Category Archives: Essays

RIP Kongregate

If this was a YT video this would be the part where I’d sit down in a chair, sigh for half a minute and then say “We need to talk”.

Because thats honestly how I feel, just really done and beyond hollow – devastated kinda.

(This is a big rant full of me trying to focus my thoughts in a meaningful way but I already know its going to be a lot of rambling. Sorry in advance.)

Big rambling rant

So Kongregate is cutting a bunch of their social features later this month. July 22. to be more precice and the announcement just came out of nowhere and felt like a slap in the face of everybody. There was no heads-up for mods, devs or anyone it seems.

Jfc, even the staff working at Kong got laid off just like that. No heads-up or proper message.

It sucks so hard. Flash was dying and have been for a while so Kong most likely wouldnt be able to stay around “forever” but getting slapped like this is just awful. Under a month to chat with all of your favorite friends in the non-game rooms.

Some of the sites most unique and amazing features are being thrown away – At this point they might as well just kill the site. It will not be the same without those features at all. Its about to become a shell of what everybody sees as Kongregate. Its soul is being sucked out.

So yeah, I should link the announcement, so here you go. First off, notice the lack of clarification. The staff has been fired so what about Kongpanions, Quests, Challenges or what about… you know what, lets get right to this point too. A brief history lesson;

So back in December 2019 Kong announced a partnership with Forte and the details werent exactly clear, just that it had something to do with the mysterious blockchain-tech. Hooray.

Most people probably forgot about it because nothing happened, except for two weeks ago on June 18. when Kong announced Stickers and Blocks. These new features might have been cool but they arrived buggy and broke a number of other features. Badge of the day wouldnt be awarded, the first Blocks-challenge didnt work etc. It was a complete mess. The feature to report missing badges also didnt work so everybody just kept asking “is it working now!?” in the game chats, which was pretty entertaining tbh. I saw some new faces and noticed the same names in the chat from day to day.

The new features were mostly fixed but the sticker store was broken/buggy and was therefore shut down temporarily(?). So right now a lot of users are sitting on a pile of blocks but dont have any sticker packs to buy with them.

Fast forward to yesterday, July 1. and the mindblowing announcement… just wow. So after all the work on stickers and blocks we have no idea if they’re staying around. Considering the amount of chat rooms being shut down whats the use for stuff meant to be used in… chat rooms.

And yes, some game rooms will stay, yay, but not having non-game room goes straight against the spirit of Kong, connecting with different people across different games.

Another problem right now is who will answer all of the questions because the people who should be facilitating the news are gone or will be soon.

I’m a moderator atm but when the chat rooms goes away, instead of switching all the room moderators to global moderators who could mod the remaining game rooms, we’re just being demodded. The entire mod-team is therefore just gone…

So Kong is left with a few chat rooms and apparently noone to moderate them. Good fucking luck with that.

What about?!

And what about Kartridge, kongregates game/store client where a bunch of popular Kong-titles were released along with other indie games. A bunch of these had badges carry over from so no new badges there must mean that this part of Kartridge is also just going to disappear?

Again, an announcement like this really needs to have more clarification because right now there are so many unanswered questions. If this decicion has been anything other than rushed Ill be shocked because thats the only excuse I think can explain how poorly its been handled.

Btw, with non-game rooms going away, that also means that the newly created room meant for showing off stickers is going away. My hope for the stickers is dwindling fast.

They want Kongregate to be an ad-money-generating archive but doing it this way will kill so much of the activity. Its mindboggling that they’re doing something like this.

The chat rooms have attracted so many people and kept them coming back. People have formed friendships so fast and kept coming back to write with those same people. If you cant do that, a large incentive to come back is being removed. Why play games on Kong when other sites also have the games?

Same with not doing more badges. I remember when I first started on Kong people had this tradition where a lot of players would post when they got medium/hard/impossible badges and everybody would congratulate each other and talk about the games. It was so fucking wholesome. Thats never making a comeback now.

No matter how frustrated I am by the announcement I should be fair and also talk about the activity dropping. I spent most of my time in the Danish chatroom and the activity has been dropping a lot. Theres like 10 regulars who keeps coming back talking to eachother with a bunch of lurkers/non-chatters. Just a handful of years ago the chat would almost feel flooded because of the amount of active people.

But in response to activity dropping they could go and do what they did when the Norwegian room was shut down. They were allowed in the Danish chat room so it was a combined Danish/Norwegian chat room in the end. I only saw few Norwegians active in the chat but we could have just had a combined Scandinavian chat room.

But really, it feels like a recreation of this, someone is standing ready to pull the plugs. Kong was headed towards its final years yep, but seriously… “Not like this”.

So Kongpanions?

In case people dont know what Kongpanions are, each day a badge on the site is chosen as “Badge of the day”, if you get one of these in a week, you get that weeks Kongpanion. When you get five BOTDs your Kongpanion becomes shiny.

I have all the Kongpanions in shiny edition, all 339 of them. (A couple are from events) but thats still around 339 weeks of checking in at least 5 days a week. Thats over 6 years of me coming back to grab or earn a badge and write with people in chat + moderate it. Im not trying to act or sound entitled here but its more to show that Kongregate has and will always mean a lot to me.

I know Im an outlier but Kong has always been about getting people to come back and Im certain that wont happen as much with the coming changes. Which sucks because that means that its less likely that people will get to experience all the great stuff I have because of Kongregate.


So I think thats my rant on the recent announcement. It stinks and will likely cause activity to drop a lot which will probably be used to justify shutting down the site completely. Removing core features of a site is a serious move and in this case clearly the wrong one. Most of all I feel bad for the staff that was laid off like that. Not only do they lose their jobs but they have to see their work being ruined like this.


My story with Kong

And I’d like to add a more personal story which is the kind of stuff I feel sad knowing probably wont happen again on Kong.

So when I first arrived on Kongregate I played without an account because I didnt get why I should make one. I didnt create one on the other sites with flash games. I then made my account on 15. of december 2007 because I got something called a badge, like what was that. So I got something for clearing objectives in games, thats cool.

I spent a lot of time in an English chat room along with a school friend and we met this particular user who turned out to be a 40+ years old female British school teacher and we had a blast writing with each other about the games, badges etc.

Some time passes and one time when I logged in I was placed in a Danish chat room so naturally I stayed there. Here I lurked for quite some time but I saw so many friendly Danes doing roleplay and just being awesome. There was this user who had “dragon” in their username and people would roleplay riding them around. It sounds silly and it was but everybody loved it.

Then I started writing and got sucked in so hard. I couldnt stop, I really felt like I had found my place with all these lovely folks.

My memory is not the best so it feels like a giant blurry mess and I know Im mixing a lot of different users together because so many new users arrived while others left. I just stayed and watched them come and go. I had fun meeting new folks, introducing them to kong, telling them which games were fun, which badges were easy etc.

There were also a fair number of trolls, one even became a moderator which was really awkward. It did fit with the times though because later that mod was buddy buddy with one user that switched over and became one of the giant nuisances in history of the Danish chat room. Were talking constant harassment, multiple users, constant banning, teaming up with other users etc. He was a menace.

Anyways this was also around the time I first met up with another Kong user in rl. We met at an McDonalds and we had joked about her needing a sign so I could recognise her. When I arrived I saw this girl slamming a cardboard sign on the window and we instantly became close friends outside of Kong.

Around this time I was also starting to fall for this other girl in the Danish chat room and I was certain she felt the same way. We wrote a lot every day but when I finally told her how I felt she said she saw me more as a close friend. I had made the friendship quite awkward with my confession so the friendship slowly dissolved.

And while this was going on, like holy shit – So much was happening at the same time! But while this was going on I was writing a lot with this guy who also just spent all day on Kong. We became good friends and one day he made his GF sign up because she was just playing on Kong anyways, so why not. I said hi right away and ended up friending her on Kong even before he did. (Foreshadowing here)

So we start writing a lot more the three of us along with a couple of other Kong users and its clear that their relationship isnt going that well. I start writing more with her privately about everything, like everything. Our lives, her relationship etc. We became very close  friends and she even encouraged me to confess how I felt to the other girl who turned me down.

When they broke up both me and her realised that maybe we were a little more than just friends so we arranged to meet and its just… You ever had that feeling of something being just right in every way imagineable. Thats how it felt meeting her. Luckily she felt the same.

Fast forward a year and she spends less time on Kong (She played more games on King, boo her!) but our relationship is still going strong. I move into her parents basement where we decorate it as our own space.

One year later I move out to study in another city so its back to long distance relationship. Its just for a year until she also moves but its one of the toughest times in our lives. We struggled so hard with it because after spending a year together, being apart again, just nope! I use Kong even more in this period to stay connected with all of my friends. When you’re alone in a new city nothing beats having some familiar voices around you like I had through Kong.

Now we skip a lot more and we plan to have a kid. Next thing we know, we have one and after both of us graduate we move again, into this weird apartment with an odd landlord but at least we’re closer to family.

Both of us get work, we’ve started planning another kid and are looking for a house. We find the perfect place and after getting it we’re now just doing great. Everything we could ask for and we’re happy.

So whats the point of having part of my life story out in public here. Kongregate was with me all the way. No matter what was going on I managed to pop in and say hello almost every day. If you think its a sad fact, you dont get that is/was more than just the games. The people, the conversations, the random chat rooms – It was those unique features that kept me coming back. I love chatting with people about everything from our favorite fruit to what the meaning of life is. Jfc, we’ve given each other relationship advices and seen each other grow up on Kong.

Ive met so many amazing people and also a lot of awful ones – it has shaped me as a person and taught me much about how to deal with others. Both in person and online. So much of my life has been shaped through my time spent on Kongregate and it saddens me that others wont be able to have that same kind of experience in the future.

Nothing lasts forever but it certainly didnt have to end like this.

Kongs been a stable part of my life for years and Im really going to miss it.


As a trigger-happy lawless cowboy moderator!

Another part I wanna touch on is being a moderator on Kongregate, which I’ll miss. Nothing beats being a tyrannic dictator with unlimited power! Or thats most likely how a number of users will probably describe me and my fellow Danish mods.

Im usually pretty humble but I think its time to be so humble. Im an amazing moderator when you throw me into a chat room. I say that with full confidence after years of experience and a real knack for it. I became a moderator in may 2013 so yeah, 7 years of experience now.

And I say “in a chat room” because I havent been as active in the moderator forums as I should have. I checked them from time to time and asked questions too but I didnt frequent them as much. I could use excuses like rl stuff but tbh I had time, just didnt do it.

But yeah, back to patting myself on the back or actually its patting a lot of moderators on the back because we have all learned so many useful skills.

First off you become Bullshit man with the ability to spot bullshit from miles away. People coming into your chat room to write stupid shit, you get this sixth sense almost. I’ve shut down so many trolls and racists right away because they doing the same dog whistles and using the same tactics.

But even better Ive managed to turn over some trolls to become regular users by reaching out to them after shutting their trolling down. Again you get the ability to spot which trolls can be reached out to and which should just be removed.

There are also so many small tricks I’ve used over the years. Every time I say “CYA” I stick around for a couple of minutes to keep an eye on the chat because Ive seen several trolls wait for mods to leave before going at it. Nothing beats their reaction of “I thought you left!” before they’re silenced.

The rules of Kongregate are pretty straight forward but still leave enough room for moderators to shape their moderation and be flexible in certain situations.

I wrote that a number of users would call us tyrannic dictators and I’ll admit there is a bit of truth to it, a small bit. Ive certainly had my trigger-happy lawless cowboy moments. I wanna play with open hands here so Ill let you know about those moments too. Im not a moderator after July 22. anyways so honestly who cares.

Youre supposed to give every user a warning before silencing them but I’ve had several users that have been warned so many times I just went straight to silencing after some time. With a couple of these users Ive given them a choice right now before our room is gone. If they stick to the rules I’ll leave them alone but if they misbehave its straight to a weekban which means they’ll miss out on precious time.

I dont want to see the rooms last moments be full of crap, so yeah, gloves off now. Ive also called users dumb and other things like that which might not seem like a huge thing but as a moderator you kinda need to be professionel even when having fun with folks. I’ve lost my cool with certain trolls and just banned their new alt accounts right away, whoops.

One of the most important things Ive learned as a moderator though is to be able to apologise when I’ve been in the wrong. The few times Ive made a bad call Ive apologised to the user. One time I even accidently silenced the wrong user because chat moved right as I clicked the username but realised after half a minute. I unsilenced him, apologised, wrote to admins to let them know he didnt do anything wrong in case people looked at his silence/ban history.

Another really important thing about being a moderator is keeping the balance between acting like friendly community manager and a authoritative police officer. Your role changes with every situation and thats also one of the skills you have to learn as a moderator. Figuring out how to approach different people.

In general being a moderator on Kongregate has had its ups and downs. Some of the trolls we’ve had to deal with were pretty toxic, creating hundreds of new accounts to harass us and stuff like that. Other times its been lots of fun meeting new faces, showing them around the site and seeing their excitement when they earn their first badge.

I havent always agreed with the administrators but I kinda get them most of the time. For example when it comes to banning users they’re not happy about banning long-time users and will spent a fair amount of time trying to deal with the problems in other ways first. It was a tough fight to get that one menace removed back in the day but when admins saw his behavior following the ban, they understood it completely. You couldnt reach him in any way.


Thats it

I think thats all I have to say on this announcement right now. My heads still spinning from trying to process the news but yeah. This super stinks, removing core features like that with such short notice… jfc.

I really want to thank all of my fellow Kongregate users, even the ones I dislike. Youve all been part of what made this site unique. I hope the staff that was laid off gets hired quickly because they really deserve better than this.

Alex2life out.

Sekiro VS. Easy Mode

Sekiro: Shadows Die Twice – From Software

Endnu en gang flammer diskussionen op, om hvorvidt et spil fra FromSoftware skal have en easy mode. Det er næsten blevet standard et par uger efter, de udgiver et nyt. Hver gang er det samme fremgang, hvor en artikel bliver udgivet efterfulgt af et ramaskrig fra diverse tosser.

Denne gang er det en artikel fra Dave Thier på Forbes, og jeg synes næsten, vi skal starte med at bare udelukkende kigge på artiklen. For det er vildt, hvor mange folk der misser hans pointe fuldstændig.

Først er Dave meget klar omkring, at han tager en gammel diskussion op igen, hvorefter han forklarer konteksten og kommenterer:

“The fact that these games don’t have any difficulty settings means that only a certain sort of player with time, inclination, reaction speed and lack of physical issues will ever see the final boss fight anywhere but on Twitch. This is a problem.

Læg især mærke til “Lack of physical issues” for dette bliver overset af virkelig mange.

Herefter roser han spillet og påpeger, at han elsker spillene for mange andre ting end sværhedsgraden. Igen en pointe mange misser. Han nævner f.eks. spillenes world building og character design. Generelt roser han From Softwares spil virkelig meget.

I det følgende afsnit påpeger han, at mange flere ville kunne opleve From Softwares fantastiske spil, hvis der blev inkluderet en easy mode. Især Sekiro, da det ikke har nogen summon-funktioner, så hvis du sidder fast er der ingen hjælp at hente udefra.

Og så kommer der den del, som jeg tror pisser mange af, fordi de ikke læser videre end overskriften eller misforstår artiklens pointer igen igen. Om hvorvidt spillet respekterer spilleren mere eller mindre ved inklusionen af en easy mode.

Hans argument er, at spillet respekterer spilleren mere, hvis de får valgmuligheder i stedet for at blive behandlet som en person, der ikke kan stoles på, hvis de får muligheden for en easy mode. Han påpeger, at det føles lidt, som om spilleren ikke kan håndtere muligheden for en easy mode og konstant vil “misbruge” funktionen.

Dave kommer derfor ind på et konkret eksempel, Celeste (fantastisk spil!), hvor det netop er et virkelig udfordrende spil, der kom med en assist mode, hvor du kan skrue på virkelig mange knapper for at gøre spillet så tilgængeligt som muligt. Spillet anbefaler dig at spille på standard først, men shamer dig på ingen måder for at bruge assist mode, og vupti, så blev spillet tilgængeligt for mange flere spillere uden at det ødelagde oplevelsen af spillet for dem, der ikke brugte assist mode.

En af hans sidste pointer er, at en easy mode på ingen måder vil ændre kerneoplevelsen af Sekiro, men i stedet give flere folk mulighed for at opleve spillet.

Sådan, så er vi gennem artiklen og var der virkelig noget her, som gav dig lyst til at brøle gennem skærmen, flå trøjen af og skrige videre som en gal gorilla, hvis banan var blevet muggen? Nej, forhåbentlig ikke. Hvilket jeg virkelig mener. Jeg håber ikke, at du er blevet vred over hans artikel, for den var ret afslappet og gav nogle gode pointer til, hvorfor en easy mode kunne være fint at have.

Responsen derimod er da totalt til grin. Bare se på mængden af folk, der sviner ham til, brokker sig over alt mulig irrelevant, bare misfortolker artiklen og spreder misinformation. Det er altså vanvittigt over en artikel, der er så nede på jorden omkring emnet. Som med så mange andre emner… det her er en diskussion omkring et computerspil, det gælder ikke liv eller død.

Personligt kan jeg sagtens følge hans argumenter og er ærlig talt helt enig. Jeg kan ikke se noget problem i en easy mode i From Softwares titler. Jeg har før været lidt på vippen, fordi sværhedsgraden føles som så essentiel del af spillet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg indset, at sværhedsgraden i spillene består af mange forskellige elementer.

Lad os sige, at alle fjender i Dark Souls får halvt liv og skader kun halvdelen af, hvad de plejer. Du vil kunne komme lettere gennem kamp, men der er stadig en verden, der i sig selv vil dræbe dig. Der er fyldt med fælder, status ailments, lumske gange, mimics og alt mulig andet som stadig vil være det samme.

Bare det at navigere i spillene er jo en del af sværhedsgraden såvel som alt andet. Selv den sparsomme intro samt uigennemskueligheden ved det meste udstyr og stats er jo med til at skabe en følelse af fremmedhed, som om spillet ikke vil have dig til at spille sig.

Dette er en af grundene til, at jeg ikke helt forstår modviljen til en easy mode, for kerneoplevelsen af et udfordrende spil i en fjendsk verden vil stadig være til stede. Hvis From Software implementerede en easy mode, ville de gøre det på en ordentlig måde jo. Hvorfor forventer folk, at artikler som Daves er et ønske om at kunne flyve gennem spillene, for det er det jo netop ikke. Gad vide om de bare endnu en gang bevidst misforstår pointen… tja.

Helt personligt så elsker jeg bare at bevæge mig rundt i verdenener og undersøge alting. Der er så mange små diskrete fortællinger fortalt gennem miljøerne eller vage beskrivelser af objekter, der tilsammen bliver del af en større fortælling. Det er så blæret en måde at fortælle en historie på, og jeg ville ønske, at flere kunne opleve denne del uden at ende med at sidde fast.

Samtidig er jeg lidt forarget over mængden af elitære svar, artiklen har skabt. Der er vildt mange, der kommenterer, at folk bare skal finde andre spil, at de bare skal tage sig sammen, klassikeren “git gud” eller lignende svar, der alle fuldstændig misser pointen. Det er også ret sørgeligt og frustrerende at se From Softwares fantastiske spil blive beskrevet på en måde, der reducerer det til en titel, hvis eneste styrke er sværhedsgraden. Der er så meget mere i de spil, så også ret forfærdeligt, at en stor del spillere åbenbart ikke opfanger andet end sværhedsgraden.

Hvis jeg er helt ærlig, så er jeg ret overbevist om, at det for mange bare handler om et småligt egotrip, en slags gatekeeping omkring en præstation, som på en eller anden måde er ligegyldig. Tillykke, du har klaret Dark Souls – Må alle andre komme ind og opleve verdenen nu?

Jeg skrev i en kommentar til emnet, at jeg havde klaret Dark Souls-serien + Bloodborne med samtlige achievements/trophies, ikke fordi jeg ville prale, men fordi jeg vidste, at min kommentar med det samme ville blive skudt ned, hvis folk mistænkte mig for ikke at have spillet spillene. For hvordan kan en, der har gennemført spillene vælge ikke at deltage i at holde lågen lukket!? Forkasteligt!

Hvis vi vender tilbage til, at mange misser pointen af artiklen, så sker det faktisk også blandt hans kolleger. Hans kollega Erik Kain misser fuldstændig pointen med dette svar. Det er ret komisk og derefter også lidt tragisk, at han ikke lige har spurgt, hvad Dave mente i stedet for at svare på noget helt andet.

Det har virket til, at en stor del af debatten også har kørt på det med at respektere spilleren, hvor nogle mener, at det vil være totalt disrespekt, hvis der var en easy mode. Igen kan jeg ikke helt se problemet og har folk ikke nok selvkontrol til ikke at lade sig lokke af en easy mode, hvis de sidder fast?

Størstedelen af de argumenter, jeg har set imod en easy mode, har kunne koges ned til, at folk bare ikke vil dele plads med andre, medmindre de har spillet præcis det samme som dem selv, altså på samme sværhedsgrad. Det føles lidt som en elitær gruppe, der hælder olie hele vejen ned ad et bjerg, så andre ikke kan kravle op.

Problemet er bare, at resten ikke vil op på toppen, men bare nyde udsigten halvvejs oppe. Hvad er problemet så med at lade dem gøre det. Mit bud er, at ingen, der spiller et From Software spil på easy mode, vil gå ud og prale med, at de har gennemført spillet. Ikke når der er en gruppe spillere, der kan gennemføre det med tæerne på Donkey Kong bongo trommer.

Det er jo virkelig bare latterlig gatekeeping. Det handler bare om, at nogle ikke vil have at andre kan sige, at de har gennemført et bestemt spil, fordi de brugt en easy mode til at komme forbi dele af det. Hvilket til dels er ret sørgeligt, fordi de her personer åbenbart tillægger det at gennemføre et spil en ekstremt stor universel værdi. #gamercred?

Dermed ikke sagt, at det ikke er en præstation at gennemføre Dark Souls 1-3 eller Bloodborne. De har en ret hård introduktion, der kræver en del tålmodighed, men når man først har lært logikken og fundet ud af systemerne, så kører en stor del af spillene nærmest på auto-pilot. I det første Dark Souls kan du snurre rundt om størstedelen af fjenderne og let stikke dem i ryggen. Det er i hvert fald spil, hvor man sagtens kan cheese sig det meste af vejen anyways.

Mit første møde med Taurus Demon endte med, at bossen hoppede baglæns udover en kant og dræbte sig selv. Jeg var målløs og undrede mig over, hvad der var sket. Senere fandt jeg så ud af, at det var et velkendt cheese, som jeg ved et uheld var kommet til at aktivere. Ups, undskyld Taurus Demon!


Der er faktisk også kommet en anden vinkel til debatten, som faktisk er lige så vigtig hvis ikke vigtigere, men som desværre også bliver fordrejet af modstanderne af en easy mode.

Steven Spohn fra AbleGamers pointerede, at debatten ret hurtigt blev kørt over på, at alle der ønskede en easy mode bare gerne ville flyve gennem spillet, mens det ikke er tilfældet. Samtidig påpegede han, at netop brugen af “easy mode” meget hurtigt blev misvisende i den sideløbende debat om accessibility i forhold til spil.

Folk der er imod easy mode kørte ret hurtigt deres argumenter over på, at folk med diverse handicap bare ville have mulighed for at snyde sig vej gennem spillene, når virkeligheden er en helt anden. Steven Spohn nævner i en række tweets, at det f.eks. handler om at kunne ændre på styringen i spillet eller ting som størrelsen af UI.

Der er mange, der gerne vil have udfordringen, der ligger i et From Software-spil, men ikke kan pga. handicap. Hvis nogle få ændringer, der samtidig kunne være del af en easy mode, kunne gøre spillet tilgængeligt for dem, hvorfor så ikke gøre det?

Men jep, igen bliver diskussionen fuldstændig fordrejet af røvhuller*, der råber “git gud” uden at overveje et øjeblik, hvad de har gang i. Jeg så det f.eks. i en diskussion, hvor det handlede om at kunne ændre på control schemes, fordi vedkommende havde problemer med håndleddet og derfor ikke kunne bruge spillets standard control scheme i længere tid ad gangen. Hvad i alverden er det så for et shitty svar at bede folk om bare at blive bedre.

Steven Spohn har igen det bedste svar til diskussionen med dette tweet:

“The same arguments of “Git Gut” “Learn the Game or Die” and “Play something else” are repeated. In each case, we can trace the response back to a lack of empathy.”

Jeg er fuldstændig enig med ham efter at have set diskussionen udvikle sig til et totalt shitshow, hvor modstanderne af en easy mode/accessibility options konstant misser pointen. På trods af utallige eksempler på spil, hvor tilgængeligheden har været i top samtidig med, at spillet har leveret en virkelig udfordrende oplevelse, så fortsætter folk med at skrige, at det er umuligt at gøre dette ved From Software-spil, såvel som andre spil.

Jeg har før været ude med riven over for de elitære holdninger, der efterhånden præger det meste af gaming-verdenen, men det føles virkelig skidt, når det er så langt ude, at tosser råber til personer med kroniske smerter i håndleddene, at de bare skal blive bedre til spillet, og at de mindste ændringer og valgfri tilføjelser til spillet vil ødelægge oplevelsen for alle andre… i et single player spil.

Kære gatekeeper, fuck af.

Lad nu bare flere komme til bordet. En easy mode såvel som accessibility options ødelægger ikke din spil-oplevelse. Hvis du frygter, at det gør, så lad være med at benytte dig af nogen af delene. Uanset hvad dog, så drop den elitære attitude og lad nu flere komme til. Der er rigeligt med plads!

Og hey, vi kan da tage nogle eksempler på nice spil med!

Celeste – Assist mode, hvor du kan pille ved flere af spillets aspekter. Perfekt i forhold til sværhedsgrad såvel som tilgængelighed.

Spider-Man – Accessibility menu, hvor du kan få større undertekster, slå auto-udførsel af QTE til samt andre ting. Perfekt i forhold til tilgængelighed samtidig med, at spillet har sværhedsgrader.

Hue – Et puzzlespil med fokus på farver, der samtidig er tilgængeligt for farveblinde. Spillet har en colorblind option, hvor hver farve bliver repræsenteret med et symbol. Det øger tilgængeligheden en god del.

God of war (2018) – Accessibility menu, hvor du kan slå forskellige ting fra som repeated button presses eller ændre dele af styringen. Igen er det godt for tilgængeligheden, og spillet har samtidig sværhedsgrader.

Jeg tror næppe, at modstanderne af easy mode/accessibility options i Sekiro brokkede sig over den slags i Spider-Man eller God of War. Der tror jeg ærlig talt bare, de ignorerede den del af spillet og nød det på højeste sværhedsgrad. Så come on, hvorfor vil det være dødens pølse, hvis den slags finder vej til Sekiro: Shadows die twice?



* Hvis du råber “git gud” til en handicappet person, der gerne ville have muligheden for at ændre styringen i et spil og dermed nemmere kunne spille det, så er du officielt et røvhul. Ingen debat omkring det, det er du bare.

Frozen in time

Spoilers for Life is Strange!


Jeg sidder helt stille, stirrer på skærmen. Jeg har ingen problemer med at læse teksten, men har svært ved at forstå, hvorfor spillet beder mig om dette.

Life is Strange handler om tid, om at styre denne, om at leve med konsekvenser af ens valg, og om at livet fortsætter, og tiden aldrig stopper. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne fryse spillet i dette øjeblik og aldrig tage stilling.

Uanset hvad jeg vælger, vil jeg få dårlig samvittighed, så handler det om hvad, der føles mindre skidt? Ikke rigtig. Jeg ved, hvad jeg burde vælge, men det føles forkert. På samme måde føles det andet valg heller ikke korrekt pga. konsekvenserne.

De fleste spil, der lader dig træffe valg, gør det simpelt med mulighederne værende god eller ond. Telltale var med til at sprede ideen om, at dette ikke burde være tilfældet og flere af de valg, du skal træffe, afhænger helt af, hvad du føler for. Både din ven og veninde bliver grebet af zombier, hvem vælger du at redde?! Uanset hvad du vælger, er det ikke et godt eller ondt valg.

Det kan måske påvirke dit forhold til nogle af karaktererne, og konsekvensen af dit valg kommer måske først frem senere. I mit eksempel med vennen og veninden vil det at være passiv betyde, at begge dør, så du reddede i det mindste en person. Der kan altså findes et positivt aspekt uanset, hvor sørgeligt tabet af den anden karakter er. (Side-note her. I Walking Dead kan du faktisk ikke være passiv, men er tvunget til at vælge, så der er altid en, der vil blive reddet og en, der dør.)

I Life is Strange blev jeg sat over for et valg, jeg virkelig ikke kunne overskue. Du har gennem spillet brugt så meget tid sammen med veninden Chloe og reddet hende gang på gang på gang. Du begynder at holde af hende, uanset hvor fjollet og bitchy hun kan være. I er der bare for hinanden og har et helt specielt bånd.

I byen er der alle dine venner, Chloes familie og alle andre, du kender. Selvom du ikke bruger meget tid i selve byen, betyder den noget specielt for hovedpersonen Max og veninden Chloe. Hvad nu, hvis den blev destrueret?

Sidste valg, du skal træffe i Life is Strange, er mellem at redde Chloe eller at redde byen. “Nemt valg!, red byen. Der er flere mennesker!”. Det var en af mine første tanker, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde brugt så lang tid på at redde Chloe fra forskellige farer, at det ville være helt åndsvagt ikke at gøre det igen her.

Det gav mig dog virkelig dårlig samvittighed, da jeg efterfølgende så byen være rimelig smadret, efter en orkan har raseret over den. Jeg begyndte hurtig med undskyldninger, “Måske folk nåede ud!, ja, de er helt klart alle i sikkerhed”, også selvom jeg godt ved, det ikke er tilfældet. Jeg tror ikke, de alle har overlevet for at være ærlig.

Hvis det stod til mig, ville jeg have afsluttet spillet, da jeg blev stillet det sidste valg. Bare trykket på stop og slukket maskinen. Men dette ville heller ikke være tilfredsstillende efter at have brugt så lang tid på Max og Chloes historie. Den fortjente at blive afsluttet, på den ene eller anden måde.

Det er jo bare et spil, så hvorvidt dette valg, siger meget om spilleren, ved jeg ikke. Jeg overvejer dog lidt, hvorvidt jeg ville træffe samme valg, hvis det skete i virkeligheden. Ville jeg finde en enkelt persons liv mere værd end en større gruppe mennesker? Jeg ser mig selv som en god person, så jeg burde jo redde så mange personer, som det var muligt i sådan en situation.

Men gad vide om det ikke er naturligt at ville beskytte dem, vi holder af, uanset hvad det koster. Dette er ikke en let problemstilling, men en som jeg har set flere spil stille spilleren overfor. Selvom jeg fandt valget umuligt i selve øjeblikket, begyndte jeg at nyde ideen ved mit valg efter lidt tid.

Jeg vidste godt at Life is Strange involverede en masse valg, men jeg havde ærlig talt aldrig regnet med, at et teenagedrama med tidsrejser ville få mig til at overveje, hvilken slags person jeg var.

Og ja, vi kan også bare diskutere, hvorvidt det sidste valg var dumt. Problemet blev skabt ved for meget pilleri ved tiden, så hvordan kan endnu en tidsrejse stoppe orkanen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, skete der mærkelige ting konsekvent gennem de forskellige tidslinier. Jeg undskyldte derfor også mit valg med, at byen var blevet smadret uanset hvad ifølge min logik!

Og så er der Chloe!  Hvordan kan man andet end at redde Chloe?

Et kritisk syn på Titan Souls

Jeg har set Titan Souls blive refereret til som en blanding af Shadow of the Colossus og Dark Souls og efter at have spillet det, kan jeg godt se hvorfor. Det blev faktisk ret tydeligt efter meget kort tid, men jeg følte lidt, at Titan Souls havde misset det bedste ved begge inspirationskilder. Dette gør det dog ikke til at dårligt spil, da det stadig er ret underholdende.

Først er det dog nødvendigt med en kort beskrivelse af hvert spil og hvilke elementer, der også kan findes i Titan Souls. Titan Souls lader dig styre en lille dreng, hvis eneste våben er en bue og en enkelt pil. Efter at have affyret din pil skal du løbe over og samle den op eller tiltrække den ved en slags telekinesis. Verdenen består af et et kæmpe tempel med masser af åbne områder, du kan udforske. Der er dog ingen fjender udover bosserne, der med hver sin arena, udfordrer dine evner på forskellige måder.

Shadow of the Colossus har en stor åben verden med et stort tempel i centrum. Du skal dræbe 16 kolosser, der befinder sig rundt i verden og for at hjælpe dig rundt, har du din trofaste hest. Af våben har du en bue med uendelige pile og et sværd. Som der ligger i ordet kolos, er bosserne ofte meget større end din karakter, så en del af kampene handler, om hvordan du bestiger dem, så du har en chance for at dræbe dem.

Dark Souls er et lidt besværligt spil at beskrive for at være ærlig. Ikke fordi de forskellige gameplay-dele ikke kan beskrives, men fordi det, der gør Dark Souls så godt, er den følelse, som det giver spilleren gennem dets udfordringer. Spillet indeholder en verden, hvis mange forskellige dele er forbundet på de mest kringlede måder. Derudover er der masser af våben, rustninger og magi at holde styr på. Et af kendetegnene ved Dark Souls er sværhedsgraden, da fjenderne slår hårdt, ikke uretfærdigt hårdt men fair hårdt. Det samme med bosserne, som ofte kan dræbe dig med meget få angreb, hvis du ikke er forsigtig. Dette er med til at gøre Dark Souls til et virkelig specielt spil, da det at overkomme dets udfordringer virkelig føles som en større præstation.


Titan Souls åbne verden er interessant at udforske i meget kort tid, da det nok hurtigt går op for de fleste, at der ikke er noget at finde. Der er nogle enkelte murals, der er med til at fortælle noget lore og give spilleren bidder af historien. Det første område er meget lige til, da du bevæger dig op og ankommer til de fire første bosser. Efter dette åbner verdenen sig mere op med grene ud til områder med forskellige temaer. Du kan dog nemt komme til at bruge lidt for lang tid på at finde de næste bosser, hvilket er med til at dræbe spillets tempo.

Du har lige klaret en hektisk boss-kamp, og nu skal du så bruge flere minutter på at vandre rundt for at forhåbentlig finde den rigtige vej til den næste. Du kan dog rulle og løbe, men det hjælper ikke så meget, da det ikke føles som om det går meget hurtigere. Hvis vi ser på SotC, har du din hest at ride rundt på, det føles hurtigt og spillets tempo holdes oppe. Dette på trods af, at du er i non-combat og dermed kan slappe lidt af, hvilket nok er meningen med Titan Souls vandreture mellem bosserne. Det kan godt tage lidt tid at ankomme til den næste kolos i SotC, men du kan bruge dit sværd til at vise dig den rigtige vej. Du kommer altså næppe til at ride i en fuldstændig forkert retning.

I et af de første områder i Titan Souls kan du kravle ned af nogle planter på en mur, svømme lidt rundt i noget vand og udforske templet på forskellige måder. Jeg nød dette virkelig meget, indtil det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til det overhovedet. Spillet har en virkelig fed art style, så jeg kunne dog godt finde på at gøre dette igen. Det er bare lidt øv, når der ikke engang er en chance for noget spændende. I SotC kan du finde frugttræer eller små firben, der giver dig bedre stats, hvilket er en god belønning, når du bevæger dig gennem verdenen.

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at verdenen ikke burde være der. De forskellige områder er ret spændende at bevæge sig igennem, men jeg ville dog ønske, jeg kunne bevæge mig igennem dem lidt hurtigere. Samtidig lader den åbne verden dig også vælge frit mellem de forskellige bosser, du har tilgængelige, så hvis du har problemer med en bestemt boss, kan du tackle nogle af de andre og så vende tilbage. Og med den note vil jeg bevæge mig videre til netop bosserne.


Du dør af et slag, og dette er en vigtig detalje ved Titan Souls, da bossen også dør af et enkelt angreb. På dets weakpoint dog, så du skal være præcis med dit skud. I SotC kan de fleste bosser slå dig omkuld, men du kan overleve flere angreb fra dem. I Dark Souls kan du blive dræbt på få slag, men du har mulighed for at blokere og undvige angreb, så du på den måde kan undgå at tage skade.

Hvis vi starter med øjeblikket, før kampen er startet, slumrer en stor del af bosserne i Titan Souls og skal vækkes med et enkelt angreb. I SotC er det lidt blandet, hvor nogle kolosser er aggressive fra første øjeblik, mens andre skal provokeres, før de angriber. I Dark Souls er det også lidt blandet, hvor nogle kampe starter lige efter, du er gået ind i arenaen, mens andre lader dig have et lille pusterum et par skridt inde i arenaen.

Selve kampene er ret forskellige. Titan Souls’ bosser handler meget om at regne en enkelt mechanic ud og så ramme rigtigt med pilen. Ved nogle bosser bliver det dog lidt for let med kombinationen af one-hit-kill og deres slumren. Jeg havde f.eks. en boss, jeg vækkede fra en bestemt position, og lige i det jeg fik pilen tilbage, affyrede jeg den og vandt. På få sekunder klarede jeg altså en boss, hvilket kun kan beskrives som antiklimatisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne prale med, at det var ekstremt gode evner, men det føltes bare som held. Jeg havde haft en del øjeblikke, hvor pilen ikke ramte, så da den endelig gjorde, og jeg ikke følte, at det var mine evner, der spillede en rolle, så blev det meget lidt belønnende. Det, der var mest belønnende for mig, var at regne ud, hvordan jeg skulle dræbe bossen, hvilket egentlig var fedt nok, men begge dele af kampen burde da være tilfredsstillende.

En ting, som Titan Souls dog gør virkelig godt ved kampene, er, hvor meget du skal overveje dine handlinger. Du skal overveje, hvorvidt du kan nå at stå stille og skyde uden at blive dræbt, om du kan nå at hive din pil over til dig, eller om du skal løbe derover. Så spillet tester også dine evner ved, at du skal overveje disse ting.

I SotC handler det også om at regne fjenderne ud, da du skal finde en vej op på dem, så du kan finde deres weakpoints og dræbe dem. Den første boss skal du f.eks. angribe i benene, så han falder ned på sit knæ, hvorefter du kan kravle op af hans lår. Mens du kravler rundt, skal du dog holde øje med din stamina, så du ikke løber tør og falder af. Hvert angreb, mens du hænger fast på kolossen, skal altså være et overvejet og præcist træk. Samtidig kan du være for grådig ved at charge dit angreb op, for hvis du tager for lang tid, når kolossen at ryste dig løs, så du skal starte angrebet op igen. Du kan godt være heldig i SotC, men næppe dræbe en kolos ved et uheld eller uden, at det var et overlagt træk.

Hvis vi vender blikket mod Dark Souls’ bosskampe, er en af de vigtigste elementer grådighed. Du skal ligesom SotC holde øje med din stamina, så du ikke løber tør og lader dig være åben for angreb. Straffen er dog meget højere i Dark Souls, da du kan blive dræbt på få angreb. I SotC er straffen ofte minimal, da du ikke dør af at falde af kolossen. Da du frit kan vælge dit udstyr i Dark Souls, er der rig mulighed for at bruge forskellige strategier mod de fleste bosser. Jeg var selv ret stor fan af spyd, da jeg nød at kunne holde en længere distance mellem mig og fjenderne. Senere skiftede jeg over til et stort kurvet sværd kombineret med et stort skjold og nød at kæmpe med dette.

Dark Souls lægger altså meget mere op til, at du kan kæmpe fjenderne på din måde og ikke skal bruge en enkelt metode som ved Titan Souls og SotC. De fungerer altså en del mindre som puzzles med undtagelse af et par få bosser. Det næste vi skal se på, er hvad der sker efter kampen.

Lad os starte med, hvis du taber. I SotC bliver du placeret ved starten af arenaen, og så kan du prøve kampen igen. I Dark Souls bliver du sendt tilbage til det sidste bonfire, du sad ved, og nu skal du hen til bossen igen. Titan Souls har samme koncept, hvor du bliver sendt tilbage til sidste checkpoint. Forskellen er bare, at verdenen i Dark Souls er fyldt med mindre fjender, og Titan Souls ikke har nogen. Vejen til bossen bliver altså lidt mere besværlig i Dark Souls, men samtidig interessant, da du har muligheden for at blive bedre på vejen mod bossen. Du kan træne mod de almindelige fjender eller grinde dem, så du kan komme i højere lvl.

I Titan Souls er gåturen til bossen uinteressant, da du har set den før, og der ikke sker noget uventet. Det bliver altså bare kedeligt, at skulle bevæge sig hen til bossen igen. Endnu mere, hvis du er blevet dræbt på få sekunder. Da der virkelig ikke kan ske noget interessant på vejen hen til bossen, kunne det være fedt, hvis du blev placeret ved indgangen til bossen i stedet. Så får du heller ikke ødelagt rytmen, som du lige er kommet ind i ved bossen.

Nu kan vi se på, hvad der sker, hvis du vinder. I alle tre spil optager du en del af fjendens energi/sjæl/kraft, dog på hver sin måde. I Dark Souls optjener du souls, som er spillets currency, men de popper lidt bare ind på “kontoen”, efter du har dræbt bossen. I Titan Souls og SotC bliver det en lidt mere fancy begivenhed. I SotC starter en cutcene af kolossens død, ofte hvor de falder til jorden, hvorefter du styrer karakteren igen. En sort masse spreder sig nu over kolossen, og en slags fangarme vokser ud af liget. Disse fangarme flyver herefter ud og væk fra liget, svæver lidt og så rammer de din karakter, som bliver slået bevidstløs. En load-skærm senere vågner du op ved templet og skal nu mod den næste kolos.

Når du dræber bosserne i Titan Souls, skifter billedet til sort hvid, og nu skal du hive din pil ud af bossen. I det pilen flyver ud, kommer sjælen med i form af hvide orbs, der begynder at flyve rundt. Disse omfavner din karakter, som bliver drejet rundt, for derefter at blive løftet op i luften. Heroppe begynder der at komme lysstråler ud af dig og efter et lysglimt, bliver du sænket ned igen. Du er stadig i boss-arenaen, og nu kan du så gå ud igen og videre til den næste.

Det, der irriterede mig lidt, var, at det virkede, som om min karakter skulle være blevet stærkere efter at have optaget boss-sjælen, men der skete ikke noget. Jeg fik adgang til et nyt område efter at have dræbt de fire første bosser, men jeg blev stadig dræbt i et slag, min pil føltes ikke hurtigere, den kom heller ikke hurtigere tilbage. Dette er altså også med til at skabe en antiklimatisk følelse. I SotC bliver du stærkere efter hver boss-kamp, hvor din Hp- og Stamina-bar bliver større, og i Dark Souls kan du bruge dine sjæle til at blive stærkere.

En anden mindre detalje, som jeg lidt bed mærke i, handler om progression i forhold til spillet. I SotC bliver du transporteret tilbage til centrum, hvilket er dejligt, da nogle af bosserne er i kortets hjørner. I Dark Souls åbner de fleste boss-arenaer op for et nyt område lige efter, så du kan fortsætte videre med spillet sådan. I Titan Souls føles det lidt akavet at skulle gå tilbage ud af indgangen, for så at gå nogle få skridt videre til den næste bosskamp. Det føles lidt som at backtracke, hvilket er øv, når der stadig ikke er noget at lave på vejen derover. Det checkpoint, du har aktiveret, viser desuden også, hvor mange bosser du har klaret i det område, hvilket ville være fint at vise aktivt til spilleren. Dette kunne f.eks. klares ved at respawne dem her efter at have vundet kampen.

Der er jo f.eks. heller ikke noget loot at samle op i arenaen, så det virker bare meningsløst at droppe dig tilbage deri uden noget som helst. Jeg ved godt, det virker som en virkelig lille detalje, men det er en stor del af disse, der holder Titan Souls tilbage fra at være et virkelig godt spil. Jeg vil i hvert fald til hver en tid anbefale folk at spille Shadow of the Colossus eller Dark Souls frem for Titan Souls.

Out of touch

Det er ikke dig, men mig…

Da jeg først blev fanget af spil, var der en primær faktor som jeg altid holdt for øje, hvorvidt jeg havde det sjovt. Hvis spillet ikke var sjovt i sig selv, blev der enten lavet konkurrencer med skæve regler, eller de blev nydt i selskab med vennerne, nogle gange i kombination.

Jeg kan huske, hvordan vi havde et fællesskab omkring gaming. Vi hjalp hinanden, udvekslede snydekoder, tips og havde det generelt virkelig hyggeligt, når vi snakkede om det. Jeg kan f.eks. stadig, hvordan jeg gav tips til den der ene mission hos Zero i GTA: SA, som volder ekstremt mange problemer. Jeg var nærmest stolt over at være en af de få i klassen, der kunne gennemføre den på trods af, hvor lille en præstation det egentlig er.

Sådan fortsatte det, da jeg startede på gymnasiet, hvor nye venner åbnede op for nye vinkler til vores fælles hobby, gaming. Den ene var fast FIFA-spiller, men elskede at snakke andre spil, mens den anden spillede mere bredt, men elskede at skaffe trophies. Han var ikke hardcore trophy hunter, men han talte så ofte om dem, at det begyndte at blive en konkurrence mellem os. Igen var det dog hyggeligt, og vi hyggede os ekstremt meget med Pokemon Platinum, når undervisningen blev lidt for tør.

Videre på universitet var der stadig plads til gaming, og her mødte jeg en hel del mere dedikerede spillere. Den slags personer, der holder sig til en få række spil og så bliver gode til dem. Hearthstone, League of Legends, Dota og resten af de populære titler, hvor de kunne spille med og mod hinanden, var højdepunktet her. Selvfølgelig var der også stadig folk med bredere smag, men det var tydeligt at mærke, at folk havde brug for de korte gaming-fix, der kan skaffes gennem enkelte kampe. Stadig en masse hygge, men dog ikke noget, der inspirerede mig, da jeg for det meste holdte mig væk fra den slags spil. Jeg må dog indrømme, at det var spændende at se, hvor dedikerede folk var ved enkelte spil.

Jeg har altså siden folkeskolen været omgivet af folk, der har delt min hobby på meget forskellige måder, dog alle på en måde, hvor jeg har følt mig som del af et fællesskab, forenet af det medie vi alle dedikerede tid til. Jeg var glad for at dele medie med så mange personer, der alle gjorde det til et hyggeligt samtaleemne. Selvom vi ikke altid var enige om visse spil, så blev det stadig til gode samtaler og spændende diskussioner. Erfaringer blev delt ud til højre og venstre, og jeg sugede personligt ekstremt meget til mig.

Udover at være omgivet af hyggelige personer har jeg dog også brugt en del tid på diverse gaming-sites/fora. I starten var det primært snydekoder/guides, jeg ledte efter, men hurtigt fandt jeg frem til forskellige sider, hvor det handlede om at skrive mere direkte med andre brugere. Her på GameReactor har jeg fulgt med i en god del år efter hånden, ikke altid lige aktivt på hjemmesiden, men altid aktivt fysisk. Har stadig en stak GR-blade liggende som gemmes delvist pga. nostalgi, men også fordi det tillader et spændende kig på gamle previews af spil, annonceringer og den slags.

Generelt har jeg også hygget mig umådeligt meget på nettet i disse gaming-fora, men over de sidste par år er jeg begyndt at føle en stærk afkobling fra de fællesskaber, som jeg ellers burde føles mig som en del af. Den hygge, som jeg altid har holdt af, er blevet delvist erstattet af så meget negativitet, konstant brok og vrede, at det er blevet helt åndsvagt og virkelig bare til grin. Det er ærlig talt tragikomisk med streg under tragi… desværre.

Jeg prøver dog ikke at pudse glorien her, for jeg har uden tvivl også selv været del af at skabe negativitet fra tid til anden. Jeg har helt sikkert brokket mig ekstremt meget uden nogen reel grund i stedet for at tage to sekunder til at overveje det lidt nærmere.

Den her negativitet, som langsomt har fået mig afkoblet, er dog mere ondsindet. Det er ikke bare folk, der råber, at et bestemt spil er dårligt, fordi deres system ikke kan trække det, men mere når dette bliver kombineret med dødstrusler mod udvikleren, vedkommendes familie, venner… nærmest slægt i nogle tilfælde. Det er, når folk bliver kaldt subhuman for små simple ting, som nemt kunne ignoreres, eller bliver mødt af en mur af enten sexisme, racisme eller andet had uden nogen reel grund.

Den hygge, som jeg altid har elsket, føles erstattet af den her negativitet fra en stor gruppe, mens der fra mange andre ses en slags villighed til at undskylde for og acceptere den slags adfærd. Den glæde, jeg følte over at dele gaming med andre, er gået mere over i en slags skam over andres adfærd og frygt for, at fremmede vil have netop den slags adfærd med som fordom, hvis jeg siger, at jeg holder af gaming.

Jeg kan selvfølgelig bare forklare, at jeg er typen, der ikke skriger “nigger”/”cunt” af med- og modspillere, ikke behandler kvinder som inkompetente dimser med bryster, ikke sender dødstrusler til developers/directors, ikke sender dick pics til medspillere i det sekund jeg opdager, at de er hunkøn… og at jeg i stedet er typen, der godt kan finde ud af at opføre mig ordentligt.

Jeg har førhen redet hårdt på “Men det er jo ikke alle!”-tankegangen, hvilket stadig gælder… det er tydeligvis ikke alle spillere, som opfører sig totalt åndsvagt, men den kommentar, at det ikke er alle, er nem at fyre af som en slags deflection. At det ikke er et problem, vi behøver at gøre noget ved, fordi det jo netop “ikke er alle” som er sådan.

Jeg er personligt så træt af at se folks klager over harassment i spil blive modtaget af et hav af “Du kan bare ignorere dem!”/”Bare mute dem og kom videre!”/”Det er da ikke så slemt”/”Tag dig sammen!” osv. Det er simpelthen så plat en udmelding og ignorerer fuldstændig at anerkende, at den her slags er et problem. Det er så dejligt, når udviklere går ind og faktisk gør noget aktivt ved den her slags adfærd.

Samtidig bliver der også skabt en virkelig negativ diskurs uden for spillene, hvor kritik og analyse ofte er erstattet af sure rants og ligegyldigt brok. Så mange titler med “X reasons I hate Y”/”Y sucks”/”You will hate Y”/”True fans will hate Y” og alle de andre varianter af det. Der bliver fokuseret så meget på had og negativitet, at der ikke er plads til så meget andet. Den her endeløse strøm overdøver til tider så meget ,at diskursen bliver flyttet helt væk fra startpunktet, så diskussioner ikke engang handler om spillet/filmen/bogen, men om noget ofte helt ligegyldigt.

Nu kan det godt komme til at lyde som om, jeg bliver druknet i negativitet, og det er ikke helt tilfældet. Det er som sådan let nok at holde sig fra f.eks. Youtube-videoerne med de mange sørgelige titler. Problemet er dog, når det siver ud af de her videoer og ind i samtlige diskussioner omkring spillene. En del titler over de sidste par år har været ramt af spøjse bugs, der totalt dominerede diskussionerne i stedet for, hvorvidt spillet faktisk var godt. Når man senere læste lidt op omkring de her titler, viser det sig også ofte, at den bug, som folk har fremhævet, ramte ekstremt få spillere. Hvorfor har den så fået status af at få dit system til at eksplodere?

Fordi der fra så manges side af er fokus på det negative. Bare inden for den sidste håndfuld måneder har der været alt for mange eksempler på folk, der brokker sig over noget, som viser sig at være ingenting. Ikke at det er en lille sag, men faktisk ingenting. Forestil dig at sende dødstrusler til andre, fordi du ikke selv gider at sætte dig ind i den sag, du brokker dig over? Jeg kan virkelig ikke sætte mig ind i den mentalitet, der plager så mange personer. Det her konstante fokus på at skulle være vred på noget… det er næppe sundt for nogen parter.

Nu hvor jeg har nævnt, at man delvist kan undgå de negative Youtube-videoer, så skal det også nævnes, at der stadig kan findes konstruktiv kritik af spil-mediet på nettet. Ofte er det interessante vinkler, der giver et godt indblik i, hvordan mediet har udviklet sig, kan udvikle sig og hvilken rolle, det har for forskellige personer. Der er så mange interessante vinkler at fokusere på, at det er ærgerligt, at størstedelen af det handler om had og om at finde det negative.

Jeg føler mig ærlig talt mere og mere afkoblet, jo mere jeg tænker over det. Jeg holder stadig umådeligt meget af spil som medie, men jeg er begyndt at distancere mig fra bestemte spil-fællesskaber, fordi det negative bare har overtaget.

Det er dog egentlig lidt sjovt, for på en måde vil jeg det samme som de konstante brokkere. Jeg vil bare tilbage til at have det sjovt med spillene. Forskellen er dog, at jeg ikke har noget imod at spil, som medie udvikler sig og breder sig ud til et større publikum, mens de negative folk helst vil beholde mediet, som det har været førhen. Det er lidt sørgeligt, at der findes folk som nærmest skriger af smerte, hvis du siger “inklusivitet” eller “diversitet” i en sætning omkring spil.

Jeg føler mig lidt som en gammel mand, der står og banker stokken ned i jorden, mens jeg kigger på en flok teenagere. Forskellen er dog bare, at teenagerne i mit eksempel er dem, der råber, skriger og oser af negativitet, mens jeg stirrer forvirret på. Jeg har overvejet en del, om det er mig, der er vokset fra “Gamer Bro-mentaliteten”, eller det omvendt er mig, der står stille, mens den bare kører derudaf. Jeg føler dog kun, at jeg er blevet mere moden rent personligt, så jeg satser på det første. Spørgsmålet er så bare, om jeg skal prøve at koble på igen eller bare indse, at sådan er det bare…

Jeg har dog en slags løsning på min afkobling, eller jeg kalder det en løsning på trods af, at det sådan set ikke løser problemet lige nu. På længere sigt kan det dog være, at det hjælper. Jeg regner med at holde mig helt væk fra den ligegyldige negativitet og i stedet opsøge det konstruktive. Eventuelt dele det mere med andre, så den generelle diskurs kan blive flyttet tilbage fra det ekstremt negative. I selve spillene vil jeg fortsætte med at opføre mig pænt, men også mere aktivt gøre folk opmærksomme på deres dårlige opførsel. Derudover kan jeg også omgive mig med flere hyggelige personer, både uden for spillene men også i dem. Et shout-out til MSThychosen for at være en hyggelig Destiny-buddy (og ven), der har givet mig håb for, at vi godt kan nå at vende den rundt og få skabt hyggelige spil-fællesskaber.

Generelt vil jeg prøve at finde en mere positiv og konstruktiv vinkel til de ting, jeg bruger tid på, især spil. Her på GR vil jeg også prøve at holde denne positive stil, da jeg hellere vil være del af en god stemning end en negativ cirkel. Dermed ikke sagt, at der ikke vil komme kritik fra mig også, dog vil jeg også prøve at holde denne konstruktiv.

Det bliver dog interessant at se, om jeg føler mig mindre afkoblet eller bare mere afskåret fremover.

Bloodborne fra en casuals vinkel

“Bloodborne lyder ret fedt…jeg skal helt klart prøve det!” var min første tanke. En time og et par “You died” senere og mine tanker var ledt over på “….fuck det her”, hvorefter Bloodborne blev afinstalleret og gemt væk i mine digitale lommer.

Sådan ville det være blevet ved med at være, hvis det ikke var for en gylden kommentar på Reddit, der inspirerede mig til at installere spillet på ny og give det endnu en chance. Har desværre ikke gemt kommentaren, men det var noget i stil med “Git gud, game’z not that hard” efterfulgt af en gif fra Dark Souls 2, hvor en spiller løber frem mod en boss, ruller til siden….hvorefter bossen løber ned i et hul og dør.

Måske var det drømmen om ekstreme mængder cheese, der kunne få mig gennem spillet, måske var det bare konfrontationen med, at jeg gav op i stedet for at fortsætte, uanset hvad åbnede det op for en af de bedste spiloplevelser, jeg har haft i år. Da jeg startede Bloodborne var jeg ærlig talt super dårlig til det. Selv efter en del timer i selskab med det, kan jeg stadig føle mig ekstremt dårlig….men så igen, 1 skridt frem, 2 slag fra en fjende efterfulgt af YOU DIED er vel også en slags fremskridt.

Den kommentar, jeg oftest ser i forbindelse med Bloodborne og Souls-serien, er at du lærer noget, hver gang du dør. Jeg er lidt uenig, men mest fordi det, jeg oftest kan lære, er, at jeg er dum….”Nej, Alex, hvorfor troede du at du kunne overleve det fald!”, “Hovedet på ham, der eksploderede lige i en masse slanger, hvorfor prøvede du at kramme ham…”, “Måske jeg skal vente med ham her….siden han har et våben, der er 2-3 gange større end mig” og så mange lignende.

Det er nemt at nævne “Extreme skillz” og generelt spillerens evner, når der snakkes Bloodborne/Souls-serien, men jeg vil faktisk mene at det også handler meget om grådighed og tålmodighed. To sider af samme sag for mig i Bloodborne. Er jeg tålmodig og venter på, at det er min tur, og jeg kan få et par slag ind….eller er jeg grådig og prøver at snige slag ind, når det ikke er tid? Det er alt for nemt at blive grådig og forvente, at du sagtens kan nå et ekstra slag så fjenden dør, men for mig resulterede det oftest i, at jeg bare fik en flot “YOU DIED”.

Døden er nu heller ikke så slem igen. Vink farvel til dine blod-ekkoer, men fryd dig over det eventuelle gensyn med dem. Jeg tog det alt for tungt første gang, jeg spillede det og troede, at spillet nærmest var slut, hvis jeg døde. Nu trækker jeg på skuldrene, spurter forbi alle de fjender jeg kan, tager dem tilbage uanset hvor få det drejer sig om….det er jo mine blod-ekkoer!

Det. at spurte i Bloodborne. burde næsten også være forbudt. Hvis du planlægger at flyve gennem spillet, går du glip af spillets ekstremt detaljerede miljøer. Ved første øjekast kan Yharnam virke meget triviel, men efterhånden som du rejser dig igennem byen, bevæger arkitekturen sig også i alle mulige retninger. Fra små mærkelige huse med skæve vinduer til store katedraler du næsten ikke kan overskue. Primært fordi spillet ikke lader dig køre kameraet helt under din karakter. Her taler jeg også kun om selve byen, da dine omgivelser ændrer sig endnu mere, når du bevæger dig ud af den.

Dette blev egentlig mere en beskrivelse af min generelle oplevelse med Bloodborne end en beskrivelse af mine enkelte eventyr i Yharnam som en komplet casual. Dette må jeg gemme til næste post omkring Bloodborne.

Ps+ oversigt


Ps Plus er en service, der ofte er udskældt. Nogle gange med god grund, andre gange uden nogen overhovedet. Siden, det er et en betalt service, skal der også være plads til kritik, men jeg synes, det er ved at nå et fjollet niveau. Jeg har selv været medlem i nok et par år og holder stadig meget af det. Med denne oversigt vil jeg prøve at vise, hvad du faktisk får for pengene, når du betaler for Ps Plus.

Først vil jeg se på prisen, da det er et af de ømme punkter for mange, da de føler, at de betaler for mange penge for alt for lidt. Når du køber Ps Plus har du mulighed mellem 1 år for 375 kr., 3 måneder for 159 kr. eller 1 måned for 55 kr. Lad os regne ud, hvor meget, det er pr. måned. For 1 års Ps Plus bliver det 31,25 kr. pr. måned, og hvis du køber 3 måneders Ps Plus betaler du 53 pr. måned. Selvom det giver sig selv at 1 år er den billigste løsning, synes jeg det er vigtigt at vise, at det “kun” er 31,25 kr. om måneden, der bliver betalt.

Nu vil jeg komme ind på de forskellige dele af Ps Plus-servicen, så først Online Multiplayer!

Du får adgang til at spille Online Multiplayer i størstedelen af titler på Ps4. Nogle enkelte titler/betaer kræver dog ikke Ps Plus for at spille online, så i visse tilfælde er dette ligegyldigt.

Tilbud/rabatter er der også en god del af med Ps Plus. Når der er udsalg i Ps Store bliver der ofte smidt ekstra rabat oveni, hvis du er Ps Plus medlem. Dette har jeg selv nydt ret godt af, da nogle af priserne virkelig har været lave på virkelig fede titler. Der er faktisk også et udsalg lige nu med retro-tema! (Tjek det ud, især hvis du har en Vita, da der er mange gode retro-titler der kan spilles på den!).

Online Storage er også en funktion ved Ps Plus, jeg nyder meget. Automatisk upload af savegames til en 10 gb cloud(på Ps4 altså) gør, at jeg aldrig skal frygte at miste mine savegames helt. Hvis du ikke vil have, at det sker automatisk kan du sagtens styre det manuelt. Virkelig en life-saver, hvis din Ps4 bliver mishandlet af småbørn eller andre mærkelige væsener, så du får brug for en back-up.

Nu er vi kommet til endnu et omdiskuteret punkt. Nok det mest diskuterede, hvis vi er helt ærlige omkring det. De månedlige spil. Din Instant Game Collection, hvor der hver måned bliver gjort to titler pr. platform tilgængelige. Af platforme er der spil til Ps3, Ps4 og Ps Vita, hvoraf nogle af titlerne sagtens kan være cross-play, så de er tilgængelige på flere platforme. Hvis du har mere end en Playstation-platform kan du altså få adgang til en god håndfuld titler hver måned. Når du “køber” disse titler bliver de samlet i din personlige Instant Game Collection, der er tilgængelig, så længe du har Ps Plus. Du kan gennem hjemmesiden sagtens “købe” spil til platforme, du ikke ejer. Dette gjorde, at jeg havde et virkelig stort spilbibliotek klart, da jeg anskaffede mig en Vita. Så hvis du har Ps Plus, så smid alle titlerne i kurven!

I stedet for at sidde og diskutere, hvorvidt “ALT FOR MANGE INDIESPIL!” overhovedet er en relevant klage mere, vil jeg i stedet skrive lidt om hvilke af Ps Plus-titlerne, der er værd at se på. For ikke at gøre denne post åndsvagt lang kigger jeg kun på titler fra 2016. Jeg starter med de seneste spil og arbejder mig bagud.

Tricky Towers (Ps4) – Forestil dig Tetris, men med physics-sjov mixet med. Det handler om at bygge et tårn med tetris-klodser i forskellige game-modes. Nogle gange skal du bygge et lavt tårn for at undgå en laser, altså en slags puzzle-game-mode. Andre gange skal du bygge et tårn på tid. Samtidig bliver der også introduceret magi, som ofte bare fucker med dig. Der er desuden multiplayer, så du kan sidde og råbe af din buddy. Jeg har selv nydt single-player delen meget, og endless mode er noget jeg helt klart vil vende tilbage til.

Patapon 3 (Vita) – Hvis du har en Vita, er det her bare et must!

Yakuza 5 (Ps3) – Selvom det føles som om det udkom alt for sent her i vesten, er det ikke et spil, der skal misses. Generelt har det fået en virkelig positiv modtagelse, så det er en af de titler jeg også snart skal have spillet.


Saints Row: Gat out of Hell (Ps4) – Saints Row er en ret spøjs serie, som konstant skubber grænsen for skøre nye features, settings, karakterer osv. Personligt synes jeg, de har skubbet den lidt for langt, og det bare er blevet for fjollet nu, men det ændrer ikke på at Gat out of Hell er et virkelig underholdende spil, der kan give mange timers underholdning.

Fat Princess (Ps3) – En af den slags titler, der bare skal prøves så kom igang!

Prince of Persia: Revelations (Vita) – Jeg havde aldrig en Psp, så jeg fryder mig bare over at kunne opleve dette spil nu.

NBA 2K16 (Ps4) – Efter at have hørt en del mærkelige historier omkring dette spil på Idle Thumbs (Podcast, der kun kan anbefales virkelig meget!) er dette faktisk et sports-spil, jeg overvejer at prøve. Det lyder i hvert fald til at indeholde en del forskelligt at lave, så det skal da have et forsøg på et tidspunkt.

Gone Home (Ps4) – Hvis du kan lide at udforske vil du nok kunne lide Gone Home. Du vender hjem til dit hjem, men ingen er hjemme, så det handler lidt om at finde ud af, hvor din familie er henne. Jeg nød denne titel ekstremt meget, ikke mindst pga. den virkelig perfekte stemning, der er skabt i det. En kort, men super god oplevelse.

Echochrome (Ps3) – Hvis du ikke har spillet Echochrome, så download det med det samme! Virkelig unik titel og must-play!

God of War: Chains of Olympus (Vita) – Ligesom med PoP: Revelations nyder jeg titler, jeg er gået glip af. Samtidig er det God of War, så det er ikke helt skidt jo!

Tropico 5 (Ps4) – Udlev din hemmelige drøm om at være diktator. Behøver jeg at skrive mere?

LocoRoco Cocoreccho! (Ps3) – LocoRoco er en af den slags serier, der bare skal opleves, så download det!

God of War: Ghost of Sparta (Vita) – Samme som Chains of Olympus. Yay for God of War!

Dead Star (Ps4) – Class-based space fighter multiplayer…ehh, det virkede som den bedste måde at beskrive det på…vælg et skib og skyd andre spillere ned. Er ikke så meget til multiplayer-spil men nød alligevel en håndfuld timer med Dead Star. Samtidig virkede spillet til at have en del at lave.

I am Alive (Ps3) – Dette er en af den slags titler, jeg ofte så på tilbud, men aldrig købte. Ikke det bedste spil nogensinde hvis der kigges på anmeldelser, men et jeg personligt glæder mig til at få prøvet.

Broforce (Ps4) – Fucking hell altså, hvis jeg skal anbefale dig Broforce, så er der noget galt. Dette er et spil, der bare skal være installeret permanent! Super sjovt single-player, endnu bedre, når du spiller det med andre. Når hele banen bare bliver skudt i stykker, fordi du ikke styrer dine skud…et af de bedste local co-op spil, der er at finde på Ps4!

The Last Guy (Ps3) – Du skal lede civile til en escape zone, mens du undgår monstre. Jeg mangler stadig at spille denne titel selv, men har hørt og set så meget ros for den.

Helldivers (Ps3 & Ps4) – Et virkelig fedt spil, som bare gøres endnu bedre af co-op, både lokalt og online.

Lemmings Touch (Vita) – Det er Lemmings! 😀

Nova-111 (Ps3, Ps4 & Vita) – En ret spøjs titel, jeg hyggede mig meget med. Du bevæger dig på et grid-based bane. Det foregår turbaseret, hvilket giver god mening…men hvad så, når der bliver introduceret elementer, der ikke bevæger sig turbaseret, men kører i realtime. Jeg nød titlen en del, fordi jeg ofte blev overrasket over nye elementer i spillet.

Hardware: Rivals (Ps4) – Class-based Vehicle Combat. Som nævnt før er jeg ikke meget til online multiplayer, men jeg nød også en håndfuld timer med denne titel. Det er generelt sjovt at køre rundt og skyde på andres køretøjer.

Grim Fandango Remastered (Ps4 & Vita) – En klassiker som jeg ikke selv har fået spillet endnu, men ser frem til at opleve.

Dragon Age: Origins (Ps3) – Stor rpg der kun kan anbefales!

Og nu skal jeg nok stoppe. Jeg har lyst til at fortsætte, fordi der bare kommer endnu flere fede titler i 2015. Fremmedrettet ser det også godt ud, altså med denne måneds spil. Hvis du stadig føler, at du ikke får nok ud af dit Ps Plus-abonnement, fair nok. Men jeg håber lidt at nogle af de mange brokkehoveder vil indse, at der altså er en del fordele.

Og kan vi så ikke droppe den der “For mange indiespil”-klage. Hvis du er træt af titler, der ikke er AAA, fair nok (Og så skriv dog dette!). Men at brokke sig over indie-spil er simpelthen for irrelevant nu. Prøv titlerne, du har alligevel betalt så hvorfor ikke? Hvis du bliver positivt overrasket, fedt! Hvis det er en negativ oplevelse, så slet det og spil nogle af de andre spil.

Jeg nyder i hvert fald Ps Plus og føler at jeg får meget for min daglige krone.

Uncharted – Et langt eventyr

Uncharted™ 4: A Thief’s End_20161017153715“Nathan!” bliver der skreget i det, jeg misser et hop. Nathan Drakes livløse krop går fra stærk helt til kludedukke, imens han falder. Billedet bliver sort/hvidt for at forsvinde over i helt sort. Jeg er tilbage ved et checkpoint sekunder fra det sted, jeg faldt ned. Jeg morer mig lidt over måden Nate falder på, så jeg bliver aldrig frustreret over at dø i Uncharted. Nogle gange kan eksplosionerne endda få ham til at lave spøjse flip over tilfældige stykker cover rundt på banerne.

Det er generelt en trend for Uncharted. Det kan simpelthen ikke frustrere mig uanset, hvor mange gange, jeg får det sort/hvide billede, mens Nathan Drakes livløse krop flagrer rundt. Dette undrede mig meget, da mit første minde med Uncharted var meget anderledes. Vi spoler tilbage til folkeskolen, og jeg fandt Uncharted: Drake’s Fortune på biblioteket. Jeg havde hørt godt om det så skyndte mig at låne det med hjem. Nogle få timer senere er jeg nået til en bestemt hule, hvor jeg dør igen og igen…og igen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske om jeg kom forbi det sted, men jeg fik så dårlig en oplevelse, at jeg afleverede spillet tilbage dagen efter.

Jeg genkendte den hule med det samme, da jeg spillede det igen her for en uge siden. Jeg døde også et par gange, men kom forbi den, og hvor er jeg glad for at have givet spillet en chance mere. Uncharted-serien har fået meget ros gennem tiden, men jeg har altid set det som en serie, der ikke var noget for mig pga. den dårlige oplevelse. Ikke at jeg aktivt gik rundt og ikke kunne lide spillet, jeg havde bare affundet mig med, at det ikke var noget for mig.

Må dog huske at nævne, at jeg faktisk havde en positiv oplevelse med Uncharted-serien før mit gensyn med Drake’s Fortune. Jeg spillede Golden Abyss på Vitaen og havde en overraskende god oplevelse med det. Det var lige det eventyr, jeg skulle bruge på starten af mit vita-liv. Det viste de mange spøjse funktioner frem uden, at det virkede totalt fjollet. Tværtimod føltes det oftest helt naturligt. Jeg mistænker lidt, at dette var med til at give mig lyst til at give Uncharted-serien en chance mere. Tak til Uncharted: Golden Abyss!

Da jeg var færdig med Drake’s Fortune, sprang jeg direkte over i Among Thieves og fortsatte derfor mit eventyr med Nathan Drake og hans slæng af fantastiske venner. Dette er nok det, jeg elsker mest ved serien og fik mig til at forstå, hvorfor Uncharted har fået så meget ros. Karaktererne er bare så elskværdige. Du kan virkelig ikke andet end at holde af Sully, der altid er klar på eventyr, men samtidig har en “I’m too old for this”-attitude. Nathan Drake, der konstant jager nye eventyr. Jeg forelskede mig i karaktererne og følte med deres op- og ned-ture.

Jeg afsluttede Among Thieves og startede Drake’s Deception, hvilket bare forøgede min nystartede kærlighed for serien. Karakterernes forhold blev fortalt gennem små hints, og det var tydeligt, at de var modnet. De var vokset mere op i forhold til deres tidligere eventyr. Dette forhindrede dem dog stadig ikke i at tage hul på endnu en episk rejse. Endda mere episk end de tidligere på trods af karakterernes modenhed. Intet kan vist stoppe Nathan Drakes eventyrlyst.

Jeg spillede Uncharted 1-3 på ps4, altså gennem The Nathan Drake Collection. Jeg huskede dem som virkelig smukke spil, men intet havde forberedt mig på dette. Jeg glemte fuldstændig, at det var remastered udgaver af ps3-spil. Dette gjorde dog, at jeg forstod, hvorfor folk har rost Naughty Dog så ofte for at lave teknisk flotte spil. Selvom jeg nogle gange glemte, at det originalt var ps3-spil, gik det dog tydeligt op for mig, da jeg afsluttede Drake’s Deception. Efter at have afsluttet Uncharted 2 gik det op for mig, at jeg ikke ville kunne nøjes med 3’eren og derfor heller ikke ville vente på Uncharted 4. Dette blev indkøbt og downloadet med det samme, så jeg var klar til at springe ind i det.

Dette spring var vildt! Naughty Dog har formået at skabe noget af det flotteste, jeg har set på konsol indtil videre. Alle karaktererne virker mere levende, banerne virker mere sprudlende, alting er bare bedre. Dette er dog ikke bare teknisk. Uncharted: A Thief’s End viser os en endnu mere voksen Nathan Drake, der gerne vil lidt væk fra de vilde eventyr. Han bliver dog alligevel hevet ind igen, men han føles bare ældre og træt. Han kan stadig lave vilde hop, skyde en masse fjender ned og finde alle skatte i verden, men han fortjener virkelig en pause.

Spørgsmålet, jeg sad med efter at have afsluttet det fjerde kapitel var dog, hvad der drev mig til at klare de fire Uncharted-spil på en uge. Eventyret, magien, mysteriet eller en kombination af de tre. Helt klart! Når der skulle løses puzzles hjalp jeg Nate med at finde løsningen, spor blev fundet, og hver gang vi ramte en væg, fandt vi en vej forbi den og var endnu et skridt tættere på at finde den skat vi ledte efter. Uncharted-serien er virkelig fyldt med magiske oplevelser og fantastiske øjeblikke.

Jeg har nydt alt min tid med Nate, fra første gang jeg styrede ham i det første spil og helt til epilogen i Uncharted 4. Han er et perfekt eksempel på at spilkarakterer godt kan vokse op og blive modne. Endda uden at miste de træk som gør, at vi forelsker os i dem efter første møde. Efter min uges Uncharted-binge og nyfundne kærlighed for hans vilde eventyr er jeg dog klar til at lægge ham på hylden. Jeg vil ikke have ham med på flere eventyr, hvis han gerne vil lave mindre farlige ting. Jeg håber dog ikke, at det bliver et farvel til Uncharted. Forhåbentlig bare et “på gensyn”, da jeg er sikker på at der nok skal være flere eventyr klar derude. Måske med en anden Drake endda.

En smuk død



I spil handler det oftest om at vinde på en eller anden måde, men hvad når vi taber?
Ofte når vi taber. bliver vi mødt af et hurtigt ”Game Over”. og så reloader vi jo bare og prøver igen.
Nogle spil formår dog at skabe et game over som rammer lidt hårdere end andre.

Dette slog mig efter at have spillet spil som Heart of Darkness og Tomb Raider. I disse spil er det at tabe og dø en hel afdeling for sig selv. Andy I Heart of Darkness dør ofte på en virkelig grusom måde. Dette er godt illustreret i spillet, som når du svømmer og boblerne Andy lukker ud er formet som et kranie, hvorefter han kæmper for luft og så bliver livløs.

Det, der også slog mig er, at der nok er en del spillere som går glip af denne del af spillet. Dette er dog både godt og skidt. Godt at de ikke taber så mange gange, men skidt at de går glip af en del af spillet som der jo er en del af udviklerholdet, der har brugt tid på.

Dette kan tydeligt ses i Tomb Raider, hvor det sagtens kunne være erstattet af en rød/sort skærm med ”Game Over” i stedet for nu, hvor dine fejl ender med at Lara Croft lider en grusom død. Hun bliver spiddet, skudt, falder og dør generelt på de værste måder tænkeligt.

Jeg vil dog ikke mene at denne slags vil passe ind i alle spil. Et Mario-spil, hvor kameraet følger ham ned i en afgrund og viser ham brække sine ben for derefter at forbløde vil være helt skørt. Det glæder mig nu bare at se at der også er lagt lidt i at give spillerne noget, når de taber, også selvom det ”noget” er at se sin karakter dø grusomt.

I Tomb Raider begyndte det at give mig dårlig samvittighed, fordi nogle måder at dø på er virkelig grumme. På denne måde kan det altså bruges til at give dig ekstra incitament til at holde din karakter i live.

Hvis du ikke selv har oplevet at dø i disse spil, kan du her se Tomb Raiders og Heart of Darkness’ mange forskellige måder for karakteren at dø på.

Selvom det ikke er noget jeg forventer af samtlige spil, jeg prøver, synes jeg dog, det er sejt, når udviklerne har inkluderet denne slags scener i stedet for en typisk ”Game Over”-skærm, dog stadig kun i de spil, hvor det passer ind. Det har samtidig fået mig til at indse, at det nogle gange er værd at ikke gå bare efter at vinde, hvis jeg vil opleve alt som spillet kan byde på.