Category Archives: Anmeldelser

Bedlam: The Game by Christopher Brookmyre


Fedt koncept, men virkelig ringe gameplay og alt for mange bugs.

Developer: RedBedlam
Udgivelse: 14. oktober
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One.

Bedlams beskrivelse fangede mig , så jeg har set frem til at få det spillet i noget tid, men efter at have gennemført det ville jeg dog ønske, jeg havde ventet lidt længere, så jeg muligvis bare havde droppet ideen helt.

Du vågner op inden i et velkendt spil fra hovedpersonens barndom og så handler det egentlig bare om at finde en vej ud. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Spillet kører meget på at finde sted i en digital verden, så det indeholder f.eks. glitches, du bevæger dig gennem til andre spil-universer.

Bedlam har dog nogle seriøse problemer, og overordnet blev det hurtigt en frustrerende oplevelse. Du får f.eks. adgang til en masse forskellige våben, men en stor del af dem er bare ikke særlig optimale til spillets fjender, som ofte bare bevæger sig spøjst, fordi de bugger ud. I andre spil kan man ofte se mønstre, i hvordan fjenderne bevæger sig, men i Bedlam oplevede jeg ofte, at fjender stod og roterede på stedet, nærmest hoppede fra side til side eller bare løb i mærkelige zigzag-ruter mod mig. Det virkede generelt som om, der var problemer med fjendernes pathfinding, hvilket bare blev mere og mere tydeligt.

Kombiner det med ringe våben, og så har du en frustrerende fps foran dig. Bedlam vil virkelig gerne være en nostalgisk oplevelse, og derfor trækker det på f.eks. Quake og Unreal Tournament, og på sin vis lykkedes dette også. Problemet er bare, at de ikke har fixet de små irritationer, der var ved disse spil, men i stedet nærmest highlighter dem, når det bliver sat i en moderne kontekst.

At fjenderne opfører sig mærkeligt, har jeg dog også et endnu bedre eksempel på. I den ene bane skal man overleve en masse zombier i et rum med en række platforme forbundet med trapper. Jeg løb helt op i toppen, hvorefter jeg fandt ud af, at fjenderne ikke kunne bevæge sig ud på den del, jeg stod på. De stod bare og lavede mærkelige bevægelser få skridt fra mig, mens jeg følte, at jeg snød systemet, selvom jeg stod et helt legit sted.

Samtidig skete det ofte i spillet, at der bare blev kastet fjender i hovedet på én, hvilket ville være fedt, hvis spillets våben var sjovere at bruge. Endnu værre er det, når der bliver spawned en håndfuld fjender hele vejen rundt om dig, alle udstyret med RPGs eller lignende våben. Dette bliver nærmest standard i de sidste baner i spillet, og jeg endte oftest med at bare løbe forbi disse, da det blev så frustrerende at prøve at kæmpe samtlige fjender.

I forhold til dette skal jeg også nævne et andet frustrerende element ved fjenderne. De har forholdsvis god accuracy, hvilket er fair, men de kan spotte dig på helt fjollede afstande, så når du senere møder fjender med snigskytterifler/railguns og den slags stærkere våben, bliver det virkelig bare irriterende. En af de senere baner er et større åbent område, og det bliver så tydeligt, hvor unfair det er, når fjenderne kan spotte dig på ekstreme afstande og dermed få et skud ind, før du overhovedet har indset, at de er der. Dette var også et problem med en af de tidligere baner i spillet, hvor jeg ofte var forvirret over, hvor jeg blev skudt fra, og så var det en fjende med en automatriffel flere husblokke væk.

Hvis vi vender tilbage til bugs, så stødte jeg på alt for mange i forhold til, hvad jeg gider at deale med. Dialogen scrollede ekstremt hurtigt forbi på skærmen på et tidspunkt, jeg kunne ikke bevæge mig en anden gang, jeg har prøvet at loade ind i et tomt område, hvor jeg også sad fast og generelt skete der bare mærkelige irriterende ting.

Det ultimativt værste var dog, at det store enemy spam resulterede i fps drops, som ikke var til at ignorere. Vi snakker om powerpoint slideshow her og oftest skyldtes det, at spillet spawnede så mange fjender ind med våben som rocket launchers, så der er fjender,  projektiler og andre spilobjekter over det hele. Dette var også en af grundene til, at jeg ofte løb forbi fjenderne, da det bare ville blive ekstremt frustrerende at skulle kæmpe mod dem i en slags slideshow.

Spillet er også fyldt med referencer til andre spil og serier og i starten var det sjovt nok at kunne genkende dem. Det blev dog hurtigt lidt for meget for min smag og især, fordi de ofte bare føltes som om, de var der bare… fordi. Det blev ofte brugt som en slags punchline eller bare hovedpersonen, der nævner dem. Altså, det er fedt nok at sidde og kunne genkende referencerne, men samtidig virkede det bare lidt meningsløst.

Og så til boss-kampene i Bedlam! Jeg må indrømme, at jeg ikke har særlig meget godt at sige om dem. De er trivielle, kedelige og føles virkelig som spild af tid. Den første boss, du støder på, er bare en stor bullet sponge, som slår ekstremt hårdt. Senere møder du på en boss, der spawner fjender ind, men det er så mange, at der igen kommer fps drops. Og lige så snart du har dræbt dem, stopper bossen med at sende flere ind. Det virkede ret mærkeligt at være midt i en episk kamp og så var der intet til at angribe hovedpersonen.  Samtidig har den sidste boss-kamp nogle andre irriterende mechanics, som højst sandsynlig resulterer i, at du spilder ekstra meget tid på at få gennemført spillet.

Alt i alt var Bedlam en skuffende oplevelse, og det irriterer mig ærlig talt lidt, for det har virkelig meget potentiale. Det kunne have været en fed nostalgisk tur gennem FPS-universer, men i stedet blev det en frustrerende reminder om en stor del af de problemer, der plagede netop de titler spillet refererer til. Jeg kan virkelig ikke anbefale Bedlam til nogen.

Advertisements

Everything


Et filosofisk spil om alting og ingenting.

Developer: David OReilly
Udgivelse: 21. marts 2017
Platform: Pc & Ps4

Jeg faldt ret meget for Everything, men jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå, hvis andre finder det kedeligt, for abstrakt, ligegyldigt eller andet i samme kategori. Everything er et specielt spil og egentlig nærmere en filosofisk sandkasse, du får lov til at opleve.

Som titlen nok har afsløret handler spillet om alting, og her mener jeg vitterligt alting. Det er dog nemmere at forklare med et eksempel. Du starter f.eks. på et niveau som et får, og nu har du muligheden for at rykke op eller ned gennem niveauerne. Du kan bevæge dig tæt på en plante for at flytte dit fokus ned på den i stedet. Herefter kan du gå fra planten ned til sten, biller, bakterier, molekyler og endda atomer. Hvis du bevæger dig den anden vej er det træer, bygninger, kontinenter og planeter.

Det lyder muligvis virkelig ambitiøst, og det føles virkelig også sådan, når du første gang bevæger dig gennem de mange niveauer. Når du aktiverer din “flytte”-evne kan du se en masse linier, der strækker sig ud til de omkringliggende ting, du kan flytte til. Nye ting bliver vist med farvede linier, så der går næsten også sport i at få indsamlet så mange forskellige ting som muligt.

Jeg var ret målløs første gang, jeg bevægede mig gennem de mange niveauer i Everything, for jeg havde på ingen måde forventet, at det ville foregå i den grad, som det gør. Jeg havde lidt forventet, at bevæge mig lidt rundt mellem biller, dyr og træer, men intet af det andet. Måske lidt naivt af mig, men det ville samtidig have været naivt at forvente, at Everything ville indeholde så meget af alting.

Udover at flytte rundt mellem forskellige ting og udforske spillet på denne måde, får du også andre evner til at interagere med. Jeg vil helst undgå at forklare dem, da de alle tilføjer noget spændende, og det vil derfor være synd at ødelægge overraskelsen. Derimod vil jeg virkelig gerne nævne en del af Everything, som virkelig underbygger spillets grundliggende tema.

Mens du bevæger dig rundt kan du støde på andre ting, der enten har en tanke eller et lydklip med Alan Watts omkring filosofiske emner. I Everything handler en stor del af disse om, hvordan vores verden er sat sammen, og om hvordan alting er forbundet på en eller anden måde. Når du hører disse samtidig med, at du nærmest zoomer rundt gennem alle de forskellige niveauer, skaber det bare en virkelig special stemning, og jeg elskede netop dette.

En anden feature, som jeg virkelig har forelsket mig i, er Autoplay, hvor Everything sådan set bare spiller sig selv og kører som en slags pauseskærm. Du kan selv indstille, hvordan den skal opføre sig i forhold til de forskellige evner, eller om den skal holde sig til enkelte områder, hvilket bare gør det endnu federe.  Jeg har i hvert fald været ret underholdt af at se, hvordan den har opført sig med helt frie tøjler. Du kan dog også vælge at slå den helt fra, hvis du ikke synes, den skal spille for dig.

En ting, jeg også er nødt til at nævne, er spillets animationer, som godt kan føles meget klodsede og akavede. Dyrene vipper f.eks. fremover i 90-graders fald, hvorefter de nærmest flopper rundt sådan. En del af insekterne hopper stille og roligt fra side til side, mens andre ting også flopper akavet frem. Jeg synes egentlig ikke, det gjorde så meget, men jeg forstår godt, hvis det kan ødelægge andres oplevelse. Det kan i hvert fald godt virke lidt forstyrrende, når der kommer en væltende ko hastigt over skærmen, samtidig med at du overvejer et stort filosofisk emne, som spillet netop har præsenteret for dig.

Som jeg nævnte, holder jeg meget af Everything, og jeg har virkelig nydt min tid med det. Jeg regner dog ikke med at vende tilbage til det, da jeg føler, at det er en slags en-gangs-oplevelse, og det har uden tvivl fået mig til at overveje, hvordan alting er forbundet på en eller anden måde. Samtidig skal jeg uden tvivl have lyttet til mere fra Alan Watts. Everything er altså en klar anbefaling herfra, men se måske traileren først, så du ved, hvad du går ind til.

Vostok Inc.


Kapitalisme får frie tøjler i dette sære mix af en håndfuld genrer.

Developer: Nosebleed Interactive
Udgivelse: 26. juli 2017
Platform: Pc, Ps4, Ps Vita & Xbox One

Vostok Inc. er uden tvivl en af de mærkeligste kombinationer af spil-genrer, jeg har set til dato. På den ene side har du shmup/bullet hell twin-stick shooter, mens du på den anden side har et incremental spil, og lad os ikke glemme et skvæt af tamagotchi samt en række minispil. Det lyder skørt, men kommer uden tvivl til at give mere mening, når jeg lige får det forklaret.

Du er CEO af firmaet Vostok Inc., og første og eneste prioritet er at tjene penge. Du flyver rundt i et rumskib og for at skaffe penge i starten, skyder du asteroider og fjender i stykker, hvilket er, hvor shmup-delen kommer frem. I starten er det simple fjender, der skyder enkelte skud af sted, men hurtigt bliver de udstyret med lasere, missiler og andre vilde våben.

Når du har skudt en del fjender er det dog tid til at komme til incremental-delen af spillet, hvor du lander på en planet og nu kan købe forskellige bygninger, der tjener penge. Samtidig er der forskellige upgrades til hver bygning, så der er nok at lave i denne del af spillet. Men det generelle loop er her at købe en masse bygninger, få nogle upgrades og så købe bedre bygninger.

Jeg må dog indrømme, at jeg blev lidt træt af denne del af spillet hen mod slutningen, fordi det blev virkelig trivielt at rejse fra planet til planet for at købe enkelte nye bygninger og så videre til den næste. Det ødelagde lidt af spillets charme. Ikke mindst, fordi spillets menu til at købe bygninger og opgraderinger ikke er særlig brugervenlig, når du når til de senere planeter. Du når på et tidspunkt til at punkt, hvor du sagtens kan købe alle fem opgraderinger til bygninger på en gang, men du kan kun købe dem enkeltvis, så det bliver bare en masse ekstra trykken.

Samtidig er alle bygninger låst bag forskellige krav, hvoraf nogle af disse er ret ligetil. En enkelt bygning overvejede jeg stærkt ikke at åbne op for, da dens krav var, at jeg skulle dræbe fjender med et våben, der ærlig talt ikke virker særlig effektivt. Det var lidt øv at blive tvunget til at bruge et ineffektivt våben for at skaffe adgang til en bygning, når visse krav til andre bygninger var ret lette og sjove.

Når det er sagt er det dog stadig tydeligt, at de har styr på selve genrerne, de blander. De har bl.a. formået at undgå en del faldgruber ved incremental-delen af spillet. I en række spil inden for denne genre er der en tendens til, at starter-bygningerne hurtigt bliver overflødige og aldrig kan hamle op med de dyrere bygninger, du får hen mod slutningen. Dette har de undgået ved at lave upgrades til de dyrere bygninger, som afhænger af de billigere, så der altid er en grund til at holde styr på alle dine bygninger. Det er en ret simpel løsning, men det virker virkelig godt.

I forhold til shmup-delen er der f.eks. inkluderet muligheden for at købe abilities, som at du kan gå i slo-mo og dermed nemmere undvige fjendernes skud. Det føles igen virkelig, som om de har haft styr på genrerne, da de lavede den spøjse kombination, der er Vostok Inc. De har i hvert fald formået at undgå en stor del af de problemer, der ofte er med dem, hvilket er imponerende, når de samtidig har lavet sådan et mix her.

Nu må jeg hellere forklare tamagotchi-delen af spillet, da den er både skør og genial. Når du flyver rundt kan du støde på forskellige slags personer, du automatisk hyrer til dit firma. Managers giver dig en fast bonus, så længe du ikke dør, mens executives skal holdes glade for at give dig en større bonus. Du gør dem glade ved at give dem mad, drikke og gaver, hvilket fylder tre barer ud. Samtidig er hver executive udstyret med et unikt minigame, ofte med inspiration i andre kendte spil som f.eks. snake, der i Vostok Inc. er kaldet Tapeworm. Gaverne, du skal bruge, bliver droppet af både asteroider og fjender, så du får en god strøm af dem.

Jeg nævnte før, at man kan købe abilities, og der er faktisk tre forskellige kategorier. Der er radar-upgrades, som lader dig se flere objekter og destinationer på kortet. Så er der ship-upgrades, som giver dig flere abilities, mere liv og den slags. Til sidst har vi våbensystemet, som dog adskiller sig fra de to andre kategorier.

Når du køber våben, har du tre slots, som du kan fylde ud med tre slags våben hver og alt efter, hvordan du kombinerer de forskellige typer, får du vidt forskellige våben. På den ene side elsker jeg dette system, da man får adgang til nye kombinationer i et godt tempo, men selve menuen kan være ekstremt irriterende at navigere. I de to andre kategorier kan du navigere rundt med både d-pad og analog-pind, men ved våben bruger du d-pad til at placere den valgte våben-kombination i et quick-slot. Jeg kan godt forstå tanken bag, og den er egentlig fin nok, men når man scroller gennem menuerne, er det nemt at overskrive et af sine valg, og så skal man til at finde den rigtige kombination frem for at placere den igen. Det bliver bare frustrerende i længden.

En ting, jeg egentlig også vil rose Vostok Inc. for, er deres achievement-system, hvor du har adgang til en stor oversigt over samtlige achievements i spillet. Du kan dog ikke se beskrivelserne i starten, men når du unlocker en achievement, får du adgang til at se beskrivelsen af de 4 omkringliggende, så efterhånden som du får åbnet op for dem, går der næsten sport i at bare få låst op for at se beskrivelserne af dem alle. Ret simpelt koncept, men det gør det bare endnu federe at unlocke achievements.

En anden ting, jeg vil rose, er spillets mange beskrivelser af bygninger samt upgrades. De er ofte ret underholdende at læse med sarkastiske/ironiske kommentarer omkring spillets kapitalisme, kyniske jokes eller bare en sjov reference til popkulturen. Jeg synes de skal have ros, da denne slags beskrivelser på en måde er ret unødvendige. De passer ind i forhold til spillets tema, men spillet ville ikke miste andet end lidt charme, hvis det blev fjernet.

Alt i alt er Vostok Inc. et underholdende mix af forskellige genrer, og jeg kan virkelig anbefale spillet meget. Jeg blev ret fanget af det og er overbevist om, at andre vil have det på samme måde.

Statik


Løs komplicerede puzzle-boxes ved at tænke ud af boksen!

Developer: Tarsier Studios
Udgivelse: 24. april 2017
Platform: Ps4

Statik er uden tvivl en af de bedste puzzle-spil, jeg har haft fornøjelsen af at spille, og så er det endda mit første VR-spil inden for genren. Det rammer alle de rigtige punkter og scorer ekstremt mange bonus-points hos mig ved inklusionen af nogle små ting, som jeg nok skal komme mere ind på.

Du er fanget i en slags testcenter med en boks fastspændt på dine hænder, og nu skal du eksperimentere med samtlige knapper på din controller for at slippe fri. Her mener jeg vitterligt, at størstedelen hvis ikke alle knapper faktisk skal benyttes og har en specifik funktion på den boks, du sidder med.

Jeg nød dette ekstremt meget, selvom jeg ofte sad og bare trykkede løs, mens jeg vendte og drejede boksen rundt for at finde ud af, hvad i alverden jeg lavede. Det fungerede bare så godt, fordi man netop fik lov til at eksperimentere så lige så snart, man opdagede, hvordan noget virkede, føltes det virkelig fedt. Det er i hvert fald let at føle sig genial, når man spiller Statik.

Udover selve boksen er der ofte andre objekter til stede, som du skal bruge til at afkode de forskellige puzzles, du sidder med. Det kan være en simpel farve på et bord, der giver dig et hint eller noget helt andet, som du ikke ville have overvejet ellers. Ofte er løsningerne ret godt skjult, og det er en fryd at kigge rundt i lokalet, mens du leder efter dem.

Der er dog også en historie i Statik, men den foregår mest i baggrunden, og jeg vil ærlig talt ikke røbe for meget, da den smule, der faktisk er til stede, er ret interessant. Det er den slags historie, hvor man får lov til at tolke lidt, og samtidig er der hele aspektet med at overveje, hvorfor du befinder dig, hvor du gør i spillet.

En ting, jeg efterfølgende har overvejet, er, hvorvidt Statik behøver at spilles i VR, altså om det tilføjer noget til min oplevelse af spillet, og det vil jeg mene, at det gør. Udover at du let kan kigge frit rundt, så giver det bare noget helt anderledes, når du kan læne dig frem, mens du hiver boksen helt op i ansigtet for at undersøge den. Det er ekstremt fedt.

Jeg er en sucker for hemmeligheder og lignende ting i spil, og Statik skuffer virkelig ikke. Jeg har ikke tænkt mig at spoile specifikke hemmeligheder, men jeg vil virkelig gerne forklare, hvordan det foregår, og hvorfor det er så genialt. Så hvis du ikke vil spoiles på den slags, så drop at læs næste afsnit.

De forskellige bokse har ikke så meget replayability, fordi du jo har allerede kender løsningen, men i hver bane er der gemt et spor, der kan benyttes i en anden bane. Gennem dette bliver der altså lagt op til, at man vender tilbage og leder efter disse spor og tro mig, de er godt gemt. Det er derfor ekstra fedt, når man opdager et og skynder sig videre for at få afprøvet det.

Alt i alt er Statik et virkelig genialt puzzle-spil og uden tvivl en titel, jeg vil vende tilbage til eller vise frem til vennerne. Selv hvis man ikke er fan af genren, skal det nok være underholdende at lege rundt med boksenes mange funktioner. Statik kan anbefales ekstremt meget!

Transformers Devastation


Fed action med masser af replayability men desværre ikke noget for mig.

Developer: PlatinumGames
Udgivelse: 9. oktober 2015
Platform: Pc, Ps3, Ps4, Xbox 360 & Xbox One.

I Transformers Devastation skal Optimus Prime sammen med sine Autobots endnu en gang kæmpe mod Megatron. Denne gang mens de undersøger, hvorfor New York er blevet invaderet af Insecticons, og det viser sig, at der under byen er et nedstyrtet Autobot skib, hvis forsvarssystem er gået i gang.

Jeg fandt ikke historien særlig interessant og blev ærlig talt ikke fanget af den. Når det er sagt vil jeg dog påpege, at jeg aldrig skippede cutscenes, da den stadig var underholdende nok. Det er dog hurtigt at se, at fokus har ligget på andre punkter som f.eks. gameplay.

Hvis du holder af et lækkert kampsystem, vil du elske Transformers Devastation, da det virkelig er her, spillet skinner. Du kan kombinere lette/stærke angreb i lange combos samt bruge din karakters unikke skill. Du kan frit vælge mellem forskellige autobots, hvor min favorit er SideSwipe, hvis skill er at bevæge sig hurtigt frem og tilbage i kamp. Jeg fandt dette ekstremt hjælpsomt i mange situationer, da jeg både kunne hoppe hurtigt ind i kamp, men også bruge det til at undvige angreb.

Generelt er kamp virkelig hurtigt, og det kan kræve ret gode reflekser, hvis du vil have en perfekt score på missionerne. Der kan f.eks. også dodges angreb, så du kan aktivere focus-mode, der fungerer som en slags slo-mo, hvor du kan angribe fjenden en del ekstra gange samt få ekstra skud ind. Du bliver i hvert fald belønnet for at være god til spillet, hvilket er en fed detalje.

Derudover har du forskellige våben at tage stilling til, og disse kan skaffes enten som drops eller ved at blive købt. Det føltes, som om jeg fik en konstant strøm af nye våben eller i hvert fald våben i en bedre grade, end det jeg havde i forvejen. Her bliver altså også givet en grund til at spille på de højere sværhedsgrader, da du bliver belønnet med endnu bedre gear.

Dette er også en af spillet stærkeste sider, dets replayability. Du har forskellige Autobots, en masse forskellige våben, udfordrende sværhedsgrader samt challenge missions, så der er masser at tage fat i. Hvis du bliver fanget af spillet, er der i hvert fald nok til at holde dig engageret i lang tid.

Udover gear er der forresten også support items, du kan bruge i missionerne. Du kan f.eks. heale din Autobot, booste attack/defense eller få et boost til dine stats. Selvom dette system ikke virker særlig dybt, var det ret lækkert at kunne bruge heals til at komme gennem en længere kamp, og jeg nød dette aspekt meget.

Jeg blev desværre ikke så fanget af Transformers Devastation, som jeg havde håbet. Jeg har allerede nævnt mængden af ting at lave, men efter at have spillet den korte campaign igennem en gang, har jeg ikke lyst til at gøre det igen. Kamp er virkelig fedt, men spillets struktur blev bare virkelig triviel for mig i længden.

Spillet er inddelt i 7 kapitler inddelt i et forskelligt antal missioner, hvoraf nogle af disse er små korte sekvenser fyldt med kamp, mens andre er længere og større missioner. Efter kort tid følte jeg lidt, at jeg havde set alt, hvad spillet kunne byde på; kamp med små minions efterfulgt af en velkendt Decepticon og så bare repeat, repeat og repeat.

Dette er der som sådan ikke noget galt med og igen, kampsystemet er virkelig fedt, så det er underholdende nok, men ikke noget jeg vil vende tilbage til. Samtidig blev det ret trættende at kæmpe mod de samme bosser igen og igen. Oftest når du havde tævet en boss fuldstændig, flygter denne, og så skal du kæmpe mod vedkommende igen senere.

Jeg ville ønske, jeg havde talt antallet af gange, jeg så den samme Decepticon igen, for til sidst blev det lidt trivielt og føltes mest af alt som en slags fyld for at gøre spillets campaign en lille smule længere. Andre gange blev det dog mixet lidt op, og så skulle der kæmpes mod adskillige bosser samtidig, men det ændrer ikke på, at du har overvundet dem før.

Alt i alt er Transformers Devastation et virkelig underholdende spil, som desværre falder lidt uden for min smag. Kampsystemet er solidt, og der er nok at lave. I længden blev det lidt for trivielt for mig, men det er virkelig bare en smagssag, så jeg vil stadig anbefale det meget!

forma.8


Udforsk en spændende fremmed planet som en lille drone.

Developer: MixedBag Srl
Udgivelse: 23. februar 2017
Platform: iOS, Pc, Ps Vita, Ps4 & Wii U.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk kørte lidt død i forma.8. Jeg fandt det virkelig fængende i begyndelsen, men hurtigt blev jeg væk uden at vide, hvor jeg skulle hen. Dette kombineret med din karakters sløve bevægelser gjorde, at jeg bare kedede mig ekstremt meget. Jeg kom dog over dette og fik faktisk en ret fed oplevelse ud af spillet.

Du spiller som en udforskningsdrone kaldet forma.8, som lander alene på en fremmed planet. Din mission er at finde en energikilde et sted på planeten, så du skal bare til at udforske alt, du kan. Historien er der ikke det største fokus på i spillet, da det primært bliver lagt over til spilleren. Der kan f.eks. ses spor efter gamle civilisationer på nogle af væggene i hulerne, så der er frihed til, at spilleren selv bruger sin fantasi her.

Jeg synes egentlig, det fungerede godt med den minimale historie, da spillet handler mere om at skabe bestemte stemninger i de mange områder. Følelsen af ensomhed hænger i hvert fald tungt over spillet og efter at have gennemført forma.8 er det en af de ting, jeg husker bedst.

Spillet er et metroidvania, så der skal udforskes, findes nye evner, backtrackes lidt for at bruge dem og generelt fungerede dette meget godt. Der var dog en håndfuld gange, hvor jeg virkelig sad fast uden at vide, hvor jeg skulle hen, om jeg manglede en bestemt evne for at komme videre, eller hvad jeg skulle gøre. Det blev ærlig talt bare frustrerende, ikke mindst fordi forma.8 bevæger sig virkelig sløvt.

Du er udstyret med en lille raket, så du kan flyve rundt, men styringen føles meget floaty, da du nærmest glider gennem luften. Hvis du sætter farten helt op og slipper analog-pinden, glider forma.8 også bare videre gennem luften i et godt stykke. Dette føles virkelig fedt i starten, når man glider rundt om hjørner, undviger fjender og andre fede ting.

Det kan dog hurtigt gå fra sjovt til frusterende, da det er sektioner med tætte hjørner, hvor du ofte bare ender med at bounce fra væg til væg eller nærmest enemy-spam, hvor du bliver beskudt og angrebet fra samtlige sider. Så fungerer det ikke at have så floaty en styring. Du får dog adgang til nogle movement-baserede evner senere, men det gjorde det ofte bare endnu værre.

Du kan dog godt forsvare dig mod fjenderne, og en af de evner, du samler op, er en slags skjold, du kan skubbe fjender væk med. Derudover får du f.eks. også en bombe, som du kan smide efter dig, hvorefter den hænger i luften, indtil den sprænger. Hvis du kombinerer disse to, kan du bruge bomben som en slags granat og sigte efter fjenderne. Igen kan styringen dog være et problem, da jeg i hvert fald ofte gled forbi bomben så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at sigte. Til sidst i forma.8 undgik jeg ofte bare fjenderne, fordi jeg synes, det blev så kedeligt at kæmpe mod dem.

En af de ting som holdt mig fanget var dog også spillets hemmeligheder. Der er en række forskellige ting i spillet som enten kræver, at du bare udforsker eller, at du smider en ekstra indsats ind for at løse en slags gåde. De var dog alle tilpas diskrete, så det var en fryd at bruge tid på.

Noget jeg dog også skal nævne, er nogle ekstremt trælse og kedelige dele i spillet, som virkelig skubber grænsen for at trække spilletiden ud. Jeg tænker specifikt på de dele, hvor man skal bevæge et andet objekt/dyr for at bruge dem til at komme videre. I den ene skal man transportere dyret op af tre elevatorer i træk, hvor knappen til at aktivere disse er placeret et stykke væk. Så først skal du over til elevatoren for at lokke dyret derover, så tilbage til knappen, så tilbage til dyret, så til næste knap og repeat.

Det blev så kedeligt, at jeg nærmest faldt i søvn. Det blev også bare irriterende, når dyret eller objektet ikke ville gøre det, jeg skulle have det til. Jeg kan godt lide ideen ved disse områder, men udførelen er virkelig ringe.

Alt i alt er forma.8 dog et ret hyggeligt spil. Hvis du kører død ligesom mig, vil jeg anbefale dig at give det en chance mere, da det virkelig har noget specielt at byde på. Fed stemning, interessante ideer og en række gode hemmeligheder gør i hvert fald, at jeg vil anbefale spillet.

Trials Fusion


Den velkendte Trials-formular med ekstremt meget content.

Developer: RedLynx
Udgivelse: 16. april 2014
Platform: Pc, Ps4, Xbox 360 & Xbox One

Først og fremmest! Jeg er ikke særlig god til Trials, men på trods af dette er jeg virkelig underholdt af serien. På trods af spillets voksende sværhedsgrad er der stadig masser at lave for en på mit niveau. Jeg kom i hvert fald ikke til at kede mig og vil nok sjældent gøre det med Trials Fusion.

Spillet kan umiddelbart godt se let nok ud. Du kører på motorcykel, og målet er at komme hurtigst gennem banen med færrest styrt. Du kan dog læne dig frem og tilbage på motorcyklen, hvilket er nødvendigt for at undgå diverse styrt. Samtidig bliver der introduceret adskillige andre forhindringer, som kræver mere avancerede manøvrer.

Jeg føler selv, at jeg har fået okay styr på et par af disse, men det hjælper ikke meget, når sværhedsgraden bare stiger endnu mere i de sidste baner i spillets campaign. Jeg må indrømme, at jeg gav op, da jeg nåede til banerne på extreme-niveauet. Jeg klarede beginner, easy og normal uden særlig mange problemer, og jeg har endda klaret en håndfuld hard-baner, men extreme-banerne har jeg forstået, at jeg aldrig kommer til at gennemføre.

Hvilket jeg underligt nok har det helt okay med. Ofte vil jeg gøre, hvad jeg kan for at gennemføre alt og blive bedre til spillet, men Trials presser virkelig ikke spilleren på den måde. Der er et virkelig højt skill ceiling, men spillet banker dig ikke oven i hovedet, hvis du ikke er god til det. Spillere der er gode til genren finder masseraf udfordring, mens spillere på mit niveau kan hygge sig ekstremt meget med resten af banerne.

Nu nævnte jeg en campaign, og den er inddelt i forskellige events med forskellige temaer. For at åbne for de senere events skal der dog skaffes et bestemt antal medaljer, så der skal gøres en lille indsats for at få adgang til alt. Hver event består herefter af forskellige typer tracks.

Du har standard trials med forhindringer, FMX hvor der skal laves tricks og Skill Games hvor der skal sættes rekorder i unikke udfordringer. Selvom jeg elsker standard trials, var de andre typer tracks en god afveksling og generelt interessante. Samtidig er det også bare fedt med så mange forskellige ting at lave, da de alle hjælper én med at blive bedre til at styre de forskellige bikes. Jeg lærte i hvert fald en del af de forskellige teknikker gennem disse unikke udfordringer.

Hvis du gennemfører spillets campaign og mangler mere at lave, så smut forbi Track Central, hvor du kan finde brugerskabte tracks og bare damn. Jeg blev virkelig overvældet her. Der er allerede sammensat forskellige feeds af baner, du kan gå i gang med, men du kan også sammensætte dine helt egne søgninger. Min ene var f.eks. Trials på sværhedsgraden medium, så jeg har en konstant flod af den slags baner.

Hvis du ikke gider brugerskabte baner, er der dog nok i selve spillet til at holde dig kørende i noget tid. Udover at skaffe medaljer alt efter dine præstationer er der også  tre udfordringer tilknyttet hver bane. Nogle af disse er lidt obskure og kræver, at du udforsker banerne lidt, hvilket lyder lidt akavet, da de kan se ret fastlåste ud. En del af dem har dog hemmeligheder, der bare venter på at blive opdaget.

Du får adgang til forskellige motorcykler i Trials Fusion, hvilket både er godt og skidt. Du starter med en sløv motorcykel, hvorefter du får en stærkere men tungere en. Derudover er der også en motorcykel til tricks og så den, for mig i hvert fald, vigtigste motorcykel, Pit Viper. Den accelerer hurtigt og kan være svær at styre, men hvis du formår at mestre den bare en smule, trumfer den de fleste af de andre motorcykler.

Du kan selv vælge motorcykel i starten af banerne, og i de fleste er der frit valg, hvilket er fedt, da du så kan vælge din favorit. Dette er dog bare et problem i nogle baner, da visse motorcykler ikke kan komme gennem banen uden virkelig mange problemer. Jeg prøvede på et tidspunkt at komme gennem en bane med den stærkere, men tungere motorcykel og måtte give op ved et bestemt hop. Senere da jeg vendte tilbage med Pit Viper, fløj jeg lige forbi det sted og klarede banen uden nogen problemer.

Jeg forstår godt, at spillet tilbyder spilleren ekstra udfordring ved at tage de mindre gode motorcykler ind, men det er bare irriterende at komme halvvejs gennem en bane for at indse, at ens motorcykel ikke er ideel. Jeg vil helt klart anbefale at skifte til Pit Viper med det samme, du kan og så bruge lidt ekstra tid på at lære den at kende. Når det er sagt, så er der nogle ret vilde videoer af folk, der gennemfører extreme-baner med de mindre gode motorcykler, hvilket virkelig viser, at spillet har et højt skill-ceiling. Deres kontrol over motorcyklerne tillader dem at bruge dem til de avancerede teknikker og komme gennem banerne på en måde, jeg aldrig vil komme til.

Når du gennemfører baner, tjener du penge, hvilket kan bruges på kostumer til din karakter. Der er en lang række kostumer, der kan blandes og kombineres på sjove måder. Samtidig åbner du for vildere udgaver af de forskellige kostumer, når du stiger i rang, så selvom dette kan virke lidt ligegyldigt, tilføjer det stadig lidt til spillet. Jeg morede mig i hvert fald en del over min karakters outfit

Alt i alt er Trials Fusion et virkelig godt spil med masser af content, et ekstremt højt skill-ceiling, og nok variation til, at man ikke kører død lige med det samme. Det får en stor anbefaling herfra, da selv en knapt så god spiller som mig har været virkelig godt underholdt i mange timer.