Category Archives: Anmeldelser

Grand Theft Auto III


Godt gensyn med rødderne til en af mine favorit-serier.

Developer: DMA Design
Udgivelse: 22. oktober 2001
Platform: Android, iOS, Pc, Ps2, Ps3, Ps4 & Xbox

Jeg har spillet de fleste af titlerne i GTA-serien og har adskillige minder med hver af dem. GTA III har jeg dog aldrig haft et specielt forhold til, hvilket egentlig har irriteret mig lidt, for jeg har jo vidst, at det ikke er et dårligt spil. Denne genspilning har dog vist mig at GTA III virkelig har sin charme, og har givet mig en del gode minder.

Vi følger Claude, der under et bankrøveri bliver forrådt af sin kæreste og ender i fængsel. Under en fangetransport bliver vognen stoppet og Claude er fri igen, hvilket bliver starten på hans arbejde for adskillige bander og kriminelle grupper rundt omkring i Liberty City.

Jeg elsker virkelig de forskellige missionsgivere, da de fleste af dem har en virkelig unik og sjov personlighed og derfor bliver ret nemme at skelne mellem. Det er dog nogle korte interaktioner, da Claude oftest får sin mission på under et minut. Det er også, derfor jeg synes, at det er ekstra imponerende, at de faktisk formår at skabe reelle karakterer, da det netop foregår på så kort tid.

En anden ting som jeg vil rose GTA III for er variationen i missionerne. En gang imellem er der missioner, der ligner hinanden, men oftest føles de forskellige, hvilket gør en stor forskel ved spil med åbne verdener. Jeg følte i hvert fald ikke, at nogen af de opgaver, jeg fik, begyndte at blive trivielle.

Siden Claude begår sig i kriminalitet kræver det også en del våben, hvilket der er nok af i GTA III. Vi snakker ikke et kæmpe arsenal, men der er omkring 10 våben fra baseball bat til flammekastere. Det at sigte er lidt akavet, da man holder en knap nede for at Claude sigter på en fjende, hvorefter der skydes på en anden. Nogle gange sigter han dog på civile eller endda allierede, hvilket er lidt øv.

Titlen er jo Grand Theft Auto, og der bliver stjålet nok biler i GTA III. Du kan stjæle stort set alle køretøjer, du støder på, enten ved at hoppe ind i parkerede biler eller ved at først hive føreren ud. Det tilføjer for mig et element af tilfældighed ved spillet, da man aldrig helt ved hvilke biler, der kører om hjørnet. Hvis du har politiet i hælene, og der kommer en hurtig bil, kan du ræse væk, men hvis det er en dårlig sløv bil, bliver det muligvis en kort jagt. Der er også nok forskellige biler til, at man føler at der er noget at vælge imellem.

Alt den kriminalitet er dog ikke uden konsekvenser, og politiet er ret hurtige til at jagte Claude rundt i Liberty City. Dit wanted-lvl kan være fra 1 stjerne, hvor betjente bare prøver at anholde dig og op til 6 stjerner, hvor hæren bliver involveret, så du bliver angrebet af tanks og store militærvogne. Du kan slippe væk fra politiet ved at få din bil spray-malet nogle få steder på kortet, og ellers skal du finde bestemte ikoner spredt rundt omkring.

En anden måde, du kan blive stoppet på, er ved at blive wasted, hvilket også kan ske ret hurtigt. Hvis politiet begynder at skyde, eller banderne får øje på dig, løber du hurtigt tør for liv. Du åbner dog for body armor, som kan hjælpe en god del. Uanset om du bliver busted eller wasted, mister du dog alle dine våben så pas på med at stocke up eller husk i hvert fald at gemme ofte, så du ikke mister alt dit udstyr.

Der er også ret meget at lave i spillet. Du har story missions, side missions, emergency vehicle missions, ting at finde osv. Et problem for mig er dog, at en del af disse missioner er lidt skjulte. Du støder helt sikker på beskeden, når du hopper i en Taxi, der fortæller dig, at du kan køre som taxi for at tjene penge. Det er dog mindre sandsynligt, at du støder på 8 forskellige køretøjer parkeret diskrete steder, som starter hver sin mission. Dette er lidt ærgerligt, men bare husk at tjekke en liste, så du ikke går glip af disse.

Jeg overvejede efterfølgende, hvorvidt disse missioner blev nævnt i manualen til spillet så fandt Ps2-udgaven frem og satte mig til at kigge både manual og kort igennem. Det eneste, der bliver nævnt, er story missions, payphone-missioner, og at du kan være betjent, brandmand, taxichauffør og ambulancefører.

Nu er vi nået til det punkt, hvor GTA III viste sig at være ekstremt charmerende for mig. Det eneste kort, du har i spillet, er det lille mini-map i hjørnet af skærmen. Der er ikke noget stort kort, hvor du kan se hele spillets vejnet. Dette lyder nok lidt øv, men det tvinger spilleren til at lære genvejene og de forskellige øer fuldstændig.

Dette ændrer ret meget på, hvordan spillet føles, da jeg i hvert fald levede mig mere ind i byen. Det holdt op med at føles som en fuldstændig fiktiv by, men en reel by jeg skulle lære at navigere rundt i. Jeg ved ikke helt, det skaber bare en anden opfattelse af omgivelserne. Jeg faldt fuldstændig for dette aspekt og jeg overvejer at prøve at spille Vice City og San Andreas på samme måde. Eller i hvert fald være mindre afhængig af det større kort.

GTA III er stadig en stærk titel, der er værd at spille. Grafikken og styringen kan godt føles outdated, men missionerne er varierede og Liberty City er stadig fed at køre rundt i. Jeg vil derfor anbefale GTA III meget!

Hyper Light Drifter


Fængslende titel fyldt med hemmeligheder og mystik.

Developer: Heart Machine
Udgivelse: 26. juli 2016
Platform: Ouya, Pc, Ps4 & Xbox One.

Det er svært for mig at pege på præcist, hvad jeg elsker ved Hyper Light Drifter. På den ene side har jeg lyst til at pege på samtlige dele af spillet, men det vil næppe forklare hvad der gjorde det så fængslende for mig. Jeg vil dog prøve at forklare det over de følgende afsnit!

Hyper Light Drifter fortæller sin historie meget vagt. Du får nogle indledende cutscenes, hvorefter du ser din karakter vågne op. Igennem spillet får du nogle gange nogle små bidder fortalt af forskellige karakterer, men disse bliver fortalt gennem en række billeder, så du selv skal lave sammenhængen.  Det fungerer bare virkelig godt, selvom det er så sparsomt.

Generelt føles spillet meget minimalistisk, hvilket jeg dog ikke synes, det er helt fair at kalde det, da det er en del dybde at finde. Hvis vi f.eks. ser på spillets gameplay, er combat nemt nok at tilgå. Du kan svinge dit sværd tre gange i træk efterfulgt af en kort pause, før du kan svinge det igen. Du har et dodge, så du kan undvige diverse angreb fra fjenderne, og så har du skydevåben med begrænset ammunition.

Ammunition kan du skaffe mere af ved at bruge dit sværd på fjenderne, så kamp bliver den her virkelig flydende dans kombineret af de forskellige muligheder. Du slår to gange på fjenden, undviger hans angreb, dræber med et skud, skyder på en anden fjende, bruger dodge til at komme tættere på og så afslutter du kampen med et enkelt sving med sværdet.

Derudover er der nogle virkelig gode boss-kampe i Hyper Light Drifter. Det bliver en slags dans på samme måde som beskrevet før, men det jeg elsker ved bosserne er, at gode evner i spillet virkelig belønnes. Hvis du er god til at benytte dig af f.eks. både sværdet og din pistol, vil du hurtigt få dræbt bossen, men hvis du holder dig til kun det ene våben, kan kampen hurtigt trække ud. Jeg synes i hvert fald, det var meget tydeligt at mærke, når jeg blev tog mig sammen og blev bedre til spillet.

Hvis du har problemer med bosser, kan det også være, at du skal overveje at købe nogle af de forskellige upgrades, der er tilgængelige. Der er ikke ekstremt mange, men de fleste af dem kan skabe en væsentlig forskel i kamp. Den ene gør f.eks., at du kan chain-dodge, hvis du dodger i en fast rytme. Det føles virkelig godt, når man endelig har mestret rytmen og kan dodge rundt over lange strækninger.

Disse upgrades kan købes med Gears, der består af 4 Gear Bits. Disse kan findes rundt omkring i verdenen og nogle gange endda også fra visse fjender.  Dette leder mig til det aspekt, jeg nok har nydt mest ved spillet. Udforskningen!

Hyper Light Drifter kræver virkelig at spilleren er opmærksom, nysgerrig og elsker at finde hemmeligheder. Ofte er der hemmelige stier, skjulte gange, usynlige broer og lignende spredt i verdenen. Nogle af disse er åbenlyse, mens andre kræver et virkelig godt øje for små detaljer. Jeg stødte f.eks. på en hemmelig gang, som jeg kun opdagede, fordi jeg undrede mig, over noget, jeg troede, var en fejl i en væg. Denne lille bitte detalje på væggen ledte mig ind til et rum, hvor jeg fandt en Gear Bit. Andre ledte mig til en slags monolith, der kan aktiveres, så den viser beskeder frem på et fremmed sprog.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er en sucker for den slags, men hvor er det altså fedt at inkludere den slags. Hvis man ikke gider den slags, er det nemt at skippe, men hvis man elsker det, så kan der investeres ekstra timer på at afkode dette sprog, så beskederne kan læses. Jeg følte, at disse monoliths var belønnende, selvom jeg ikke kan læse dem lige pt., men jeg forstår godt, hvis andre synes, det er en ret ærgerlig belønning for at have fundet en hemmelig sti.

Spillets main quest kommer til at lyde lidt for fjollet og avanceret, men følg mig her. Verdenen i Hyper Light Drifter er inddelt i en central by/hub med udgange mod nord, øst, syd og vest. Hver region indeholder 8 modules, hvoraf de 4 skal indsamles for, at der kan aktiveres en stor søjle for enden af regionen. Denne søjle er beskyttet af en boss. Spillet er dog virkelig vagt omkring dette, og det eneste hint, du egentlig får, er et enkelt billede, der indikerer, at du skal gå mod nord og finde en lyserød trekant.

Jeg forstår derfor sagtens, hvis nogle spillere finde spillet alt for abstrakt, da det virkelig ikke holder spilleren særlig meget i hånden, men nærmest sparker én ud over en kant. Jeg synes det, det var sjovt at tyde den slags hints og kom hurtigt i gang med at samle adskillige moduler rundt omkring. Der er dog også et kort tilgængeligt, men det tog mig et par minutter, før jeg virkelig forstod, hvordan det var opsat, og nogle gange var det ikke en særlig stor hjælp. Men jeg tror også det ville gå imod spillets værdier, hvis kortet var alt for hjælpsomt.

Derudover er musikken virkelig lækker og matcher virkelig spillets grafiske stil. Hver region har lidt sin egen stil, men noget der præger samtlige områder er følelsen af melankoli. Det meste af verdenen er i ruiner, men det er gjort på en nærmest smuk men samtidig sørgelig måde. Det er lidt svært at beskrive, men det vil være fuldstændig åbenlyst, når man selv spiller det. Samtidig hænger stemninger bare i luften i spillet, og ofte føles det som om man nærmest forstyrrer verdenen ved at bevæge sig igennem dem.

Hyper Light Drifter er fløjet direkte ind på min favorit-liste, og jeg er virkelig forelsket i det. Det føles minimalistisk, men har dybde ved at være fyldt med mystik og hemmeligheder. Det kræver et øje for detaljer og er for mig super belønnende, når man faktisk opdager noget skjult. Derudover spiller alle dele bare sammen og får skabt en fantastisk oplevelse. Jeg kan anbefale Hyper Light Drifter ekstremt meget!

Axiom Verge


Perfekt 2D platformer i en mystisk verden fyldt med spændende detaljer.

Developer: Thomas Happ Games
Udgivelse: 20. april 2015
Platform: Nintendo Switch, Pc, Ps Vita, Ps4, Wii U & Xbox One.

Jeg blev virkelig fanget hårdt af Axiom Verge. Det får skabt en virkelig speciel stemning, og jeg havde konstant lyst til at spille videre for at se, hvor spillets historie var på vej hen. Du spiller som Trace, der efter en ulykke vågner op i en fremmed verden. Du møder forskellige karakterer, der giver lidt historiebidder og hjælper dig med at finde ud af, hvor du skal hen, men en stor del af det, du får givet, er ret vagt.

Jeg elskede netop dette aspekt, da det var fedt at have forskellige teorier om hvad i alverden, der var sket. Du kan samtidig opsamle forskellige noter, der indeholder viden om verdenen. Nogle af disse er dog skrevet på et fremmed sprog, så hvis man vil læse disse, skal de afkodes. Jeg synes personligt, at dette er vildt fedt, da det er ekstra goodies til de personer, der elsker den slags, og det kan sagtens ignoreres af dem, der er ligeglade.

En stor del af spillet handler også om udforskning af forskellige områder. Spillet er opdelt i forskellige områder, og du skal bruge bestemte objekter for at kunne navigere forbi bestemte dele. Dette kan f.eks. være, at du skal kunne hoppe lidt højere for at komme over en klippe, altså bliver der skabt en naturlig aflåsning af dele af spillets verden.

Dette kan dog resultere i, at man bliver væk og ikke helt ved, hvor man skal gå hen for at komme videre. Dette oplevede jeg ret ofte, selvom der er et kort, der viser ens placering, samt hvad der allerede er udforsket. Dette er dog en del af denne genre, da det netop handler om udforskning, så det er helt op til smag og behag. Samtidig var spillets gameplay virkelig underholdende, så det gjorde mig ikke så meget at bevæge mig gennem de samme områder flere gange i træk.

Dette er dog med undtagelse af nogle af de senere områder, som var forholdsvist svære, fordi nogle af fjenderne skader virkelig meget samtidig med, at de har meget i liv. Dette er ærgerligt, da en af de ting, jeg nød mest ved fjenderne, var et slags puzzle-element. De fleste af fjenderne har et fast mønster for bevægelser og angreb, hvilket betyder, at der oftest er et ideelt våben til at dræbe dem med.

Det handler altså om at finde ud af hvilket våben, der er mest optimalt til den enkelte fjende, så du kan komme forbi dem forholdsvist let. Der er også masser af våben at vælge fra, og jeg følte hurtigt, at jeg fik et næsten overvældende arsenal. En stor del af disse kommer du uden tvivl automatisk til at samle op, mens en stor del også er gemt rundt omkring i verdenen. Du kan altså sagtens komme til at misse en del våben, hvilket er lidt ærgerligt, men spillet lægger op til masser af udforskning ,så jeg synes egentlig, det er fair nok.

Det her puzzle-element findes også ved bosserne, hvor det dog kan betyde, at nogle boss-kampe bliver lidt trivielle. Når du har fundet ud af hvilket våben, du skal bruge, handler det oftest om at bare gentage det samme mønster igen og igen. Bosserne har heller ikke en tydelig hp-bar, men deres liv indikeres i stedet visuelt på dem, hvilket egentlig fungerer fint. Jeg synes dog, det blev lidt besværligt at se, om der overhovedet skete noget i visse bosskampe, fordi det er gjort sådan.

Jeg nævnte kort starten af spillets historie, og jeg må indrømme, at jeg nok ikke har opfanget alle stykker af den. Der er nogle virkelig interessante twists og kombineret med de små brydstykker, er det også en fortælling, der kræver lidt ekstra fra spillerens side af. Derudover er der også en del hints gemt i spillets områder, og generelt bliver der skabt en virkelig speciel stemning i  de forskellige områder. Spillet oser af, at du er strandet i en fremmed verden uden at ane, hvor du er henne. Du er fuldstændig i samme båd som din karakter, hvilket fungerer virkelig godt.

To andre elementer, der også tilføjer til stemningen, er spillets musik og grafiske stil. Den grafiske stil er virkelig gennemført og alting føles fremmed og fuldstændig udenjordisk. Udenjordisk er også den bedste måde, jeg kan beskrive musikken på. Der er dystre elektroniske toner kombineret med en række forskellige lyde, og det matcher virkelig spillets tempo virkelig godt.

Jeg spillede Axiom Verge på Vitaen, og det gik egentlig meget godt med undtagelse af to ting. Der var en række tilfældige fps-drops, som var en lille smule forstyrrende. Derudover er der et bestemt move, dash, som bare ikke fungerer optimalt pga. styringen. Du kan dashe ved at dobbelttrykke på D-pad’et eller gøre det samme med analogpinden… og jep, det er lige så akavet, som det lyder. Eller det ville fungere fint, hvis det ikke skulle bruges i ret specifikke situationer, der kræver god timing. Den ene gang, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg skulle hen, var det, fordi jeg skulle hoppe efterfulgt af et dash for at nå en platform, hvilket føltes umuligt.

Alt i alt er Axiom Verge dog en af de bedste titler, jeg har spillet længe, og jeg bliver lige imponeret, hver gang jeg kommer i tanke om, at det er udviklet af en person, Thomas Happ. Det er en virkelig unik titel, og de få problemer bliver overskygget af, hvor skønt og mystisk resten af spillet er. Jeg anbefaler Axiom Verge virkelig meget!

Dragon Age: Inquisition GOTY Edition


Underholdende fantasy-eventyr der dog virker lidt forvirret på flere punkter.

Developer: BioWare
Udgivelse: 21. november 2014
Platform: Pc, Ps3, Ps4, Xbox 360 & Xbox One

Jeg har nydt størstedelen af min tid med DA:I og synes egentlig, at det er et virkelig godt spil. Der er dog nogle features, som virker forvirrende og helt klart holder spillet lidt tilbage.

Før du starter på spillet, skal du dog lave din karakter. Du kan vælge mellem human, dwarf, elf og Qunari og lave diverse ændringer til din karakters udseende. Derudover skal du vælge mellem tre classes, warrior, mage eller rogue. Jeg lavede en kvindelig dwarf rogue, fordi jeg morede mig over tanken, om når hun skulle bruge en bue. Samtidig fik jeg lavet et fjollet ansigt, som jeg også fandt ret sjovt hele vejen gennem spillet.

Spillet kaster dig midt ind i en krise, da der er sket en kæmpe eksplosion, og  en stor grøn revne, der tillader dæmoner og lignende væsener at strømme ind i verdenen, er dukket op. Din karakter bliver fundet bevidstløs midt i ground zero, og du bliver hurtigt beskyldt for at forårsaget eksplosionen. Dette bliver dog hurtigt mindre vigtigt, da der som nævnt strømmer dæmoner ind og ved et tilfælde opdages det, at din karakter kan lukke de her rifts med et mystisk mærke på sin hånd.

Fast-forward og du bliver en del af The Inquisition, der kæmper for at lukke de her rifts og skabe fred i Thedas, spillets verden. Det viser sig dog hurtigt, at dette er sværere end først antaget, og der er adskillige store fjender, du skal gennem, før din mission er færdig.

Spillet brydes lidt op her, da verdenen er opdelt i forskellige områder, som du frit kan udforske, når du har åbnet for dem. I disse områder skal der klares forskellige quests, udforskes, samles ressourcer og lignende opgaver. Udover disse områder er der større story missions, som nogle gange kan tage lidt lang tid at klare og foregår i specielle områder, som du ikke kan forlade halvvejs gennem missionen.

Jeg synes egentlig, at det fungerede ret godt, men samtidig var der flere gange, hvor jeg ærlig talt havde glemt, hvilken stor quest jeg var midt i, fordi jeg havde brugt 10-15 timer på at klare mindre side-quests i diverse områder. Generelt virkede det lidt mærkeligt at blive fortalt, at jeg skulle skynde os hvorefter der så gives frie tøjler til at lalle rundt og lave ingenting.

Samtidig kan de forskellige områder godt føles ret frakoblet fra hinanden, da det ikke er særlig ofte, at quests går på tværs af områderne. Det føles altså som afgrænsede områder som egentlig ikke påvirker noget andet. Det giver god mening, at det ikke er en enkelt stor åben verden, da de forskellige områder ligger væk fra hinanden på kortet, men det skaber bare den her følelse af at områderne på ingen måde hænger sammen.

En del af de quests, du laver, kan ses som små ligegyldige opgaver som at finde et forsvundet får eller en ko. De virker i hvert fald ligegyldige i forhold til, at du er midt i en stor politisk konflikt og dæmoner strømmer ind. De fleste opgaver, du klarer, giver dog mere indflydelse til din inquisition, så du kan øge dens lvl og skaffe ret hjælpsomme perks. Der er altså en grund til, at du hjælper med alle slags opgaver.

Derudover skaffer du power, som skal bruges til at tage beslutninger ved et wartable i inquistion-basen. Her kan du sende dine undersåtter på forskellige missioner, åbne for nye områder, klare companion-quests og lignende ting. Disse missioner tager tid at gennemføre, og dette foregår i reel tid. Det kan altså være smart at tage de kortere, mens du spiller og så sætte de længere på, når du regner med at holde en pause.

Mit problem med det her wartable var, at man skal tage hele vejen tilbage til basen for at bruge det, hvilket på den ene side giver god mening, men samtidig er det bare irriterende. Nogle af missionerne tager f.eks. 10-15 minutter at klare, så du kan lige nå at udforske en lille smule i nogle af de andre områder, og så, Pling, får du at vide, at du har en belønning. For ikke at spilde din tid ville det være smartest at starte en ny mission med det samme jo. Man behøver ikke, men det er smartest at gøre dette.

Det værste eksempel på denne belønningsnotifikation var, da jeg kæmpede mod en drage. En virkelig stor episk kamp, og så bliver jeg gjort opmærksom på en belønning tilbage på basen. Denne belønning var 100 guldmønter… Det bliver i hvert fald ret fjollet i længden, når de f.eks. dukker op under boss-kampe eller under andre vigtige sekvenser.

Generelt virker det som om udviklerne ville henvende sig til forskellige spillertyper, men det får bare spillet til at virke lidt modstridende. Jeg har allerede nævnt den store vigtige story-quest over for små ligegyldige side-quests, men et andet eksempel er i forhold til gear.

Da det er en rpg, er der masser af forskelligt gear at vælge imellem. Du kan enten finde det som loot, købe det eller crafte det selv, og jeg sætter pris på mulighederne. Jeg forstår dog ikke, hvorfor nogen skulle bruge længere tid på crafting, da man sagtens kan klare sig med det gear, der bliver fundet på fjender. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med dette på sværhedsgraden normal. Samtidig virkede det lidt dumt at bruge tid på at crafte noget, hvis det alligevel skulle udskiftes inden for et par timer.

Da jeg nåede op omkring max lvl., gav det dog meget god mening at bruge tid på crafting, og det er ret imponerende, hvor meget du kan customize det. Du får mulighed for at benytte forskellige ressourcer, der giver forskellige bonusser og dermed fuldstændig vælge, hvilke stats du vil have på dit gear.

En anden ting, jeg bed mærke i, da jeg havde brugt nok 10 timer i det ene område, var manglende musik. Jeg var ærlig talt overbevist om, at mit spil var bugged og var inde i settings for at skrue op og ned for musikniveauet. Herefter startede der lidt musik, men det gik væk igen. Da jeg undersøgte det lidt nærmere, viser det sig at være et bevidst valg om, at områderne skal defineres af ambient lyde af dyr, vind osv. Fair nok, at de har valgt dette, men det kan hurtigt blive lidt kedeligt at lytte til fuglekvidren.

Udover ambient lyde er der dog også en masse banter mellem karaktererne. Du kan have op til tre companions med dig rundt i verdenen, og jeg er faktisk imponeret over udvalget. Jeg følte i hvert fald, at der var nok, så jeg havde et reelt valg omkring, hvem jeg ville have med. Samtidig er de ret forskellige så der netop er plads til forskellig banter – Nogle gange kan man endda selv fyre kommentarer af til dem. Det kunne det dog godt blive lidt trættende at høre på to karakterer brokke sig over hinanden endnu en gang. Jeg overvejede i hvert fald at udskifte et par companions pga. dette.

Udover at vælge class til din egen karakter har alle dine companions også en bestemt class. Du kan frit placere samtlige skill-points, så du virkelig kan customize dit team. Samtidig giver det meget fleksibilitet, så du kan skifte folks roller alt efter, hvad der er behov for. Hvis du ikke gider at rode med den slags, er der dog auto-update, hvilket er en rar feature at have adgang til.

Ens class er forresten opdelt i 3-4 skill trees med hvert deres fokus, så der er plads til at specialisere sin karakter. Jeg startede som archer, men det føltes virkelig ineffektivt, så jeg skiftede til dual daggers, hvilket jeg fandt meget sjovere. Kamp er forresten simpelt nok, du holder en knap nede for at angribe, mens du med andre knapper kan aktivere dine evner. Selvom det var simpelt, var det dog stadig ret underholdende.

Alt i alt har jeg været virkelig godt underholdt på trods af spillets forvirrende trang til at hive i forskellige retninger. Jeg anbefaler derfor Dragon Age: Inquisition ret meget. Det burde også henvende sig til de fleste spillere, netop fordi det går i forskellige retninger.

Salt and Sanctuary


Bare et virkelig gennemført spil med genialt gameplay.

Developer: Ska Studios
Udgivelse: 28. marts 2017
Platform: Pc, Ps Vita & Ps4

Jeg har lyst til at kalde Salt and Sanctuary for 2D Dark Souls, men det vil ikke være helt fair. Jeg vil hellere skrive, at det er resultatet af et ønske om at lave en 2D platformer inspireret af Dark Souls. Det formår nemlig fuldstændig at stå på egne ben, så der stadig er noget nyt for fans af Dark Souls og den slags spil.

Dette betyder altså, at der både er noget for nye og gamle fans af denne genre, altså spil der udfordrer spilleren lidt mere end normalt. Derudover er der andre punkter, som Dark Souls-spillere vil nikke genkendende til, og nye spillere vil lære at elske meget hurtigt.

Som nævnt før er det en 2D platformer, hvor der skal løbes, hoppes, klatres osv. Flere gange i spillet åbnes der for nye moves, så du kan navigere gennem banerne på andre måder og dermed også finde nye veje og hemmeligheder. Det var samtidig en ret fed følelse at få en ny evne, hvorefter man kommer i tanke om nogle steder, hvor den kan bruges. Jeg glædede mig i hvert fald til at se, hvad der var på den anden side af disse steder.

Kamp i Salt and Sanctuary er ret udfordrende, men oftest fair. Der er en enkelt fjende, som jeg har dræbt meget få gange, fordi den kan one-shotte. Jeg tror godt, man kan dodge igennem dem, men jeg har ikke haft held med det indtil videre. Dodging er dog ellers ret uundværligt, da du med et godt timet dodge kan undgå at tage skade. Dette undrede jeg mig personligt over, hvordan kunne fungere i en 2D platformer, da du ikke som sådan kan dodge til siden fra et angreb. Her skal du bare dodge imod eller væk fra et angreb og så time det korrekt, så invincibility-frames redder dig fra at blive skadet.

Jeg ved ikke lige, hvad præcist der gjorde det, men jeg må indrømme at boss-kampene i Salt and Sanctuary virkelig fik min puls op. Ved den ene af dem holdt jeg ubevidst vejret i alt for lang tid, fordi det bare var så intenst. På trods af at have spillet Bloodborne og Dark Souls 1-3 kan jeg ikke huske, hvornår dette sidst er sket i et spil pga. intens kamp. Det er dog også mindst lige så belønnende, når man vinder. Jeg jublede i hvert fald efter hver boss-kamp.

Når du dræber fjender får du guld og salt. Guldet kan du bruge til at købe diverse objekter fra forskellige købmænd, mens saltet kan bruges til at øge din karakters lvl. Når du stiger i lvl, får du et objekt, som du kan bruge i et forholdsvist stort skill tree. Dette er et objekt, da du også kan finde disse rundt i verdenen. En stor del af noderne i det her skill tree er simple bonusser til stats, mens andre lader dig bruge højere tiers af armor og våben. Hvis du vil bruge lang tid på det, kan du sagtens planlægge, hvilken rute du skal tage rundt for at forøge de stats, du gerne vil have. Hvis du ikke gider den slags, kan du sagtens bare tage en direkte rute imod de gear-unlocks, du vil have.

Saltet har dog også andre funktioner som f.eks. i forhold til udstyr. Der er meget udstyr at vælge imellem i Salt and Sanctuary, virkelig meget faktisk. Jeg følte i hvert fald, at jeg havde rigeligt af muligheder, og at de fleste våben føltes forholdsvist unikke eller var det i forhold til stats eller udseende. Salt her kan bruges til at forbedre gear samt tranformere våben til stærkere udgaver. Hvis du elsker at customize din karakters gear vil du elske mulighederne i Salt and Sanctuary.

Jeg elskede bosserne i Salt and Sanctuary! De fleste af dem var enten majestætiske eller groteske – og en del af dem begge dele samtidig. Jeg har det dog lidt ambivalent med, at en så stor del af dem faktisk er valgfrie. Det er fedt, at man ikke behøver at klare alle bosser, hvis nogle af de her valgfrie giver én problemer. Det er dog også ærgerligt, hvis man misser disse, fordi de netop er valgfrie. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg kiggede på en boss-liste, før jeg dræbte den sidste boss. Jeg havde nemlig misset 4-5 bosser rundt omkring i verdenen.

Banedesignet er ærlig talt også bare genialt. Der er masser af genveje, så du lettere kan komme rundt, og det føles så belønnende at finde disse. De sikre steder i spiller er Sanctuaries og Shrines. Sanctuaries er større områder, hvor man med fundne totems kan tiltrække op til fire karaktertyper. Dette kan f.eks. være en guide, der lader dig fast travel til andre sanctuaries, en merchant, blacksmith eller en helt anden. Der er ikke vildt mange forskellige, men nok til at du måske skal overveje dine valg. Shrines fungerer som en lille checkpoint, der lader dig genstarte fra det sted, hvis du dør.

En vigtigt aspekt ved sanctuaries er creeds, altså den gruppe som du hører til. Der er en del forskellige at vælge imellem, og de har alle forskellige fordele og healing-objekter. Du kan endda stige i lvl med disse creeds, så du f.eks. kan have et ekstra healing-objekt med dig.  Nogle sanctuaries har allerede en creed i sig, hvor du så kan vælge at desecrate denne og overtage rummet. Generelt var jeg ret interesseret i at finde ud af, hvilke forskelle der var mellem de forskellige creeds.

Et problem er dog, at banerne kan blive lidt forvirrende og uoverskuelige. Du kan få en ide om, hvordan områderne er placeret i forhold til hinanden gennem et groft kort, men det ville have været dejligt med et mere detaljeret kort. Der var i hvert fald flere gange, hvor jeg vidste, hvor jeg skulle hen, men bare for vild på vejen.

En af de ting, jeg ærlig talt hader ved spil som Bloodborne og Dark Souls 1-3, er, at deres bosser er så ekstremt detaljerede, men du får sjældent lov til at nærstudere dem. Oftest fordi de er ved at trampe dig ihjel. I Salt and Sanctuary er der dog en bestiary, hvor du kan kigge på fjenderne, hvilket jeg nød virkelig meget. Det var ret fedt at kigge på en boss efter kampen. Samtidig kan der læses beskrivelser, og ses hvor mange gange du har dræbt den slags fjende og hvor mange gange, den har dræbt dig.

Salt and Sanctuary er et virkelig godt spil! Efter at have gennemført det havde jeg ærlig talt lyst til at fortsætte direkte ind i NG+. Det er så vanedannende og samtidig nød jeg bare, hvor meget det stod på egne ben i forhold til de tydelige inspirationskilder. Helt klart et af mine favorit-spil inden for den genre af spil.

Sly Cooper: Thieves in Time


Endnu et sjovt eventyr med Sly og hans slæng.

Developer: Sanzaru Games
Udgivelse: 28. marts 2013
Platform: Ps Vita & Ps3

Spiller lægger hårdt ud og kaster dig direkte ind i et tyveri af en japansk kniv.  Sly Coopers legendariske bog Thievius Raccoonus er nemlig begyndt at ændre sig, og hele banden skal bruge denne kniv til at rejse tilbage i tiden for at undersøge sagen.  Banden bliver altså derfor bogstaveligt talt Thieves in Time.

Når der rejses tilbage til andre tidsperioder sker der interessante møder med Slys forfædre, samt banerne føles markant anderledes fra hinanden. Det er altså et super smart træk at have fokus på tidsrejser, da det netop lader spillet springe sådan rundt uden at det føles usammenhængende.

Banden består som altid af Sly cooper, den adrætte vaskebjørn, Bentley, den kloge skildpadde og Murray, den stærke flodhest. Derudover får banden også nye medlemmer igennem spillet, hvoraf en del af disse er Slys forfædre. Alle karaktererne har unikke evner, men det er især interessant at spille som Slys forfædre, da dette er helt nyt.

Historien vil jeg ikke komme så meget ind på, da den simpel nok at gå til. De skal undersøge, hvorfor Thievius Raccoonus forandrer sig, og dette foregår ved at rejse tilbage i tiden. I de forskellige tidsperioder undersøger de, hvad der sker med Cooper-familien. Historien er dog stadig fyldt med seje fjender, gode twists og alt, der hører til et Sly-spil.

Gameplayet kan jeg heller ikke klage over. Det er, som det plejer at være og tilføjer endda lidt til. I de forskellige tidsperioder får Sly f.eks. adgang til kostumer, der giver ham ekstra evner. Han får f.eks. en rustning, hvor han kan reflektere ildkugler med et skjold. Dette skal bruges i missioner, men der er også et par steder i den åbne bane, hvor det kan bruges.

Samtidig er der meget varietet i spillet, så man hele tiden laver noget forskelligt i missionerne. I den ene skal man f.eks. være klædt ud som bartender og kaste krus ud til gæsterne for at narre dem. I en anden mission skal du træne en af Slys forfædre ved at gennemføre en række forskellige mini-spil. Generelt er missionerne dog underholdende, men stadig udfordrende.

Banerne er åbne, så du kan udforske dem mellem missioner, hvilket er ret sjovt. Du kan stjæle guld og objekter fra fjenderne, indsamle diverse tyvekoster eller bare lalle rundt. Jeg brugte overraskende meget tid på at bare udforske banerne, da det bare er sjovt at bevæge sig rundt som Sly.

Alt i alt er Sly Cooper: Thieves in Time bare et virkelig underholdende spil som jeg vil anbefale meget. Det er et perfekt spil til Vitaen, og jeg nød endnu et eventyr med Cooper-banden.

Yooka-Laylee


Et sjovt men også frustrerende møde med ny duo, Yooka & Layley. 

Developer: Playtonic Games
Udgivelse: 11. april 2017
Platform: Nintendo Switch, PC, Ps4 & Xbox One

Jeg har pt. brugt 20 timer på Yooka-Laylee og er nået til den sidste boss. Jeg har ikke samlet alting endnu, men jeg giver op på spillet. Ikke fordi bossen er for svær, men fordi den virkelig bare er kedelig og træls. Dette vender vi dog tilbage til senere i anmeldelsen.

Yooka-Laylee kan ses som en spirituel efterfølger til Banjo-Kazooie og Banjo-Tooie, altså en 3D platformer med en masse forskellige ting at samle. Jeg har ikke spillet nogen Banjo-titler, så det der tiltrak mig ved Yooka-Laylee var deres art style, og så virkede det bare virkelig hyggeligt.

Du skal som kamæleonen Yooka og flagermusen Laylee stoppe skurken Capital B i sine onde planer om at stjæle alt verdens litteratur. Du gør dette ved at rejse til forskellige verdener gennem bøger og samle pagies, blafrende sider. Nogle af disse er placeret frit tilgængelige på kortet, mens andre skal skaffes ved at klare udfordringer og hjælpe karakterer. Derudover er der fem spøgelser, 200 fjerpenne og lidt ekstra at finde på hver bane, så der er nok at se til.

Jeg må indrømme at min oplevelse af spillet også har været ret blandet hele vejen igennem. Det er ikke engang, fordi spillet er virkelig dårligt. Det har bare en håndfuld problemer, som fylder alt for meget i forhold til, hvad de skulle og som ender med at forhindre spillet i at være så fornøjeligt, som det burde være.

Et af disse problemer er ved karaktererne. I stedet for at tale har hver karakter en serie af lyde som bare gentages/blandes i en lang køre, mens deres dialog vises på skærmen. Dette kan som sådan fungere fint, hvilket det også gør ved nogle af karaktererne. For mig blev det bare irriterende i længden, da et par af karaktererne bare stønner virkelig meget. Ved andre karakterer bliver deres lyde bare gentaget alt for meget. Man kan dog heldigvis skippe en del af dialogen, så man slipper for at høre på det.

Et andet problem for mig er dialogen i spillet. Yooka-Laylee har virkelig meget humor og en del af denne kommer til udtryk i dialogen. Men da der ikke er tale og kun bestemte lyde på repeat, falder en del af disse jokes til jorden. Efter at have spillet 20 timer er jeg også begyndt at overveje, hvorvidt Laylee er lidt ondskabsfuld, da hun virkelig ofte kommer med ret grove kommentarer til de andre karakterer. En del gange efterfulgt af et “Laylee!” fra Yooka.

Et andet problem ved dette er at en del samtaler føles fuldstændig disconnected på en måde. Det føles ofte som om karaktererne fuldstændig ignorerer, hvad den anden part har sagt. Dette sker ofte ved Laylees kommentarer, hvilket også er med til at få hende til at se lidt grov ud. Hvis der nu kom lige så mange kommentarer den anden vej, så det virkede som friendly banter, ville det måske fungere bedre.

Dialogen, der står på skærmen, inkluderer forresten også diverse jokes og karaktertræk, som at slangen Trowzers dialog indeholder en masse ekstra s’er. Det virker dog lidt ligegyldigt, da karakteren alligevel ikke taler.

Det er forresten ved Trowzer, at du skal købe nye moves igennem spillet. Dette er både til at komme lettere rundt på banen samt nye angreb. Det irriterede mig dog lidt, at jeg skulle hen til Trowzer, hvis jeg blev i tvivl om, hvordan jeg lavede et bestemt move. Jeg ved godt, at jeg bare kan teste det ved at prøve forskellige kombinationer, men det ville være lettere at have en liste tilgængelig uanset, hvor du er.

Styringen kan også skabe lidt problemer, da Yooka nogle gange bevæger sig lidt mærkeligt. Noget i samme boldgade som dog ikke er et problem, men mere bare et irritationsmoment er, at den knap, du bruger til at hoppe, også bruges til at starte samtaler. Det er alt for ofte sket, at jeg har ville hoppe væk fra karakterer, hvorefter jeg er kommet til at starte samtalen igen.

Et problem som også generer styringen er dog kameraet, der svinger meget i kvalitet. I den første store verden havde jeg nogle få problemer, hvor det ofte skyldes, at jeg konstant prøvede at tvinge kameraet til at gøre, hvad jeg ville. Hvis jeg gav slip på styringen af kameraet og lod det glide rundt af sig selv, fungerede det faktisk overraskende godt.

På senere baner fungerede dette dog ikke, og nogle af Yookas moves dræber nærmest kameraet. Det svinger nærmest ind under Yooka, så henover osv. Nogle steder er der også fikserede kameravinkler, hvor det også bevæger sig frem og tilbage, hvilket også giver problemer.

En spøjs detalje ved Yooka-Laylee er, at de fem verdener kan/skal udvides med ekstra pagies efter, at de er blevet unlocked. De kan udvides en gang, hvor der så tilføjes mere at lave i dem samt nye dele, der kan udforskes. I nogle af verdenerne fungerer det fint, hvor udvidelserne bare åbner for nogle døre, der giver adgang til større områder. I den første verden er der dog nogle blinde veje i den ikke-udvidede udgave, hvilket kan virke lidt mærkeligt. Jeg undrede mig første gang, jeg udforskede de områder, fordi det føltes mærkeligt, at der ikke var noget der.

Selvom de forskellige verdener bliver udvidet, synes jeg dog ikke, de er uoverskuelige. Det tog mig ikke lang tid at få et nogenlunde overblik over banerne, så jeg kunne finde rundt.  Der er dog nogle af dem, hvor de forskellige dele ligner hinanden ret meget, hvilket kan være lidt forvirrende. Uanset hvad kunne det have været fedt med et kort over banerne, eller bare en slags oversigt.

En fed ting ved de forskellige verdener er dog, at de har hvert deres miljø og endda træder lidt ud af det klassiske med ørken, jungle, sne/is og lava-baner. Du kommer f.eks. til at udforske et casino, hvilket føltes ret specielt. Banens stil spejles også i fjenderne, men der er desværre ret få fjendetyper. Det virkede ikke så interessant i de senere baner, da det bare var en ny udgave af den samme fjende, som der er blevet tævet før.

Nogle af udfordringerne i spillet er også designet lidt mærkeligt. Ved den ene skal der tales med en karakter, som åbner en dør, du skal gennem. I stedet for at lade døren være åben, hvis du taber, skal du tale med karakteren igen. Andre udfordringer har ingen checkpoints, hvilket også bare bliver frustrerende pga. kombinationen af de førnævnte problemer.

Når det er sagt, er der dog også en del steder i Yooka-Laylee, hvor alting bare spiller sammen og fungerer virkelig godt. Jeg havde en virkelig god oplevelse med et bestemt sted i spillet, hvor kameraet fulgte godt med, platformene var tilpas udfordrende at hoppe rundt på, og generelt var der en del forskelligt at lave i det område. Det er bare ærgerligt, at disse dele overskygges af problemerne i resten af spillet.

En feature ved Yooka-Laylee som jeg finder ret interessant, er quizzerne. Mellem nogle af områderne skal der svares på spørgsmål stillet af skurkens højre hånd. Du har 3 liv og skal svare på 5-10 spørgsmål alt efter, hvor dygtig du er til at svare. Spørgsmålene kan være alt fra, hvor et bestemt billede er fra i en bestemt verden, eller hvor mange timer du har spillet. Sværhedsgraden føles dog ret svingende, og hvis du taber, får du at vide, at du hellere må studere lidt mere. Det er dog lidt svært, hvis man ikke ved, hvad der skal læses op på.

Yooka-Laylee er et okay spil, men jeg regner ikke med at bruge mere tid på det. Jeg har virkelig ikke lyst til at vende tilbage for at bruge mere tid på den åndsvage bosskamp. Da jeg valgte Quit to Menu sidst, gik spillet også i sort skærm, så tager det som et tegn. Det bliver altså en meget lille anbefaling herfra, da spillet netop ikke er dårligt. Det er samtidig langt fra perfekt, men har dog nogle ret underholdende dele.

Update
Playtonic Games har siden spillets udgivelse opdateret det en del gange, og en af de kommende opdateringer løser faktisk en del af de problemer, jeg har haft med spillet. De har lavet en liste over ændringer, og selvom jeg er interesseret i opdateringen, tror jeg næppe, jeg vender tilbage til Yooka-Laylee.