SNES Classic

Da jeg først spottede et godt tilbud på en SNES Classic, var det nysgerrighed, der fik mig til at læse nogle anmeldelser. Den lød dog ret spændende, men jeg var stadig i tvivl, og når jeg er i tvivl om et køb, så læser jeg flere anmeldelser. Efter at have læst en god del, så læste jeg endnu flere, og da gik det op for mig, at jeg ikke læste anmeldelserne, fordi jeg var i tvivl mere, men fordi jeg bare var så nysgerrig og spændt på den lille maskine.

Det var derfor let at tage en beslutning, og der står nu en fin lille SNES Classic ved siden af resten af konsollerne. Jeg har aldrig ejet en SNES eller spillet på en før, men det fine udvalg af spil gjorde det alligevel til en ret attraktiv konsol. For at være helt fair så har jeg som sådan faktisk spillet et par SNES-titler, da jeg havde Super Mario Advance 2: Super Mario World til min Game Boy Advance, så jeg har alligevel en ide, om hvad jeg skulle forvente.

Jeg har kun brugt omkring 10 timer med min SNES Classic, men jeg føler allerede, den har fortjent en hædersplads på hylden. Fra man tænder den, til den bliver slukket, er det bare en fryd at bruge den, og overordnet har den været helt perfekt til at slappe af med. Den er ren plug ‘n’ play som i, at du sætter strøm og HDMI til, plugger en eller to controllere i, tænder den og sekunder efter kan du være inde i dit spil.

Der skal ikke bruges tid på opdateringer, software-installationer eller noget andet, og det fungerer bare, som det skal. Det er så uendeligt rart, når jeg er begyndt at blive træt af, at plug ‘n’ play-konceptet, som jeg personligt altid har elsket netop ved konsollerne, er forsvundet en god del. Samtidig holder spillene sig ekstremt godt, og for en helt ny spiller som mig er det ekstra interessant at dykke ned i spillene.

For andre handler det ofte om nostalgi, men jeg har aldrig fået spillet Zelda, Donkey Kong Country eller andre af de stor SNES-titler. Mit kendskab er så begrænset, at jeg konstant bliver overrasket, men det faktum, at jeg stadig føler mig underholdt, siger så ekstremt meget om kvaliteten af spillene.

Spil-udvalget er også så bredt, at der er noget for enhver, uanset hvilken genre, man er til, hvilket jo bare er en bonus. Man kan let falde ned i et hul med en enkelt genre, når det gælder klassikere, så det er rart med en del diversitet her.

Nu hvor jeg har rost SNES Classic for at være plug ‘n’ play, så kommer det næste til at lyde ekstremt hyklerisk. Jeg er ret vild med, at man uofficielt kan tilføje flere spil til konsollen. Dette er dog det modsatte af plug ‘n’ play, hvor der skal installeres et program på computeren, filer skal hives frem og tilbage, og generelt skal man lige sætte sig ind i det først.

Det er dog stadig en virkelig let proces, som tager meget kort tid, så det, at systemet er lavet, så det her er muligt, er for mig kun et plus. Ikke at jeg regner med at blive træt af de 21 spil, der allerede er tilgængelige, men det er fedt med muligheden for at udvide biblioteket.

Selvom jeg ikke har et nostalgisk forhold til størstedelen af de tilgængelige titler, så ligger der dog stadig et nostalgisk element i min ros. Noget af dette kommer dog som konsekvens af et par problematiske punkter ved konsollen; korte controller-kabler og reset-knappens placering på selve maskinen.

NES Classic fik en del kritik, fordi controller-kablerne var meget korte, og på trods af at SNES Classic har længere kabler, så skal du stadig sidde forholdsvis tæt på selve konsollen. Dette er dog alligevel ret ideelt, fordi den ekstremt vigtige reset-knap er placeret oven på konsollen.

Det nostalgiske element kommer for mig ved, at jeg pga. vores nuværende set-up er nødt til at sidde på gulvet foran tv’et for at kunne nå med controlleren samt let at kunne nå reset-knappen. Det bringer mig fuldstændig tilbage til, da jeg var lille og sad på gulvet foran min Ps2, satte skiven i, spillede startede, og så var underholdningen allerede i fuld gang.

Der bliver altså skabt et perfekt nostalgisk øjeblik, hvor jeg virkelig bare nyder simpliciteten og det at kunne spille uden at tænke på noget andet end bare spillet. Det er så uendeligt rart, og hvor er jeg glad for, at jeg fik købt en SNES Classic.

Nu har jeg nævnt reset-knappen en del gange, men ikke forklaret hvorfor den er så vigtig at have adgang til. Når du har startet et spil, skal du bruge den til at vende tilbage til hovedmenuen, hvor du kan gemme, indlæse, starte et andet spil osv. Det kunne have været rart med den placeret på controlleren, men det ville højst sandsynligt se ret malplaceret ud. Samtidig ville det også ødelægge illusionen om, at man sidder med en SNES controller.

Når du skal gemme, har du adgang til fire save states/suspend points, som du når som helst kan gemme dit spil i. Det fungerer ekstremt godt men er samtidig et system, der er meget nemt at misbruge, hvis det bruges som quicksaves. Det er dog en del af pointen med systemet, at det skal bruges lidt på den måde, da der er inkluderet en funktion kaldet Rewind.

Med Rewind kan du ved dine save-states spole et kort stykke tilbage, så hvis alting går galt, kan du hurtigt trykke på reset-knappen og så spole tilbage til et punkt, hvor du f.eks. havde mere liv.  Jeg har brugt dette flittigt, når jeg f.eks. er gledet ned fra en kant i Super Mario World eller har ramt adskillige fjender i træk i The Legend of Zelda: A Link to the Past.

En lille men genial detalje ved SNES Classic er også, at den har en fancy standby-funktion, hvor Mario og Luigi dukker op og begynder at lege med menuer, afspille trailers og endda også dine savestates. Selvom det som sådan er en ligegyldig funktion, så er det bare ret hyggeligt, når man lige kigger væk et øjeblik og så leger maskinen selv rundt.

En fed detalje ved SNES Classic er også, at den kommer med to controllere, så du er fuldstændig klar til at spille de forskellige multiplayer-spil, der er inkluderet i pakken. Igen føles det virkelig bare som plug ‘n’ play, selv for to spillere.

Hvis jeg har fået overbevist dig om, at en SNES Classic er alle pengene værd, så vil jeg også anbefale dig at tjekke det ene menupunkt ud en ekstra gang, når du får den sat op derhjemme. Dette punkt er nemlig spil-manualerne, hvor en QR-kode henviser til alle de forskellige spils manualer.

Jeg har indtil videre nydt at læse i disse, da de giver så ekstremt mange informationer, der muligvis ikke er til at finde i spillet. Der blev f.eks. givet en lang baggrundshistorie til Zelda, nævnt en hemmelig Cup i Super Mario Kart og forklaring af diverse objekter i Donkey Kong Country. Det er også bare endnu et godt eksempel på, at den her maskine er fra en anden tid. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har set et spil gemme dets introduktion bag 5-6 siders læsning, efterfulgt af et par ekstra sider til hvis man nu var i tvivl om noget.

Alt i alt får man virkelig meget for pengene. Udover den gode samling spil er der også bare så mange fede detaljer og funktioner tilføjet ved konsollen, at jeg ikke kan andet end at anbefale den. Den er i hvert fald allerede blevet en kilde til ekstremt meget hygge og underholdning herhjemme, og jeg er overbevist om, at den kan gøre det samme for andre.

 

 

Advertisements

PlayStation VR

Min svigerfar scorede ekstremt mange points her forleden, da han sendte mig et link til et salgsopslag på FB. En person i nærheden solgte PS VR + kameraet forholdsvist billigt, så vi smed et bud i auktionen og krydsede fingre. Heldet var med os, og vi inviterede den virtuelle virkelighed velkommen!

For at skabe en lidt mere sammenhængende gennemgang tager vi en række forskellige punkter, som de passer ind i processen, når man bruger headsettet. Vi starter derfor med opsætningen og ender ved spillene.

 

Spaghetti-kaos

Jeg har læst en del steder at opsætningen af PSVR er ret lige til, og det var meget den samme oplevelse, jeg fik. Der er en oversized guide der med pædagogiske illustrationer fint viser hvilke kabler, der skal bruges de forskellige steder. Udover headsettet er der en lille processor-unit, der skal sættes op, og for at være ærlig komplimenterer den kun konsollen. Vi havde i forvejen et spaghetti-kaos under tv’et, og selvom opsætningen af PSVR er let nok, så har det ikke hjulpet på kaosset.

 

Komfortabel frygt

Når du skal opsætte selve headsettet er der igen en virkelig fin guide, men jeg må indrømme, at jeg stadig var lidt bange i starten. Det føles ikke som billigt plastik, men man skal lige finde ud af tricket med at holde det ordentligt samtidig med, at man hiver bag-støtten tilbage. Første gang var jeg lidt bange for at ødelægge noget, men man lærer hurtigt, at det holder til det.

Når det endelig er på, er det ekstremt komfortabelt, hvilket jeg ærlig talt ikke havde regnet med. Det er alligevel en del vægt, du får smidt i panden, men pga. dets design mærker man det ikke. Jeg vil dog sige, at det kan tage lidt tid at lære at sætte headsettet helt ordentligt, så tekst f.eks. ikke sløres. Ofte er det små justeringer, der kræves, men man skal lige lære de små tricks til at gøre dette først.

På kablet op til headsettet sidder der en lille hvid boks, som har en tænd/sluk-knap samt mute og volume op/ned. Derudover kan ens headset indsættes i denne hvide boks, så du får fuldendt din VR-oplevelse med ordentlig lyd.

 

Get moving or Dualshocking?

En stor del af VR-titlerne kan bruges med både Dualshock 4 og Move Controllere, hver med sine fordele. Med Dualshock 4 har det den velkendte fornemmelse af, hvor alting er henne samt flere knapper at gøre godt med. Med Move Controllere har du to punkter, du kan styre i hver sin retning og dermed udføre flere VR-handlinger samtidig.

Et eksempel kan være, at du med en Dualshock 4 reloader et våben med et tryk på en knap, mens du med Move Controllere selv skal gribe et magasin og hive over til pistolen. Det ene skaber helt klart mere immersion og gør nogle situationer meget intense, når du taber et magasin eller fjoller rundt med det.

Noget, jeg skal huske at nævne her, er tracking, som jeg faktisk er blevet ret overrasket over. PlayStation-kameraet er ekstremt godt til at tracke både Dualshock 4 og Move Controllerne, når lyset er ordentligt. Jeg har haft lidt floating, når jeg har spillet om dagen, da der kommer ret meget lys ind i vores stue, men det blev hurtig løst med persiennerne nede. Det er dog en ting, man skal være opmærksom på, da det hurtigt kan ødelægge ens oplevelse, hvis ens virtuelle hænder glider rundt.

 

Skærmen…e

Der er ingen tvivl om, at det grafiske tager et dyk, når du tager PSVR på. Jeg har det dog ret ambivalent med dette punkt. På den ene side gør det mig ikke så meget, når jeg f.eks. spiller et spil som Tethered, hvor det virkelig fanger min opmærksomhed, og jeg alligevel ikke tænker over det. Men så er der også titler som Driveclub VR, hvor bilens interiør er ekstremt detaljeret, men lige så snart du er ude på banen… så ja.

Jeg havde en del problemer med at se, hvordan banen snoede sig, hvilket var lidt øv, når det nu er et bilspil. I andre spil er det grafiske dog også virkelig lækkert som Statik, hvor de mange puzzles-boxes er fyldt med detaljer, som er en fryd for øjet. Eller i andre titler, hvor du har en ekstremt detaljeret virtuel Dualshock 4, hvor en ting som hullerne til skruerne på bagsiden er inkluderet.

 

Køresyge under kørsel?

Nu nævnte jeg Driveclub VR, og jeg forstår godt, hvad folk mener når de har sagt, at de fik det dårligt af spillet. Jeg må indrømme, at jeg allerede mærkede et eller andet i maven, da jeg bare sad i et preview af bilen. Her kan du skifte rundt mellem kameraer, både i og uden for bilen og så stirre på de mange detaljer. Som jeg nævnte er det virkelig detaljeret, hvilket gav mig den første fornemmelse af at være et helt andet sted. Jeg følte virkelig, at jeg sad i en bil og ikke bare i min grå sofa.

Da, jeg kom ud at køre, var der dog ingen problemer, og det var stadig bare følelsen af, hvor surrealistisk en oplevelse det var, som hang i maven. Af alle de andre titler, jeg har oplevet, var der kun en som gjorde mig reelt utilpas, og det var RIGS, tak PS+!

Det giver dog god mening, hvorfor jeg fik det skidt, da du med den ene analog-pind styrer din mechs bevægelser, den anden pind kan du bruge til at styre din generelle retning, mens du sigter ved at kigge rundt. Det lyder fint nok, ikk? Så forestil dig at du spurter gennem en arena, springer op i luften, skyder skydeskiver til højre og venstre… jep, der gav min krop lidt op, og jeg blev nødt til at holde en pause. Et par timer senere var jeg dog frisk igen, men RIGS blev lagt på hylden for nu. Efter den tur har jeg dog læst, at man godt kan opbygge immunitet til køresygen ved RIGS, så det skal da have en chance til på et andet tidspunkt.

Jeg skal i forbindelse med dette også nævne, at en del VR titler, der involverer lidt mere bevægelse, har en række comfort settings, der kan hjælpe på køresyge og den slags.

 

Ligesom i biografen!

Nu hvor PSVR også kan bruges som en “almindelig” skærm, synes jeg også, det er værd at nævne, hvordan det er at se film med headsettet. Først og fremmest tager kvaliteten jo automatisk et slag, så hvis du er typen, der går op i at have den højeste billedopløsning osv, så er det helt klart ikke PSVR, du skal se film gennem.

For dem, der ikke har noget imod den slags, er der tre muligheder at vælge imellem i forhold til størrelsen af din virtuelle skærm. En lille, mellem eller stor virtuel skærm, og jeg vil anbefale dig at bare holde dig til lille eller mellem. Den store skærm kræver, at man sidder og drejer hovedet unødvendigt meget. Forestil dig, at du sidder helt forrest i biografen. Det er nogenlunde, sådan det føles, når du vælger den store virtuelle skærm.

Ved den mellem størrelse, som jeg har skærmen på, er der stadig plads til, at du kan dreje hovedet lidt for at fokusere på noget i hjørnet af skærmen, men det er ikke noget, der generer på nogen måder. Den lille skærm, følte jeg ærlig talt bare, er alt for lille i forhold til, at jeg jo har et PSVR på hovedet og jo lidt forventer, at jeg kan stirre på en virtuel skærm.

 

Spil og oplevelser

Tumble VR handler om at lege med klodser på forskellige måder.  Du skal bygge tårne, sprænge dem i stykker, manipulere laserstråler med specielle klodser og generelt bare lege rundt med klodserne. Det lyder måske ret simpelt, men det er virkelig bare sjovt at stable de mange klodser, da de har forskellige værdier og former, så der er masser af plads til fejl. Jeg endte f.eks. med at vælte et virkelig højt tårn, da jeg ikke havde opdaget af den sidste klods var virkelig tung.

I Statik er du fanget i en slags testcenter fastspændt på en stol med en spøjs puzzle-boks på dine hænder. Nu skal du så eksperimentere med samtlige knapper på din Dualshock 4 for at finde frem til løsningen og tro mig, det er ikke altid lige til. For at være ærlig skal du oftes tænke ud af boksen… for at løse boksen. Der er også en historie i Statik, men jeg vil undlade at komme ind på den, da den på trods af at være i baggrunden er ret spændende og har nogle virkelig fede øjeblikke.

Job Simulator kender de fleste nok efterhånden, men det har jeg også hygget mig lidt med. Jeg har kun fået prøvet kontor-delen af spillet, men her var der også plads til virkelig meget spas. Jeg skød hæfter afsted mod alle mine kollegaer, lavede falske penge, rystede en automat, tegnede sjofle tegninger, der efterfølgende blev printet ud og stillet op på en hylde og en del andet. Job Simulator er dog en af den slags titler, der virkelig kræver, at man har lyst til at fjolle rundt. Hvis du går ind i spillet med en forventning om klare mål, som bare skal gennemføres lige efter hinanden, bliver du helt sikkert skuffet. Hvis du derimod elsker at eksperimentere vil du elske, hvor mange muligheder spillet giver dig i de forskellige miljøer.

Thumper er måske lidt snyd at inkludere, da det sagtens kan spilles uden VR. Jeg vil dog argumentere for, at det skal spilles med et VR-headset, da det ændrer markant på spillets stemning. Spillet er allerede lidt dystert i tonerne, men når du kombinerer det med muligheden for at stirre ud i dybet af ingenting bortset fra mørke… spillet bliver så meget mere dystert, og hvis du først begynder at følge banen frem, vil du se den forsvinde ind i dybet. Derudover er spillet bare virkelig fedt og kan stadig anbefales uanset, om du har VR eller ej!

PlayStation VR Worlds er en håndfuld forskellige spil/oplevelser, der kan ses som en slags nem intro til VR. Det er den slags titel, der næsten burde følge med som standard, da den viser en del forskellige muligheder frem ved VR. Dette kommer endda fra en, der kun har fået spillet The London Heist og Ocean Descent. Titlerne afslører ret meget, hvad det handler om, og det eneste, jeg har lyst til at klage lidt over, er, at de hælder til den korte side. Der er dog nogle fede sektioner i London Heist, som jeg sagtens kunne finde på at genspille.

Det var bare nogle af de spil, jeg har fået prøvet indtil videre, og selvom jeg ikke føler, jeg har fået særlig mange timer under bæltet, er jeg allerede ret spændt på fremtidige VR-titler. Se f.eks. den her liste, hvor der er adskillige spil, jeg uden tvivl skal have spillet! Og bum, så fik jeg skrevet lidt om mine oplevelser med VR!

Frozen in time

Spoilers for Life is Strange!

 

Jeg sidder helt stille, stirrer på skærmen. Jeg har ingen problemer med at læse teksten, men har svært ved at forstå, hvorfor spillet beder mig om dette.

Life is Strange handler om tid, om at styre denne, om at leve med konsekvenser af ens valg, og om at livet fortsætter, og tiden aldrig stopper. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne fryse spillet i dette øjeblik og aldrig tage stilling.

Uanset hvad jeg vælger, vil jeg få dårlig samvittighed, så handler det om hvad, der føles mindre skidt? Ikke rigtig. Jeg ved, hvad jeg burde vælge, men det føles forkert. På samme måde føles det andet valg heller ikke korrekt pga. konsekvenserne.

De fleste spil, der lader dig træffe valg, gør det simpelt med mulighederne værende god eller ond. Telltale var med til at sprede ideen om, at dette ikke burde være tilfældet og flere af de valg, du skal træffe, afhænger helt af, hvad du føler for. Både din ven og veninde bliver grebet af zombier, hvem vælger du at redde?! Uanset hvad du vælger, er det ikke et godt eller ondt valg.

Det kan måske påvirke dit forhold til nogle af karaktererne, og konsekvensen af dit valg kommer måske først frem senere. I mit eksempel med vennen og veninden vil det at være passiv betyde, at begge dør, så du reddede i det mindste en person. Der kan altså findes et positivt aspekt uanset, hvor sørgeligt tabet af den anden karakter er. (Side-note her. I Walking Dead kan du faktisk ikke være passiv, men er tvunget til at vælge, så der er altid en, der vil blive reddet og en, der dør.)

I Life is Strange blev jeg sat over for et valg, jeg virkelig ikke kunne overskue. Du har gennem spillet brugt så meget tid sammen med veninden Chloe og reddet hende gang på gang på gang. Du begynder at holde af hende, uanset hvor fjollet og bitchy hun kan være. I er der bare for hinanden og har et helt specielt bånd.

I byen er der alle dine venner, Chloes familie og alle andre, du kender. Selvom du ikke bruger meget tid i selve byen, betyder den noget specielt for hovedpersonen Max og veninden Chloe. Hvad nu, hvis den blev destrueret?

Sidste valg, du skal træffe i Life is Strange, er mellem at redde Chloe eller at redde byen. “Nemt valg!, red byen. Der er flere mennesker!”. Det var en af mine første tanker, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde brugt så lang tid på at redde Chloe fra forskellige farer, at det ville være helt åndsvagt ikke at gøre det igen her.

Det gav mig dog virkelig dårlig samvittighed, da jeg efterfølgende så byen være rimelig smadret, efter en orkan har raseret over den. Jeg begyndte hurtig med undskyldninger, “Måske folk nåede ud!, ja, de er helt klart alle i sikkerhed”, også selvom jeg godt ved, det ikke er tilfældet. Jeg tror ikke, de alle har overlevet for at være ærlig.

Hvis det stod til mig, ville jeg have afsluttet spillet, da jeg blev stillet det sidste valg. Bare trykket på stop og slukket maskinen. Men dette ville heller ikke være tilfredsstillende efter at have brugt så lang tid på Max og Chloes historie. Den fortjente at blive afsluttet, på den ene eller anden måde.

Det er jo bare et spil, så hvorvidt dette valg, siger meget om spilleren, ved jeg ikke. Jeg overvejer dog lidt, hvorvidt jeg ville træffe samme valg, hvis det skete i virkeligheden. Ville jeg finde en enkelt persons liv mere værd end en større gruppe mennesker? Jeg ser mig selv som en god person, så jeg burde jo redde så mange personer, som det var muligt i sådan en situation.

Men gad vide om det ikke er naturligt at ville beskytte dem, vi holder af, uanset hvad det koster. Dette er ikke en let problemstilling, men en som jeg har set flere spil stille spilleren overfor. Selvom jeg fandt valget umuligt i selve øjeblikket, begyndte jeg at nyde ideen ved mit valg efter lidt tid.

Jeg vidste godt at Life is Strange involverede en masse valg, men jeg havde ærlig talt aldrig regnet med, at et teenagedrama med tidsrejser ville få mig til at overveje, hvilken slags person jeg var.

Og ja, vi kan også bare diskutere, hvorvidt det sidste valg var dumt. Problemet blev skabt ved for meget pilleri ved tiden, så hvordan kan endnu en tidsrejse stoppe orkanen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, skete der mærkelige ting konsekvent gennem de forskellige tidslinier. Jeg undskyldte derfor også mit valg med, at byen var blevet smadret uanset hvad ifølge min logik!

Og så er der Chloe!  Hvordan kan man andet end at redde Chloe?

Et kritisk syn på Titan Souls

Jeg har set Titan Souls blive refereret til som en blanding af Shadow of the Colossus og Dark Souls og efter at have spillet det, kan jeg godt se hvorfor. Det blev faktisk ret tydeligt efter meget kort tid, men jeg følte lidt, at Titan Souls havde misset det bedste ved begge inspirationskilder. Dette gør det dog ikke til at dårligt spil, da det stadig er ret underholdende.

Først er det dog nødvendigt med en kort beskrivelse af hvert spil og hvilke elementer, der også kan findes i Titan Souls. Titan Souls lader dig styre en lille dreng, hvis eneste våben er en bue og en enkelt pil. Efter at have affyret din pil skal du løbe over og samle den op eller tiltrække den ved en slags telekinesis. Verdenen består af et et kæmpe tempel med masser af åbne områder, du kan udforske. Der er dog ingen fjender udover bosserne, der med hver sin arena, udfordrer dine evner på forskellige måder.

Shadow of the Colossus har en stor åben verden med et stort tempel i centrum. Du skal dræbe 16 kolosser, der befinder sig rundt i verden og for at hjælpe dig rundt, har du din trofaste hest. Af våben har du en bue med uendelige pile og et sværd. Som der ligger i ordet kolos, er bosserne ofte meget større end din karakter, så en del af kampene handler, om hvordan du bestiger dem, så du har en chance for at dræbe dem.

Dark Souls er et lidt besværligt spil at beskrive for at være ærlig. Ikke fordi de forskellige gameplay-dele ikke kan beskrives, men fordi det, der gør Dark Souls så godt, er den følelse, som det giver spilleren gennem dets udfordringer. Spillet indeholder en verden, hvis mange forskellige dele er forbundet på de mest kringlede måder. Derudover er der masser af våben, rustninger og magi at holde styr på. Et af kendetegnene ved Dark Souls er sværhedsgraden, da fjenderne slår hårdt, ikke uretfærdigt hårdt men fair hårdt. Det samme med bosserne, som ofte kan dræbe dig med meget få angreb, hvis du ikke er forsigtig. Dette er med til at gøre Dark Souls til et virkelig specielt spil, da det at overkomme dets udfordringer virkelig føles som en større præstation.

Verdenen

Titan Souls åbne verden er interessant at udforske i meget kort tid, da det nok hurtigt går op for de fleste, at der ikke er noget at finde. Der er nogle enkelte murals, der er med til at fortælle noget lore og give spilleren bidder af historien. Det første område er meget lige til, da du bevæger dig op og ankommer til de fire første bosser. Efter dette åbner verdenen sig mere op med grene ud til områder med forskellige temaer. Du kan dog nemt komme til at bruge lidt for lang tid på at finde de næste bosser, hvilket er med til at dræbe spillets tempo.

Du har lige klaret en hektisk boss-kamp, og nu skal du så bruge flere minutter på at vandre rundt for at forhåbentlig finde den rigtige vej til den næste. Du kan dog rulle og løbe, men det hjælper ikke så meget, da det ikke føles som om det går meget hurtigere. Hvis vi ser på SotC, har du din hest at ride rundt på, det føles hurtigt og spillets tempo holdes oppe. Dette på trods af, at du er i non-combat og dermed kan slappe lidt af, hvilket nok er meningen med Titan Souls vandreture mellem bosserne. Det kan godt tage lidt tid at ankomme til den næste kolos i SotC, men du kan bruge dit sværd til at vise dig den rigtige vej. Du kommer altså næppe til at ride i en fuldstændig forkert retning.

I et af de første områder i Titan Souls kan du kravle ned af nogle planter på en mur, svømme lidt rundt i noget vand og udforske templet på forskellige måder. Jeg nød dette virkelig meget, indtil det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til det overhovedet. Spillet har en virkelig fed art style, så jeg kunne dog godt finde på at gøre dette igen. Det er bare lidt øv, når der ikke engang er en chance for noget spændende. I SotC kan du finde frugttræer eller små firben, der giver dig bedre stats, hvilket er en god belønning, når du bevæger dig gennem verdenen.

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at verdenen ikke burde være der. De forskellige områder er ret spændende at bevæge sig igennem, men jeg ville dog ønske, jeg kunne bevæge mig igennem dem lidt hurtigere. Samtidig lader den åbne verden dig også vælge frit mellem de forskellige bosser, du har tilgængelige, så hvis du har problemer med en bestemt boss, kan du tackle nogle af de andre og så vende tilbage. Og med den note vil jeg bevæge mig videre til netop bosserne.

Bosserne

Du dør af et slag, og dette er en vigtig detalje ved Titan Souls, da bossen også dør af et enkelt angreb. På dets weakpoint dog, så du skal være præcis med dit skud. I SotC kan de fleste bosser slå dig omkuld, men du kan overleve flere angreb fra dem. I Dark Souls kan du blive dræbt på få slag, men du har mulighed for at blokere og undvige angreb, så du på den måde kan undgå at tage skade.

Hvis vi starter med øjeblikket, før kampen er startet, slumrer en stor del af bosserne i Titan Souls og skal vækkes med et enkelt angreb. I SotC er det lidt blandet, hvor nogle kolosser er aggressive fra første øjeblik, mens andre skal provokeres, før de angriber. I Dark Souls er det også lidt blandet, hvor nogle kampe starter lige efter, du er gået ind i arenaen, mens andre lader dig have et lille pusterum et par skridt inde i arenaen.

Selve kampene er ret forskellige. Titan Souls’ bosser handler meget om at regne en enkelt mechanic ud og så ramme rigtigt med pilen. Ved nogle bosser bliver det dog lidt for let med kombinationen af one-hit-kill og deres slumren. Jeg havde f.eks. en boss, jeg vækkede fra en bestemt position, og lige i det jeg fik pilen tilbage, affyrede jeg den og vandt. På få sekunder klarede jeg altså en boss, hvilket kun kan beskrives som antiklimatisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne prale med, at det var ekstremt gode evner, men det føltes bare som held. Jeg havde haft en del øjeblikke, hvor pilen ikke ramte, så da den endelig gjorde, og jeg ikke følte, at det var mine evner, der spillede en rolle, så blev det meget lidt belønnende. Det, der var mest belønnende for mig, var at regne ud, hvordan jeg skulle dræbe bossen, hvilket egentlig var fedt nok, men begge dele af kampen burde da være tilfredsstillende.

En ting, som Titan Souls dog gør virkelig godt ved kampene, er, hvor meget du skal overveje dine handlinger. Du skal overveje, hvorvidt du kan nå at stå stille og skyde uden at blive dræbt, om du kan nå at hive din pil over til dig, eller om du skal løbe derover. Så spillet tester også dine evner ved, at du skal overveje disse ting.

I SotC handler det også om at regne fjenderne ud, da du skal finde en vej op på dem, så du kan finde deres weakpoints og dræbe dem. Den første boss skal du f.eks. angribe i benene, så han falder ned på sit knæ, hvorefter du kan kravle op af hans lår. Mens du kravler rundt, skal du dog holde øje med din stamina, så du ikke løber tør og falder af. Hvert angreb, mens du hænger fast på kolossen, skal altså være et overvejet og præcist træk. Samtidig kan du være for grådig ved at charge dit angreb op, for hvis du tager for lang tid, når kolossen at ryste dig løs, så du skal starte angrebet op igen. Du kan godt være heldig i SotC, men næppe dræbe en kolos ved et uheld eller uden, at det var et overlagt træk.

Hvis vi vender blikket mod Dark Souls’ bosskampe, er en af de vigtigste elementer grådighed. Du skal ligesom SotC holde øje med din stamina, så du ikke løber tør og lader dig være åben for angreb. Straffen er dog meget højere i Dark Souls, da du kan blive dræbt på få angreb. I SotC er straffen ofte minimal, da du ikke dør af at falde af kolossen. Da du frit kan vælge dit udstyr i Dark Souls, er der rig mulighed for at bruge forskellige strategier mod de fleste bosser. Jeg var selv ret stor fan af spyd, da jeg nød at kunne holde en længere distance mellem mig og fjenderne. Senere skiftede jeg over til et stort kurvet sværd kombineret med et stort skjold og nød at kæmpe med dette.

Dark Souls lægger altså meget mere op til, at du kan kæmpe fjenderne på din måde og ikke skal bruge en enkelt metode som ved Titan Souls og SotC. De fungerer altså en del mindre som puzzles med undtagelse af et par få bosser. Det næste vi skal se på, er hvad der sker efter kampen.

Lad os starte med, hvis du taber. I SotC bliver du placeret ved starten af arenaen, og så kan du prøve kampen igen. I Dark Souls bliver du sendt tilbage til det sidste bonfire, du sad ved, og nu skal du hen til bossen igen. Titan Souls har samme koncept, hvor du bliver sendt tilbage til sidste checkpoint. Forskellen er bare, at verdenen i Dark Souls er fyldt med mindre fjender, og Titan Souls ikke har nogen. Vejen til bossen bliver altså lidt mere besværlig i Dark Souls, men samtidig interessant, da du har muligheden for at blive bedre på vejen mod bossen. Du kan træne mod de almindelige fjender eller grinde dem, så du kan komme i højere lvl.

I Titan Souls er gåturen til bossen uinteressant, da du har set den før, og der ikke sker noget uventet. Det bliver altså bare kedeligt, at skulle bevæge sig hen til bossen igen. Endnu mere, hvis du er blevet dræbt på få sekunder. Da der virkelig ikke kan ske noget interessant på vejen hen til bossen, kunne det være fedt, hvis du blev placeret ved indgangen til bossen i stedet. Så får du heller ikke ødelagt rytmen, som du lige er kommet ind i ved bossen.

Nu kan vi se på, hvad der sker, hvis du vinder. I alle tre spil optager du en del af fjendens energi/sjæl/kraft, dog på hver sin måde. I Dark Souls optjener du souls, som er spillets currency, men de popper lidt bare ind på “kontoen”, efter du har dræbt bossen. I Titan Souls og SotC bliver det en lidt mere fancy begivenhed. I SotC starter en cutcene af kolossens død, ofte hvor de falder til jorden, hvorefter du styrer karakteren igen. En sort masse spreder sig nu over kolossen, og en slags fangarme vokser ud af liget. Disse fangarme flyver herefter ud og væk fra liget, svæver lidt og så rammer de din karakter, som bliver slået bevidstløs. En load-skærm senere vågner du op ved templet og skal nu mod den næste kolos.

Når du dræber bosserne i Titan Souls, skifter billedet til sort hvid, og nu skal du hive din pil ud af bossen. I det pilen flyver ud, kommer sjælen med i form af hvide orbs, der begynder at flyve rundt. Disse omfavner din karakter, som bliver drejet rundt, for derefter at blive løftet op i luften. Heroppe begynder der at komme lysstråler ud af dig og efter et lysglimt, bliver du sænket ned igen. Du er stadig i boss-arenaen, og nu kan du så gå ud igen og videre til den næste.

Det, der irriterede mig lidt, var, at det virkede, som om min karakter skulle være blevet stærkere efter at have optaget boss-sjælen, men der skete ikke noget. Jeg fik adgang til et nyt område efter at have dræbt de fire første bosser, men jeg blev stadig dræbt i et slag, min pil føltes ikke hurtigere, den kom heller ikke hurtigere tilbage. Dette er altså også med til at skabe en antiklimatisk følelse. I SotC bliver du stærkere efter hver boss-kamp, hvor din Hp- og Stamina-bar bliver større, og i Dark Souls kan du bruge dine sjæle til at blive stærkere.

En anden mindre detalje, som jeg lidt bed mærke i, handler om progression i forhold til spillet. I SotC bliver du transporteret tilbage til centrum, hvilket er dejligt, da nogle af bosserne er i kortets hjørner. I Dark Souls åbner de fleste boss-arenaer op for et nyt område lige efter, så du kan fortsætte videre med spillet sådan. I Titan Souls føles det lidt akavet at skulle gå tilbage ud af indgangen, for så at gå nogle få skridt videre til den næste bosskamp. Det føles lidt som at backtracke, hvilket er øv, når der stadig ikke er noget at lave på vejen derover. Det checkpoint, du har aktiveret, viser desuden også, hvor mange bosser du har klaret i det område, hvilket ville være fint at vise aktivt til spilleren. Dette kunne f.eks. klares ved at respawne dem her efter at have vundet kampen.

Der er jo f.eks. heller ikke noget loot at samle op i arenaen, så det virker bare meningsløst at droppe dig tilbage deri uden noget som helst. Jeg ved godt, det virker som en virkelig lille detalje, men det er en stor del af disse, der holder Titan Souls tilbage fra at være et virkelig godt spil. Jeg vil i hvert fald til hver en tid anbefale folk at spille Shadow of the Colossus eller Dark Souls frem for Titan Souls.

Splitter Critters

2017-02-11-21-00-11
Sjovt puzzlespil med nuttede aliens og underholdende gameplay

Developer: RAC7
Udgivelse: 10. februar 2017
Platform: Android & iOS

I Splitter Critters skal du lede små farvede aliens tilbage til deres rumskib. Dette gør du ved at skære banerne i stykker og hive rundt i dem. Et eksempel på dette kan være, hvis der er en lille forhøjning, som den lille alien ikke kan komme henover. Her kan du skære verden midt over ved denne lille forhøjning og hive denne side af verden lidt længere ned.

I starten møder du primært den ene slags alien, der bare går frem og tilbage, men når du kommer længere i spillet, møder du et par ekstra der opfører sig lidt anderledes. Ikke at det bliver meget udfordrende, men der er nogle baner, hvor der lige skal overvejes en ekstra gang, hvordan du får dem alle hen til rumskibet.

Jeg er virkelig også nødt til at nævne selve menuen, du vælger banerne fra. Det er lavet som en galakse, hvor du så zoomer ind på planeterne, der har hvert deres tema. Det er ikke fuldstændig uset, nok det modsatte men det passer bare så godt til det overordnede tema i spillet med aliens og rumskibe, at jeg var nødt til at rose det.

Spillet kan klares på få timer, og generelt synes jeg ikke, det var så udfordrende igen med undtagelse af et par få baner. Det var dog stadig virkelig underholdende, og jeg har virkelig meget lyst til at genspille det allerede, da det bare er sjovt at lege rundt med at splitte verden i stykker. Det kan derfor anbefales en del, og jeg er sikker på, at andre også vil finde det super underholdende.

A Normal Lost Phone

a-normal-lost-phone
En imtim og privat oplevelse 

Developer: Accidental Queens
Udgivelse: 26. januar 2017
Platform: Android, iOS & Pc

Forestil dig, at du taber din mobil et sted, hvorefter en fremmed begynder at rode den igennem. Selvom jeg ikke har noget vildt hemmeligt på min mobil, er tanken lidt skræmmende, da det stadig er mine private billeder, og min mobil fungerer jo som et digitalt multi-tool, jeg ikke kunne være foruden.

Det er derfor en lidt mærkelig oplevelse, når du starter A Normal Lost Phone, hvor du netop spiller rollen som vedkommende, der finder mobilen. Jeg gik straks i gang med at læse alle de forskellige samtaler på mobilen, og jeg tror først, det var, da jeg var halvvejs igennem dem, at jeg begyndte at få lidt dårlig samvittighed. Der er en del beskeder, og generelt virker de bare virkelig autentiske. Det føltes ærlig talt, som om jeg havde samlet en random telefon op.

De mange samtaler giver dig et fragmenteret billede af mobilens ejer, og hvis du er lige så nysgerrig som mig, vil du helt sikkert vide mere. Hvis du vil vide mere om ejeren, skal du finde spor rundt omkring på mobilen, som lader dig dykke videre i den. Du skal f.eks. finde passwords til visse apps, hvilket jeg nød en del. Nogle af dem var i hvert fald ret geniale.

A Normal Lost Phone er ikke verdens længste spil dog, da det kan klares på et par timer, nok mindre hvis du ikke gennemlæser alting. Dette ville dog være ret synd, da dette er et af spillets bedste punkter. Selve historien du får fortalt om ejeren, vil jeg ikke beskrive, da det at opdage den er så vigtig en del af spillet.

Helt klart ikke et spil for alle, men hvis du har tålmodigheden til at læse de mange forskellige informationer, vil du helt sikkert elske det. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gav det en chance og hey, det kan klares på et par timer, så kom i gang!

Zip Zap

2017-02-11-20-56-55
Genialt brug af simpel styring

Developer: Philipp Stollenmayer
Udgivelse: 3. januar
Platform: Android & iOS

Zip Zap handler om at få en figur fra punkt a til b, hvor den skal holde sig oven på en kugle i nogle få sekunder, og så har du klaret den bane. Du får disse figurer til at bevæge sig med et enkelt tryk, der får bestemte led på dem til at trække sig sammen, og når du giver slip, slapper leddet af det samme. Dette kan lyde meget simpelt, men det bliver hurtigt meget sværere.

Da jeg startede Zip Zap, synes jeg det var ret sjovt at hoppe rundt med nogle af de forskellige figurer, men jo længere jeg kom i spillet, jo mere overrasket blev jeg over mængden af geniale baner. På trods af så simpel styring bliver det hurtigt komplekst og avanceret gennem banedesignet. I nogle baner skal du f.eks. lave præcise hop med den her fjollede physics-figur, mens du i andre skal skyde en bold rundt.

Den måde som den her ene simple mechanic er blevet benyttet på er virkelig bare genial, og hvis du er typen, der sætter pris på lvl design, vil du nok også nyde, hvor smarte nogle af de her baner er. Jeg skal dog huske at nævne, at nogle af de her præcise spring sagtens kan blive frustrerende. Jeg havde selv flere baner, hvor jeg vidste, hvad jeg skulle, men jeg kunne bare ikke få det til at fungere, som jeg ville.

Et eksempel på dette er en håndfuld baner, hvor din figur hænger fast, og du skal svinge den rundt for at ramme en anden blok. Jeg kunne virkelig ikke regne ud, hvordan jeg kunne få den til at svinge effektivt, og da jeg endelig havde regnet det ud, var disse baner bare trælse, da de bare er tidskrævende.

Du skal derfor være forberedt på at skippe et par baner, hvis de driller. Det er i hvert fald et spil, der nemt kan gå over i frustration i stedet for at være udfordrende. Der er forresten en stor mængde baner, da der er 112 i portrait mode og 36, der foregår i landscape mode. De kommer dog virkelig varieret, så det føles ret sjældent at du laver præcist det samme to baner i træk.

På trods af de frustrationer jeg havde med visse baner, kan jeg kun anbefale Zip Zap virkelig meget. Det er virkelig et genialt spil, og jeg regner selv med at tjekke flere spil ud fra Philipp Stollenmayer. Hvis de er bare halvt så gode som Zip Zap, er de helt klart værd at spille.

 

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger