Er det indie eller ej? En quiz!

Tænkte det kunne være sjovt med en quiz omkring indie-spil!

Håber at, I måske vil have det på samme måde – Det er simpelt nok. Jeg beskriver et spil, og så skal I gætte om, det er indie eller ej.

Først skal vi dog lige have lidt mere styr på indie så alle er helt med. Indie–>independent, altså uafhængig. I forhold til spil gælder dette altså alle dem, der udvikler og udgiver sine egne spil og dermed er uafhængige fra økonomisk støtte fra en (ekstern) udgiver. Det er i hvert fald den forståelse af begrebet indie, jeg selv har. Hvis I har en anden opfattelse vil jeg med glæde høre den.

Klar parat…

Yooka-Laylee

De kreative talenter bag Banjo-Kazooie og Donkey Kong Country regner med at skabe et comeback for 3D platformers med dette spil. Efter en succesfuld Kickstarter gik det kun fremad, og spillet ser ærlig talt virkelig godt ud. Jeg glæder mig ret meget til et hyggeligt møde med kamæleonen Yooka og flagermusen Laylee senere i år. Det har udgivelsesdato d. 11. april 2017!

Er det indie eller ej?
Ehh, jeg må indrømme, at dette faktisk overraskede mig. Svaret er nej, det er ikke indie! Efter at have kigget lidt rundt opdagede jeg, at Team17 var udgiver på spillet. Tja, så blev jeg også klogere i dag!

Witcher 3

En beskrivelse af Witcher 3 er måske ikke så nødvendig, da de fleste nok allerede har stiftet bekendtskab med vores dejlige Witcher, Geralt. Det ville dog være en skam ikke at udnytte endnu en mulighed for at skrive om dette fantastiske spil så hey!

På trods af, at du bliver smidt direkte ind i midten af historien, burde du ikke få så svært ved hurtigt at kunne følge med. Du starter med at lede efter Geralts tidligere elsker, Yennefer, men hun finder heldigvis dig først, og herefter får du opgaven at lede efter Ciri, kejserens biologiske datter og Geralts adoptiv-ward. Dette starter en lang rejse rundt i Witcher 3s store verden for at finde spor, der kan vise dig vej mod Ciris færden. Derudover er verdenen fyldt med forskellige sidequests, der for det meste er virkelig velskrevne og interessante og ikke bare de typiske kedelige sidequests, vi alle nok kender fra en typisk rpg.

Er det indie eller ej?
CD Projekt RED er udvikler….og også publisher, så Witcher 3 er faktisk et indie-spil. Hvis du ikke allerede har spillet det, så spil det, eller giv det i hvert fald en chance!

Grow Home

Du styrer BUD, en lille robot, mens han bevæger sig rundt på en lille ø med forskellige planter. Du begynder dog hurtigt at bevæge dig vertikalt ved at klatre op af en stor plante med forskellige spirer på. Du skal ride disse spirer ind i forskellige øer for at få planten til at gro. Generelt er det bare sjovt at udforske verdenen med BUD, da du kan åbne for nye evner ved at samle krystaller.

Er det indie eller ej?
Det er Ubisoft Reflections, der er udvikler og Ubisoft, der er udgiver så det er indie. Samtidig blev det faktisk udviklet af et lille team på 8 personer fra denne udvikler. Jeg forstår dog godt, hvis du tænkte, at det ikke var indie, netop fordi det er en større udgiver som Ubisoft, vi har med at gøre. Og så at det netop var et 8-mands-hold. 

Life is Strange

I dette spil følger vi teenageren Max Caulfield, der pludselig opdager, at hun kan spole tilbage i tiden. Jeg har ikke lyst til at afsløre mere, da spillets historie hurtigt bliver virkelig spændende, og det er nemt at komme til at afsløre nogle vigtige detaljer. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg selv gik blindt ind i spillet og havde holdt mig fra spoilers. Flere steder i spillet skal du nemlig træffe valg, og nogle af disse kan påvirke historien en del. Jeg kan kun anbefale Life is Strange virkelig meget!

Er det indie eller ej?
Nope! Det er ikke indie, da det er udviklet af Dontnod Entertainment og udgivet af Square Enix.

The Walking Dead Season 1-2, The Wolf Among Us, Game of Thrones, Tales of the Borderlands osv osv!

De fleste har nok spillet en af disse titler efterhånden og kender til den typiske struktur. Du styrer en eller flere karakterer gennem en historie, ofte med mindre og større valg, der er med til at påvirke historien til en vis grad. Den episodiske struktur er også ret typisk disse spil og anmeldelserne af de forskellige titler svinger også en del. Det er dog dejligt at se mere content inden for et univers, du holder af, og jeg glæder mig selv til at komme i gang med Game of Thrones!

Er det indie eller ej?
De er alle indie, udviklet og udgivet af Telltale Games.

Inside

Inside er en 2d sidescrolling puzzle/platformer, hvor du styrer en dreng gennem en dyster verden. Det er generelt imponerende hvor dyster, klaustrofobisk og melankolsk en stemning, de har fået skabt i Inside, og jeg kan virkelig ikke rose det nok. En del af dette kommer også gennem de forskellige måder, drengen kan dø på, ofte ikke særlig hyggelige, men direkte ud af en gyser. Spillets historie må du dog selv tænke over, da det meste af spillets fortælling foregår gennem de miljøer, du bevæger dig gennem. Der er derfor mulighed for fortolkning, hvis du er til den slags. 

Er det indie eller ej?
Drumroll please! Inside er et indie-spil. Det havde de fleste nok gættet, men jeg synes stadig, det er sejt, at et dansk indie-spil får så meget omtale, som Inside har fået.

Half-Life 2

Dette er en af den slags titler, der altid vil være must-play for mig. Personligt elsker jeg variationen ved spillet, da du aldrig laver præcis det samme i alt for lang tid. Du skal ordne physics-puzzles, styre køretøjer, skyde fjender, lidt platforming osv. Samtidig introducerer Half-Life 2 nye karakterer såvel som gensyn med gamle bekendtskaber. Episode 1 og 2 fortsætter standarden sat af hovedspillet og en skønne dag kan det være, at vi får en afslutning på historien…fucking cliffhangers altså!

Er det indie eller ej?
Valve udviklede spillet… og udgav det også! Så Half-Life 2 er faktisk også et indie-spil.

The Witness

Nok et af de mest geniale spil, jeg fik gennemført i 2016. Forestil dig et typisk puzzle spil, hvor du bevæger dig gennem puzzles kronologisk, altså starter med puzzle 1, så videre til puzzle 2, så 3 osv. Dette bliver der rusket op i, da The Witness foregår på en åben ø, hvor du kan gå rundt mellem de forskellige områder frit, som du lyster. Dette er virkelig genialt, da du sådan set ikke kan sidde fast, da du bare kan forlade området og løse puzzles et andet sted. De forskellige puzzles foregår på skærme rundt på øen og løses ved, at du udfylder en linie fra et startpunkt til et slutpunkt. Spillet introducerer hurtigt symboler på skærmene som skaber regler for, hvordan du skal trække stregen rundt, og det er imponerende, hvor komplicerede regler spillet faktisk introducerer uden at holde dig i hånden med dialog, tool tips og den slags.

Er det indie eller ej?
Denne perle fra Jonathan Blows hjerne er udviklet af Thekla Inc og også udgivet af dem så helt klart indie.

Det var så den quiz – Fik du dem alle korrekte, eller mener du at jeg tager fejl i hvilke titler der er indie?

 

Advertisements

Super Mario World


Godt gensyn med en klassiker.

Developer: Nintendo
Udgivelse: 11. april 1992
Platform: Game Boy Advance & SNES

Super Mario World er den slags spil, der, uanset hvor gammelt det bliver, formår at føles friskt, hvilket for mig gør det til en klassiker. Den slags spil, du brugte åndsvagt mange timer på som barn, men stadig kan finde nye hemmeligheder i, når du bliver voksen. Den slags spil, hvor du begynder at nynne dele af dets soundtrack, bare du kommer i tanke om det. Det er Super Mario World.

Jeg har dog en lidt pinlig historie at fortælle først, for da jeg spottede Super Mario World på SNES Classic æsken, var jeg ret interesseret, for det var jo en titel, jeg aldrig havde fået spillet. Jeg har aldrig ejet en SNES jo! Da jeg startede spillet, kunne jeg dog med det samme genkende det hele, og en enkel google-søgning gav mig hurtigt svaret.

Super Mario World kom i en udgave til Game Boy Advance, som jeg faktisk ejede, og hvortil jeg ejede spillet Super Mario Advance 2: Super Mario World. Titlen er så lang, at jeg aldrig har tænkt over den sidste del. Det gjorde mig dog kun gladere, for jeg kom straks til at tænke på de utallige timer, jeg har brugt som barn på at udforske hver en krog af kortet for at få alle banerne åbnet op.

Det blev altså ikke til en helt ny oplevelse af Super Mario World, men en genspilning fyldt med glæde, sjov og hygge. Tre ord som virkelig beskriver spillet godt. Dette på trods af mange fjender, udfordrende platformsekvenser og en række uhyggelige baner.

Jeg har lyst til at rose spillet, men jeg har ingen ide, om hvor jeg skal starte, for alt ved det spiller bare så godt sammen, og i hver en lille krog kan det mærkes, at der har været fokus på detaljerne. Meget af det er samtidig så diskret, at man højst sandsynligt ikke tænker over det, mens man spiller.

Banedesignet er også bare genialt, da bare det at navigere rundt er sjovt. Du bevæger Mario rundt på et overworld-kort, hvor du kan vælge mellem banerne, og det er samtidig spændende, fordi du kan scrolle rundt og kigge nysgerrigt på de kommende områder. Samtidig kan du spotte forskellige rør og den slags, som det så handler om at få åbnet op for.

Dette er også en af de fedeste dele ved Super Mario World, alle hemmelighederne. På overworld-kortet er hver bane markeret med et farvet ikon, og gule ikoner har en en enkelt udgang, mens røde ikoner betyder to udgange. Hver gang jeg stødte på en rød bane, blev det til en jagt for at finde den ekstra udgang, og nogle af disse er gemt ekstremt godt. Belønningerne er dog ofte virkelig gode, da det kan være genveje, baner fyldt med hjælpende ting eller noget helt andet.

I forbindelse med dette vil jeg også rose spillet for dets måde at give information til spilleren på. Du kan læse manualen, hvilket giver en masse information, men på nogle af banerne er der inkluderet specielle blokke, som giver dig en god del af de samme informationer, når de bliver aktiveret. De er dog totalt valgfri, så hvis du allerede har styr på alting, kan de let ignoreres, og du spurter bare forbi.

Det er så fedt at se, fordi det tager hensyn til både erfarne og nye spillere. Nye spillere vil elske at aktivere dem for at få ny viden, mens erfarne spillere bare kan løbe forbi uden problemer. Der er ingen pop-ups, forklarende cutscenes eller lignende.

Dette går også igen i gameplayet, hvor erfarne brugere kan bruge viden om banernes design til at komme hurtigere igennem, mens der er plads til, at nye spillere kan udforske og tage den mere roligt. Jeg brugte f.eks. flere smarte tricks, jeg kunne huske tilbage fra mine timer med Game Boy Advance-udgaven.

Udover Mario må vi ikke glemme Yoshi og de forskellige power-ups, der virkelig også ændrer spillets tempo og din tilgang til banerne. Yoshi er en dinosaur, du befrier, og han vil meget gerne hjælpe, så du hopper op på hans ryg, og så kan du bruge hans tunge til at sluge fjender, samle power-ups og sikkert flere ting, jeg ikke lige kan huske.

Men med en Yoshi kan du pludselig angribe fjenderne frontalt i stedet for fra toppen, som du ellers har været nødt til og endda på lidt afstand. Samtidig kan du hoppe lidt højere og nå endnu højere, hvis du springer af din Yoshi i luften. Hvad der umiddelbart virker til at være et simpelt ridedyr, kan ændre din taktik fuldstændig.

De forskellige power-ups er på samme måde som Yoshi med til at ændre, hvordan du kan håndtere situationer. Den første, man støder på, kender de fleste, og er den røde svamp, der forvandler Mario til Super Mario. En anden er en fjer, som giver Mario en kappe og lader ham flyve og svæve gennem banerne og en helt tredje er en ildblomst, der lader Mario mario skyde ildkugler.

Derudover er der også en række andre power-ups som f.eks. stjernen, der giver kort tids udødelighed, men min absolutte favorit er fjeren, da Mario med denne har så mange nye moves at bruge. Du kan svæve over afgrunde, bruge kappen til at slå fjenderne med, du kan bogstaveligt talt flyve hele vejen gennem visse baner og en hel del mere.

Dette er forresten en anden ting, jeg elsker ved Super Mario World. Hvor meget, der kan eksperimenteres med forskellige evner og systemer. F.eks. kan Yoshi findes i forskellige farver, hvilket giver forskellige evner, når der bliver spist et koopa-skjold. Samtidig kan standard Yoshi få adgang til disse forskellige evner ved at spise forskellig-farvede skjold.

Spillets mange baner er inddelt i forskellige verdener, hvor hver af dem afsluttes med et slot, hvor et medlem af Koopa-familien skal overvindes. Disse kampe er ret spændende på trods af, hvor simple de kommer til at lyde. I en af de første befinder man sig på en gyngende platform og udover at undgå bossens ildkugler, skal man hoppe på hans hoved, så han falder ud over platformens kant. Det lyder virkelig simpelt, men det bliver ret intenst, når man bliver ramt af en ildkugle og som almindelig Mario hopper febrilsk rundt.

Alt i alt er Super Mario World en klassiker uden noget “men”. Jeg har virkelig intet negativt at sige om spillet, men har bare lyst til at rose det endnu mere. Den catchy musik, det fede banedesign, spændende og intense dele samt alt andet, der kan findes i Super Mario World er bare perfekt. Behøver jeg at nævne, at jeg anbefaler det ekstremt meget?

Agents of Mayhem


Det perfekte spil, hvis du syntes Saints Row manglede mere bling, våben og over-the-top humor.

Developer: Volition
Udgivelse: 18. august 2017
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

Agents of Mayhem er et lidt mærkeligt spil. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til at kalde det godt, men jeg vil heller ikke kalde det dårligt. Det lægger sig meget midt imellem og er egentlig bare ret middelmådigt. Dette stopper det dog ikke i at være ret underholdende og have nogle ret gode ideer og systemer.

Agents of Mayhem foregår i en fremtidsudgave af Seoul, hvilket betyder holografiske reklamer, gigantiske bygninger, spøjse køretøjer, men der bliver samtidig skabt en ret fed kontrast. Du kan bruge elevatorer rundt omkring til at få adgang til højere niveauer i byen, og når du først er heroppe, føles den nedre del af byen uendeligt langt væk.

Kontrasten opstår, når du fra det ene øjeblik bevæger dig fra et futuristisk område højt oppe i luften, der hænger mellem gigantiske højhuse og så ned i, hvad der føles som et helt almindeligt bykvarter, hvis vi ignorerer de holografiske reklamer et øjeblik. Dette gør dog også, at byen bare er spændende at udforske og bevæge sig gennem.

Dette skyldes dog også, at man kan navigere byen ekstremt hurtigt, og her mener jeg uden transportmidler. Du kan ikke bare double-jumpe men triple-jumpe, for ikke at nævne, at nogle karakterer har et slags dash, de også kan bruge i luften. Samtidig kan de fleste karakterer gribe fat i vægge og kaste sig selv længere op, og når de er tæt på kanter, klatrer de automatisk op.

Nu hvor jeg nævnte karaktererne, så er dette også et af spillets stærkeste dele. Du skal vælge et hold af tre agenter, når du begiver dig ud fra hjembasen, og dette kan have stor betydning for din spillestil, da hver af disse 12 føles meget forskellige. En del af dem kan godt umiddelbart virke ens, men lige så snart du begynder at spille med dem, er det tydeligt, at de er mere unikke.

Du styrer dog ikke tre karakterer samtidig, men kan frit rotere mellem dine tre valgte, så du kan sådan set skifte spillestil midt i en situation. Hvis du er smart, så udnytter du det her system ved at rotere rundt og bruge de forskellige karakterers evner fuldt ud. Jeg kan give et eksempel med mit eget hold, jeg brugte til en lang række missioner.

Mit hold består af Scheherazade, en ninja med sværd og kastestjerner, Rama, en adræt jæger udstyret med bue samt Daisy, en minigun-bærende roller derby-stjerne. Både Scheherazade og Rama har mulighed for at forgifte fjenderne, så de tager skade over tid, så først ville jeg bruge begge disse til at påføre fjenderne dette. Herefter skiftede jeg ofte til Daisy og så var de fleste kampe hurtigt over.

På denne måde kan du skabe synergy mellem dine karakterer, men det er dog intet krav, du kan sagtens lave et hold af karakterer, der fungerer helt fint for sig selv. Der er dog nogle af de senere missioner, hvor du bliver ret presset og derfor nok skal skifte, så det vil være smartest at inkludere agenter, du gider at bruge. Samtidig er der nogle missioner, hvor der er et krav til typer af agenter, du tager med, da specifikke evner er krævet.

I forhold til dette har hver agent en specialisering, man skal være opmærksom på. Et par af specialiseringerne er Skinpiercer og Shieldbuster, som gør agenten i stand til at skade mere ved bestemte fjender. Hvis du er smart, laver du altså også et hold med disse specialiseringer in mente. Systemet er dog ikke så fastlåst igen, da der ved lvl 10 åbnes en ekstra specialisering hos karakterne. Du kan altså have mulighed for at lave drømmeholdet, selvom det først ikke fungerer helt.

Generelt er der også bare meget customisation i Agents of Mayhem for udover fire skills, du kan putte points i ved lvl-op, så er der også tre gadget-slots, hvor du kan tilføje tre Legion Tech-opgraderinger, og samtidig har du Gremlin Tech, som du kan bruge til at vende en kamp fra det værre til det bedre. Gadgets og Legion Tech kan forresten bruges til at ændre en karakters spillestil rimelig meget, så hvis du nyder et bestemt aspekt ved en karakter, så kan du uden tvivl specialisere vedkommende fuldstændig i det.

Det er så ekstremt fedt, når der bliver gjort på den her måde, fordi der er så mange muligheder, og man ikke føler sig den mindste smule begrænset. Men samtidig er der også tidspunkter, hvor jeg undrer mig lidt over, hvorfor jeg får muligheder. Det her er ikke ment som brok på nogen måder(!), men f.eks. kan du skifte udseende på køretøjerne, din karakters outfit samt din karakters våben.

Det føles ret ligegyldigt, og selvom jeg har åbnet menuen og kigget det igennem, forstår jeg stadig ikke helt pointen. Det kan godt være, at pointen bare er at lade dig customise, alt du har lyst til, men hvor ville jeg ønske, at det så betød mere i selve spillet. På samme måde har jeg stillet lidt spørgsmålstegn ved Gremlin Tech, da disse inkluderer både offensive og defensive ting, men jeg brugte kun to-tre stykker ud af et ret stort katalog igennem hele spillet.

De fleste af dem gav bonusser til karakterernes stats, mens andre er helt offensive som en stor kugle, der tromler alt ned. Nogle af disse har klare ideelle måder at blive brugt på, men generelt føltes det bare ikke praktisk at skulle til at sætte sig ind i hvilken, der var mest brugbar i lige netop den situation. For det meste havde jeg bare en equipped, som genoplivede mit hold, hvis alle tre agenter faldt om.

Du kan også vælge mellem forskellige Mayhem-køretøjer, men igen undrer jeg mig lidt over hvorfor. De har forskellige stats, så det giver mening at sætte sig ned og finde den, der passer ens spillestil, men igen føles det lidt ligegyldigt. Da jeg havde åbnet op for en håndfuld biler, var jeg så langt, at jeg faktisk var blevet lidt ligeglad, med hvilken jeg kørte. Den skulle nok få mig frem uanset hvad, og igen føler jeg lidt, at der mangler incitament til at bruge ekstra tid på at sætte mig ind i bilernes stats.

Agents of Mayhem er open world med en fed streg under open. Der er fuldstændig frit på alle hylder, hvilket både er fedt, men også ret skidt. I Saints Row havde du også en ret fri verden, men der føltes de mange side-missioner og random events mere meningsfyldte. I Agents of Mayhem var jeg ofte forvirret over, hvad pointen var med de mange side-missioner. Ja, det er da sjovt nok at køre et ræs, men belønningen var så ligegyldig, at det føltes som spild af tid.

Dette er især ærgerligt, da Agents of Mayhem nemt kan blive trivielt, og jeg har på fornemmelsen, at det ville fungere en del bedre, hvis der blev givet incitament til at brede sig mere ud. Jeg har hørt en del klager over, at spillet var trivielt, men jeg forstod dem ikke helt efter at have spillet de første 10-15 timer. Herefter skiftede det dog lidt, netop fordi jeg droppede alt andet end missionerne.

Selvom de fleste af historie-missionerne er forskellige, så ender de bare med at føles ret ens, og hurtigt bliver det bare trivielt at komme gennem spillet. Da jeg var tæt på spillet slutning, måtte jeg tvinge mig selv igennem de sidste par missioner, fordi det bare var blevet så kedeligt. At den sidste boss-kamp så også var en triviel sag, gav mig bare en virkelig dårlig smag i munden.

Mest fordi slutningen på spillet føles ekstrem tam og på ingen måder den første del af spillet værdig. Det var så ærgerligt at se et spil gå fra at være virkelig underholdende til at blive en triviel tam oplevelse. Ikke engang, hvis du har spillet det meget adspredt og prøvet alle forskellige aktiviteter, vil slutningen føles andet end tam.

Men tilbage til de positive sider af spillet . Agents of Mayhem føles som en tegneserie, du sætter dig ned søndag morgen og ser. Helte og skurke har begge over-the-top introduktioner, missioner bliver kaldt for episoder og generelt er der bare den her følelse af, at alting er skruet helt op på 11, bare for at skabe ekstra action. Når man ser på Agents of Mayhem som en slags parodi på søndagstegneserier, så giver det også mere mening med den til tider ensformige struktur, da det ofte er netop samme tilfælde ved de tegneserier.

Alt i alt er Agents of Mayhem en lidt skuffende oplevelse. Der er så mange forskellige fede systemer, men mange af dem føles ligegyldige pga. spillets udformning. Der er ingen grund til at sætte sig ind i de forskellige systemer, når man alligevel føler, man snart er færdig med spillet. Det er dog stadig et underholdende nok spil i den første halvdel, så jeg vil alligevel give det en meget lille anbefaling. Der er bedre titler inden for denne genre, men hvis du vil lege rundt med forskellige agenter i en tegneserie-agtig verden, så er det her spillet for dig.

Destiny 2: Curse of Osiris


Mere spildt potentiale, løse ender og generelt skuffelse at finde her.

Developer: Bungie
Udgivelse: 5. december 2017
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One.

Curse of Osiris er egentlig en perfekt udvidelse til Destiny 2, da den fortsætter stilen, der er lagt. Den indeholder genbrugte missionsstrukturer fra hovedspillet, exotic våben fra det første Destiny, en håndfuld nye missioner, et par nye karakterer og heroic strikes men der bliver ikke tilføjet noget, der virkelig slår igennem.

Det nye social space er f.eks. et lille rum med en enkelt npc samt en ny feature; The Forge, mens den nye planet består af et lille cirkel-formet område, hvor man ikke kan bruge sin sparrow. Der spawner en masse high-value targets, og der er også en ny public event at finde. Det føles dog stadig ekstremt tamt, når man allerede har været gennem ekstremt mange spændende og større områder på de andre planeter.

De nye karakterer er også lidt undervældende. Det nye ghost, der overtager rollen som dit ghost, er hyggeligt nok, men det er igen en masse fjollede jokes og konstant skal der fyres nye jokes af. Brother Vance som står i det nye social space viser sig at være en total fanboy(weirdo) af Osiris og er ærlig talt ikke særlig spændende, da han netop bare opfører sig som en fjollet fanboy.

Osiris selv dog… der kommer nu en spoiler for udvidelsens slutning. Da du endelig har klaret den store onde boss og møder Osiris, så giver han dig sådan set bare en thumbs up og smutter igen. Jeg har ingen ide, om hvad tanken bag udvidelsens historie er, for det føles så akavet. Det føles igen, som om der mangler en masse for at skabe en slags sammenhæng.

Det sted, hvor Bungie dog virkelig viser spildt potentiale med Curse of Osiris, er ved The Infinite Forest. Det kan godt være, jeg havde hypet det op for mig selv, da jeg læste titlen på det område, men det fungerer ved, at du åbner en port, et tilfældigt stykke bane loader ind, og så skal du videre til den næste port for at gøre det igen. Nogle gange er porten låst, så du skal dræbe fjender, kaldet daemons. Disse er ikke nye fjender, men tværtimod eksisterende fjender, der er lidt stærkere og har navnet daemon.

På vej gennem historien skal du forbi dette så mange gange, at det hurtigt mister sin charme. Hvis du samtidig spiller strikes, så ender du uden tvivl med at lave det om til en slags parkour-bane, hvor du bare spurter forbi alle fjenderne for at komme hurtigst muligt hen til den næste port. Der er ingen grund til at stoppe op og skyde fjenderne, og det føles ærlig talt bare som en slags middelmådig fyld for at kunstigt forlænge historien.

Heroic Strikes er også tilbage med Curse of Osiris. Hvis vi ignorerer, at de har låst en feature fra Destiny bag en udvidelse og bare kigger på selve featuren, så er det dog også lidt undervældende. Der er bare smidt ekstra mange fjender ind på de normale strikes, mens en del af disse er lavet ekstra stærke. Belønningerne føles heller ikke meget bedre, så det føles lidt som spild af tid.

Det at skabe balance i sit spil kan være svært, men Bungie laver nu også bare mærkelige beslutninger. Public Events kan gennemføres ret hurtigt, og en del spillere har derfor spurgt om strikes ikke kunne få bedre belønninger, så det føltes mindre som spild af tid i forhold til Public Events. Bungies svar er dog at øge belønningerne ved strikes… mens de samtidig sænker dem ved Public Events for at gøre dem mindre attraktive.

Dette irriterer mig en del, da det føles virkelig unødvendigt, og det er ærgerligt, at Bungie fortsætter deres skæve stil med at nerfe ting for at skabe balance i stedet for bare at buffe det, der præsterer under målet.

En af de nye features, som jeg dog finder ret interessant, er ved en slags Forge. Brother Vance giver dig forskellige opgaver, efter du har klaret kampagnen, og når du er færdig med disse, giver han dig en prophecy, du skal udfylde. Dette gøres ved at indsamle en række forskellige materialer, som du så skal aktivere. Hvis du aktiverer en forkert, bliver den stadig brugt dog, hvilket føles ret åndsvagt.

Når du har udfyldt en prophecy, skal du tilbage til Brother Vance, og så får du lov til at smede et våben. Jeg elsker den scout rifle, jeg fik, så jeg er faktisk meget godt tilfreds, men efter den første skal du vælge mellem tre andre, og det må være lidt irriterende, hvis ens yndlingsvåbentype ikke er blandt de tilgængelige.

Der er dog også et slags problem ved dette forge omkring de materialer, der skal indsamles. Nogle af disse kan tage adskillige timer, mens andre er hurtige nok at indsamle. Det føles bare lidt voldsomt at skulle gennemføre 20 strikes for at indsamle nok materialer til et enkelt våben, men samtidig er det jo endgame features. Hvis du manglede noget at bruge lang tid på, så har du lige præcis det her forge.

Curse of Osiris har ikke givet mig høje forventninger til den næste udvidelse. Jeg var skuffet over en stor del af Bungies valg med Destiny 2, men kunne godt se, at det stadig  var et godt spil. Curse of Osiris derimod føles som en lussing med dets middelmådige historie, genbrug af tidligere content, låsning af eksisterende features, ligegyldige karakterer, ligegyldigt social space samt planet. Det er generelt bare så skuffende, fordi spillet stadig har så ekstremt meget potentiale og burde kunne komme derhen, hvis der bare ikke blev truffet så mange spøjse beslutninger.

PostKnight


Hyggeligt spil du kan spille i få minutter eller adskillige timer.

Developer: Kurechii
Udgivelse: 9. februar 2017
Platform: Android & iOS

I PostKnight er du, som titlen antyder, et postbud, der samtidig er en ridder. Udover en taske til breve og pakker er du derfor udstyret med rustning, sværd, skjold og magiske potions. Det er et sjovt koncept, som jeg først syntes lød ret skævt, men det fungerer virkelig godt, når man først dykker ned i PostKnights verden.

Spillet lægger stille og roligt ud, hvorefter det begynder at åbne sig mere og mere op. Det har et virkelig godt tempo, og jeg følte aldrig, at jeg blev overvældet af spillets mange forskellige dele, men derimod var det fedt at konstant få adgang til nye features. Samtidig med, at der bliver åbnet op for mere, bliver der også lagt meget op til, at du selv bestemmer, hvad du vil fokusere på i spillet.

Dette er du dog næsten også nødt til, for hvis du prøver at lave alt, hvad spillet byder på samtidig, vil du nok hurtigt køre død, fordi det enten bliver trivielt, eller du ikke rigtig får skabt nogen progress. Det er derfor et spil, hvor det er lidt bedre at lave en plan og så følge den lidt mere fast. Dette er dog på ingen måder et krav, men jeg kunne selv mærke, at jeg nød spillet meget mere, når jeg gav mig selv et enkelt bestemt mål og så opnåede det.

Før jeg kommer ind på de mange forskellige features, må jeg nok hellere forklare historien, samt hvad spillet egentlig går ud på. Som PostKnight skal du først vise for akademiet, at du egner dig til at være en del af det. Dette gør du ved at levere post ud på ruter, hvor din karakter bevæger sig fra venstre mod højre gennem landskabet. Der dukker dog fjender op, og kamp foregår helt automatisk, hvor din ridder svinger sværdet og muligvis bliver slået lidt tilbage.

Du kan dog påvirke din ridders færd gennem tre forskellige skills; charge, block og din healing potion. Charge sender din ridder hurtigt fremad i et angreb, block fungerer sammen med skjoldet og blokerer angreb, og din healing potion giver dig en god del hp tilbage samt en bonus effekt, der afhænger af, hvilken potion du bruger.

Udover valg af potion kan du dog også vælge mellem forskellige skills til charge og block, og disse er faktisk overraskende forskellige. Nogle af dem er tydeligt stærkere end andre, men de er alle med til at skabe et spil, hvor frihed bliver understreget ved, at du får helt frie tøjler til at lave et build, som du helt selv vil have det.

Du kan nemlig kombinere dine skills med din rustning og våben for at lave et build, der fungerer i fuld synergy med bonus-effekterne. Jeg fandt dette system ekstremt spændende, fordi der konstant opstod nye muligheder for at kombinere forskellige ting for at skabe den her synergy, som gør din karakter væsentligt stærkere.

Nu kan vi vende tilbage til de mange features, selvom jeg allerede har været lidt inde over gear og builds. Som PostKnight bevæger du dig rundt til forskellige regioner, hvor du gennemfører en række stier på en rute, hvorefter du kommer videre i historien samt åbner for adgang til den rute. Jeg blev ærlig talt ret fanget af historien på trods af, hvor simpel den ofte var. Man støder på en række spændende karakterer, hvoraf en række af disse optræder senere i spillet, så det føles som om alting bliver forbundet på den helt rigtige måde.

Tilbage på sporet! Når du har åbnet for de her ruter, kan du til hver tid tage en tur gennem dem igen for at skaffe ekstra guld, xp og ressourcer, hvilket er lækkert, fordi du så altid vil have noget at lave i spillet. Du kan aldrig løbe tør for noget at lave i PostKnight, medmindre vi snakker om, at du har fået opgraderet alting, og derfor føler dig færdig med spillet.

Der er dog også deliveries, fire stier pr. region hvor du skal levere pakker for at få PostKnight tokens, der kan bruges til at stige i rang. Du starter i rang C-9, hvorefter du går til C-8, og hele vejen til S-1, der lige pt. er den højeste rang. Dine deliveries bliver sværere, jo højere rang du får, og disse går også fra rang C til S. Ved deliveries går der dog noget tid, før de refresher, så her skal du enten vente lidt for fire nye, eller bruge premium currency / se en reklame for et refresh.

Generelt er spillet ret godt, når det gælder premium currency og den slags. Der er nogle premium ting i spillet, som giver en god bonus, men koster ret mange gems. Jeg synes dog, at jeg konstant får gems for forskellige ting i spillet, så det føles ret fair. Når du gennemfører deliveries, får du f.eks. altid en chest, som til tider indeholder en gem.

Derudover er der også quests, hvor du skal dræbe et bestemt antal af en type fjender, hvilket også giver en chest og dermed ofte en gem. Som du nok allerede kan mærke, så er der masser at lave i PostKnight.

Det er netop dette, jeg virkelig elsker ved spillet, samt gør, at jeg har brugt så lang tid på det. Jeg kan sætte mig ned og spille i et par minutter, gennemføre et par deliveries og føle, at jeg har nået at lave progress. Men jeg kan også sætte mig ned og spille konstant i adskillige timer uden at føle, at jeg på noget tidspunkt sidder fast.

Oftest tog jeg mig af deliveries for at få PostKnight tokens, så jeg kunne stige i rang, og så var det enten ruter for at skaffe ressourcer, så jeg kunne opgradere mit gear eller quests for at skaffe chests og gems. De fleste gange, når jeg følte, at jeg var nået gennem det, så var der nye deliveries klar eller noget andet, der var refreshed. De har ramt det så godt med de forskellige timere, hvilket er dejligt at se, når der oftest bliver skruet helt op på den front, så man skal vente i flere dage på at kunne lave mere i sit spil.

Nu nævnte jeg, at man kan opgradere sit gear, og dette foregår ved de forskellige regioners blacksmiths. Du skal bruge en del guld, forskellige regionale ressourcer, men når du får et stykke gear op på fem stjerner åbnes der op for en bonus-effekt, som f.eks. at du skader 15% mere.

Nogle af de mange stykker gear har dog nogle effekter, som gør dem meget stærkere end de andre, men på trods af dette, føles det ikke, som om det kun er disse, der er brugbare. Du kan sagtens lave andre builds, som også vil fungere. Det er helt op til dig.

Hver rustning er forresten kombineret med et våben for at udgøre et set med en set-bonus, så du i alt kan få fem bonus-effekter, hvis du har et fuldt fem-stjernet set på. Når du kommer længere hen i spillet, kan det dog bedre betale sig at kombinere på kryds og tværs for at få enkelte stærkere effekter på. En detalje ved en række af de her sets er, at du får adgang til et par stykker gear gennem historien, men ellers skal du købe resten ved en merchant i den specifikke region.

Ofte er det let nok at købe disse, da det er lidt ressourcer og guld, men ved nogle af de senere regioner bliver det lidt mere besværligt, da de ofte kræver bestemte ting, som du også skal købe fra den her merchant. Så først skal du være heldig, at den her merchants roterende stock indeholder den ting, du skal bruge, hvorefter du skal være heldig, at han får det stykke gear, du skal bruge. Du kan dog igen bruge premium currency eller se en reklame for at refreshe deres stock.

På den ene side irriterede denne del mig lidt, fordi det krævede lidt ekstra ventetid, før jeg fik skaffet det gear, jeg gerne ville have, men samtidig er det et spil, som du sagtens kan spille over flere uger og dermed automatisk få refreshed deres stock. Det er altså ikke et problem, medmindre man er lige så utålmodig, som jeg til tider kan være med den slags.

Jeg nævnte spændende karakterer tidligere, og der er faktisk også noget gameplay ved disse, da du kan styrke dit venskab/forhold med en række af de piger, du møder i de forskellige regioner. Når I bliver venner begynder de også at give dig gaver. Systemet er dog også ret fedt her, da du muligvis skal til at gætte dig lidt frem med hvilke gaver, du giver tilbage for at styrke forholdet.

En del af den loot du skaffer, når du bekæmper fjender, er forskellige gaver, og hver pige har sin helt egen personlighed og vil derfor holde mere af nogle ting end andre. Hvis du vælger helt rigtigt, får du et stort boost, mens du modsat mister en god del, hvis du vælger helt forkert. En lille fed ekstra detalje er, når du får dem op på max hjerter, for så begynder de at hinte mod en større gave, de ville elske. Når de modtager denne, får du åbnet for et billede af din PostKnight og pigen, der har en hyggelig dag sammen. En lille belønning, men det hele værd.

Nu får jeg det til at lyde, som om de bare kræver bestemte ting, men sådan er det ikke. Den første pige nævner f.eks., at hun elsker honning fra en bestemt region i PostKnights verden, og så skal du selv lægge to og to sammen, når du støder på netop den her gave på et tidspunkt. Det er lidt vagt, meget lidt vagt…  men stadig nok til at det føles fedt, når du selv lige regner det ud.

Og nu til en anden af mine yndlingsdele ved PostKnight, selve posten. Det lyder sikkert virkelig fjollet, men den store mængde post du støder på, afslører så meget omkring spillets verden, og det sker bare på den helt rigtige måde. Når du starter et delivery, får du først en lille beskrivelse af pakken, og til sidst, når du leverer den, får du lidt dialog fra modtageren. De kunne sagtens have lavet dette til standard svar, som bare blev uinteressante i længden men nej, det er faktisk virkelig velskrevet og interessant.

Det er helt ufatteligt, hvor meget information, der faktisk kan komme ud af en enkelt levering. Jeg sidder i hvert fald og læser spændt med i stedet for at skippe dialogen, som jeg oftest gør, når det gælder den slags. Jeg kan i hvert fald kun give Kurechii credit for at vise, hvordan et spil-univers kan foldes ud gennem noget så simpelt som en kort beskrivelse og 4-5 stykker dialog. Det er bare imponerende.

Et eksempel kan være et enhjørningehorn. Ud fra dette ved vi nu, at der findes enhjørninge, og at deres horne sælges. Vi ved ikke, om det er lovligt eller ulovligt endnu, men den karakter, der modtager pakken, snakker ikke meget andet end nogle få ord, før hun sprinter væk. Hun så ret suspekt ud, og ærlig talt lignede hun lidt en af de fjender, du har tævet mange af indtil videre. Der er altså stor sandsynlighed for, at den pakke du lige har leveret skal bruges til mørk magi.

Dette lægger også op til et spørgsmål om, hvorvidt PostKnights faktisk har styr på det etiske ved deres job. Selvfølgelig skal posten ud, men hvad nu hvis posten bliver brugt til onde formål? Er det så deres pligt at aflevere pakken? Og hvis modtageren viser sig at være ond, skal din PostKnight så slå vedkommende ned med sit sværd med det samme. Jeg finder det her univers så ekstremt fascinerende, og jeg vil elske at finde ud af mere.

Nu hvor jeg sidder og drømmer mig væk i PostKnights univers, glemte jeg næsten helt at komme ind på en af de features, som nok får dig til at vende tilbage til PostKnight, når du er færdig med historien, har nået max rang osv. Divisions er en slags konkurrence mellem tre forskellige grupper, hvor du donerer specifikke objekter for at hæve din personlige score samt gruppens score. Dette er inddelt i sæsoner, der hver varer en uge, og alle kan få en belønning ved at deltage, det er ikke kun vinderne, der får noget.

Selvom det er ret simpelt, så kan jeg sagtens se mig selv vende tilbage til PostKnight for at grinde en række ressourcer for at donere dem til Divisions. Det er en sjov feature, der kan være med til at holde spillet kørende endnu længere tid, end jeg havde forventet.

Alt i alt er PostKnight et virkelig perfekt mobilspil, og jeg kan anbefale det ekstremt meget. Jeg er ret forelsket i det og har bare lyst til at spille mere. Det er derfor super fedt at divisions-delen eksisterer, så jeg netop har en grund til at spille videre.

Monument Valley 2


Lige så fantastisk som det første og med nye spændende elementer.

Developer: UsTwo Games
Udgivelse: 6. november 2017
Platform: Android & iOS

En af mine største problemer med Monument Valley var, at jeg bare havde lyst til mere, da jeg afsluttede det. Lidt tid efter kom der et ekstra kapitel, men det var ikke nok, og jeg ville stadig have mere. Nu fik jeg endelig spillet Monument Valley 2, og jeg vil stadig bare have mere. Det er simpelthen så lækkert et spil, der desværre stadig kan gennemføres på forholdsvis kort tid.

Monument Valley 2 har en mere klar historie, hvor en mor og en datter bevæger sig gennem de baner, vi kender så godt fra det første spil. Det er stadig umulig geometri, roterende dele og generelt bare ting, der lige tager et ekstra sekund at opfatte, fordi det føles så umuligt. Jeg er rimelig sikker på, at i hvert fald en puzzle faktisk direkte arbejder med en fjerde dimension, hvilket er ret fedt.

Den mere klare historie gør også bare, at man knytter endnu tættere bånd med karaktererne, og jeg sad spændt og ventede på at se, hvor rejsen ville tage dem hen. Det var tydeligt, at der var et mål for begge karakterer, spørgsmålet var bare hvor.

Starten af spillet kunne dog godt føles lidt let i forhold til, at det er en fortsættelse, men det er egentlig fair nok, da det er en fin intro for nye spillere af serien. Jeg skulle dog igennem en god del baner, før jeg virkelig følte, at det var en fortsættelse, altså i forhold til sværhedsgraden af spillets puzzles. Der begyndte det dog også at  blive skruet helt op for niveauet hen mod slutningen, hvilket var fedt, da det lidt kompenserede for den sløve start.

Et problem, jeg dog havde med spillet, var styringen. En del af tiden var det ret svært at rotere dele af banen uden, at det enten gik virkelig sløvt eller delen fløj rundt. Det kunne godt blive lidt irriterende, når man skulle være præcis med sine bevægelser. Jeg ved dog ikke om dette skyldes størrelsen af skærmen på min mobil eller spillet selv. Det finder jeg dog nok hurtigt ud af, når jeg genspiller det, for så bliver det helt sikkert på en større skærm.

Selvom jeg gerne vil have mere Monument Valley, så føles det dog også som om MV2 fik afsluttet spillet bedre. Jeg sad ikke frustreret og tænkte på, hvordan jeg skal skaffe mit næste Monument Valley-fix, men derimod bare frydede mig over historien. Hvorefter jeg fik lyst til endnu mere, jo mere jeg tænkte over det.

Jeg nævner i toppen, at der er spændende nye features, men jeg har ikke lyst til at afsløre nogen af dem, da det er en del af Monument Valley, at man selv opdager den slags. Det vil virkelig være synd at begynde at ødelægge den overraskelse.

Alt i alt er Monument Valley 2 en fantastisk fortsættelse, og jeg kan anbefale det mindst lige så meget, som jeg vil anbefale det første spil. Det er fuldstændig unikt, og selvom der er dukket nogle kloner op rundt omkring, er der intet der slår den charme og hygge, som UsTwo Games har formået at skabe i Monument Valley. Spil det!

LEGO Jurassic World


Fantastisk LEGO-spil med masser at lave og fede nye features.

Developer: TT Fusion
Udgivelse: 12. juni 2015
Platform: Android, iOS, Nintendo 3DS, Pc, Ps3, Ps4, Ps Vita, Wii U, Xbox 360 & Xbox One.

Jeg må indrømme, at mine forventninger til LEGO Jurassic World ikke var særlig høje. Jeg forventede selvfølgelig det sædvanlige gameplay, men ikke så meget mere. Jeg blev dog meget positivt overrasket, da spillet havde virkelig mange fede features, spændende karakterer, og faktisk viste sig at være en virkelig god udgave af filmene.

I forhold til det sidstnævnte, så indeholder spillet faktisk også Jurassic Park 1-3, selvom titlen godt kunne antyde, at det kun var Jurassic World. Det fede er her, at spillet formår at inkludere de vigtigste dele af plottene uden, at det føles disconnected som det har gjort i visse andre LEGO-spil. Der er en rød tråd gennem baneren, og jeg var meget underholdt af de forskellige cutscenes.

Humoren i LEGO-spillene har altid været ret hit or miss for mig. Enten har jeg siddet og grint med ved de platte jokes, den fysiske humor og de spøjse karakter-møder, og ellers har jeg siddet med et dystert ansigtsudtryk, fordi jeg fandt det for plat. Men målgruppen er jo også børn, så det er forståeligt, at humoren nogle gange falder lidt til jorden for andre aldersgrupper.

Men den var virkelig på plads i LEGO Jurassic World, hvor de mange jokes aldrig nåede at ødelægge vigtige dele af historien, men altid formåede at vende en alt for seriøs og dyster scene til en lidt sjovere en. Det er ret imponerende, at de har formået at vende alting lidt på hovedet uden, at det føles totalt skævt.

Samtidig er det imponerende, at de har sammensat et spil, hvor jeg som voksen kan sidde og more mig over deres udgaver af bestemte scener, mens børn helt klart bare vil more sig over scenerne i sig selv. Indrømmet dog, jeg morer mig virkelig meget over at se en raptor på en motorcykel.

I forhold til nye features, så er den vildeste nok, at du kan styre dinosaurer, hvilket måske ikke virker så mærkeligt igen, når det nu er Jurassic World. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at det var på den skala, som det er, for du kan f.eks. styre de helt store langhalser. Det er ikke bare små fesne dinosaurer, men et stort udvalg fra de forskellige film.

Hvis du lyster kan du også sammensætte din helt egen dino, så du kan kombinere deres forskellige evner. Det lyder simpelt, men der er noget over at styre en dino rundt, man selv har sammensat og farvelagt. Jeg elskede denne del og glæder mig til at se den optræde i andre LEGO-spil, dog måske med noget andet end dinosaurer.

En feature, jeg også holdt meget af, var spillets opbygning i forhold til banerne. Spillet er opdelt i de fire film, og først har du adgang til Jurassic Park og Jurassic World. Når du gennemfører den førstnævnte, får du adgang til Jurassic Park 2 og derefter den tredje film. Dette giver jo meget god mening, men I får stadig en heads up, hvis I nu er typen, der foretrækker de to film over de andre.

Men hver film foregår på sit eget kort, hvor du gennem historien følger filmens plot på vej rundt på øen. Det er så fedt, fordi du føler virkelig, at du bevæger dig gennem filmen, bare i LEGO-form. Det giver også muligheden for, at du kan udforske uden for banerne og sidde og være forbløffet over andre dele af scenerne, som du kan genkende.

LEGO Jurassic World tillod mig at få et godt gensyn med en række spændende karakterer fra serien, og hvor er jeg glad for, at jeg gav det en chance. Der er så mange spændende features i spillet samt så meget at lave, at det er helt fjollet, dog virkelig fedt. Jeg kan anbefale LEGO Jurassic World meget!

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger