All posts by alex2life

Game of Thrones


Spændende historie men overordnet skuffer spillet.

Developer: Telltale Games
Udgivelse: 17. november 2015
Platform: Android, iOS, Pc, Ps3, Ps4, Xbox 360 & Xbox One.

Jeg glædede mig faktisk en del til at dykke ned i Game of Thrones, da jeg efter at have læst en del af bøgerne og set nogle sæsoner af tv-serien er blevet ret forelsket i universet. Det blev hurtigt til en ret ambivalent oplevelse ,da historien var spændende men spillet fyldt med mange små bugs.

Historien følger House Forrester, der bor i det nordlige Westeros, og du får lov til at tage del i deres kamp mod House Whitehill og de grumme Boltons, der også truer. Først og fremmest skal historien have ros for at passe godt ind i universet. Den er ikke bleg for dræbe karakterer og generelt at bryde alle de forventninger, du har, til hvad der kan ske. En note i forbindelse med dette. Det er stort set et must, at du har kendskab til universet på forhånd. Spillet starter midt i en vigtig situation og generelt forventer spillet, at du også er bekendt med nogle af karaktererne.

Gennem spillet møder man en del af de velkendte ansigter fra tv-serien og bøgerne, hvilket er både godt og skidt. Dette betyder, at du kan kende disse karakterers fremtid, så du f.eks. ved om en bestemt karakter overlever eller dør. Nogle af karakterne kan altså ses som udødelige i forhold til spillets historie, da de optræder senere i f.eks. tv-serien.

Som nævnt passer historien godt ind i universet, men dette er dog også et negativt punkt, da du får så få sejre i spillet, at det bliver helt åndsvagt. I længden er det bare ikke underholdende at forblive underdog, når der ikke engang er udsigt til at blive topdog. Dette plager generelt spillet, og hver eneste gang du får en lille bitte sejr, bliver den ligegyldig øjeblikket efter, fordi du bliver skubbet ned og sparket et par gange i siden igen. Det holder virkelig bare op med at være sjovt meget hurtigt.

Siden det er et Telltale-spil, føler jeg også, at jeg er nødt til at nævne illusion of choice igen. Spillet starter med en besked om, at historien er skræddersyet efter dine valg, hvilket til dels er sandt. Lige siden jeg genspillede The Walking Dead og valgte fuldstændig modsat, har jeg følt, at den besked var lidt misvisende. Jeg forventede, at spillets historie ville ændre sig, ikke voldsomt, men bare lidt mere end den gjorde.

Et eksempel kan være, at du i en episode skal vælge mellem at redde karakter A eller karakter B. Lidt tid senere dør den karakter på fuldstændig samme måde uanset, hvem du har reddet. Selvfølgelig vil det være ret vildt, hvis de lavede et spil med branching over det hele, men det fik mig til at føle, at en del af valgene var rimelig ligegyldige.

I Game of Thrones er der noget af det samme. En del af valgene har samme udkom, nogle gange påvirker det dialog/karakterer, men har samme konsekvens i sidste ende og andre gange påvirker det faktisk på en større måde, hvilket er ret fedt. Bare vær opmærksom på dette, hvis du vælger at genspille det, da det er let at blive skuffet over, hvor lidt du påvirker historien i en del tilfælde.

Det kan dog også diskuteres, hvorvidt det er så vigtigt om det, at du vælger A eller B, påvirker historien drastisk. Er det ikke mindst lige så vigtigt, at du har truffet et valg og dermed dine grunde til at vælge det, du gjorde. Nogle gange jo, og jeg kan godt følge den logik, at det handler mere om at den slags karakter, du prøver at spille. Det vil dog aldrig ændre på, at jeg blev lidt skuffet, da det gik op for mig.

Game of Thrones har nogle virkelig smukke scener. Det er helt vildt så flot, det ser ud, når King’s Landing vises frem som et maleri eller The Wall står og ser imponerende ud. Hele spillet bruger en slags filter, der skal få det til at ligne et maleri, og som du kan se herunder, så fungerer det virkelig godt i nogle scener.

Dette “filter” har dog et virkelig stort problem, da det i mange scener bare slører ting i baggrunden og får det til at ligne crap. Undskyld, men det ser virkelig skidt ud. Flere gange havde jeg bare lyst til at kigge væk, fordi det bare blev ubehageligt at kigge på, fordi det var så sløret. Prøv at se de her billeder.

De skal have ros for at prøve at gøre det anderledes, men ris for udførslen. Jeg ville ønske, jeg kunne skrue ned for det her maleri-“filter” eller bare slå det helt fra. I sidste ende gør det ikke noget godt for spillet.

Jeg nævnte, at spillet er fyldt med bugs, og det er helt fjollet. Jeg har oplevet så utallig mange bugs i forskellige situationer, at jeg til sidst bare ignorerede dem. De fleste af dem var dog også så små, at de var lette at ignorere, til dels også fordi et par af dem involverede manglende lyde.

Dette var primært i kamp-scener, hvor der manglede lyde, når folk blev slået, skåret eller stukket med sværd. Lyden i scenen lød ret akavet, så jeg fandt scenen på Youtube og opdagede, at der var masser af lyde, der manglede. Af andre lydproblemer kan jeg nævne svingende lydniveau, nogle gange midt i en sætning, og andre gange var det bare mellem forskellige ting som dialog og kamp, hvor det svingede meget.

Derudover er der en del tekniske bugs. Animationer, der nærmest stammer eller bare ser akavede ud, karakterer, der popper ind efter et sekund, scener, der fryser for derefter at hoppe videre til den næste eller dialog-valg, der lagger. Der var dog også nogle mindre irriterende bugs, som bare var lidt sjove, som kan ses herunder.

I det øverste er det sidste stykke credits stadig synligt, men det fadede så langsomt væk, at det stadig var der, da scenen skiftede. I det nederste er der vist smuttet en del af koden med i underteksterne. Begge ret nemme at ignorere og samtidig lidt spøjse.

Jeg synes stadig at historien om House Forrester er spændende, men hvor ville jeg ønske, at man oplevede flere sejre, da det hurtigt føles som om, at intet man gør, styrker ens position.  Selvom de mange bugs var nemme at ignorere, har det stadig efterladt mig med en dårlig smag i munden, som kun bliver værre, jo mere, jeg tænker på spillet. Det irriterer mig grusomt meget, da der var så meget potentiale ved spillet. Jeg vil derfor ikke anbefale Game of Thrones, medmindre du kan få det gratis. Hvis du skal betale for det, så find et andet spil i stedet.

Advertisements

Apotheon


Metroidvania fyldt med græsk mytologi og meget variation.

Developer: Alientrap
Udgivelse: 3. februar 2015
Platform: Pc & Ps4.

Efter at have gennemført Apotheon ved jeg stadig ikke helt, hvordan jeg har det med spillet. På den ene side har jeg været ret underholdt og har nydt, hvor meget variation der er i spillet. På den anden side synes jeg, styringen var frustrerende, hvilket påvirkede kamp ret meget og skabte nogle ret trælse situationer.

Spillet foregår i det gamle Grækenland, hvor guderne straffer menneskerne på Zeus’ ordre. Soldaten Nikandreos møder Hera, som beder ham om at tage kampen op mod guderne, hvilket han går med til. Det meste af spillet foregår på Olympus, hvor Nikandreos skal udføre adskillige opgaver for at få adgang til de forskellige guder.

Jeg skriver adskillige opgaver, og jeg blev ret overrasket af dette. Jeg havde lidt forventet, at der var samme struktur i hvert område, men de fleste af områderne havde nogle ret unikke opgave-strukturer. Dette gav spillet et friskt pust, da man aldrig var helt sikker på, hvad der skulle ordnes for at få adgang til guden i det område.

Apotheon har forresten også lette rpg-elementer, da du kan opgradere armor/våben skills, købe nye opskrifter og ret meget tilpasse Nikandreos til din spillestil. Jeg gik efter store skjolde og holdt meget af spyd, mens der også er køller, økser, kastespyd og en del flere slags våben. Dine våben har dog begrænset liv, så efter nogle kampe er det ret sandsynligt, at det er opbrugt og går i stykker. Jeg synes dog konstant, at jeg fik nye våben, så jeg var aldrig i store problemer.

Og nu til kamp og styringen. Generelt er styringen lidt floaty, og Nikandreos kan godt vælte lidt rundt, hvilket er lidt ærgerligt. Der er gået sport i at nævne Dark Souls uanset, hvilket spil, der diskuteres, men jeg føler, at det er passende her. Hvis styringen var mere tight, som den er i Dark Souls-serien, ville jeg have nydt kamp i Apotheon så meget mere. Men når den er floaty, går det hurtigt fra udfordrende til frustrerende.

Når du er i kamp, kan du bruge forskellige angreb. Alt efter hvordan analog-pinden kombineres med attack-knappen laver Nikandreos forskellige angreb. Dette er super smart, men i de fleste kampe betyder det, at man bare kommer til at lave random angreb, fordi man oftest er i bevægelse imens. Dette fordi størstedelen af de fjender, du støder på konstant, bevæger sig bagud efter at have angrebet. Så ofte angriber du og rammer, prøver at angribe igen, men misser, fordi de bakker væk.

Og før du skriger, at jeg bare skal bevæge mig lidt og så angribe, så virker det oftest heller ikke, fordi fjenderne bevæger sig lidt for hurtigt, og de fleste angreb har et lille delay. De fleste kampe får altså et mærkeligt tempo, da du burde kunne dræbe fjenden virkelig hurtigt, men fejler, fordi fjenden bakker hurtigt væk. Derudover er der projektilerne, som en del fjender er udstyret med. Nogle gange bliver du udsat for hvad der bedst, kan beskrives som enemy-spam. Altså hvor en stor mængde fjender dukker op og bare begynder at skyde samtlige spyd/pile på dig.

Du er dog udstyret med et skjold, så du kan blokere de fleste projektiler, men hvis du blokerer, kan du ikke angribe, så hvis der også er melee-angribere, bliver det igen bare frustrerende. Senere i spillet støder du på flyvende fjender, og her mødte jeg endnu et problem i spillet. Det at skulle vælge mellem udstyr.

Det her punkt gør mig lidt trist, da det faktisk er en super smart ide, og det fungerer til dels også. Du har fire kolonner af udstyr tilgængelige i hjørnet på skærmen, og du skifter mellem disse med dit d-pad. Kolonnerne er inddelt i melee-våben, ranged-våben, offensive ting/bomber og healing/support-ting. Når du kører over på en kolonne, kan du scrolle op og ned gennem alt dit udstyr og har derfor let adgang til det hele.

Problemet opstår bare, når du skal gøre dette midt i kamp, og de konstant virker til at være på udstyr, du ikke vil bruge. Flere gange ville jeg skifte over til bue og pil, så jeg kunne skyde de flyvende fjender ned, men så var den rykket over på kasteøkser eller noget helt andet. Det samme med de andre kolonner og værst var dog i en bestemt boss-kamp. Du skal samle et unikt våben op for at svække bossen, men lige så snart den skifter tilbage til dit eget udstyr, vælger den bare det våben, der var øverst i kolonnen, i stedet for det du brugte før. Dette gjorde denne boss-kamp ret frustrerende, da jeg konstant skulle kæmpe imod disse quick-menus.

Der er en del boss-kampe i Apotheon, og de fleste var dog virkelig interessante. En del af dem led dog igen under, at fjenden konstant bevæger sig væk, så du skal følge efter, så bliver du skudt af projektil, og så hopper de væk igen. Det forlænger en del af kampene unødvendigt meget.

Spillet skal dog have ros for dets hemmeligheder. Du støder på forskellige objekter i spillet, som har vage beskrivelser, men låser op for forskellige skatte og områder. Jeg stødte på en nøgle, som jeg ikke forstod beskrivelsen af, men en time senere stødte jeg på et område, hvor jeg skulle bruge den. Der er virkelig mange af denne slags “hemmeligheder” i spillet og derfor nok at lave, hvis man elsker at udforske hvert eneste hjørne af samtlige kort.

Alt i alt har jeg været ret underholdt og har lidt lyst til at udforske mere af Apotheon, men jeg ved ikke om, jeg gider at bruge mere tid på dets kamp-system, da det virkelig bare er frustrerende i længden. Jeg vil dog anbefale spillet alligevel, da det stadig ender med at være en lille smule mere underholdende end frustrerende.

Oxenfree


Perfekt gys med et elegant dialog-system og interessante karakterer.

Developer: Night School Studio
Udgivelse: 15. januar 2016
Platform: iOS, Pc, Ps4, Xbox One.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal anmelde Oxenfree. Jeg har lyst til at rose historien til skyerne, men hvis jeg skal forklare, hvorfor den er så vildt god, vil jeg ende med at spoile den. Du må altså bare tro mig, når jeg siger, at der er godt styr på fortællingen i Oxenfree. Den er spændende, overrasker, bruger klichéer, men den holdt mig fanget hele vejen igennem. Da jeg afsluttede spillet, sad jeg nærmest helt paf, fordi det havde været så vild en tur.

Jeg kan dog egentlig nævne starten af plottet. Hovedkarakteren Alex, er sammen med sin stedbror Jonas og vennen Ren taget ud for at feste og overnatte på en ø sammen med andre teenagere. På vej mod stranden nævner Ren en nær hule, hvor man med en radio kan opfange mærkelige lyde og nogle gange stemmer. Dette skal de da prøve, men de nøjes ikke bare med at høre små fesne lyde, og plottet accelerer hurtigt efter dette punkt.

I stedet for at komme mere ind på historien kan jeg forklare andre dele af Oxenfree, som bare fungerer virkelig godt. Radioen, som du bruger til at opfange lyde, skal du selv tune, så du står ofte og kører analogpinden fra side til side for at finde den rigtige frekvens. Selvom det virker som en lille detalje, gjorde det bare meget for spillet, da du selv fik lov til at opsøge det mærkelige. Det er dig, der vælger at tune ind på det uhyggelige og overnaturlige, ikke spillet der kaster et jump-scare ind i dit ansigt.

Et andet element, som bare fungerede virkelig godt, er dialog-systemet. Når karaktererne taler, dukker der talebobler op, og så kan du vælge dit svar eller undlade at tale. Det føles bare ret dynamisk, da din karakter faktisk kan afbryde samtaler, hvis du vælger dit svar med det samme, prompten dukker op. Det får samtalerne til at føles mere virkelige, hvilket også bliver hjulpet på vej af karaktererne.

Der er ikke mange karakterer i Oxenfree, men de få, der er, føles også som virkelige personer. De kan umiddelbart godt virke som klichéer fra typisk teenage gys, hvilket de uden tvivl også er, men det ændrer ikke på, at de i kombination med dialog-systemet føles mere virkelige. Samtidig lader dialog-systemet dig opføre dig på forskellige måder. Du kan vælge at være motiverende over for de andre, eller bare være et komplet røvhul, der ikke gider noget som helst. Det er fuldstændig op til dig selv, hvordan du vil opføre dig, og din opførsel kan endda have konsekvenser for historien.

Alt i alt er Oxenfree bare et virkelig gennemført spil. Jeg nød at tune radioen for at finde bestemte frekvenser, at afbryde samtaler med kyniske kommentarer og generelt bare interaktionen med de andre karakterer. Det tager 3-4 timer at gennemføre, men har en del replayability, så jeg kan anbefale det meget.

 

Super Motherload


Vanedannende gameplay der dog ender i en træls boss-kamp.

Developer: XGen Studios
Udgivelse: 22. november 2013
Platform: Pc, Ps3 & Ps4.

Det originale Motherload er en af mine favorit-spil på nettet, så jeg har glædet mig en del til at få spillet Super Motherload. Nu er jeg både glad og trist over, at jeg endelig fik gjort det. På den ene side er spillet fyldt med samme vanedannende gameplay fra det originale, men det indeholder også bare en del trælse aspekter som f.eks. en virkelig frustrerende boss-kamp.

Du styrer en mine-maskine på mars og graver gennem planeten for at finde mineraler, du så kan sælge. Du har dog begrænset brændstof og liv så efterhånden som du får solgt mineraler, kan du købe opgraderinger til din maskine. Det er altså et ret simpelt loop, hvor du samler mineraler for at købe opgraderinger, så du nemmere kan skaffe flere mineraler.

Når du kommer et godt stykke ned i planeten, støder du også på forskellige baser, der afslører forskellige informationer og skaber en slags lore i spillet. Det er dog oftest brudstykker, og jeg synes ikke helt, det fungerede så godt. Jeg kan godt lide ideen, men det var ikke med til at gøre noget spændende for spillet, da der ikke blev fulgt op på de små bidder af historie.

Jeg nød det meste af min tid med spillet med undtagelse af det sidste lag ned til bossen og så selve boss-kampen. Du støder på hårdere lag af jord længere ned i planeten, og for at få drill bits stærke nok til at komme igennem disse skal du indsamle forskellige objekter i en slags mini-mission. Ved det nederste lag får du adgang til en slags bombe, der kan sprænge en bestemt forhindring, så du efterfølgende kan grave igennem den eller sprænge den væk med almindelige bomber.

Dette lyder måske ikke så galt, men når det nederste lag er fyldt med disse forhindringer samt magma, bliver det bare en træls oplevelse at skulle igennem. Det krævede i hvert fald en del tålmodighed, og da jeg endelig kom igennem, skulle jeg til en træls boss kamp. Du møder bossen helt i bunden og i stedet for at kæmpe der, så flyver bossen direkte op, hvorefter du skal følge efter. Dette virkelig hurtigt da minen fyldes af en væske, der skader dig. Når du har fløjet efter bossen op til næste base, skal du skade ham med bomber, hvorefter dette gentager sig ved hver base, indtil du når overfladen.

Jeg endte ofte med at sidde fast i flyveturene mellem baserne, så jeg blev dræbt af væsken, og andre gange blev jeg dræbt af at flyve for tæt på bossen, så ild fra udstødningen skadede mig. Til sidst endte jeg med at grave en lang tunnel fra toppen af planeten og hele vejen ned. I stedet for at flyve efter bossen overhalede jeg ham og fløj i min egen tunnel. Det var ikke en særlig spændende boss, men bare en virkelig træls en. Dette er ekstremt ærgerligt, da spillet var virkelig underholdende op til dette punkt.

Hvis vi vender tilbage til det positive, så er der 4-spiller local couch co-op i spillet. Dette er ret fedt og skal nok skabe nogle sjove situationer. I forbindelse med dette skal jeg også nævne, at man kan vælge mellem forskellige karakterer, hvor nogle af disse skal unlockes på forskellige vis og har unikke evner. De købte opgraderinger gemmes også på tværs af gennemspilninger, hvilket også bare er en bonus.

Der er i hvert fald en del replayability i spillet, og hvis du føler for det, kan du også vælge at spille på hardcore i stedet for normal. Her sprænger din mine-maskine i luften, når du løber tør for brændstof i stedet for at bare futte langsomt rundt og være ude af stand til at mine.

Jeg har lyst til at anbefale Super Motherload, fordi det er virkelig underholdende, men bare vær opmærksom på, at det slutter med en virkelig øv boss-kamp. Jeg er også lidt nødt til at anbefale det, for jeg har allerede lyst til at grave videre og prøve de andre karakterer!

Stardew Valley


Vanedannende farm-simulator med mange muligheder.

Developer: ConcernedApe
Udgivelse: 14. december 2016
Platform: Nintendo Switch, Pc, Ps4 & Xbox One

Stardew Valley lader dig ikke bare udforske rollen som farmer, men også adskillige andre roller med hvert sit fokus. Dette betyder, at der nok skal være noget interessant for de fleste at finde i spillet. Min tid med Stardew Valley har primært været hyggelig, da jeg har nydt at udforske forskellige dele af spillet. Der har været grøntsager, jeg har glædet mig til at høste, spændende mineraler at aflevere i museet, svære fisk at fange osv.

Ens brugerskabte karakter beslutter sig for at stikke af fra bylivet og ankommer til bedstefarens nedslidte farm i Stardew Valley. Efter dette bliver der mere fortalt forskellige historier omkring de mange karakterer i og omkring byen. Gennem quests får du forskellige detaljer omkring deres forhold, hemmeligheder og glæder. I den ene skal du f.eks. finde den ene karakters underbukser, hvilket afslører, at han muligvis har et forhold til en af de andre i byen.

Jeg nød de små historier virkelig meget, da det var med til at få byen til at føles mere levende. Nogle af dem var mindre afslørende og dramafyldte, men gav dog stadig et indblik i nogle af karakterernes liv. Men generelt føles karaktererne ret levende, da de alle har deres egne rutiner. Hver tirsdag samles en del af de kvindelige karakterer f.eks. og dyrker sport. Dette irriterede mig grusomt i starten, fordi jeg ofte ville købe ting om tirsdagen, hvilket jeg så ikke kunne.

Men da jeg tog mig lidt tid til at lægge mærke til deres rutiner, så faldt jeg også hurtigt selv ind i en. Jeg ved, at den ene butik er lukket hver onsdag, om vinteren kan jeg nå at fange karakteren Alex, hvis jeg rider nordpå forbi Robin og hendes familie. Der kan jeg samtidig sige hej til Linus og evt. give ham noget mad. Hvis man bruger nogle dage på at besøge de forskellige landsbyboere, kommer man hurtigt til at lære deres rutiner.

Spillet lader dig gøre, hvad du har lyst til, men et sted, hvor det giver dig nogenlunde præcise mål, er ved Stardew Valleys Community Center, som du skal hjælpe med at genopbygge. Bygningen er fyldt med små Junimos, skov-ånder, der kræver forskellige bundles af ting. Et eksempel kan være, at du skal samle forskellige afgrøder fra en bestemt sæson. Når du afslutter et bundle, får du en lille belønning, mens du får en større belønning ved at gennemføre en række bundles i samme rum.

Hvis du begynder at ordne disse bundles, kommer du til at opleve mange af de forskellige sider af Stardew Valley. Jeg elsker dette aspekt, da det netop giver spilleren incitament til at udforske og prøve de forskellige ting af. Jeg ved f.eks. ikke, om jeg ville have købt nogle høns eller køer, hvis det ikke var, fordi jeg skulle bruge det til et bundle.

Nu hvor jeg nævner de mange muligheder, så er det også let at komme til at tage for mange arbejdsopgaver på sig. Dette oplevede jeg en del gange, hvor jeg sådan set ikke havde tid til at nå alt det, jeg ville. Spillet blev næsten stressende i stedet for afslappende, som det startede med at være. Dette handler dog bare om at være klar på at prioritere og vælge nogle ting fra.

Nu må jeg hellere forklare om de forskellige muligheder, du har i Stardew Valley. Du kan så, vande og høste afgrøder, hvilket er en af de første ting, du nok gør i spillet. Der er en god del forskellige afgrøder at vælge imellem, hvilket er dejligt, da de kræver et forskelligt antal dage for at modne. Du kan altså frit vælge, om du vil plante en afgrød, som tager 12 dage for at blive klar til høst, en anden 6 dage til høst, mens andre vil fortsætte med at gro, efter du har høstet første gang. Jeg nød virkelig meget at planlægge mine sæsoner, altså overveje hvordan jeg ville plante, så jeg fik udnyttet hver eneste dag.

Derudover kan du købe bygninger til din farm, hvilket inkluderer et hønsehus eller stald. Med disse kan du få adgang til høns, ænder, køer, får, grise og et par andre dyr. Når disse vokser op, begynder de at give forskellige produkter, som du kan sælge med det samme eller bruge på forskellige måder for at øge salgsprisen. Du kan lave ost med mælken, mayonnaise af æggene eller stof af ulden. Samtidig kan du kæle med dine dyr, så I får et bedre forhold, hvilket hæver kvaliteten af dyrenes produkter.

Du kan gå all-in på madlavning. Dette kræver dog, at du samler forskellige ingredienser rundt omkring, men du har muligheden, hvis du bare vil bruge din tid på dette. På samme måde som ved dyre-produkterne kan du også lave andre artisan goods. Du kan smide frugt/grøntsager i tønder for at sylte dem eller lave vin i andre. Igen tilføjes der endnu et lag ovenpå for dem, der er interesseret i at tjene endnu flere penge i spillet.

Du kan også være skovhugger og bruge alt din farm-plads på at plante træer. Jeg gjorde ikke rigtig dette og fældede kun træer for at få plads til flere afgrøder. Men du har muligheden, hvis du føler for det. Derudover kan du udforske kortet for at finde forskellige ting rundt omkring, der kan sælges. Dette kan f.eks. være en konkylie på stranden, en kogle i skoven eller noget helt andet. Selvom det er tilfældigt, hvor meget du finder, kan der godt tjenes penge på dette.

Så er der også en mine i Stardew Valley, fyldt med monstre, en masse kobber, jern, guld, iridium og forskellige mineraler/artefakter. Det er lidt akavet at kæmpe mod monstre, men der kan købes bedre våben, ringe, der giver bonusser samt sko, der giver bedre forsvar. Jeg brugte en del timer på at indsamle ressourcer her og havde generelt en god oplevelse. Der var dog nogle gange, hvor jeg kun lige nåede ned i minen, hvorefter jeg blev overrendt af fjender og sådan set var tvunget til at smutte igen med det samme. Jeg har dog siden da lært at altid have noget mad på mig, så jeg kan få liv og energi tilbage.

Kobber, jern, guld og iridium bruges bl.a. til at opgradere våben, mens de mange artifakter og mineraler kan doneres til det lokale museum. Den tidligere samling er blevet stjålet, så der er masser af plads til de ting, du finder. Museet tager dog kun imod et eksemplar af hver ting, så du er tvunget til at sælge resten, du finder, selvom de ofte giver meget lidt.

En af fjenderne i minen er små slim-monstre, som du faktisk kan opdrætte på din farm. Du kan købe en bygning til dem eller lave en indhegning, men her kan du så få dem til at parre og lave slim-bolde, som du kan høste. Du kan også vælge at dræbe nogle af dem for ressourcer, du kan sælge.

En anden beskæftigelse, du kan bruge meget tid på i Stardew Valley, er at fiske. Der er en del steder, du kan vælge at fiske, og alt efter placeringen kan du fange forskellige fisk. Du kan også vælge at bare bruge krabbefælder, som du har placeret rundt omkring. Der findes også nogle mere unikke/legendariske fisk i spillet, som kræver ret specielle forhold. Den ene fisk kan f.eks. kun fanges et bestemt sted på kortet, en regnvejrsdag i foråret. Det kræver altså dedikation, hvis man vil fange alle fisk i spillet.

Jeg nævnte, at byen føles levende og dette skyldes virkelig karaktererne. Udover deres rutiner føles de også alle menneskelige, primært fordi de alle vist har skeletter i skabet. Selvom de fleste af landsbyboerne virker glade nok, så er der nogle gange for masken lige glider af, og de viser en anden side frem. Dette bliver bare ekstremt menneskeligt, da de dealer med problemer, der kan relateres til. Når du får et bedre forhold til karaktererne, kan du også ramme ind i heart events, hvor der afspilles en cutscene, der beskriver lidt mere, hvem de er. Nogle af disse lader dig endda vælge mellem flere muligheder, hvis de stiller dig et spørgsmål. Nogle gange skal du endda vælge side i diskussioner.

En af de karakterer, som jeg lagde mest mærke til omkring dette, er Kent, der på et tidspunkt spørger, om jeg er venner med hans søn, hvorefter han følger op med at kommentere, at jeg sikkert kender ham bedre, end han gør. Kent har været udstationeret, så han har været væk i en del tid. Dette kommer til udtryk ved flere af hans kommentarer.

Selvom jeg synes dette gør Stardew Valley til et mere menneskeligt spil, så kan jeg ikke undgå at føle, at det også er fyldt med en slags melankoli. På overfladen er der det hyggelige farm-liv, men under overfladen lurer der en masse usikkerhed, frygt og bekymringer. Lige så snart du har brudt overfladen, er det svært at ignorere.

Nå, tilbage til spillet! Din karakter har forskellige skills, som stiger i lvl efterhånden som du bruger dem. Du kan f.eks. stige i farming, og ved lvl 5 får du lov til at vælge en ud af to skills. Når du rammer max lvl, 10, får du lov til at specialisere dig endnu mere. Jeg havde ikke opdaget dette, altså at man specialiserede sig, så ens første valg låser én fast. Jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og vælge den anden specialisering ved den ene af mine skills. Jeg vil derfor anbefale alle at læse op på de forskellige skills, før de vælger. Det er lidt øv at låse sig fast i noget, der viser sig at være ubrugeligt.

De quests, jeg nævnte, kan også være ret uklare, om hvad du skal gøre, eller hvordan du skal løse dem. For at klare den ene quest skulle jeg f.eks. først have så godt et forhold med en helt anden karakter, at jeg kunne gå ind i deres værelse. Jeg tror ikke, jeg ville have regnet mig frem til dette, hvis ikke en ven havde nævnt det. Jeg ville helst have gået blindt ind til alt i Stardew Valley, men der var flere gange, hvor jeg slog ting op, fordi jeg ikke forstod, hvad jeg skulle eller bare manglede generelle detaljer omkring noget.

Der er også en håndfuld mysterier i spillet, nogle af disse mere skjult end andre. Jeg nød at løse nogle af disse, mens andre var ret svære at gennemskue. Men generelt er Stardew Valley fyldt af mystik, ikke bare ved den slags mærkelige mysterier, men også ved ting som farming f.eks. Du kan plante vilde frø, så du ikke aner, hvad der gror op. Der er også flere steder på kortet, hvor du måske er nysgerrig efter at se ,hvad du kan finde. Det er i hvert fald et spil, der belønner nysgerrighed.

Spillet gemmer efter, du har lagt dig til at sove i spillet, og lige efter at have gemt starter den næste dag. Det er altså ekstremt let at komme ind i et mindset af “Jeg tager lige en dag mere”. Det er meget vanedannende og ret svært at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Samtidig er det let at glemme de planer, man har lagt, hvis man først slukker det, men dette skyldes måske, at der netop er så meget forskelligt at lave, at der hele tiden er noget, der skal/kan ordnes.

Jeg nåede op på at spille det i 110 timer, hvilket jeg synes er ret fair. Jeg har nydt det meste af det, men der er et punkt, der virkelig dræbte min oplevelse af spillet. Hvis du skal bruge noget fra foråret og kommer til at misse det, så skal du for det meste vente til næste år, før du kan prøve at finde det igen. Dette giver god mening, men hvis du kun mangler den ene ting, så bliver ventetiden ekstremt kedelig. Du kan bare stå op og gå i seng igen, men det føles også bare akavet. Samtidig nåede jeg til et punkt, hvor penge ikke rigtig var et problem og manglede derfor en gulerod for at fortsætte. Jeg fik adgang til at købe nogle ret dyre bygninger, men jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge dem til, når jeg alligevel var kørt lidt død i spillet.

Overordnet er Stardew Valley et virkelig godt spil, og jeg kan virkelig anbefale det, MEN jeg vil dog sige, at det er nemt at køre sig selv fast i det. Spillet lægger op til, at du prøver lidt af det hele, men glemmer at få dig til at lægge nogle ting på hylden. Jeg skal dog også huske at nævne, at der stadig er opdateringer på vej til spillet og næste år burde det blive muligt at spille multiplayer.

 

Horizon Zero Dawn


Uden tvivl en af de bedste titler jeg nogensinde har spillet.

Developer: Guerrilla Games
Udgivelse: 1. marts 2017
Platform: Ps4

Uanset hvor meget jeg har nydt et spil, så plejer der at være et eller andet som afholder det fra at være, hvad jeg vil kalde perfekt. Måske historien halter lidt, dets art style fungerer ikke, kedeligt gameplay, en masse bugs eller noget helt andet. Nogle gange er det endda elementer, som jeg holder af, men som jeg godt kan anerkende, at andre sikkert ikke vil holde af.

Horizon Zero Dawn er uden tvivl det mest perfekte spil, jeg har oplevet. Det har en spændende historie, gameplay der aldrig bliver kedeligt, en åben verden der ikke bare består af trist fyld, interessante fjender og hele vejen rundt er spillet bare virkelig godt. Guerrilla Games har virkelig formået at skabe en unik oplevelse, og jeg glæder mig allerede ekstremt meget til udvidelsen Frozen Wilds, der udkommer 7. november.

En af de elementer, jeg virkelig forelskede mig i, var hvordan spillet formåede at fortælle to historier samtidig uden, at de føltes fuldstændig separate. De hænger virkelig godt sammen, hvilket er ret godt klaret, da den ene af historierne, vi følger, omhandler Aloy, der som udstødt i Nora-stammen opfostres af Rost og hendes eventyr rundt i en verden regeret af maskiner i forskellige størrelser. Den anden historie har fokus på fortiden, og forklarer hvor maskinerne kommer fra, hvordan verdenen er endt med at se ud som den gør og  alt dette fortælles gennem fundne hologrammer, data-punkter og logs.

Jeg gik ret blindt ind til Horizon Zero Dawn, hvilket jeg er ret glad for, da historien netop formåede at overraske mig ekstra meget. Jeg havde regnet visse dele af plottet ud, men det formåede stadig at få mig til at tabe kæben flere gange, efterhånden som det udfoldede sig. Hvis du er en sucker for lore og generelt bare historier med store mysterier, så vil du elske spillet! Og hvis du er typen, der oftest dropper den del af spil, så kan du faktisk også gøre dette i Horizon. En stor del af den lore, du kan finde er valgfri og altså kun ekstra belønning for dem, der holder af den slags.

Et andet element, jeg forelskede mig i ved Horizon, var kamp. I spillet tales der ofte om, at de er jægere, de jager maskinerne osv. Dette forstår jeg virkelig godt efter en del timer i rollen som Aloy, en jæger. Når du kæmper mod maskinerne, skal du være klar til hvad som helst, da det er ekstremt dynamisk, når du skal overmande nogle af de større maskiner. Du kan have forberedt dig virkelig godt, men når en af de større maskiner overrasker dig, så er det let at gå i panik. Det handler altså om at holde tungen lige i munden og så deale med udfordringerne, som de dukker op.

Det er også dynamisk på den måde, at man hurtigt begynder at føle sig bedre klædt på i kamp, ikke bare pga. gear, men også gennem viden omkring fjendernes svagheder. En kort side-note her. Aloy finder som barn en lille dims, et fokus, der lader hende se holografiske menuer samt en masse andet og så kan det scanne fjenderne og hendes omgivelser. Hvis du scanner fjenderne systematisk fra ende til ende, kan du opdage adskillige svage punkter, der kan hjælpe dig i kampen.

Dette ændrer dog ikke på, at kamp mod de større maskiner altid vil være hektisk. Jeg spillede på normal, og de er forholdsvis aggressive og lader dig ikke få et øjebliks fred. Horizon vandt mig dog virkelig over ved at få mig til at føle mig som en ung jæger, der blev mere erfaren fra kamp til kamp. Jeg kan stadig huske første gang, jeg mødte et snappergab, en krokodille-lignende maskine.

Jeg brugte en del minutter på at sidde bag en sten, mens jeg scannede frem og tilbage, hvorefter jeg kastede mig ud i en virkelig kaotisk kamp. Jeg fyrede utallige pile af som bare prellede af på dens armor, hvorefter jeg var nødt til at skifte taktik. Først skød jeg dens armor af, men selv uden armor var den virkelig stærk, så jeg endte med at skyde ildpile mod den, hvilket virkede. Efter en håndfuld pile blussede den helt op, eksploderede og døde. Fast-forward 5-6 timer og jeg dræber flere af dem samtidig uden problemer. Følelsen af progression var altså virkelig perfekt.

Derudover lader spillet dig tackle situationer på den måde du helst vil. Du kan gå fuld stealth, hvor du sniger dig rundt og taktisk tager fjenderne ud en efter en. Du kan spurte ind ad hovedporten og så bare angribe til højre og venstre. Du kan også vælge at manipulere maskinerne til at kæmpe med dig, hvilket jeg nød at gøre, da det er en udfordring i sig selv. Du skal snige dig tæt nok på maskinen til at kunne bruge dit modificerede spyd til at overtage den. Hvis maskinen opdager dig, står du jo bare med endnu en fjende, du skal tage dig af. Der er altså en del risiko ved det, men også en stor belønning, hvis du f.eks. får en af de større maskiner over på din side.

Nu har jeg nævnte maskinernes størrelse et par gange og tro mig, nogle af dem er virkelig store og overvældende. Husker første gang jeg spottede en tordenkæbe et godt stykke væk. Jeg overvejede virkelig, om jeg skulle tjekke den ud og endte med at snige mig forbi den, så jeg kunne se hvad, det var for noget. Den vandrede stille og roligt frem og tilbage, men det ændrede ikke på, at den har våben stikkende ud til alle sider samtidig med, at den er mange gange større end Aloy. Jeg stak derfor af igen og ventede med at bekæmpe den senere. En del af de andre maskiner er dog i mindre størrelser og virker derfor mere overkommelige.

Horizon foregår i en åben verden, men den er sammensat på en måde, jeg ikke har set før. Der er masser at lave, men det føles ikke som ligegyldigt fyld, og man føler heller ikke, at man drukner i opgaver. Samtidig føles områderne ikke fuldstændig tomme, men har tværtimod ofte noget at se på eller fjender at tage stilling til. De har virkelig ramt en perfekt balance, da de fyldte den åbne verden.

Du behøver dog ikke at bruge tid på alle de her side-missioner, men kan gå direkte efter de større story missions. Du bliver måske lidt under-lvled hen mod slutningen, men det burde ikke gøre så meget. Jeg holdt meget af, at spillet lod mig vælge ret frit, da jeg i starten brugte mange timer på alt side-opgaver i stedet for historien. Jeg var nærmest afhængig af Horizons geniale gameplay, så det gjorde mig ikke noget at bare kæmpe mod de maskiner, jeg stødte på.

Jeg var også virkelig imponeret over både grafikken og lyden i spillet. Det er ekstremt flot at se på, og mængden er detaljer er bare overvældende. Jeg brugte ret lang tid på at nærstudere Aloys hår, da det netop er virkelig detaljeret. Der er også adgang til en foto-option, så du kan fryse spillet for at tage screenshots. Jeg tror, jeg har brugt nok en halv time den ene gang på bare at pille ved indstillinger for at tage et billede af Aloy, der springer ned mod en fjende. Det er ret vanedannende, når man først er begyndt på det.

I forhold til lyden kan jeg også kun rose den. Når du f.eks. aktiverer dit fokus, kommer der den her futuristiske lyd op gennem højtaleren på din Dualshock 4, hvilket lyder ret simpelt og muligvis lidt ligegyldigt. Det tilføjer dog bare noget til spillet med de her små detaljer og gør, at det føles virkelig gennemført. Når du er i kamp, er maskinernes lyde også bare frygtindgydende, lyden af eksplosioner intense, lyden af Aloy, der kun lige ruller forbi en fjendes angreb osv. Alle lyde er bare helt i top.

I nogle af de første timer af spillet bliver spilleren introduceret for en cutscene, hvor Aloy spurter hen mod en fjende, glider under den, mens hun affyrer en pil op og dræber den, mens den er i spring. Da jeg så denne, sukkede jeg ærlig talt lidt, da jeg er så træt af den slags cutscenes, der hyper gameplayet ved at vise noget frem, du ikke kommer til at lave i spillet. Et par timer inde i spillet var jeg dog i samme situation som Aloy og genskabte fuldstændig scenen. Jeg blev opdaget af fjenden, spurtede hen mod den, den sprang, jeg gled og den døde på vej over mig, fordi jeg ramte den med en pil. Det var i det øjeblik, at jeg vidste at Horizon ville blive en anderledes oplevelse end, jeg var vant til.

Jeg holder også ret meget af karaktererne i spillet. Aloy er en ret interessant karakter, da hun som udstødt er blevet oplært af Rost til at klare sig selv, hvilket skaber nogle ret skæve situationer med andre karakterer. Der er flere gange, hvor andre karakterer undrer sig over, at de mødes af en kvindelig jæger, og på samme måde en del overraskelse, når de opdager, hvor kompetent en jæger hun er.

Samtidig er verdenen ikke så sort/hvid, som man måske først kan komme til at tro. Aloy møder en del personer, der har gjort noget slemt, men ofte er det værd at lytte til deres begrundelser. Andre gange er det dog ligegyldigt, da de ikke angrer eller har nogen undskyldning. Generelt er de mange karakterer spændende på en eller anden måde, og jeg ville ikke have noget imod at bruge mere tid sammen med dem i senere udvidelser.

Noget, der er lidt meta i forhold til spillet, handler om spillets trofæer. Horizon Zero Dawn har nok det bedste Platinumtrofæ, jeg har set på Ps4. Det er overkommeligt for de fleste, har anderledes trofæer, standard indsamlingstrofæer osv. men generelt et godt mix af forskellige slags trofæer. Jeg nød i hvert fald at skaffe Platinumtrofæet og synes virkelig, det skal have ros.

Jeg har et negativt kritikpunkt for spillet! Det er dog meget småt og ret personligt. Jeg nævnte, at jeg havde brugt meget tid på side-opgaver, og det ødelagde lidt spillets struktur for mig. Da jeg ramte lvl 24 havde jeg en lvl 15 story mission. På vej hen til denne mission nåede jeg at blive lvl 28 bare af ting, jeg stødte på, og sådan fortsatte det gennem resten af spillet. Jeg var konstant overlved til story missions, fordi jeg var kommet til at give mig selv et forspring. Spillet var stadig udfordrende, men det var lidt akavet af en fjende truer mig med en bestemt slags maskine, som jeg har dræbt utallige af førhen. “Åh wow, hvilken seriøs trussel!” efterfulgt af seks velplacerede pile. Dette er dog ret personligt, men jeg synes det er værd at nævne.

Horizon Zero Dawn har sat en ny standard ved open world spil for mig. Om jeg vil det eller ej, kan jeg helt klart ikke undgå at sammenligne lignende spil med det, da det virkelig formår at ramme en perfekt balance i forhold til indholdet. Som nævnt glæder jeg mig til Frozen Wilds, men jeg har ærlig talt lyst til at genspille Horizon Zero Dawn allerede nu. Det at kæmpe mod de store maskiner er bare så underholdende, at jeg aldrig vil kunne få nok. Jeg vil ikke bare anbefale Horizon Zero Dawn, jeg vil mene at det er en must-play-titel!

 

Hue

hue_heroart_1920x1080
Løs farvebaserede puzzles i en skøn platformer.

Developer: Fiddlestick Games
Udgivelse: 30. august 2016
Platform: Pc, Ps4, Ps Vita & Xbox One

Hue handler om drengen med samme navn, der skal bruge farver til at løse puzzles for at kunne komme videre igennem verdenen. Du starter med en enkelt farve, og som du kommer gennem spillet, får du adgang til en del flere. Jo flere farver du har adgang til, jo mere avancerede bliver de forskellige puzzles dog også.

Farveskiftet foregår ved, at du aktiverer din farve-ring, hvor du frit kan vælge mellem dine indsamlede farver. Mens du vælger, er spillet gået i slow-motion, så du har tid til at vælge farve uden at skulle bekymre dig alt for meget, om hvad der sker, mens du vælger. Når du vælger en bestemt farve bliver alle ting med den farve gennemsigtige, og du kan f.eks. trække ting med andre farver “igennem” dem.

Der bliver introduceret flere elementer senere i Hue, og sværhedsgraden stiger på en passende måde. Generelt er de forskellige puzzles ret tilfredsstillende, især de mere avancerede og komplekse af dem. Der er dog et par enkelte, der var trælse pga. enkelte elementer, men det er virkelig kun et par få,  jeg havde problemer med.

En ting, jeg virkelig skal huske at nævne, er forresten, at udviklerne har været virkelig smarte! Det er et spil med fokus på farver, så hvad hvis du nu er farveblind? Intet problem! Der er en indstilling for at slå farveblind-mode til, så der er symboler på de forskellige dele af banen, så alle kan være med. De skal virkelig have ros for at have overvejet dette, så alle kan opleve deres puzzle platformer.

Historien bliver fortalt gennem breve, du samler op rundt i verdenen, og disse aktiverer en voice-over, der læser højt . De fleste steder efter disse er der nogle lange strækninger, du skal gennem så du ikke fokuserer på puzzles, mens der bliver læst op. Dette er på den ene side ret genialt, da du så virkelig ikke kan misse oplæsningen, men hvis du tager en tur gennem banerne igen, skal du igennem de her strækninger og denne gang uden voice-over. Dette er lidt øv, men ikke rigtig en deal-breaker.

Noget der måske kan være en mindre deal-breaker er nogle enkelte bugs. Jeg stødte på tre bugs, som dog hurtigt kunne undgås. Den ene krævede bare, at jeg gik tilbage til forrige bane og så videre igen, da en laser ikke virkede ordentligt. Senere var der en bestemt ting, der buggede helt ud, hvis jeg gjorde en bestemt del af banen hurtigt. Her skulle jeg bare vente et par sekunder, og så skete det ikke igen.

Jeg nød alle mine timer med Hue virkelig meget. Sværhedsgraden var passende hele vejen igennem, styringen var virkelig god, og overordnet har jeg ikke rigtig noget at brokke mig over udover de nævnte bugs. Det kan altså anbefales en del, især hvis du er til puzzle-spil.