Ps+ oversigt

20160901160124

Ps Plus er en service, der ofte er udskældt. Nogle gange med god grund, andre gange uden nogen overhovedet. Siden, det er et en betalt service, skal der også være plads til kritik, men jeg synes, det er ved at nå et fjollet niveau. Jeg har selv været medlem i nok et par år og holder stadig meget af det. Med denne oversigt vil jeg prøve at vise, hvad du faktisk får for pengene, når du betaler for Ps Plus.

Først vil jeg se på prisen, da det er et af de ømme punkter for mange, da de føler, at de betaler for mange penge for alt for lidt. Når du køber Ps Plus har du mulighed mellem 1 år for 375 kr., 3 måneder for 159 kr. eller 1 måned for 55 kr. Lad os regne ud, hvor meget, det er pr. måned. For 1 års Ps Plus bliver det 31,25 kr. pr. måned, og hvis du køber 3 måneders Ps Plus betaler du 53 pr. måned. Selvom det giver sig selv at 1 år er den billigste løsning, synes jeg det er vigtigt at vise, at det “kun” er 31,25 kr. om måneden, der bliver betalt.

Nu vil jeg komme ind på de forskellige dele af Ps Plus-servicen, så først Online Multiplayer!

Du får adgang til at spille Online Multiplayer i størstedelen af titler på Ps4. Nogle enkelte titler/betaer kræver dog ikke Ps Plus for at spille online, så i visse tilfælde er dette ligegyldigt.

Tilbud/rabatter er der også en god del af med Ps Plus. Når der er udsalg i Ps Store bliver der ofte smidt ekstra rabat oveni, hvis du er Ps Plus medlem. Dette har jeg selv nydt ret godt af, da nogle af priserne virkelig har været lave på virkelig fede titler. Der er faktisk også et udsalg lige nu med retro-tema! (Tjek det ud, især hvis du har en Vita, da der er mange gode retro-titler der kan spilles på den!).

Online Storage er også en funktion ved Ps Plus, jeg nyder meget. Automatisk upload af savegames til en 10 gb cloud(på Ps4 altså) gør, at jeg aldrig skal frygte at miste mine savegames helt. Hvis du ikke vil have, at det sker automatisk kan du sagtens styre det manuelt. Virkelig en life-saver, hvis din Ps4 bliver mishandlet af småbørn eller andre mærkelige væsener, så du får brug for en back-up.

Nu er vi kommet til endnu et omdiskuteret punkt. Nok det mest diskuterede, hvis vi er helt ærlige omkring det. De månedlige spil. Din Instant Game Collection, hvor der hver måned bliver gjort to titler pr. platform tilgængelige. Af platforme er der spil til Ps3, Ps4 og Ps Vita, hvoraf nogle af titlerne sagtens kan være cross-play, så de er tilgængelige på flere platforme. Hvis du har mere end en Playstation-platform kan du altså få adgang til en god håndfuld titler hver måned. Når du “køber” disse titler bliver de samlet i din personlige Instant Game Collection, der er tilgængelig, så længe du har Ps Plus. Du kan gennem hjemmesiden sagtens “købe” spil til platforme, du ikke ejer. Dette gjorde, at jeg havde et virkelig stort spilbibliotek klart, da jeg anskaffede mig en Vita. Så hvis du har Ps Plus, så smid alle titlerne i kurven!

I stedet for at sidde og diskutere, hvorvidt “ALT FOR MANGE INDIESPIL!” overhovedet er en relevant klage mere, vil jeg i stedet skrive lidt om hvilke af Ps Plus-titlerne, der er værd at se på. For ikke at gøre denne post åndsvagt lang kigger jeg kun på titler fra 2016. Jeg starter med de seneste spil og arbejder mig bagud.

August
Tricky Towers (Ps4) – Forestil dig Tetris, men med physics-sjov mixet med. Det handler om at bygge et tårn med tetris-klodser i forskellige game-modes. Nogle gange skal du bygge et lavt tårn for at undgå en laser, altså en slags puzzle-game-mode. Andre gange skal du bygge et tårn på tid. Samtidig bliver der også introduceret magi, som ofte bare fucker med dig. Der er desuden multiplayer, så du kan sidde og råbe af din buddy. Jeg har selv nydt single-player delen meget, og endless mode er noget jeg helt klart vil vende tilbage til.

Patapon 3 (Vita) – Hvis du har en Vita, er det her bare et must!

Yakuza 5 (Ps3) – Selvom det føles som om det udkom alt for sent her i vesten, er det ikke et spil, der skal misses. Generelt har det fået en virkelig positiv modtagelse, så det er en af de titler jeg også snart skal have spillet.


Juli

Saints Row: Gat out of Hell (Ps4) – Saints Row er en ret spøjs serie, som konstant skubber grænsen for skøre nye features, settings, karakterer osv. Personligt synes jeg, de har skubbet den lidt for langt, og det bare er blevet for fjollet nu, men det ændrer ikke på at Gat out of Hell er et virkelig underholdende spil, der kan give mange timers underholdning.

Fat Princess (Ps3) – En af den slags titler, der bare skal prøves så kom igang!

Prince of Persia: Revelations (Vita) – Jeg havde aldrig en Psp, så jeg fryder mig bare over at kunne opleve dette spil nu.


Juni
NBA 2K16 (Ps4) – Efter at have hørt en del mærkelige historier omkring dette spil på Idle Thumbs (Podcast, der kun kan anbefales virkelig meget!) er dette faktisk et sports-spil, jeg overvejer at prøve. Det lyder i hvert fald til at indeholde en del forskelligt at lave, så det skal da have et forsøg på et tidspunkt.

Gone Home (Ps4) – Hvis du kan lide at udforske vil du nok kunne lide Gone Home. Du vender hjem til dit hjem, men ingen er hjemme, så det handler lidt om at finde ud af, hvor din familie er henne. Jeg nød denne titel ekstremt meget, ikke mindst pga. den virkelig perfekte stemning, der er skabt i det. En kort, men super god oplevelse.

Echochrome (Ps3) – Hvis du ikke har spillet Echochrome, så download det med det samme! Virkelig unik titel og must-play!

God of War: Chains of Olympus (Vita) – Ligesom med PoP: Revelations nyder jeg titler, jeg er gået glip af. Samtidig er det God of War, så det er ikke helt skidt jo!

Maj
Tropico 5 (Ps4) – Udlev din hemmelige drøm om at være diktator. Behøver jeg at skrive mere?

LocoRoco Cocoreccho! (Ps3) – LocoRoco er en af den slags serier, der bare skal opleves, så download det!

God of War: Ghost of Sparta (Vita) – Samme som Chains of Olympus. Yay for God of War!


April
Dead Star (Ps4) – Class-based space fighter multiplayer…ehh, det virkede som den bedste måde at beskrive det på…vælg et skib og skyd andre spillere ned. Er ikke så meget til multiplayer-spil men nød alligevel en håndfuld timer med Dead Star. Samtidig virkede spillet til at have en del at lave.

I am Alive (Ps3) – Dette er en af den slags titler, jeg ofte så på tilbud, men aldrig købte. Ikke det bedste spil nogensinde hvis der kigges på anmeldelser, men et jeg personligt glæder mig til at få prøvet.


Marts
Broforce (Ps4) – Fucking hell altså, hvis jeg skal anbefale dig Broforce, så er der noget galt. Dette er et spil, der bare skal være installeret permanent! Super sjovt single-player, endnu bedre, når du spiller det med andre. Når hele banen bare bliver skudt i stykker, fordi du ikke styrer dine skud…et af de bedste local co-op spil, der er at finde på Ps4!

The Last Guy (Ps3) – Du skal lede civile til en escape zone, mens du undgår monstre. Jeg mangler stadig at spille denne titel selv, men har hørt og set så meget ros for den.


Februar
Helldivers (Ps3 & Ps4) – Et virkelig fedt spil, som bare gøres endnu bedre af co-op, både lokalt og online.

Lemmings Touch (Vita) – Det er Lemmings! 😀

Nova-111 (Ps3, Ps4 & Vita) – En ret spøjs titel, jeg hyggede mig meget med. Du bevæger dig på et grid-based bane. Det foregår turbaseret, hvilket giver god mening…men hvad så, når der bliver introduceret elementer, der ikke bevæger sig turbaseret, men kører i realtime. Jeg nød titlen en del, fordi jeg ofte blev overrasket over nye elementer i spillet.


Januar
Hardware: Rivals (Ps4) – Class-based Vehicle Combat. Som nævnt før er jeg ikke meget til online multiplayer, men jeg nød også en håndfuld timer med denne titel. Det er generelt sjovt at køre rundt og skyde på andres køretøjer.

Grim Fandango Remastered (Ps4 & Vita) – En klassiker som jeg ikke selv har fået spillet endnu, men ser frem til at opleve.

Dragon Age: Origins (Ps3) – Stor rpg der kun kan anbefales!

Og nu skal jeg nok stoppe. Jeg har lyst til at fortsætte, fordi der bare kommer endnu flere fede titler i 2015. Fremmedrettet ser det også godt ud, altså med denne måneds spil. Hvis du stadig føler, at du ikke får nok ud af dit Ps Plus-abonnement, fair nok. Men jeg håber lidt at nogle af de mange brokkehoveder vil indse, at der altså er en del fordele.

Og kan vi så ikke droppe den der “For mange indiespil”-klage. Hvis du er træt af titler, der ikke er AAA, fair nok (Og så skriv dog dette!). Men at brokke sig over indie-spil er simpelthen for irrelevant nu. Prøv titlerne, du har alligevel betalt så hvorfor ikke? Hvis du bliver positivt overrasket, fedt! Hvis det er en negativ oplevelse, så slet det og spil nogle af de andre spil.

Jeg nyder i hvert fald Ps Plus og føler at jeg får meget for min daglige krone.

Advertisements

Clustertruck

clustertruck
Underholdende og skør parkour på lastbiler!

Developer: Landfall Games
Udgivelse: 27. september 2016
Anskaffelse: Ps Store & Steam
Platform: Pc & Ps4
Pris givet: 100 kr.

Kan du lide at hoppe? Kan du lide lastbiler? Så er det her helt klart et spil for dig!
Hvis du svarede nej til et eller begge spørgsmål, vil du nok stadig kunne lide Clustertruck.

Konceptet er simpelt nok at forstå. Du skal fra start til slut ved at hoppe fra lastbil til lastbil. Disse bevæger sig forresten, det andet ville nok også være ret kedeligt. Alt andet end lastbilerne dræber dig, så det er en slags…jorden…ehh, alting er giftig. Nu tænker du nok allerede, at det da hurtigt vil blive kedeligt, hvilket er forståeligt.

Clustertruck formår dog at holde konceptet friskt ved at tilføje nye objekter til banedesignet, så du hele tiden skal forholde dig til nye trusler, der vil forhindre dig på din vej til slutningen af banen. Dette er både godt og skidt på samme tid. Negativt da det ofte resulterer i, at baner bliver ret trial & error, da du først skal lære reglerne for de nye koncepter.

Samtidig kan banedesignet ofte være forvirrende, så du ikke ved, hvor du skal hen. Nogle gange er der skilte, der peger i bestemte retninger, men når du springer fra lastbil til lastbil er det ofte noget, der bliver overset. Nogle baner introducerer også et nyt element på en ikke særlig intuitiv måde, hvilket også kan være med til at gøre Clustertruck til en frustrerende oplevelse.

Spillet er inddelt i 10 baner i hver sin verden med hvert sit unikke tema og der er ni verdener. Da jeg spillede Clustertruck spillede jeg 1-2 verdener ad gangen, hvilket hjalp på ikke at gøre det til en så frustrerende oplevelse. Jeg kan dog sagtens forestille mig, at det vil være det modsatte, hvis målet er at klare spillet i en omgang.

I starten af spillet har du kun et simpelt hop til at hjælpe dig, men ved at gennemføre baner får du style points, der kan bruges til at købe nye abilities. Disse er delt op i to kategorier, hvoraf den første har fokus på movement. Her kan du finde en jetpack, double jump, grappling hook og nogle andre. I den anden kategori er der abilities som slow time og andre som virker som en slags modifiers på spilverdenen. Du kan equippe en enkelt ability i hver kategori.

Ideen her er god, da du selv kan vælge, hvilke abilities du vil bruge hvis nogen. Problemet er bare at style points tager lidt tid at indtjene, så da jeg havde gennemført spillet, havde jeg kun adgang til 4-5 af disse abilities. Samtidig er det lidt øv ikke at have mulighed for at se/afprøve abilities, før du køber dem, da det kan være, at du ikke finder dem gode, når du prøver dem på en bane. Jeg købte Grappling Hook, fordi jeg forestillede mig, at jeg kunne svinge mig lidt rundt på nogle baner. Den hiver dig egentlig bare hen til det sted, du rammer med den. Det er stadig super smart, men ville egentlig gerne have set det først.

Jeg holdte mig til double-jump og slow-time hele vejen igennem spillet med nogle enkelte forsøg med andre abilities som ofte endte i ret mange fails. Samtidig skal du ud i hovedmenuen for at skifte abilities i stedet for at kunne gøre det i pause-menuen. Dette er et mindre problem, men når du gerne vil lege rundt med abilities, bliver det bare en træls oplevelse i længden.

En ting jeg stadig ikke har fundet ud af hvordan fungerer er selve lastbilerne. Det virker til, at de kører tilfældigt, når de er startet. De hamrer ind i hinanden, drejer til siderne og følger kun løst vejen, hvilket egentlig er fint nok. Problemet for mig er, når du skal hoppe fra en mængde lastbiler over på en anden stribe af dem. Jeg ved ikke, hvad der får den næste omgang lastbiler til at starte deres kørsel. Er det når jeg nærmer mig dem, efter et bestemt antal sekunder eller når mine lastbiler er nået et vist stykke. Dette er ikke klart og kan derfor også være forvirrende. Jeg har selv set kommentarer fra folk, der ofte er kommet for hurtigt frem og derfor skal vente på at lastbilerne starter. Selv har jeg ofte oplevet, at jeg havde problemer med at nå frem til dem i en del baner.

Hvis du ikke føler, at du fik nok ud af spillets campaign, er der også brugerskabte baner gennem steam-workshop. Jeg synes, jeg fik nok ud af spillets campaign så har endnu ikke taget hul på dette, men der skal nok være en masse timers underholdning at finde her.

Overordnet er Clustertruck et virkelig underholdende spil med en håndfuld frustrerende elementer. Nogle af disse er en del af spillets kerne, mens andre opstår pga. designvalg. På trods af disse har jeg virkelig nydt min tid med spillet og det at klare nogle af de sværere baner føltes åndsvagt tilfredsstillende.

Uncharted – Et langt eventyr

Uncharted™ 4: A Thief’s End_20161017153715“Nathan!” bliver der skreget i det, jeg misser et hop. Nathan Drakes livløse krop går fra stærk helt til kludedukke, imens han falder. Billedet bliver sort/hvidt for at forsvinde over i helt sort. Jeg er tilbage ved et checkpoint sekunder fra det sted, jeg faldt ned. Jeg morer mig lidt over måden Nate falder på, så jeg bliver aldrig frustreret over at dø i Uncharted. Nogle gange kan eksplosionerne endda få ham til at lave spøjse flip over tilfældige stykker cover rundt på banerne.

Det er generelt en trend for Uncharted. Det kan simpelthen ikke frustrere mig uanset, hvor mange gange, jeg får det sort/hvide billede, mens Nathan Drakes livløse krop flagrer rundt. Dette undrede mig meget, da mit første minde med Uncharted var meget anderledes. Vi spoler tilbage til folkeskolen, og jeg fandt Uncharted: Drake’s Fortune på biblioteket. Jeg havde hørt godt om det så skyndte mig at låne det med hjem. Nogle få timer senere er jeg nået til en bestemt hule, hvor jeg dør igen og igen…og igen. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske om jeg kom forbi det sted, men jeg fik så dårlig en oplevelse, at jeg afleverede spillet tilbage dagen efter.

Jeg genkendte den hule med det samme, da jeg spillede det igen her for en uge siden. Jeg døde også et par gange, men kom forbi den, og hvor er jeg glad for at have givet spillet en chance mere. Uncharted-serien har fået meget ros gennem tiden, men jeg har altid set det som en serie, der ikke var noget for mig pga. den dårlige oplevelse. Ikke at jeg aktivt gik rundt og ikke kunne lide spillet, jeg havde bare affundet mig med, at det ikke var noget for mig.

Må dog huske at nævne, at jeg faktisk havde en positiv oplevelse med Uncharted-serien før mit gensyn med Drake’s Fortune. Jeg spillede Golden Abyss på Vitaen og havde en overraskende god oplevelse med det. Det var lige det eventyr, jeg skulle bruge på starten af mit vita-liv. Det viste de mange spøjse funktioner frem uden, at det virkede totalt fjollet. Tværtimod føltes det oftest helt naturligt. Jeg mistænker lidt, at dette var med til at give mig lyst til at give Uncharted-serien en chance mere. Tak til Uncharted: Golden Abyss!

Da jeg var færdig med Drake’s Fortune, sprang jeg direkte over i Among Thieves og fortsatte derfor mit eventyr med Nathan Drake og hans slæng af fantastiske venner. Dette er nok det, jeg elsker mest ved serien og fik mig til at forstå, hvorfor Uncharted har fået så meget ros. Karaktererne er bare så elskværdige. Du kan virkelig ikke andet end at holde af Sully, der altid er klar på eventyr, men samtidig har en “I’m too old for this”-attitude. Nathan Drake, der konstant jager nye eventyr. Jeg forelskede mig i karaktererne og følte med deres op- og ned-ture.

Jeg afsluttede Among Thieves og startede Drake’s Deception, hvilket bare forøgede min nystartede kærlighed for serien. Karakterernes forhold blev fortalt gennem små hints, og det var tydeligt, at de var modnet. De var vokset mere op i forhold til deres tidligere eventyr. Dette forhindrede dem dog stadig ikke i at tage hul på endnu en episk rejse. Endda mere episk end de tidligere på trods af karakterernes modenhed. Intet kan vist stoppe Nathan Drakes eventyrlyst.

Jeg spillede Uncharted 1-3 på ps4, altså gennem The Nathan Drake Collection. Jeg huskede dem som virkelig smukke spil, men intet havde forberedt mig på dette. Jeg glemte fuldstændig, at det var remastered udgaver af ps3-spil. Dette gjorde dog, at jeg forstod, hvorfor folk har rost Naughty Dog så ofte for at lave teknisk flotte spil. Selvom jeg nogle gange glemte, at det originalt var ps3-spil, gik det dog tydeligt op for mig, da jeg afsluttede Drake’s Deception. Efter at have afsluttet Uncharted 2 gik det op for mig, at jeg ikke ville kunne nøjes med 3’eren og derfor heller ikke ville vente på Uncharted 4. Dette blev indkøbt og downloadet med det samme, så jeg var klar til at springe ind i det.

Dette spring var vildt! Naughty Dog har formået at skabe noget af det flotteste, jeg har set på konsol indtil videre. Alle karaktererne virker mere levende, banerne virker mere sprudlende, alting er bare bedre. Dette er dog ikke bare teknisk. Uncharted: A Thief’s End viser os en endnu mere voksen Nathan Drake, der gerne vil lidt væk fra de vilde eventyr. Han bliver dog alligevel hevet ind igen, men han føles bare ældre og træt. Han kan stadig lave vilde hop, skyde en masse fjender ned og finde alle skatte i verden, men han fortjener virkelig en pause.


Spørgsmålet, jeg sad med efter at have afsluttet det fjerde kapitel var dog, hvad der drev mig til at klare de fire Uncharted-spil på en uge. Eventyret, magien, mysteriet eller en kombination af de tre. Helt klart! Når der skulle løses puzzles hjalp jeg Nate med at finde løsningen, spor blev fundet, og hver gang vi ramte en væg, fandt vi en vej forbi den og var endnu et skridt tættere på at finde den skat vi ledte efter. Uncharted-serien er virkelig fyldt med magiske oplevelser og fantastiske øjeblikke.

Jeg har nydt alt min tid med Nate, fra første gang jeg styrede ham i det første spil og helt til epilogen i Uncharted 4. Han er et perfekt eksempel på at spilkarakterer godt kan vokse op og blive modne. Endda uden at miste de træk som gør, at vi forelsker os i dem efter første møde. Efter min uges Uncharted-binge og nyfundne kærlighed for hans vilde eventyr er jeg dog klar til at lægge ham på hylden. Jeg vil ikke have ham med på flere eventyr, hvis han gerne vil lave mindre farlige ting. Jeg håber dog ikke, at det bliver et farvel til Uncharted. Forhåbentlig bare et “på gensyn”, da jeg er sikker på at der nok skal være flere eventyr klar derude. Måske med en anden Drake endda.

En smuk død

Tomb_Raider_Lara_Croft_Death_Die_Brutal_Water_1920x1080

 

I spil handler det oftest om at vinde på en eller anden måde, men hvad når vi taber?
Ofte når vi taber. bliver vi mødt af et hurtigt ”Game Over”. og så reloader vi jo bare og prøver igen.
Nogle spil formår dog at skabe et game over som rammer lidt hårdere end andre.

Dette slog mig efter at have spillet spil som Heart of Darkness og Tomb Raider. I disse spil er det at tabe og dø en hel afdeling for sig selv. Andy I Heart of Darkness dør ofte på en virkelig grusom måde. Dette er godt illustreret i spillet, som når du svømmer og boblerne Andy lukker ud er formet som et kranie, hvorefter han kæmper for luft og så bliver livløs.

Det, der også slog mig er, at der nok er en del spillere som går glip af denne del af spillet. Dette er dog både godt og skidt. Godt at de ikke taber så mange gange, men skidt at de går glip af en del af spillet som der jo er en del af udviklerholdet, der har brugt tid på.

Dette kan tydeligt ses i Tomb Raider, hvor det sagtens kunne være erstattet af en rød/sort skærm med ”Game Over” i stedet for nu, hvor dine fejl ender med at Lara Croft lider en grusom død. Hun bliver spiddet, skudt, falder og dør generelt på de værste måder tænkeligt.

Jeg vil dog ikke mene at denne slags vil passe ind i alle spil. Et Mario-spil, hvor kameraet følger ham ned i en afgrund og viser ham brække sine ben for derefter at forbløde vil være helt skørt. Det glæder mig nu bare at se at der også er lagt lidt i at give spillerne noget, når de taber, også selvom det ”noget” er at se sin karakter dø grusomt.

I Tomb Raider begyndte det at give mig dårlig samvittighed, fordi nogle måder at dø på er virkelig grumme. På denne måde kan det altså bruges til at give dig ekstra incitament til at holde din karakter i live.

Hvis du ikke selv har oplevet at dø i disse spil, kan du her se Tomb Raiders og Heart of Darkness’ mange forskellige måder for karakteren at dø på.

Selvom det ikke er noget jeg forventer af samtlige spil, jeg prøver, synes jeg dog, det er sejt, når udviklerne har inkluderet denne slags scener i stedet for en typisk ”Game Over”-skærm, dog stadig kun i de spil, hvor det passer ind. Det har samtidig fået mig til at indse, at det nogle gange er værd at ikke gå bare efter at vinde, hvis jeg vil opleve alt som spillet kan byde på.

The Order: 1886

TheOrder198860023
Medrivende historie der dog ender med at skuffe lidt

Developer: Ready at Dawn & SCE Santa Monica Studio
Udgivelse: 20. februar 2015
Anskaffelse: CDON
Platform: Ps4
Pris givet: 450 kr.

The Order: 1886 kæmper vi som Sir Galahad mod varulve og rebeller i London år 1886. Sir Galahad er del af en orden, der har kæmpet mod overnaturlige væsener over mange årtusinder og gennem historien, får vi indblik i, hvordan denne orden fungerer.

Sir Galahads mentor har en mistanke om en sammenhæng mellem det store antal rebeller og varulveangrebene, hvilket skaber starten på en lang jagt efter sandheden.

The Order: 1886 er der et bredt arsenal af forskellige våben, en håndfuld af dem også ret eksperimentelle som f.eks. en Arc Gun, der skyder elektricitet afsted. Selvom en del våben er ret standard, tillader resten, at spilleren kan lege virkelig meget med dem. Jeg fandt i hvert fald kampene ret underholdende, fordi der kunne leges med de forskellige våben.

Lydsiden af The Order: 1886 er også værd at nævne, da stemmeskuespillet er virkelig godt, og generelt fungerer lyden virkelig godt. Det er et ret dystert spil, og musikken er kun med til at underbygge denne stemning.

Da det er et ret dystert spil, er det naturligt, at det også er forholdsvist mørkt på billedsiden, men dette gav i hvert fald bare mig problemer. Jeg havde svært ved at få øje på fjender i nogle områder, og bare det at finde vej i andre områder var lettere problematisk.

The Order: 1886 er dog fyldt med interessante karakterer, og dialogen i spillet er ofte ret spændende. Samtidig bliver der skabt nogle gode modsætninger, da en del af karaktererne står for forskellige værdier, og igennem spillet er nogle af dem også nødt til at reflektere, om de har valgt den rigtige side og de rigtige værdier.

Det er dog tydeligt, at der er fokus på at historien i spillet, da spillet er fyldt med cutscenes, hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men måske vil afskrække nogle spillere. For mig var det primært positivt, da jeg nød at se karaktererne interagere med hinanden.

Det største problem for The Order: 1886 er dog slutningen, da spillet lægger op til en grandiøs afslutning, der desværre ikke bliver fulgt op på. Der er i hvert fald mange løse ender, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil finde afslutningen særlig givende andet end at der lægges kraftigt op til en efterfølger.

Alt i alt er The Order: 1886 en spændende fortælling, der bare ikke får afsluttet fortællingen ordentligt. Jeg er dog virkelig glad for, at jeg valgte at spille det og vil helt klart anbefale det.

Medal of Honor (2010) Single Player

MoH2010boxart

Virkelig overraskende single player campaign med mere realisme end de fleste andre i samme genre
Developer: Danger Close Games
Udgivelse: 15. oktober 2010
Anskaffelse: Origin & Steam
Platform: Pc, Ps3 & Xbox 360
Pris givet: 35 kr.

Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg forventet en triviel oplevelse med Medal of Honor, men blev glædeligt overrasket, da jeg i stedet fandt et skydespil med fokus på detaljer og med en mere realistisk vinkel på krig.

Spillet sætter dig i rollen som forskellige soldater i Afghanistan, og du kommer derfor til at opleve forskellige roller i kamp. Du skal f.eks. være snigskytte på bjergsider og gunner på en Apache helikopter.

Det, som Medal of Honor gør godt, er de realistiske detaljer, som de har fyldt spillet med. Dine holdkammerater hjælper dig faktisk, og hvis de siger, at du er clear, kan du stole på, at du faktisk er det. Det overraskede mig, at det faktisk påvirkede mig så meget, men det fungerer virkelig godt.

Samtidig er lydsiden også bare virkelig god. Skud lyder forskelligt alt efter, hvor du er. Der kom en anden lyd ved skud, da jeg stod i en væltet bus, hvilket gjorde mig opmærksom på, at lyden faktisk ændrede sig. Denne gode lydside er der hele vejen igennem.

Denne lydside og resten af de realistiske detaljer gør, at spillet virkelig har en god immersion, så du virkelig kan fordybe dig i det.
Våben i spillet fungerer også ret godt, da der er et tilpas bredt udvalg til, at du aldrig føler, du er tvunget til et bestemt våben i alt for lang tid.

Det kan klares på 4 timer, men kampagnen er så god, at det kompenserer for længden, og jeg må indrømme, at jeg overvejer at spille det igen allerede. Ikke mindst, fordi kampagnen indeholder så mange forskellige roller, og du derfor prøver en del blandet.

Alt i alt er Medal of Honor en god overraskelse med en mere realistisk visning af krig, der samtidig lader dig fordybe dig i det gennem de mange gode detaljer og den ekstremt gode lydside.
Helt klart et spil jeg vil anbefale!

A Story About My Uncle

A Story About My Uncle
En fantastisk godnathistorie med virkelig flydende gameplay

Developer: Gone North Games
Udgivelse: 28. maj 2014
Anskaffelse: GamersGate, GoG.com, GreeenManGaming, Humble & Steam
Platform: Pc
Pris givet: 64 kr.

A Story About My Uncle formår at skabe et utrolig kreativt spil, hvor gameplay, der burde føles klodset, ender med at være mere flydende end nogensinde.

Spillet fortælles som en godnathistorie fra hovedpersonen til sin datter. Fortællingen går tilbage til, da han var dreng og gik rundt i sin eventyrlystne onkels hus, hvor han fandt en dragt i hans størrelse lavet til eventyr . Han prøver den på og bliver kort efter blæst op i luften og befinder sig nu i en helt anden verden i en hule. Nu skal du prøve at finde din onkel og en vej ud.

Dragten lader dig falde virkelig langt uden at komme til skade, og du kan, samtidig udover at hoppe almindeligt, oplade et større hop, som du kan bruge både horizontalt og vertikalt. Derefter introduceres en grappling hook, så du nu kan trække dig hen mod ting. Den bruger dog charges, som du får dem tilbage, når du står på jord igen.

Spillets grafiske side er virkelig også fantastisk, ikke mindst fordi der altid er noget kønt og spændende at se på. Detaljerne i spillet er virkelig gode, men en del af dem kræver dog, at du er villig til at stoppe op og udforske omgivelserne. Lydsiden er i samme skuffe som det grafiske og er helt upåklagelig.

Det bedste i spillet er dog, at de forskellige evner, du har, skaber flydende gameplay og ikke fragmenteret og klodset, som jeg frygtede lidt. Dine hop og din brug af grappling hook’en flyder sammen til en helt unik oplevelse. Det føles ærlig talt bare virkelig godt, når du flyver gennem luften, rammer jorden for i det samme at lave et opladet hop op til en anden platform for at springe videre.

Jeg må indrømme, at jeg sad fast et par steder, fordi jeg ikke helt vidste, hvor jeg skulle gå hen. Når du kommer til den slags situationer, må du vælge at kaste dig ud i det, ofte bogstaveligt talt. Spillet tager 3-5 timer alt efter, hvor meget tid du bruger på at udforske de forskellige baner. Jeg brugte personligt 4 timer og synes jeg udforskede en god del.

A Story About My Uncle er et virkelig godt spil, og helt klart et du skal spille, hvis du holder af flydende gameplay, en god fortælling og et generelt virkelig gennemført spil.
Jeg håber, at udviklerne har tænkt sig at bruge de samme gameplay-elementer i andre titler, da det virkelig føles godt.
Kan anbefales virkelig meget!

Advertisements

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger