Brothers: A Tale of Two Sons


To brødre på en rejse fyldt med følelser

Developer: Starbreeze Studios
Udgivelse: 1. september 2015
Anskaffelse: Google Play, PS Store & Steam
Platform: Android, iOS, Pc, PS3, PS4, Xbox 360 & Xbox One

Brothers: A Tale of Two Sons foregår ikke i en særlig hyggelig verden. De få tidspunkter, der er fyldt med glæde, kommer ofte direkte efter ret nedtrykte scener. Det lyder muligvis som et nærmest depressivt spil, men det er ikke helt. Det er bare et tungere spil, da nogle af dets temaer er sorg, skyld og tillid. Disse kommer til udtryk på forskellige måder i spillet, men jeg kan ikke komme med eksempler uden, at det vil være spoilers.

Spillet starter med, at de to brødres far er blevet syg, og den eneste kur er vand fra livets træ. Det eneste spor, de har er, en pergamentrulle, de får af landsbyens doktor. Herefter bliver det et eventyr gennem forskellige miljøer, hvor de to brødre støder på mange forskellige væsener og karakterer.

En af de vigtigste detaljer ved spillet, er at du styrer begge brødre samtidig. Hver analog-pind styrer en af brødrene, mens de to triggers fungerer som deres use-funktion. Jeg havde på ingen måder forventet, hvor udfordrende dette ville være. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være god til det med det samme, men sidst i spillet havde jeg stadig problemer og bevægede den forkerte karakter, eller glemte at stoppe med at bevæge en af brødrene.

Her skal det dog også nævnes, at spillets længde er 3-4 timer, så det er måske begrænset hvor meget træning, jeg kunne få med styringen. Spillet fungerer som en puzzle platformer, hvor de to brødre ofte skal bruges på forskellige måder. Den ældre bror er stærkere og højere, mens den yngre bror er mindre og lettere. Det er dog ofte nogle ret kreative måder, de skal hjælpe hinanden på.

Musikken i spillet er jeg også nødt til at fremhæve. Spillet er fyldt med følelsesmæssige øjeblikke og musikken er virkelig bare med til at understrege dette. Både ved de triste og glade situationer er musikken der til at bakke følelsen op. Spillet er bare generelt virkelig godt sat sammen, altså de forskellige dele som musik, kameravinkler osv.

Jeg nævnte før, at spillet ikke foregik i en hyggelig verden, hvilket dog ikke betyder, at der ikke er hyggelige øjeblikke i denne verden. Det er bare, at selve verdenen er fyldt med så mange sørgelige miljøer, at det bare føles dystert en stor del af tiden. Nogle af de ting, som brødrene skal udføre, er også ret dystre, til tider ret makabre. Det er altså ret tydeligt for mig, at spillet er rettet mod ældre børn og voksne.

De fleste af spillets områder er dog fyldt med små fortællinger, der bliver fortalt gennem objekter og miljøet selv. Nogle af disse fortællinger er triste, andre glade. De to brødre møder også en håndfuld væsener og karakterer som hjælper dem videre med rejsen, så gennem disse interaktioner kommer der også lidt en følelse af hygge og glæde.
På trods af kun at være omkring de 4 timer langt er Brothers: A Tale of Two Sons virkelig et spil, jeg har nydt. På trods af triste situationer har det været en spændende rejse, og selvom det nok ikke bliver i den nærmeste fremtid, vil jeg helt klar genspille det en dag. Hvis du har 4 timer, du kan dedikere til gaming, så vil jeg helt klart anbefale dig at bruge dem på Brothers: A Tale of Two Sons.

Advertisements

The Last Guardian

Meget svingende men ender dog med at være en positiv oplevelse.

Developer: SIE Japan Studio
Udgivelse: 6. december 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

The Last Guardian er uden tvivl en af de mest forvirrende oplevelser, jeg har haft med nogen spil overhovedet. På den ene side nød jeg spillet ekstremt meget, mens jeg på den anden side var så frustreret, at jeg var tæt på at give op på det.

I The Last Guardian styrer du en dreng, der prøver at undslippe fra en kæmpe ruin. Han vågner op ved siden af et kæmpe bæst, Trico, og sammen skal I prøve at slippe væk. Det primære element i historien er selve båndet mellem drengen og Trico, hvilket du nok også selv vil opdage hurtigt, hvis du spiller det.

Jeg nød historien virkelig meget, da en stor del af deres forhold bliver beskrevet diskret gennem gameplay og ikke langtrukne cutscenes, som det ofte sker ved computerspil. En del af det spændende ved historien er dog også alt det, vi ikke får at vide. Hvad denne ruin førhen har været, hvorfor drengen befinder sig der og lignende spørgsmål får vi som sådan ikke konkrete svar på. Dette er dog bare et plus for The Last Guardian, da det ville føles akavet, hvis vi fik en masse svar lige pludselig.

Dets gameplay er simpel platforming, nogle lette puzzles og kamp mod nogle levende rustninger. Det lyder ret enkelt, og det er det også. Fumito Ueda har en evne til at holde sine spil forholdsvist minimalistiske, og dette er også tilfældet ved The Last Guardian. Det er dog varieret gennem spillet, så du  aldrig vil føle, at du laver det samme i alt for lang tid af gangen. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lagde mærke til og tænkte nærmere over.

En del af The Last Guardians gameplay, som jeg dog ikke har nævnt endnu, er ved Trico. Jeg sukker allerede bare ved tanken om det. Jeg gennemførte spillet fire gange. Første gennemspilning var ekstremt frustrerende, fordi Trico konstant undlad at følge mine kommandoer, gik i den forkerte retning og generelt bare gjorde alting forkert. Det blev så slemt, at jeg til sidst overvejede at give helt op på spillet.

Jeg gav det dog en chance mere og fik gennemført det, hvorefter slutningen gjorde, at noget sagde click ved mig, og jeg fik ekstremt meget lyst til at genspille det. Denne gang gjorde Trico alt det korrekte, lyttede til alting, og jeg havde en fantastisk oplevelse uden nogen frustrationer overhovedet. De to næste gange, jeg spillede det, havde jeg en del af de samme problemer som første gang, men knapt så mange.

Jeg forstår derfor godt folks kritik af Trico, da det føles så tilfældigt, om dine kommandoer bliver hørt. På den ene side er det genialt, da Trico føles mere ægte og ikke bare som en npc-klods, der straks kommer, når du kalder. På den anden side kan det bare lede til så mange unødvendige frustrationer, når det ikke fungerer. Et godt råd er at restarte fra sidste checkpoint, hvis Trico opfører sig mærkeligt, men den slags burde virkelig ikke være nødvendigt for at kunne få en god oplevelse med et spil.

Derudover føles styringen meget klodset. Nogle forsvarer dette med, at karakteren er en dreng, så det bare simulerer en drengs bevægelser, men dette kan ikke bruges som undskyldning for mærkelige valg af funktioner for de forskellige knapper. Du bruger cirkel til at sigte med genstande i spillet, men du bruger også cirkel til at samle ting op. Jeg havde utallige gange, hvor drengen begyndte at sigte i stedet for at samle ting op. Ikke game-breaking, men bare irriterende.

Akavet er nok den bedste måde at beskrive kameraet på, da dette også kan volde store problemer. Kameraet laver aldrig nogen virkelig vilde bevægelser, men svajer nærmest rundt, hvilket passer perfekt til spillet, men det fungerer ikke helt, når det prøver at følge dig gennem bestemte steder. Hvis Trico gik under en port med drengen på ryggen, var der flere gange, hvor kameraet ville bounce helt vildt, hvorefter det bare viste en sort skærm, fordi det sad fast i væggen. Virkelig ofte stod Trico også stille, så jeg bare kunne fyre en masse kommandoer af og håbe, at han ville bevæge sig, så jeg kunne se noget igen.

Noget der dog imponerede mig en del var selve Tricos udseende. En blanding mellem kat, hund, ørn og nok også lidt andet lyder muligvis ret spøjst, men Trico er super flot. Det bliver også bare endnu bedre, når du sidder på ryggen, mens der skal springes rundt på banerne. Disse hop nød jeg hver eneste gang, fordi det bare føltes så godt.

Banedesignet skal virkelig også have ros, da du bevæger dig op gennem ruinen og ofte kan kigge ned på steder, du tidligere har været. På denne måde bliver der altså skabt en sammenhæng mellem de forskellige områder, og jeg nød ofte at kigge ud over landskabet for at se, hvor jeg havde været rundt. Det var også med til at give spillet en slags målestok, så du virkelig forstår hvor effektivt, det er at bevæge dig rundt med Trico.

Du har nok allerede forstået, hvorfor det var så forvirrende en oplevelse. På den ene side har vi akavet styring, irriterende kamera, frustrerende Trico, men på den anden side er historien så god, at jeg genspillede det dagen efter. Hvis du er fan af ICO og/eller Shadow of the Colossus vil du helt sikkert nyde The Last Guardian, da det er endnu mere tid i dette fantastiske univers. Hvis du aldrig har spillet et af de to, vil der dog stadig være en fantastisk historie at finde, men vær forberedt på nogle frustrationer.

Grow Home

Grow Home_20160625173004
Sjovt lille spil om udforskning.

Developer: Reflections, a Ubisoft Studio
Udgivelse: 1. september 2015
Anskaffelse: Playstation Store & Steam
Platform: Pc & Ps4

Grow Home er et forholdsvist kort spil, men det forhindrer det ikke i at være virkelig underholdende. Du styrer BUD, en lille robot, der skal vokse en Star Plant for at få mere oxygen til planeten. Dette skal gøres ved at klatre op på planten og gro spirer ud til forskellige flyvende øer.

Du får BUD til at klatre ved at gribe fat med højre og venstre hånd på skift og dermed komme længere op. Udover at klatre kan BUD benytte sig af en lille plante, der fungerer som faldskærm eller et blad, som fungerer som en hang-glider. Planten har dog begrænset brug, så der skal spares, så BUD ikke løber tør og rammer jorden alt for hårdt.

Udover disse to har BUD også en raket på ryggen, som han kan flyve et lille stykke med. Denne fungerer fint til små flyveture, men pas på hvis du skal på længere ture, da den har begrænset brændstof. Du kan dog samle krystaller gemt rundt i verdenen som hjælper BUDs evner som bl.a. inkluderer at raketten forbedres.

Det, jeg selv nød meget i Grow Home, var at udforske og bevæge mig rundt i verdenen, da det bare er underholdende. Det at lege rundt med BUDS raket resulterede ofte, i at han faldt til sin død, men det er hurtigt at respawne, så jeg kunne prøve igen. Spillet respawner dig ved forskellige stationer rundt i verdenen som samtidig lader dig teleporte mellem dem. Det er samtidig nemt at komme rundt i verdenen, hvis du bare vil udforske lidt mere et bestemt sted.

Denne verden indeholder også forskellige dyr og planter, BUD kan scanne gennem disse stationer og dermed udfylde en database over dem. Dette er dog optionalt, men åbner for forskellige skins til BUD som ændrer på nogle af hans evner. Jeg åbnede selv for et Ninja-skin, der fik ham til at hoppe højere.

Grow Home er et spil, der virkelig lægger op til udforskning, så hvis du mangler en interessant verden at navigere rundt i, kan jeg kun anbefale det meget. Jeg blev selv overrasket over, hvor meget tid jeg faktisk brugte på det. Først groede jeg den store Star Plant helt til toppen, så ledte jeg efter samtlige krystaller for at få BUD forbedret helt, og så skulle jeg finde de resterende Star Seeds. Jeg mangler stadig at udfylde databasen, men overvejer virkelig meget at gøre det snart, da det bare har så sjovt gameplay.

Ratchet and Clank (2016)


Endnu et underholdende eventyr med alles yndlingslombax og favorit-robot!

Developer: Insomniac Games
Udgivelse: 20. april 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af Ratchet & Clank, da det jo er baseret på filmen… baseret på spillet. Det lyder lige fjollet hver gang. Men jeg var helt klart ikke skuffet, men derimod lidt overrasket positivt, da spillet introducerede nogle nye elementer til mixet.

I spillet møder vi først Lombaxen Ratchet, der stræbere efter at blive en galaktisk ranger, men på trods af, at han gennemfører træningsbanen og føler sig klar, bliver han valgt fra. Samtidig et andet sted i universet bliver krigsrobotten Clank også valgt fra, da han er en knapt så intimiderende krigsrobot. Han stikker derfor af for at undgå at blive destrueret. Han hopper i en nødkapsel og styrter ned på samme planet, Ratchet befinder sig på. Herefter følger vi de to helte i deres kamp for at beskytte universet fra total ødelæggelse fra forskellige skurke.

Hvis du kender til Ratchet & Clank-serien, vil du helt klart nyde gensynet med de velkendte karakterer og våben. Jeg må indrømme, at jeg virkelig ofte grinte højlydt pga. dialogen. Det er ofte platte jokes, men de fungerer bare virkelig godt. Et godt eksempel på dette kan også findes ved våbnet Mr. Zurkon, der ofte fyrer one-liners som f.eks. kun at ville dræbe fjenderne en lille smule. Generelt er helt spillet lidt fjollet, men jeg synes personligt aldrig, det blev for meget.

Det meste af spillet går med at skyde fjender, bruge forskellige dingenoter for at åbne for nye dele af banerne, og nogle gange skal der løses puzzles med Clank. Gameplayet er varieret, så du burde ikke føle, at du laver det samme hele tiden. I forhold til dette kan du også flyve fra planet til planet, som du har lyst, så du kan altid vende tilbage, hvis du ikke gider at klare alle objectives på en bestemt planet lige med det samme.

Våbnene er også et af højdepunkterne ved Ratchet & Clank, da du får adgang til adskillige unikke våben gennem spillet. Nogle er helt klart mere brugbare end andre, men det er generelt bare sjovt at lege rundt med dem. Der er klassikere fra de tidligere spil, men også nye våben, så der er noget for både nye og gamle fans af serien. Alle dine våben tjener xp, når du skader med dem, hvilket er et genialt system, da dit favoritvåben hurtigt bliver endnu bedre. Samtidig kan dine våben opgraderes med raritanium, der findes rundt på banerne og som drops fra fjenderne.

En af de nye features er holo-kort, som du samler ved at finde booster-packs og enkelte kort som drops fra fjenderne. Disse er inddelt i sæt af tre hver, hvor et samlet sæt giver dig en bonus, som f.eks. at du tjener 5% flere bolte. Samtidig kan du læse informationer om holo-kortets indhold, hvilket f.eks. kan være informationer om specifikke karakterer. Selvom det er ret simpelt, er det alligevel sjovt at samle de forskellige kort.

Jeg må dog indrømme, at spillet føltes lidt kort på trods af, at jeg klarede alle optional objectives. Der er dog udfordringsspil, som fungerer som en slags new game+, hvor du beholder alle dine våben og deres lvls, mens fjenderne skader mere. Hvis din samling af holo-kort heller ikke er komplet, er der også replayability for dig ved udfordringsspil.

På trods af at det føles kort er det dog stadig en virkelig hyggelig oplevelse. Ratchet & Clank (2016) kan helt klart anbefales, både for gamle og nye fans af serien!

Shelter

capsule_616x35353-616x350
En kort men spændende oplevelse som grævling 

Developer: Might and Delight
Udgivelse: 28. august 2013
Anskaffelse: Humble & Steam
Platform: Pc

Shelter handler om overlevelse for en grævling og hendes 5 unger. Du skal føre dine 5 unger, forbi farlige ting samtidig med, at du skaffer dem mad på turen. Alt sammen for at finde et nyt sted at opholde jer.

Shelter har en meget unik stilart som er virkelig spændende at udforske, da den er kombineret med et utrolig godt soundtrack. Begge ting understøtter spillets skiftende stemning.

Tempoet i Shelter starter ret langsomt, og du går langsomt rundt og finder mad til dine unger, hvorefter det skifter over til det mere hurtige, hvor du skal undgå rovfugle ved at gemme dig i buske og løbe fra busk til busk.

Det bliver ret intenst på disse tidspunkter, og det er derfor ekstra dejligt, når du får en lille pause fra tid til anden til lige at slappe af og tjekke op på dine unger.

Dine dyreunger spiller en stor rolle i spillet, da de øger spændingen, frygten, glæden samt alle andre følelser du får gennem spillet. Jeg oplevede op til flere gange, at jeg hurtigt svingede kameraet rundt for at holde øje med, at alle mine fem unger var kommet med forbi rovfuglene. Det er samtidig ret tilfredsstillende, når du kommer forbi en fare og stadig har alle fem unger med dig.

Der er ikke så meget hjælp at finde i selve spillet, så det kan godt ske, at du bliver lidt forvirret med hensyn til, hvor du skal hen. Samtidig kan spillet klares på en time, men der er dog en ekstra gamemode, hvor du skal vende tilbage hver dag og fodre dine unger over længere tid.

Selvom Shelter er kort, er det helt klart værd at prøve. Det er virkelig unikt og tilbyder noget, som du ikke finder i mange andre spil. Samtidig spiller det på dine følelser, da du skal passe på dine unger, og det fungerer bare virkelig godt. Helt klart et spil, der kan anbefales.

Lara Croft and the Guardian of Light


Super underholdende spil!

Developer: Crystal Dynamics
Udgivelse: 18. august 2010
Anskaffelse: Psn & Steam
Platform: Pc, Ps3 & Xbox 360

Dette er et af de spil, som jeg længe har ville spille, men har udskudt alt for mange gange. Noget jeg fortryder ekstremt meget nu, hvor jeg faktisk har klaret det.

Lara Croft and the Guardian of Light tager ikke lang tid at klare, men kan helt klart genspilles alene samt med en ven. Spillet indeholder co-op mode, som jeg desværre ikke selv har spillet endnu, men som jeg kan forestille mig værende endnu sjovere end single player.

Spillets historie er ret simpel, da Lara Croft finder et forsvundet artifakt, der bliver aktiveret af nogle skurke, hvorefter spillets bad guy Xolotl bliver løsladt. Sammen med en mayansk kriger, Totec, skal de få stoppet Xolotl, før han ødelægger hele verdenen.

Noget af det fedeste ved dette spil er, at det ikke er særlig ofte, at puzzles bliver genbrugt. Det kan godt være, det er de samme mechanics, der bliver brugt, men hver puzzle føles frisk. Så i stedet for 8 timer med nær-identiske puzzles er der her 6-8 timer med friske puzzles mixet med kamp.

Kamp foregår som en slags twin shooter, hvor du styrer med den ene analog-pind og sigter med den anden. Jeg spillede det igennem med en controller, hvilket føltes ekstremt godt.

Der var dog nogle gange, hvor Lara foretog nogle ret mærkelige og uheldige hop, men dette er dog ikke noget nyt for Tomb Raider-serien. Det var dog lidt akavet nogle gange at skulle aktivere noget på de højre knapper på min controller samtidig med, at jeg skulle sigte og skyde. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt en ekstra finger til at have klaret nogle kampe endnu mere effektivt.

Når jeg skriver om at være effektiv i kamp, må jeg ikke glemme at nævne udstyr! Rundt omkring i banerne samt gennem challenges kan du åbne for relics, artifacts og våben. Du kan herefter frit vælge, hvilke af disse du vil have på og dermed helt selv balancere din karakter hen mod din spillestil. Hvis du er stor fan af bomben, kan du equippe to items, der giver bonus til den samt et relic, der aktiverer en superudgave af din bombe på visse tidspunkter. Dette gjorde også, at spillet blev endnu federe, da jeg konstant skulle ind og tjekke hvilke bonusser nye relics og artifacts havde.

Alt i alt er Lara Croft and the Guardian of Light et suverænt spil, som jeg ikke kan andet end at anbefale. Tog mig 6 timer at gennemføre, men vil helt sikkert hive det frem næste gang, jeg er sammen med en ven, så jeg kan få prøvet co-op!

 

MonsterBag

monsterbag-listing-thumb-01-psvita-us-16mar15
Interessant gameplay, nuttet historie men en del frustrationer.

Developer: IguanaBee
Udgivelse: 7. april 2015
Anskaffelse: PSN
Platform: Ps Vita

I MonsterBag skal du som det blå monster V undgå at blive set af mennesker, mens du følger efter din ejer/ven Nia, da hun har glemt dig. De fleste er bange for monstre, så hvis du bliver opdaget, bliver du ofte slået ihjel på brutale måder.

Spillet har en ret nuttet stil, men indeholder samtidig en del voldsomme situationer. Udover de mange måder at dø på er der også flere steder i spillet, hvor du direkte eller indirekte får nogle personer dræbt for at komme videre.

Du følger efter Nia ved at hoppe frem og tilbage mellem en række personer, hvoraf en del af disse ikke vil lade dig passere lige med det samme. En stor del af spillet er altså at time ens hop, så du ikke bliver set.

Dette lyder simpelt nok men nogle af de senere baner skruer rimelig højt op for sværhedsgraden, så timingen skal være helt perfekt, og der ikke er meget plads til fejl. Dette resulterer desværre også i at den sidste bosskamp bliver ekstra frusterende, da jeg oplevede flere gange, at jeg ikke havde mulighed for at springe frem til det sted, jeg skulle hurtigt nok.

MonsterBag er et virkelig sjovt spil, men du skal nok forberede dig på at sværhedsgraden skrues op samtidig med, at nogle baner kræver en del tålmodighed.

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger