Category Archives: Anmeldelser

Unravel 2


Hyggeligt eventyr med Yarny og hans nye venner.

Developer: Coldwood Interactive
Udgivelse: 9. juni 2018
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

I Unravel 2 møder vi igen Yarny, men hurtigt efter spillets start støder vi på en slags Yarny 2 i en anden farve, og de bliver forbundet med deres snore. Denne gang er der nemlig mulighed for co-op, hvilket er ret fedt. Unravel var et vildt godt spil, men muligheden for at trække en ven gennem Unravels verden slår virkelig alt. Jeg ved i hvert fald, hvad der skal sættes på næste gang, der skal spilles co-op herhjemme.

For jeg har nemlig ikke fået spillet det co-op endnu, men har måtte nøjes med at spille det solo. Styringen er faktisk overraskende god, men det er tydeligt, at spillet ville være lettere og hurtigere, hvis der var to spillere involveret. Det kan blive lidt kluntet, og med undtagelse af et sted irriterede det mig aldrig.

Udover en række story missions er der challenge maps, og en af de første af disse gjorde det ret tydeligt, at to spillere ville være en klar fordel. Jeg er ikke i tvivl om, at en enkelt spiller kunne gennemføre det, men jeg gav hurtigt op, fordi jeg følte, at jeg lidt spildte min tid.

Derudover har jeg bare nydt min tid med Yarny og hans venner, for spillet er så ekstremt hyggeligt. Selv når den står på ubehagelige situationer, så skinner der en slags optimisme igennem. Yarny giver aldrig op, og det smitter. En anden hyggelig feature er, at man kan customise Yarny og hans ven både med farve og udseende.

Spillets historie er lidt spøjs, da der sådan set bliver fortalt to historier samtidig. Du har Yarny og hans ven som løber gennem landskabet og påvirker det på forskellige måder, men i baggrunden dukker der til tider tågede skikkelser op, som fortæller en historie der foregår i samme verden og også bliver påvirket, af de ting Yarny gør.

Jeg synes, historien i det første spil var mere lige til, for det var ofte svært at se, hvad præcis der foregik, fordi skikkelserne var så tågede. Jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på historien, men der er nogle detaljer, jeg er så usikker på, at jeg burde genspille det, før jeg udtaler mig om det.

Alt i alt er Unravel 2 mindst lige så hyggeligt som det første spil, og co-op er virkelig bare en bonus. Derudover er der en god række challenge maps, så der er nok at lave i spillet. Det kan anbefales meget.

Florence


Et kort spil der stadig formår at fortælle ekstremt meget.

Developer: Mountains
Udgivelse: 14. marts 2018
Platform: Android & iOS

Florence er et spil om kvinden af samme navn. Vi følger hendes opture og nedture gennem perioder af hendes liv, og det er en ret hjertevarmende og rørende oplevelse. Spillet har primært fokus på parforhold, men kommer også ind på emner som f.eks. at følge sine drømme.

Jeg har egentlig ikke lyst til at afsløre meget af historien, for selvom det er et kort spil, så handler Florence virkelig om at opdage historien for én selv. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gik ret uvidende ind til Florence.

Udover den fantastiske historie, så er gameplayet også bare virkelig skarpt og genialt, da det støtter historien fuldstændig. Det er simpelthen så gennemført, og jeg glæder mig til at se, hvad de formår at lave i fremtidige titler.

Et af mine yndlingseksempler sker ret tidligt og handler om samtalerne i spillet. Du skal ikke vælge dialog, men for at svare den anden person skal du samle en taleboble med en række puslespilsbrikker.  I starten har du en håndfuld brikker, men efterhånden som de får et tættere forhold, glider samtalen lettere, og til sidst er det kun en brik, der skal flyttes op som taleboble. Det lyder ret simpelt, og det er det sådan set også, men det ændrer ikke på, at det er super stærkt i forhold til at fortælle historien i Florence.

Det er derfor også bare sjovt at se, hvordan gameplayet ændrer sig for at fortælle historien på forskellige måder. Noget af det kan måske være lidt forudsigeligt, men det holder ikke op med at være interessant af den grund.

Alt i alt er Florence et vidunderligt spil, der på trods af sin korte længde har ekstremt meget at byde på. Det er en stor anbefaling herfra, men for at være ærlig er det efter min mening mere et must play.

 

Oden Cart: A Heartwarming Tale


En hyggelig og ekstremt spændende samling historier fortalt på en virkelig fed måde.

Developer: Papaya BD Co.
Udgivelse: Juni 2015
Platform: Android & iOS

Jeg elsker mærkelige spil! Den slags hvor man ikke helt ved, hvor historien tager én hen. Den slags hvor gameplay pludselig ændrer sig, eller spillets stemning, tempo osv. skifter fuldstændig.

Oden Cart er i den grad et mærkeligt spil, men samtidig er det en af de bedste spiloplevelser, jeg har haft i år. Spillet starter ud med at forklare dig din rolle som indehaver af en Oden Cart, hvor du sådan set bare skal sælge oden til kunderne.

Oden er en japansk ret, hvor forskellige ingredienser bliver kogt/tilføjet til en slags sovs/suppe, hvilket er perfekt til et spil, da du så kan åbne op for nye ingredienser efterhånden, som du tjener flere penge.

Ikke at det kræver meget at lave profit i Oden Cart. Faktisk er det næsten det modsatte, for jeg endte hurtigt med at nærmest drukne i penge, så jeg ikke kunne nå at bruge dem allesammen.

Det giver dog god mening, for spillet handler virkelig ikke om at tjene penge og bruge tid på den slags gamey systemer. Derimod handler spillet om de mange historier, der bliver fortalt gennem kundernes brok og kommentarer.

Mens dine kunder sidder og spiser deres oden, kan de f.eks. klage lidt over arbejdet, deres forhold, forældre og den slags generelt småbrok. Dette optræder som svævende bobler, man trykker på, hvorefter de folder sig ud, så man kan læse hele kommentaren. Kunderne brokker sig ofte over de samme ting, men efterfølgende bliver den ikke foldet ud, men forsvinder bare, når du trykker på den.

Spillets gameplay er altså ret simpelt, da man bare skal restocke sine ingredienser, der varer i tre timer og så trykke på kundernes talebobler. Der er selvfølgelig lidt ekstra dybde til systemet, da kunderne har favorit-ingredienser, så hvis du f.eks. kun restocker den slags, kan du sikre dig, hvilke kunder du får.

Jeg forelskede mig ret meget i konceptet, fordi det er så dejlig let at tilgå. Du vender bare tilbage til spillet, når du har tid, indsamler deres bobler og ser, om de har nogle nye kommentarer. Efterhånden som du lytter til deres brok, bliver de mere loyale, så de hænger ud længere tid og afslører flere hemmeligheder.

Det er netop disse hemmeligheder, som gør spillet ekstremt spændende. Det startede som et hyggeligt, men lidt sørgmodigt spil, hvor karaktererne alle gemte på en lidt trist hemmelighed eller måske bare skulle indse noget om deres liv. Hen mod slutningen vender det sig dog til at være nærmest en thriller kombineret med ren horror. Jeg får næsten gåsehud ved tanken om et par af karaktererne, fordi det er så ekstremt creepy.

Et andet fedt aspekt er, når det går op for én, at nogle af karaktererne er forbundet. Nogle af dem er nemme at gætte og opdage, mens andre kræver lidt ekstra og først bliver afsløret direkte senere i deres historie. 

Alt i alt er er Oden Cart: A Heartwarming Tale et fantastisk spil, som jeg er ekstremt taknemlig for at have spillet. Det er en kæmpe anbefaling herfra.

Slime Rancher


Et hyggeligt og vanedannende spil om at styre en slim-farm

Developer: Monomi Park
Udgivelse: 1. august 2017
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Slime Rancher er et virkelig vanedannende spil hvor der konstant er noget at lave, nye opgaver at tage sig af og problemer at tage stilling til. For at være helt ærlig føltes det ekstremt kaotisk det meste af tiden jeg spillede det. Mest fordi jeg konstant havde gang i en masse forskellige projekter men også fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg lavede en stor del af tiden.

Samtidig kan der hurtigt gå en masse tid med micromanagement hvor man skal tage sig af en masse små opgaver som bare ender med at tage alt for lang tid. Det var i hvert fald let at blive fanget i et loop hvor jeg nåede at udrette meget lidt fordi jeg skulle holde styr på min farm.

På den ene side var det ret fedt med så meget at lave men på den anden side blev det bare lidt for frit for min smag. Da jeg endelig besluttede mig for at slå ting op på en Slime Rancher wiki opdagede jeg at jeg havde misset virkelig mange af spillets features, og hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg ikke om jeg ville have opdaget dem af mig selv.

Det er et ret stort spil på den måde fordi du får ret frie tøjler og selv skal finde ud af hvordan du kommer forbi en række puzzles der åbner for nye features og områder. Det er lækkert nok at prøve sig frem men på den anden side kunne det være fedt med en hjælpende hånd til at holde styr på alting.

Jeg kunne i hvert fald godt savne en oversigt over visse opgaver som at åbne bestemte døre og sådan. Det ville ikke blive forstyrrende for resten af spillet men i stedet hjælpe ved at motivere udforskningen endnu mere. Jeg synes i hvert fald hurtigt jeg druknede i ting jeg skulle huske på og til sidst blev det bare lidt for meget.

Måske jeg også skal forklare hvad Slime Rancher går ud. Du spiller Beatrix som skal styre en slim-farm hvor du så får rimelig frie tøjler til at tage den i den retning du har lyst. Skal det være en stor flok fritgående slim eller nogle få udvalgte indespærrede slim der kan tjene dig ekstra mange penge.

Det at passe slimes er i sig selv sjovt fordi man har en stor støvsuger som man suger dem op med hvorefter man kan skyde dem rundt som man lyster. Det er dog primært sjovt at lege rundt med de små slimes for det er en helt anden snak når vi kommer til de store.

For at tjene penge skal du indsamle og sælge plorts som slimene så fint laver når du fodrer dem. En af de primære loops er altså at indsamle mad, fodre slimes og sælge deres plorts. Der er dog en fed detalje hvor du kan kombinere slimes ved at lade dem spise en anden slims plort. Så kombineres deres specielle evner, madvaner samt andre egenskaber.  Dette er ret brugbart da du kan kombinere to slimes der begge er til frugt for så at få to plorts når du fodrer i stedet for en.

Det er dog ikke kun godt for hvis en stor slime spiser en plort fra en tredje type slime bliver den til en slags tjæreslime som fortærer stort set alt den kommer i nærheden af. Jeg stødte på disse efter kun en halv time hvor jeg følte at det gik fremad. Det føltes ikke sådan da min farm blev overrendt af en flok destruktive tarr-slimes. Det viser dog meget godt hvorfor det kan være lidt risikabelt at holde forskellige slags slimes tæt ved hinanden.

En anden grund til at store slimes er lidt bøvlede er hvis de skal flyttes. Du kan nemlig ikke suge dem op i din rygsæk men skal i stedet bære dem rundt foran dig med din støvsuger. Det er fint nok når man skal transportere et par enkelte men hvis du har lavet 3-4 indhegninger fyldt til randen med store slimes, så er det bare ikke særlig nemt at få dem flyttet.

Jeg har f.eks. fyldt et område med en bestemt slags slimes men jeg ville egentlig gerne have dem udskiftet med en anden type fordi det vil give bedre og dyrere plorts. Det vil dog tage frygtelig lang tid at få dem ryddet ud, selv hvis jeg installerede incinerators der kan bruges til at brænde både objekter og slimes.

Det er derfor ret nemt at få låst sig selv lidt fast med indretningen medmindre man vil bruge en del tid på at rydde op. Ikke at det som sådan gør noget for Slime Rancher er den slags spil man bare kan bruge ualmindeligt mange timer på. På den anden side kunne jeg også bare have ladet være med at fylde et område med så mange slimes at spillets ydelse dykker lidt hver gang jeg løber igennem der.

Det er også en ting jeg har overvejet i forhold til Slime Rancher. Jeg havde fire indhegninger med nogle forskellige af de mere sjældne slimes og igen blev ydelsen ramt så det laggede når jeg skulle bevæge mig derover. Jeg kan forstå det når jeg fylder et område til randen men jeg tror primært at det var pga. deres forskellige effekter at det blev slemt der.

Samtidig blev det samme område ramt af en bug hvor jeg modtog tilfældig skade når jeg var i nærheden hvilket ikke gjorde det særlig let at komme rundt. Spillet føles færdigt og der er nok at lave i det men nogle gange støder man bare på små detaljer eller bugs som bare er virkelig frustrerende i længden.

Nu blev det måske lidt for negativt for overordnet set har jeg været virkelig godt underholdt og har lyst til at vende tilbage og starte forfra så jeg kan lave en endnu smartere farm. Jeg har i hvert fald nogle bedre ideer til hvordan jeg skal tjene pengene og hvilke områder jeg skal gå efter først.

Jeg nævnte kort Beatrix og der er faktisk også lidt mere til historiesiden af spillet. Rundt omkring i landskabet er der placeret små holografiske enheder som indeholder beskeder fra farmens tidligere ejer. Det er faktisk ret spændende at følge denne historie fordi der bliver afsløret detaljer om nogle af de mystiske steder og objekter man støder på og samtidig er der også ret god humor at finde her.

Derudover modtager Beatrix også mails fra forskellige personer og gennem disse kan man også stykke hendes historie sammen. Jeg må indrømme at jeg ikke fik læst de forskellige mails helt i dybden, mest fordi jeg havde travlt med at løbe rundt og lave alt mulig andet, men de jeg fik læst var ret interessante. Hvis jeg starter forfra vil jeg i hvert fald holde bedre øje med disse.

Alt i alt er Slime Rancher et virkelig hyggeligt spil som man kan få mange timer til at gå med. Det er ærlig talt det perfekte sommerferiespil hvor man sætter sig nogle mål for dagen og så tager det helt stille og roligt. Det er en stor anbefaling herfra.

Spider-Man


Et suverænt spil, der virkelig fanger essensen af Spider-Man.

Developer: Insomniac Games
Udgivelse: 7. september 2018
Platform: Ps4

Spider-Man er uden tvivl et af de bedste spil, jeg har haft fornøjelsen f at spille. Jeg har altid set Batman: Arkham Asylum som det bedste spil, når det gælder spil baseret på tegneserier, men Spider-Man har ikke bare stjålet kronen, men totalt smadret hele podiet. Det svang sig ind med en lige højre og slog lige resten af de store titler tilbage til start.

Vi slipper for at se Peter Parker blive bidt af en edderkop, og spillet starter hårdt ud, hvor man skal kæmpe mod Wilson Fisk, og heldigvis bliver han anholdt. Der går dog ikke lang tid, før en ny bande prøver at overtage New York, og Spider-Man skal nu stoppe Demons fra at finde frem til det hemmelige projekt, Devil’s Breath.

Det er dog kun starten på plottet, da det virkelig stikker af i den senere halvdel, dog på en god måde. Jeg var ret fanget af historien og spurtede ofte fra den ene mission til den næste, fordi jeg så gerne ville vide, hvad der skete.

Samtidig er der en del fede aspekter ved historien som, at Peter Parker f.eks. bruger en god del tid på at hjælpe Dr. Octavius med robot-lemmer, hvilket, den opmærksomme Spider-Man-fan vil påpege, muligvis er en dårlig ide. Det viser det sig også at være, men det er så fedt at se Peter Parker interagere med så mange af de velkendte karakterer og så endda på nogle lidt friske måder i forhold til tegneserien.

Det er virkelig også karaktererne, der gør spillet så underholdende. Spider-Man har sin velkendte humor, Peter Parker er konstant i problemer, May Parker er så omsorgsfuld, og så har vi alle skurkene. Jeg var ret imponeret over netop disse, da Insomniac Games virkelig forstår at skabe motiverede skurke. De springer ikke over, hvor gærdet er lavest, men skaber karakterer med flere aspekter og ekstra dybde.

Det er dog især, Peter Parker/Spider-Man-delen, der stjæler spotlyset, fordi det fanger essensen af tegneserien så godt. Der er så ofte, hvor man har et bestemt mål, men så opdager tilfældig kriminalitet i nærheden og nærmest føler sig nødsaget til at hjælpe. Når May Parker ringer og spørger, om man har glemt en aftale, hvorefter man svinger sig med fuld fart ned gennem New Yorks gader, men så overhører rapporter om en bombetrussel over politiradioen.

En stor del af Spider-Man tegneserien har handlet om, netop hvor splittet Peter Parker har været mellem sine to roller. Hans sociale liv lider ekstremt meget under hans tid brugt som Spider-Man, men han føler sig jo lidt tvunget, fordi han faktisk kan gøre en reel forskel med sine kræfter. Ofte tager det også kun et øjeblik, men når der så dukker op til flere op, får man også bare lidt dårlig samvittighed over for den person, man er ved at brænde af.

Udover at få lov til at svinge sig gennem New York som Spider-Man og gå rundt som Peter Parker i visse områder, får man også lov til at styre både Mary Jane og Miles Morales i nogle mere stealth-orienterede sekvenser. De foregik i et mindre intenst tempo, men var dog stadig ret spændende, og jeg glæder mig til at se mere til dem i en fortsættelse.

Og jeg kan ikke forestille mig andet end, at Insomniac Games får lov til at lave en fortsættelse, da spillet samtidig har så ekstremt mange referencer til, hvad fortsættelsen kan indeholde. Der er også en god del velkendte skurke, vi ikke har mødt endnu, så jeg krydser virkelig fingre for, at vi får nogle af mine favoritter at se.

Bosskampene har jeg det lidt ambivalent med, for på den ene side er de ret ensformige, men på den anden side er de også bare virkelig underholdende. Du er jo Spider-man, der springer rundt og laver alle mulige vilde manøvrer, så jeg tilgiver det ærlig talt bare. Flere af kampene foregår også steder, hvor Spider-man virkelig skal tænke sig grundigt om for at finde sin fordel.

Kamp mod de almindelige fjender kan også blive lidt ensformigt, men det skete især for mig, da jeg spillede Spider-man, som jeg er vant til med Batman, hvor man primært kæmper på jorden. Den taktik er ret fjollet, når man styrer Spider-man, der har så ekstrem mobilitet. Sving lidt rundt om fjenderne, og udnyt ellers bare alle de tricks, du har i ærmet. Så bliver kampene hurtigt en god del sjovere.

Samtidig er det lidt ærgerligt at spille det som en kluntet Batman, da kampene føles meget mere flydende, når man udnytter hele arsenalet. Der er så mange skills, som kan påvirke spillet virkelig meget. Dette gælder især, når man opdager nogle af spillets stærkeste kombinationer. Jeg blev ret stor fra af at bruge en netbombe, som netter alle fjender i nærheden, hvorefter jeg brugte en lydbølge til at sende samtlige fjender hen på den nærmeste genstand, hvor de blev klistret fast. Så var der færre at kæmpe almindeligt imod.

Hele spillet oser forresten også af konstruktiv fanservice. Udover de mange referencer til mulige karakterer i en fortsættelse, er der også en god del forskellige dragter, man kan vælge imellem og åbne op for. Jeg blev ret imponeret over udvalget, da det indeholder nogle ret niche-dragter, som de færreste nok kender til. Hver dragt har en unik evne, men da du frit kan vælge kombinationen af skill og dragtudseende, handler det udelukkende om at spille, som den Spider-man du vil.

Det at navigere rundt i New York er også bare en fryd hele vejen rundt. Uanset om du skal tværs gennem byen eller bare fra en bygning til en anden, så er det fedt at svinge sig rundt. Du kan lave nogle virkelig vilde manøvrer, der føles, som om de er taget direkte ud af filmene eller tegneserien. Jeg holdt aldrig op med at nyde at svinge mig rundt, og jeg brugte derfor fast travel ret sjældent.

Jeg er dog glad for, at jeg faktisk fik brugt det, for det er så genialt, da load-skærmen er Spider-man, der sidder helt roligt i metroen blandt de andre passagerer. Der er også nogle ret sjove situationer, som når han sidder ved siden af en anden person i et Spider-man kostume. Det er så fedt og viser igen, at Spider-man er rimelig nede på jorden.

Alt i alt er Spider-man et ekstremt godt spil, og jeg var helt oppe at køre over de mange små referencer. Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang med udvidelserne og ikke mindst en fortsættelse. Det kan anbefales meget herfra.

Bacon – The Game


Fjollet spil om at flippe bacon på tilfældige ting.

Developer: Phillipp Stollenmayer
Udgivelse: 5. september 2018
Platform: Android & iOS

Bacon er et ekstremt fjollet spil, der på en eller anden måde formår at være meget vanedannende. Det er et simpelt koncept, der dog fungerer virkelig godt.

Du har en pande, som du kan få til at bevæge sig opad ved at trykke på skærmen, og i hver bane bliver du introduceret for et nyt objekt, du skal flippe det her stykke bacon op på. Det kan være alt fra en klat ketchup til Sphinxen. Det føles så tilfældigt og åndsvagt, men det er faktisk et af spillet styrker.

Det formår at overraske én konstant, fordi man aldrig helt kan regne med, hvad næste bane kommer til at være med. Selv når du føler, du har en ide, om hvad du kan forvente, så kommer der bare noget endnu skørere.

Samtidig er selve bacon-flipningen ret sjov, da en arm skyder ind i toppen af skærmen med et stykke svingende bacon, og når du trykker gives der slip på det. Det svinger nogle gange ret vildt, så ofte falder stykket bare direkte forbi panden, men det bliver aldrig helt frustrerende, netop fordi spillet er så fjollet i forvejen.

Når baconen endelig rammer panden, skal du så finde ud af at flippe det op på objektet, hvilket kan være en ret stor udfordring. Det bliver i hvert fald hurtigt taktisk, da du skal være sikker på, hvordan du vil have din bacon til at ligge. Den ene bane er f.eks. tre stykker popcorn, hvor det handler om, at baconen skal lægges i en bue henover en af disse. Det er ret udfordrende, men dermed også ekstra belønnende, når det endelig sker.

Samtidig kan du tage et billede af din bacons placering, når du vinder banen, hvilket giver god mulighed for at prale over for andre. Jeg har haft adskillige heldige baner, hvor jeg skyndte mig at gemme billedet, så jeg kan vise det frem til andre.

Bacon er et fjollet spil uden lige, men det er også ekstremt vanedannende. Det formår også konstant at overraske, så det er virkelig bare en positiv overraskelse. Det kan anbefales meget.

Opdatering:
Efter jeg fik gennemført spillet blev der tilføjet endnu flere objekter, så der er endnu mere at flippe sit bacon op på. De nye ting er blevet flettet ind med de eksisterende, så der er noget for alle uanset, hvor langt de er i spillet. Jeg frygtede først lidt, at det kun var virkelig svære ting, da nogle af de lette også bare er sjove, netop fordi man ikke ved, hvad man kan forvente.

Rise of the Tomb Raider


Spændende fortsættelse der introducerer en masse nye fede spændende features.

Developer: Crystal Dynamics
Udgivelse: 11. oktober 2016
Platform: Pc, Ps4, Xbox One & Xbox 360

Det starter stærkt ud, hvor vi bliver mødt af den nu selvsikre Lara, der er blevet besat af tanken om at følge i sin fars fodspor. Hun har førhen tvivlet på sin fars besættelse af et gammelt artefakt, men efter hendes oplevelser på Yamatai er hun blevet overbevist om, at det er et ægte artefakt, og hun følger derfor samtlige spor, hun kan støve op. Dette leder hende til siberien på jagt efter en forsvunden by.

Spillet er mere åbnet end før med store hub-områder, hvor der er pakket endnu flere forskellige aktiviteter. Det er fedt med mere valgfrihed, men også lidt irriterende, fordi visse elementer er låst, fordi du mangler bestemt udstyr. Jeg ville f.eks. gerne udforske nogle challenge tombs, men den ene, jeg kom til, krævede udstyr, jeg ikke havde fået endnu.

Jeg fik det påkrævede udstyr inden for den næste time, da jeg fulgte historien, men så stødte jeg bare på endnu en challenge tomb, der krævede nyt udstyr. Jeg overvejede derfor at gemme alt det valgfrie i et område, til jeg var nået længere i historien, men så ville jeg miste den frihed, som spillet lægger op til.

Skill-træerne er også udvidet ret meget og er nu bygget op på en anden måde, hvor bestemte skills fra et træ kan åbne op for avancerede skills i et andet. Det kræver altså et bedre overblik, når man skal finde ud af, hvilke skills man gerne vil have først.

I forhold til våben er der også større valgfrihed, da man nu får samlet et mindre arsenal inddelt i forskellige kategorier, og som der frit kan byttes rundt i. Nogle våben får du gennem historien, mens andre bliver låst op ved, at man samler dele ind til det.

Derudover kan du indsamle specielle mønter, som kan bruges på stærkere udstyr, og generelt er det bare fedt med endnu mere valgfrihed. Det kan dog stadig godt virke ret uoverskueligt, når man skal frem og tilbage i sine skill trees eller prøve at vælge våben, der skal opgraderes, når man har et helt arsenal.

En fed feature er sprogevner, der forbedres efterhånden, som man oversætter og interagerer med gamle tavler/malerier. De kan sådan set godt ignoreres, men nogle stenstøtter kræver et bestemt niveau i et sprog, før du kan oversætte dem. Jeg sad derfor nærmest og jublede hver gang jeg forøgede Laras sprogkundskaber.

Der er mange flere intense sekvenser end i Tomb Raider (2013), og jeg sidder stadig på kanten af sofaen, selvom jeg ved, at Lara nok skal komme gennem dem før eller siden. Jeg kan virkelig ikke undgå at leve mig helt ind i spillets historie og gameplay.

Jeg nævnte tidligere de åbne områder og lidt af den irritation, jeg havde med dem, men jeg endte med at fokusere mere på historien og så vende tilbage til de åbne hubs for at tage mig af de valgfrie ting.  Det skabte en meget bedre spiloplevelse, hvor jeg ikke endte med at ramme barrierer, men derimod kunne tage mig af en stor del ting samtidig.

Historien er virkelig spændende og fyldt med fede afsløringer. Jeg fik ret meget lyst til at starte forfra, fordi der var enkelte af disse, der nok kommer til at ændre på forståelsen af bestemte begivenheder. Jeg er ret sikker på, der kommer ret mange ledetråde til afsløringerne i starten af spillet så ja, det skal helt klart spilles igennem igen.

Jeg elskede også, hvordan spillet ofte gav én nye måder at bevæge sig rundt på. En stor del af disse erstatter bare dine oprindelige teknikker, så du bare bevæger dig hurtigere rundt, mens andre tilføjer helt nye teknikker. Det føles dog virkelig fedt, når man pludselig indser, hvordan man nu kan komme rundt i et område. Der åbner sig konstant nye veje.

En stor del af spillet handler om Laras splittelse, om hvorvidt hun skal hjælpe andre af selviske grunde eller hjælpe dem, fordi det er det rigtige at gøre. Det er en diskussion, der kommer op en del gange i spillet og en diskussion, der er ret vigtig at have in mente, når vi taler om spillets historie. Samtidig er det fedt at se Lara prøve at finde ud af, hvad hendes egen holdning er.

Der er også bare virkelig meget at lave i spillet, da der er side-quests, challenge tombs, challenges samt en masse collectibles, men det meste af dette er valgfrit, så du sådan set kan ignorere det. Jeg vil dog anbefale, at du bruger bare lidt tid på dem, da de er ret underholdende, og det vil derfor være ret ærgerligt, hvis du misser det.

I Tomb Raider (2013) samlede man salvage, som blev brugt på tværs af en del gear, men i Rise of the Tomb Raider skal der samles mange forskellige crafting-materials, der kan findes forskellige steder. Det er ret fedt med et mere avanceret system, da det andet hurtigt kom til at føles lidt for simpelt.

Der er dog også nogle problemer i spillet, som at nogle hop bare ikke virker, så Lara bare falder ned i stedet for at gribe fat. Det er ret frustrerende, når man skal klatre op igen, og ofte er det at foretrække, at hun dør af faldet, for så reloader den et checkpoint.

Samtidig sker det ofte, at fjenderne bare spammer grenades, så man konstant skal dodge fra side til side uden at have en mulighed for svare igen. Det er i hvert fald let at blive fanget i et loop, hvor man konstant undviger, mens fjenderne bevæger sig tættere på fra begge sider.

Alt i alt er det dog et virkelig godt spil, og jeg glæder mig ekstremt meget til at spille Shadow of the Tomb Raider. Ikke mindst fordi slutningen lægger meget op til, hvad en del af næste spil kommer til at handle om. Rise of the Tomb Raider kan anbefales meget.

Tomb Raider: Definitive Edition


Et fantastisk eventyr med en ung og uerfaren Lara Croft.

Developer: Crystal Dynamics
Udgivelse: 31. januar 2014
Platform: Ps4 & Xbox One

I Tomb Raider følger vi denne gang en ung Lara Croft på en af hendes første eventyr. Hun søger efter en gammel ø, Yamatai, som hun er overbevist om, at hun kender placeringen på. Det begynder dog at storme op, og pludselig bliver skibet beskadiget, og Lara falder i vandet. Hun vågner herefter op på en strand, hvor hun spotter resten af besætningen, der dog ikke kan høre hende pga. den rasende storm. Det bliver værre endnu, for hun bliver taget til fange af en øboer, der ikke virker til at have venlige intentioner. Nu skal hun slippe løs og komme væk fra øen, helst sammen med besætningen.

Først og fremmest er jeg ellevild med at se en ung Lara Croft. Vi ser, hvordan hun udvikler sig og bliver til den virkelig seje og selvsikre Tomb Raider, som vi kender fra resten af serien. Dermed ikke sagt, at hun ikke er sej i starten af spillet, for hun sparker virkelig røv hele vejen igennem. Det bliver bare mere selvsikkert, jo længere hun kommer.

Det kan dog godt virke lidt disconnected, når man i en cutscene ser Laras modvilje til at slå ihjel og så sekunder efter pløjer fjenderne ned på stribe, men her må man altså tilgive spillet og bare ignorere det, hvis det går én så meget på. Personligt kan jeg godt forstå folk, der undrer sig, men samtidig er der så mange ting ved spil, der ikke giver mening i forvejen.

At hun er uerfaren giver også god anledning til, at hun kan lære nye færdigheder, hvilket sker ret ofte, og der er en konstant strøm af nye ting at forholde sig til. Enten nye våben, opgraderinger, evner, fjender eller noget helt andet. Det er så forfriskende og holder virkelig spillet kørende helt til slut.

Samtidig er der en del frihed, når det gælder opgraderinger til våben og evner, fordi du selv kan vælge rækkefølgen. Foretrækker du din pistol over dit haglgevær, kan du holde dig til at opgradere pistolen. Evnerne er inddelt i tre træer med hvert sit fokus, og også her kan du holde dig til det, du helst vil bruge. Det er dog inddelt i tiers, hvor du skal bruge et bestemt antal evner på det tidligere tier for at låse det næste op. Det er et simpelt system, men forhindrer også, at du får adgang til nogle af de stærkeste evner med det samme.

Nogle af hendes nye evner relaterer sig også til øens opbygning, som jeg stadig er helt forelsket i. Yamatai er inddelt i en række områder forbundet på forskellige måder, men du bevæger dig konstant fra et åbent område til et nyt. Det tillader én at udforske ret meget samt bruge forskellige strategier mod fjenderne . Ikke, at der er vanvittig mange muligheder, men du kan f.eks. godt prøve at snige dig gennem en del af spillet, hvis du har lyst til det.

Udforskning bliver også motiveret ret godt, da fundne relics f.eks. giver dig baggrundshistorien for artefaktet, mens dokumenter giver baggrundsinformationer om forskellige dele af spillet. Det er ret fedt, for det er jo helt valgfrit, om man gider at indsamle disse, så de, der vil have ekstra ud af spillet, får det på en god måde. Det er ikke bare ligegyldigt fluff hvor et tal stiger, men i stedet en ekstra bid information. Derudover åbnes der ofte for concept art og den slags ekstra bonus-indhold.

I forhold til gameplayet kan jeg også kun rose det. Alt er bare underholdende på hver sin måde. Det er fedt at navigere områderne, våbnene føles kraftfulde, de mange puzzles er drilske og geniale, og jeg nød bare at være i spillet. Det var meget få steder, hvor jeg kedede mig i hvert fald, og det var egentlig selvforskyldt, fordi jeg vendte tilbage til et tidligere område for at indsamle collectibles. Der var nemlig ingen fjender, så det blev lidt trivielt.

En anden ting, som Tomb Raider rammer fuldstændig plet med, er stemningen, da spillet konstant formår at sætte den helt rigtigt. Da Lara endelig er kommet ud af den første hule og en del af tema-sangen spiller, så føles det så fedt. Hun har lige overlevet endnu en fare, og musikken bakker hende op hele vejen.

De mange huler føles også virkelig klaustrofobiske, som når Lara står i vand til halsen og bevæger sig ind under et stykke træ, kameraet zoomer helt tæt ind, og man kan nærmest mærke vandet presse på ens egen krop. Der er så mange steder i spillet, hvor man nærmest har lyst til at skrige, fordi det føles, som om alle væggene presser én, og det føles så rart at komme ud i den friske luft i spillet.

Jeg har kun beskrevet historien meget kort øverst, men jeg vil også rose spillet for sine mystiske elementer. Jeg følte mig som en del af besætningen, der konstant tvivlede på, hvad der skete. Spørgsmålet er f.eks., hvad der forårsager stormene, og et af svarene er muligvis overnaturligt, men hvordan får man lige overbevist andre om det. Denne del af Tomb Raider er også virkelig genial, og jeg nød historien virkelig meget.

Tomb Raider: Definitive Edition er en opdateret udgave af spillet, hvilket betyder, at alt dlc er inkluderet samt nye features som voice commands, hvilket jeg finder ret interessant. Du kan åbenbart gennem bestemte kommandoer komme hurtigere gennem spillets UI. Du kan råbe efter din pistol, og så skifter Lara over eller bede om at se relics på kortet og den slags. Jeg har ikke fået brugt det, men er glad for at muligheden eksisterer for dem, der bruger det.

Alt i alt er Tomb Raider: Definitive Edition et moderne mesterværk, som jeg kan anbefale meget. Stemningen er i top hele vejen fra klaustrofobiske huler til de højeste radiomaster. Jeg glæder mig vildt meget til at spille Rise of the Tomb Raider.

Limbo


Uhygge og intense øjeblikke i en skarp puzzle platformer.

Developer: PlayDead
Udgivelse: 21. juli 2010
Platform: Android, iOS, Nintendo Switch, Pc, Ps3, Ps4, Ps Vita, Xbox 360 & Xbox One

Limbo er en af den slags spil, alle burde spille uden at vide noget om det på forhånd. Der er en historie i spillet, men den bliver fortalt på en måde, så spilleren selv kan fylde en masse huller ud. Det er derfor ret let at komme til at påvirke andres opfattelse af historien, så pas på med at sige for meget om det, hvis du vil anbefale det til andre.

Man styrer en lille dreng, der vågner op i en mørk skov, og som genren næsten dikterer, bevæger vi os mod højre. Skoven er dog ikke særlig sikker, så han befinder sig konstant i livsfarlige situationer, og spillet er generelt meget intenst. De små pauser, man får, er derfor også meget værdsat, da det er i disse, at man får lov til at reflektere over omgivelserne, drengen og hvad i alverden der foregår.

Noget af det mest iøjnefaldende ved Limbo er dog nok den grafiske stil, da det hele kører med sorte og hvide toner. Drengen er f.eks. helt sort bortset fra et par glødende hvide øjne. Det stopper altså ikke spillets verden fra at blive vækket til live, men er i stedet med til tilføje til spillets virkelig tunge og dystre atmosfære.

Lydsiden er også en stor faktor i forhold til at skabe denne atmosfære, da der er blevet skruet helt op for skovens mange lyde. Samtidig føles lydsiden ekstremt ren, da den ikke er fyldt med en masse tilfældigt støj. Der er nøje udvalgt, hvilke lyde du skal høre, hvor du skal høre dem, og hvordan du skal høre dem. Det kan anbefales at spille med et ordentligt headset eller tv’et skruet ekstra op, så man ikke misser noget af lydsiden.

Generelt kan man bare mærke, hvordan alt i Limbo er blevet lavet til perfektion. I de intense situationer kan du kun lige nå at komme væk, lydene kommer på de helt rigtige tidspunkter og billedsiden taler fuldstændig for sig selv. Der er styr på det hele vejen rundt i spillet.

Alt i alt er Limbo et moderne mesterværk, der skal anbefales igen og igen. Det er en intens oplevelse, men også en virkelig smuk og fantastisk én. Selv efter nok snart en håndfuld ture gennem Limbo har jeg lyst til at genspille det.

 

Enigmatis: The Ghosts of Maple Creek


Skuffende spil fyldt med triviel backtracking.

Developer: Artifex Mundi
Udgivelse: 1. september 2011
Platform: Android, iOS, Pc, Ps4 & Xbox One

I det første Enigmatis spil vågner hovedpersonen op midt i biluheld og et slemt hukommelsestab. Du opdager dog hurtigt, at du har været i gang med at eftersøge en forsvunden pige, så nu skal du ikke kun løse sagen, men også prøve at finde ud af hvad sagen præcis var.

Det er ret uhyggeligt fra starten af med skumle personer, der dukker op og hurtigt forsvinder igen. Hele byen føles også bare fjendtlig og ramt af en slags overhængende dysterhed.

En fed feature er, at man opbygger sagen og indsamler spor, der skal arrangeres, så det giver mening. Det støtter virkelig op om rollen som efterforsker/detektiv, og det er fedt af finde spor, fordi det føles, som om du lige så stille og roligt lægger et vanvittigt puslespil.

Der er dog meget backtracking, og det fungerer ikke godt, fordi det er ret besværligt at navigere rundt. Det føles ret skidt, når man skal mange scener tilbage for at rode gennem en enkelt hidden objects scene, der er blevet aktiveret af en tilsyneladende ikke forbunden begivenhed.

Alt i alt er Enigmatis: The Ghosts of Maple Creek en ret skuffende spiloplevelse. En masse backtracking ødelægger oplevelsen ret meget, og selv ikke den fede uhyggelige stemning kan redde den. Det er dog stadig en lille bitte anbefaling herfra, da der er gode aspekter til spillet.