Gone Home

Gone_Home

En oplevelse uden lige, men er det overhovedet et spil?

Developer: The Fullbright Company
Udgivelse: 15. august 2013
Anskaffelse: Steam & Humble Store
Platform: Pc

Gone Home er noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet, men om det er det bedste spil, jeg har spillet, går helt an på, hvad du mener, at et spil kan være.
Gone Home er blevet diskuteret meget, og mange ser det slet ikke som et spil, da der ikke er nogen monstre, ingen onde skurke, ingen puzzles, men at du bare skal udforske et hus. Men det betyder dog ikke, at der ikke er noget at lave i huset.

Du ankommer hjem efter et år rejsende rundt i udlandet, og du finder huset tomt til trods for, at du forventede en glad familie der. Du skal nu udforske huset og prøve at finde ud af, hvad der er sket med din familie.

Du kan nu gå rundt i huset og udforske det, samle ting op og dreje dem, åbne skuffer og kigge på ting, du finder. Gennem din udforskning opdager du nogle af din families hemmeligheder såvel som husets. Når du undersøger visse ting kan du høre din søsters tanker fra en bestemt dag, der har med den ting at gøre, og gennem disse erindringer fortælles din søsters historie.

Noget, der gør Gone Home så fantastisk, er at der er en speciel stemning gennem spillet. Du har fået at vide, at der ikke er nogen monstre, men pga. det stormvejr, der raser, de lyde som huset laver og visse elementer af historien, forventer man lidt, at der popper et par monstre ud, men det sker ikke, og det er godt, da det viser, at spil ikke nødvendigvis behøver den slags.

Dele af huset er låst af, når du først ankommer, og du åbner for dem ved at finde de tilsvarende nøgler rundt i huset. En stor del af huset er frit tilgængeligt i starten, og det lyder måske lidt overvældende med et helt hus at gå rundt i, men jeg var faktisk aldrig i tvivl om, hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg ville undersøge.

Jeg nød hvert sekund af Gone Home, og det eneste problem, jeg har med det, er længden, da det er overstået på 1-2 timer. Det måtte meget gerne have været meget længere. Men som skrevet tidligere, det er en oplevelse uden lige, og det er uanset, om det ses som et spil eller ej.
Og måske er det her spiren på en ny genre som The Fullbright Company selv kalder “Interactive Exploration Simulator”. Jeg håber i hvert fald.

Advertisements

The Book of Unwritten Tales

ss_583655f67443a0b163feb3ec07a5627dd7ba9d21.1920x1080

Ekstremt underholdende adventure spil du ikke må gå glip af

Developer: KING Art
Udgivelse: 31. juli 2012
Anskaffelse: Steam, KING Art Online Store, Gog.com & GamersGate
Platform: Pc

I The Book of Unwritten Tales møder vi først den gamle gremlin Mortimer McGuffin, der har opdaget, hvor et ældgammelt og mægtigt artifakt kan findes. Han tages til fange af “Army of Shadows”, men elveren Ivo prøver at befri ham, men ikke med så meget held, da han kun lige når at møde Gnomen Wilbur meget kort, før han bliver taget til fange igen. Wilbur og Ivo skal nu ud på en rejse, som de ikke havde regnet med, og de møder Nate og Critter på vejen.

Historien er virkelig god i The Book of Unwritten Tales, den er velskreven og indeholder så meget humor, at man næsten konstant sidder med et smil på læben, mens man spiller det. En del af humoren ligger i popkulturelle referencer, men spillet er nu stadig sjovt også selv, hvis man ikke opfanger disse. F.eks. har du elveren Ivo, som ikke forstår mennesker og slet ikke forstår gnomer, så der kommer ofte sjove kommentarer fra hende og på samme måde fra Wilbur.

Stemmeskuespillet i spillet er også bare fantastisk, den er lige på og fungerer fra første sætning. Dette kombineret med så velskreven dialog gør, at det bare er perfekt. Jeg har dog lagt mærke til et par små fejl i teksten et par steder, men sætningen var stadig til at forstå, så det gjorde ingenting.

Hvis du har spillet andre adventurespil, vil du nok føle, at The Book of Unwritten Tales er ret nemt, og det er ikke, fordi sværhedsgraden er skruet i bund, men mere, fordi alle de udfordringer, du står overfor skal løses helt logisk. Du kommer ikke ud for at skulle kombinere mærkelige ting for at komme videre i spillet, eller lignende. Jeg sad fast et par enkelte steder, men det var fordi, jeg ikke havde tænkt over, at jeg kunne gøre nogle bestemte ting.

Gennem spillet kan du vælge mellem Wilbur, Ivo, Nate & Critter i visse scener, og de skal ofte hjælpe hinanden og kan også udveksle ting. Dette gør, at man et par gange skal tænke ekstra over, hvem der skal have hvilke ting, men det er bare dejligt, da resten af spillet ikke er så svært.

Musikken bliver jeg nødt til at nævne, da den virkelig er god. Fra du starter spillet, bliver du mødt af en melodi, der bare hiver dig med ind i den magiske verden, som spillet foregår i. Sådan fortsætter det gennem spillet med fantastiske melodier, der altid passer til det område du er i.

The Book of Unwritten Tales er et af de bedste adventurespil, jeg har prøvet, alt i det fungerer bare godt. Musikken, humoren, historien, det hele er bare på et så højt niveau, at det ikke er andet end perfekt.
Det her er et spil, du i hvert fald ikke må gå glip af!

Midnight Mysteries 4: Haunted Houdini

Midnight Mysteries Haunted Houdini

Hidden object-spil fyldt med en anderledes historie

Developer: MumboJumbo
Udgivelse: 29. marts 2012
Anskaffelse: Steam & Gamehouse
Platform: Pc

Jeg har spillet få hidden object-spil, men de få, jeg har prøvet, har været meget underholdende, så jeg var ret spændt på det her.
Efter 4 timer med Haunted Houdini, kan jeg i hvert fald sige, at jeg ikke blev skuffet, da spillet også indeholder andre ting udover hidden object-puzzles.

Historien handler om udbryderkongen Houdini, der har lovet sin kone at forsøge at kontakte hende efter sin død. Det skulle være det ultimative stunt, men efter mange år var Bess stadig ikke i stand til at kontakte ham, så du bliver opsøgt af hendes ånd, der beder dig om at forene hende med sin elskede.
Du skal nu grave i Houdinis fortid, hvor du opdager en del hemmeligheder og møder andre kendte personer som Sir Arthur Conan Doyle.

Historien bliver fortalt af de forskellige ånder og gennem ting, du finder i spillet. I starten fulgte jeg med i historien, men efter en time tabte den mig lidt, og jeg blev bare forvirret.

Dette skete mest, fordi man gennem spillet bliver smidt frem og tilbage mellem steder, hvilket godt kan virke lidt forstyrrende.
Jeg kunne i hvert fald godt have brugt en bedre overgang til nye steder og måske lidt mere forklaring på, hvorfor man bliver flyttet derover.

Selve gameplayet fungerer ret godt. Hidden object-scener er ret sjove, og de kan være ret udfordrende. Af andre puzzles kan nævnes en æske, hvorpå du skal køre musen henover firkanter i et langt spor uden at ramme en blok, du har været på før.

Gennem spillet kan man finde ravne, der giver dig adgang til råd, som du godt kan få brug for. Hvis du bruger et råd, når du er i en hidden object-scene flyver ravnen henover skærmen, og så lyser et område på skærmen op, hvor den ting, du mangler, er. Det er et godt system, som hjælper dig ret meget.

Gennem spillet har jeg dog oplevet, at der et par steder var noget, jeg skulle gøre, som ikke helt virkede oplagt, og som spillet kun meget svagt antød, hvis overhovedet. Det er ikke noget, der generer selve spillet dog, da man kan bruge et hint for at få hjælp til, hvor man skal hen.

Musikken i Haunted Houdini er ikke noget vildt, men passer meget godt til spillets overordnede tema, gys. Derfor udsættes du også for nogle scares i spillet, hvor nogle ting springer ud mod dig. Det er dog sjældent særlig uhyggeligt, og bliver mere lidt komisk, men det er nu stadig underholdende, at de har den slags med.

Udover hovedhistorien er der også andre gamemodes, som en, hvor det er ren hidden object eller en anden, hvor man skal finde houdinis udstyr gemt rundt omkring i hans hus.

Alt i alt er det et meget sjovt spil, der dog kan klares ret hurtigt og på trods af de andre gamemodes, er der ikke så meget genspilningsværdi her, medmindre du føler for at høre historien igen. Det er nok ikke et spil, jeg vil vende tilbage til.

Jak and Daxter: The Precursor Legacy (HD)

The_precursor_Legacy_world_map

Et udfordrende spil med hang til frustrationer
Developer: Naughty Dogs
Udgivelse: 17. februar 2012
Anskaffelse: PSN
Platform: Ps2, Ps3 & Playstation Vita

Jak & Daxter prøvede jeg første gang, da jeg var barn, og jeg huskede det kun som en virkelig god oplevelse, men efterhånden som jeg fik spillet det igennem igen, gik det op for mig, at jeg havde glemt alle frustrationerne, jeg har haft med det spil. Det tester virkelig din tålmodighed til tider, men samtidig er det et spil, der er din tid værd, da det udover de frustrerende dele kun er virkelig fantastisk.

Spillet starter med, at drengene Jak & Daxter sniger sig rundt på Misty Island, hvor Daxter falder ned i Dark Eco, hvilket forvandler ham til en ottsel, et lille odderlignende dyr. De tager tilbage til deres landsby og beder deres leder om hjælp, og de skal nu ud og finde Gol Acheron, “The Sage of Dark Eco”, der er den eneste, som kan hjælpe Daxter med at blive forvandlet tilbage.

Gennem Jak & Daxter kommer du til at se mange forskellige miljøer, lige fra lava-baner til en stor aktiv mine og endda også et fort på en bjergtop. Banerne er alle sjove at udforske og de forskellige miljøer gør, at hvert område føles frisk og intet af spillet føles som genbrug, hvilket kun er positivt.

Til hver bane i spillet er der en bestemt sang tilknyttet, og de følger alle banens tema og føles alle helt unikke. Jak & Daxter har hele vejen igennem et virkelig godt soundtrack, der er ret mindeværdigt.
Noget andet, der er mindeværdigt er de mange forskellige personligheder, du møder, da de fleste af dem, er ret sjove og kunne sagtens have fyldt lidt mere end bare nogle enkelte cutscenes og dialog.

Gameplaymæssigt er det et tredjepersons platformsspil, og det kan til tider volde lidt problemer med kameravinklen, da nogle hop skal være ret præcise, hvilket er svært, når man ikke helt kan bedømme afstanden mellem to platforme. Man skal dog også kæmpe mod fjender gennem spillet, hvoraf Jak har nogle forskellige angreb samt mulighed for at gennem Yellow Eco at kunne skyde ildkugler mod fjenderne.

Jak & Daxter bragte mange gode minder tilbage, men også en del dårlige. Det første dårlige minde var, hvor uretfærdigt spillet til tider kan føles. Du har tre liv og mulighed for at få et fjerde ved at samle grønne orbs, men kombinerer du max 4 liv med et kamera, der kan drille, og at fjender nemt at ramme dig, så kan du hurtigt føle, at spillet straffer dig unødvendigt meget, da du når du dør, også bliver smidt tilbage til seneste checkpoint, som oftest er i starten af banen. Alle de ting, du har samlet, beholder du, men fjenderne er tilbage, og du skal nu til at løbe gennem banen endnu en gang.

At kun have de 4 liv volder også problemer i bosskampene, hvoraf den ene foregår på platforme, der ligger på lava. Gennem kampen fjernes dele af platformen, og du skal på et tidspunkt løbe tilbage til den ene ende af platformen, hvor kameraet er fastlåst, så du ikke kan se, hvor du skal hoppe hen. Samtidig er der et par minispil, der pga. styringen og nogle regler, der virker helt forrykte, der også kan volde problemer.

En ting, der også er lidt dum, men ikke helt spillets skyld, er, at nogle af de ting, Jak kan, ikke forklares i selve spillet, og da jeg har det digitalt, har jeg ikke adgang til en manual. Jeg fandt dog min ps2-version frem og læste i manualen og visse af de moves, Jak kan, skal bruges gennem spillet så, at de ikke forklares er lidt skidt. Samtidig giver det dog incitament til, at man udforsker selve styringen samtidig med banerne.

Jeg elsker Jak & Daxter, det er et af de bedste spil, jeg nogensinde har spillet, men det er samtidig så ekstremt frustrerende til tider. Jeg vil anbefale det til alle fans af platformspil, men vær klar til at tage et par pauser, hvis det volder dig problemer. Det er helt klart også en gennemspilning værd, hvis du holder af gode historier og dejlige karakterer.

GTA V og opdatering for bloggen

Der har været lidt stille med anmeldelser, og det skyldes primært GTA V. Jeg har spillet det dag og nat, og det er pengene værd. Faktisk følte jeg, at jeg kunne retfærdiggøre købet allerede efter en time. I single player-delen har jeg brugt 45 timer på at klare main story og lidt småting og på vej mod de 100%, er jeg allerede oppe på 72 timer og mangler stadig mere. Men GTA V har dog stadig haft en del problemer. Folk har oplevet forsvundne biler i single player og lanceringen af multiplayer var på niveau med det, vi så med Diablo 3. Denne gang var det dog ikke error 37, men at spillet frøs i den første tutorial, så du ikke kunne komme i gang med online-delen. Rockstar skal dog have ros for at være ude med informationer ret hurtigt efter problemerne startede, så man kunne følge med i deres arbejde med at få det hele til at køre bedre.
Der er stadig en del af multiplayer, der mangler og kommer senere, men der er nu stadig en del sjov at kunne findes her. Jeg har allerede smidt en del timer i at røve butikker, klare småjobs, køre ræs og lignende.
Et stort minus ved GTA V er nok med hensyn til Rockstars iFruit, der kun er udkommet til iOS lige nu. Den eneste måde at træne hunden, Chop, på er via den iFruit-appen, så hvis du bruger android, er det bare ærgerligt. Jeg var ret spændt på den, fordi Rockstar har sagt, at de arbejder hårdt på den, men jeg har ikke rigtig noget at bruge en trænet Chop til nu, hvor jeg næsten har klaret det helt.
Men udover den slags, er GTA V nu stadig ekstremt godt og meget underholdende.
Udover GTA V har jeg brugt lidt tid på et mobilspil, God of Blades, som der også kommer anmeldelse af på et tidspunkt, skal bare lige finde tid fra GTA til at spille det.

En ændring ved Spilhjørnet bliver, at min playlist bliver opdateret med samtlige spil-titler, jeg ejer. Lige nu mangler der en del titler fra Desura, mine fysiske pc-spil, en del mobilspil og lignende 😀

Crysis 2

heavy

Et godt gensyn med den velkendte nanosuit
Developer: Crytek Studios
Udgivelse: 22. marts 2011
Anskaffelse: Steam 
Platform: PC, Ps3 og Xbox 360

Tre år efter begivenhederne i Crysis, befinder vi os nu i et ødelagt New York infesteret af aliens kaldet CEPH. Pga. et virusudbrud, der ledte til uroligheder, er byen i undtagelsestilstand, og soldater fra Crynet Enforcement & Local Logistics (CELL) styrer nu byen. En specialstyrke bestående af US Marines får til opgave at hente tidligere Crynet medarbejder Nathan Gould, der måske har informationer, til hvordan de skal vinde over alien-racen.
Den ubåd, specialstyrken befinder sig på, bliver dog beskudt og soldaten Alcatraz er den eneste overlevende. Prophet, fra det første spil, finder Alcatraz og giver ham sin nanosuit på, for derefter at begå selvmord, så den vil kunne bæres af Alcatraz. Prophet efterlader dog en kort besked om, at Alcatraz er nødt til at finde Gould, og han skal nu komme gennem New Yorks gader, der er fyldt med CELL-soldater og CEPHs.

Junglen er nu udskiftet med New Yorks gader, men Crytek beskriver det selv som “Urban Jungle”, hvilket er meget passende, da det meste af byen består af asfalt blandet med træer, buske og græs. At det foregår i sådan et miljø har desværre også den konsekvens, at man i starten af spillet ikke har så store områder at lege på, som man er blevet vant til i det første spil. Det skal dog siges, at der stadig er plads til at lege, hvilket jeg kommer ind på senere.
Igennem Crysis 2 vil man komme gennem nogle ret fantastiske baner, og størstedelen er veldesignede og interessante at udforske.

Selve nanosuit-systemet er ændret, så man ikke kan vælge maximum speed eller strength, men de bliver bare aktiveret automatisk, når man løber eller skal sparke en bil væk. Du kan dog stadig selv aktivt vælge Cloak og Maximum Armor. De er dog begge blevet forbedret, da man nu kan bruge begge dele i længere tid og mere effektivt så spillet gøres en del sjovere, og derfor lader dig lege endnu mere på det punkt. Det virker lidt mærkeligt, at man har valgt at lave Speed og Power automatiske, men det ødelægger ikke oplevelsen,
Efter nogle baner møder du din første alien og efter at have dræbt den, kan du opsamle “Nano Catalyst” fra liget og bruge det på at opgradere din nanosuit. Der er desværre kun 12 upgrades spredt ud over fire af Alcatraz’ fingre. Man skal her så vælge, hvilken af de tre man helst vil have aktiv, men man kan hurtigt skifte mellem dem. Våbensystemet fra Crysis er også med igen og ved et enkelt tryk på en knap, får du våbnet op foran dig og kan vælge modifikationer til det.
Ligesom i Crysis fungerer nanosuit- og våbenmenuen flydende, så man endda kan nå at skifte upgrades og modifikationer på sit våben midt i en ildkamp.

En ting, jeg lagde ekstra meget mærke til gennem Crysis 2, var musikken. Selv menu/intro-musikken er virkelig lækker ligesom resten af soundtracket. Den føles passende i forhold til du er en supersoldat med superkræfter ved nanosuiten. Helt klart et højdepunkt ved Crysis 2.

En anden ting, der fungerer super godt, er samleobjekter i spillet, hvor du kan finde dogtags fra visse soldater, små souvenirs og lignende. Det giver en god replayability, nu hvor man ikke har de store områder at lege på. De nanosuit-upgrades og våben-modifikationer man har åbnet for gennem spillet, har man også adgang til gennem chapter select, hvilket også gør senere gennemspilninger endnu sjovere. Igennem spillet åbner du også op for ting under menupunktet extras, hvor du kan finde musikken fra spillet, artwork og den slags bonusting.

Crysis 2 er et spil, der overrasker. Selvom det har taget et par skridt mod en lidt mere lineær retning med mindre områder og mindre kontrol med nanosuit-mods, så har det formået at løfte sig over Crysis med mere flydende menuer, interessante nanosuit-upgrades og et lækkert soundtrack. At den rene jungle er udskiftet med New Yorks “Urban Jungle” er til at leve med, da der stadig gives plads til at lege.
Det kan helt klart anbefales, da det endnu en gang er fedt at være i en nanosuit.

The Room

TheRoom

Perfekt puzzle du ikke må gå glip af
Developer: Fireproof Games
Udgivelse: September 2012
Anskaffelse: Google Play & iTunes
Platform: Android & iOS

The Room er et af de bedste spil, jeg har spillet længe. Det er et puzzlespil, hvori du skal åbne en boks ved at løse forskellige puzzles rundt omkring på boksen. Når du så har fået åbnet for boksen, er der en ny boks indeni, du også skal åbne for. Gåderne bliver gradvist mere udfordrende, men aldrig frustrerende. Samtidig er der et venligt hint-system, hvis du endelig skulle gå i stå.

Spillet er stemningsfyldt, og det hele har en lidt uhyggelig følelse på trods af, der ikke er nogen monstre eller noget direkte fjendtligt, der kan skade dig. Det skyldes altsammen de kryptiske noter, du finder spredt i boksen. De fortæller en ukendt persons forskning i et element kaldet Null. Jeg vil helst ikke fortælle mere, da det at læse noterne er noget, man selv skal opleve.

Styringen er perfekt på mobilen. Det er nemt at trække rundt om boksen, og det at fokusere på dele af den, fungerer også godt. Jeg har kun prøvet få gange, at den fokuserede på noget ved siden ad, det jeg ville se på.

Det eneste problem med The Room, hvis jeg endelig skal finde et, er længden. Det er ret kort, så fornøjelsen er hurtigt overstået. Selvfølgelig kan det gøre lige meget, hvor langt spillet er, hvis det bare er godt, men man sidder og har lyst til mere, når spillet er slut, da det er så perfekt sat sammen, og samtidig er blevet ret spændende.

Hvis du sidder og mangler et godt puzzlespil, du kan fordybe dig i, så gør dig selv en tjeneste og køb The Room med det samme. Styringen er god, musikken og den visuelle stil er fantastisk og selve konceptet er bare perfekt. Der er ikke noget dårligt at sige om det, andet end jeg vil have mere. The Room 2 er heldigvis allerede ved at blive udviklet.

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger