mangler stadig at udfylde databasen, men overvejer virkelig meget at gøre det snart, da det bare har så sjovt gameplay.

Ratchet and Clank (2016)


Endnu et underholdende eventyr med alles yndlingslombax og favorit-robot!

Developer: Insomniac Games
Udgivelse: 20. april 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af Ratchet & Clank, da det jo er baseret på filmen… baseret på spillet. Det lyder lige fjollet hver gang. Men jeg var helt klart ikke skuffet, men derimod lidt overrasket positivt, da spillet introducerede nogle nye elementer til mixet.

I spillet møder vi først Lombaxen Ratchet, der stræbere efter at blive en galaktisk ranger, men på trods af, at han gennemfører træningsbanen og føler sig klar, bliver han valgt fra. Samtidig et andet sted i universet bliver krigsrobotten Clank også valgt fra, da han er en knapt så intimiderende krigsrobot. Han stikker derfor af for at undgå at blive destrueret. Han hopper i en nødkapsel og styrter ned på samme planet, Ratchet befinder sig på. Herefter følger vi de to helte i deres kamp for at beskytte universet fra total ødelæggelse fra forskellige skurke.

Hvis du kender til Ratchet & Clank-serien, vil du helt klart nyde gensynet med de velkendte karakterer og våben. Jeg må indrømme, at jeg virkelig ofte grinte højlydt pga. dialogen. Det er ofte platte jokes, men de fungerer bare virkelig godt. Et godt eksempel på dette kan også findes ved våbnet Mr. Zurkon, der ofte fyrer one-liners som f.eks. kun at ville dræbe fjenderne en lille smule. Generelt er helt spillet lidt fjollet, men jeg synes personligt aldrig, det blev for meget.

Det meste af spillet går med at skyde fjender, bruge forskellige dingenoter for at åbne for nye dele af banerne, og nogle gange skal der løses puzzles med Clank. Gameplayet er varieret, så du burde ikke føle, at du laver det samme hele tiden. I forhold til dette kan du også flyve fra planet til planet, som du har lyst, så du kan altid vende tilbage, hvis du ikke gider at klare alle objectives på en bestemt planet lige med det samme.

Våbnene er også et af højdepunkterne ved Ratchet & Clank, da du får adgang til adskillige unikke våben gennem spillet. Nogle er helt klart mere brugbare end andre, men det er generelt bare sjovt at lege rundt med dem. Der er klassikere fra de tidligere spil, men også nye våben, så der er noget for både nye og gamle fans af serien. Alle dine våben tjener xp, når du skader med dem, hvilket er et genialt system, da dit favoritvåben hurtigt bliver endnu bedre. Samtidig kan dine våben opgraderes med raritanium, der findes rundt på banerne og som drops fra fjenderne.

En af de nye features er holo-kort, som du samler ved at finde booster-packs og enkelte kort som drops fra fjenderne. Disse er inddelt i sæt af tre hver, hvor et samlet sæt giver dig en bonus, som f.eks. at du tjener 5% flere bolte. Samtidig kan du læse informationer om holo-kortets indhold, hvilket f.eks. kan være informationer om specifikke karakterer. Selvom det er ret simpelt, er det alligevel sjovt at samle de forskellige kort.

Jeg må dog indrømme, at spillet føltes lidt kort på trods af, at jeg klarede alle optional objectives. Der er dog udfordringsspil, som fungerer som en slags new game+, hvor du beholder alle dine våben og deres lvls, mens fjenderne skader mere. Hvis din samling af holo-kort heller ikke er komplet, er der også replayability for dig ved udfordringsspil.

På trods af at det føles kort er det dog stadig en virkelig hyggelig oplevelse. Ratchet & Clank (2016) kan helt klart anbefales, både for gamle og nye fans af serien!