Category Archives: MarvelWatch!

MarvelWatch! Avengers: Infinity War

Så er det endelig blevet tid til kulminationen af så mange af de foregående begivenheder i Marvel Cinematic Universe. Vi har før set glimt af Thanos, fået afsløret at flere angreb har været på hans ordrer samtidig med, vi har fået kendskab til de forskellige Infinity Stones.

Det bliver bare federe jo mere, jeg tænker over det. Elementer tilbage fra Captain America: The First Avenger og delvist Thor gennem en post credits-scene har nu en væsentlig rolle, da grundlaget for Infinity War allerede begyndte at blive skabt der.

De forskellige Infinity stones er nemlig:

  • Space Stone = Tesseract
  • Mind Stone = Lokes scepter
  • Reality Stone = Aether
  • Power Stone = Orb
  • Time Stone = Eye of Agamotto
  • Soul Stone = ?

Thanos vil gerne have fat i disse, så han kan blive det stærkeste væsen i hele galaksen, universet og egentlig bare overalt. Der er ingen grænser for, hvor langt han han række, hvis han får fat i alle seks sten. Spoiler! Det gør han, og det får nogle virkelig grumme konsekvenser. I en ret følelsesladet og til dels overraskende/chokerende scene bliver halvdelen af livet i universet pludselig forvandlet til støv. Normalt er det et aktivt valgt at sidde og vente på post credits scenen, men denne gang sad det meste af salen med kæben på gulvet. Filmen slutter jo med at skurken får, hvad han vil have!? Og ikke på en Civil War-agtig måde, hvor Avengers er lidt uvenner, men på en “Halvdelen af jordens superhelte er blevet til støv, wtf!?”-måde.

Den efterlod mig derfor også i et lidt akavet humør, fordi den vitterligt føles uafsluttet. Det kan virkelig ikke passe, at Thanos vinder, men hvordan i alverden vil de fikse et problem, som det her?! Nu kommer Endgame snart, og så finder vi da forhåbentlig ud af det.

Infinity War er forresten den første film i Marvel Cinematic Universe, hvor jeg vil sige, at man næsten skal have set de fleste, hvis ikke alle de foregående film. Der er så mange referencer til de forskellige film og mange små kommentarer, der giver ekstra god mening, når man har de andre film in mente. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg havde set alle de andre film for nylig, så jeg var helt med på, hvad der foregik.

Dette gælder forresten fra starten af, hvor vi befinder os ombord på rumskibet fyldt med asgardians, eller det er sådan set fyldt med døde asgardians, mens Thanos med to af sine børn er klar til at tæve Thor, Loke, Hulk og Heimdal for at få fat i tesseract.

Det ender ikke særlig godt, for Loke ofrer sig for Thor, Heimdal ofrer sig for Hulk og får sendt ham til jorden, mens Thor ender med at blive skudt ud i rummet, hvor han driver rundt i lidt tid.

Der er dog en ret fed scene, hvor Hulk og Thanos kæmper, hvilket sådan set mere er Hulk, der overrasker Thanos med nogle slag, hvorefter vi ser, at Thanos er hurtigere og stærkere end Hulk. Ingen Hulk smash her, men i stedet Hulk smashed. Det er samtidig ret genialt, for hvis man tænker på Age of Ultron og Hulk mod Hulkbuster, så ved vi, at Hulk er en af de stærkeste og mest ustoppelige helte på jorden. Når han så bare får tæv på et øjeblik, så ved vi, at Thanos er the real deal.

Men ja, Hulk sendes til jorden, hvor han crashlander midt i Doctor Stranges opgang. Han er rimelig forvirret, men efter de har hentet Tony Stark, begynder han at forklare situationen. Her bliver vi forresten mindet om, at Bruce Banner jo har været væk i et godt stykke tid, for han spørger Stark, om hvorfor han ikke bare ringer til Captain America. Han forsvandt jo efter Age of Ultron, så han har misset ekstremt meget.

Dette er samtidig smart, for Bruce Banner kommer lidt til at fungere som en hjælp til dem, der ikke lige kan huske alt, der er sket i de tidligere film. Han stiller nogle gode spørgsmål og minder os samtidig om hvor meget, der er forandret. Jeg elsker f.eks. hans kommentar til, at de nu har fået både en Ant-Man og en Spider-Man.

Mens Bruce Banner, Doctor Strange og Tony Stark står og diskuterer, kan de dog høre skrigen ude fra gaden af. Det er så bare lige Thanos, der siger hej ved at have sendt to af sine børn ned efter Eye of Agamotto/Time Stone.

De her forskellige børn af Thanos er forresten ret fede, da de har hver deres speciale og kampstil. De to, vi møder her, er en stor stærk fyr med en klo på en kæde samt en lille fyr, der er ekstremt god til magi. Et virkelig genialt makkerpar, der giver dem kamp til stregen. Spider-Man joiner forresten kampen her.

Til sidst bliver Doctor Strange beamet up i deres rumskib med Spider-Man på slæb og Iron Man lige i hælene. Bruce Banner finder telefonen og får ringet til Captain America, som straks svarer og nu er en stor del af holdet samlet igen. Lige med undtagelse af Scarlet Witch og Vision, der prøver at have et forhold sammen. Når de har tid altså.

De bliver dog angrebet af to andre af Thanos’ børn og får rimelig meget tæv. Det er derfor godt, at Captain America og holdet kan komme ind og redde dem.

Siden Thanos gerne vil have Mind Stone, der sidder fast i panden på Vision, skal de prøve at finde ud af, hvad de kan gøre. Det ender med en plan om at fjerne stenen og håbe på, at der bliver efterladt nok bevidsthed/personlighed til, at Vision stadig vil være sig selv.

Det eneste sted, hvor de kan udføre så avanceret en operation, er dog i Wakanda, så de flyver straks derover for at få hjælp af Black Panther og især hans søster, Shuri. De er også ret flinke, så de giver Bucky en ny arm, og så er han også en del af holdet, hvorefter de gør klar til at beskytte Vision under hans operation.

Det bliver en ret storslået kamp her, for Thanos kommer ikke uden forstærkninger, hvilket her består af en kæmpe hær af aggressive monstre, der bare flår alt i stykker og kæmper til det sidste. Selvom der er en god del helte samlet, får de ærlig talt rimelig meget tæv, fordi der simpelthen bare er så mange modstandere.

Nu er vi dog nødt til at springe lidt tilbage, for der sker simpelthen så meget i filmen. Husker du, at Thor blev skudt ud i rummet? Før det skete, blev der sendt et nødsignal ud, som Guardians of the Galaxy opfangede og valgte at undersøge. Her opdager de Thor, som straks vil afsted igen for at få skabt et nyt våben, der kan hamle op med Thanos. Rocket og Groot joiner ham, mens resten af GoG-holdet tager afsted til Knowhere for at forhindre Thanos i at få fat i Reality Stone.

Thor får skabt et nyt våben ved hjælp af dværgen Eitri, og så er han straks på vej til Wakanda med Rocket og Groot for at kæmpe. Imens ankommer det halve GoG-hold til Knowhere, hvor Thanos fanger dem i et baghold og kidnapper Gamora. Han afpresser hende ved at torturere hendes søster, Nebula, og til sidst afslører hun, hvor han kan få fat i Soul Stone.

Husker du tilbage i Captain America: The First Avenger, da Tesseracten beamede Red Skull ud i rummet. Nu ser vi, hvad der skete med ham, for han er blevet sat til at vogte over Soul Stone, eller han virker mere som en slags tour guide, der forklarer spillereglerne for andre. Det viser sig dog, at man skal ofre noget, man virkelig elsker for at få fat i den, og Gamora dør nærmest af grin, fordi hun mener, at Thanos aldrig har elsket noget. Hun holder dog op, da hun opdager at Thanos ser ret trist ud, og det går op for hende, at han faktisk elsker hende. Hun bliver kylet ud fra skrænten, og Thanos vågner op med endnu en Infinity stone.

Og her skal vi lige holde en pause, for det er simpelthen så plat, at de prøver at give Thanos en dybere karakter gennem dette. Han er en stor tyran, der ikke har noget imod at slå alt ihjel, hans højeste ønske er, at slå halvdelen af universet ihjel, og pludselig skal vi se ham med et par tårer og have ondt af ham. Bare nej! Han er totalt langt ude! Efter at have en så god skurk som Killmonger virker Thanos meget ensporet, og en enkelt scene som den her giver virkelig ikke ekstra points. Pause slut.

Så vender vi tilbage til Thanos skib, hvor Nebula er sluppet fri, og hun aftaler at mødes med det halve GoG-hold på Titan, Thanos’ hjemplanet. Her er vi nødt til at springe i tid og sted igen, for vi skal tilbage til Doctor Strange, Iron Man og Spider-Man på vej gennem rummet ombord på et fremmed rumskib. De er oppe mod den store onde magiker, og de ender med at overvinde ham på en ret smart måde.

Jeg skal dog lige indskyde, at jeg igen virkelig hader Spider-Mans kommentar her, for han spørger, om de har set den her gamle film Aliens, da hans plan er at suge den onde fyr ud i rummet. Det føles bare som en virkelig akavet, når han er så cool ude på sine egne eventyr. Hvis de vil vise, at han er meget yngre, så find en bedre metode!

Deres plan lykkedes, men de kan ikke rigtig styre skibet. Det er dog på vej til Titan, så efter en kort konflikt med GoG-holdet teamer de op i kampen mod Thanos. Der er dog brug for en god plan, for Doctor Strange bruger sine kræfter til at tjekke fremtiden, og han opdager, at de taber i alle scenarier med undtagelse af et. Tid til at have en knivskarp plan.

Denne scene indeholder også et af de sjoveste aspekter ved Infinity War. Når de store egoer clasher, hvilket især sker, når Doctor Strange, Star-Lord og Iron Man støder på hinanden og konstant prøver at overgå hinanden eller generelt bare genere hinanden. Generelt er humoren ret spot on, og der er mange sjove scener.

Da Thanos ankommer følger de en virkelig god plan, men lige da de er ved at hive Infinity Gauntlet af ham, opdager Star-Lord, at Gamora er død, så han slår Thanos, der går helt amok, og det er kun rent held, at de ikke bliver pulveriseret. Men så har Thanos bare endnu en Infinity Stone, åh nej! Han siger farvel og smutter tilbage til jorden, mens vores helte prøver at komme sig oven på angrebet.

Nu hopper vi tilbage til Wakanda, hvor Thor ankommer sammen med Groot og Rocket. Thor går straks i gang med at svinge sin nye økse og den flyver bare frem og tilbage, mens den giver alt omkring sig stød. Mjølner 2.0 er rimelig sej.

Samtidig begynder Groot og Rocket at angribe alt de kan, og vi får en ret god scene, da Rocket støder på Bucky og først spørger, hvor meget han skal have for sit våben. Da han svarer, at det ikke er til salg, spørger Rocket så, hvor meget han skal have for armen. Det er så simpel en joke, men timingen er genial, og det viser bare, hvor spøjs Rocket er til tider.

Scarlet Witch er sat på Vision-duty, men da det stadig går skidt på slagmarken, hopper hun ned og hjælper dem. Det viser sig dog at være en dum ide, for straks dukker nogle skurke op og er klar til at stjæle Vision. Shuri får dog stoppet operationen, og så er han klar til at give igen. Endnu en gang skal hele holdet reddes, men denne gang bliver det for svært.

Thanos dukker op, og alle heltene prøver at stoppe ham med mere eller mindre succes. Nogle af dem bliver bare viftet til siden, mens andre i et kort øjeblik virker til muligvis at kunne stoppe Thanos. Det hjælper dog ikke, og Thanos river Mind Stone ud af Visions pande, plopper den ned i Infinity Gauntlet og vupti, så er han det stærkeste væsen i universet, og kan endelig udføre sin plan. Halvdelen af galaksens liv forsvinder med et knips fra hans fingre.

Det positive

  • Ego-clash mellem Doctor Strange, Tony Stark og Peter Quill
  • Thor der vækker en stjerne til live for at skabe et nyt våben
  • Hulk der skriger “NEJ!” til Bruce Banners bøn om at komme frem

Jeg har nævnt, at Infinity War efterlod mig i et lidt akavet humør, og det samme gælder at skulle placere den på ranglisten. Den indeholder så ekstremt meget, at det er svært at virkelig komme ind på det hele. Gennemgangen af plottet viser f.eks. også, hvor mange forskellige steder, karakterer og tråde man følger. Det er helt vildt.

Men først og fremmest er jeg glad for at have genset filmen efter at have set Thor: Ragnarok. Nu giver de mange scener med Banner/Hulk pludselig mening, og samtidig følger de op på nogle spændende aspekter, der egentlig blev introduceret i Thor: Ragnarok.

I The Avengers fandt vi jo ud af, at Bruce Banner faktisk havde mere kontrol over sin transformation end først forventet. Han forvandler sig jo direkte til et næveslag i snotten på en leviathan.

I Thor: Ragnarok ser vi en Hulk, der ikke gider Banner, og det bliver ekstremt tydeligt, at Hulk ikke bare er en sur grøn buff udgave af Banner, men faktisk et væsen med sin egen personlighed og sine egne minder. Dette bliver der fulgt op på i Infinity War, hvor Banner og Hulk ofte diskuterer, fordi Hulk ikke gider at kæmpe. Det bliver spændende at se, om Hulk og Banner bliver bedre venner over de næste film.

Udover Thor: Ragnarok, så har jeg også virkelig overvejet noget andet, men stadig relateret. Kan Infinity War stå på egne ben eller bliver den gjort markant bedre, fordi den har så mange andre film at stå på skuldrene af?

Selvfølgelig er det altid en fordel at have set de tidligere film, så man er blevet introduceret til karakterer, steder og alt den slags, men jeg synes virkelig at Infinity War springer direkte ud i det. Filmen starter jo f.eks. direkte efter Thor: Ragnaroks slutning, så hvis du ikke har set lige netop den, er du muligvis en kende forvirret.

Hvorfor mangler Thor et øje?
Hvad laver de på et… rumskib?
Hvorfor er Hulk der også?
Er Loke god nu?

Hvis du ser The Avengers uden at have set de foregående film vil du stadig få en virkelig god oplevelse og karakternes roller på Avengers-holdet bliver jo netop også introduceret så filmen hjælper én ret meget på vej.

Infinity War starter hårdt ud, så hvis du allerede føler dig tabt i starten, bliver det næppe bedre. Men er det ikke fair nok, at filmen forventer, at du har set de foregående film, når det vitterligt er kulminationen af så mange plot-tråde?

Svaret er nemt, jo. Det er helt fair, men det gør det også virkelig svært at placere den på ranglisten. Det var i forvejen en svær beslutning, fordi det føles så uafsluttet, hvilket det jo også til dels er. Vi får jo først slutningen i Avengers: Endgame så tja, jeg er spændt. Ikke mindst på at se, hvordan den holder sig op mod Infinity War.

Men nu må vi hellere se, hvor den lander. Den springer let over The Avengers, og jeg synes også, den kan træde over Ant-Man samt kravle over Captain America: Civil War. Det er dog her, at problemet opstår, for jeg ved ikke om jeg vil placere Infinity War over Thor: Ragnarok.

Thor: Ragnarok havde lidt af det hele på trods af sit spøjse genre-mix, mens Infinity War bød på lidt af det samme, men med meget andet og anderledes. Jeg synes stadig, det var fesent med et forsøg på at skabe empati for Thanos, men hans børn var virkelig geniale og skabte nogle fede kampscener, fordi de alle var ret så uforudsigelige. Humoren var også virkelig genial som f.eks. Peter Quill, der gør sin stemme dybere for at virke mere maskulin, efter Thor er kommet ombord. Eller som når Tony Stark siger, at Jorden er lukket i dag, så rumvæsnerne skal smutte igen.

Filmen er fyldt med så mange gode øjeblikke, der skaber så mange nye spørgsmål og besvarer en god del andre i Marvel Cinematic Universe, men jeg tror ikke, at jeg kan placere filmen højere, fordi den vitterligt ikke føles afsluttet. At halvdelen af livet i universet bliver til støv føles ikke som en rigtig afslutning.

Jeg er derfor nødt til at placere Infinity War på en 7. plads lige under Thor: Ragnarok og over Captain America: Civil War. Jeg overvejer dog meget at forbeholde mig retten til at ændre på dens placering, når jeg har set Endgame.

Endgame bliver jo en fortsættelse af historien, men hvis den gør det på en måde, så det i stedet føles som en 4-5 timer lang film, vil det muligvis være mere fair at give det en samlet placering. Infinity War har i hvert fald lidt svært ved at stå på egne ben, så jeg glæder mig til at se, hvorvidt den ender med at læne sig mere op af alle de foregående film eller Endgame.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. The Avengers: Infinity War
  8. Captain America: Civil War
  9. Ant-Man
  10. The Avengers
  11. Captain America: The Winter Soldier
  12. Doctor Strange
  13. Iron Man
  14. Captain America: The First Avenger
  15. The Avengers: Age of Ultron
  16. Thor: The Dark World
  17. Thor
  18. Iron Man 2

 

 

 

MarvelWatch! Black Panther

Så fik jeg endelig set Black Panther og damn, det er godt nok en vild film. Der er masser af action, genial humor og et virkelig spændende cast af karakterer.

Efter Wakandas konge dør under angrebet i Captain America: Civil War, bliver prins T’Challa udnævnt til konge. Dette kræver dog et ceremonielt ritual, hvor de forskellige stammer i Wakanda kan udfordre ham til en dyst over tronen. De fire stammer har det fint med T’Challa som konge, mens bjergstammen skal være lidt rebelske og prøver at se, om de kan skaffe tronen. Det lykkedes dog ikke og allerede her i starten ser vi et vigtigt aspekt ved T’Challa. Han vil virkelig gerne undgå at skulle slå sin modstander ihjel, så han beder ham ihærdigt om at overgive sig og argumenterer for, at bjergklanen har brug for hans lederskab. Han vil virkelig ikke være skyld i unødvendige tab.

Måske jeg egentlig lige skal forklare Wakanda. En kæmpe meteor bestående af vibranium faldt ned i Afrika for meget lang tid siden, og de fem stammer i området kæmpede konstant over den. Det endte dog, da en kriger spiste en blomst påvirket af vibranium og gennem overmenneskelig styrke blev til den første Black Panther. Han samlede de fire stammer under sig og skabte Wakanda, mens bjergstammen hyggede sig for sig selv.

Fordi de har så meget vibranium, bruger de det til alt, men ikke mindst teknologisk, så filmen skaber en vild kombination af traditionelle afrikanske stamme-ting og futuristisk teknologi. Det føles dog på intet tidspunkt akavet, men passer bare perfekt sammen.

De passer ret godt på deres vibranium, men nogle folk formår faktisk at stjæle af det og bringe det uden for Wakandas Grænser. En af disse personer er Ulysses Klaue, der førhen stjal en stor mængde. Han blev brændemærket som tyv, men har nu igen planer om at stjæle og sælge vibranium. Hans mål bliver gjort en del lettere pga. hjælp fra filmens skurk, Erik Killmonger.  Han har nemlig et endnu større kendskab til Wakanda og en del af deres hemmeligheder.

Killmonger har forresten også en ret kompleks baggrund. Han er nevø til den tidligere konge, og man finder ud af, at kongen faktisk dræbte sin bror. Det var for at beskytte en anden, men det er stadig en ret voldsom oplevelse. Derudover efterlod de liget, så broren ikke engang fik en passende begravelse, og de efterlod nevøen som voksede op i USA, men med kendskab til Wakanda gennem farens notesbøger.

Det er også dette, der er med til at drive Killmonger. Han er vokset op med den klassiske amerikanske systematiske racisme og vil skabe et oprør mod det. Hans forslag og ordrer som konge er at bevæbne folk, så de kan deale med de magthavende. Så er der jo bare lige den detalje, at vold avler vold, og at Wakanda bevidst har holdt sig for sig selv. De er ikke meget for at komme ud i lyset og risikere at miste deres identitet, land og ressourcer. De har ligesom set, hvad der sker, når den hvide mand gerne vil have noget i Afrika, “haps haps, nu er det mit!”,

Killmonger er derfor en ret speciel og ret fascinerende skurk, da hans mål om at befri alle af afrikansk nedstamning gennem deling af vibranium-udstyr jo er ret fair. Lad os stoppe racismen, kom så!
Problemet er dog bare, at et andet mål for ham er at skabe et rige udelukkende for sig selv, så der er også mere egoistiske tanker bag hans projekt. Dette kan f.eks. ses ved, at han lader den magiske blomst blive brændt. Han vil ikke have, at der kommer nogen efterfølger, og han planlægger at forblive Black Panther så længe som muligt.

Jeg er ret forelsket i kampscenerne i filmen forresten. De forskellige karakterer bruger et hav af forskellige våben, lige fra Tron-lignende skiver til store trækøller. Koreografien er dog helt på pladsm, så hver kamp ligner nærmest mere en kompleks dans. Dette er især, når Okoye kæmper med sit spyd, for det bliver svunget rundt i alle retninger. Det bliver bare endnu mere imponerende, når hun står sammen med resten af den kongelige livgarde, og de alle er klar med spyddene.

Jeg har ærlig talt lyst til at gense filmen, udelukkende for at nyde action-scenerne igen. De rammer bare helt plet med hver enkelt af dem, og man sidder virkelig på kanten af sædet. Selvom Black Panther har en stødabsorberende og skudsikker dragt på, føles det stadig risikabelt for ham at tage del i konflikter.

Man kan ikke komme uden om, at Black Panther er en politisk film, men det er virkelig nogle spændende og relevante diskussioner, filmen lægger op til. Killmonger spørger f.eks. ind til hvor Wakanda har været, mens det er gået skidt for så mange andre med rødder i Afrika. Der kan lidt trækkes tråde over til Spider-Man: Homecoming, hvor Peter Parker påpeger, at han ikke vil kunne sidde og lave ingenting nu, hvor han har de kræfter, han har. Hvorfor har Wakanda ikke hjulpet til?

Altså, jeg blamer dem ikke, for som jeg nævnte længere oppe. Der vil ikke gå lang tid, før det ville blive til “haps haps, nu er det hele mit” sagt af en flok magtsyge hvide mennesker.

Filmen har også nogle ret fede detaljer i forhold til stammernes ritualer og traditioner. Killmonger har ret til at udfordre T’Challa, da de er fætre, men der bliver diskuteret en del om, hvorvidt han faktisk er Wakandaner. Der er meget fokus på “mit/vores folk” og den slags nationalisme, hvilket også er en ret fed diskussion at tage op.

Nå, men tilbage til min pointe om ritualer og traditioner. Det er tydeligt, at Wakanda er splittet om at følge Killmonger, fordi han føles som en outsider samtidig med, at hans ordrer er ret voldsomme i forhold til, hvordan de plejer at agere. De ser sig dog nødt til at følge deres konge, det er traditionen jo. Den første dyst mellem Killmonger og T’Challa ender med, at Killmonger tyrer T’Challa ud fra et vandfald og derfor tager rollen som Black Panther og konge af Wakanda.

Senere i filmen, da T’Challa vender tilbage, har han en ret god pointe med sig, for han påpeger, at deres dyst aldrig blev afsluttet, da han hverken døde eller overgav sig. Dette er de samme regler, vi blev præsenteret for i starten af filmen, da M’Baku endte med at overgive sig i stedet for at blive dræbt. Det er også ret tydeligt at denne kommentar fra T’Challa skaber en lille smule tvivl, om hvem de skal følge.

Anyways. Jeg var jo egentlig i gang med at forklare plottet, men jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, hvor meget der faktisk skete i filmen. Den er faktisk ekstremt kompakt i forhold til, hvor meget vi får at se. Udover plottet bliver Wakanda virkelig levendegjort, så man føler, at man næsten selv har været på gennemrejse der. Det er ret vildt men ja, plottet bliver ret bøvlet at opsummere, fordi der sker så meget. Black Panther er virkelig en film, der fortjener at blive genset næsten med det samme.

Det positive

  • Den stoiske M’Baku, der truer med at spise en af de gode, hvorefter han bryder helt sammen af grin og siger, at de er vegetarer
  • Dragternes evne til at indsamle kinetisk energi og sende den tilbage igen
  • Okoye, der mens hun bliver beskudt kaster et spyd gennem forruden på en bil, hvorefter den flipper henover det
  • Wakanda-teknologien er for blæret

Uhh, den her bliver måske lidt svær, eller måske ikke egentlig. Jeg ved, at den skal i toppen af listen, men den præcise placering bliver måske lidt svær. Den skal over Iron Man 3 for en af de ting, jeg netop elsker ved den film, er Tony Starks karakter, der bliver vist frem som sårbar. I Black Panther bruger T’Challa det meste af tiden i et skudsikkert kattekostume, så han er ikke ligefrem sårbar på den front, men som Wakandas konge bliver han godt nok presset. Han skal please stammelederne samtidig med at tage stilling til resten af verden.

Killmonger har jo nogle gode pointer, om hvor i alverden Wakanda har været henne, og hvorfor de har været så passive. T’Challa tager dette til sig, og filmen slutter f.eks. også af med, at han skaber et center for socialt arbejde, hvor Wakandas teknologi uden tvivl vil blive brugt til gode formål. Derudover er T’Challa udfordret pga. traditioner og tanken om de gode gamle dage, da Wakanda netop har haft en passiv rolle. Den vil han også gerne gøre op med, men hvordan får man lige vinklet den for de ældre stammeledere.

Samtidig er flere karakterer splittede mellem at støtte deres ven og så at udfylde deres rolle i forhold til kongen. Det er så fed en diskussion at starte, og jeg er glad for, at filmen ikke er så sort hvid på netop dette punkt. Det er tydeligt, at de forstår hinandens reaktioner, selvom de ikke er glade for dem. Den sidste store kamp til sidst mellem et par af stammerne samt kongens vagter føles ret kaotisk og sørgmodig, for de er jo som sådan på samme side. Nogle af dem er bare mere traditionelt anlagt, så de føler sig tvunget til at følge en konge, de ikke er glade for.

Tilbage til ranglisten, og jeg ved ikke, om jeg vil placere Black Panther over Spider-Man: Homecoming. Spider-Man som karakter vil altid være min favorit, og det, at han er en simpel skoleelev, gør bare så meget for at gøre ham til en relaterbar karakter for ekstremt mange mennesker. Samtidig skal han deale med virkelig mange helt normale problemer som f.eks. at lære at binde et slips. Han er en fjollet og akavet teenager, der konstant er splittet mellem sin rolle som Spider-Man og sit liv som social teenager Peter Parker.

Dermed ikke sagt at T’Challa ikke er en relaterbar karakter, men jeg ved ikke, hvor mange, der kan relatere til livet som konge af Wakanda. Hans problemer er også på et andet niveau og er især præget af det ansvar, der ligger på hans skuldre efter han blev konge. Der er nok desværre flere, der kan relatere til Killmonger og hans oplevelser med racisme.

Det er faktisk lidt svært, for de er begge virkelig gode karakterer med fede evner, og hvis jeg skal være helt ærlig, så vinder black Panther ekstra points pga. sin seje dragt. Spider-Man vinder dog endnu flere, da han netop som skoleelev med hverdagsproblemer er mere relaterbar.

Black Panther stryger derfor direkte ind på en 4. plads, og jeg ser så meget frem til at gense den snart. Fed action, god humor, og hvor er det blæret med kombinationen af futuristisk tech og traditionelle afrikanske ting.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Black Panther
  5. Iron Man 3
  6. Thor: Ragnarok
  7. Captain America: Civil War
  8. Ant-Man
  9. The Avengers
  10. Captain America: The Winter Soldier
  11. Doctor Strange
  12. Iron Man
  13. Captain America: The First Avenger
  14. The Avengers: Age of Ultron
  15. Thor: The Dark World
  16. Thor
  17. Iron Man 2

MarvelWatch! Spider-Man: Homecoming

Spider-Man er virkelig min yndslingshelt. Han rammer bare plet på så mange forskellige måder. Han er alles helt og ikke bare endnu en rig og forkælet overklassefyr, der får spændende legetøj.

Filmen fanger virkelig også noget af det vigtigste ved karakter og serien. Netop, hvor splittet Peter Parker er over for sit sociale liv som Peter Parker og så sine forpligtelser som Spider-Man. Med den slags kræfter han har fået, føler han ikke, at han kan tillade sig ikke at bruge dem og beskytte andre.

Det betyder dog, at hans sociale liv halter totalt, fordi han konstant bliver nødt til at baile fra alt mulig. I filmen får han endelig spurgt Liz, om de skal gå sammen til homecoming festen, men på selve dagen er han nødt til at gå op til hende ved festen og sige, at han skal gå.

Det går ham så meget på at svigte sine venner og familie på den måde, men det ville gå ham endnu mere på, hvis han vidste, at han kunne have reddet og hjulpet andre i stedet for. Det er så skørt at forestille sig en teenager som Peter Parker have den slags pres på sig.

Han har dog nogle ret gode venner. Ned er hans bedste ven som i starten ikke ved, at han er Spider-Man, men finder ud af det på den sjoveste måde. De har aftalt at bygge på Neds Lego Dødsstjerne, men Peter glemmer alt om aftalen og laver Spider-Man ting. Hans tøj/taske er blevet væk, så han sniger sig ind af vinduet derhjemme, kravler på loftet, trækker døren forsigtigt i, sænker sig ned på gulvet, lukker døren helt, vender sig rundt… hvor Ned sidder med åben mund og taber Dødsstjernen. Det er så genialt.

En anden genial detalje ved Spider-Man: Homecoming er, at vi ikke skal se Ben Parker dø igen igen. Filmen går ud fra, at folk allerede kender Spider-Mans historie, hvilket de fleste vitterligt gør. Bare inden for live-action film har vi haft Spider-Man 1-3 samt The Amazing Spider-Man 1-2, så jo, de fleste kender historien bare nogenlunde.

Men det føles ret dejligt ikke at skulle “spilde” tid på at se hans død og den slags endnu en gang. I stedet hopper vi direkte ind til en aktiv Spider-Man. Aunt May er forresten også ret ung. Hun er ikke en gammel skrøbelig kvinde, som vi kender fra tegneserien, men en yngre kvinde, der virker til at have et rimelig godt helbred. Ingen farer for hjertestop ved opdagelsen af Peter Parker som Spider-Man her.

Humoren i filmen er forresten virkelig god. Der er intet, der minder om den platte replik om Star Wars fra Captain America: Civil War, og alle jokes lander bare perfekt. En af mine yndlingsscener er, hvor Spider-Man hjælper en masse folk i New York, hvorefter der er et cut til person, der spotter ham:

Street Vendor: “Hey! You’re that spider guy from TV!”
Spider-Man: “Call me Spider-Man.”
Street Vendor: “OK, Spider-Man. Do a flip.”

Hvorefter Spider-Man laver et flip, og der bliver hujet. Det er så plat og simpelt, men det viser også bare hans kontakt med New York. Han er virkelig helt nede på jorden og vil med glæde lave et flip, hvis det gør en anden glad.

En anden ting, jeg elsker ved filmen, er designet af skurken Vulture. Hans vinger er chitauri- og Ultron-teknologi kombineret af bandens lille geni. Samtidig får man lidt sympati med skurken, da han lige har skaffet et mandskab og udstyr til at rydde op efter angrebet på New York, men så kommer DODC, et samarbejde mellem regeringen og Tony stark og overtager opgaven.

En del af mandskabet bliver hængende, og de bruger nu Chitauri udstyr til at skabe våben, de kan sælge samt omdanne til forskellige gadgets. Det er ret fedt at have en skurk, der kæmper mod The Man, selvom han hurtigt viser sig at være en iskølig dræber, ups.

En af mine absolutte yndlingsscener i Marvel Cinematic Universe er også i den her film, da Peter fucker gevaldigt op som Spider-Man. Tony Stark dukker op, de diskuterer lidt, hvor Tony siger, at han tager den nye seje Spider-Man-dragt med sig igen. Peter er helt fortvivlet og siger, at han er intet uden dragten, og her kommer den bedste linie i hele MCU og som virkelig understreger en stor del af heltene.

Tony stark: “If you’re nothing without this suit, you shouldn’t have it.”

Generelt er der bare virkelig mange stærke scener og ekstremt godt skuespil. En anden stærk scene er, hvor Peter skal hen til Liz’ hus, og det så er Vulture, der åbner døren. Allerede her kan man mærke, hvordan stemningen er spændt mellem dem, og på meget kort tid er han helt sikker på, at Peter er Spider-Man.

Det positive

  • Happy og Peter der mødes på skolens toilet.
  • At Happy har båret rundt på en forlovelsesring for Tony
  • Mays udbrud, da hun til sidst i filmen ser Peter i Spider-Man-dragten.

Det er lige før, jeg kan skrive et helt speciale om, hvorfor Spider-Man er så fed en superhelt, så jeg skal nok prøve at begrænse mig her. Læg mærke til “prøve”.

Spider-Man er bare folkets helt. Han er helt nede på jorden, en helt normal studerende når han ikke lige løber rundt i spandex og bekæmper skurke. Det gør ham virkelig til en af de mest relaterbare superhelte.

Det rykker også superheltedrømmen lidt tættere på. “Hvad nu hvis jeg blev bidt af en radioaktiv edderkop?” er en del nemmere at nå hen til end “Åh hvor ville jeg ønske, at jeg var blevet udvalgt til et eksperiment, der gik ud på at lave supermennesker eller var super intelligent, så jeg kunne tjene uanede mængder penge og bruge dem på kvinder og robotdragter!”.

Dermed ikke sagt at Captain America og Tony Stark ikke kan være relaterbare, men deres oprindelseshistorier er en del skæve i forhold til at dagdrømme sig til at være superhelt.

Samtidig er der hele konflikten mellem Peter Parkers sociale liv og hans forpligtelser som Spider-Man. Hvem kender ikke til at føle sig presset af, hvad man gerne vil, og hvad der skal gøres. Det er så menneskeligt, og Peter Parker ofrer konstant virkelig meget for at hjælpe andre.

Peter Parker og Spider-Man er den bedste kombi nogensinde, og jeg vil virkelig altid holde af den her superhelt. I de næste film håber jeg virkelig, at de smider mange flere fjender mod ham. Jeg vil så gerne have en film, der retfærdiggører traileren til The Amazing Spider-Man 2, eller i hvert fald følger op på den. Samtidig måtte Vulture godt vende tilbage, for Michael Keaton spiller virkelig godt.

Filmen ryger ind på listen lige over Iron Man 3 for come on, det er Spider-Man! Den ryger under Guardians of the Galaxy-filmene, da disse bare er på et niveau for sig selv.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Spider-Man: Homecoming
  4. Iron Man 3
  5. Captain America: Civil War
  6. Ant-Man
  7. The Avengers
  8. Captain America: The Winter Soldier
  9. Doctor Strange
  10. Iron Man
  11. Captain America: The First Avenger
  12. The Avengers: Age of Ultron
  13. Thor: The Dark World
  14. Thor
  15. Iron Man 2

MarvelWatch! Guardians of the Galaxy Vol. 2

Guardians of the Galaxy Vol. 2 er endnu bedre end den første film, så jeg kan med det samme afsløre, at den er røget direkte ind øverst på ranglisten. De forskellige karakterer tager virkelig filmen til et helt andet niveau.

I den første film blev der hinted mod, at Star-Lords far ikke var helt normal, og det blev der i den grad fulgt op på i denne film. Vi møder hans far, Ego, der viser sig at være en celestial, en slags gud. Holdet møder ham i menneskeform, hvorefter han tager nogle af dem tilbage til sin planet. Der er bare det, at det er ikke bare hans planet, men han er faktisk planeten, som I at han er en kæmpe hjerne i planetens midte, som styrer alt omkring sig gennem lysenergi.

Han virker lidt shady, og vi finder ud af, at han skal bruge Star-Lords hjælp til at fuldføre sin hemmelige plan. Han kan kun bruge netop ham, da ingen af hans andre børn bærer celestial-genet. Jep, Ego har været rundt til ekstremt mange forskellige planeter, hvor han har plantet sit frø på et par forskellige måder. Han er sprunget i kanen med en fra den fremmede race, han har mødt samtidig med, at han har plantet en slags blomst på planeten.

Herefter har han fået bragt børnene til sig for at tjekke, om de var celestials, så de kunne hjælpe ham. Spoiler-alert, men han er ikke verdens bedste far, for han har dræbt alle de børn, han ikke kunne bruge.

Den der blomst forresten. Når han bruger sin lysenergi, eksploderer blomsten i en kæmpe masse, som hastigt spreder sig rundt om planeten og Egos plan er at gøre alting til… ham. Passende navn alligevel. Star-Lord virker først tillokket af ideen om projektet, men så afslører Ego, at han dræbte moren, hvorefter Star-Lord blæser ham halvt i stykker med sine pistoler, og så står den på kamp.

Det er et virkelig godt plot, for Star-Lord har tydeligvis fantaseret om sin far hele sit liv, og endelig møder han ham, og så bliver det en konfrontation af den her størrelse. Det er helt vildt, og han bliver presset til det yderste. Det samme sker for resten af karaktererne, og det er virkelig den slags, der gør filmen så god.

Min yndlingskarakter i denne film er dog Yondu, den ravager, der skulle have taget Peter til Ego, men i stedet beholdte ham. Han fungerer som en slags plejefar for ham, og de har et ret specielt forhold. Han bliver f.eks. ved med at beskytte Peter, selvom han konstant snyder ham på forskellige måder.

Yondu får ekstra meget plads i denne film, og det er så velfortjent og passende, nu hvor filmen handler om Star-Lords far. Han har søgt efter sin far i så lang tid uden at indse, at Yondu jo udfyldte den rolle. Han er en kriminel fyr, men hjælper alligevel de gode, hvilket ender i mytteri, og han bliver frarøvet sit skib og mandskab.

Dette ender dog med en af de fedeste scener i hele filmen, da Yondu har det ultimative våben i hele Marvel Cinematic Universe. En rød pil han kan styre gennem telepati og fløjtelyde. Han og Rocket kommer ud af deres celle og skynder sig over til et overvågningsrum, hvorefter Yondu sender sin pil rundt gennem hele skibet for at dræbe alle, der var imod ham. Det er så blæret, fordi kameraet zoomer ud, og du ser bare den her røde streg, der bliver tegnet på tværs af rummene, fordi den flyver rundt over det hele. Så blæret! Samtidig står Rocket og skyder løs på væggene, når han ser fjenderne nærme sig på kameraerne. Virkelig gennemført scene!

En anden spændende karakter er Nebula, Gamoras søster. Vi finder ud af, at Thanos fik dem til at kæmpe mod hinanden som børn, men Gamora blev ved med at vinde, og for hvert tab fik Nebula udskiftet noget med robotdele. Altsammen for at hun kunne blive Gamoras lige, hvilket aldrig skete, hun blev ved med at tabe.

Det er derfor forståeligt, at Nebula hader sin søster, og dette had driver hende også gennem en stor del af filmen. Hen mod slutningen får de dog talt lidt ud om det, og hjælper endda hinanden. Det er uden tvivl ikke afsluttet, men føles mere som en midlertidig våbenhvile. Deres mål er dog det samme, at overvinde Thanos.

Resten af karaktererne har også virkelig mange gode scener. En ny karakter Mantis kan mærke andres følelser ved at røre dem, og hun bryder nærmest sammen, i det hun rører Drax’ skulder på et tidspunkt. Han sidder dog ret stille, hvilket viser, hvor meget der foregår under overfladen.

Rocket er et stort røvhul i filmen, men det er alt sammen en maske, fordi han ikke vil vise, hvor sårbar han er. Hen mod slutningen vil Gamora springe ud fra skibet for at finde Star-Lord og Rocket stunner hende og siger; “I’m Sorry. I can only afford to lose one friend today.“. Han er mere end en hardcore vaskebjørn, hvilket Yondu også gennemskuer i en virkelig stærk scene.

Nu har jeg muligvis fået det til at lyde som en eksklusivt seriøs og dramatisk film, hvilket ikke er helt passende. Præcis ligesom den første film er der stadig masser af plads til humor og sjove situationer. Igen er balancen helt perfekt, og filmen glider bare fra den ene stemning til den anden fuldstændig gnidningsfrit.

Det positive

  • Replikken: “You shouldn’t have killed my mother and squished my Walkman” – Star-Lord
  • Yondu og Rockets kamp fra overvågningsrummet… så fedt og visuelt flot.
  • Yondu, der råber af Rocket for at fortælle ham, at de er ens
  • Hele filmen…

 

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy Vol. 2
  2. Guardians of the Galaxy
  3. Iron Man 3
  4. Captain America: Civil War
  5. Ant-Man
  6. The Avengers
  7. Captain America: The Winter Soldier
  8. Doctor Strange
  9. Iron Man
  10. Captain America: The First Avenger
  11. The Avengers: Age of Ultron
  12. Thor: The Dark World
  13. Thor
  14. Iron Man 2

MarvelWatch! Doctor Strange

Så blev det tid til at se den mærkelige doktor! Det var faktisk en spøjs oplevelse for den føles ligesom Ant-Man, meget anderledes end de andre Marvel-film. Stephen Strange er en ret speciel karakter/helt, humoren var ret tør, men samtidig god… og den ramte plet ret gennemsnitligt hos mig, så jeg tør ikke tænke på ranglisten endnu!

Denne gang følger vi narcissisten og supereliteduperextremelæge Stephen Strange, der er ekstremt god inden for sit område, han tjener masser af penge, kører i fede biler, har en skuffe fuld af ure og alt den slags overklasse-bras. Det eneste, der fylder mere end hans formue og berømmelse, er hans ego.

Han får dog sig selv i en bilulykke, hvor hans hænder bliver knust, og så er det ligesom slut med at være læge eller i hvert fald operere, da hans hænder konstant ryster. De er helt færdige og efter en del forsøg med operationer, genoptræning osv., er han tæt på at give op, men får dog et spor, der leder ham til Kamar-taj, hvor han muligvis kan få helbredt sine hænder.

Her støder han på en flok mystiske munke, der viser sig at være noget, der bedst kan beskrives som troldmænd. Vi taler med tryllebesværgelser og hele molevitten. Han tror ikke helt på dem, men efter nogle ret overbevisende eksempler fra “overmunk” Den Ældste begynder han lige så stille at tro på det.

Det viser sig hurtigt, at han har flair for magien og begynder at studere på egen hånd for at få endnu mere viden. Dette involverer også den forbudte magi, og ritualer der næsten ikke engang må tales om. Og så springer vi lige tilbage til starten af filmen, hvor Den Ældste kæmper for at beskytte en af disse bøger med forbudt magi, men skurken Kaecilius formår at stikke af med et par sider.

Der er nemlig et spændende aspekt, der bliver diskuteret lidt i filmen, da Den Ældste virker til lidt at frygte, at Stephen Strange ender som Kaecilius og vil bruge forbudt magi. De har nogle af de samme træk og regner begge en ret dyster hemmelighed ud omkring Den Ældste. Hendes navn kommer af, at hun har levet i virkelig lang tid, men ingen ved helt, hvordan hun gør. Det viser sig, at hun trækker energi fra mørkedimensionen, hvilket er noget af det værste, man kan gøre.

Dette skaber dog også en fed diskussion, om hvad der er rigtigt eller forkert. Hendes mål er jo godt, men hendes midler er dårlige, så hvordan skal man tage stilling til det. Det er da trods alt bedre end Kaecilius, hvor hans mål er dårligt og hans midler endnu værre.

Det er forresten også ret fedt at se en anden slags magi, end vi har set før, også selvom Den Ældste forklarer det lidt som en slags kode, man lærer at bruge. Jeg holder på, at det bare er magi! Uanset hvad kommer der nogle ret fede scener ud af det, fordi de f.eks. kan bevæge sig ind i spejldimensionen, hvor de frit kan bevæge sig i tid og rum. Der er nogle fede scener, hvor bygninger begynder at rulle sammen som et tæppe, og en hel by nærmest kollapser på sig selv.

En af de ting, jeg stadig har det lidt akavet med i filmen, er, at Stephen Stranges personlighed ikke rigtig ændrer sig voldsomt meget. Han starter med at have et kæmpe ego, og hen mod slutningen har han stadig et kæmpe ego. Han redder dagen, men fortsætter med sin dårlige attitude. Det virker til, at han har sluttet fred med sine hænder og indset, at han måske skal droppe at være et røvhul, men tja, lad os nu se. Ellers er han jo bare en douchebag med magiske evner. Jeg ved ikke helt, han har vel ændret sig på nogle punkter, men det virker ikke helt til at være nok til at overbevise mig.

Måden, han overvinder skurkene på, er dog virkelig genial. Kaecilius vil gerne gøres udødelig af Dormammu, der befinder sig i mørkedimensionen, der forresten eksisterer “beyond time”. Det er altså et sted, hvor tid ikke rigtig er et koncept. Doctor Strange flyver derind med et relikvie, der lader ham styre tiden, og han starter et time loop, så han for evigt hopper ned foran Dormammu og beder om at forhandle. Han bliver kvast, spiddet, skudt og dræbt på ekstremt mange forskellige måder, men til sidst får Dormammu nok, og de slår en handel af. Dette involverer, at Kaecilius og hans følgere bliver suget ind i mørkedimensionen, så det er en ret fed måde at slippe af med dem på.

Nu går vi videre til noget helt andet, netop humoren. Der er ret mange gode jokes i Doctor Strange, men meget af det virker bevidst leveret på en smørret måde, der ikke skal få dig til at gå i latterkrampe, men i stedet trække på smilebåndet og sige “Høhø”. Det er fuldstændig smag og behag, jeg sad ofte og morede mig, men det er virkelig low-key meget af det.

Min absolutte yndlingsscene med dette er en samtale mellem Doctor Strange og Kaecilius:

Kaecilius: “Mister…?
Strange: “Doctor”
Kaecilius: “Mister Doctor?”
Strange: “It’s… Strange”
Kaecilius: “Maybe. Who am I to judge?”

Kaecilius bliver forresten spillet af Mads Mikkelsen, og han leverer de linier her helt perfekt.

Det positive

  • The Cloak of Levitation, der hjælper Strange i kamp til ret stor forvirring for alle andre
  • Wong, der endelig griner til sidst i filmen
  • Mordos virkelig seje sko

Selvom jeg nød en stor del af Doctor Strange, synes jeg ikke, den skal særlig højt op på listen. Vi snakker ikke helt i bunden, men jeg sigter nok efter midten. Hvis vi bruger den gode gamle med at tage det fra bunden af, så hopper den direkte op over The Avengers: Age of Ultron. Så bliver det dog svært.

Hvis vi ignorer Captain America: The First Avenger i et øjeblik, og i stedet forkuserer på Iron Man, så minder de to faktisk en del om hinanden. Narcissistisk geni inden for sit felt, der bliver presset og opdager noget vildt revolutionerende for dem selv. Ved Stark får det dog bredere benyttelse end bare ham selv, men det gavner primært ham selv.

Når jeg brokker mig over, at Strange ikke virker til at have et meget mindre ego hen mod slutningen, så kan jeg vel næppe undgå at komme ind på, at Tony Starks ego heller ikke bliver mindre. De overvinder begge skurken på en ret genial måde, hvor de bruger deres viden og evner til at narre dem. Så hvem vinder af Iron Man og Doctor Strange?

Det bliver Doctor Strange, fordi der er så mange virkelig flotte scener, hvor landskabet forandrer sig på virkelig vilde måder. Okay så! Nu er Doctor Strange kommet på en 7. plads, og spørgsmål er så bare, om den er bedre end Captain America: Winter Soldier og nope, det kan jeg hurtigt svare på, bare nej.  Captain America: Winter Soldier har et mere spændende overordnet plot, og jeg er faktisk kommet til at holde lidt af Bucky efterhånden.

Derfor ender Doctor Strange på en flot 7. plads, hvilket faktisk er præcis midten lige nu, så jeg skulle da bare have fulgt, hvad jeg skrev først.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. Captain America: Civil War
  4. Ant-Man
  5. The Avengers
  6. Captain America: The Winter Soldier
  7. Doctor Strange
  8. Iron Man
  9. Captain America: The First Avenger
  10. The Avengers: Age of Ultron
  11. Thor: The Dark World
  12. Thor
  13. Iron Man 2

MarvelWatch! Captain America: Civil War

Captain America: Civil War er uden tvivl den Marvel film, der har efterladt mig mest ambivalent. Jeg har førhen været ret negativ over for den, men efter at have set alle de andre film inden for kort tid, sætter jeg ret meget pris på en del af de emner, den kommer ind på. Der bliver nemlig fulgt op på en del af de mindre plot-tråde, der har været i de tidligere film.

Filmen kan dog samtidig virke lidt skizofren, fordi den kører to store historier oveni hinanden. Først har du Avengers-holder, der splitter op pga. Sokovia-akkorderne, som placerer Avengers under FN, der vil styre, hvor og hvordan de bliver indsat. Tony Stark er enig i, at der er nødt til at være styring og kontrol, så der ikke sker en masse ulykker. Captain America står i spidsen for den modsatte side, da han frygter at være underlagt andre, folk med skiftende agendaer som han beskriver det.

Det, der gør konflikten så satans spændende, er, at de jo begge har argumenterne i orden. Begge sider har jo som sådan ret, og deres bekymringer er helt igennem retfærddiggjort. Det fører til problemer, at Avengers trodser alle lovgivninger og bevæger sig, som de har lyst, men hvis de bliver underlagt FN, der muligvis holder dem tilbage fra at stoppe en konflikt? Det er også ret skidt.

Det andet plot er lidt kringlet på flere måder. For det første snor det sig rundt om det første plot, mens det bare er lidt forvirrende. Vi har Zemo, en elitesoldat fra Sokovia, hvis familie blev dræbt efter begivenhederne i The Avengers: Age of Ultron. Da Black Widow lækkede Shield/Hydra-filerne formåede Zemo at afkode nogle af dem, hvor han fik kendskab til Winter Soldier-projektet, heriblandt hvem der dræbte hvem.

Hvilket skal forstås på den måde, at Zemo har opdaget, at vores gode gamle ven Bucky faktisk myrdede Tony Starks forældre, så hans plan gennem hele filmen er at få adgang til optagelserne af dette, så han kan vise det til Tony Stark for at få splittet The Avengers helt op.

Det er egentlig en ret genial plan, Zemo har sat sammen, for den rammer på alle de rigtige punkter hos karaktererne og formår faktisk også at få Avengers-holdet splittet godt og grundig op. I hvert fald i forhold til Avengers som organisation. Til sidst i filmen modtager Tony Stark en besked fra Captain America samt en mobiltelefon, hvor han kan blive kontaktet, hvis der bliver brug for det. Jeg synes virkelig, det var en god afslutning på filmen, at vi lige fik set, at selvom de lige har tævet hinanden halvt ihjel, så er der stadig knyttet et bånd omkring at beskytte jorden mod diverse trusler.

Zemo er forresten virkelig uhyggelig, for han er jo bare et menneske, mens hans modstandere er en broget flok superhelte, med stor fed streg under super ved en del af dem. Men hans beslutsomhed, dedikation og generel planlæggen af hvert trin, damn altså. Uhyggelig fyr og endnu mere uhyggelig til sidst, hvor planen er lykkedes, og han så prøver at begå selvmord, fordi han ikke har mere at leve for. Han er blevet helt opslugt af sin lyst til hævn, at det er det eneste, der driver ham fremaf.

De to plots fletter sig ind i hinanden og driver hinanden fremad, men det kan nogle gange godt virke lidt distanceret. Det kan også være mig, der bare ikke er så god til at følge med, hvem ved?

Hvis vi skifter fokus dog, så har filmen nogle ret gode action-scener, nu hvor heltene kæmper mod hinanden. Der er lidt fan service over det, når vi ser de gode kæmpe mod hinanden. Det opfylder den gode gamle “hvem ville vinde, hvis x kæmpede mod y?”.

Jeg har dog et problem med en helt. Jeg er kæmpe fan af Spider-Man, men hvor er jeg ikke særlig glad for hans rolle, når han er sammen med de andre superhelte. Han er kæmpe fan af de andre, og under kampen er han ved at tabe kæben over deres udstyr samtidig med, at han spørger dem om alt mulig. Det er komisk for seeren, men det er jo ikke klassisk Spider-Man, der fyrer jokes af mod modstanderne for at distrahere dem og skjule sin egen usikkerhed.

Samtidig er der en linie, hvor jeg virkelig sukker højlydt, hver eneste gang jeg ser den eller bliver mindet om den.

Spider-Man: “Hey guys, you ever see that really old movie, Empire Strikes Back?

Det er meningen, den skal understrege, at han er en teenager, men i stedet får den ham bare til at virke virkelig… dum. “Høh, har I nogensinde set den der film… øh, Star Wars?”. Den irriterer mig bare virkelig meget nu, hvor vi har fået en opdateret nørdet udgave af Peter Parker/Spider-Man, og så føles han bare meh pga. den slags kommentarer. Han har en lignende kommentar i Infinity War, hvilket jeg nok også brokker mig over igen.

Det værste er, at han fungerer fint i sin egen film, men lige så snart, han er sammen med de andre helte, er det platte og dumme kommentarer. Det irriterer mig grusomt meget.

Det positive

  • Black Panther, der ridser Captain Americas skjold
  • Ant-Man, der vokser sig ekstremt stor
  • Falcon og Buckys smørrede smil, da Captain America kysser Sharon Carter

Jeg er virkelig meget i tvivl, om hvor jeg skal placere Civil War, for som jeg nævnte, har den efterladt mig ret ambivalent. Jeg er dog stadig en del mere positiv, end jeg har været tidligere, og generelt fylder det positive mere end det negative hos mig. Den flyver derfor hurtigt deropad, men sløver ned omkring The Avengers. Ant-Man er ret sjov og generelt bare en god film, men hvilken af de to er bedre?

Først tænkte jeg på Ant-Mans humor, men bagefter kom jeg til at tænke på Iron Man 3 og hele emnet med en sårbar superhelt. Det er der også en del af i Captain America: Civil War, men bare ikke på samme måde. Den kommer derfor uden tvivl til at ligge under Iron Man 3.

Det er jo en mere seriøs film, så det er måske også unfair at måle det på humoren. Antallet af helte er rimelig unfair, da Avengers spiller en stor rolle i Captain America: Civil War, så der vil naturligvis være flere. Skurken så, Zemo mod Yellowjacket, begge mennesker, hvilket gør dem endnu mere uhyggelige end de store onde trusler fra rummet. Deres agenda er super tydelig, mens mennesker lægger skumle planer.

Zemo er dog tidligere elitesoldat, hvilket gør ham lidt mere sej og frygtindgydende, men de har samme iskolde attitude over for menneskeliv. De er i hvert fald ikke bange for at tage en anden persons liv, hvis vedkommende står i vejen. Hmm, jeg er nødt til at lade Zemo vinde her, for hans plot er bare det mere spændende, end skør forsker vil have hævn over hemmelighedsfuld mentor.

Tillykke Captain America: Civil War, du er på en 3. plads!

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. Captain America: Civil War
  4. Ant-Man
  5. The Avengers
  6. Captain America: The Winter Soldier
  7. Iron Man
  8. Captain America: The First Avenger
  9. The Avengers: Age of Ultron
  10. Thor: The Dark World
  11. Thor
  12. Iron Man 2

MarvelWatch! Ant-Man

Ant-Man føles som en ret mærkelig Marvel-film, men ikke på en dårlig måde, tværtimod! Der er bare nogle aspekter ved den som føles ret anderledes, et større fokus på humor måske. Der er bare noget ved den, som får den til at skille sig ud fra de andre.

Det kan også være, fordi både filmen selv og karaktererne virker til at have en mere kritisk tilgang til, det de laver. Dette er især tydeligt i en af mine yndslingsscener, hvor Ant-Man kæmper mod skurken på sin datters værelse, og de er skrumpet ned på hendes legebord. De kæmper den her episke kamp, hvor han kaster med togdele og den slags, hvorefter skurken skubbes ned foran toget.

Han skriger op, hvorefter kameravinklen skifter, og vi ser nu legebordet i dets normale størrelse, hvor toget fuldstændig udramatisk rammer skurken og falder roligt ned ved siden af banen. Herefter cut tilbage til episk kamp mellem Ant-Man og skurken. Den primære funktion her er jo tydeligvis den komiske effekt, men samtidig føles det som en kommentar til karakteren og til dels også Marvel-universet om, at nogle gange bliver det ret lamt og fesent.

Ant-Man er ret sej, men tænk over det. Hans kræfter er at ændre sin størrelse og styre en masse myrer. Det har seje muligheder, som vi også får at se i filmen, men hvor lyder det altså fesent på papiret.

Vores helt Scott Lang er også en lidt spøjs karakter. Han er kriminel, åh nej! Men han er en god en af slagsen. Han afslørede svindel ved et firma, hvorefter de fyrede ham, og han tog så hævn ved at hacke ind og få overført alle pengene til de rigtige lommer. Så en slags god kriminel helt? Det fungerer ret godt i filmen, for det sætter ham i en position med mange begrænsninger, især i forhold til sin datter.

Skurken er sådan lidt skør, faktisk meget. Det bliver foreslået, at hans hjerne er blevet påvirket af kemiske reaktioner efter de mange eksperimenter, men det lyder samtidig som om han bare har været skør i længere tid. Uanset hvad, går det helt galt for ham, og han bliver fuldstændig besat af tanken om hævn. Når han samtidig er helt utilregnelig ,er han faktisk en ret skræmmende skurk.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men han bliver også ekstra uhyggelig, fordi han “bare” er et menneske. Når vi har set ondskabsfulde guder, nådesløse maskiner og den slags, så er det bare uhyggeligt at se en almindelig fyr være så utilregnelig og creepy scary.

Udover Scott Lang som Ant-Man har han også et hold til at hjælpe sig. Den originale Ant-Man Hank Pym som sammen med sin datter Hope vejleder Scott, hans ven og tidligere cellekammerat Luis, og så to andre som Luis introducerer ham for. Det er en ret mærkelig samling, men med godt teamwork formår de faktisk at få ordnet alting. Alle er også med til at levere gode jokes, og generelt er filmen ret tight på det punkt. Hver joke rammer helt perfekt, og ingen øjeblikke bliver spildt på ingenting.

Effekterne i filmen skal virkelig også have ros, især scenerne, hvor han skifter størrelse, og kameraet nogle gange følger med ned eller op. Det ser så fedt ud! Samtidig er der en scene, hvor Ant-Man slår sin regulator fra og går subatomic, og her mødes han af det mest underlige visuelle landskab. Der er ting, der virker genkendelige, men øjeblikket efter er det skiftet til noget helt andet. Det er så uhyggelig en situation at være i, og den får mig til at tænke på Iron Man, der hjælpeløst hænger på den forkerte side af ormehullet i The Avengers.

Det positive

  • De forskellige skift til udramatisk udgave af Ant-Man vs. YellowJacket
  • Luis måde at fortælle historier på
  • Det visuelle ved subatomic niveau, woah!

Okay, det er måske tydeligt, at jeg er ret positiv over for Ant-Man, også selvom den er lidt anderledes i det. Derfor startede jeg fra toppen denne gang, og jeg vil ikke sætte den over Guardians of the Galaxy eller Iron Man 3, men over The Avengers, tja.

Det synes jeg faktisk, den har fortjent. Humoren rammer så godt, Paul Rudd er en god skuespiller, og jeg har lyst til at se mere til de forskellige karakterer, især Luis. Jeg så en på nettet foreslå, om der ikke kan laves en recap af samtlige Marvel-film, men fortalt af Luis og damn, det ville være vildt og ret sjovt. Måske lidt for meta, men vi kan da altid håbe alligevel.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. Ant-Man
  4. The Avengers
  5. Captain America: The Winter Soldier
  6. Iron Man
  7. Captain America: The First Avenger
  8. The Avengers: Age of Ultron
  9. Thor: The Dark World
  10. Thor
  11. Iron Man 2

MarvelWatch! The Avengers: Age of Ultron

Jeg har ikke set særlig meget frem til at gense The Avengers: Age of Ultron, for jeg husker den som værende ret forvirrende og ikke særlig god. Det var faktisk rimelig meget, som jeg huskede det, men jeg var dog i stand til at sætte mere pris på flere dele af filmen denne gang, fordi den spiller ret meget på ting introduceret i de foregående film. Det føles lidt som en opsamling på en række løse tråde, men den formår bare ikke at binde nogen knuder, men lader dem bare løbe videre ud.

Filmen starter in medias res, hvor hele Avengers holdet angriber en Hydra(Shield?)-base. Der er fart over feltet, og jeg sad igen og var ret forvirret. Kort efter bliver Lokes scepter dog vist, og de taler også om, at siden Shield blev opløst, har Thor været på jagt efter det.

Denne struktur optræder virkelig mange gange i filmen, hvor scener starter midtvejs, hvorefter vi først får forklaret, hvad i alverden der foregår efter noget tid. Det er fuldstændig subjektivt, om man kan lide den slags eller ej, men jeg blev ærlig talt træt af det meget hurtigt, fordi det endte med at virke gentagende.

Denne Hydra-base ligger forresten i Sokovia, et land der får en betydelig og meget vigtig rolle i denne samt de kommende film. De virker forresten ikke særlig glade for The Avengers i Sokovia, for de tyrer ting efter Tony Starks Iron Legion-robotter. Hydra-påvirkning eller generel utilfredshed med dem?

En anden ting, der er lidt forvirrende er hele situationen omkring Shield og Avengers. For Stark og de andre har slået sig sammen og dannet The Avengers, efter Shield er blevet opløst. Det giver faktisk god mening, for Shield var ret shady, men pludselig dukker Nick Fury op, brokker sig lidt til Tony Stark, og senere dukker han så op igen i en fucking Helicarrier, fuldt bemandet og klar til at redde Sokovias befolkning.

Altså wut. Shield er opløst, men han kan pludselig få en helicarrier klar til det her. Jeg undrede mig så meget, at jeg endte med at slå det op og damn, det bliver forklaret i tv-serien; Agents of Shield. Jeg vidste godt, det var en del af Marvel Cinematic Universe, men det virker bare lidt fesent, at hvad der lyder til at være en side-note i Agents of Shield forklarer en ret stor ting i The Avengers: Age of Ultron. Men tja, så må jeg jo også i gang med at se Agents of Shield. Det bliver dog først, når jeg er kommet gennem filmene.

Men jeg synes faktisk, det er et generelt problem med Age of Ultron, at der enten mangler forklaringer, eller de kommer så sent, at det næsten bliver ligegyldigt. Jeg er ikke typen, der sidder og skriger “PLOTHOLE!” af film, faktisk det modsatte. Jeg er så træt af den negative og kyniske tilgang til filmkritik, som har overtaget en stor del af diskursen omkring film. Men The Avengers: Age of Ultron har så mange steder, hvor det bare føles, som om vi mangler halvdelen af scenen, hvor de lige forklarer, hvad i alverden de laver.

Jeg er heller ikke imod gode afsløringer, der får min kæbe til at ramme gulvet, men det sker bare heller ikke i filmen, da de fleste afsløringer er ret fesne. Det bliver derfor bare en spøjst struktureret film.

Jeg har lidt samme akavede forhold til en scene, hvor Wakanda nævnes. Tony Stark og Steve Rogers taler om Vibranium, hvor Stark bare namedropper Wakanda, mens Banner er lidt forvirret, og Stark så fortæller, at det stærkeste metal kommer fra Wakanda. Det virker ud fra scenen, som om Stark og Rogers har fuldstændig styr på Wakanda samt deres vibranium-“eksport“, men hvorfor har vi så ikke hørt om det før?

 

Nå, men nu har jeg vist brokket mig nok, så lad os komme videre. Planen med Ultron er et skabe en kunstig intelligens, der kan styre hele Starks samling af robotter og beskytte verden mod alle trusler. Problemet har så bare været at skabe den kunstige intelligens.

Dette ændrer sig, da de analyserer Lokes scepter og opdager, at det indeholder en slags kode, der kan bruges til at skabe Ultron. Han bliver dog til en komplet sindsyg, aggressiv og altødelæggende kraft, der konstant kan kopiere og sende sig selv rundt gennem data-strømme. Super hyggelig person.

Jeg fryder mig ret meget over endnu et eksempel på hybris, da Ultron bygger sig en ny krop, men før han får uploadet sig til den, bliver den stjålet af The Avengers. De vælger at uploade Starks egen AI, Jarvis til den og bum, så bliver Vision skabt. Dobbelthybris nu, for nu har Ultron sådan set bygget sin egen største fjende?

Det kan endda gå over og blive trippel-hybris, for The Avengers ved i starten ikke helt, hvor de har Vision, men han virker dog til at udelukkende være på deres side. Vision er forresten en ret hyggelig person. Der er en ret sjov scene lige efter, han er blevet vækket til live, hvor han kigger på Thor, hvorefter han giver sig selv en kappe, der matcher.

Af andre nye karakterer er der Scarlet Witch og Quicksilver, der starter med at være skurke, men skifter side efter en virkelig fed scene. Da de første gang møder Ultron, prøver Scarlet Witch at læse hans tanker, men fejler, da han jo er en robot. De mødes igen, da han er ved at uploade sig til den nye krop, som hun faktisk kan læse tankerne hos og får vist, at han vil lægge verden øde. Det var ikke lige det, han havde sagt, så de stikker af og hjælper The Avengers. Dette er samtidig en fed scene, fordi det siger en del omkring Vision, at han er mere end en robot og nærmere et levende væsen med en bevidsthed

Der er forresten også en række scener, som har givet mig ret meget lyst til at skippe i rækkefølgen og springe direkte til et par bestemte titler. De forskellige Avengers bliver nemlig sendt i en slags drømmetilstand af Scarlet Witch, hvor de så genoplever gamle minder, fantasier, drømme, håb, fremtiden(?). Nogle af disse scener har vist funktion som baggrundshistorie, mens andre lægger op til fremtidige film, især Thors scene. Jeg glæder mig ret meget til at finde ud af, hvor meget disse faktisk betyder.

Efter The Avengers har “reddet dagen”, (ved at sprænge det svævende Sokovia i en billard stykker (for at undgå, at det vil fungere som en meteor (efter at Ultron (skabt af Tony Stark) har bygget en kæmpe maskine, der får landet til at svæve))), så tager de fleste en lille pause. Hulk flyver f.eks. et jetfly udover havet og forsvinder helt.

Derfor slutter filmen også af med, at den nye Avengers-base vises frem, samtidig med vi ser et nyt Avengers-hold. Det er ret fedt at få et nyt hold samlet og generelt bare fedt, at vi får nye helte med i filmene.

Det positive

  • Iron Mans Hulkbusters arm, der auto-puncher Hulk
  • Captain Americas seje magnet-ærmer
  • Vision har en vibraniumkrop, overvej det lige?!

The Avengers: Age of Ultron var ret svær at placere på ranglisten, mest fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvor lavt den skulle placeres. Jeg ved, det bare er personlig holdning, men hele filmens struktur var bare ikke noget for mig. Jeg har det også stadig ret stramt med starten. Bare se på den første film med The Avengers, hvor shit is going down rimelig hurtigt, men der er bare et øjebliks forklaring til, hvor vi er, og hvad vi laver. Det er der bare intet af i Age of Ultron, og det irriterer mig grumt meget.

Filmen skal dog have lidt ros, en lille bitte smule for at være en virkelig god optakt til Civil War. Der bliver sået så mange gode frø, som bliver høstet senere. Holdets utilfredshed med Starks tendenser til at lege gud som eksempel. Captain America siger det ærlig talt også bedst:

“Every time someone tries to win a war before it starts, innocent people die. Every time.”

Han har så meget ret. Hver gang de prøver at forberede sig på en fremtidig konflikt, ender de med at skabe problemer for dem selv. Det er en rimelig genial konflikt, der hjemsøger vores superhelte.

Men jeg kørte gennem listen, og den kommer ikke engang i nærheden af Guardians of the Galaxy eller Iron Man 3. The Avengers er også væsentlig bedre efter min mening. Captain America: The Winter Soldier har et mere spændende plot med Shield infiltreret af Hydra, og Iron Man vinder, bare fordi den er bedre. Captain America: The First Avenger er også bare en bedre film.

Derefter blev det lidt sværere, for den er bedre end Iron Man 2, men bedre end de to Thor-film? Det tog lidt tid og en del overvejelser. Den ender dog over dem, for det irriterer mig stadig mere, at der er så meget spildt potentiale med Jane Foster end hele strukturen i The Avengers: Age of Ultron. Så undskyld Thor, jeg har hørt at din næste film skulle være ret god… krydser virkelig fingre!

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. The Avengers
  4. Captain America: The Winter Soldier
  5. Iron Man
  6. Captain America: The First Avenger
  7. The Avengers: Age of Ultron
  8. Thor: The Dark World
  9. Thor
  10. Iron Man 2

MarvelWatch! Guardians of the Galaxy

Guardians of the Galaxy er virkelig en fantastisk film. Jeg har lyst til at rose den for så meget forskelligt, at det næsten er helt fjollet. Den er virkelig sjov, men formår stadig at have ret følelsesladede scener. Der er en perfekt balance mellem de forskellige stemninger i filmen, og den er ikke bange for at skifte mellem dem på de mest fjollede måder.

Jeg er ret vild med starten, fordi den starter ret normalt med en lille dreng, der sidder på hospitalet og ikke helt vil komme tæt på sin mor, der er dødeligt syg af kræft. Han sidder uden for hendes rum med et headset på og lytter til et mixtape, hun har lavet til ham. Han kommer dog med ind, hvor hun har en gave til ham, hvorefter hun dør. Han stikker af fra hospitalet og kaster sig grædende på græsplænen udenfor.

Og så er det at filmen så stikker ret meget af, for der kommer et rumskib og samler ham op. Det er så fed en start på filmen og viser os allerede, at Peter Quill AKA. Star-Lord ikke har haft den nemmeste barndom.

Det samme kan siges om resten af den mærkelige gruppe, som de ender med at være. Gamora er adopteret af Thanos, hvilket betyder masser af tortur samt træning som et levende våben. Groot ved vi ikke så meget om, men der ligger sikkert en masse og venter os bag de mange “I am Groot”. Rocket siger det ret godt, da han råber op om, at han aldrig har bedt om at blive til et monster i form af en vaskebjørn med cybernetic implants.

Til sidst har vi Drax, der er en ret skræmmende karakter for at være ærlig. Han er totalt opslugt af hævn første gang, vi møder ham, og sådan fortsætter han et godt stykke ind i filmen. Der går nok lang tid, før han er tilfreds på den front.

Det er altså ikke dine standardhelte i Guardians of the Galaxy, men i stedet en række akavede, semi-kompetente outcasts, som ikke passer ind andre steder end i hinandens selskab. De kan i hvert fald udrette noget, når de står sammen.

Det er uden tvivl den sjoveste film i Marvel Cinematic Universe, jeg har set. Der scorer den top-points. Det derfor virkelig imponerende, at den samtidig formår at have så mange følelsesladede scener. Der er bare skabt et perfekt mix med en god balance.

Nogle af mine yndlingsscener er en tilbagevendende joke om, at Drax tager alting helt bogstaveligt, hvortil der på et tidspunkt er  følgende dialog:
Rocket: “His people are completely literal. Metaphors are gonna go over his head.”
Drax: “Nothing goes over my head…! My reflexes are too fast, I would catch it.”
Timingen er bare så god ved hver af de her jokes.

En anden ting, jeg elsker ved Guardians of the Galaxy, er, at vi her har anti-helte, der ender med at gøre det rigtige. De gør det på deres helt egen måde, men jeg elsker konceptet så meget, og selvom det kan virke ret kliché, så føles det ret friskt i filmen.

Den store skurk i filmen er Ronan The Accuser, som ærlig talt bare er virkelig skræmmende. Han arbejder for Thanos, men ender med at tage Infinity-stenen til sig selv i stedet og beslutter sig nu for at ødelægge planeten Xandar. Anti-helte-holdet prøver at stoppe ham, men deres planer om at stoppe hans rumskib fejler, og det ender med et stort opgør nede på jorden.

Her viser filmen virkelig, hvor stærk den er på forskellige måder, for Peter Quill begynder at danse og udfordrer Ronan til en dance off. Jep, kampen er helt hypet op, alle er klar til at se en episk slåskamp, og så står han og danser uden noget musik. Selv Ronan er overrasket og spørger, hvad i alverden der foregår. Det er så totalt åndsvagt, men det fungerer udelukkende, fordi filmen er bygget op på en måde, så man aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske. Det skal dog også siges, at der er en dybere mening med hans dance off, da han distraherer Ronan.

Det positive

  • Alle galaksebeskytterne er cool på hver sin måde.
  • Musikken er så tight.
  • Groots smil efter han har spiddet en række vagter og banket dem ind i væggene adskillige gange.

Det er dejlig nemt, for Guardians of the Galaxy ryger direkte til tops. Jeg elsker Iron Man 3 for dets portræt af Tony Stark, og hvordan han godt kan klare sig uden dragten, selvom han er et sted, hvor han virkelig har brug for den. Guardians of the Galaxy består kun af folk, der er ude, hvor de ikke kan bunde, men bliver nødt til at finde noget at holde fast i.

Samtidig er det den sjoveste, mest rørende og bare fedeste Marvel-film, jeg har set indtil videre. Jeg har lyst til at gense den med det samme og glæder mig ekstremt meget til at se Guardians of the Galaxy Vol. 2.

Ranglisten

  1. Guardians of the Galaxy
  2. Iron Man 3
  3. The Avengers
  4. Captain America: The Winter Soldier
  5. Iron Man
  6. Captain America: The First Avenger
  7. Thor: The Dark World
  8. Thor
  9. Iron Man 2

MarvelWatch! Captain America: The Winter Soldier

Tanken med MarvelWatch! er egentlig at gense Marvel-filmene for at smide dem alle på en rangliste, men jeg må indrømme, at der er nogle af dem, jeg ikke har set før. Dette inkluderer Captain America: The Winter Soldier, og nu hvor jeg har set den, fortryder jeg egentlig ikke at have ventet med det.

Filmen har et ret fedt plot, men jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg nød en forkert del af filmen mest. Filmens titel peger jo på vintersoldaten, en mytisk lejesoldat, der dukker op og dræber sine mål hurtigt og effektivt. Samtidig har han en metalarm, hvilket måske gør ham ret let at spotte.

Det bliver dog afsløret, at Winter Soldier er Bucky, Steve Rogers gamle ven, som han troede, var død. Han blev fundet af Hydra-agenter, som udførte eksperimenter på ham og sådan set hjernevaskede ham til det ekstreme.

En del af plottet handler altså om Steve Rogers, der prøver at finde ud af, hvordan Bucky er endt som Winter Soldier, samt hvordan han kan få sin ven tilbage. Det er ret genialt, men afsløringen kom lidt sent i filmen, så man får aldrig rigtig en ordentlig ide om, hvor stærkt deres forhold egentlig er. Udover hvad vi så i den første film, er det kun enkelte flashbacks, og det føles lidt fladt. De er tydeligvis supergode venner, men filmen kunne godt have vist det frem med flere flashbacks af dem, der tager sig af hinanden.

Den del, jeg nød en del mere i filmen, var plottet omhandlende Shield, og hvordan det var blevet infiltreret af Hydra. Da Captain America blev frosset ned, var Shield allerede i gang med at rekruttere tyske forskere for at udnytte deres viden, heriblandt Dr. Zola, vi mødte i Captain America: The First Avenger.

Problemet er så bare, at de her forskere ikke automatisk forlader Hydra, men arbejder videre med deres skøre projekter med en lille Shield-sticker oven på deres Hydra-merchandise. Det virker lidt underligt, at Shield ikke opdager noget af dette, men hey, shit happens. Nogle folk glemmer at slukke lyset, andre overser, at deres organisation er blevet infiltreret af fjenden efter en stor del af fjendens forskere blev rekrutteret under en forventning af, at de bare ville skifte side.

Generelt virker det også til, at Shield er en ret shady organisation, der vil gøre, hvad de kan for at beskytte verden, også selvom det muligvis vil inkludere at sprænge den i stykker. Det er ret skørt til tider.

Deres seneste plan er Project Insight, hvor en vild algoritme tager alle folks informationer og opfanger alle, der kan være potentielle trusler mod Shield…. ehh, Hydra. Husk på, at denne algoritme er lavet af Hydra-forskere så tja, hvem mon de har lavet den for.

Derudover bliver denne skøre algoritme lige forbundet med tre helicarriers, der stortset bare er en bunke flyvende våben, så der kan dræbes millioner på minutter. Udover at de kan misbruges som de netop bliver, hvad er pointen så med at have denne slags våben tilgængelige!? “Er det her et kæmpe plothul!?!” *Kyler mig selv gennem en rude for at være en klaphat*

Det forklarer Nick Fury faktisk, og hvis man husker tilbage til Avengers, så frygter han virkelig meget at tabe kampen mod ukendte trusler. Han blev overrasket af aserne, der dukkede op, og samtidig fløj der pludselig rumvæsner ind gennem et ormehul. Verden er ikke klar til den slags trusler, så Nick Fury arbejder på at gøre den klar.

Det er dog tydeligt, at han ikke spiller med åbne kort, ikke engang når han viser hele hånden til Steve Rogers. Der er altid et eller andet es gemt i ærmet, og som han er klar til at hive frem, hvis det bliver nødvendigt.

Det virker dog kortvarigt til, at han er løbet tør for ærmer, da han bliver udsat for et attentat og tilsyneladende dør. Nu bliver Shield altså fuldstændig styret af Hydra, hvilket ikke er den bedste kombination der findes. Tværtimod.

Det er bare ret fedt at se en organisation som Shield, der vitterligt ikke giver nogen fucks, blive skubbet helt ude i tovene i en slags ultimativ form for hybris. De fløj for tæt på solen, og nu betaler de for det. Det ender faktisk med, at alle Shields og Hydras hemmeligheder bliver lækket af Black Widow, og så er det ret meget slut med Shield. (Eller er det?)

Og hey, nu hvor jeg har nævnt Black Widow, kan vi passende springe over til hende. Hun er stadig badass og har nogle fede kampscener, hvor der bare bliver sparket røv. Hun har en ret kæk, men varm attitude over for Steve Rogers, men det hjælper på det, at han lige hiver fat i hende og beder hende om at være seriøs bare et øjeblik.

Man ved nemlig heller ikke helt, hvor man har hende. Hun er ikke ond, men hun virker til at være delvist limet fast på Nick Fury samtidig med, at hun deler en del af hans værdier og tanker, især i forhold til Shield.

En anden sej karakter er The Falcon, som Steve Rogers tilfældigvis møder i starten af filmen, og senere søger hjælp fra. Han er tidligere pilot af en slags robot-vinge-dragt, så da The Cap og Black Widow dukker op og beder om hjælp, er han mere end frisk på at flyve med.

Dette giver nogle ret fede scener, hvor han flyver rundt, undviger fjendernes skud samt angriber med stor hastighed. Fed dragt og godt brugt i filmen! Samtidig er det lidt fedt, at endelig finde ud af hvem han er.

Det positive

  • The Falcon sparker seriøst røv.
  • Shield får sparket sin røv ret hårdt.
  • Captain America og Winter Soldiers bromance.
  • Vi ser hvad der er under Nick Furys eyepatch.

Jeg sidder og kigger på ranglisten og overvejer ret meget, hvor i alverden jeg skal placere Captain America: The Winter Soldier. Jeg nød filmen ret meget, men ud fra titlen føles det, som om jeg roser filmen af de forkerte grunde. Hvis jeg må være helt ærlig er det lige før, filmen godt kunne have haft en anden titel.

Captain America: Shieldra
Captain America: Feel the Fury!
Captain America: Caps Buckmance

Ej, jeg synes bare, det er lidt øv, titlen ikke reflekterer, hvor vild hele plottet omkring Hydras overtagen af Shield egentlig er. Der er så meget kød på det, og det har jo ret vilde konsekvenser, når man f.eks. bare lukker Shield ned. Damn altså!

Nå ja, filmen skal på ranglisten! Det bliver nok den gamle metode med at lade den kæmpe mod hver film fra bunden af. Den vinder over alle helt op til plads fire lige over Captain America: The First Avenger. Men jeg sidder og debatterer om, hvorvidt den skal endnu højere op.

Jeg kan godt gå med til at rykke den over Iron Man, men den kommer ikke over The Avengers. Placeringen skyldes primært min kærlighed til hele Shieldra-plottet, fordi det er så spændende og interessant. Er helt pjattet med den slags hybris!

Ranglisten

  1. Iron Man 3
  2. The Avengers
  3. Captain America: The Winter Soldier
  4. Iron Man
  5. Captain America: The First Avenger
  6. Thor: The Dark World
  7. Thor
  8. Iron Man 2