Mortimer Beckett and the Book of Gold


Et ambivalent gensyn med Mortimer Beckett der efterlader mig skuffet.

Developer: Paprikari
Udgivelse: 19. oktober 2017
Platform: Android, iOS & Pc

Mortimer Beckett and the Book of Gold er på den ene side et godt gensyn med features fra de første titler i serien, mens det på den anden side introducerer en række ting, som trækker hele oplevelsen ned. Jeg sad i hvert fald med en ret skuffet fornemmelse, da jeg kom gennem den sidste bane.

En af måderne, det kommer tilbage til rødderne på, er ved fragmenterede objekter i stedet for hele ting. Du skal derfor lede ekstra grundigt, da de små dele kan være ret svære at spotte, når de er delvist skjult rundt omkring.

Det er dog mere historiebaseret, hvor de objekter, du finder er relateret direkte til den situation, du er i. En bil bryder ned, og nu skal der findes donkraft, svensknøgle og lidt andet, så den kan repareres. For at dette kan lade sig gøre er spillet inddelt i små korte baner i stedet for det mere åbne design fra de tidligere spil i serien.

De korte baner gør dog også, at spillets flow konstant bliver afbrudt. Du får et minuts historie, så spiller du i et eller to minutter, hvorefter det er en cutscene igen. Herefter skal du så se en cutscene til den næste banes start osv. I de tidligere spil i serien kunne du spille løs med få afbrydelser, mens du i denne her bruger nok halvdelen af tiden på at se cutscenes.

En ting, der gik mig ret meget op, var Mortimers karakter, da han føles ret anderledes og virker til at se sig selv rimelig meget som en taber. Vi snakker her om fyren, der har ordnet tidsparadokser, reddet fremmede kongeriger og været lige i hælene på en mestertyv.

Den primære kilde til hans akavethed er dog karakteren Kate, der kommer fra serien Delicious. Kate har konstant fart på og ved ikke helt, hvad hun leder efter. Kombinationen af Mortimer og Kates personligheder resulterer dog i et spændende eventyr, hvor de rejser rundt til en række forskellige destinationer.

Det er primært gennem dialogen, at karaktererne føles akavede hvor de konstant siger mærkelige ting og ikke opfanger hinandens signaler. Mortimer virker ikke, som om han er til stede det meste af tiden, når Kate faktisk flirter med ham, og hver gang det er den anden vej, er Kate helt væk. Dialogen fungerer bare ikke til at skabe den historie, de tydeligvis gerne vil.

Samtidig var det lidt mærkeligt med så stort et fokus på Kates del af historien, da der konstant var cutscenes, hvor hun med andre karakterer diskuterede sin søgen efter noget. Samtidig ender historien rimelig antiklimatisk, hvilket igen skyldes et valg fra Kates side af. Jeg forstår fuldt ud hendes beslutning, men det er igen bare ret akavet.

Derudover er der mange af de små sidekaraktere,r som oser af fordomme omkring forskellige folk. Spillet prøver muligvis at være sjovt i disse situationer, men det bliver bare lidt ligegyldigt, plat og til tider lidt ubehageligt.

Udover historien og de dertilhørende baner er der dog også lidt andet lave. Du unlocker ekstra baner, som kan belønne dig med diamanter til køb af artefakter. Samtidig er der gemt en lille mus på hver bane, som kan findes, og på denne måde er der altså lidt ekstra at lave i spillet. Det ender dog med at føles lidt meningsløst, men tja, det er altid rart for dem, der gerne vil have endnu mere ud af deres spil.

Jeg har også en stor sidenote omkring spillets prisstruktur, da det ærlig talt går mig på. Jeg fandt spillet gratis i Play Store, hvilket jeg undrede mig lidt over, men man ved jo aldrig helt. Det viste sig dog, at der kun er adgang til de første 10 baner, hvilket jeg fuldt ud forstår. Det er helt fint, at de gerne vil have penge for deres spil, men hvor ville jeg ønske, at de var tydeligere, om at det er en demo.

Da det gik op for mig, ledte jeg lidt rundt, og hvis man læser hele spillets beskrivelse igennem, står det faktisk nederst, men hvis man kender serien, er der jo ingen grund til at læse beskrivelsen igennem. Jeg foretrækker meget mere, når et spil tydeligt viser, at det er en demo i titlen eller har en premium samt en freemium-udgave, så bliver tydeligt på den måde.

Jeg sad også og kiggede lidt rundt og flere af spillene fra GameHouse kører med dette system, og selvfølgelig kan man læse hele beskrivelsen af spillet igennem, før man installerer det. Det ville dog være mere passende med en tydeliggørelse i titlen, i spillet, eller øverst i beskrivelsen.

Alt i alt er Mortimer Beckett and the Book of Gold bare skuffende. Det føles ikke som et Mortimer Beckett spil, men mere som et Kate-spil og generelt føles spillet bare lidt off. Jeg kan ikke anbefale det, og det er lige før, det også gælder til fans af serien.

Advertisements

Oceanhorn: Monster of the Uncharted Seas


Et fantastisk eventyr der dog falder lidt til jorden.

Developer: Cornfox & Bros.
Udgivelse: 14. november 2013
Platform: Android, iOS, Nintendo Switch, Pc, Ps4, PS Vita & Xbox One

Jeg havde ret høje forventninger til Oceanhorn, da jeg havde set det få ret meget ros. På trods af at være et spændende eventyr på tværs af adskillige øer endte jeg dog alligevel med at blive lidt skuffet. Det føltes bare for begrænsende på så mange punkter, men jeg er dog ret meget i tvivl, om det bare var mig, der ikke havde helt realistiske forventninger.

Det er et isometric adventure spil, hvor du som en ung dreng skal ud og lede efter din far, der forsvandt efter at have bevæget sig fuldt bevæbnet ud i natten. Dit eventyr går på tværs af en række forskellige øer fyldt med spøjse karakterer, stærke fjender og på nogle af dem endda fæle bosser.

Jeg holdt ret meget af spillets ø-system, for du åbner først for nye øer, når du hører om dem gennem snak med karakterer eller ved at læse om dem forskellige steder i spillet. Der bliver altså skabt en god motivation for at udforske øerne på forskellige måder, enten ved at tale med samtlige karakterer eller interagere med alle gravstene, bøger, skilte, og hvad du ellers støder på.

Det at sejle mellem øerne er dog et punkt, hvor jeg blev lidt skuffet, da du ikke selv styrer båden, men i stedet vælger en destination, og så sejler den bare afsted. På sejlturen kan du dog skyde tønder og enkelte fjender, men det bliver ret repetitivt, når man skal sejle frem og tilbage mange gange i træk.

Du kommer nemlig til at opleve rimelig meget backtracking frem og tilbage mellem de forskellige øer. Ikke engang fordi du gik forkert, men fordi du skal hente bestemte ting for at komme videre. Et sted kommer du 3/4 ind på øen, hvorefter du skal gå hele vejen tilbage igen og hen på en anden ø. Her skal du samle et objekt op og så tilbage til den første ø, hvor du nu skal gå igennem alt det, du allerede har ordnet og så åbne porten. Det føltes som et ekstremt stort spild af tid.

Samtidig bevæger karakteren sig ikke synderligt hurtigt, og hans sprint er begrænset af hans stamina, hvilket han ikke har voldsomt meget af. Dette bruges f.eks. også til at svømme med, og når det ikke har verdens hurtigste recharge, bliver det til en triviel affære at bevæge sig hurtigt rundt.

Generelt var Oceanhorn bare ikke lige min kop te, og det er desværre tydeligt at mærke, at det er et port af et mobil-spil. Det er en fin titel til konsol, men styringen, menuerne og den slags føles bare som hevet direkte fra mobilen. Der er en række steder, hvor spillet godt kunne have brugt nogle ændringer, bl.a. ved sprint-funktionen.

Dog er jeg glad for, at jeg ikke har spillet det på mobilen, for jeg tror bare, jeg vil ende med at blive vildt frustreret. Jeg var allerede ret irriteret på de forskellige bosser, og den ene spammer f.eks. bare med grenades over hele arenaen. Det føles ikke særlig interessant at tabe en kamp, fordi man bliver ramt af en tilfældig grenade uden mulighed for at undgå den.

Det skal dog siges, at det er overraskende meget at lave i spillet udover historien. Der er challenges til hver ø, bloodstones, der kan indsamles rundt omkring og en række andre små hemmeligheder at afsløre. Igen, var Oceanhorn bare ikke lige min kop te, så da jeg var færdig med historien, følte jeg mig også ret færdig med hele spillet. Jeg har derfor ikke brugt meget tid på de ting, jeg nævner her.

Alt i alt var Oceanhorn desværre ikke noget for mig, men jeg vil faktisk stadig anbefale det. Jeg havde lidt for høje forventninger, der samtidig var lidt urealistiske og er derfor overbevist om, at jeg ville have nydt spillet mere, hvis jeg ikke havde hypet det sådan op for mig selv.

PieceFall


Simpelt puzzle spil der dog er fyldt med repetitivt og kedeligt gameplay. 

Developer: Steel Minions Game Studios
Udgivelse: 31. juli 2018
Platform: Ps4

Hvordan anmelder et spil som man virkelig ikke kan lide? Jeg vil jo ikke bare rakke spillet ned, selvom det hurtigt kan blive sådan. Jeg tror vi starter med en kort beskrivelse af spillet, så lidt af det positive og så må vi se, hvor det fører hen.

I PieceFall skal du rotere og arrangere faldende tetris-klodser så de passer ned i et stort hul. Det lyder ret simpelt, og det burde det også være. PieceFall gør det dog til det mest trivielle og repetitive gameplay, jeg længe har oplevet.

Samtidig formår spillet at gøre dette simple koncept på en virkelig kedelig måde, hvilket jeg også undrer mig over. Når det netop er så simpelt som blokke, der skal placeres, hvordan kan det så blive så kedelig en oplevelse.

Alle brikkerne kommer i en fast rækkefølge, men du får ikke rigtig noget overblik over selve puzzlen. Hvis man nu fik alle brikker vist, kunne det blive lidt smartere, da man så kunne planlægge frem.

Samtidig kan du ikke flytte på brikkerne, når de er lagt, så hvis du misser en enkelt, skal du starte forfra. Det føles så fjollet, når disse to problemer kombineres, for det forvandler spillet til en ekstremt triviel affære.

PieceFall er heller ikke verden største spil, så det repetitive gameplay er fanget i en lille tætsluttet boks. Spillet byder på en håndfuld øer, hvorpå der er ødelagte konstruktioner. Hver gang du gennemfører en af øens puzzles, genopbygges den ødelagte ting lidt, hvorefter øen roterer til næste puzzle.

Det eneste fede ved spillet er, at ens progress bliver synliggjort gennem disse konstruktioner. Så er det rimelig ærgerligt, at resten af spillet er så frustrerende.

Når du er kommet gennem alle banerne, så ruller den f.eks. også nogle stykker tilbage, hvorefter du skal gennemføre disse igen. Som jeg nævnte tidligere er de forskellige puzzles statiske, så brikkerne kommer i samme rækkefølge, hullet har samme form og alting er det samme, som første gang du så den.

Du bliver altså bedt om at gentage det i forvejen repetitive gameplay, hvilket var, hvor jeg stod rimelig meget af. Der var dog en ekstra ø, man kunne unlocke, så jeg kæmpede videre, og hvor ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Efter at have nået den krævede score gik jeg ud i menuen, men der var stadig en lås på den. Jeg gik ind i spillet igen og efter at have klaret den sidste ø igen, åbnede den op for den nye, som føltes præcis som de fire foregående.

PieceFall kan ikke anbefales. Ikke under nogen omstændigheder vil jeg kunne anbefale det til nogen som helst. Det kunne have været en fin tidsrøver, men er mere endt som tidsspilde i stedet.

Opdatering
Selvom jeg stadig ikke vil anbefale PieceFall, vil jeg gerne nævne, at det er udviklet af studerende fra Sheffield hallam University. På den ene side giver det mig lyst til at tilgive det en del af dets problemer, men på den anden side ændrer det jo ikke på dem.

Det er stadig frusterende at skulle gentage en puzzle, fordi du ikke får et overblik over brikkerne, så du fra første træk af kan ødelægge banen for dig selv. Det ændrer udviklerholdets størrelse jo ikke på.

 

Another Lost Phone: Laura’s Story


Endnu et fantastisk og interessant spil hvor vi snager i en fremmeds mobil.

Developer: Accidental Queens
Udgivelse: 21. september 2017
Platform: Android, iOS, Nintendo Switch & Pc

Ligesom i A Normal Lost Phone finder vi en efterladt mobil, og som de nysgerrige sjæle vi er, kigger vi straks, om vi kan låse den op, og se hvad der er på. Jeg fik det igen dårligt med mig efter kun et par minutter med spillet.

Det er så autentisk, når du sidder og læser beskeder, og det bliver så ubehageligt, når man begynder at overveje om andre ville gøre det samme med ens egen mobil, hvis den faldt ud af lommen. Samtidig er jeg bare alt for nysgerrig til at stoppe med at spille videre.

Historien udforsker andre temaer end A Normal Lost Phone, men gør det stadig på en virkelig jordnær måde, hvor man føler med karaktererne og bliver fanget af mysteriet, der er i fortællingen. Emnerne i spillet er også relevante og aktuelle, men jeg vil helst ikke ødelægge overraskelsen, da det netop handler om at finde de mange spor og så løse gåden, om hvad der er sket med karaktererne.

Sværhedsgraden er skruet lidt op fra sidste spil, og det kan især mærkes ved de sidste puzzles i spillet. Jeg endte med at bruge en spoilerfri guide et par steder, fordi jeg ikke helt anede, hvor jeg skulle finde spillets næste puzzle.

Alt i alt er det igen en lettere ubehagelig historie pakket ind i et mysterie fyldt med interessante puzzles og autentiske beskeder. Jeg blev så fanget af spillet, at jeg havde svært ved at lægge det fra mig og ville bare gerne vide mere om karaktererne. Det kan ligesom A Normal Lost Phone anbefales meget.

Prune


Minimalistisk spil om at beskære træer.

Developer: Polyculture
Udgivelse: 20. oktober 2015
Platform: Android, iOS & Pc

Prune handler om at beskære et træ for at styre, hvilken retning det gror i. Det er ekstremt minimalistisk, men det forhindrer det ikke i at være virkelig underholdende.

Du starter med at plante et træ, som med det samme begynder at vokse, og så skal der skæres grene af til højre og venstre, så du kan undgå farlige objekter og til sidst nå op i sollyset, der får træet til at blomstre.

Det føles samtidig ret poetisk, når dit træ til sidst vokser virkelig langsomt op mod sollyset, er lige ved at stoppe, men formår lige at nå op i det, blomsterne springer ud, og energi fra dem flyver op og oplyser stjernerne på himlen.

Det har samtidig en god længde og bliver på intet tidspunkt kedeligt. Der kommer en del nye udfordringer, og nogle af de senere baner kræver, at man virkelig overvejer sin beskæring.

Jeg spillede det på min mobil, men jeg vil anbefale andre at spille det på enten tablet eller pc. Det blev lidt svært at beskære præcist på en lille skærm, så en større skærm vil helt klart være en fordel.

Alt i alt er Prune et fantastisk lille spil. Det er så tilfredsstillende at se træet gro og udfolde sig efter en helt perfekt beskæring. Et virkelig smukt og poetisk spil som anbefales meget herfra.

 

The Awesome Adventures of Captain Spirit


Følelsesladet fortælling om en drengs desperate eskapisme fra en hverdag med en alkoholisk far.

Developer: DONTNOD Entertainment
Udgivelse: 25. juni 2018
Platform: Pc, Ps4 & Xbox One

The Awesome Adventures of Captain Spirit er egentlig bare en teaser for Life is Strange 2, men jeg synes faktisk, der er nok indhold til, at jeg skriver det på min statusliste og skrive en kort anbefaling.

Vi følger Chris, der bor sammen med sin far. Det viser sig hurtigt at faren drikker lidt for meget og ofte har vredesudbrud. Chris har derfor skabt sit alterego, Captain Spirit, der med sine fantastiske superkræfter kæmper mod onde skurke i verden.

En alkoholisk far er ikke det letteste emne at portrættere, men DONTNOD har gjort et fantastisk stykke arbejde med lige præcis den del. Hele farens væremåde er bare så spot-on, at det er helt uhyggeligt. Faren, der kigger sig over skulderen for at tjekke, at Chris kigger på sin morgenmad, hvorefter han diskret tager en hel flaske sprut med over i lænestolen. Chris ser det jo alligevel og havde forventet det.

Når faren lover Chris hele verden, og det aldrig bliver til noget, fordi han konstant er beruset. Hvis Chris larmer, bliver der også råbt af ham med en truende stemme, der kun kan give én gåsehud. Det blev så autentisk, at jeg på et tidspunkt sad og blev helt bange på Chris’ vegne, fordi han kom til at vælte noget, men der var heldigvis ikke nogen reaktion fra faren.

Hvad, der er sket med moren, kan virke lidt åbenlyst, men samtidig bliver det afsløret gennem en række ledetråde, som Chris enten opdager eller afslører. Det fungerer virkelig godt, og DONTNOD viser endnu en gang, at de er mestre til at fortælle historier.

I spillet udforsker man Chris’ virkelige liv samt det fiktive lag, hvor han som Captain Spirit viser sine fantastiske evner frem. Dette gøres ofte på en virkelig fed måde, hvor kameravinkler er med til at skabe en illusion om, at han faktisk er Captain Spirit.

I en af de første scener bruger han telekinesis til at løfte et legetøjsfly, og vi ser fronten af flyet løfte sig langsomt op, hvorefter kameraet zoomer lidt ud, og vi ser at Chris holder flyet med hånden og bevæger det rundt. Det er så dejlig barnligt og står i stærk kontrast til den hårde virkelighed, han lever i.

En ting, jeg virkelig bed mærke i, var, hvor stor en rolle farens druk fik på en mere indirekte måde. F.eks. bliver det inddraget i en stor del af Chris’ lege, som når han skyder øldåser ned eller bruger en øldåse som mund på sin snemand. Farens druk påvirker alle dele af Chris liv.

Jeg er ekstremt spændt på at spille Life is Strange 2, for DONTNOD ved virkelig, hvad de vil fortælle, og hvordan de skal gøre det. Der er en række ret ubehagelige øjeblikke i The Awesome Adventures of Captain Spirit, og generelt er det ret følelsesladet. Det var dog bare så autentisk, at jeg på intet tidspunkt følte, at spillet trivialiserede hverken alkoholismen eller Chris desperate forsøg på eskapisme.

Stories Untold


Horror der virkelig kryber ind under huden på dig

Developer: No Code
Udgivelse: 27. februar 2017
Platform: Pc

En af de første ting, jeg fandt ud af omkring Stories Untold, var, at man virkelig skulle gå blind ind til det. Man skal helst ikke læse noget som helst, fordi det så kan blive spoilet og efter at have spillet det, er jeg helt enig med dette. Der er så mange fede øjeblikke i Stories Untold, at det vil være en skam at ødelægge noget af det.

Jeg vidste godt, at Stories Untold ville være lidt uhyggeligt, men jeg havde på ingen måde forventet, hvor isnende det faktisk er. Det kravlede fuldstændig ind under huden på mig, og jeg kunne ikke holde op med at tænke på det, da jeg havde fået gennemført det.

Spillet er primært text adventure, hvor du bliver præsenteret for beskrivende tekst, hvorefter du skal bruge kommandoer til at komme videre i spillet. Det er også pga. dette, at jeg blev så overrasket over, hvor uhyggeligt spillet faktisk er. Jeg havde aldrig troet, at et spil med text adventure som deres main mechanic ville kunne opnå sådan et niveau af uhygge.

En del af uhyggen kommer også fra selve præsentationen af spillet, da teksten ikke fylder hele skærmen, men du sidder i stedet ved et skrivebord, hvorpå der står en computerskærm, tastatur samt lidt andre ting. Det gør bare oplevelsen lidt mere uhyggelig, fordi du ikke engang kan se dig over skulderen, så den der følelse af, at der kommer nogen efter dig, forsvinder aldrig helt, selvom der ikke er noget i spillet, der peger på den slags. Igen er det bare mig, der er blevet helt paranoid af at sidde ved et skrivebord og taste ind på en gammel computer.

Lydsiden skal virkelige også have ros, for alle lyde i spillet er bare helt perfekte og er med til at gøre alle situationer virkelig intense. Jeg sad flere gange og holdt vejret for at lytte efter bestemte lyde.

Jeg vil ikke beskrive historien i dybden eller ikke engang overfladisk, for det vil være at røve alle af en god oplevelse. Derimod vil jeg rose spillet for at konstant give mig en lussing, hver gang jeg troede, jeg havde regnet noget ud, for jeg var da virkelig på vildspor. Jeg har ret meget lyst til at genspille det, fordi jeg tror, der er mange små ledetråde, som jeg ikke opfangede i første omgang.

Alt i alt er Stories Untold et virkelig fantastisk spil fyldt med isnende uhygge, en spændende historie og en fantastisk brug af text adventure genren til at skabe et genialt modspil. Det kan anbefales meget.

Et sted for spilanmeldelser og anbefalinger