Trials Fusion


Den velkendte Trials-formular med ekstremt meget content.

Developer: RedLynx
Udgivelse: 16. april 2014
Platform: Pc, Ps4, Xbox 360 & Xbox One

Først og fremmest! Jeg er ikke særlig god til Trials, men på trods af dette er jeg virkelig underholdt af serien. På trods af spillets voksende sværhedsgrad er der stadig masser at lave for en på mit niveau. Jeg kom i hvert fald ikke til at kede mig og vil nok sjældent gøre det med Trials Fusion.

Spillet kan umiddelbart godt se let nok ud. Du kører på motorcykel, og målet er at komme hurtigst gennem banen med færrest styrt. Du kan dog læne dig frem og tilbage på motorcyklen, hvilket er nødvendigt for at undgå diverse styrt. Samtidig bliver der introduceret adskillige andre forhindringer, som kræver mere avancerede manøvrer.

Jeg føler selv, at jeg har fået okay styr på et par af disse, men det hjælper ikke meget, når sværhedsgraden bare stiger endnu mere i de sidste baner i spillets campaign. Jeg må indrømme, at jeg gav op, da jeg nåede til banerne på extreme-niveauet. Jeg klarede beginner, easy og normal uden særlig mange problemer, og jeg har endda klaret en håndfuld hard-baner, men extreme-banerne har jeg forstået, at jeg aldrig kommer til at gennemføre.

Hvilket jeg underligt nok har det helt okay med. Ofte vil jeg gøre, hvad jeg kan for at gennemføre alt og blive bedre til spillet, men Trials presser virkelig ikke spilleren på den måde. Der er et virkelig højt skill ceiling, men spillet banker dig ikke oven i hovedet, hvis du ikke er god til det. Spillere der er gode til genren finder masseraf udfordring, mens spillere på mit niveau kan hygge sig ekstremt meget med resten af banerne.

Nu nævnte jeg en campaign, og den er inddelt i forskellige events med forskellige temaer. For at åbne for de senere events skal der dog skaffes et bestemt antal medaljer, så der skal gøres en lille indsats for at få adgang til alt. Hver event består herefter af forskellige typer tracks.

Du har standard trials med forhindringer, FMX hvor der skal laves tricks og Skill Games hvor der skal sættes rekorder i unikke udfordringer. Selvom jeg elsker standard trials, var de andre typer tracks en god afveksling og generelt interessante. Samtidig er det også bare fedt med så mange forskellige ting at lave, da de alle hjælper én med at blive bedre til at styre de forskellige bikes. Jeg lærte i hvert fald en del af de forskellige teknikker gennem disse unikke udfordringer.

Hvis du gennemfører spillets campaign og mangler mere at lave, så smut forbi Track Central, hvor du kan finde brugerskabte tracks og bare damn. Jeg blev virkelig overvældet her. Der er allerede sammensat forskellige feeds af baner, du kan gå i gang med, men du kan også sammensætte dine helt egne søgninger. Min ene var f.eks. Trials på sværhedsgraden medium, så jeg har en konstant flod af den slags baner.

Hvis du ikke gider brugerskabte baner, er der dog nok i selve spillet til at holde dig kørende i noget tid. Udover at skaffe medaljer alt efter dine præstationer er der også  tre udfordringer tilknyttet hver bane. Nogle af disse er lidt obskure og kræver, at du udforsker banerne lidt, hvilket lyder lidt akavet, da de kan se ret fastlåste ud. En del af dem har dog hemmeligheder, der bare venter på at blive opdaget.

Du får adgang til forskellige motorcykler i Trials Fusion, hvilket både er godt og skidt. Du starter med en sløv motorcykel, hvorefter du får en stærkere men tungere en. Derudover er der også en motorcykel til tricks og så den, for mig i hvert fald, vigtigste motorcykel, Pit Viper. Den accelerer hurtigt og kan være svær at styre, men hvis du formår at mestre den bare en smule, trumfer den de fleste af de andre motorcykler.

Du kan selv vælge motorcykel i starten af banerne, og i de fleste er der frit valg, hvilket er fedt, da du så kan vælge din favorit. Dette er dog bare et problem i nogle baner, da visse motorcykler ikke kan komme gennem banen uden virkelig mange problemer. Jeg prøvede på et tidspunkt at komme gennem en bane med den stærkere, men tungere motorcykel og måtte give op ved et bestemt hop. Senere da jeg vendte tilbage med Pit Viper, fløj jeg lige forbi det sted og klarede banen uden nogen problemer.

Jeg forstår godt, at spillet tilbyder spilleren ekstra udfordring ved at tage de mindre gode motorcykler ind, men det er bare irriterende at komme halvvejs gennem en bane for at indse, at ens motorcykel ikke er ideel. Jeg vil helt klart anbefale at skifte til Pit Viper med det samme, du kan og så bruge lidt ekstra tid på at lære den at kende. Når det er sagt, så er der nogle ret vilde videoer af folk, der gennemfører extreme-baner med de mindre gode motorcykler, hvilket virkelig viser, at spillet har et højt skill-ceiling. Deres kontrol over motorcyklerne tillader dem at bruge dem til de avancerede teknikker og komme gennem banerne på en måde, jeg aldrig vil komme til.

Når du gennemfører baner, tjener du penge, hvilket kan bruges på kostumer til din karakter. Der er en lang række kostumer, der kan blandes og kombineres på sjove måder. Samtidig åbner du for vildere udgaver af de forskellige kostumer, når du stiger i rang, så selvom dette kan virke lidt ligegyldigt, tilføjer det stadig lidt til spillet. Jeg morede mig i hvert fald en del over min karakters outfit

Alt i alt er Trials Fusion et virkelig godt spil med masser af content, et ekstremt højt skill-ceiling, og nok variation til, at man ikke kører død lige med det samme. Det får en stor anbefaling herfra, da selv en knapt så god spiller som mig har været virkelig godt underholdt i mange timer.

Advertisements

Trine – Enchanted edition


Løs underholdende physics-puzzles med en charmerende trio med fantastiske evner.

Developer: Frozenbyte
Udgivelse: 17. december 2014
Platform: Pc, Ps4 & Wii U.

Jeg har startet Trine op til flere gange på pc, men har aldrig fået taget mig sammen til at få det gennemført. Nu tog jeg mig endelig sammen, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde, da det er et virkelig underholdende spil hele vejen igennem!

Du starter spillet med en kort introduktion til de tre forskellige karakterer, tyven, troldmanden og ridderen. Alle tre har forskellige evner og klare fordele og ulemper. Tyven er adræt og udstyret med en grappling hook samt bue. Troldmanden kan fremmane forskellige objekter som enten kan bruges som platforme eller til at knuse fjender. Ridderen er udstyret med sværd og skjold og er derfor virkelig god i kamp.

Det interessante ved Trine er, at artefaktet med samme navn. De tre karakterer bliver alle tre tiltrukket af artefaktet, som ved deres berørelse binder deres sjæle sammen, så kun en af de tre kan være fysisk til stede, mens de to andre befinder sig inde i artefaktet. Nu søger alle tre efter en måde at blive fri på igen. Trine foregår i et ruineret kongerige, der er overrendt af en udød hær, så du støder ofte på skeletter, der prøver at slå dig ihjel med forskellige våben.

Det, jeg elsker ved Trine, er, at du får helt frie tøjler til at komme gennem banerne og ved de mange små puzzles og udfordringer. Hvis du skal over en afgrund, kan du fremmane en platform med troldmanden, svinge dig over med tyvens grappling hook, bruge ridderens sværd til at skære et reb over som sænker en platform ned eller finde på noget helt andet. Der er ingen rigtige eller forkerte måder at komme gennem spillet på.

Dette betyder, da også at en gang imellem kan det føles, som om man snyder systemet. Flere steder i spillet er der placeret XP potions over dig på banen, og nogle steder er det oplagt at lave en slags bro over til dem fra et højt sted, men jeg begyndte at fremmane troldmandens planker til at skubbe dem ned i stedet. Selvom det føles lidt billigt jo mere, jeg gjorde det, så følte jeg mig samtidig ret genial for at have opdaget dette trick. Senere i spillet har udviklerne dog sikret sig mod dette trick, så de har tydeligvis forventet at nogle ville udnytte denne metode.

Den indsamlede XP giver skill points, som kan fordeles på de forskellige karakterers skills. Dette system er ikke ekstremt dybt, men tillader alligevel lidt customization. Jeg fandt f.eks. troldmandens ene type objekt mere brugbart end et andet, så jeg lvlede ham op efter dette. Udover skill points får du også indsamlet en del equipment, som giver forskellige bonusser. Igen ikke så dybt, men det giver bare lidt ekstra og lader dig spille Trine endnu mere, som du har lyst. Du kan give alle objekter til din yndlingskarakter og så bruge denne endnu mere, hvilket jeg til dels gjorde.

Spillet kan muligvis godt virke lidt kort, men jeg synes egentlig det var en ret passende længde. De forskellige puzzles blev aldrig for trivielle, og der blev introduceret nye i et godt tempo. Samtidig introduceres de forskellige karakterers ekstra skills også i et fornuftigt tempo, så du altid føler, at der er noget nyt.

Alt i alt har jeg virkelig nydt min tid med Trine og føler mig ekstremt dum for ikke at have gennemført det tidligere. Det er bare sjovt at lalle rundt med objekter for at løse physics-puzzles, og den store frihed, man får i spillet, gør det til en ekstra stor fornøjelse. Trine kan anbefales meget!

Tembo The Badass Elephant


Elefanten Tembo løber stærkt, men spænder desværre ben for sig selv.

Developer: Game Freak
Udgivelse: 21. juli 2015
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Shell City er under angreb af en hær ledt af den onde skurk Phantom og den eneste, der kan gøre en forskel er militærelefanten Tembo. Han skynder sig af sted, og du bliver smidt direkte ind i hurtigt action som den rasende elefant. Gennem adskillige baner skal du nu overvinde Phantom-fjender og redde gidsler.

Historien i Tembo bliver fortalt gennem tegneseriepaneler og er derfor let at følge. Jeg elskede disse, og det tilføjede spillet virkelig meget charme. Noget som spillet viste sig at have et stort behov for efterhånden, som jeg kom videre i det.

Spillet er dog ret kort og kan gennemføres på 5-6 timer, hvoraf nok en time af den tid for mig blev brugt på en enkelt boss. Det er dog en tilpas længde for hele spillet, men jeg kan ikke sige, at sværhedsgraden steg passende. Nogle af de senere baner havde nogle virkelig frustrerende sektioner, som jeg var tæt på at give op på.

Tembo har en række forskellige evner, og du får adgang til samtlige fra starten af. Du kan angribe/rase hurtigt afsted, spinne hurtigt skråt ned mod jorden, hoppe og svæve et kort stykke, bruge din vægt til at ødelægge plader under dig og en del andet. Disse kan kombineres på forskellige måder, og generelt var det sjovt at udforske Tembos forskellige evner.

Du støder på en god del forskellige fjender i spillet med hver sine mønstre og måder at angribe på. I starten var det sjovt at møde nye fjender og prøve at regne ud, hvordan man lettest dræbte dem, men ofte gik spillet over i ren enemy spam, så du blev angrebet af så mange fjender samtidig, at det var nærmest umuligt at undvige samtlige angreb. Nogle gange er det også svært at undgå disse situationer, hvis de f.eks. er placeret direkte efter en sektion, som du skal spurte gennem.

Banerne starter med at være ret lineære med små hemmeligheder, men senere åbner de mere op og tillader spilleren at udforske mere. Dette ville være ret fedt, hvis det ikke var for gidslerne rundt på banen, samt at du skal bruge points for at låse op for de senere baner. Det handler altså om at tæve så mange fjender som muligt, mens du finder gidsler for at få nok points til at åbne for den næste zone. Det fungerer altså ikke særlig godt, når banen åbner op, da man lettere misser vigtige points.

Et andet gennemgående problem ved banernes design er skiftet i tempo. Tembo fungerer super godt, når du har fuld fart på, men ofte bliver du nødt til at stoppe op for enten at hoppe sløvt rundt i en platforming-sektion eller for at kæmpe mod nogle fjender. På den ene side fungerede dette godt, da man fik en pause fra det hurtige løb gennem banen men på den anden side dræbte det bare spillets momentum fuldstændig.

I en af de senere baner er der tre næsten identiske sektioner, hvor du skal forbi en stor gruppe fjender, der skyder mod dig på forskellige måder. I stedet for at kunne spurte afsted og tage dig af fjenderne hurtigt, er det lettest at hoppe langsomt og forsigt rundt, mens du tager fjenderne ud en af gangen. Det er ærgerligt, at de har valgt at inkludere denne slags, når den hurtige action er så fed.

Hver zone afsluttes med en bosskamp og et par disse fungerer lidt som en slags puzzle, hvor du skal regne den rigtige taktik ud. Generelt varede disse bare alt for lang tid og blev hurtigt trivielle, især hvis du dør og skal gentage visse faser af kampen. Ligesom med de almindelige fjender handler det om at aflure mønstre og så angribe på det rigtige tidspunkt, hvilket nogle gange krævede en del ventetid.

Den værste bosskamp er dog den sidste i spillet. Du skal vente på, at fjenden bruger et bestemt angreb, som lader dig reflektere en kugle tilbage mod ham, hvilket er fedt nok. Problemet er bare at bossen også har en række andre angreb, hvoraf nogle af disse kan overlappe med det specifikke angreb, du skal bruge. Jeg endte ofte med at skulle vente virkelig lang tid på det næste setup fra bossen, fordi flere af angrebene overlappede. Det var så frustrerende, men jeg er dog glad, for at jeg ikke gav op!

En anden mindre detalje, jeg fandt irriterende, var peanuts og liv. Du indsamler peanuts i spillet, og for hver 300 får du et ekstra liv.  Du starter ud med fem, og hvis du mister dem alle, bliver du sendt tilbage til home base, hvor du så får fem ekstra og kan starte banen forfra. Ved bosskampene virkede dette virkelig fjollet, da du efter fem deaths bare skulle starte banen igen. Jeg forstår godt, hvad idéen var, men den falder bare til jorden.

Alt i alt er Tembo The Badass Elephant ikke et dårligt spil, men jeg vil virkelig ikke anbefale det til nogen. Spillet spænder konstant ben for sig selv, og der findes andre og bedre spil inden for denne genre, så Tembo kan sagtens skippes, uden du går glip af noget vildt.

Game of Thrones


Spændende historie men overordnet skuffer spillet.

Developer: Telltale Games
Udgivelse: 17. november 2015
Platform: Android, iOS, Pc, Ps3, Ps4, Xbox 360 & Xbox One.

Jeg glædede mig faktisk en del til at dykke ned i Game of Thrones, da jeg efter at have læst en del af bøgerne og set nogle sæsoner af tv-serien er blevet ret forelsket i universet. Det blev hurtigt til en ret ambivalent oplevelse ,da historien var spændende men spillet fyldt med mange små bugs.

Historien følger House Forrester, der bor i det nordlige Westeros, og du får lov til at tage del i deres kamp mod House Whitehill og de grumme Boltons, der også truer. Først og fremmest skal historien have ros for at passe godt ind i universet. Den er ikke bleg for dræbe karakterer og generelt at bryde alle de forventninger, du har, til hvad der kan ske. En note i forbindelse med dette. Det er stort set et must, at du har kendskab til universet på forhånd. Spillet starter midt i en vigtig situation og generelt forventer spillet, at du også er bekendt med nogle af karaktererne.

Gennem spillet møder man en del af de velkendte ansigter fra tv-serien og bøgerne, hvilket er både godt og skidt. Dette betyder, at du kan kende disse karakterers fremtid, så du f.eks. ved om en bestemt karakter overlever eller dør. Nogle af karakterne kan altså ses som udødelige i forhold til spillets historie, da de optræder senere i f.eks. tv-serien.

Som nævnt passer historien godt ind i universet, men dette er dog også et negativt punkt, da du får så få sejre i spillet, at det bliver helt åndsvagt. I længden er det bare ikke underholdende at forblive underdog, når der ikke engang er udsigt til at blive topdog. Dette plager generelt spillet, og hver eneste gang du får en lille bitte sejr, bliver den ligegyldig øjeblikket efter, fordi du bliver skubbet ned og sparket et par gange i siden igen. Det holder virkelig bare op med at være sjovt meget hurtigt.

Siden det er et Telltale-spil, føler jeg også, at jeg er nødt til at nævne illusion of choice igen. Spillet starter med en besked om, at historien er skræddersyet efter dine valg, hvilket til dels er sandt. Lige siden jeg genspillede The Walking Dead og valgte fuldstændig modsat, har jeg følt, at den besked var lidt misvisende. Jeg forventede, at spillets historie ville ændre sig, ikke voldsomt, men bare lidt mere end den gjorde.

Et eksempel kan være, at du i en episode skal vælge mellem at redde karakter A eller karakter B. Lidt tid senere dør den karakter på fuldstændig samme måde uanset, hvem du har reddet. Selvfølgelig vil det være ret vildt, hvis de lavede et spil med branching over det hele, men det fik mig til at føle, at en del af valgene var rimelig ligegyldige.

I Game of Thrones er der noget af det samme. En del af valgene har samme udkom, nogle gange påvirker det dialog/karakterer, men har samme konsekvens i sidste ende og andre gange påvirker det faktisk på en større måde, hvilket er ret fedt. Bare vær opmærksom på dette, hvis du vælger at genspille det, da det er let at blive skuffet over, hvor lidt du påvirker historien i en del tilfælde.

Det kan dog også diskuteres, hvorvidt det er så vigtigt om det, at du vælger A eller B, påvirker historien drastisk. Er det ikke mindst lige så vigtigt, at du har truffet et valg og dermed dine grunde til at vælge det, du gjorde. Nogle gange jo, og jeg kan godt følge den logik, at det handler mere om at den slags karakter, du prøver at spille. Det vil dog aldrig ændre på, at jeg blev lidt skuffet, da det gik op for mig.

Game of Thrones har nogle virkelig smukke scener. Det er helt vildt så flot, det ser ud, når King’s Landing vises frem som et maleri eller The Wall står og ser imponerende ud. Hele spillet bruger en slags filter, der skal få det til at ligne et maleri, og som du kan se herunder, så fungerer det virkelig godt i nogle scener.

Dette “filter” har dog et virkelig stort problem, da det i mange scener bare slører ting i baggrunden og får det til at ligne crap. Undskyld, men det ser virkelig skidt ud. Flere gange havde jeg bare lyst til at kigge væk, fordi det bare blev ubehageligt at kigge på, fordi det var så sløret. Prøv at se de her billeder.

De skal have ros for at prøve at gøre det anderledes, men ris for udførslen. Jeg ville ønske, jeg kunne skrue ned for det her maleri-“filter” eller bare slå det helt fra. I sidste ende gør det ikke noget godt for spillet.

Jeg nævnte, at spillet er fyldt med bugs, og det er helt fjollet. Jeg har oplevet så utallig mange bugs i forskellige situationer, at jeg til sidst bare ignorerede dem. De fleste af dem var dog også så små, at de var lette at ignorere, til dels også fordi et par af dem involverede manglende lyde.

Dette var primært i kamp-scener, hvor der manglede lyde, når folk blev slået, skåret eller stukket med sværd. Lyden i scenen lød ret akavet, så jeg fandt scenen på Youtube og opdagede, at der var masser af lyde, der manglede. Af andre lydproblemer kan jeg nævne svingende lydniveau, nogle gange midt i en sætning, og andre gange var det bare mellem forskellige ting som dialog og kamp, hvor det svingede meget.

Derudover er der en del tekniske bugs. Animationer, der nærmest stammer eller bare ser akavede ud, karakterer, der popper ind efter et sekund, scener, der fryser for derefter at hoppe videre til den næste eller dialog-valg, der lagger. Der var dog også nogle mindre irriterende bugs, som bare var lidt sjove, som kan ses herunder.

I det øverste er det sidste stykke credits stadig synligt, men det fadede så langsomt væk, at det stadig var der, da scenen skiftede. I det nederste er der vist smuttet en del af koden med i underteksterne. Begge ret nemme at ignorere og samtidig lidt spøjse.

Jeg synes stadig at historien om House Forrester er spændende, men hvor ville jeg ønske, at man oplevede flere sejre, da det hurtigt føles som om, at intet man gør, styrker ens position.  Selvom de mange bugs var nemme at ignorere, har det stadig efterladt mig med en dårlig smag i munden, som kun bliver værre, jo mere, jeg tænker på spillet. Det irriterer mig grusomt meget, da der var så meget potentiale ved spillet. Jeg vil derfor ikke anbefale Game of Thrones, medmindre du kan få det gratis. Hvis du skal betale for det, så find et andet spil i stedet.

Apotheon


Metroidvania fyldt med græsk mytologi og meget variation.

Developer: Alientrap
Udgivelse: 3. februar 2015
Platform: Pc & Ps4.

Efter at have gennemført Apotheon ved jeg stadig ikke helt, hvordan jeg har det med spillet. På den ene side har jeg været ret underholdt og har nydt, hvor meget variation der er i spillet. På den anden side synes jeg, styringen var frustrerende, hvilket påvirkede kamp ret meget og skabte nogle ret trælse situationer.

Spillet foregår i det gamle Grækenland, hvor guderne straffer menneskerne på Zeus’ ordre. Soldaten Nikandreos møder Hera, som beder ham om at tage kampen op mod guderne, hvilket han går med til. Det meste af spillet foregår på Olympus, hvor Nikandreos skal udføre adskillige opgaver for at få adgang til de forskellige guder.

Jeg skriver adskillige opgaver, og jeg blev ret overrasket af dette. Jeg havde lidt forventet, at der var samme struktur i hvert område, men de fleste af områderne havde nogle ret unikke opgave-strukturer. Dette gav spillet et friskt pust, da man aldrig var helt sikker på, hvad der skulle ordnes for at få adgang til guden i det område.

Apotheon har forresten også lette rpg-elementer, da du kan opgradere armor/våben skills, købe nye opskrifter og ret meget tilpasse Nikandreos til din spillestil. Jeg gik efter store skjolde og holdt meget af spyd, mens der også er køller, økser, kastespyd og en del flere slags våben. Dine våben har dog begrænset liv, så efter nogle kampe er det ret sandsynligt, at det er opbrugt og går i stykker. Jeg synes dog konstant, at jeg fik nye våben, så jeg var aldrig i store problemer.

Og nu til kamp og styringen. Generelt er styringen lidt floaty, og Nikandreos kan godt vælte lidt rundt, hvilket er lidt ærgerligt. Der er gået sport i at nævne Dark Souls uanset, hvilket spil, der diskuteres, men jeg føler, at det er passende her. Hvis styringen var mere tight, som den er i Dark Souls-serien, ville jeg have nydt kamp i Apotheon så meget mere. Men når den er floaty, går det hurtigt fra udfordrende til frustrerende.

Når du er i kamp, kan du bruge forskellige angreb. Alt efter hvordan analog-pinden kombineres med attack-knappen laver Nikandreos forskellige angreb. Dette er super smart, men i de fleste kampe betyder det, at man bare kommer til at lave random angreb, fordi man oftest er i bevægelse imens. Dette fordi størstedelen af de fjender, du støder på konstant, bevæger sig bagud efter at have angrebet. Så ofte angriber du og rammer, prøver at angribe igen, men misser, fordi de bakker væk.

Og før du skriger, at jeg bare skal bevæge mig lidt og så angribe, så virker det oftest heller ikke, fordi fjenderne bevæger sig lidt for hurtigt, og de fleste angreb har et lille delay. De fleste kampe får altså et mærkeligt tempo, da du burde kunne dræbe fjenden virkelig hurtigt, men fejler, fordi fjenden bakker hurtigt væk. Derudover er der projektilerne, som en del fjender er udstyret med. Nogle gange bliver du udsat for hvad der bedst, kan beskrives som enemy-spam. Altså hvor en stor mængde fjender dukker op og bare begynder at skyde samtlige spyd/pile på dig.

Du er dog udstyret med et skjold, så du kan blokere de fleste projektiler, men hvis du blokerer, kan du ikke angribe, så hvis der også er melee-angribere, bliver det igen bare frustrerende. Senere i spillet støder du på flyvende fjender, og her mødte jeg endnu et problem i spillet. Det at skulle vælge mellem udstyr.

Det her punkt gør mig lidt trist, da det faktisk er en super smart ide, og det fungerer til dels også. Du har fire kolonner af udstyr tilgængelige i hjørnet på skærmen, og du skifter mellem disse med dit d-pad. Kolonnerne er inddelt i melee-våben, ranged-våben, offensive ting/bomber og healing/support-ting. Når du kører over på en kolonne, kan du scrolle op og ned gennem alt dit udstyr og har derfor let adgang til det hele.

Problemet opstår bare, når du skal gøre dette midt i kamp, og de konstant virker til at være på udstyr, du ikke vil bruge. Flere gange ville jeg skifte over til bue og pil, så jeg kunne skyde de flyvende fjender ned, men så var den rykket over på kasteøkser eller noget helt andet. Det samme med de andre kolonner og værst var dog i en bestemt boss-kamp. Du skal samle et unikt våben op for at svække bossen, men lige så snart den skifter tilbage til dit eget udstyr, vælger den bare det våben, der var øverst i kolonnen, i stedet for det du brugte før. Dette gjorde denne boss-kamp ret frustrerende, da jeg konstant skulle kæmpe imod disse quick-menus.

Der er en del boss-kampe i Apotheon, og de fleste var dog virkelig interessante. En del af dem led dog igen under, at fjenden konstant bevæger sig væk, så du skal følge efter, så bliver du skudt af projektil, og så hopper de væk igen. Det forlænger en del af kampene unødvendigt meget.

Spillet skal dog have ros for dets hemmeligheder. Du støder på forskellige objekter i spillet, som har vage beskrivelser, men låser op for forskellige skatte og områder. Jeg stødte på en nøgle, som jeg ikke forstod beskrivelsen af, men en time senere stødte jeg på et område, hvor jeg skulle bruge den. Der er virkelig mange af denne slags “hemmeligheder” i spillet og derfor nok at lave, hvis man elsker at udforske hvert eneste hjørne af samtlige kort.

Alt i alt har jeg været ret underholdt og har lidt lyst til at udforske mere af Apotheon, men jeg ved ikke om, jeg gider at bruge mere tid på dets kamp-system, da det virkelig bare er frustrerende i længden. Jeg vil dog anbefale spillet alligevel, da det stadig ender med at være en lille smule mere underholdende end frustrerende.

Oxenfree


Perfekt gys med et elegant dialog-system og interessante karakterer.

Developer: Night School Studio
Udgivelse: 15. januar 2016
Platform: iOS, Pc, Ps4, Xbox One.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal anmelde Oxenfree. Jeg har lyst til at rose historien til skyerne, men hvis jeg skal forklare, hvorfor den er så vildt god, vil jeg ende med at spoile den. Du må altså bare tro mig, når jeg siger, at der er godt styr på fortællingen i Oxenfree. Den er spændende, overrasker, bruger klichéer, men den holdt mig fanget hele vejen igennem. Da jeg afsluttede spillet, sad jeg nærmest helt paf, fordi det havde været så vild en tur.

Jeg kan dog egentlig nævne starten af plottet. Hovedkarakteren Alex, er sammen med sin stedbror Jonas og vennen Ren taget ud for at feste og overnatte på en ø sammen med andre teenagere. På vej mod stranden nævner Ren en nær hule, hvor man med en radio kan opfange mærkelige lyde og nogle gange stemmer. Dette skal de da prøve, men de nøjes ikke bare med at høre små fesne lyde, og plottet accelerer hurtigt efter dette punkt.

I stedet for at komme mere ind på historien kan jeg forklare andre dele af Oxenfree, som bare fungerer virkelig godt. Radioen, som du bruger til at opfange lyde, skal du selv tune, så du står ofte og kører analogpinden fra side til side for at finde den rigtige frekvens. Selvom det virker som en lille detalje, gjorde det bare meget for spillet, da du selv fik lov til at opsøge det mærkelige. Det er dig, der vælger at tune ind på det uhyggelige og overnaturlige, ikke spillet der kaster et jump-scare ind i dit ansigt.

Et andet element, som bare fungerede virkelig godt, er dialog-systemet. Når karaktererne taler, dukker der talebobler op, og så kan du vælge dit svar eller undlade at tale. Det føles bare ret dynamisk, da din karakter faktisk kan afbryde samtaler, hvis du vælger dit svar med det samme, prompten dukker op. Det får samtalerne til at føles mere virkelige, hvilket også bliver hjulpet på vej af karaktererne.

Der er ikke mange karakterer i Oxenfree, men de få, der er, føles også som virkelige personer. De kan umiddelbart godt virke som klichéer fra typisk teenage gys, hvilket de uden tvivl også er, men det ændrer ikke på, at de i kombination med dialog-systemet føles mere virkelige. Samtidig lader dialog-systemet dig opføre dig på forskellige måder. Du kan vælge at være motiverende over for de andre, eller bare være et komplet røvhul, der ikke gider noget som helst. Det er fuldstændig op til dig selv, hvordan du vil opføre dig, og din opførsel kan endda have konsekvenser for historien.

Alt i alt er Oxenfree bare et virkelig gennemført spil. Jeg nød at tune radioen for at finde bestemte frekvenser, at afbryde samtaler med kyniske kommentarer og generelt bare interaktionen med de andre karakterer. Det tager 3-4 timer at gennemføre, men har en del replayability, så jeg kan anbefale det meget.

 

Super Motherload


Vanedannende gameplay der dog ender i en træls boss-kamp.

Developer: XGen Studios
Udgivelse: 22. november 2013
Platform: Pc, Ps3 & Ps4.

Det originale Motherload er en af mine favorit-spil på nettet, så jeg har glædet mig en del til at få spillet Super Motherload. Nu er jeg både glad og trist over, at jeg endelig fik gjort det. På den ene side er spillet fyldt med samme vanedannende gameplay fra det originale, men det indeholder også bare en del trælse aspekter som f.eks. en virkelig frustrerende boss-kamp.

Du styrer en mine-maskine på mars og graver gennem planeten for at finde mineraler, du så kan sælge. Du har dog begrænset brændstof og liv så efterhånden som du får solgt mineraler, kan du købe opgraderinger til din maskine. Det er altså et ret simpelt loop, hvor du samler mineraler for at købe opgraderinger, så du nemmere kan skaffe flere mineraler.

Når du kommer et godt stykke ned i planeten, støder du også på forskellige baser, der afslører forskellige informationer og skaber en slags lore i spillet. Det er dog oftest brudstykker, og jeg synes ikke helt, det fungerede så godt. Jeg kan godt lide ideen, men det var ikke med til at gøre noget spændende for spillet, da der ikke blev fulgt op på de små bidder af historie.

Jeg nød det meste af min tid med spillet med undtagelse af det sidste lag ned til bossen og så selve boss-kampen. Du støder på hårdere lag af jord længere ned i planeten, og for at få drill bits stærke nok til at komme igennem disse skal du indsamle forskellige objekter i en slags mini-mission. Ved det nederste lag får du adgang til en slags bombe, der kan sprænge en bestemt forhindring, så du efterfølgende kan grave igennem den eller sprænge den væk med almindelige bomber.

Dette lyder måske ikke så galt, men når det nederste lag er fyldt med disse forhindringer samt magma, bliver det bare en træls oplevelse at skulle igennem. Det krævede i hvert fald en del tålmodighed, og da jeg endelig kom igennem, skulle jeg til en træls boss kamp. Du møder bossen helt i bunden og i stedet for at kæmpe der, så flyver bossen direkte op, hvorefter du skal følge efter. Dette virkelig hurtigt da minen fyldes af en væske, der skader dig. Når du har fløjet efter bossen op til næste base, skal du skade ham med bomber, hvorefter dette gentager sig ved hver base, indtil du når overfladen.

Jeg endte ofte med at sidde fast i flyveturene mellem baserne, så jeg blev dræbt af væsken, og andre gange blev jeg dræbt af at flyve for tæt på bossen, så ild fra udstødningen skadede mig. Til sidst endte jeg med at grave en lang tunnel fra toppen af planeten og hele vejen ned. I stedet for at flyve efter bossen overhalede jeg ham og fløj i min egen tunnel. Det var ikke en særlig spændende boss, men bare en virkelig træls en. Dette er ekstremt ærgerligt, da spillet var virkelig underholdende op til dette punkt.

Hvis vi vender tilbage til det positive, så er der 4-spiller local couch co-op i spillet. Dette er ret fedt og skal nok skabe nogle sjove situationer. I forbindelse med dette skal jeg også nævne, at man kan vælge mellem forskellige karakterer, hvor nogle af disse skal unlockes på forskellige vis og har unikke evner. De købte opgraderinger gemmes også på tværs af gennemspilninger, hvilket også bare er en bonus.

Der er i hvert fald en del replayability i spillet, og hvis du føler for det, kan du også vælge at spille på hardcore i stedet for normal. Her sprænger din mine-maskine i luften, når du løber tør for brændstof i stedet for at bare futte langsomt rundt og være ude af stand til at mine.

Jeg har lyst til at anbefale Super Motherload, fordi det er virkelig underholdende, men bare vær opmærksom på, at det slutter med en virkelig øv boss-kamp. Jeg er også lidt nødt til at anbefale det, for jeg har allerede lyst til at grave videre og prøve de andre karakterer!

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger