Category Archives: Essays

Out of touch

Det er ikke dig, men mig…

Da jeg først blev fanget af spil, var der en primær faktor som jeg altid holdt for øje, hvorvidt jeg havde det sjovt. Hvis spillet ikke var sjovt i sig selv, blev der enten lavet konkurrencer med skæve regler, eller de blev nydt i selskab med vennerne, nogle gange i kombination.

Jeg kan huske, hvordan vi havde et fællesskab omkring gaming. Vi hjalp hinanden, udvekslede snydekoder, tips og havde det generelt virkelig hyggeligt, når vi snakkede om det. Jeg kan f.eks. stadig, hvordan jeg gav tips til den der ene mission hos Zero i GTA: SA, som volder ekstremt mange problemer. Jeg var nærmest stolt over at være en af de få i klassen, der kunne gennemføre den på trods af, hvor lille en præstation det egentlig er.

Sådan fortsatte det, da jeg startede på gymnasiet, hvor nye venner åbnede op for nye vinkler til vores fælles hobby, gaming. Den ene var fast FIFA-spiller, men elskede at snakke andre spil, mens den anden spillede mere bredt, men elskede at skaffe trophies. Han var ikke hardcore trophy hunter, men han talte så ofte om dem, at det begyndte at blive en konkurrence mellem os. Igen var det dog hyggeligt, og vi hyggede os ekstremt meget med Pokemon Platinum, når undervisningen blev lidt for tør.

Videre på universitet var der stadig plads til gaming, og her mødte jeg en hel del mere dedikerede spillere. Den slags personer, der holder sig til en få række spil og så bliver gode til dem. Hearthstone, League of Legends, Dota og resten af de populære titler, hvor de kunne spille med og mod hinanden, var højdepunktet her. Selvfølgelig var der også stadig folk med bredere smag, men det var tydeligt at mærke, at folk havde brug for de korte gaming-fix, der kan skaffes gennem enkelte kampe. Stadig en masse hygge, men dog ikke noget, der inspirerede mig, da jeg for det meste holdte mig væk fra den slags spil. Jeg må dog indrømme, at det var spændende at se, hvor dedikerede folk var ved enkelte spil.

Jeg har altså siden folkeskolen været omgivet af folk, der har delt min hobby på meget forskellige måder, dog alle på en måde, hvor jeg har følt mig som del af et fællesskab, forenet af det medie vi alle dedikerede tid til. Jeg var glad for at dele medie med så mange personer, der alle gjorde det til et hyggeligt samtaleemne. Selvom vi ikke altid var enige om visse spil, så blev det stadig til gode samtaler og spændende diskussioner. Erfaringer blev delt ud til højre og venstre, og jeg sugede personligt ekstremt meget til mig.

Udover at være omgivet af hyggelige personer har jeg dog også brugt en del tid på diverse gaming-sites/fora. I starten var det primært snydekoder/guides, jeg ledte efter, men hurtigt fandt jeg frem til forskellige sider, hvor det handlede om at skrive mere direkte med andre brugere. Her på GameReactor har jeg fulgt med i en god del år efter hånden, ikke altid lige aktivt på hjemmesiden, men altid aktivt fysisk. Har stadig en stak GR-blade liggende som gemmes delvist pga. nostalgi, men også fordi det tillader et spændende kig på gamle previews af spil, annonceringer og den slags.

Generelt har jeg også hygget mig umådeligt meget på nettet i disse gaming-fora, men over de sidste par år er jeg begyndt at føle en stærk afkobling fra de fællesskaber, som jeg ellers burde føles mig som en del af. Den hygge, som jeg altid har holdt af, er blevet delvist erstattet af så meget negativitet, konstant brok og vrede, at det er blevet helt åndsvagt og virkelig bare til grin. Det er ærlig talt tragikomisk med streg under tragi… desværre.

Jeg prøver dog ikke at pudse glorien her, for jeg har uden tvivl også selv været del af at skabe negativitet fra tid til anden. Jeg har helt sikkert brokket mig ekstremt meget uden nogen reel grund i stedet for at tage to sekunder til at overveje det lidt nærmere.

Den her negativitet, som langsomt har fået mig afkoblet, er dog mere ondsindet. Det er ikke bare folk, der råber, at et bestemt spil er dårligt, fordi deres system ikke kan trække det, men mere når dette bliver kombineret med dødstrusler mod udvikleren, vedkommendes familie, venner… nærmest slægt i nogle tilfælde. Det er, når folk bliver kaldt subhuman for små simple ting, som nemt kunne ignoreres, eller bliver mødt af en mur af enten sexisme, racisme eller andet had uden nogen reel grund.

Den hygge, som jeg altid har elsket, føles erstattet af den her negativitet fra en stor gruppe, mens der fra mange andre ses en slags villighed til at undskylde for og acceptere den slags adfærd. Den glæde, jeg følte over at dele gaming med andre, er gået mere over i en slags skam over andres adfærd og frygt for, at fremmede vil have netop den slags adfærd med som fordom, hvis jeg siger, at jeg holder af gaming.

Jeg kan selvfølgelig bare forklare, at jeg er typen, der ikke skriger “nigger”/”cunt” af med- og modspillere, ikke behandler kvinder som inkompetente dimser med bryster, ikke sender dødstrusler til developers/directors, ikke sender dick pics til medspillere i det sekund jeg opdager, at de er hunkøn… og at jeg i stedet er typen, der godt kan finde ud af at opføre mig ordentligt.

Jeg har førhen redet hårdt på “Men det er jo ikke alle!”-tankegangen, hvilket stadig gælder… det er tydeligvis ikke alle spillere, som opfører sig totalt åndsvagt, men den kommentar, at det ikke er alle, er nem at fyre af som en slags deflection. At det ikke er et problem, vi behøver at gøre noget ved, fordi det jo netop “ikke er alle” som er sådan.

Jeg er personligt så træt af at se folks klager over harassment i spil blive modtaget af et hav af “Du kan bare ignorere dem!”/”Bare mute dem og kom videre!”/”Det er da ikke så slemt”/”Tag dig sammen!” osv. Det er simpelthen så plat en udmelding og ignorerer fuldstændig at anerkende, at den her slags er et problem. Det er så dejligt, når udviklere går ind og faktisk gør noget aktivt ved den her slags adfærd.

Samtidig bliver der også skabt en virkelig negativ diskurs uden for spillene, hvor kritik og analyse ofte er erstattet af sure rants og ligegyldigt brok. Så mange titler med “X reasons I hate Y”/”Y sucks”/”You will hate Y”/”True fans will hate Y” og alle de andre varianter af det. Der bliver fokuseret så meget på had og negativitet, at der ikke er plads til så meget andet. Den her endeløse strøm overdøver til tider så meget ,at diskursen bliver flyttet helt væk fra startpunktet, så diskussioner ikke engang handler om spillet/filmen/bogen, men om noget ofte helt ligegyldigt.

Nu kan det godt komme til at lyde som om, jeg bliver druknet i negativitet, og det er ikke helt tilfældet. Det er som sådan let nok at holde sig fra f.eks. Youtube-videoerne med de mange sørgelige titler. Problemet er dog, når det siver ud af de her videoer og ind i samtlige diskussioner omkring spillene. En del titler over de sidste par år har været ramt af spøjse bugs, der totalt dominerede diskussionerne i stedet for, hvorvidt spillet faktisk var godt. Når man senere læste lidt op omkring de her titler, viser det sig også ofte, at den bug, som folk har fremhævet, ramte ekstremt få spillere. Hvorfor har den så fået status af at få dit system til at eksplodere?

Fordi der fra så manges side af er fokus på det negative. Bare inden for den sidste håndfuld måneder har der været alt for mange eksempler på folk, der brokker sig over noget, som viser sig at være ingenting. Ikke at det er en lille sag, men faktisk ingenting. Forestil dig at sende dødstrusler til andre, fordi du ikke selv gider at sætte dig ind i den sag, du brokker dig over? Jeg kan virkelig ikke sætte mig ind i den mentalitet, der plager så mange personer. Det her konstante fokus på at skulle være vred på noget… det er næppe sundt for nogen parter.

Nu hvor jeg har nævnt, at man delvist kan undgå de negative Youtube-videoer, så skal det også nævnes, at der stadig kan findes konstruktiv kritik af spil-mediet på nettet. Ofte er det interessante vinkler, der giver et godt indblik i, hvordan mediet har udviklet sig, kan udvikle sig og hvilken rolle, det har for forskellige personer. Der er så mange interessante vinkler at fokusere på, at det er ærgerligt, at størstedelen af det handler om had og om at finde det negative.

Jeg føler mig ærlig talt mere og mere afkoblet, jo mere jeg tænker over det. Jeg holder stadig umådeligt meget af spil som medie, men jeg er begyndt at distancere mig fra bestemte spil-fællesskaber, fordi det negative bare har overtaget.

Det er dog egentlig lidt sjovt, for på en måde vil jeg det samme som de konstante brokkere. Jeg vil bare tilbage til at have det sjovt med spillene. Forskellen er dog, at jeg ikke har noget imod at spil, som medie udvikler sig og breder sig ud til et større publikum, mens de negative folk helst vil beholde mediet, som det har været førhen. Det er lidt sørgeligt, at der findes folk som nærmest skriger af smerte, hvis du siger “inklusivitet” eller “diversitet” i en sætning omkring spil.

Jeg føler mig lidt som en gammel mand, der står og banker stokken ned i jorden, mens jeg kigger på en flok teenagere. Forskellen er dog bare, at teenagerne i mit eksempel er dem, der råber, skriger og oser af negativitet, mens jeg stirrer forvirret på. Jeg har overvejet en del, om det er mig, der er vokset fra “Gamer Bro-mentaliteten”, eller det omvendt er mig, der står stille, mens den bare kører derudaf. Jeg føler dog kun, at jeg er blevet mere moden rent personligt, så jeg satser på det første. Spørgsmålet er så bare, om jeg skal prøve at koble på igen eller bare indse, at sådan er det bare…

Jeg har dog en slags løsning på min afkobling, eller jeg kalder det en løsning på trods af, at det sådan set ikke løser problemet lige nu. På længere sigt kan det dog være, at det hjælper. Jeg regner med at holde mig helt væk fra den ligegyldige negativitet og i stedet opsøge det konstruktive. Eventuelt dele det mere med andre, så den generelle diskurs kan blive flyttet tilbage fra det ekstremt negative. I selve spillene vil jeg fortsætte med at opføre mig pænt, men også mere aktivt gøre folk opmærksomme på deres dårlige opførsel. Derudover kan jeg også omgive mig med flere hyggelige personer, både uden for spillene men også i dem. Et shout-out til MSThychosen for at være en hyggelig Destiny-buddy (og ven), der har givet mig håb for, at vi godt kan nå at vende den rundt og få skabt hyggelige spil-fællesskaber.

Generelt vil jeg prøve at finde en mere positiv og konstruktiv vinkel til de ting, jeg bruger tid på, især spil. Her på GR vil jeg også prøve at holde denne positive stil, da jeg hellere vil være del af en god stemning end en negativ cirkel. Dermed ikke sagt, at der ikke vil komme kritik fra mig også, dog vil jeg også prøve at holde denne konstruktiv.

Det bliver dog interessant at se, om jeg føler mig mindre afkoblet eller bare mere afskåret fremover.

Advertisements

Bloodborne fra en casuals vinkel

“Bloodborne lyder ret fedt…jeg skal helt klart prøve det!” var min første tanke. En time og et par “You died” senere og mine tanker var ledt over på “….fuck det her”, hvorefter Bloodborne blev afinstalleret og gemt væk i mine digitale lommer.

Sådan ville det være blevet ved med at være, hvis det ikke var for en gylden kommentar på Reddit, der inspirerede mig til at installere spillet på ny og give det endnu en chance. Har desværre ikke gemt kommentaren, men det var noget i stil med “Git gud, game’z not that hard” efterfulgt af en gif fra Dark Souls 2, hvor en spiller løber frem mod en boss, ruller til siden….hvorefter bossen løber ned i et hul og dør.

Måske var det drømmen om ekstreme mængder cheese, der kunne få mig gennem spillet, måske var det bare konfrontationen med, at jeg gav op i stedet for at fortsætte, uanset hvad åbnede det op for en af de bedste spiloplevelser, jeg har haft i år. Da jeg startede Bloodborne var jeg ærlig talt super dårlig til det. Selv efter en del timer i selskab med det, kan jeg stadig føle mig ekstremt dårlig….men så igen, 1 skridt frem, 2 slag fra en fjende efterfulgt af YOU DIED er vel også en slags fremskridt.

Den kommentar, jeg oftest ser i forbindelse med Bloodborne og Souls-serien, er at du lærer noget, hver gang du dør. Jeg er lidt uenig, men mest fordi det, jeg oftest kan lære, er, at jeg er dum….”Nej, Alex, hvorfor troede du at du kunne overleve det fald!”, “Hovedet på ham, der eksploderede lige i en masse slanger, hvorfor prøvede du at kramme ham…”, “Måske jeg skal vente med ham her….siden han har et våben, der er 2-3 gange større end mig” og så mange lignende.

Det er nemt at nævne “Extreme skillz” og generelt spillerens evner, når der snakkes Bloodborne/Souls-serien, men jeg vil faktisk mene at det også handler meget om grådighed og tålmodighed. To sider af samme sag for mig i Bloodborne. Er jeg tålmodig og venter på, at det er min tur, og jeg kan få et par slag ind….eller er jeg grådig og prøver at snige slag ind, når det ikke er tid? Det er alt for nemt at blive grådig og forvente, at du sagtens kan nå et ekstra slag så fjenden dør, men for mig resulterede det oftest i, at jeg bare fik en flot “YOU DIED”.

Døden er nu heller ikke så slem igen. Vink farvel til dine blod-ekkoer, men fryd dig over det eventuelle gensyn med dem. Jeg tog det alt for tungt første gang, jeg spillede det og troede, at spillet nærmest var slut, hvis jeg døde. Nu trækker jeg på skuldrene, spurter forbi alle de fjender jeg kan, tager dem tilbage uanset hvor få det drejer sig om….det er jo mine blod-ekkoer!

Det. at spurte i Bloodborne. burde næsten også være forbudt. Hvis du planlægger at flyve gennem spillet, går du glip af spillets ekstremt detaljerede miljøer. Ved første øjekast kan Yharnam virke meget triviel, men efterhånden som du rejser dig igennem byen, bevæger arkitekturen sig også i alle mulige retninger. Fra små mærkelige huse med skæve vinduer til store katedraler du næsten ikke kan overskue. Primært fordi spillet ikke lader dig køre kameraet helt under din karakter. Her taler jeg også kun om selve byen, da dine omgivelser ændrer sig endnu mere, når du bevæger dig ud af den.

Dette blev egentlig mere en beskrivelse af min generelle oplevelse med Bloodborne end en beskrivelse af mine enkelte eventyr i Yharnam som en komplet casual. Dette må jeg gemme til næste post omkring Bloodborne.

Ps+ oversigt

20160901160124

Ps Plus er en service, der ofte er udskældt. Nogle gange med god grund, andre gange uden nogen overhovedet. Siden, det er et en betalt service, skal der også være plads til kritik, men jeg synes, det er ved at nå et fjollet niveau. Jeg har selv været medlem i nok et par år og holder stadig meget af det. Med denne oversigt vil jeg prøve at vise, hvad du faktisk får for pengene, når du betaler for Ps Plus.

Først vil jeg se på prisen, da det er et af de ømme punkter for mange, da de føler, at de betaler for mange penge for alt for lidt. Når du køber Ps Plus har du mulighed mellem 1 år for 375 kr., 3 måneder for 159 kr. eller 1 måned for 55 kr. Lad os regne ud, hvor meget, det er pr. måned. For 1 års Ps Plus bliver det 31,25 kr. pr. måned, og hvis du køber 3 måneders Ps Plus betaler du 53 pr. måned. Selvom det giver sig selv at 1 år er den billigste løsning, synes jeg det er vigtigt at vise, at det “kun” er 31,25 kr. om måneden, der bliver betalt.

Nu vil jeg komme ind på de forskellige dele af Ps Plus-servicen, så først Online Multiplayer!

Du får adgang til at spille Online Multiplayer i størstedelen af titler på Ps4. Nogle enkelte titler/betaer kræver dog ikke Ps Plus for at spille online, så i visse tilfælde er dette ligegyldigt.

Tilbud/rabatter er der også en god del af med Ps Plus. Når der er udsalg i Ps Store bliver der ofte smidt ekstra rabat oveni, hvis du er Ps Plus medlem. Dette har jeg selv nydt ret godt af, da nogle af priserne virkelig har været lave på virkelig fede titler. Der er faktisk også et udsalg lige nu med retro-tema! (Tjek det ud, især hvis du har en Vita, da der er mange gode retro-titler der kan spilles på den!).

Online Storage er også en funktion ved Ps Plus, jeg nyder meget. Automatisk upload af savegames til en 10 gb cloud(på Ps4 altså) gør, at jeg aldrig skal frygte at miste mine savegames helt. Hvis du ikke vil have, at det sker automatisk kan du sagtens styre det manuelt. Virkelig en life-saver, hvis din Ps4 bliver mishandlet af småbørn eller andre mærkelige væsener, så du får brug for en back-up.

Nu er vi kommet til endnu et omdiskuteret punkt. Nok det mest diskuterede, hvis vi er helt ærlige omkring det. De månedlige spil. Din Instant Game Collection, hvor der hver måned bliver gjort to titler pr. platform tilgængelige. Af platforme er der spil til Ps3, Ps4 og Ps Vita, hvoraf nogle af titlerne sagtens kan være cross-play, så de er tilgængelige på flere platforme. Hvis du har mere end en Playstation-platform kan du altså få adgang til en god håndfuld titler hver måned. Når du “køber” disse titler bliver de samlet i din personlige Instant Game Collection, der er tilgængelig, så længe du har Ps Plus. Du kan gennem hjemmesiden sagtens “købe” spil til platforme, du ikke ejer. Dette gjorde, at jeg havde et virkelig stort spilbibliotek klart, da jeg anskaffede mig en Vita. Så hvis du har Ps Plus, så smid alle titlerne i kurven!

I stedet for at sidde og diskutere, hvorvidt “ALT FOR MANGE INDIESPIL!” overhovedet er en relevant klage mere, vil jeg i stedet skrive lidt om hvilke af Ps Plus-titlerne, der er værd at se på. For ikke at gøre denne post åndsvagt lang kigger jeg kun på titler fra 2016. Jeg starter med de seneste spil og arbejder mig bagud.

August
Tricky Towers (Ps4) – Forestil dig Tetris, men med physics-sjov mixet med. Det handler om at bygge et tårn med tetris-klodser i forskellige game-modes. Nogle gange skal du bygge et lavt tårn for at undgå en laser, altså en slags puzzle-game-mode. Andre gange skal du bygge et tårn på tid. Samtidig bliver der også introduceret magi, som ofte bare fucker med dig. Der er desuden multiplayer, så du kan sidde og råbe af din buddy. Jeg har selv nydt single-player delen meget, og endless mode er noget jeg helt klart vil vende tilbage til.

Patapon 3 (Vita) – Hvis du har en Vita, er det her bare et must!

Yakuza 5 (Ps3) – Selvom det føles som om det udkom alt for sent her i vesten, er det ikke et spil, der skal misses. Generelt har det fået en virkelig positiv modtagelse, så det er en af de titler jeg også snart skal have spillet.


Juli

Saints Row: Gat out of Hell (Ps4) – Saints Row er en ret spøjs serie, som konstant skubber grænsen for skøre nye features, settings, karakterer osv. Personligt synes jeg, de har skubbet den lidt for langt, og det bare er blevet for fjollet nu, men det ændrer ikke på at Gat out of Hell er et virkelig underholdende spil, der kan give mange timers underholdning.

Fat Princess (Ps3) – En af den slags titler, der bare skal prøves så kom igang!

Prince of Persia: Revelations (Vita) – Jeg havde aldrig en Psp, så jeg fryder mig bare over at kunne opleve dette spil nu.


Juni
NBA 2K16 (Ps4) – Efter at have hørt en del mærkelige historier omkring dette spil på Idle Thumbs (Podcast, der kun kan anbefales virkelig meget!) er dette faktisk et sports-spil, jeg overvejer at prøve. Det lyder i hvert fald til at indeholde en del forskelligt at lave, så det skal da have et forsøg på et tidspunkt.

Gone Home (Ps4) – Hvis du kan lide at udforske vil du nok kunne lide Gone Home. Du vender hjem til dit hjem, men ingen er hjemme, så det handler lidt om at finde ud af, hvor din familie er henne. Jeg nød denne titel ekstremt meget, ikke mindst pga. den virkelig perfekte stemning, der er skabt i det. En kort, men super god oplevelse.

Echochrome (Ps3) – Hvis du ikke har spillet Echochrome, så download det med det samme! Virkelig unik titel og must-play!

God of War: Chains of Olympus (Vita) – Ligesom med PoP: Revelations nyder jeg titler, jeg er gået glip af. Samtidig er det God of War, så det er ikke helt skidt jo!

Maj
Tropico 5 (Ps4) – Udlev din hemmelige drøm om at være diktator. Behøver jeg at skrive mere?

LocoRoco Cocoreccho! (Ps3) – LocoRoco er en af den slags serier, der bare skal opleves, så download det!

God of War: Ghost of Sparta (Vita) – Samme som Chains of Olympus. Yay for God of War!


April
Dead Star (Ps4) – Class-based space fighter multiplayer…ehh, det virkede som den bedste måde at beskrive det på…vælg et skib og skyd andre spillere ned. Er ikke så meget til multiplayer-spil men nød alligevel en håndfuld timer med Dead Star. Samtidig virkede spillet til at have en del at lave.

I am Alive (Ps3) – Dette er en af den slags titler, jeg ofte så på tilbud, men aldrig købte. Ikke det bedste spil nogensinde hvis der kigges på anmeldelser, men et jeg personligt glæder mig til at få prøvet.


Marts
Broforce (Ps4) – Fucking hell altså, hvis jeg skal anbefale dig Broforce, så er der noget galt. Dette er et spil, der bare skal være installeret permanent! Super sjovt single-player, endnu bedre, når du spiller det med andre. Når hele banen bare bliver skudt i stykker, fordi du ikke styrer dine skud…et af de bedste local co-op spil, der er at finde på Ps4!

The Last Guy (Ps3) – Du skal lede civile til en escape zone, mens du undgår monstre. Jeg mangler stadig at spille denne titel selv, men har hørt og set så meget ros for den.


Februar
Helldivers (Ps3 & Ps4) – Et virkelig fedt spil, som bare gøres endnu bedre af co-op, både lokalt og online.

Lemmings Touch (Vita) – Det er Lemmings! 😀

Nova-111 (Ps3, Ps4 & Vita) – En ret spøjs titel, jeg hyggede mig meget med. Du bevæger dig på et grid-based bane. Det foregår turbaseret, hvilket giver god mening…men hvad så, når der bliver introduceret elementer, der ikke bevæger sig turbaseret, men kører i realtime. Jeg nød titlen en del, fordi jeg ofte blev overrasket over nye elementer i spillet.


Januar
Hardware: Rivals (Ps4) – Class-based Vehicle Combat. Som nævnt før er jeg ikke meget til online multiplayer, men jeg nød også en håndfuld timer med denne titel. Det er generelt sjovt at køre rundt og skyde på andres køretøjer.

Grim Fandango Remastered (Ps4 & Vita) – En klassiker som jeg ikke selv har fået spillet endnu, men ser frem til at opleve.

Dragon Age: Origins (Ps3) – Stor rpg der kun kan anbefales!

Og nu skal jeg nok stoppe. Jeg har lyst til at fortsætte, fordi der bare kommer endnu flere fede titler i 2015. Fremmedrettet ser det også godt ud, altså med denne måneds spil. Hvis du stadig føler, at du ikke får nok ud af dit Ps Plus-abonnement, fair nok. Men jeg håber lidt at nogle af de mange brokkehoveder vil indse, at der altså er en del fordele.

Og kan vi så ikke droppe den der “For mange indiespil”-klage. Hvis du er træt af titler, der ikke er AAA, fair nok (Og så skriv dog dette!). Men at brokke sig over indie-spil er simpelthen for irrelevant nu. Prøv titlerne, du har alligevel betalt så hvorfor ikke? Hvis du bliver positivt overrasket, fedt! Hvis det er en negativ oplevelse, så slet det og spil nogle af de andre spil.

Jeg nyder i hvert fald Ps Plus og føler at jeg får meget for min daglige krone.

Uncharted – Et langt eventyr

Uncharted™ 4: A Thief’s End_20161017153715“Nathan!” bliver der skreget i det, jeg misser et hop. Nathan Drakes livløse krop går fra stærk helt til kludedukke, imens han falder. Billedet bliver sort/hvidt for at forsvinde over i helt sort. Jeg er tilbage ved et checkpoint sekunder fra det sted, jeg faldt ned. Jeg morer mig lidt over måden Nate falder på, så jeg bliver aldrig frustreret over at dø i Uncharted. Nogle gange kan eksplosionerne endda få ham til at lave spøjse flip over tilfældige stykker cover rundt på banerne.

Det er generelt en trend for Uncharted. Det kan simpelthen ikke frustrere mig uanset, hvor mange gange, jeg får det sort/hvide billede, mens Nathan Drakes livløse krop flagrer rundt. Dette undrede mig meget, da mit første minde med Uncharted var meget anderledes. Vi spoler tilbage til folkeskolen, og jeg fandt Uncharted: Drake’s Fortune på biblioteket. Jeg havde hørt godt om det så skyndte mig at låne det med hjem. Nogle få timer senere er jeg nået til en bestemt hule, hvor jeg dør igen og igen…og igen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske om jeg kom forbi det sted, men jeg fik så dårlig en oplevelse, at jeg afleverede spillet tilbage dagen efter.

Jeg genkendte den hule med det samme, da jeg spillede det igen her for en uge siden. Jeg døde også et par gange, men kom forbi den, og hvor er jeg glad for at have givet spillet en chance mere. Uncharted-serien har fået meget ros gennem tiden, men jeg har altid set det som en serie, der ikke var noget for mig pga. den dårlige oplevelse. Ikke at jeg aktivt gik rundt og ikke kunne lide spillet, jeg havde bare affundet mig med, at det ikke var noget for mig.

Må dog huske at nævne, at jeg faktisk havde en positiv oplevelse med Uncharted-serien før mit gensyn med Drake’s Fortune. Jeg spillede Golden Abyss på Vitaen og havde en overraskende god oplevelse med det. Det var lige det eventyr, jeg skulle bruge på starten af mit vita-liv. Det viste de mange spøjse funktioner frem uden, at det virkede totalt fjollet. Tværtimod føltes det oftest helt naturligt. Jeg mistænker lidt, at dette var med til at give mig lyst til at give Uncharted-serien en chance mere. Tak til Uncharted: Golden Abyss!

Da jeg var færdig med Drake’s Fortune, sprang jeg direkte over i Among Thieves og fortsatte derfor mit eventyr med Nathan Drake og hans slæng af fantastiske venner. Dette er nok det, jeg elsker mest ved serien og fik mig til at forstå, hvorfor Uncharted har fået så meget ros. Karaktererne er bare så elskværdige. Du kan virkelig ikke andet end at holde af Sully, der altid er klar på eventyr, men samtidig har en “I’m too old for this”-attitude. Nathan Drake, der konstant jager nye eventyr. Jeg forelskede mig i karaktererne og følte med deres op- og ned-ture.

Jeg afsluttede Among Thieves og startede Drake’s Deception, hvilket bare forøgede min nystartede kærlighed for serien. Karakterernes forhold blev fortalt gennem små hints, og det var tydeligt, at de var modnet. De var vokset mere op i forhold til deres tidligere eventyr. Dette forhindrede dem dog stadig ikke i at tage hul på endnu en episk rejse. Endda mere episk end de tidligere på trods af karakterernes modenhed. Intet kan vist stoppe Nathan Drakes eventyrlyst.

Jeg spillede Uncharted 1-3 på ps4, altså gennem The Nathan Drake Collection. Jeg huskede dem som virkelig smukke spil, men intet havde forberedt mig på dette. Jeg glemte fuldstændig, at det var remastered udgaver af ps3-spil. Dette gjorde dog, at jeg forstod, hvorfor folk har rost Naughty Dog så ofte for at lave teknisk flotte spil. Selvom jeg nogle gange glemte, at det originalt var ps3-spil, gik det dog tydeligt op for mig, da jeg afsluttede Drake’s Deception. Efter at have afsluttet Uncharted 2 gik det op for mig, at jeg ikke ville kunne nøjes med 3’eren og derfor heller ikke ville vente på Uncharted 4. Dette blev indkøbt og downloadet med det samme, så jeg var klar til at springe ind i det.

Dette spring var vildt! Naughty Dog har formået at skabe noget af det flotteste, jeg har set på konsol indtil videre. Alle karaktererne virker mere levende, banerne virker mere sprudlende, alting er bare bedre. Dette er dog ikke bare teknisk. Uncharted: A Thief’s End viser os en endnu mere voksen Nathan Drake, der gerne vil lidt væk fra de vilde eventyr. Han bliver dog alligevel hevet ind igen, men han føles bare ældre og træt. Han kan stadig lave vilde hop, skyde en masse fjender ned og finde alle skatte i verden, men han fortjener virkelig en pause.


Spørgsmålet, jeg sad med efter at have afsluttet det fjerde kapitel var dog, hvad der drev mig til at klare de fire Uncharted-spil på en uge. Eventyret, magien, mysteriet eller en kombination af de tre. Helt klart! Når der skulle løses puzzles hjalp jeg Nate med at finde løsningen, spor blev fundet, og hver gang vi ramte en væg, fandt vi en vej forbi den og var endnu et skridt tættere på at finde den skat vi ledte efter. Uncharted-serien er virkelig fyldt med magiske oplevelser og fantastiske øjeblikke.

Jeg har nydt alt min tid med Nate, fra første gang jeg styrede ham i det første spil og helt til epilogen i Uncharted 4. Han er et perfekt eksempel på at spilkarakterer godt kan vokse op og blive modne. Endda uden at miste de træk som gør, at vi forelsker os i dem efter første møde. Efter min uges Uncharted-binge og nyfundne kærlighed for hans vilde eventyr er jeg dog klar til at lægge ham på hylden. Jeg vil ikke have ham med på flere eventyr, hvis han gerne vil lave mindre farlige ting. Jeg håber dog ikke, at det bliver et farvel til Uncharted. Forhåbentlig bare et “på gensyn”, da jeg er sikker på at der nok skal være flere eventyr klar derude. Måske med en anden Drake endda.

En smuk død

Tomb_Raider_Lara_Croft_Death_Die_Brutal_Water_1920x1080

 

I spil handler det oftest om at vinde på en eller anden måde, men hvad når vi taber?
Ofte når vi taber. bliver vi mødt af et hurtigt ”Game Over”. og så reloader vi jo bare og prøver igen.
Nogle spil formår dog at skabe et game over som rammer lidt hårdere end andre.

Dette slog mig efter at have spillet spil som Heart of Darkness og Tomb Raider. I disse spil er det at tabe og dø en hel afdeling for sig selv. Andy I Heart of Darkness dør ofte på en virkelig grusom måde. Dette er godt illustreret i spillet, som når du svømmer og boblerne Andy lukker ud er formet som et kranie, hvorefter han kæmper for luft og så bliver livløs.

Det, der også slog mig er, at der nok er en del spillere som går glip af denne del af spillet. Dette er dog både godt og skidt. Godt at de ikke taber så mange gange, men skidt at de går glip af en del af spillet som der jo er en del af udviklerholdet, der har brugt tid på.

Dette kan tydeligt ses i Tomb Raider, hvor det sagtens kunne være erstattet af en rød/sort skærm med ”Game Over” i stedet for nu, hvor dine fejl ender med at Lara Croft lider en grusom død. Hun bliver spiddet, skudt, falder og dør generelt på de værste måder tænkeligt.

Jeg vil dog ikke mene at denne slags vil passe ind i alle spil. Et Mario-spil, hvor kameraet følger ham ned i en afgrund og viser ham brække sine ben for derefter at forbløde vil være helt skørt. Det glæder mig nu bare at se at der også er lagt lidt i at give spillerne noget, når de taber, også selvom det ”noget” er at se sin karakter dø grusomt.

I Tomb Raider begyndte det at give mig dårlig samvittighed, fordi nogle måder at dø på er virkelig grumme. På denne måde kan det altså bruges til at give dig ekstra incitament til at holde din karakter i live.

Hvis du ikke selv har oplevet at dø i disse spil, kan du her se Tomb Raiders og Heart of Darkness’ mange forskellige måder for karakteren at dø på.

Selvom det ikke er noget jeg forventer af samtlige spil, jeg prøver, synes jeg dog, det er sejt, når udviklerne har inkluderet denne slags scener i stedet for en typisk ”Game Over”-skærm, dog stadig kun i de spil, hvor det passer ind. Det har samtidig fået mig til at indse, at det nogle gange er værd at ikke gå bare efter at vinde, hvis jeg vil opleve alt som spillet kan byde på.