Tearaway: Unfolded


Fantastisk udgave af et virkelig underholdende spil.

Developer: Tarsier Studios & Media Molecule
Udgivelse: 9. september 2015
Platform: Ps4

Jeg kom først i kontakt med Tearaways kreative univers for et par år siden da jeg spillede det på PS Vita, og det er virkelig et spil, der udnytter mange funktioner på den lille håndholdte. Der skal bruges touch, mikrofon, vippes osv. Jeg var derfor meget interesseret i at se, hvordan Ps4-udgaven ville komme til at fungere rent teknisk, da der ikke er de samme muligheder som på Vitaen. Det er dog blevet et virkelig godt resultat, der er mindst lige så underholdende som Vita-udgaven.

Du styrer Iota, en lille figur lavet af papir, gennem en fortælling på vej til du’et, altså spilleren. Figuren er dog ikke kun en budbringer, men faktisk brevet selv. Det er dog ikke en kort rejse, men derimod  en lang rejse fyldt med twists. Nogle gange er det endda fortællerne, der ændrer på historien for at give dig et længere spil.

Det lyder nok lidt plat, men det fungerer virkelig godt i Tearaway: Unfolded, når det bryder den 4. væg. Dette er på en måde en del af spillets kerne, da fortællerne er bevidste om du’ernes verden og er klar over Iotas formål. I nogle af de senere baner aktiverer du f.eks. også PlayStation-knapper i spillet, hvilket er ret genialt.

Jeg nævnte at figuren var lavet af papir, men det samme gælder hele Tearaways verden. Alt er lavet af papir, hvilket giver spillet et helt unikt udseende. Det er samtidig ret imponerende, hvordan nogle effekter er blevet skabt med papir-lapper som f.eks. vind eller vand. Generelt er Tearaway bare et imponerende spil.

Musikken skal også roses, da der er nogle virkelig mindeværdige numre som f.eks. The Orchards eller Pilgrimage. Musikken understøtter i hvert fald hvert eneste øjeblik i Tearaway helt perfekt. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at sidde og vippe med foden i takt med flere af numrene. Det er samtidig ret svært at undgå at få dem på hjernen.

Spillets stemning er konstant hyggelig, hvilket er ret imponerende, da spillet også har nogle mere dystre baner, men disse formår stadig at være hyggelige at bevæge sig gennem. Jeg tror, at det er, fordi de vælger at fokusere på historien i de baner og have fokus på Iota som helten, der skal overvinde farerne. Uanset hvad fungerer det helt perfekt og er et virkelig godt spil for alle aldersgrupper.

Et sted, det måske kan miste de yngre spillere lidt, kan være i de senere baner, da der er nogle tricky sektioner, som kræver en del af spillerens evner. Hvis du samtidig vil have 100% i spillet bliver dine evner testet endnu mere. Den ene valgfrie opgave er f.eks. at transportere et jordegern tilbage til sit hus, hvilket ikke lyder så svært. Problemet er bare, at hvis du dør eller smider jordegernet væk, så har du fejlet den tur. Så skal du oftest genstarte kapitlet, hvilket er lidt træls i længden, da nogle af de her jordegern er flere minutter inde i kapitlerne. Hvis du er heldig, kan du dog genstarte fra seneste checkpoint og så backtracke for at samle det op.

Den slags er dog helt valgfrit og giver dig kun ekstra konfetti. Alt den konfetti, du samler i spillet, kan bruges på at købe forskellige pyntegenstande til Iota eller filtre og linser til det Iotas kamera. Jeg nævnte i starten, at Tearaway havde et kreativt univers, og dette kommer f.eks. til udtryk gennem kameraet, hvor du flere gange skal tage billeder af andre objekter eller af Iota. Andre gange skal du skære figurer ud på en digital skæremåtte, hvilket ofte kan give nogle sjove resultater. Egern-kongen fik i hvert fald en ret spøjs krone, fordi jeg fik helt frie tøjler.

Ofte når du har lavet disse udklip får du også selv lov til at placere dem i verdenen, hvilket jeg selv havde en del sjov med. Hvis et egern bad om en ny mund, satte jeg f.eks. et par ekstra på som øjenbryn. Hvis du er til den slags fjollethed, vil du elske de muligheder, du får i Tearaway. Min karakter reflekterer i hvert fald ret godt, at jeg ikke er særlig moden, når det gælder den slags kreative spil.

Alt i alt er Tearaway: Unfolded en virkelig god konversion af Vita-spillet, og jeg kan anbefale det meget. Der er noget for alle aldersgrupper og forskellige spillertyper, så de fleste burde kunne få en hyggelig oplevelse med det.

Lego Marvel’s Avengers


Helt klart ikke det bedste lego-spil på markedet.

Developer: Traveller’s Tales
Udgivelse: 29. januar 2016
Platform: Nintendo 3DS, Pc, Ps Vita, Ps3, Ps4, Wii U, Xbox 360, Xbox One

Jeg synes ikke, at Lego: Marvel’s Avengers er et godt spil, og slet ikke et godt Lego-spil. Det har dog nogle gode dele, som jeg først vil forklare, hvorefter jeg tager fat i alt det, der ikke virker. Der vil være lidt sammenligninger med tidligere Lego-spil og især Lego Marvel Super Heroes.

Det at flyve fungerer virkelig godt, da der er tilføjet en ny måde at styre karakterne på i luften. Du kan styre farten med den ene analog-pind og så bevæge karakteren op og ned med den anden. Dette er meget lettere end at skulle bruge X og O, da dette ofte resulterede i at karakteren holdt op med at flyve, fordi man kom til at lave et dobbelttryk på O.

Alle missioner er blevet inddelt i forskellige dele, så når du vil genspille en mission for at samle bestemte ting, skal man ikke gennem hele missionen, men kan vælge at spille en enkelt del. Det at vælge karakter er også blevet bedre, da du med L1 og R1 kan skifte mellem de forskellige udgaver af karakterne. I Lego Marvel Super Heroes skulle man vente på, at den ønskede udgave dukkede op. Dette er ikke som sådan et problem med alle karaktererne, men f.eks. Iron Man har virkelig mange udgaver, der har forskellige evner.

Der er forskellige udvidelser til spillet, hvor den ene har fokus på Antman. Jeg opdagede en karakter, der hedder Ant-Thony som jeg ikke kendte og derfor slog op. Jeg opdagede, at det var Antmans mount/steed, så jeg overvejede om, jeg kunne ride på den her kæmpe myre og jep. Den slags er ret sjovt, men jeg ved ikke om der er andre af den slags kreative kombinationer.

Der åbnes for Free Play på missionerne, når de gennemføres, men der åbnes også for nogle forskellige hub-verdener. Jeg elsker denne del af spillet, da det bare er sjovt at bevæge sig rundt som de mange karakterer. Det handler meget om at samle forskellige objekter, men det gør også bare, at det er nærmest afslappende at bare gå rundt og gøre dette.

Det var alle de ting, jeg nød ved spillet, så her kommer alle de ting, jeg ikke kunne lide.

Dette gælder primært missionerne, hvor det føles som om, der er uendelige fjender. Lige så snart du har dræbt en bølge af fjender, dukker den næste stort set op, se her. Det bliver så irriterende i længden, fordi du ikke får lidt fred til at udforske banerne. Der var også mange gange, hvor jeg ville komme videre på banen, men blev dræbt af de her sværme af fjender.

Der var mange steder, hvor de forskellige objectives ikke var særlig tydelige. Nogle gange skulle der kæmpes med kameraet, og andre gange var det virkelig mærkelige objekter, der skulle indsamles eller fixes. I den ene bane skulle der sendes en karakter henover en afsats, men det var kun den ene af de to karakterer, der kunne aktivere skærmen på den anden side, se her. Så måtte jeg tilbage og sende den anden afsted. Dette ville have været fint, hvis det var min fejl, men der var ingen måde at se hvilken karakter, der skulle benyttes.

I Lego Marvel Super Heroes blev den største hub-verden, Manhattan, brugt flittigt. Man skulle bevæge sig rundt i den mellem missioner og der blev derfor lagt op til, at den blev udforsket. I Lego Marvel’s Avengers får man først adgang til den efter nogle missioner, og der bliver ikke rigtig lagt op til at du bruger tid i dem. Det er bare mission til mission osv. og når man endelig bliver placeret i en hub-verden, skal der udføres en kort lille opgave, og så er man videre.

Kortet er irriterende at navigere. Du styrer et lille rumskib rundt på en jordklode, hvor missionerne er plottet ind, hvor de foregår. Det giver god mening, men intet bliver forklaret. Nogle punkter lyser blåt, nogle hvidt osv., men der er ingen forklaring på, hvad det betyder. Det værste var, at der ikke var nogen tydelig måde at finde ud af hvilken mission, jeg var kommet til. Så I starten fløj jeg rundt og tjekkede dem igennem. Det var først efter noget tid og et uheld, at jeg opdagede, at der kunne cycles gennem missioner med R1 og L1, hvis man ser på en mission.

Selve missionerne er kedelige og føles tilfældige. Der bliver introduceret nye karakterer på en ret træls måde i forhold til Lego Marvel Super Heroes. Man når lige at blive glad for en karakter, hvorefter de hopper videre til den næste, og siden de ikke promoverer free play på nogen måder, føler man sig lidt låst fast i missionerne. Størstedelen af missionerne er bygget på Marvel-filmene, men det føles ofte som om, de har taget lidt tilfældige dele af filmene og lavet banerne over. Det virkede lidt som spildt potentiale ikke at lave længere og større baner over hver film.

Bosserne er ekstremt kedelige. Man trykker på en enkelt knap en masse gange for at fylde en bar op. Nogle gange foregår det uden en synlig bar, og så føles det bare endnu værre, fordi man ikke ved, om man gør det rigtigt. Der er også nogle små mini-bosser, som er mindst lige så kedelige. Nogle af dem laver kun et træk, hvor der dukker en rød cirkel op på jorden, de hopper op og lander der. Det eneste, man skal, er at trykke på X for at undvige og så angribe dem, hvilket gentages til de er døde. Se f.eks. her.

Missionerne er lige så repetitive, hvor man f.eks. skal redde rumskibe ved at trykke mange gange på O for at fylde en bar op. Først et rumskib, så to og så lige to ekstra, hvis man ikke følte at det allerede var nok. Jeg opdagede også, at det ikke gik hurtigere af at trykke hurtigere. Hvis jeg trykkede en gang imellem gik det lige så langsomt, så det føltes virkelig bare som spild af tid.

Kamp føles også værre end i andre lego-spil. Generelt er der problemer med, at karaktererne ikke gider at sigte og angribe de ting, de skal. Jeg har haft karakterer, der har drejet hele vejen rundt i stedet for at angribe ting foran mig. En ting, der ville have været fedt, er de power-moves, du kan lave mellem karakterne. Ved at kæmpe opfyldes en bar, og hvis der trykkes på O ved siden af en anden karakter,  laver de en slags super-move. Disse moves er bare virkelig langsomme, så kamp bare tager endnu længere. Kombiner dette med de uendelige fjender, og det bliver bare en træls oplevelse i længden.

Der er også et hav af mærkelige bugs, en bil der ikke ville køre, et par crashes, nogle knapper, der ikke ville virke, fordi jeg havde rørt dem, før missionen ville have det, et panel der ikke aktiverede og generelt dårlig/mærkelig AI.

Det at skifte karakter var også ret frustrerende nogle gange, som f.eks. da jeg ville skifte til Black Widow her. Nu roste jeg før, at det var nemt at vælge karakter med L1 og R1. I de seneste Lego-spil har det været standard, at man kan skifte mellem alle karaktererne ved at holde trekant inde, men denne funktion er låst, indtil man gennemfører alle story missions. Indtil da kan du kun skifte karakter ved bestemte stationer rundt omkring i hub-verdenener.

Spillets egen logik virker også til at fejle. Nogle button prompts er ikke synlige. Det ene sted viser den tydeligt frem, at man skal trykke på en bestemt knap og så undlades det andre steder. Et andet eksempel er ved revnede genstande. I Lego Marvel Super Heroes kunne du hoppe og angribe for at smadre disse. Det prøvede jeg i Lego Marvel’s Avengers, hvortil der ikke skete noget. Jeg skulle stille mig på pladen, vente på button prompt og så trykke på firkant, hvorefter karakteren hoppede op og angreb ned.På samme måde er der nogle specielle genstande, der ligner hinanden lidt for meget, så det er svært at finde ud af hvilke evner, der kan påvirke dem.

Selvom jeg ikke anbefaler Lego Marvel’s Avengers er det stadig et okay spil. Hvis du køber det vil jeg dog anbefale dig at huske disse ting:
Køb karakteren Korvac, han gør alting meget lettere!
L1/R1 for at skifte mellem missioner, når du ser på en af dem.
Karaktererne er opsat alfabetisk, bortset fra DLC-karakterer.

Valley


Genialt gameplay kombineret med en fængende historie.

Developer: Blue Isle Studios
Udgivelse: 24. august 2016
Anskaffelse: Ps Store & Steam
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Jeg bevæger mig ned ad en bakke med en hastighed, der stiger alt for hurtigt, men jeg tager chancen og sætter i spring sekunder efter at have nået bunden af bakken, flyver igennem luften, lander sikkert på en nærliggende ø og begynder allerede at lede efter den næste bakke, der kan udnyttes på samme måde.

Valleys primære gameplay er at navigere gennem dalen ved at løbe, hoppe, svinge sig, og det hele foregår helt gnidningsløst pga din LEAF-dragt. LEAF står forresten for “Leap Effortlessly Through Air Functionality”, så vi kalder den bare for LEAF-dragt indtil videre. Det er en slags exosuit, der tillader dig at gøre alle de nævnte ting oven for.

Du befinder dig i dalen, fordi du søger efter et såkaldt Life Seed. Efter din kajak er kæntret, vågner du op i en hule, hvorefter du stille og roligt går ud og opdager den store dal. Det er en ret god introduktion i forhold til hvor meget fart, der er over størstedelen af spillet. Lige så snart du får LEAF-dragten, handler det i hvert fald om at have fart på, så du kan lave nogle af de vilde manøvrer, der er påkrævet for at komme videre i spillet.

Denne dragt er dog ikke vægtløs, så hvis du f.eks. falder i vand, dør du. Du bliver dog genoplivet, fordi dragten har mulighed for at udnytte livskraften i området. Dette dræner dog dalens helbred, hvilket bliver vist i dit UI som grønne blade på en gren. Du kan dog fylde dens helbred op igen ved at give liv til dyr og træer. Dette gøres ved at skyde energien mod dem og samme evne lader dig også suge livet ud af disse for at få mere energi.

Den energi, du samler, bruger LEAF-dragten også på visse ting som dobbelthop, så det kræver også lidt, at du passer på ikke at løbe tør. Især hvis du støder på nogle af spillets fjender, der skyder mod dig for at dræne din energi. Igennem spillet kan du dog finde upgrades, så du kan have mere energi på dig, og det er faktisk ret vildt, hvor meget du kan ende op med at have.

Historien bliver primært fortalt gennem audio logs, som afspilles automatisk af din LEAF-dragt, når du kommer til visse områder. Dette fungerer ret godt, fordi du ikke bliver forhindret i at bevæge dig videre i spillet, men kan gøre dette samtidig med at følge med i historien. Gennem de mange audio logs hører du om, hvad LEAF-dragten laver i dalen, personerne, der har udviklet den, og hvad deres projekt var i dalen.

Jeg nød faktisk historien ret meget og så frem til at høre den næste audio log, så jeg kunne finde ud af, hvad der var sket med karaktererne. Det var også generelt interessant at høre om de forskellige væsener i spillet, da disse også bliver beskrevet på forskellige måder. Generelt er det en ret interessant verden at finde i Valley.

Jeg har gennemført Valley, skaffet alle upgrades til LEAF-dragten, været igennem det meste af spillet en gang mere, men jeg har stadig lyst til mere af det. Spillet føles dog ikke kort, jeg vil bare gerne have endnu mere! Jeg er super glad for at have givet Valley en chance og blev kun positivt overrasket, så jeg håber også at andre vil gøre dette!

Quadrilateral Cowboy

20170213163311_1
Spændende oplevelse der godt måtte være længere.

Developer: Blendo Games
Udgivelse: 25. juli 2016
Anskaffelse: Steam
Platform: Pc

Quadrilaterals Cowboy beskriver sig selv som et single player-eventyr i en cyberpunk verden, hvor du skal navigere gennem sikkerhedssystemer med dit grey-market udstyr, og kun svarer til højestbydende. Dette er som sådan en fin beskrivelse af spillet, men det var egentlig en ret kort oplevelse på 3 timer.

Spillet indeholder 10 missioner og mellem disse, får du ofte introduceret et nyt stykke gear som bliver fokus for næste mission. Nogle af disse missioner er delt i tre dele, så du først skal stjæle noget fra område a og i næste del fra område b. De fleste af missionerne kan dog klares forholdsvist hurtigt, så du kommer aldrig til at bruge alt for lang tid det samme sted.

Nogle af missionerne var dog lidt frustrerende, da det føltes meget trial and error, så jeg skulle restarte og gøre simple dele igen og igen. En del af dette skyldes opsætning, som er nødvendigt i en del af missionerne. Du kan tilslutte dig datajack-porte og direkte påvirke døre, vinduer, og hvad du ellers støder på, mens du kan bruge din computer til at forbinde til selve netværket og gennem dette påvirke andre dele af banen.

Du bruger denne computer ved at skrive kommandoer, som så bliver udført. Du kan skrive flere efter hinanden, indsætte pauser og generelt lege meget rundt med dette. Senere i spillet får du adgang til udstyr, som du skal styre gennem din computer og ved at se på en lille tv-skærm, du slæber rundt på. Det er dog netop dette aspekt, der kan bliver frustrerende, hvis det går galt. Hvis jeg har brugt 2 minutter på at gå fra a til b, opsætte en del af udstyret, klargjort kommandoer, og alting så går galt, så føles det bare virkelig øv at skulle til det igen. Computeren husker de seneste kommandoer, men det ændrer ikke på, at du stadig skal til at stille udstyr op.

Når det er sagt, så er spillet ellers virkelig genialt. De forskellige baner fungerer som puzzles, hvor du skal regne ud, hvordan du bruger dit udstyr til at nå målet, og de fleste af disse er bare geniale. Du skal og kan i hvert fald være virkelig kreativ med, hvordan du vil klare banerne. Det er dog bare ærgerligt, at du når slutningen efter 2-3 timer alt efter, hvor effektiv du har været. Jeg kunne godt have brugt mere tid på at lege rundt med alt det udstyr, du har tilgængeligt hen mod slutningen.

Alt i alt var det en hyggelig oplevelse, men jeg føler stadig, at den var alt for kort. Der kunne sagtens have været flere baner uden, at det ville skade spillet på nogen måder. Hvis du er fan af puzzle-spil, vil du helt sikkert kunne lide de forskellige baner i Quadrilateral Cowboy. Jeg vil dog stadig anbefale spillet til personer, der ikke er store fans af puzzle-spil, da det virkelig er sjovt at være kreativ med udstyret.

Chariot


Fedt koncept, men ikke et spil jeg vil anbefale.

Developer: Frima Studio
Udgivelse: 1. oktober 2014
Anskaffelse: PS Store & Steam
Platform: Pc, Ps3, Ps4, Wii U & Xbox One

Chariot er ved første blik en casual puzzle platformer med valgfrie områder, der tilbyder en større udfordring. Sådan var min oplevelse også af hele første verden, men så kom jeg til verden 2 & 3. Først vil jeg dog forklare, hvad du laver i Chariot.

Kongen er død og prinsessen trækker/skubber hans kiste rundt. Ja, du læste rigtigt. Konceptet er måske lidt makabert, og det bliver ikke bedre, når jeg fortæller dig at player 2 er hendes forlovede. Så udover at prinsessen hiver hans lig rundt i en kiste, så er hendes forlovede også med på denne meget spøjse date. Bare en hurtig note omkring player 2; spillet er helt klart skabt med co-op som fokus, men det kan sagtens gennemføres solo.

Grunden til, de hiver kongen rundt, er for at finde et ordentligt gravsted til ham, hvilket er lidt svært, da han har nogle ret specifikke krav. Hans spøgelse dukker ofte op og klager over forskellige ting. Rundt på banerne er der også spredt diamanter/guld, som kun den døde konge kan samle op. Kisten tiltrækker alle disse skatte, og udfordringen ligger oftest i at få placeret og holdt kisten i en bestemt position, så du kan nå de mere værdifulde diamanter.

Den første verden er virkelig hyggelig, du lærer de forskellige mechanics, morer dig over, at kisten nogle gange flyver lidt rundt, og at den døde far brokker sig. Der er nogle få sektioner, hvor det bliver lidt udfordrende, men du kommer sikkert igennem det uden problemer. Jeg var klar til at anbefale spillet til alle efter at have spillet denne del, men så kom jeg til verden 2 og 3.

For at forklare, hvad der er problematisk ved Chariots senere baner, er jeg nødt til at bruge flow-begrebet. Det bliver en meget simpel forklaring af det for dem, der ikke er så bekendt med det. Flow-tilstanden involverer, bl.a. at du bliver så fordybet i noget, at du f.eks. mister tidsfornemmelsen og samtidig har et højt niveau af nydelse og opfyldelse. I forhold til spil er en måde at skabe denne flow-tilstand på ved en god balance mellem spillets udfordringer og spillerens evner. Det kan ses lidt som en kanal som her:

Det ovenstående eksempel er dog ikke optimalt i forhold til spil, og der skal helst stiles efter den her:

Her bølger den mere, så spilleren f.eks. får et nyt våben, der lader dem føle sig stærkere, hvorefter der bliver introduceret stærkere fjender. Det handler altså om at skabe en konstant balance, og et af elementerne er også, at spillet er kontinuerligt udfordrende. Som jeg nævnte før, er dette en meget stor oversimplificering af flow-begrebet og den omliggende teori.

Chariots første verden havde en god balance, mens verden 2 og 3 bare blev ved med at svinge fra den ene ekstrem til den anden. Der er to baner, der er et perfekt eksempel på dette. Den første bane bestod primært af en bogstavelig rutsjebane, hvor du hænger fast i kisten, mens den bare kører afsted. Det gør du så i 2-3 minutter, hvor de eneste ting, du skal tage stilling til, er forskellige objekter, der kan genere dig lidt.

Du skal f.eks. hoppe over nogle objekter, men hvis du ikke gør det, sidder både dig og kisten bare fast, hvorefter du bare kan hive kisten til dig og hoppe over. Nogle af de andre objekter hænger under rutsjebanen, hvor det er meningen, at du skal hive dig op, men hvis du ikke gør dette, bliver du bare kastet op i luften, og der sker stadig ikke noget. Det var altså 2-3 minutter af ingenting for at være ærlig. Spillets udfordring faldt altså så langt ned, at jeg kedede mig.

Den anden bane var fyldt med lange vertikale sektioner fyldt med hældende platforme med is på. Som i så mange andre spil glider du på is, og i Chariot giver det altså problemer, når du skal hive den tunge kiste til dig. Det handler altså om at holde fast på kisten, mens du bruger en anker-funktion til at holde fast i jorden. Problemet her er bare, at spillets udfordringer var så høje, at jeg bare blev frustreret.

Sådan var det meste af verden 2 og 3. Et konstant skift fra den ene ende af skalaen til den anden, og jeg må indrømme, at jeg overvejer at give op på spillet. Det er bare ikke særlig underholdende, når balancen er så ringe.

 

Opdatering:

I stedet for at give op gav jeg spillet en chance mere, hvis verden 4 og 5 skulle vise sig at være bedre. Balancen føltes lidt bedre, men sværhedsgraden var stadig ret svingende. Der var også flere steder, hvor banedesignet føltes akavet, og jeg personligt brugte lidt for meget tid på at finde ud af, hvordan jeg skulle komme videre.

En ting, jeg dog opdagede ved verden 4 og 5, er, at manglen på checkpoints muligvis ikke er så slemt, som jeg faktisk havde følt det tidligere. Jeg brugte ikke særlig meget tid på at udforske og gik derfor direkte efter udgangen på banen. Ved at gøre dette føltes det ofte, som om der virkelig manglede checkpoints, men jeg opdagede, at nogle af disse bare var placeret lidt væk fra den primære vej gennem banen. Dette er egentlig fint nok, men jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor de ikke er rykket en lille smule, så du automatisk støder på dem.

Det, der drev mig til at gennemføre spillet, var ærlig talt min nysgerrighed efter at se, hvorvidt belønningen ville være hele turen værd. På den ene side synes jeg, det var en fin afslutning på spillet, på den anden side følte jeg, at jeg havde spildt meget tid på at hive kisten rundt gennem kedelige og frustrerende baner. Chariot er derfor ikke et spil, jeg kan anbefale. Den første verden er underholdende, men derefter mister spillet fuldstændig sin balance. Det værste er, at jeg ikke engang tror, at spillet vil blive bedre sammen med en anden spiller.

 

Brothers: A Tale of Two Sons


To brødre på en rejse fyldt med følelser

Developer: Starbreeze Studios
Udgivelse: 1. september 2015
Anskaffelse: Google Play, PS Store & Steam
Platform: Android, iOS, Pc, PS3, PS4, Xbox 360 & Xbox One

Brothers: A Tale of Two Sons foregår ikke i en særlig hyggelig verden. De få tidspunkter, der er fyldt med glæde, kommer ofte direkte efter ret nedtrykte scener. Det lyder muligvis som et nærmest depressivt spil, men det er ikke helt. Det er bare et tungere spil, da nogle af dets temaer er sorg, skyld og tillid. Disse kommer til udtryk på forskellige måder i spillet, men jeg kan ikke komme med eksempler uden, at det vil være spoilers.

Spillet starter med, at de to brødres far er blevet syg, og den eneste kur er vand fra livets træ. Det eneste spor, de har er, en pergamentrulle, de får af landsbyens doktor. Herefter bliver det et eventyr gennem forskellige miljøer, hvor de to brødre støder på mange forskellige væsener og karakterer.

En af de vigtigste detaljer ved spillet, er at du styrer begge brødre samtidig. Hver analog-pind styrer en af brødrene, mens de to triggers fungerer som deres use-funktion. Jeg havde på ingen måder forventet, hvor udfordrende dette ville være. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være god til det med det samme, men sidst i spillet havde jeg stadig problemer og bevægede den forkerte karakter, eller glemte at stoppe med at bevæge en af brødrene.

Her skal det dog også nævnes, at spillets længde er 3-4 timer, så det er måske begrænset hvor meget træning, jeg kunne få med styringen. Spillet fungerer som en puzzle platformer, hvor de to brødre ofte skal bruges på forskellige måder. Den ældre bror er stærkere og højere, mens den yngre bror er mindre og lettere. Det er dog ofte nogle ret kreative måder, de skal hjælpe hinanden på.

Musikken i spillet er jeg også nødt til at fremhæve. Spillet er fyldt med følelsesmæssige øjeblikke og musikken er virkelig bare med til at understrege dette. Både ved de triste og glade situationer er musikken der til at bakke følelsen op. Spillet er bare generelt virkelig godt sat sammen, altså de forskellige dele som musik, kameravinkler osv.

Jeg nævnte før, at spillet ikke foregik i en hyggelig verden, hvilket dog ikke betyder, at der ikke er hyggelige øjeblikke i denne verden. Det er bare, at selve verdenen er fyldt med så mange sørgelige miljøer, at det bare føles dystert en stor del af tiden. Nogle af de ting, som brødrene skal udføre, er også ret dystre, til tider ret makabre. Det er altså ret tydeligt for mig, at spillet er rettet mod ældre børn og voksne.

De fleste af spillets områder er dog fyldt med små fortællinger, der bliver fortalt gennem objekter og miljøet selv. Nogle af disse fortællinger er triste, andre glade. De to brødre møder også en håndfuld væsener og karakterer som hjælper dem videre med rejsen, så gennem disse interaktioner kommer der også lidt en følelse af hygge og glæde.
På trods af kun at være omkring de 4 timer langt er Brothers: A Tale of Two Sons virkelig et spil, jeg har nydt. På trods af triste situationer har det været en spændende rejse, og selvom det nok ikke bliver i den nærmeste fremtid, vil jeg helt klar genspille det en dag. Hvis du har 4 timer, du kan dedikere til gaming, så vil jeg helt klart anbefale dig at bruge dem på Brothers: A Tale of Two Sons.

The Last Guardian

Meget svingende men ender dog med at være en positiv oplevelse.

Developer: SIE Japan Studio
Udgivelse: 6. december 2016
Anskaffelse: PS Store
Platform: Ps4

The Last Guardian er uden tvivl en af de mest forvirrende oplevelser, jeg har haft med nogen spil overhovedet. På den ene side nød jeg spillet ekstremt meget, mens jeg på den anden side var så frustreret, at jeg var tæt på at give op på det.

I The Last Guardian styrer du en dreng, der prøver at undslippe fra en kæmpe ruin. Han vågner op ved siden af et kæmpe bæst, Trico, og sammen skal I prøve at slippe væk. Det primære element i historien er selve båndet mellem drengen og Trico, hvilket du nok også selv vil opdage hurtigt, hvis du spiller det.

Jeg nød historien virkelig meget, da en stor del af deres forhold bliver beskrevet diskret gennem gameplay og ikke langtrukne cutscenes, som det ofte sker ved computerspil. En del af det spændende ved historien er dog også alt det, vi ikke får at vide. Hvad denne ruin førhen har været, hvorfor drengen befinder sig der og lignende spørgsmål får vi som sådan ikke konkrete svar på. Dette er dog bare et plus for The Last Guardian, da det ville føles akavet, hvis vi fik en masse svar lige pludselig.

Dets gameplay er simpel platforming, nogle lette puzzles og kamp mod nogle levende rustninger. Det lyder ret enkelt, og det er det også. Fumito Ueda har en evne til at holde sine spil forholdsvist minimalistiske, og dette er også tilfældet ved The Last Guardian. Det er dog varieret gennem spillet, så du  aldrig vil føle, at du laver det samme i alt for lang tid af gangen. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lagde mærke til og tænkte nærmere over.

En del af The Last Guardians gameplay, som jeg dog ikke har nævnt endnu, er ved Trico. Jeg sukker allerede bare ved tanken om det. Jeg gennemførte spillet fire gange. Første gennemspilning var ekstremt frustrerende, fordi Trico konstant undlad at følge mine kommandoer, gik i den forkerte retning og generelt bare gjorde alting forkert. Det blev så slemt, at jeg til sidst overvejede at give helt op på spillet.

Jeg gav det dog en chance mere og fik gennemført det, hvorefter slutningen gjorde, at noget sagde click ved mig, og jeg fik ekstremt meget lyst til at genspille det. Denne gang gjorde Trico alt det korrekte, lyttede til alting, og jeg havde en fantastisk oplevelse uden nogen frustrationer overhovedet. De to næste gange, jeg spillede det, havde jeg en del af de samme problemer som første gang, men knapt så mange.

Jeg forstår derfor godt folks kritik af Trico, da det føles så tilfældigt, om dine kommandoer bliver hørt. På den ene side er det genialt, da Trico føles mere ægte og ikke bare som en npc-klods, der straks kommer, når du kalder. På den anden side kan det bare lede til så mange unødvendige frustrationer, når det ikke fungerer. Et godt råd er at restarte fra sidste checkpoint, hvis Trico opfører sig mærkeligt, men den slags burde virkelig ikke være nødvendigt for at kunne få en god oplevelse med et spil.

Derudover føles styringen meget klodset. Nogle forsvarer dette med, at karakteren er en dreng, så det bare simulerer en drengs bevægelser, men dette kan ikke bruges som undskyldning for mærkelige valg af funktioner for de forskellige knapper. Du bruger cirkel til at sigte med genstande i spillet, men du bruger også cirkel til at samle ting op. Jeg havde utallige gange, hvor drengen begyndte at sigte i stedet for at samle ting op. Ikke game-breaking, men bare irriterende.

Akavet er nok den bedste måde at beskrive kameraet på, da dette også kan volde store problemer. Kameraet laver aldrig nogen virkelig vilde bevægelser, men svajer nærmest rundt, hvilket passer perfekt til spillet, men det fungerer ikke helt, når det prøver at følge dig gennem bestemte steder. Hvis Trico gik under en port med drengen på ryggen, var der flere gange, hvor kameraet ville bounce helt vildt, hvorefter det bare viste en sort skærm, fordi det sad fast i væggen. Virkelig ofte stod Trico også stille, så jeg bare kunne fyre en masse kommandoer af og håbe, at han ville bevæge sig, så jeg kunne se noget igen.

Noget der dog imponerede mig en del var selve Tricos udseende. En blanding mellem kat, hund, ørn og nok også lidt andet lyder muligvis ret spøjst, men Trico er super flot. Det bliver også bare endnu bedre, når du sidder på ryggen, mens der skal springes rundt på banerne. Disse hop nød jeg hver eneste gang, fordi det bare føltes så godt.

Banedesignet skal virkelig også have ros, da du bevæger dig op gennem ruinen og ofte kan kigge ned på steder, du tidligere har været. På denne måde bliver der altså skabt en sammenhæng mellem de forskellige områder, og jeg nød ofte at kigge ud over landskabet for at se, hvor jeg havde været rundt. Det var også med til at give spillet en slags målestok, så du virkelig forstår hvor effektivt, det er at bevæge dig rundt med Trico.

Du har nok allerede forstået, hvorfor det var så forvirrende en oplevelse. På den ene side har vi akavet styring, irriterende kamera, frustrerende Trico, men på den anden side er historien så god, at jeg genspillede det dagen efter. Hvis du er fan af ICO og/eller Shadow of the Colossus vil du helt sikkert nyde The Last Guardian, da det er endnu mere tid i dette fantastiske univers. Hvis du aldrig har spillet et af de to, vil der dog stadig være en fantastisk historie at finde, men vær forberedt på nogle frustrationer.

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger